Hop til indhold

Britiske sygeplejere: "Flere hunde på hospitalerne!"


Journalisten

Hunde og alle andre dyr er som regel forment adgang til hospitaler. Frygten for bakterier og uheld, hvor dyrene vælter eller beskadiger livsvigtigt udstyr, har hidtil afholdt læger og hospitalsledelser fra at ophæve de strenge regler. Men det skal måske til at ændre sig nu.

Det britiske sygeplejeforbund, Royal College of Nursing, der repræsenterer over 430.000 ansatte i sundhedssektoren, har nemlig offentligt meldt ud, at hunde kan virke fremmende for rigtig mange patienter.

Udmeldingen kommer efter børneafdelingen under universitetshospitalet i Southhampton begyndte et forskningsprojekt i starten af juni. Undersøgelsen går ud på, at vurdere om terapi-hunde har en målbar effekt på de unge patienters humør og generelle oplevelse af hospitalsopholdet. Børn er ofte meget utrygge ved at skulle indlægges, især hvis de skal under narkose og opereres - og det kan man jo egentlig ikke fortænke dem i. Til forskel fra voksne patienter kan det dog være svært at forklare børnene, at rutineindgreb ikke er særlig farlige. Hundene hjælper angiveligt med at berolige og distrahere børnene fra den tænkte faresituation. I hvor høj grad skal vil man altså nu finde ud af.

Royal College of Nursing fremhæver dog, at det ikke kun er før en behandling, men også efter den er overstået, at hunde kan være til stor nytte. Forbundet har indsamlet en mængde anekdotisk data fra dets medlemmer, der beretter at hunde også er til hjælp ved genoptræning. Patienter der har gennemgået alvorlige operationer får simpelthen lettere rørt sig, hvis der er en hund der skal luftes. Børn kan støtte sig til større hunde, og dermed genlære fysiske færdigheder mens de leger med et kæledyr.

Til spørgsmålet om risikoen ved bakterier siger forbundets talsmand, Amanda Cheesley, at hvis der overhovedet er et problem, kan det let løses. Den enkelte hund bliver tilknyttet et bestemt lokale eller patient, og kan således ikke sprede bakterier til hele hospitalet. Hundene skal selvfølgelig gennem et meget grundigt vaccine-program, men det er ikke noget problem. Hundens fører kunne også vaske dens poter med hospitalsgodkendte vådservietter med jævne mellemrum.

Herhjemme er hunde og andre kæledyr forbudt stort set overalt på hospitalerne. TrygFondens besøgshunde-program kommer dog ud på plejehjem og hospicer, på afvænningsklinikker og i enkelte daginstitutioner. Det vil derfor blive interessant at se hvad de britiske forskere når frem til, og om det kunne blive relevant for den danske sundhedssektor også.


Bruger Feedback

Recommended Comments

Dejligt med forskning i det

Norge er allerede langt fremmed med at bruge dyr i behandling, bla i psykiatrien men også i andre sammenhænge har jeg forstået.

Link til kommentar



×
×
  • Tilføj...