Er der nogen af jer der kender til det at man kan have svært ved at forlade sin hund når den eks. skal være alene?? Ikke bare sådan at man savner den, men at det måske udvikler sig til regulær angst??

 

Måske er der nogen af jer der i forvejen døjer med angst og har lyst til at dele de gode og dårlige ting erfaringer med angst?? Hvad hjælper jer osv.?? Andre problemstillinger er også meget velkomne!!

 

Jeg har søgt på nettet, men jeg har ikke kunne finde et sted at dele det at have angst og hund.

 

Jeg kan fortælle lidt om mig selv.

Jeg er en pige på 21 og en hund på 2½ år ca. Jeg har lidt af angst i ca. 5 år og det er især separationsangst jeg døjer med.

 

Håber der er nogen af jer der vil dele jeres historie!

Slet ingen??

Tak for velkomsten

 

Jeg synes ikke rigtig jeg kan finde nogen steder hvor det er relevant at snakke om det. Jeg vil jo gerne at det bliver med fokus på hunde (og sygdom) og ikke primært sygdom. Det er ikke for at være fordomsfuld, men jeg synes ofte at folk på sider for psykisk syge eller for folk med psykiske problemer er meget mere syge end mig eller i hvertfald at deres situation er anderledes end min. Måske jeg har været på de forkerte sider?? :-S

 

Jeg tænkte derfor at der måske var nogen på en side for hunde der havde lyst til at stå frem. Har du angst??

Velkommen:-)

 

Under løst snak er der en tråd der er et par mdr gammel og hedder noget i retning af skavanktråden. Hvis du kigger i den, vil du opleve at flere brugere har forskellige former for angst og lignende - og at der ikke er en eneste der dømmer nogen for noget:-)

Velkommen:-)

 

Under løst snak er der en tråd der er et par mdr gammel og hedder noget i retning af skavanktråden. Hvis du kigger i den, vil du opleve at flere brugere har forskellige former for angst og lignende - og at der ikke er en eneste der dømmer nogen for noget:-)

Fedt! Hvordan finder jeg den??

Har du været hos læge eller psykolog og fået en egentlig diagnose? For det lyder måske lidt mere som socialfobi eller agorafobi end separationsangst. Jeg gætter på at du føler dig mest tryg udenfor hjemmet når du har din hund med?

 

Der er rigtigt mange, især unge, der lider af forskellige former for angst i større eller mindre grad, så du behøver ikke at føle dig alene, og det skulle undre mig hvis du ikke kunne finde nogen, der har det ligesom dig.

 

Mht. at lide af angst og være hundeejer, så er der en stor risiko for at man kommer til at bruge hunden som "krykke", og det er ikke altid godt, da hunde er ekstremt følsomme overfor deres menneskers sindstilstand, og hurtigt kan komme til at udvikle deres egne adfærdsproblemer, hvis de bor sammen med en der er meget angst eller opfører sig irrationelt på anden måde.

 

Og bare for at du ikke tror jeg sidder og spiller klog - jeg har selv socialfobi, og har haft det stort set hele livet (jeg er 46), men indtil videre er det lykkedes mig at holde mine hunde ude af mine psykiske defekter

Har du været hos læge eller psykolog og fået en egentlig diagnose? For det lyder måske lidt mere som socialfobi eller agorafobi end separationsangst. Jeg gætter på at du føler dig mest tryg udenfor hjemmet når du har din hund med?

 

Der er rigtigt mange, især unge, der lider af forskellige former for angst i større eller mindre grad, så du behøver ikke at føle dig alene, og det skulle undre mig hvis du ikke kunne finde nogen, der har det ligesom dig.

 

Mht. at lide af angst og være hundeejer, så er der en stor risiko for at man kommer til at bruge hunden som "krykke", og det er ikke altid godt, da hunde er ekstremt følsomme overfor deres menneskers sindstilstand, og hurtigt kan komme til at udvikle deres egne adfærdsproblemer, hvis de bor sammen med en der er meget angst eller opfører sig irrationelt på anden måde.

 

Og bare for at du ikke tror jeg sidder og spiller klog - jeg har selv socialfobi, og har haft det stort set hele livet (jeg er 46), men indtil videre er det lykkedes mig at holde mine hunde ude af mine psykiske defekter

Hej

 

Jeg går til psykolog fordi jeg får det dårligt når min hund fx er alene hjemme over længere tid. Jeg tror det hedder panikangst.

 

Jeg prøver så vidt muligt at sørge for at Pelle ikke skal mærke at jeg har det dårligt, men jeg synes nogle gange det er svært. Heldigvis sker det sjældent at jeg bliver angst når vi er sammen. Jeg får også medicin for det og det har hjulpet mig rigtig meget.

 

Ps. Pelle er min hund

Prøv at søge på skavank-tråden, så kommer den frem:-)

Det er rigtigt nok, du ikke må gå hen og bruge din hund som en "krykke". Du kan overføre din angst til hunden. De signaler du sender hunden, når du f.eks skal ud af døren eller når du kommer hjem kan OSE af utryghed og det opfanger hunden.

 

Jeg tror, det er vigtigt, du får talt med psykologen om det at have hund og angst. Du skal have nogle værktøjer, der kan hjælpe dig til at tackle det at være væk fra hunden i kortere eller længere tid.

 

Visualiserings-teknikker kan hjælpe i mange tilfælde. F.eks. at du "lægger angsten i en krukke" før du går ud af døren (som et sæt nøgler) eller "trille angsten lille og rund" i håndfladen og "nulre" den væk. Men få psyk ind over.

 

Angst er ingen spøg og det kan være svært for dig at fungere ude i verden, hvis du hele tiden spekulerer på hunden og den er ok

Er det kun mig der ikke forstår pointen i at anskaffe sig en hund, man på forhånd ved vil fremprovokere/forstærke ens lidelse? Uden hund havde problemet jo ikke været der:vedikke: eller hvad??

Er det kun mig der ikke forstår pointen i at anskaffe sig en hund, man på forhånd ved vil fremprovokere/forstærke ens lidelse? Uden hund havde problemet jo ikke været der:vedikke: eller hvad??

 

Jeg har godt nok svært ved at tro på at anskaffelsen af en hund kan give panikangst, hvis det ikke har været der før - hvis det dog er tilfældet, anser jeg det som et "plus", da det giver noget specifikt at arbejde med.

Hvad angår anskaffelse af hund, så er jeg overbevist om at det er noget af den bedste "medicin", hvis man er nået dertil hvor man har så meget styr på sin sygdom, at man er i stand til at tage sig forsvarligt af et levende væsen og opfylde de behov det har.

Prøv at søge på skavank-tråden, så kommer den frem:-)

 

her er den

 

http://www.hunde-forum.dk/lost-snak/21276-skavank-traden.html

 

jeg har også haft social angst... men har heldigvis ikke oplevedet det siden jeg blev gravid med min datter for 6 år siden

Er der nogen af jer der kender til det at man kan have svært ved at forlade sin hund når den eks. skal være alene?? Ikke bare sådan at man savner den, men at det måske udvikler sig til regulær angst??

 

Måske er der nogen af jer der i forvejen døjer med angst og har lyst til at dele de gode og dårlige ting erfaringer med angst?? Hvad hjælper jer osv.?? Andre problemstillinger er også meget velkomne!!

 

Jeg har søgt på nettet, men jeg har ikke kunne finde et sted at dele det at have angst og hund.

 

Jeg kan fortælle lidt om mig selv.

Jeg er en pige på 21 og en hund på 2½ år ca. Jeg har lidt af angst i ca. 5 år og det er især separationsangst jeg døjer med.

 

Håber der er nogen af jer der vil dele jeres historie!

 

Tak for et rigtig fint indlæg! :5up:

 

Jeg oplever til tider en mildere form for panikangst, og det giver sig ofte til udtryk i forbindelse med min hund.

Jeg tror det er fordi jeg på en eller anden måde stiller højere krav til mit ansvar overfor ham end overfor mig selv, uden at vide det helt præcist. Før jeg fik ham, kunne jeg fx få panikangst når jeg gik alene ude, nu får jeg det faktisk mere når jeg har ham med, fordi jeg i en eller anden udstrækning sætter hans liv over mit eget.

Det er i mange forskellige situationer, men jeg kender især også til det i forbindelse med separation, hvor jeg nogle gange er ved at vende om igen, når jeg endelig er kommet ud.

Jeg har med tiden fundet ud af, at der er nogle ting der gør at jeg kan overvinde angsten. For mig handler det om at få mine tanker drejet ind i et mere rationelt mønster. Det gør jeg fx ved, som andre også har været inde på her, at jeg overvejer at min angst gør det sværere for ham, og derved giver større chance for "skade" på ham, end det jeg panikker over kan ske når han er alene. (giver det mening?)

Det andet er ved hjælp af humor at mod-argumenterer mine tanker - jeg bruger ofte citater fra et bestemt afsnit af Venner, som giver mig præcis det perspektiv jeg har brug for ( FRIENDS - Baby Locked in the Apartment - YouTube ). I starten var det nødvendigt at min kæreste deltog i "diskussionen", men nu kan jeg oftest overbevise mig selv om, at jeg ikke tænker rationelt.

Endelig gør jeg meget for at træne de situationer hvor jeg oplever angsten, jo flere "der sker jo ikke noget"-argumenter man kan samle, jo bedre! :blink:

 

Ved ikke om du kan bruge mine erfaringer til noget konkret, angst opleves jo meget individuelt, men jeg håber at du finder noget der virker for dig..

Er det kun mig der ikke forstår pointen i at anskaffe sig en hund, man på forhånd ved vil fremprovokere/forstærke ens lidelse? Uden hund havde problemet jo ikke været der:vedikke: eller hvad??

 

Er du ikke liiige en tand for hurtig til at konkludere her?

Er det kun mig der ikke forstår pointen i at anskaffe sig en hund, man på forhånd ved vil fremprovokere/forstærke ens lidelse? Uden hund havde problemet jo ikke været der:vedikke: eller hvad??

Det ved du da overhovedet ikke noget om!!

 

Ja jeg havde angst før jeg fik Pelle, men på mange områder har det hjulpet mig at jeg har fået ham! At det så har udløst en anden form for angst var der ingen der kunne forudsige! Jeg er klar over at nogen får en såkaldt "terapi hund", men det er på ingen måde tilfældet for mig. Desuden arbejder jeg med min angst og forsøger at komme den til livs! Og så forsøger jeg ikke at overføre mine følelser til Pelle så han mærker at jeg har det dårligt eller bruger ham som "krykke" - For at bruge de andres udtryk.

n1nna:

 

Tak for at dele det!

 

Jeg prøver også at tænke rationelt, men det er svært når man er overbevist om at der vil ske ham noget når han er alene

boble:

 

Tak for linket

n1nna:

 

Tak for at dele det!

 

Jeg prøver også at tænke rationelt, men det er svært når man er overbevist om at der vil ske ham noget når han er alene

 

Ja det er helt vildt svært, det er derfor det kan være rigtig godt at finde ud af hvad der skal til for at overbevise ens tanker.. hvis det da overhovedet er muligt, tror desværre aldrig man kan blive helt fri for angst-tanker når man først har haft dem.. og som du selv var inde på i dit andet indlæg, så kan det hurtigt flytte sig fra en type til en anden, det er ikke noget man altid kan forudse.

 

Jeg fik ikke Mio som decideret terapi-hund, har altid ønsket mig en hund, men det er ikke nogen hemmelighed at vi valgte tidspunktet, fordi jeg stod for at skulle flytte alene til en anden del af landet, og derfor havde brug for selskab der kunne støtte mig. At jeg fik så meget mere er en helt anden historie, kan slet ikke forestille mig et liv uden hund nu, og så vidt jeg ved er Mio da blevet en nogenlunde normal hund, mig taget i betragtning!

 

Vi har overvejet at anskaffe et IP-kamera, så jeg har mulighed for at tjekke situationen i hjemmet ved behov. Jeg har tænkt meget over hvad konsekvensen af det vil være - det kan på den ene side overbevise mig om, at huset ikke står i flammer med en indespærret hund (utroligt hvad man kan bebyrde hjernen med i løbet af en dag :stupid:), men på den anden side viser det måske en hund der ser trist ud, og så vil det jo blive endnu sværere at forlade ham.. :hmm:

Det er ikke altid lige let, men så længe man er villig til at arbejde med problemet, så er jeg overbevist om at man kommer langt!

Ninjamor: jeg konkluderer ingenting, jeg forstår det bare ikke helt, derfor jeg spørger ind til det.

Tinke: tak for dit svar. Og nej du har ret, jeg ved ingenting, men jo også derfor jeg spurgte jeg havde forstået det sådan, at det kun var seperationsangst der var problemet. Og det mente jeg jo ( i min håbløse uvidenhed) ikke man kunne have, hvis man ikke havde noget at være sepereret fra