Racen menes, i lighed med de øvrige Mastiff-racer, at nedstamme fra romerske krigshunde, og blev oprindeligt anvendt til storvildtsjagt samt bevogtning.
Indtil sidst i 1800-tallet blev den generelt betragtet som hjemmehørende i Danmark - heraf navnene "Grand Danois" (Frankrig og Norden) og "Great Dane" (England og USA), men under Bismarck-styret i Preussen, hævdedes det at racen var af tysk oprindelse, og den fik det tyske navn "Deutsche Dogge". Franskmændene fulgte trop og omdøbte racen til "Dogue Allemande" (tysk hund).
Den absolut bedste og mest omfattende beskrivelse af racens historie findes på
http://www.verasir.dk/show.php?file=toc.html
Uanset hvem der har fuldført avlsarbejdet er Grand Danois i dag en enestående race, der ved sin størrelse og skønhed aldrig undgår at tiltrække sig nysgerrige blikke.
Ifølge FCIs racestandard må en tæve mindst måle 72 cm. i skulderhøjde, og en hanhund 76 cm., men de er oftest mindst 10 cm højere. Verdens pt. højeste Grand Danois er "Gibson" med en skulderhøjde på 110 cm.
Temperamentet er så langt fra fortidens krigshunde, som man næsten kan komme. Racen er blid, kærlig, kontaktsøgende, børnevenlig og lidt af en klovn, selv om den hverken mangler vagtsomhed eller jagtinstinkt.
En Grand Danois, der opdrages blidt, men konsekvent, vil være en skødehund i overstørrelse, og vil finde sig bedst tilpas i nærkontakt med sin ejer - i sofa, seng eller allerhelst siddende på skødet med bagdelen medens forpoterne støtter på gulvet. Den er rolig og udviser stor selvbeherskelse når den navigerer sin store krop gennem stuens møbler og nips.
Det bør dog nævnes at Grand Danois, ligesom alle andre racer, har en hvalpetid og flere lømmelaldre. Tilmed er den sent moden, og kan ikke betragtes som helt voksen før i 3-års alderen. Det er vigtigt, at man i opdragelsen erkender at det er en hvalp, man har med at gøre, selv om den er større end andre hvalpe, og at man derfor ikke stiller urealistiske krav. Racen tåler ikke voldsom håndtering, straf og hyppig skæld-ud - dette vil resultere i alvorlige adfærdsproblemer!
En Grand Danois er børnevenlig og elsker at være sammen med sin familie
Der følger visse ulemper med til at have en gigantrace: Et vist mål af savl må påregnes, særligt efter at hunden har spist eller drukket, og når der trænes med godbidder. Store beskidte potespor på tæpperne kan forekomme, og racen fælder behersket men jævnt med korte stride hår, der borer sig godt ind i møbler og tøj.
Selv om en Grand Danois ser dekorativ ud i et "Bo Bedre hjem" er det ikke nødvendigvis der, den trives bedst. Hvis dens lege- og motionsbehov opfyldes, kræver den ikke meget plads indendøre, og kan bo i lejlighed hvis den skånes for at gå for meget på trapper medens den er i voksealderen.
En Grand Danois kræver ikke meget motion, men elsker at løbe og skal helst have mulighed for jævnligt at få afløb for denne trang, i form af lufteture uden snor på sikre, gerne indhegnede arealer.
Den er trænbar, men kan være svær at motivere, så man skal ikke regne med at opnå resultater i samme hastighed som med en Labrador eller Schæfer.
Man kan overveje at blive Grand Danois-ejer hvis man:
Ønsker en kærlig selskabshund
Gerne vil bruge mange af dagens timer sammen med sin hund
Er tålmodig og mild af temperament
Har fysik til at styre en stor hund
Ikke er alt for øm over møbler, tæpper og andet inventar
Er parat til at acceptere en hund der fylder meget, både fysisk og i forhold til tid og pasning
Er forberedt på at foder, dyrlægebesøg mm. koster en del penge
Grand Danois
22.06.2009 22:56
Re: Den store dansker
Re: Grand Danois
meeeeen jeg har vist nok i min Berner
.
