Hop til indhold

Artikler

  • Ninjamor
    Angst kan enten være genetisk indkodet i en hund, hunden kan være disponeret for nervøsitet eller den kan opleve noget traumatisk, som senere viser sig at have medført angst.
    Det er for så vidt naturligt at hunde viser reservation overfor fyrværkerilyde da disse er meneskeskabte og ikke ligner noget ufarligt hunden kan sammenligne med.
    Hunde skaber sig et lydrepertoire gennem deres opvækst og ukendte lyde vil herefter blive sammenlignet med lyde fra dette repertoire. Hvis en fremmed lyd ligner de ufarlige lyde hunden har i sit repertoire, vil hunden højst sandsynligt ikke reagere på lyden medmindre der sker noget negativt samtidig med at lyden præsenteres.
    Kan lyden ikke umiddelbart genkendes som irrelevant eller positiv vil mange hunde blive agtpågivende overfor de følgende lydindtryk og være parate til at flygte.
    Dette er en yderst sund reaktion, da hunde naturligt reagerer ud fra at skulle overleve og det er bedre at flygte fra en mulig fare end at opdage, at det er for sent.
    Hvis din hund viser uro ved fyrværkeriet nytårsaften er der nogle ting du selv kan gøre og nogle ting du ikke bør gøre.
    Straks din hund viser uro, begynder at gå rastløs frem og tilbage, piber/gør, hyperventilerer, savler eller vil gemme sig, skal du sætte ind med hjælp.
    Du må ikke lyde trøstende eller ynke hunden, det får den det værre af. Vær i stedet for helt normal måske med en snert af større myndighed end ellers.
    Vis din hund, at du tager kontrol over situationen.
    Dette gør du ved for eksempel at tage hunden i line og begynde at træne lidt med den.
    Bed den udføre alle de øvelser du kan komme i tanke om, så den skal koncentrere sig om det.
    Beløn rigeligt med lækre kødgodbidder, idet det at tygge og spise beroliger hundens nervesystem.
    Vil din hund ikke udføre en øvelse, så start med noget nemmere for eksempel ”sit” eller gå noget lineføring med den. Bare gå frem og tilbage med stor myndighed, så din hund bliver nødt til at forholde sig til dig.
    Det der er væsentligt er, at hunden skal koncentrere sig om noget andet og derfor ikke kan hengive sig til frygten/angsten for lydene og lysene.
    Du kan dæmpe lyde og lysglimt ved at have trukket alle gardiner for, tænde alt lys og spille høj musik gerne fra flere rum.
    Hvis hunden er vænnet til det, kan den få vandskyende vat i ørerne til at dæmpe lydene. Skal først indøves!
    Træn/beskæftig din hund lige så længe det er nødvendigt for at holde dens tanker fra fyrværkeriet.
    De fleste hunde som ikke er totalt rædselsslagne vil efter nogen tids beslutsom træning overgive sig, godt hjulpet af godbiddernes beroligende virkning.
    Godbidderne bør være så attraktive som muligt for kunne friste hunden.
    Det kan være nødvendigt at være mere myndig end ellers for at nå igennem til hunden i situationen. Dermed signalerer du også, at du forventer noget af hunden og selv føler, du har styr på situationen, hvilket kan virke meget beroligende på hunde.
    Hunden som er urolig ved lydene er i forhøjet stresstilstand og denne stress skal arbejdes ud af kroppen.
    Derfor kan det være en god ide at tilbyde hunden vilde aktiviteter, som den ellers ikke tilbydes i boligen.
    Animer hunden til at gø (hunde som trykker sig/vil gemme sig) eller ruske i et stykke legetøj. Leg lidt tagfat med den og genoptag derefter aktiveringen.
    Er din hund kun lettere urolig, kan massage muligvis være nok for den. Massér i slow motion med lange faste strøg på hundens muskler, og gå dybere ned i musklerne efterhånden.
    Hvis hunden trækker sig væk fra massagen skal dette respekteres.
    Masser aldrig på knoglerne kun på muskler.
    Din egen indre ro er vigtig…
    Jeg har kendt hundeejere som ved hundens første nytår opdagede, at den blev skræmt, men som fik reddet situationen ved at holde hunden i gang med noget, der krævede dens opmærksomhed.
    De efterfølgende nytår har der ingen uro været at spore hos disse hunde.
    Du kan op til Nytår afprøve virkningen af Baldriandråber, Bachs nødhjælpsdråber, Zylkené, Serene-Um eller andre naturprodukter. Det kan være en god ide ved hundens første Nytår at have allieret sig med en dyrlæge og have købt beroligende og afslappende midler.
    Disse vil jeg anbefale afprøvet i god tid før nytårsdagene, da hunde reagerer forskelligt og vil have behov for individuel dosis.
    Vær opmærksom på, at midlet Plegicil, som nogle dyrlæger stadig ynder at give, kun bør gives i kombination med nervemedicin, da Plegicil givet separat kun gør kroppen slap og udenfor hundens kontrol og dette i sig selv vil forstærke hundens angst.
    Bliver din hund for alvor skræmt af fyrværkeri eller andet skal du hurtigst muligt have den i adfærdsbehandling, da oplevelsen desværre ofte trækker lange spor og kan gøre en hund permanent angst.
    Angstbehandling kan tage flere måneders målrettet træning at ændre, vent derfor ikke med adfærdsbehandling til kort før næste Nytår.
    Ved akutte angstsituationer er du velkommen til at kontakte mig for et råd på 29406628, også Nytårsaften
  • Ninjamor
    YES! Her har været en løbsk tæve!
    Sådan reagerer jeg, når jeg kan se på Pelle, at der står ”lækker dame” i øjnene på ham. For så er der noget at træne med og på!
    At snuse til tissepletter fra løbske tæver er det næstbedste en ung hanhund ved, kun overgået af den ægte vare – tæven selv.
    Min tidligere hund, Rasmus, opdrog jeg til at tilsidesætte trangen til at forsvinde helt ind i hanhundenes hormonelle univers ved duften af dejlige damehunde i ”forhøjet hormonelt beredskab”. Dette for at undgå opkørthed, klynkeri eller ligefrem stress og manglende motivation for træning/konkurrence.
    Rasmus blev trænet med liv og lyst fra han var hvalp, trænet til at ignorere duftene hvor unaturligt dette end er. Udelukkende med positive midler forstås.
    Pelle, min nuværende hund, fik jeg ikke øvet i forhold til løbske tæver, da hans hvalpetid blev noget turbulent pga. en stor knæoperation da han var 4½ måned. Så socialiseringen og dermed også at lære at abstrahere fra tæveduft blev langt fra optimal.
    Forrige efterår, da Pelle var knap 3½ år, var første gang han blev sløret i øjnene og fik alvorligt dryppende næse ved duften af løbske tæver. Det er egentlig meget godt gået, at der gik så lang tid, men nu var det så tid til at gøre noget ved sagen.
    Jeg opdagede det ret brat, da jeg en formiddag kørte til et luftested og straks kunne se, at Pelle forsvandt ind i sin egen verden ved duften i skovbunden. Jeg var ikke i tvivl om, at her drejede det sig om løbsk tæve og blev lidt ærgerlig, for jeg havde ikke så meget tid på dette tidspunkt af dagen.
    Derfor kørte vi længere ned ad kysten og gik en tur der.
    Om eftermiddagen vendte vi tilbage, jeg fast besluttet på at bruge den tid der skulle til for at lære Pelle at slappe af i situationen.
    Han startede allerede piberiet da bilen stoppede og jeg ventede derfor til han slappede af før jeg åbnede døren.
    ”Piv”. Døren i. Tavshed.
    Døren op. ”Piv”. Døren i
    Sådan fortsatte vi et stykke tid til Pelle havde fundet ud af fidusen: Kun tavshed kunne få døren til at åbne sig!
    Han fik ikke den fjerneste hjælp fra mig, det var operant læring dette her, for den sidder bedre fast end noget andet ,når først hunden har forstået sammenhængen mellem sin handling og det næste der sker.
    Næste trin var at give Pelle linen på og at han tilbød øjenkontakt. Dette var adgangsbilletten ud af bilen og det gik som sædvanligt fint.
    ”Piv”. Jeg frøs på stedet, var tavs og bevægede mig ikke en millimeter
    Efter ca. 2 minutter vendte Pelle hovedet og søgte øjenkontakt.
    ”Dygt...” nåede jeg lige at sige: ”Piiiv”.
    Tavshed fra mig.
    Igen efter ca. 2 minutter vendte Pelle hovedet mod mig og søgte øjenkontakt. Nu var jeg parat og sagde intet, men ventede i stedet for et øjeblik med fuld øjenkontakt, hvorefter jeg sagde ”værs'go” og gav fri line.
    Pelle skyndte sig hen at snuse. Han stod længe og fordybede sig i dette duftunivers hunde er så betagede af, smagte, snuste, smagte, snuste og sluttede med at markere pletten som sin, hvorefter han var parat til at suse videre. Han havde helt glemt det anker han slæbte rundt på, mig, og jeg stod bare på stedet og var tavs.
    Da øjenkontakt er veletableret hos os, gik der ikke lang tid, før han atter søgte den og denne gang gik jeg med ham i den retning, han søgte fremad i.
    Hver eneste gang han trak ud i linen smed jeg anker og frøs på stedet, til han igen søgte kontakt.
    Øjenkontakten blev holdt længere og længere tid fordi jeg ville være helt sikker på, at han var ordentligt til stede mentalt og ikke kun lavede hovedbevægelsen.
    I omkring ½ time gik vi sådan rundt og dette var helt klart et vendepunkt for Pelle. Han har altid været pænt motiveret og meget lydhør for mine anvisninger, men her forstod han ”med hele sin krop”, hvad han skulle give til sin del af samarbejdet for at få en belønning der rangerer langt højere end både roastbeef og suppekødboller!
    Han blev belønnet med noget af det, der har størst betydning for en hanhund – at få lov at bruge sin kønsdrift, omend dette kun var i første fase, undersøgelsesfasen, og det aldrig vil blive til mere.
    Min oplevelse var fantastisk den eftermiddag, oplevelsen af at have en rolig og lydhør hanhund i linen på trods af tævens lokkende duft.
    Dette kunne lade sig gøre fordi den tankevirksomhed, den koncentration om at løse problemet med at få mig til at gå i den ønskede retning var en modvægt til opkørthed og stress! Kun fokuseret samarbejde kunne få Pelle videre og dette forstod han ret hurtigt.
    Det var derfor en afslappet hund og en glad ejer, der tog hjem fra skoven den dag. Pelle dog lidt mere træt end normalt.
    De følgende dage brugte jeg samme model og kunne se, at forståelsen smittede af på alt andet vi lavede sammen. Pelle var slet ikke i tvivl om, at intens koncentration om mig ville føre ham i mål uanset hvad målet var og i ”tæveskoven” gik han roligt og afslappet fra plet til plet og snusede.
    Jeg havde i den grad scoret point hos ham!
    Det kan absolut anbefales andre hundeejere at arbejde bevidst med dette fænomen, naturlig forstærker, på alle de aktiviteter hundene vil have adgang til. Brug det som belønning og se hvor meget stærkere det virker end både godbid og bold.
    Sidste gang der atter var der løbske tæver i vores daglige lufteområde, vidste Pelle straks hvad han skulle gøre for at få lov at fordybe sig. Denne gang blev han sluppet fri af linen fordi jeg ville afprøve hvor godt jeg havde fat i ham mentalt og jeg blev faktisk overrasket – glædeligt. Pelle bevarede kontakten til mig og denne gang legede vi gemmeleg som et forsøg, idet jeg var nødt til at vide hvor dybt opdragelsen sad.
    Det viste sig at gå over al forventning og de følgende dage blev der leget rigtig meget skjul i vores lille skov midt i byen. Jeg holdt øje med Pelle skjult bag et træ og kunne observere ham undersøge færdigt for straks efter at se sig om efter mig og, da jeg ikke kunne ses, sætte en eftersøgning i gang.
    Ved denne adfærd viste han, at han gerne ville have mig med, han forbandt åbenbart adgangen til snusepletterne med min tilstedeværelse. Han kunne bare være gået på eskursion på egen pote, men valgte mig til, hvilket jeg naturligvis er vældig tilfreds med og lidt rørt over, må jeg indrømme.
    På en af turene tog jeg godbidder med for at kontrollere hvor afslappet han nu også var. Det viste sig. at han gerne ville tage godbidder, lave øvelser og endda søge efter godbidderne. Dette var det bedste bevis på hans afslappethed og det var dejligt at observere.
    Hvis du har lyst til at anvende tævetissepletter som belønning for din hanhund, kan du bruge adgangen til at snuse som belønning for stort set alt det du vil øve.Tæven behøver ikke være i løbetid, de fleste hanhunde bruger gerne energi på at snuse og smage, når de får muligheden.
    Brug belønningen efter: Et lineføringsmoment, et spring, en fremadsendelse, indkald, afslapning – ja hvad som helst.
    I stedet for at forsøge at undgå disse situationer eller få en kamp ud af det med din hund kan du bruge pletterne til virkelig at få poleret nogle øvelser eller opdragelsesmomenter af.
    Det er et utrolig effektivt belønningsmiddel, idet den sidste handling en hund udfører, før en virkelig attraktiv belønning udløses, kommer til at betyde uendelig meget for den.
    Du skal dog være opmærksom på, at du ikke må kommandere din hund til øjenkontakt, ikke tale til den eller skælde ud, bare vente til den selv tilbyder kontakten. Det kan være nødvendigt med et vist mål af tålmodighed, men det betaler sig at lade hunden selv løse problemet med at få adgang til at snuse, da det er denne læringsform der hurtigst giver forståelse.
    Har din hund ikke lært at tage øjenkontakt skal den lære dette først, da det ellers bliver en alt for svær opgave for den at løse.
    Er din hund ligeglad med at snuse efter tæver, kan du bruge alt andet den gerne vil i situationen som belønning. Det kan være at få lov at ”jage” et egern (snuse og gå spor efter) leg med en hundeven, finde en pind, hoppe i vandet eller andet. Hvis du belønner med det der lige nu er mest attraktivt, vil det gøre et uudsletteligt indtryk på din hund og ville kunne ændre dens indstilling til at samarbejde.
    God træning!
  • Gæst

    Hundens sprog

    Af Gæst i Artikler,

    Hunde er konfliktløsende flokdyr og har et utroligt detaljeret sprog. Det er bare ikke altid, vi forstår det. Er hunde blevet præsenteret for andre hunde og socialiseret gennem opvæksten, kan de tale det med hinanden – ligegyldigt om de er fra Belgien eller Brasilien, Island eller Indien.
    Det sprog, hundene hovedsagligt benytter, består af ”dæmpende signaler”. Signaler der bruges forebyggende for at forhindre konflikter. De skal forhindre trusler og problemer, de skal dæmpe stress og uro, nervøsitet, stærke lyde og andre ubehagelig ting. De kan også bruges til at berolige sig selv med, altså dæmpe hundes egen stress, uro eller anspændthed.
    Sproget af dæmpende signaler består som regel af små og lynhurtige bevægelser, andre gange varer de flere sekunder.
    Af dæmpende signaler kan nævnes:
    Dreje hovedet Bruge øjnene (sænke øjenlågene, gøre blikket blødere) Vende sig væk (siden til, bagen til) Slikke sig om snuden Fryseposition (forholde sig passivt) Langsomme bevægelser Logre Legestilling Sætte sig Lægge sig Gabe Gå i bue (ikke direkte mod noget) Snuse i jorden Splitte op (gå fysisk mellem hunde/mennesker) Løfte poten Blinke med øjnene Markering (social adfærd = mennesker, der tager en kop kaffe sammen) Omdirigeret adfærd (koncentrere sig om noget andet) Smile Smække med læberne Glatte ansigtet ud og lege hvalp Gøre sig hvalpet og barnlig, selvom man er voksen Der findes flere dæmpende signaler, som man dog ikke kender meget til endnu.
    Hundens sprogrepertoire omfatter også ”afstandssøgende signaler”.
    De består af at vise tænder, knurre, gø og gøre udfald for at få ubehaget på afstand eller skræmme det væk. Men hunde vil som regel prøve at dæmpe først. Afstandssøgende signaler vil dog som hovedregel være den sidste udvej.
    Tages der ikke hensyn til hundens sprog eller får den ikke mulighed for at bruge det, kan hunden miste det. Den bliver sprogløs, hvilket kan gøre den passiv eller stresset.
    Når man først er blevet opmærksom på hvilke signaler hunden udsender og begynder at observere dem, går der helt sport i at tolke dem og ”besvare” dem. Vi bliver dog aldrig i nærheden af lige så gode til at tale hundens sprog, som den selv.
    Læs mere i Turid Rugaas' bog ”På talefod med hunden – de dæmpende signaler”, udgivet af Canis.
  • Umulia

    Aggression

    Af Umulia i Artikler,

    "It is nought good a sleping hound to wake"
    - Geoffrey Chaucer, 1380
    Den hyppigste aflivningsårsag for hunde (bortset fra sygdom/alderdom) er aggressiv adfærd, og mange hundeejere bliver meget chokerede første gang de oplever aggression fra deres hunds side. Men aggression er en naturlig del af en hunds liv, og selv om vi sjældent tænker over det, også en naturlig del af vores eget liv.
    Der findes flere typer af aggression, og de fleste kan forebygges ved at vi som hundeejere lærer at være opmærksomme på vores hundes sprog og signaler. Egentlig aggressiv adfærd er nemlig ofte sidste udvej for en hund, efter at dens øvrige forsøg på at udtrykke sine følelser er blevet ignoreret.
    Aggression bliver ofte fejlfortolket som et udslag af "dominans", men skyldes faktisk oftest frygt. Ressourceforsvar er et typisk eksempel på en type aggression, der bunder i frygt. De fleste tilfælde af aggression mod mennesker har sandsynligvis også deres årsag i frygt.
    De forskellige former for aggression
    Selvforsvar - Frygt er årsag til mange, måske de fleste episoder hvor hunde bider mennesker. Situationerne kan være [PRBREAK][/PRBREAK]
    mange forskellige, men typisk er det i tilfælde hvor hunden føler sig omklamret og ikke har mulighed for flugt. Frygten kan også udløses af genstande eller handlinger, som hunden har dårlige erfaringer med.
    Inden biddet falder, har hunden som oftest prøvet at kommunikere ved at vise de såkaldt "dæmpende" signaler, f.eks. slik om snuden, store øjne, flakkende blik og tilbagelagte ører. Mange hundeejere overser disse signaler, hvorefter hunden går over til at bruge mere tydelige signaler, typisk knurren.
    En del hundeejere har den holdning at hunden ikke må knurre. De straffer eller skælder ud når det sker. Hvis hunden i forvejen var utryg, øger den negative reaktion fra ejeren frygten, og hunden føler sig måske nødsaget til at markere med snappen i luften eller et såkaldt hæmmet bid, der ikke gennembryder huden. I værste fald kan en hund, hvis dæmpende signaler konsekvent ignoreres, udvikle sig til en såkaldt angstbider, der reagerer på enhver følelse af utryghed ved straks at bide.
    Aggression udløst af frygt kan forebygges ved at årsagen identificeres korrekt, og hundeejeren lærer at opfatte hundens dæmpende signaler.
    Det samme gælder ved møder med andre hunde. En angst hund, der reagerer med aggression, kan udløse et angreb fra en anden hund. Derfor er det vigtigt at være opmærksom på hundes sprog, hvilket gør det muligt at forhindre konflikter før de opstår.
    Ressourceforsvar - Det, at hunden knurrer eller bider når den står ved sin madskål eller har et tyggeben eller et stykke legetøj, er grundlæggende et tegn på utryghed. Hunden stoler ikke på at den får lov til at beholde den værdifulde ressource.
    Nogle hundeejere forsøger at forebygge eller kurere ressourceforsvar ved rutinemæssigt at tage ting eller mad fra hunden. Dette har naturligvis den stik modsatte virkning, idet det bekræfter hunden i dens opfattelse af at mennesker vil "stjæle" dens ressourcer. En bedre metode er at opbygge et solidt tillidsforhold til hunden inden man begynder at træne "slip" kommandoen.
    Territorieforsvar - Hunde er territoriale. Det er et faktum som mennesker har udnyttet gennem årtusinder ved at bruge hunde som vagter og beskyttere. Nogle racer og individer er mere territoriale end andre.
    Som hundeejer kan man selv dæmpe hundens territorieforsvar ved at sørge for at den socialiseres grundigt med fremmede som hvalp, og ved generelt at opmuntre social adfærd overfor fremmede.
    Hunde er også territoriale overfor hinanden. Første gang to hunde skal mødes, er det derfor bedst at det foregår på neutral grund.
    En hund har også brug for at have sit personlige "territorium" i forhold til flokken eller familien. En soveplads vil typisk blive betragtet som personligt rum, så længe hunden opholder sig der, og bidepisoder forekommer når mennesker ikke respekterer hundens "privatsfære". Det kan på det varmeste anbefales at lade hunden have en kurv, et sofahjørne el. lign. som er dens private fristed, hvor den ikke må forstyrres. Vækkes en sovende hund, sker det af og til at selvforsvarsdriften træder i kraft, og hunden bider uden at registrere hvem fredsforstyrreren er.
    Nogle hundeejere tror fejlagtigt at en god soveplads - f.eks. i sofaen - er tegn på høj social status, og at hunden vil "dominere" hvis man tillader den at ligge i seng eller sofa. Blandt vildtlevende hunde og ulve er det imidlertid ikke tilfældet. Her er det "først til mølle" princippet der gælder. Til gengæld har en hund opgivet ethvert krav til den gode plads, så snart den rejser sig. Hunden vil altså ikke få ejerfornemmelser overfor seng eller sofa, hvis den får lov at ligge der.
    Behovsopfyldelse/opportunisme - Ligesom mennesker og alle andre dyr, er hunde motiverede til at søge at opfylde deres behov. Dette kan gøres på mange forskellige måder - aggression er en af dem.
    Hundeejere med mere end én hund oplever af og til at en stærkere hund vil prøve at tage f.eks. mad eller tyggeben fra en svagere. Det er en naturlig adfærd, som dog kan forebygges ved at sørge for at der enten er rigeligt med ressourcer tilstede - f.eks. tre tyggeben til to hunde - eller ved at lade hundene spise i hvert sit rum.
    Det er yderst sjældent at hunde forsøger sig med at true sig til ressourcer fra mennesker. Det kan dog ske overfor mindre børn, men vil som regel hænge sammen med at hunden misforstår barnets signaler. En kiks der viftes foran hundens næse kan hurtigt blive opfattet som en gave, og hvis barnet ikke er indstillet på at slippe, kan det føre til konflikt. Her er det en klar forældreopgave at forhindre barnet i at virke som en fristelse for hunden.
    Rivalisering - Aggression pga. hormonelt betinget rivalisering, også kaldet egetkønsaggression, mod andre hunde, er forholdsvis almindeligt. Det er sandsynligvis den form for aggression, der giver hundeejere de fleste ubehagelige overraskelser. Man synes at man har gjort alt for at socialisere sin hvalp, og er vant til at den kan lege med alle hunde, men pludselig en dag går det galt, og hunden ryger i slagsmål.
    Der findes grader af egetkønsaggression, og det forekommer hyppigere hos nogle racer end hos andre. Da det er hormonelt og aldersmæssigt betinget, vil træning sjældent gøre en markant forskel. Det bedste man kan gøre er, at erkende at ens hund nu er voksen og ikke længere får det samme ud af samværet med andre hunde. Samtidig må man tage ansvar for at hunden ikke er til fare for andre, ved at holde den i snor på offentlige områder, og sikkert indhegnet i haven.
    Rivalisering kan også forekomme på tværs af kønnene, og hos neutraliserede hunde. I så fald skyldes det sandsynligvis at hundenes indbyrdes sociale relation ikke er tilstrækkeligt afklaret.
    Jagtadfærd - Jagt er ikke egentlig aggression, men forveksles ofte med det. En hunds jagtinstinkt kan stimuleres af genstande eller dyr der bevæger sig hurtigt. Det er bl.a derfor mange hunde reagerer på joggere. Desværre kan instinktet også i sjældne tilfælde tændes af mindre hunde eller børn, fordi deres bevægelser og lyde minder om et byttedyrs.
    Da hunde er rovdyr, er det kun naturligt at de har et jagtinstinkt, men hos nogle er driften stærkere end hos andre. Som hundeejer kan man v.hj.a træning kanalisere hundens jagtinstinkt over i tilladte aktiviteter som f.eks. agility og boldleg.
    Hundeslagsmål
    Der findes f.eks. grader af konflikter mellem hunde, ligesom mellem mennesker. Oftest nøjes man med at skændes og råbe højt, men af og til kommer det til fysisk konflikt. Da hunde har et mindre nuanceret sprog end mennesker, er vejen til fysisk konflikt noget kortere.
    Det der for hunde svarer til skænderier er ofte med meget lyd på i form af gøen, snerren og knurren. Snappen med tænderne i luften kan også forekomme, men sjældent egentlige bid. Denne type konflikter varer sjældent mere end få sekunder, selv om det sædvanligvis føles længere for mennesker der overværer dem. Næste grad af konflikt er lidt mere alvorlig, stadig med meget lyd, men også med hæmmede bid, der kan give blå mærker. Ligesom "skænderier" er disse episoder som regel kun kortvarige. Egentlige slagsmål kan inddeles i to grader. Den mindst alvorlige type er den hvor hundene snerrer og leverer hurtige bid, der gennemtrænger huden. Her er det tydeligt at hundene "mener det" og rent faktisk forsøger at skade hinanden. Den mest alvorlige form for slagsmål er den hvor hundene forsøger at skade hinanden alvorligt, eller ligefrem dræbe. Bid fastholdes og der ruskes i modstanderen. Disse konflikter er oftest næsten lydløse, da hundene bruger deres energi på at bide i stedet for at true.  
    Konflikttype 1 og 2 er forholdsvis almindelige og kan forekomme såvel blandt hunde, der møder hinanden for første gang, som blandt hunde, der lever sammen, og normalt enes fint. De kan f.eks. udløses af ressourceforsvar.
    Med mindre denne type konflikter opstår jævnligt, er der sjældent grund til bekymring fra ejerens side.
    Hvis to hunde, der lever sammen, kommer i konflikt af type 3 eller 4, er fremtidsudsigterne ikke gode. Det kan anbefales at finde årsagen til konflikterne, evt. med hjælp fra en adfærdsbehandler, men ofte vil eneste løsning være at hundene holdes adskilt.
  • Umulia

    Flåtbårne sygdomme

    Af Umulia i Artikler,

    Skovflåten har i de seneste ca. 20 år været i kraftig fremgang i Danmark. Det skyldes en voksende bestand af rådyr, som flåterne normalt lever på.
    Det er en kendt sag at skovflåten kan overføre sygdomme til mennesker, men at den også kan smitte hunde var ikke kendt blandt dyrlæger før sidst i 90'erne, og der testes stadig kun sjældent for flåtbårne sygdomme hos hunde, medens man i andre lande allerede har vaccinationsprogrammer. Sandsynligvis dør et antal danske hunde af flåtbårne sygdomme uden nogensinde at få en korrekt diagnose.
    Den mest almindelige smitte der overføres fra skovflåter er bakterien Borrelia Burgdorferi. I modsætning til mennesker får hunde sjældent rødt udslet på bidstedet, så man opdager oftest ikke at hunden er smittet før mere alvorlige symptomer optræder. Disse kan være tilbagevendende anfald af høj feber, halthed og ledsmerter, evt. hævede led, hævede lymfeknuder og nedsat nyrefunktion. Der kan også forekomme ansigtslammelser og epileptiske anfald. Sygdommen medfører mange lidelser for hunden, men er ikke som sådan dødelig med mindre der opstår nyresvigt.
    Skovflåter kan også overføre parasitten Anaplasma phagocytophilia. Denne sygdom blev før kaldt Ehrlichia, men kendes nu som Anaplasmose.
    Symptomerne på Anaplasmose kan ligne symptomerne på Borreliose, men der forekommer også nedstemthed, manglende ædelyst og blodmangel. Hunde med Anaplasmose får ofte nyreskader, og de er udsatte for næseblod pga. et lavere indhold af blodplader i blodet. Sygdommen vil oftest føre til døden hvis den ikke behandles.
    Begge disse sygdomme behandles med antibiotika i ekstra høj dosis i 30 dage eller længere efter behov.
    Den tredie sygdom, der kan overføres ved flåtbid, er den mest alvorlige. Den kaldes "Tick Borne Encephalitis" (TBE) og skyldes et virus. Indtil for nylig fandtes smitten kun på Bornholm, men det antages at den nu er udbredt i hele landet.
    TBE angriber hjernen, og giver kramper og synsforstyrrelser. En angrebet hund vil ofte holde hovedet i en underlig skæv stilling. Sygdommen er dødelig, men kan behandles med binyrebarkhormon og antibiotika.
    Fælles for de tre flåtbårne sygdomme er dels at en hund kan være smittet uden at blive syg, og dels at symptomerne er de samme som en række andre sygdomme, fra harmløst vokseværk til livsfarlig meningitis. Dyrlægen bør derfor forsøge at udelukke andre sygdomme inden der testes for flåtbåren smitte, men hvis en hund udviser nogle af ovennævnte symptomer uden påviselig årsag, vil det være relevant at teste. Dette kan ejeren godt tilade sig at foreslå, hvis dyrlægen ikke gør det selv.
  • Umulia
    1: Vælg ikke hund kun efter udseende, men vælg en race eller blanding, der i temperament, aktivitetsniveau og plejebehov passer ind i din families hverdag. Husk at tage minimum to ugers ferie, så du gradvist kan lære din nye hvalp at være alene hjemme.
    2: Køb ikke hund hos en hundehandler, der f.eks. importerer hvalpe fra østlande, eller fra danske opdrættere, der har mange hunde gående sammen i en stald eller lade. Foruden stor risiko for sygdom eller indavl, er der også risiko for at hvalpe fra sådanne steder ikke har fået den omsorg og menneskekontakt de har brug for i deres første 8 leveuger. Det kan give hunden adfærdsproblemer resten af livet.
    3: Læs mange bøger om hunde og/eller søg oplysninger på internettet før du køber. Så undgår du måske at begå de mest almindelige begynderfejl.
    4: Start tidligt til hundetræning. De fleste klubber modtager hvalpe allerede fra 8 - 12 ugers alderen. Din hvalp har godt af at lære at omgås andre hunde, og du kan få gode råd om hundeopdragelse hos instruktøren. Vælg kun træningssteder der bruger positive metoder. Træning baseret på straf underminerer tillidsforholdet mellem dig og din hund, og kan give hunden alvorlige adfærdsproblemer.
    5: Sørg for at din hund får de lovpligtige vaccinationer og chipmærkning hos dyrlægen. Det, samt ansvarsforsikring, er også et krav i de fleste hundeklubber. Husk at du også kan tegne en sygeforsikring for din hund. Det kan spare dig for store udgifter, hvis uheldet er ude.
    6: Når du begynder opdragelsen af din nye hund, er indkald det første og vigtigste den bør lære. Sig hundens navn og giv den samtidig en godbid og ros. Gør det flere gange dagligt. Efter kort tid vil hunden forbinde lyden af sit navn med noget godt, og vil derfor hellere end gerne komme når der bliver kaldt.
    7: Når hunden flytter ind hos dig, bør du give den et eller flere steder i hjemmet, hvor den kan have "helle" - dvs. hvor ingen må røre eller på anden måde forstyrre den. Det er især vigtigt hvis der er mindre børn i huset. Børn kan godt lære at respektere hundens "helle", ligesom de f.eks. kan lære at man ikke må røre ved en varm kogeplade. Hvis du vil have hunden ud af dens "helle", er alt hvad du behøver at gøre at kalde på den og belønne den for at komme.
    8: Giv din hund madro. Det er ikke nødvendigt at træne hunde til at de skal acceptere at blive forstyrret medens de spiser. Din hund vil stole langt mere på dig hvis du ikke "stjæler" dens mad, og vil derfor ikke reagere negativt hvis du engang for alvor bliver nødt til at tage noget fra den. Indøv i stedet f.eks. ordet "slip", først med ting der har lav værdi for hunden, derefter med ting den er glad for, f.eks. legetøj eller tyggeben. Beløn hunden for at slippe og giv den omgående tingen tilbage. På den måde lærer hunden at det ikke er farligt at lade dig tage noget fra den, og du kan gøre det uden problemer hvis det bliver nødvendigt.
    9: Giv din hund så meget motion som dens race kræver, men giv den også hver dag mindst én opgave at løse. Hunde bliver meget mere trætte af at bruge deres hjerne og næse end af at bruge deres ben. Man kan lave eller købe meget spændende aktivitetslegetøj til hunde, men bare det at strø hundens mad ud på gulvet eller græsplænen, i stedet for at give det i en skål, er god beskæftigelse.
    Sidste og vigtigste råd: Prøv at undgå at have urealistiske forventninger til din hund. Hunde er dyr, de har instinkter og drifter, og de forstår som udgangspunkt ikke menneskesprog, selv om de kan lære det. Respektér din hunds naturlige adfærd og lad være med at overskride dens grænser. Så mangedobler du dine chancer for at få en trofast ven for livet.
  • tacora
    FT spaniels siges at være meget jagtivrige og lette at træne; men man ser alligevel førere som har problemer med træningen. Det kan være i forbindelse med apporteringen, søget eller viljen til at arbejde for føreren. Støder man ind i trænings problemer med disse høj specialiserede, effektive spaniels og normalt lærenemme hunde, kan nedenstående, måske give en forklaring på hvorfor.
    Arvelig adfærd
    Ft spaniels er gennem generationer avlet til at udvise bestemt jagtrelateret adfærd, arvelig adfærd, som gør det muligt at bruge dem som jagthund.
    De fleste vil blot sige hunden har jagtlyst; men for at kunne træne hunden er vi nød til at specificere denne medfødte arvelige adfærd lidt mere en til blot jagtlyst.
    For FT spaniels kan vi f.eks. tale om arvelig adfærd som, det at bære, være kontaktsøgende, selve krydssøget og respekt for noget som flygter.
    På disse forskellige områder er hunden gennem arven forprogrammeret til at udvise en bestemt adfærd. En FT’er vil helst altid, gå med noget i munden. Fra helt lille hvalp ses denne arvelige egenskab til samle alt muligt op og bære på det. En FT’er er meget kontaktsøgende og vil helst følge sin herre overalt. Krydssøget er så indbygget at man ser hunden krydse rundt i linen når man går med den i løs snor. En FT’er vil også som hvalp automatisk stoppe op, første gang den ser en solsort i haven flyve op.
    Denne arvelig adfærd skal formes i ønsket retning for at være anvendelig og hvad der måske er endnu vigtigere at notere sig, den kan ødelægges gennem manglende eller forkert formning. Det er også vigtigt at vide at den arvelige adfærd formes uanset om vi griber ind eller ej. Griber vi ikke ind sker denne formning altså alligevel; men på hundens egne præmisser og ikke nødvendigvis i en for os ønskelig retning.
    Formningen af den arvelig adfærd skal ske det første år af hvalpens liv og denne adfærd sidder fast resten af hundens liv. Dette faktum er grunden til det er så vigtigt at starte tidligt og rigtigt med formningen af hvalpens arvelige adfærd.
    Tillært adfærd
    Tillært adfærd skal indlæres gennem træning og tillært adfærd kan ikke ødelægges før indlæring har fundet sted. Omkring indlæring af adfærd er det vigtigt at vide at hundes indlæringsformåen er størt ved brug af positiv forstærkning og indlæring gennem positiv straf ikke har nogen længerevarende virkning.
    Dette kommer især til udtryk i situationer hvor hundens jagtlyst er under stor ydre påvirkning. Hvis vi under træning har en hund som går for stort, er det populært at ”løbe på hunden” når den ikke reagerer på vendefløjtet, man farer ud og skælder den ud, bruger positiv straf. Næste gang man fløjter vender hunden og det ser ud til denne træning med positiv straf virker.
    Problemet kommer først, når vi senere er på jagt og der er mange fasaner, så vil jagtlysten hos en FT’er ofte være større end frygten for straf fra føreren og hunden vælger at jagte fasaner frem for at vende på fløjt.
    Udover det, at træning med positiv straf, har dårlig indlæringseffekt, går det også ud over hundens tillid til føreren, hunden bliver trykket og samarbejdet bliver dårligere.
    Hvem gider arbejde for en chef der kun skælder ud for fejl; men aldrig roser ens positive indsats ?
    At løse problemer som er opstået fordi man ikke har formet den arvelige adfærd korrekt, gennem positiv straf vil være dømt til at mislykkes. Der er kun en farbar vej, nemlig gennem omhyggelig træning at ændre den arveligt betingede adfærd. I ovennævnte tilfælde ved træning af kontakt og samarbejde, lydighed overfor kommandoer, gennem positiv forstærkning og træning af søget under kontrollerbare omstændigheder.
    Jagthundens formåen
    En jagthunds formåen på jagt er bygget op af arvelig adfærd og tillært adfærd. Vi bruger det første år af hundens liv på at forme den arvelige adfærd. Vi former hundens apporteringslyst ved at træne apportering inden døre under kontrollerede forhold. Vi træner masser af kontakt og har så meget fysisk nærkontakt med hvalpen som muligt. Vi former hundens grundlæggende sit stop lydighed gennem sit for madskål og vente på tilladelse til at spise. Vi sørger for hvalpen ALDRIG oplever situationer med vildt (gælder også solsorter i haven) uden vores tilstedeværelse. Vi former hundens respekt for flygtende vildt ved altid af fløjte den sit når den har kontakt med noget som flygter, selv en solsort i haven, eller en plasticpose i vinden. Vi former hundens søg ved altid at holde den kort og kræve kontakt. Vi sørger for under formningen af apport, at hunden aldrig får lov at knaldapportere; men lærer at kigge op for at få tilladelse.
    Under hele denne formning af hunden bruger vi ikke kommandoer, udover hundens navn, indkalds og sit fløjt. Først når hvalpen er mellem 7 og 12 måneder begynder vi på grundtræningen.
    Under grundtræningen lægger vi kommandoer på de forskellige discipliner og det er nu vi træner de traditionelle lydigheds discipliner. Især omkring apporteringen er det vigtigt at vi ikke blander indlæring af korrekt aflevering samen med det at hente en genstand. Man kan ikke træne disse to ting samtidigt. Indlæring af holdefast, tage og slippe på kommando skal ske separat og gerne inden døre under kontrollerede forhold. Først når det virker kobler vi det på de egentlige apporterinsgopgaver.
    For både den arvelige og den tillærte adfærd gælder det at man med specialiserede og intilligente hunde som FT spaniels har en meget lille fejlmargen i sin træning. Laver man e´n træningsfejl kan den nemt rettes med nogle korrekte gentagelse. Laver den samme fejl to gange skal man bruge uger på fejlretning. Laver man den tre gange skal man bruge måneder og lver man samme træningsfejl igen og igen skal man bruge år, eller den er umulig at rette.
    Når grundtræningen er færdig mangler vi ”kun” færdiguddannelsen til brugbar jagthund. Det er søgetræningen på naturligt vildt. Det er den avancerede apporteringstræning og implementeringen af alt hvad vi har lært hunden i jagtlige situationer.
    Når hunden er ca. 2 år gammel er den klar til at komme med på jagt første gang. Det er her meget vigtigt at prioritere føringen af hunden frem for jagten. Start gerne med at have hunden med på mindre jagter og gerne uden selv at have bøsse med. De første situationer med jagt og vildt skulle gerne være positive og lægge linjen for hundens fremtidige arbejde.
    Når hunden så er ”færdigtrænet” og begyndt sit liv som jagthund skal vi tænke på at jagtsæsonen kun er en fjerdedel af året og for en veltrænet og energisk jagthund er det ikke livet at gå lediggang tre fjerdedele af året..
    For at bibeholde hunden i top trimmet jagtform skal den også aktiveres og motioneres resten af året. Både den arvelige og den tillærte adfærd skal holdes på ret kurs gennem træning, aktivering og motion. For mit eget vedkommende har jeg fundet en rigtig god måde at træne samarbejde og kontakt og samtidig få hunden aktiveret, nemlig gennem Rallytræning i kombination med den traditionelle jagttræning.
    Steen Stenild
  • Umulia
    Lige så snart vi kommer ud på fortovet, sætter den sig bare ned. Hvordan får jeg den til at gå?
    Små hvalpe skal ikke have gåture på samme måde som voksne hunde. For meget motion kan skade deres endnu bløde knogler, og give stærke smerter. Overmotionering af hvalpe er faktisk ofte årsagen til hyperaktivitet, fordi hvalpen har smerter når den hviler, og derfor kompenserer ved at holde sig i bevægelse indtil den falder om af udmattelse.
    En god regel er at en hvalp må gå tur lige så mange minutter om dagen, som den er gammel i uger. Ved "gå tur" forstås bevægelse i ensartet fart, altså som når man går i normalt tempo hen ad et fortov.
    Det vil altså sige at en hvalp på 8 uger kun må gå tur 8 minutter om dagen. Men man kan sagtens lufte sin hvalp på andre måder, der ikke er skadelige for den. Fri leg og snuseri i eget tempo på et grønt område er en af måderne. Hvis man ikke har adgang til have eller grønne arealer nær hjemmet, kan man f.eks. bære hvalpen hen til en bænk. Der kan man så sætte sig lidt medens hvalpen får lov at gå rundt og undersøge den store verden.
    Der er mange fordele ved den form for luftning: Det er et led i renlighedstræningen (husk at rose når hvalpen "leverer"), det er med til stille og roligt at vænne hvalpen til at have halsbånd og snor på, uden at den oplever ubehag ved at der bliver trukket i snoren, og ikke mindst er det vigtigt for hvalpens socialisering, idet den bliver vænnet til trafik, forbipasserende hunde og mennesker, og byens lyde og lugte.
    Efterhånden som hvalpen bliver ældre og kan gå lidt længere, kan man begynde at lokke lidt for at få den til at gå selv. Som regel går det af sig selv når hvalpen begynder at opdage at der er spændende ting at snuse til langs vejkanten, men nogle hvalpe skal stadig have lidt moralsk opbakning i form af ros og belønning når de tager deres første skridt udenfor hjemmets trygge rammer.
    Husk at den overfor nævnte tommelfingerregel kun er vejledende! Små og lette racer er tidligere fuldvoksne end store, og er ofte også mere aktive. Derfor kan de måske godt tåle lidt længere ture fra 6 mdrs alderen, medens gigantracer skal skånes de første to år af deres liv.
  • Administrator
    Albueledsdysplasi er en arvelig lidelse, der opstår på grund af fejludvikling af albueleddet. Albueleddet består udover ligamenter og ledkapsel af tre knogler: Overarmsknoglen (Humerus), spolebenet (Radius) og albuebenet (Ulna).
    Albueledsdysplasi er en inkongruens imellem de tre knogler, som udgør leddet.
    Fejludvikling af specielt albuebenets ledflade bevirker, at denne er svagt ellipseformet.
    Dette forværres af at spolebenets ledflade er ændret i rundingen, således at overarmsknoglen ikke passer ind i leddet. Nogle taler om en trappedannelse i leddet.
    Fejludviklingen i albuen kan resultere i tre forskellige udviklingslidelser:
    Brud af Processus Coronoideus Osteochondrose i albueleddet Løsning af Processus Anconeus Hvad er symptomerne på albueledsdysplasi?
    Halthed på et eller begge forben allerede fra 4-6 måneders alderen. Nedsat bøjelighed af albuen. Hunden aflaster albuen ved at dreje denne udad. Ofte ses uvilje mod at gå ned af trapper. Hunden ønsker ikke at springe eller gå på "A-bræt" ved træning. Nedsat lyst til at lege. Leddet kan være hævet og ømt. Muskelatrofi ses i fremskredne tilfælde. Hvordan kan din dyrlæge stille diagnosen albueledsdysplasi?
    Diagnosen stilles efter en klinisk undersøgelse af begge albueled, efterfulgt af en røntgenoptagelse, hvorved albueleddene fotograferes i to plan. Da det er meget små ledforandringer, man kigger efter, er det nødvendigt at have hunden bedøvet ved disse optagelser.
    Ofte præsenteres hunden så tidligt i forløbet, at der ikke altid er røntgenologiske forandringer, og man vil i de tilfælde røntgenfotografere hunden igen efter 4-6 uger.
    Alle tre lidelser i albueleddet vil afsløres af en røntgenundersøgelse.
    Enkelte klinikker diagnosticerer ved hjælp af en kikkertundersøgelse af leddene.
    Hvordan behandles albueledsdysplasi?
    Albueledsdysplasien behandles i hver af de tre ovennævnte tilfælde ved en operation.
    Brud af af Processus Coronoideus på spolebenets ledflade til overarmsknoglen er den hyppigste årsag til albueledsdysplasi. Bruddet bevirker, at der opstår en læsion på overarmsknoglens ledbrusk. Man fjerner brudstykket ved en operation. Operationen kan være vanskelig, da albueleddet er et meget stramt led at operere i, og det afbrækkede knoglestykke undertiden sidder fastklemt langt inde i leddet. Ved osteochondrose i albueleddet ses en udviklingsforstyrrelse i overarmsknoglens ledbrusk. Her kan man tidligt i forløbet finde en bruskflap på ledfladen, som fjernes. Senere i sygdomsprocessen kan denne bruskflap være revet løs og danne en ledmus. Ledmusen kan ligeledes fjernes ved en operation. Løsning af Processus Anconeus skyldes at nogle hunderacer, f.eks. Schæfere, danner spolebenet ud fra to forbeningscentre. Stress af leddet på grund af inkongruens bevirker derefter, at de to forbeningscentre ikke vokser sammen. Lidelsen kureres ved at bortoperere det løsnede stykke knogle. Hvad er fremtiden for din hund, hvis den får albueledsdysplasi?
    Hvis sygdommen opdages i tide, og gerne inden hunden er 6 måneder gammel, kan en operation kurere hunden og gøre den helt smertefri.
    Det er dog altid vigtigt efter operationen at få en vurdering af leddets holdbarhed, da begyndende slidgigt i leddet kan være fremskredent, uden at dette kan erkendes på røntgenbillederne.
    Ved ubehandlede tilfælde af albueledsdysplasi udvikler hunden slidgigt i albuen.
    Hvorfor får hunde albueledsdysplasi?
    Albueledsdysplasi er i høj grad arveligt. Men andre faktorer som miljø og fodring spiller også ind.
    Hvad kan jeg selv gøre for at forebygge albueledsdysplasi?
    For at begrænse sygdommens udbredelse har Dansk Kennel Klub iværksat et program, hvor en række specialklubber kræver røntgenundersøgelse af albueleddene, før de giver avlsgodkendelse.
    Hvalpefoder med et højt calciumindhold giver anledning til hurtig knoglevækst, især hos de store racer. Derfor kan forkert fodring være årsag til, at en arveligt disponeret hvalp udvikler albueledsdysplasi.
    Hvad er risikoen for, at din hund får albueledsdysplasi?
    Risikoen vil altid være til stede hos de disponerede racer, men nedbringes betydeligt, hvis man undgår at avle på dyr med albueledsartrose.
    Hvilke racer er særligt udsatte for at få slidgigt i albueleddet?
    Schæfere, Rottweilere, Sankt Bernhards, Broholmere og Berner Sennen er disponerede for brud af Processus Coronoideus. Retrievere, Berner Sennen og Rottweilere er disponerede for osteochondrose i albueleddet. Schæfere er disponerede for løsning af Processus Anconeus. Bassets og Bulldogs er disponerede for afrivning af Processus Anconeus. Anden viden om albueledsdysplasi
    Da de to underarmsknogler, spolebenet og albuebenet, er tæt forankrede af ligamenter, vil der opstå et øget stress på spolebenet, såfremt albuebenets længdevækst stopper.
    Løsning af proc. Anconeus hos andre racer som f.eks. Bulldogs og Bassets, skyldes ikke en løsning på grund af to forbeningscentre, men snarere et regulært brud af proc. Anconeus på grund af et vedvarende træk, som opstår hos disse racer, fordi der er en manglende længdevækst af albuebenet. Operation i dette tilfælde vil være en overskæring af de ligamenter, som forankrer albuebenet til spolebenet, således at længdevæksten af spolebenet ikke længere bremses.
    I Dansk Kennel Klub (DKK) har man de seneste år set en positiv udvikling med hensyn til antallet af registrerede tilfælde af albueledsdysplasi. Dette skyldes bl.a. de avlsrestriktioner, som er indført for de pågældende racer.
    DKK's bedømmelser af albueledsdysplasi (AA) fra 2001, hvor mere end 50 individer er bedømt, afslører:
    55 % af de fotograferede Rottweilere havde AA 53 % af de fotograferede Broholmere havde AA 42 % af de fotograferede Newfoundlændere havde AA 32 % af de fotograferede Berner Sennen havde AA 23 % af de fotograferede Golden retrievere havde AA 19 % af de fotograferede Schæfere havde AA 18 % af de fotograferede Labrador retrievere havde AA Kilde: netdyredoktor.dk
  • Umulia

    Hund alene hjemme

    Af Umulia i Artikler,

    En af de største udfordringer man vil få som nybagt hundeejer er at lære den lille ny at være alene. Det er nemlig stik mod hvalpes natur.
    Ofte er der ikke mere end et par ugers ferie til at lære det, før ejeren igen skal på arbejde, og hvalpen skal være alene hele dagen, men det er af største vigtighed at man lægger det nødvendige arbejde i projektet, og starter tidligt, allerede et par dage efter at hvalpen er kommet hjem.
    Nogle hundeejere glemmer alene hjemme træningen, fordi de ikke tror at det kan blive et problem. Men det kan det - alene hjemme problemer er, næst efter aggression, den hyppigste årsag til at hunde aflives eller omplaceres af adfærdsmæssige grunde.
    At efterlade en hvalp på 8 - 12 uger mutters alene i hjemmet, svarer groft sagt til at gøre det samme ved et 3-års barn. Og det kunne de færreste af os vel finde på. Hvalpen har samme tilknytning til hvad den opfatter som sin familie, som barnet har. Begge ved instinktivt at de ikke kan overleve alene.
    Når man starter alene hjemme træningen skal man derfor først bygge et tillidsforhold op. Hvalpen skal vide at 1: Det ikke er farligt at være alene, og 2: At ejeren altid kommer igen. Det gør man ved at starte i det små.
    Sådan gør du
    Brug et rum som hvalpen kender godt og hvor den føler sig tryg. Smid et par godbidder eller lidt af hvalpens tørfoder på gulvet - medens hvalpen er optaget af det, går du ud og lukker døren efter dig, men kommer omgående tilbage igen. HVis du har gjort det rigtigt, har hvalpen kun lige registreret at du er gået ud, men har ikke haft tid til at blive utryg.
    Gentag gerne denne øvelse flere gange dagligt.
    Efter et par dage kan du begynde at blive udenfor døren lidt længere. Start med et par sekunder, og sæt gradvist tiden op til minutter. Hvis hvalpen når at blive utryg medens du er udenfor døren - det viser den f.eks. ved at pive/hyle/gø eller kradse på døren - må du gå lidt tilbage, og starte forfra med et tidsinterval, som du ved at hvalpen kan klare. Målet er at din hvalp skal kunne være alene uden at være utryg.
    I starten går det langsomt, men ved flittig træning kan du nå op på at hvalpen kan være alene i en halv time, allerede efter den første uge. Derefter bliver det nemmere at sætte alene-tiden op.
    Hvis hvalpen for tidligt i forløbet bliver udsat for at være alene i for lang tid, kan det medføre at den udvikler en mere alvorlig frygt for at være alene, og så er grunden desværre lagt for et alvorligt adfærdsproblem. Bl.a derfor er det vigtigt at have nogle uger fri, når man får en ny hvalp i huset, eller i nødstilfælde have en "babysitter" til hvalpen.
    Generelt om alene hjemme
    Der er nogle rutiner i hverdagen, som man kan indføre for at hundens alenetid forløber så problemfrit som muligt. Lad være med at motionere eller lege med hunden lige inden du går. Hunden skal helst være i en afstresset tilstand hvor den er parat til at hvile. En morgen kan f.eks. starte med at man lufter hunden, og derefter giver den tid til at falde til ro medens familien spiser morgenmad.
    Ejerens attitude er meget vigtig. Undgå lange farvelscener når du går fra din hund, og lad være med at hilse overstrømmende når du kommer hjem. Gør det i stedet til en vane at give hunden mad eller en godbid/tyggeting når du går, så det at blive alene forbindes med noget godt. Og lad være med at gøre noget særligt ud af det når du kommer igen. Faktisk kan det være en fordel helt at ignorere hunden de første par minutter. På den måde lærer den at det ikke er årsag til "fest" når ejeren kommer hjem, og derfor ikke noget særligt at glæde sig til.
    Kort fortalt: Det skal være en god oplevelse at du går, og en ligegyldig almindelig hverdags-ting at du kommer tilbage. Det er med til at reducere hundens stress omkring det at være alene.
    Hvor længe alene?
    Dyrenes beskyttelse anbefaler at en hund er alene højst 5 timer dagligt. Men realistisk set er de fleste hunde alene længere, fordi deres ejere har en arbejdstid på 7 - 8 timer + transport.
    Man bør gøre sig klart at hunde er flokdyr, og at længere tids adskillelse fra familien er imod deres natur. En gennemsnitlig families hverdag med job, indkøb og fritidsaktiviteter kan hurtigt betyde 10 timers alenetid for hunden, og det er alt for meget. Hvis den tilmed skal sove alene i et bryggers el. lign. er det ikke et værdigt liv for en hund.


×
×
  • Tilføj...