Hvad er det der får mennesker til at tilsidesætte gode råd og vejledning fra folk med mere erfaring, fordi nu har de besluttet at det er netop den hvalp, den blanding eller den race de aller helst vil have. Der hvor jeg bliver forundret er når det er folk der har brugt ganske langt tid på at sætte sig ind i forskellige ting vedr. deres valg, og siden henvender sig hos opdrættere og dér bliver frarådet den race, eller dem der på et forum spørger om alle de rigtige og fornuftige ting, modtager konstruktiv rådgivning og så alligevel indkøber det de fra start havde besluttet.

Jeg mener, en opdrætter vil vel gerne sælge sine hvalpe, så får man et nej (endda fra flere) så er det vel fordi der er noget om snakken?

 

Jeg har oplevet det nogle gange ifm. mit eget opdræt, en af dem var en mand der var helt forelsket i min race, han måtte bare eje sådan en gul hanhund. Vi snakkede en halv times tid, jeg svarede på spørgsmål og han fortalte om sig selv. Noget af det sidste han spurgte om var om man kunne have to brødre sammen, hvilket jeg frarådede da han ikke tidligere havde haft racen, så jeg syntes han skulle få sig en enkelt hund og lære af den, for med denne race sker der en hulens masse de første to år og hunden kræver ret meget opmærksomhed.

 

Jeg hørte ikke fra ham igen, men kunne siden høre fra andre opdrættere at de osse havde snakket med ham og at de havde givet ham stort set samme svar. Så ham her ville gerne rådgives så længe rådene passede til det han ville høre. Og han ringede så rundt ind til en eller anden ville sælge ham to brødre, og hvem ville det?

Det ville en hundeejer med et kuld tavleløse harlekinhvalpe i en lejlighed, og vi ved da alle hvorfor, lissom vi ved at hvalpekøberen ikke siden har kunne bruge denne opdrætter til noget som helst fornuftig rådgivning.

 

Er der nogle her inde der har lavet sådan et køb og siden oplevet enten at måtte erkende at de råd der blev givet var fornuftige, eller at der ikke var hold i dem?

Rådet om ikke at tage to fra samme kuld (ikke dit specifikke råd, kender ikke ret meget til GD, men det generelle råd), det kommer tit fra opdrættere og jeg forstår det ikke, har adskillige gange set to fra samme kuld flytte ud sammen, hvor det er gået helt fint og lige præcis det råd (også fra dig) ville jeg være helt 'kold' overfor

 

Og da vi søgte efter hund nr 2 og jeg lagde vægt på at det skulle være en under 4 kg, fordi han skulle med på rejser og passe i vores dagligdag, med busture og cafe-besøg, der var nogle rigtigt hurtige til at stemple bimbo på mig og helt fraråde hund overhovedet, da jeg burde / bør bruge min tid på mere hunde-venlige aktiviteter (sjovt nok endte hund nr 2 så med at blive en rigtig bimbo-hund, der foretrækker at gå på cafe fremfor rigtige hundeaktiviteter)

 

Har stor respekt for opdrættere og lytter gerne, men orakler med den endegyldige sandhed bliver de ikke sådan helt for mig.

Rådet om ikke at tage to fra samme kuld (ikke dit specifikke råd, kender ikke ret meget til GD, men det generelle råd), det kommer tit fra opdrættere og jeg forstår det ikke, har adskillige gange set to fra samme kuld flytte ud sammen, hvor det er gået helt fint og lige præcis det råd (også fra dig) ville jeg være helt 'kold' overfor

 

Og da vi søgte efter hund nr 2 og jeg lagde vægt på at det skulle være en under 4 kg, fordi han skulle med på rejser og passe i vores dagligdag, med busture og cafe-besøg, der var nogle rigtigt hurtige til at stemple bimbo på mig og helt fraråde hund overhovedet, da jeg burde / bør bruge min tid på mere hunde-venlige aktiviteter (sjovt nok endte hund nr 2 så med at blive en rigtig bimbo-hund, der foretrækker at gå på cafe fremfor rigtige hundeaktiviteter)

 

Har stor respekt for opdrættere og lytter gerne, men orakler med den endegyldige sandhed bliver de ikke sådan helt for mig.

 

Er det fuldkommen underordnet race du har det sådan?

 

Jeg mener, jeg ville heller ikke se den store problematik hvis der var tale om f.eks. mops eller efter at have læst om löwchen her inde, og sikkert en del andre racer. Dog ville jeg til en hver tid bede om en række gode argumenter for behovet for at få to hunde på samme tid. Men er der tale om fila, mastino, dogo, amstaff, molosse- og mastiff-racer, dobermann osv. så mener jeg vi er ude i en helt anden historie.

Ville du ikke overveje om der var mening med "galskaben" hvis 10 racekendere uafhængigt af hinanden frarådede dig at anskaffe to kuldbrødre?

Det handler vel ikke om orakler men om erfaring?

Min mor havde pittbull, kun hanner, som jeg voksede op med, deriblandt mere end et sæt brødre, så ja, lidt uafhængigt af racen, dog kender jeg stadig ikke nok til de andre racer du nævner, til at være sådan generelt skråsikker (ridgeback ville jeg aldrig gøre det med fx), det er bare en generel og klar udmelding fra opdrættere, som jeg undrer mig over, er det afprøvet med to kuldsøskende? Hvor mange gange? Eller er det en 'nedarvet erfaring'? Nogle gange virker det som om opdrættere mener at deres race er specielt vanskelig og kræver specielt erfarne mennesker, hvor jeg tror, det er indsats og holdning, langt mere end erfaringen (fx den kære Milan Cæsar, enorm erfaring / håbløs holdning) har betydning for succes. Jeg ser tit nye uerfarne hundefolk, som er på et helt andet niveau end jeg er, trods min meget større erfaring.

Altså jeg ville aldrig nogensinde ha lyttet til nogen der frarådede mig en amstaff som første valg af race....for jeg ville ikke "spilde"(undskyld) 11 år på at øve mig på en labrador eller anden "lettere" race, trods folks velmente råd...

 

Dog blev jeg snydt, idet jeg troede Pablo var ren, men viste sig at være en blanding af amstaff og cane corso....så fremover vil jeg gøre mit fodarbejde ordentligt...

 

så både og....

Ja jeg har valgt race selvom ingen vil sælge mig. Jeg skulle bruge en hund til agility og lydighed konkurrence, samt en meget aktiv hverdag. Jeg faldt helt og aldeles for racen kleiner munsterlander. Da jeg søgte opdrættere ville ingen sælge mig da hunden skulle bruges til jagt til de familier de solgte hund til. Selvom jeg forklarede at hunden ville komme ud og søge, apportere, gå tur minimun 2 timer dagligt, blive aktiveret osv. ville ingen sælge til mig. Til sidst finder jeg et kuld hvor jeg gerne må købe og får en lille hanhvalp. Han viser sig at være en ordentlig mundfuld og jeg har MANGE problemer med ham. Adfærdsbehandler på og dyrlægen i sammenråd men lige lidt hjalp det. Og jeg hører konstant for at det også bare var fordi jeg absolut skulle have en kleiner. Og i den periode møder jeg mange kleinere i byen (vi har 4-5 stykker i byen) som alle er rigtig lækre hunde. Kan godt se at folk ikke er videre imponeret af mit kræ og det var jeg jo da sådan set heller ikke altid selv.

Hans adfærd blev værre og kort efter han fyldte 3 år kontakter jeg min dyrlæge. Vi får en laaaang snak frem og tilbage. Det viser sig at min hund er født med en hjerneskade som gør at han har opført sig som han har. Min dyrlæge havde aldrig set en hund over 1 år med den fejl, da de bliver aflivet inden. Så min kleiner var kun blevet så gammel fordi han var hos mig. Da hverken medicin eller adfærdsbehandling kunne rette op på de ledninger der sad forkert sammen, valgte jeg at aflive min hund.

Så det var ikke racen den var gal med - for tror såmænd det er en rigtig god race og når jeg ser på den der bor i byen på nøjagtig samme alder, så ser jeg alle de ting i den som jeg selv søgte den gang. Og zaki var også en rigtig god hund på mange punkter - han havde bare nogle alt for farlige brister.

 

Så nej jeg lyttede ikke. Men det var ikke derfor jeg havde problemer og min hund ikke blev gammel. Og jeg synes stadig den dag idag at det er noget pjat at man nærmest ikke kan købe en kleiner hvis ikke den skal bruges til jagt. I mit tilfælde hvor den skal bruges til så mange andre ting så bliver den jo aktiveret og stimuleret (sikkert mere end en jagthund) hver eneste dag.

Havde zaki ikke haft den brist er jeg sikker på at jeg stadig den dag idag havde haft en fantastisk arbejdskammerat. Jeg føler ikke et nederlag - jeg føler en sejr over at jeg kæmpede for min hund.

Jamen det handler vel om, at folk ikke vil dikteres noget og selv vil bestemme?

Jeg blev også frarådet "min" blandingshund (dansk/svensk + springer spaniel), fordi det måtte være en hund med et gigantisk aktivitetsniveau... Men jeg var forelsket og syntes da virkelig ikke, at folk skulle bestemme for mig.

 

Bagefter er mine tanker: Ja, hun er aktiv (og i de første uger voldsomt pga stress/manglende stimuli) - men hun passer fint ind (bortset fra når hun er i løbetid og ved at drive mig til vanvid). Hun er dejlig, dejlig! Og vi magter hende fint. Hun har dansk/svenskens pels, blandede ører og næse/adfærd primært som en springer. Hun er så sød og dejlig! Men ja, hvis man ikke gider aktivere hende, så er hun nok en byld i røven....

 

Hvis jeg skulle ændre noget, så er det nok det med at få den fra helt lille. Nogle af de ting vi kæmper med (trækker i snor + indkald), tror jeg ville have været nemmere at have med at gøre ved at have haft hende fra starten.

Hmm... Det kommer an på lidt forskellige ting om jeg ville lytte eller ikke.

Jeg lyttede jo på ingen måde til de råd jeg fik her inde om at jeg måtte være sindsyg ved at vælge en spidshund som første-gangs-hund.

Vi var jo meget usikre på om det skulle være husky, samojede eller alaskan malamute. huskyen troede vi at vi ville eje og havde læst om den(og de andre spidshunderacer) i ca 2 - 3 år.

Men efter at have været på udstillingere, kunne vi godt se at huskien ikke helt havde den adfærd/temperament som vi ønskede.

Så stødt vi på anonncen fra Maya's opdrætter, og jeg kunne virkelig godt lide temperamentet af moren og faren og generalt passede det hele pludselig super godt sammen.

Vi havde en længere snak med opdrætteren og da de sagde go for det og vi havde sovet ovenpå beslutningen valgte vi at få hund der fra.

 

Og jeg ikke fortrudt at jeg ikke lyttede, men havde opdrætteren nu sagt nix, og flere andre opdrætter også - tror jeg ikke vi havde købt sådan en race.

Da jeg begyndte at interessere mig for racen Dogue de Bordeaux, skrev jeg til den daværende racerepræsentant, og hun bestemte sig hurtigt til at jeg ikke var den rette ejer for en DdB, og "advarede" åbenbart opdrætterne om mig. Magen til indspist samling snobber skal man lede længe efter

 

Det, der bl.a var galt, var at jeg gerne ville vælge hvalp efter temperament. Det kan man ikke, fik jeg at vide, for alle DdB hvalpe har nøjagtigt samme temperament.

Så kan man jo selv overveje om man tror på det :hmm:

 

Det, der i virkeligheden var galt, var at jeg ikke ville udstille, og gerne ville have en hvalp med knækhale til nedsat pris. Det gør man i andre lande, så jeg var ikke klogere end at jeg troede det også var muligt i DK.

Det er det ikke for - danskere opdrættere får aldrig hvalpe med knækhale - som de eneste i verden, godt gået - eller noget

 

Jeg købte selvfølgelig en DdB-lignende hund uden papirer og vil til enhver tid gøre det igen.

Altså jeg ville aldrig nogensinde ha lyttet til nogen der frarådede mig en amstaff som første valg af race....for jeg ville ikke "spilde"(undskyld) 11 år på at øve mig på en labrador eller anden "lettere" race, trods folks velmente råd...

 

Dog blev jeg snydt, idet jeg troede Pablo var ren, men viste sig at være en blanding af amstaff og cane corso....så fremover vil jeg gøre mit fodarbejde ordentligt...

 

så både og....

 

Det er så, igen, en fordom. Labrador tegner sig nok for ca. 40% af de racer/blandinger jeg er ude hos pga. problemer...

 

Hopsa: Selv tager jeg opdrætterens ord med et pænt gran salt, især omkring de adfærd/særpræg der er ved hans/hendes race. Dette er fordi jeg gennem årene har oplevet opdrættere fortælle mig om et særpræg/specielt træk der virkelig skulle tages hensyn til ved hans/hendes race, og hvor jeg bare kan se dum ud og tænke at det vedkommende nævner som et specifikt racesærpræg er et helt almindeligt hundesærpræg, altså almindeligt for arten.

 

Det samme har jeg oplevet igen og igen og igen hos hvalpekøbere, som til træning fortæller mig, at netop deres race er ... et eller andet, hvor jeg har et hyr med at forklare at det de hentyder til er hundespecifikt og ikke racespecifikt. Forklaring er ofte nødvendig da nogle hvalpeejere ser det "særpræg" de mener deres hvalp har som noget der specifikt skal tages stort hensyn til og ofte overdriver de dette med modsatte virkning.

 

Der hvor en opdrætter får al min opmærksomhed er når vedkommende fortæller om racens sundhed og hvad han/hun gør for at sætte et positivt præg på hvalpene og give avlshundene et godt hundeliv.

 

Mht. de der søger rågivning og alligevel kun gør det de allerede havde tænkt sig, tjah, hvad kan man sige? Andet end at de nok allerede har besluttet sig inden de søger råd fra andre og at det er provokerende at skulle spilde sin tid på sådanne personer.

Det er så, igen, en fordom. Labrador tegner sig nok for ca. 40% af de racer/blandinger jeg er ude hos pga. problemer...

.

 

Ja det er også derfor jeg skriver "lettere" med gåseøjne omkring......

Jeg tror at en af grundene til at man ikek altid tager gode råd for det de er, eller en af grundene til at JEG kun tager 80% af rådet til mig, er at nogle folk siger ting jeg synes er underlige.

 

F.eks har jeg altid været vild med hunde som ikke er en "førstegangshund". Men jeg har aldrig set nogen sælge eller markedsføre deres race som førstegangshund?

Hvilke hun er førstegangshunde, og hvilke er ikke?

 

Den slags udtalelser synes jeg er lidt kringlet, og ikke rigtig brugbare.

Super debat og spændende emne :5up:

 

Da jeg som 19 årig kom hjem med en grande, blev der kastet om sig med fordomme, skrækhistorier, "du er alt for ung og klein til så stor en hund", "du ved godt den bliver en kæmpe, ikk?". Muligvis var der hold i udsagnene, men det gjorde mig bare stædig og tænkte, at så måtte jeg jo bevise at jeg kunne håndterer denne gigant og gøre det til en dejlig lydig hund. Det lykkedes også, men for dælen jeg lavede mange fejl. Mange af dem fik jeg hjælp til at rette op på og hun var en super nem og lydig hund. Vi fik en form for forståelse for hinanden, og jeg kunne læse hende som en åben bog og hun kunne læse mig. Jeg brugte meget tid på at observerer hende, når hun blev præsenteret for nye ting og for ting hun kendte, for at se hendes reaktionsmønster.

Granden ér min drømmerace. Det er den hund der passer bedst til mig, mit aktivitetsniveau, mit sind, og meget mere.

At jeg nu har en labrador er fordi Katlas mor og mormor er SÅ fantastiske i deres sind, at det måtte jeg have indenfor min dør.

Ace fik vi, da jeg faldt for den fortabte sjæl, ja mit hjerte løb af med mig. Katla og ham passer super godt sammen og det har da sat nogle tanker igang om den praktiske størrelse han har.

Vi har snakket meget racer herhjemme, som hund nr. 3 (om nogle år), vi har været ovre rottweileren, golden, dobermann, mastiff, men HVER gang er vi gået tilbage til granden. Det ér bare vores race

Desværre ser jeg ofte nybegynderer , der kommer hjem med en for mig forkert hvalp og , ja - det går ofte galt.

Husker det unge par på 1 ste sal, der skulle have en mindre hundehvalp, sikkert fra en hundehandler. De kom hjem med en grønlands slædehundehvalp, der slet ikke egnede sig til en varm lejlighed, og helst opholdt sig på altanen året rundt.Som aldrig lærte indkald og i det hele taget var fejlplaceret og blev vanskelig.

Eller min datters veninde, der pga uønsket abort skulle have hundehvalp straks, trods hendes drøm var en ny graviditet = malamuthvalp- Malle blev max 2 år.For næste graviditet gav bækkenløsning og da var Malle en stor krudtønde, som hun knap kunne gå tur tur med.

Eller de 1 ste gangshundejerer her i nærheden, der ville have en" passe på huset hund," og kom hjem med en canarisk doggehanhvalp. Da han var 8 mdr skulle en kuldbror omplaceres og ja, ham tog de da gerne. Ingen af dem blev vist 2 år og de kunne efter få måneder ikke opholde sig sammen i huset. Racen var valgt også pga de ikke kræver meget motion, sagde ejeren.

Men med min erfaring så tror jeg, at folk bliver skuffede, hvis man inden køb fraråder visse racer, fordi man mener, det kan blive en for stor mundfuld for familien. Og at folk opfatter ens vurdering af dem som negativ og uvidende.

Nogle, der får en hvalp, der er en stor mundfuld, indretter sig efter hundens behov og får efterfølgende en fantastisk hund ud af hvalpen. Andre får så en kælder/bryggershund.

Jeg er stadig den gale opdrætter (hører jeg), der ikke ville sælge til hende i nærheden, der intet aktivt ville med den mulige hvalp fra mig. Det var hende, der fik aflivet sin 9 mdr beagle,pga dens adfærd. NUL omplacering, bare aflivning uden at søge hjælp udefra.

Og med hensyn til 2 hvalpe fra samme kuld og af samme køn , kender jeg til flere skræmmende exempler. Også hos erfarne hundefolk. Det er ingen spøg, når det pludselig går galt i 3 års alderen , sådan for alvor.

De eneste formaninger jeg har fået i forbindelse med mit seneste hundekøb er:

 

Ej, 2 store hunde i en lejlighed

 

Ja, det går da fint indtil videre.

Mine hunde mangler da en have. Men til gengæld bliver de slæbt med alverdens steder, og står næsten fornærmet tilbage, de få gange de bliver "efterladt" alene hjemme.

Mine hunde går ture 4-6 gange om dagen. Det ved jeg at de ikke ville, hvis de havde en have.

 

Nu er planen heller ikke at bo i lejligheden resten af vores dage.

Har en stor dejlig grund der skal bebygges på et tidspunkt

Men er der tale om fila, mastino, dogo, amstaff, molosse- og mastiff-racer, dobermann osv. så mener jeg vi er ude i en helt anden historie.

Jeps. Så er vi ude i en ganske ulovlig historie. :slem: Ej, ved godt, hvad du mener. Og vælger man to hunde på samme alder, må racen være utrolig vigtig. Jeg ville i hvert fald til hver en tid hellere have en blyant i øjet end at anskaffe mig to airedales fra samme kuld. Men er der fx to år imellem, så er alt fint.

Det viser sig at min hund er født med en hjerneskade som gør at han har opført sig som han har. Min dyrlæge havde aldrig set en hund over 1 år med den fejl, da de bliver aflivet inden.

Hvad kostede det at få din hund obduceret?

Men med min erfaring så tror jeg, at folk bliver skuffede, hvis man inden køb fraråder visse racer, fordi man mener, det kan blive en for stor mundfuld for familien. Og at folk opfatter ens vurdering af dem som negativ og uvidende.

 

Jeg tror du er inde på noget meget vigtigt her. Alt afhænger af hvordan budskabet formidles. Hvis man, som potentiel hvalpekøber, får det indtryk - som jeg f.eks. fik hos DdB-folket - at man ikke er god nok til den hund, man ønsker sig, så tror jeg de fleste vil vælge at ignorere den "rådgivning".

 

Hvis man nu i stedet, på en pæn måde, fortæller at her hos os - raceklub/opdrætter - har vi det princip at vi ikke sælger sådan og sådan eller til den og den. Og det er noget, vi har bestemt på grundlag af tidligere erfaringer, og er ikke noget personligt mod dig (selv om det evt. er). Du er velkommen til at vende tilbage når du er ældre/rigere/bor i eget hus - whatever. Så tror jeg budskabet bliver bedre modtaget.

Man kan jo også bare gøre som jeg - og være så sikker på at man har fuldstændig styr på det pis, at man slet ikke behøver spørge sig for hos hverken opdrættere eller hundefora!

 

 

Eller ...

 

 

Det eneste råd vi fik da vi købte ambull i sin tid var: "Se jer godt for, der er rigtig meget lort derude." Og det var jo også helt rigtigt. Men vi viste ikke hvad det var vi skulle se efter. Om vi havde lyttet efter, hvis vi havde spurgt os mere for ... det er fanme et godt spørgsmål :hmm:

Jeg er den type menneske, der gennemtænker og gennemarbejder et valg, inden jeg træffer det. Det gør naturligvis at jeg forholder mig kritisk til de ting jeg får at vide af opdrætter, og holder det op mod, hvad jeg selv har fundet ud af, og tænker og mener.

 

Jeg har aldrig stået i en situation hvor jeg har fået at vide, at den race jeg havde valgt, ikke passede til mig. Og tvivler nok egentligt lidt på at jeg ville komme til det? Synes selv jeg er rimeligt fornuftig og realistisk i hvad jeg kan give til og forvente af en given race.

Skulle jeg mod forventning en dag rende ind i en opdrætter der var uenig? Hvis jeg er nået dertil at jeg kontakter en opdrætter af en given race, ville jeg nok allerede have bestemt mig og derfor ikke tage det til mig, nej. Baseret på, at jeg har tillid til min viden og erfaring med hunde, kombineret med en tiltro til at jeg er realistisk omkring egen formåen, ville jeg nok droppe den opdrætter og gå videre til næste.

Jeg har brugt ca 1 år på at læse om div hunderacer iden jeg anskaffede min blandingshund.

 

Jeg må nok indrømme, jeg synes store spidssnudet hunde er skønne og fantastiske flotte. Alle slags lige fra grl sædehunde, shæfer, husky osv. De ser kvikke ud, virker lærnemme. Hvis jeg KUN skulle se på udseendet, ville jeg straks vælge en sådan race.

 

Jeg bor ude på landet med meget jord til, så kunne aktivitere den mest livlige hund til træthed. Dog er hjemmet lille, mindre rum, så en stor hund vil slet ikke være oplagt i mit tilfælde -medmindre det blev en udendørsgårdhund.

 

Jeg kiggede længe på dansk/svensk gårdhund, men var bange for den var "for aktiv". Valgte dernæst at finde en blanding af aktiv hund/doven hund. Hunden skulle være lille, da jeg tænker min datter skal kunne gå ture med den om nogle år. Og af praktiske årsager, skal jeg kunne løfte den selv(hvis hunden kommer til skade og jeg skal bære den til bil/dyrelæge).

 

Hunden blev derså foxterrier/f.bulldog/pekingeser.

Jeg gik meget op i sygdomme ang vejrtrækning i denne blanding. Spurgte sælger mange gange omkring det.

 

Jeg blev rådet af familie og venner til en "doven" race, da jeg ikke orker 1-2 timers motion om vinteren, i blæst og regn.

Hmm, jeg lyttede kun 50 %.

 

 

Om det er klogt mit valg? Det finder jeg ud af med tiden...

Hvad er det der får mennesker til at tilsidesætte gode råd og vejledning fra folk med mere erfaring, fordi nu har de besluttet at det er netop den hvalp, den blanding eller den race de aller helst vil have. Der hvor jeg bliver forundret er når det er folk der har brugt ganske langt tid på at sætte sig ind i forskellige ting vedr. deres valg, og siden henvender sig hos opdrættere og dér bliver frarådet den race, eller dem der på et forum spørger om alle de rigtige og fornuftige ting, modtager konstruktiv rådgivning og så alligevel indkøber det de fra start havde besluttet.

Jeg mener, en opdrætter vil vel gerne sælge sine hvalpe, så får man et nej (endda fra flere) så er det vel fordi der er noget om snakken?

 

Er der nogle her inde der har lavet sådan et køb og siden oplevet enten at måtte erkende at de råd der blev givet var fornuftige, eller at der ikke var hold i dem?

 

Uh, den henvender sig næsten lige til mig

Jeg havde jo sat mig meget ind i både race, træning, genetik, mad osv. inden jeg kom her på forum og fortalte om min kommende hund. Jeg mindes ikke at jeg spurgte om råd, men fik alligevel en masse gode råd - både fra folk med GD'er og fra folk uden. Og jeg vil da sige, at jeg tog rådene til eftertanke. At mit valg så alligevel faldt på en tavleløs hund, skyldes udelukkende mavefornemmelse. Selvom ham jeg kiggede på MED tavle, var rigtig dejlig, var der altså noget der sagde mig, at det ikke var ham jeg skulle have. Jeg kunne selvfølgelig have ventet til et nyt kuld hvalpe kom til verdenen, men efter at have været på et par udstillinger og efter at have hørt en ret 'makaber' holdning til den merle farve, som jeg synes er dybt bedårende, besluttede jeg mig for, at tavle-verdenen måske ikke helt var min kop the alligevel. Og da jeg så havde fulgt et kuld fra kejsersnit til 8 uger, og var i dyb forelskelse i Marley og i hans mors sind, tænkte jeg, at det sgu kunne være ligemeget om han havde papirer. Han kunne jo alligevel kun bruges som kælehund. Jeg havde ringet og skrevet til tævens opdrætter og forhørt mig om sundhed osv., og hanhundens opdrætter skulle selv have en hvalp fra netop dette kuld, så jeg var sikker på, at det var avl, hun kunne stå inde for. Så i princippet fortryder jeg ikke..........

 

Men....

 

efter at have sat fod på 3 udstillinger, synes jeg at være blevet bidt af hele det stamtavle show - så min næste GD, om 4 års tid, bliver en harlekin MED tavle efter jordens mest perfekte forældredyr... Så skal jeg bare lige finde ud af hvem det skal være

Og jeg kunne da også godt savne at have en erfaren opdrætter i ryggen, som havde tid og overskud til at besvare mine tusinder pyldre-spørgsmål.

Har det meget som lykkeliv, hopper ikke forhastet ind i beslutninger (eller i hvert fald ikke ind i store beslutninger:engel:) og har da gjort mit forarbejde med hvordan jeg kan passe mit liv til den hund jeg skal have og hvordan racen jeg har forelsket mig i passer mig.

Og jeg har ikke snakket med en opdrætter der ikke har villet sælge til mig, men om der er nogle derude kan jeg ikke sige

 

Der hvor jeg virkelig har hørt fordomme er dem der siger at jeg er fuldstændig idiot at vælge en race med så mange problemer og har da flere der har sagt at hvis jeg absolut vil have en spaniel så må jeg tage mig sammen og få mig en cocker fordi en cavalier er da noget være l...

Og der må jeg indrømme at jeg har ladet det gå pænt ind af det ene øre og ud af det andet :engel:jeg er bestemt bevidst og racens problemer, men det ændrer ikke på at det er min drømmerace så jeg er bare mere kritisk, og har da også valgt en kennel hvor både forældre og hvalpe er/bliver DNA testet.

 

Den anden fordom jeg hører tit er at jeg bare er en totalidiot fordi jeg vil have en hund, når jeg er ung og studerer og nogle gange har lange dage. Der er mange der får det til at lyde som om at mit liv er forbi når jeg får en hund. Vil ikke sige jeg helt har overhørt det, men har da valgt at fokusere på den kontruktive kritik. Jeg går i en omgangskreds hvor de fleste har hunde og har heldigvis familie jeg kan trække på de lange dage, jeg bor sammen med min søster og skal gøre det de næste par år så der vil næsten altid være nogen hjemme, og hvis jeg skal nogle steder hen kan hun passe den... feriepasning har jeg allerede snakket med opdrætter om. Så føler mig godt dækket ind men ændrer ikke på at folk stadig ryster på hovedet (sjovt nok er det altid dem der går hjemme og ikke har hund :stupid:)

Jeg tror du er inde på noget meget vigtigt her. Alt afhænger af hvordan budskabet formidles. Hvis man, som potentiel hvalpekøber, får det indtryk - som jeg f.eks. fik hos DdB-folket - at man ikke er god nok til den hund, man ønsker sig, så tror jeg de fleste vil vælge at ignorere den "rådgivning".

 

Hvis man nu i stedet, på en pæn måde, fortæller at her hos os - raceklub/opdrætter - har vi det princip at vi ikke sælger sådan og sådan eller til den og den. Og det er noget, vi har bestemt på grundlag af tidligere erfaringer, og er ikke noget personligt mod dig (selv om det evt. er). Du er velkommen til at vende tilbage når du er ældre/rigere/bor i eget hus - whatever. Så tror jeg budskabet bliver bedre modtaget.

 

Mistænker jeg ved, hvorfor DdB-opdrætterne ikke ville sælge en hvalp til dig, de ER ekstremt indspiste (og deres race kræver 50 års erfaring og en PhD i adfærd, før man er klar), men starter man med knækhale til nedsat pris, så er man straks stemplet, jeg var meget forsigtig da vi skulle have nr 2 papillon, jeg ville rigtigt gerne have nedsat pris, men spurgte ikke til den, før til aller sidst. Tror det har ret stor betydning, at man ikke lægger op til at man går efter prisen men mere, at man er ligeglad med udseendet. Bekymrende med de perfekte hvalpe uden knækhaler, den slags gør mig helt trist, at de slet ikke eksisterer

Som Umulia skriver er det nok den måde, budskabet formidles på der måske trænger POSITIVT ind. Kommer lige i tanke om en kollega, der fik afslag i en kennel som 1 ste gags hundejer på en beaglehvalp,Begge havde fuldtidaarbejde og børnene var flyttet hjemmefra..Derts vennepar havde netop fået beaglehvalp og sådan en måtte de bare have.De var ikke et sporty par , men boede i rækkehus med mindre havee, og endte med en cairn, der så gav dem problemer.

En dag fortalte hun , at hendes mand havde deltaget på en DKK hundemarch, hvor man mødes og går 5-eller 10 km alt efter alder og hundetype. Og havde mødt nogle cavalier der var så supernemme og glade, så måske skulle de have valgt den race. Men de spurgte jo aldrig nogle , der havde været i hundeverdenen i mange år.