Hop til indhold

En "naturlig" død?


Doberfan
 Share

Recommended Posts

Først og fremmest - ingen dødsfald her, alle har det fint.

 

Men kom til at tænke over hvor tit, eller måske nærmere hvor sjældent det sker, at en hund dør en naturlig død.

 

Siden jeg har været herinde kan jeg kun huske een, og det var Umulia's Vinnie som bare pludseligt sov ind.

 

De hunde jeg har mistet er alle blevet aflivet. Pånær Chase, han døde af sig selv, men det var pga. fejldiagnosticering/fejlbehandling, så jeg vil ikke helt definere det som en naturlig død. Dog VAR han hjertesyg og hans dage/måneder/år var talte.

 

Har nogen af jer oplevet, at jeres tidligere hund døde af sig selv?

Link til indlæg
Del på andre sites

Nej, eller.... Det kommer vel også an på hvad en naturlig død er? Er det alderdom, eller sygdom, hvor det bare ikke ender i aflivning?

 

Min søsters kat døde en nat, den sov bare stille ind... Kun 2 år gammel, så ikke alderdom, men den var i behandling pga. dårlige nyrer.

 

Ellers har jeg kun oplevet aflivning, hvilket egentlig er pudsigt når man tænker over at vi vælger at aflive vores kære hunde/katte, fordi vi mener det ikke er humant at de ikke skal lide den sidste tid... Men vores ældre skal holdes i live koste hvad det vil....

Link til indlæg
Del på andre sites

Nej, eller.... Det kommer vel også an på hvad en naturlig død er? Er det alderdom, eller sygdom, hvor det bare ikke ender i aflivning?

 

Min søsters kat døde en nat, den sov bare stille ind... Kun 2 år gammel, så ikke alderdom, men den var i behandling pga. dårlige nyrer.

 

Ellers har jeg kun oplevet aflivning, hvilket egentlig er pudsigt når man tænker over at vi vælger at aflive vores kære hunde/katte, fordi vi mener det ikke er humant at de ikke skal lide den sidste tid... Men vores ældre skal holdes i live koste hvad det vil....

 

Ja, det var klart også med i mine tanker da jeg postede ovenstående og jeg vidste det ville komme op. Jeg er meget for dødshjælp til mennesker. Vi gør vores dyr en tjeneste når vi afliver dem pga smerter eller et uværdigt liv. Jeg er helt for at give den samme mulighed for mennesker der er terminale og lider unødigt.

Link til indlæg
Del på andre sites

Ja, det var klart også med i mine tanker da jeg postede ovenstående og jeg vidste det ville komme op. Jeg er meget for dødshjælp til mennesker. Vi gør vores dyr en tjeneste når vi afliver dem pga smerter eller et uværdigt liv. Jeg er helt for at give den samme mulighed for mennesker der er terminale og lider unødigt.

 

Helt enig. Og egentlig viser det jo også at langt de fleste vil jo netop vælge ikke at udsætte deres elskede kæledyr for unødvendig smerte. Selvfølgelig skal mennesker have samme mulighed! Men et interessant emne, for jeg kender faktisk ikke nogen hunde som har haft en naturlig død...

Link til indlæg
Del på andre sites

Med undtagelse af min egen, som du nævner, har jeg kun hørt om nogle få hunde, der er døde uden dyrlægehjælp. Det er selvfølgelig en god ting at vi vil spare vores hunde for lidelser, men efter min mening er der for mange, der er for tidligt ude med at aflive. Man siger at det er for hundens skyld, men i virkeligheden får de fleste først tanken om aflivning når den gamle hund bliver et problem for dem selv i hverdagen - skal bæres op og ned ad trapper, er inkontinent, ikke er anvendelig til jagt osv. Hunden kan meget vel stadig have en ok livskvalitet på det tidspunkt.

 

Mht. dødshjælp til mennesker, er jeg modstander. Godt nok kan mennesker, til forskel fra hunde, selv ytre ønske om at dø. Men risikoen for at nogle føler sig presset til det, er meget stor - enten direkte fra familien, eller indirekte af pligtfølelse, fordi ikke ønsker at være en byrde for andre.

Mennesker har også meget forskellige opfattelser af hvad der en acceptabel livskvalitet. Nogle mennesker, som f.eks. mister evnen til at gå selv, og skal sidde i kørestol, synes at det er en skæbne værre end døden, medens andre, der måske er født handicappede, sagtens kan nyde livet. Nogle har ikke noget imod at leve med daglige smerter, medens andre slet ikke kan holde det ud. Måske er det mere et spørgsmål om at få hjælp til at tackle sin livssituation mentalt.

Link til indlæg
Del på andre sites

Ikke mine hunde, men en af mine katte! Han var 15 år gammel, havde levet et dejligt liv uden sygdom - bortset fra noget nyresten, som forsvandt da han fik specielt foder mod det.

Han fejlede ikke noget om aftenen da vi gik i seng, opførte sig som altid, kælede og nussede :lun: men næste morgen lå han på gulvet og var død. Det var lidt underligt, men alligevel en rar følelse - vi vidste han havde haft det godt lige til det sidste - det kunne jeg også godt unde hundene....

Link til indlæg
Del på andre sites

Luna blev aflivet, og det var tid. Jeg havde håbet hun ville sove ind:genert: Så jeg ikke skulle tage valget, men det var egentlig ikke noget valg, da det kom til stykket. Jeg har hele tiden gået og været bange for at gå for længe eller give op for hurtigt. Men det var heldigvis slet ikke sådan, da det kom til stykket.

Link til indlæg
Del på andre sites

Jeg har ikke oplevet det med egne hunde, men har kendt et par stykker, hvor det er sket. Bla en hvor den faktisk døde i bilen efter en jagtdag. Da ejeren kom hjem hoppede hunden ikke ud af bilen. Den var død.

 

Selv hører jeg til dem som får hundene aflivet, når de har en alder hvor de på alle måder begynder at skrante. Hørelsen svigter, synet er meget ringe og på trods af smertebehandling er hunden tydeligt mærket af gigt mv. stiv i kroppen osv. Sådan en hund får jeg aflivet ved næst kommende lejlighed hvor den fejler noget som kræver operation (livmoderbetændelse fx) eller hvis der stører noget værre til fx har jeg oplevet knuder i lysken som vokser meget hurtigt.

 

Jeg mener ikke det har noget med dødshjælp til mennesker at gøre. Så den debat vil jeg ikke lige ind i her. For mig er det mere på linje med en hest, en undulat, et marsvin eller et andet hobbydyr eller kæledyr, som man er tæt involveret med.

 

Om det er for dyrets skyld eller mest af praktiske årsager ved jeg ikke. I mit tilfælde, nok lidt af hvert. når jeg sådan lige scroller tilbage over hunde som jeg har fået aflivet, mener jeg egentlig jeg har ramt ret rigtigt mht. tidspunktet.

Link til indlæg
Del på andre sites

Flipsens allerbedste veninde sov ind, det var Tinka, min mors hund. Min søster tror at Tinka døde af sorg over min mors død og det hælder jeg faktisk også til at tro..

Jeg var der ikke, men kom ud til min stedfar tidligt om morgenen og sagde farvel sammen med Flipsen.

Om aftenen lå hun foran brændeovnen som hun altid gjorde, min stedfar var gået i seng, men han vågnede ved sådan et mærkelig piv fra hende og han gik ud og tjekkede hende og der lå hun så og var død, han var helt ude af den og jeg kørte ud til ham og fik pakket hende ind i et tæppe til morgenen efter hvor Flips fik sagt farvel og vi begravede hende.

Mig og Flips tog ud på diget og gik en mindetur bagefter, han fik et chok da han snusede til hende da hun lå der og var livløs, da vi så gik derude på diget for han pludselig sammen og ville hjem (lidt ligesom når nogen skyder noget af) - resten af dagen puttede han sig bare helt tæt på mig.

Flipsen var ikke sig selv af sorg og stress over at hun var væk og hver gang han var med ude med min stedfar ledte han efter hende, og når vi kom til at sige hendes navn reagerede han også så forventningsfuldt.

Det var derfor jeg bad @AnneMangetal holde øje med omplaceringer til mig også var det NellieDelhi dumpede ind i vores liv, som en lille tyk og cylinder-formet engel - energien blev bare løftet allerede på dag et :lun:

Link til indlæg
Del på andre sites

Min første hund Trixie faldt om ude i haven en aften og var død. Min mor havde lukket begge hunde ud og da kun en kom ind gik hun ud og fandt hende liggende i græsset. Hun sagde det lignede hun var faldet om ind løb og hvis det er sandt må det bestemt være den bedste måde at komme herfra på.

 

Trixie var en labrador på 11,5 år, døv og næsten blind men ellers frisk til det sidste.

Link til indlæg
Del på andre sites

Nej det gør jeg ikke. Og det tror jeg er fordi mange hunde ikke får lov at leve længe nok til at deres organer giver op.

 

Sheila er meget gammel i kroppen, primært ryggen. Men hjerte, lunger, nyre og alle blodprøve målinger er super. Og inden i hovedet er hun ikke spor gammel eller slidt heller. Altså mentalt

 

Hun har ikke langt igen og jeg må sige jeg er meget i tvivl. Netop fordi hun selv virker rigtig glad for at være her og have det godt på trods af ryg problemer. Hun dør næppe af sig selv og hvornår hendes livskvalitet er for dårlig er godt nok svært at vurdere, når hun de fleste dage er meget glad og interesseret i at være med i alt som hun plejer.

Link til indlæg
Del på andre sites

Kender nogen lige rundt om hjørnet hvis hund (west highland white terrier) døde en naturlig død. Den var frisk og aktiv i dagene forud for så at dø en eftermiddag da de sad i stuen sammen med den - den var 15 år.

 

Af mine hunde blev min dalmatiner aflivet da han fik nyresvigt 7 år gammel. Min ældste beagle er nu 12 år - han ser ikke så godt mere - men alt det andet fejler ikke noget. Jeg er modstander af - at hunde skal aflives fordi de ikke ser eller hører så godt mere eller de måske ikke er så hurtige mere. Desuden tror jeg også at vi hunde ejere ved når tiden er inde - det ligger ligesom under huden på mig især hvis man følger sine hunde gennem alt.

Link til indlæg
Del på andre sites

Først og fremmest - ingen dødsfald her, alle har det fint.

 

Men kom til at tænke over hvor tit, eller måske nærmere hvor sjældent det sker, at en hund dør en naturlig død.

 

Siden jeg har været herinde kan jeg kun huske een, og det var Umulia's Vinnie som bare pludseligt sov ind.

 

De hunde jeg har mistet er alle blevet aflivet. Pånær Chase, han døde af sig selv, men det var pga. fejldiagnosticering/fejlbehandling, så jeg vil ikke helt definere det som en naturlig død. Dog VAR han hjertesyg og hans dage/måneder/år var talte.

 

Har nogen af jer oplevet, at jeres tidligere hund døde af sig selv?

 

Det er ikke helt naturligt, ligesom du nævner med Chase, men mine forældres Berner Sennen lå død, da min far kom hjem fra arbejde :-( Hun havde dog en kræftsvulst, så det var kræften, der var skyld i det. Men da hun tilsyneladende ikke var mærket af svulsten, så var aflivning ikke på tale på det tidspunkt.

Link til indlæg
Del på andre sites

Jeg ville elske at have en hund der bare stille sov ind i mine arme, helt naturligt. Jeg kan godt se det må være noget af et chok, men nu er jeg en der har været "bøddel" for nogle hunde, i en alt alt for tidlig alder, så at kunne sige farvel pga naturlige årsager ville være en gave! Men f... om jeg vil holde nogen i live der ikke kan smertedækkes eller som der har det skrækkeligt, uanset alder. Blindhed, døvhed, langsommelighed osv osv, er jeg helt med i orden med at tage hensyn til, men de skal have det godt og ikke have smerter. Det elsker jeg mine hunde for højt til at se på. Er det også for min skyld at sige stop på de tidspunkter? Ja selvfølgelig, at se sin bedste ven ikke have det godt er, for mig, en større sorg end det sidste farvel. Men det er en egoisme jeg godt kan leve med.

Link til indlæg
Del på andre sites

Jeg synes at det er vores største ansvar, som dyreejere, at hjælpe dyrene herfra på en værdig og god måde, når tid er.

At et dyr sover ind selv, i fred og ro, vil selvfølgelig være det foretrukne. Men de lever jo ikke på en helt naturlig måde, og mange lever længe med sygdom og skavanker. At vi kan sige fra på deres vegne, INDEN de får det for dårligt, er en stor gave, og et enormt stort ansvar.

 

Jeg har selv haft to katte, som døde, den ene fik dog hjælp af dyrlægen, men hun var bestemt døende. Hun kunne ikke gå da jeg stod op, og krampede flere gange i bilen på vej til dyrlægen. I realiteten sparede jeg hende nok kun for 10 minutter. Og Karlo sov bare ind, meget fredeligt og roligt, desværre var han kun omkring 14 mdr.

  • Like 1
Link til indlæg
Del på andre sites

Jeg synes at det er vores største ansvar, som dyreejere, at hjælpe dyrene herfra på en værdig og god måde, når tid er.

At et dyr sover ind selv, i fred og ro, vil selvfølgelig være det foretrukne. Men de lever jo ikke på en helt naturlig måde, og mange lever længe med sygdom og skavanker. At vi kan sige fra på deres vegne, INDEN de får det for dårligt, er en stor gave, og et enormt stort ansvar.

 

Jeg har selv haft to katte, som døde, den ene fik dog hjælp af dyrlægen, men hun var bestemt døende. Hun kunne ikke gå da jeg stod op, og krampede flere gange i bilen på vej til dyrlægen. I realiteten sparede jeg hende nok kun for 10 minutter. Og Karlo sov bare ind, meget fredeligt og roligt, desværre var han kun omkring 14 mdr.

 

Du har helt ret. Mange bliver nok aflivet kort inden de selv ville være døde. Heldigvis.

Sådan nogle kender jeg nogle stykker af. Nyresvigt, hjerte problemer og den slags, der i løbet af kort tid havde resulteret i død. Men som man sigspare de hunden før ved at få den aflivet.

 

Og det jeg tidligere skrev med at de færreste hunde får lov at blive så gamle at de organerne siger stop, skal forstås som at de ofte kommer til at fejle noget andet først, der gør at de må her fra grundet smerter eller sygdom.

 

Det er der ikke noget forkert ved.

Link til indlæg
Del på andre sites

  • 2 months later...

Min barndoms hund sov stille og roligt ind en sommerdag i haven. Han var 14 år og havde det fint på dagen. Det var min far der fandt ham og jeg kan dengang huske, at jeg var glad for det ikke var mig, der fandt ham. Men i dag syn's jeg, at han kom herfra på en rigtig dejlig måde. Sov blot stille ind på ynglingspladsen i haven  xxx

Min sidste schæferknejt sov stille og roligt ind i mine arme hjemme hos forældrene, hvor vi midlertidigt boede mellem lejlighedsskift. Selve forløbet op til var desværre præget af en ubehagelig vagtdyrelæge som var meget svær at overbevise om, at der var noget rigtigt galt. Zigo havde været ved dyrlæge om eftermiddagen og sent aften fik han det ikke godt og kastede meget mørkt og ildelugtende blod op, så jeg ringede til vagtdyrlægen (som desværre ikke var min egen dyrlæge) og bad ham komme, da jeg var bange for at Zigo ville lide. Det lykkedes desværre ikke overbevise ham om det, så jeg prøvede få fat på en anden. Skidt med al dramaet nu, heldigvis sov Zigo stille og roligt ind mens han lå i mine arme - og mens min mor havde dyrlægen i røret for endnu et forsøg på at få ham ud.

De resterende hunde i familien er blevet aflivet.

  • Like 1
Link til indlæg
Del på andre sites

Min Lily døde en, stort set, naturlig død, hvis man kan kalde en ulykke for naturlig. 

Hun faldt ned af en trappe, fik formentlig en blødning i hjernen i faldet og døde mindre end 45 minutter senere. en ærgelig og alt for tidlig død, men på den anden side helt i hendes ånd - Hun var en vovehals og et værre skravl, der altid kom til skade eller blev syg - selv hendes løbetider gjorde hende syg (depressiv og falsk drægtig).

Link til indlæg
Del på andre sites

12 minutter siden, Kirsten90 skrev:

Min Lily døde en, stort set, naturlig død, hvis man kan kalde en ulykke for naturlig. 

Hun faldt ned af en trappe, fik formentlig en blødning i hjernen i faldet og døde mindre end 45 minutter senere. en ærgelig og alt for tidlig død, men på den anden side helt i hendes ånd - Hun var en vovehals og et værre skravl, der altid kom til skade eller blev syg - selv hendes løbetider gjorde hende syg (depressiv og falsk drægtig).

Det husker jeg tydeligt. Det må godt nok have været et shock. 

Link til indlæg
Del på andre sites

Join the conversation

You can post now and register later. If you have an account, sign in now to post with your account.

Gæst
Svar på dette emne...

×   Du har kopieret indhold med formatering.   Fjern formatering

  Only 75 emoji are allowed.

×   Your link has been automatically embedded.   Display as a link instead

×   Your previous content has been restored.   Clear editor

×   You cannot paste images directly. Upload or insert images from URL.

 Share



×
×
  • Tilføj...