Hop til indhold

Artikler


  • Umulia
    Har du også en onkel, far eller måske endda hundetræner, der siger at du bare skal vælte din hund om på ryggen og tvinge den til underkastelse, hvis den ikke gør som du siger - den såkaldte "alfa-rulning"? Eller har du lyttet til Jan Fennell, Cesar Milan eller andre "eksperter", der fortæller dig at når hunden går foran dig ud ad døren, ligger på sofaen eller ser dig direkte ind i øjnene, så gør den det for at få "dominans" og blive herre i huset?
    Så burde du måske prøve at læse den rapport, som tre engelske forskere har skrevet. De har sat sig for at undersøge, om hunde virkelig stræber efter dominans som et mål i sig selv, og om det er rigtigt at en hundeflok har et pyramideformet hierarki, eller "hakkeorden".
    Svaret er: Nej, og nej!
    For at udelukke andre årsager til konflikter, som f.eks. mad og sex, udførte de deres studie på en flok på 19 kastrerede hanhunde, der levede sammen på et hundehjem.
    Hundene fik mad nok, og havde altså ikke grund til at kæmpe om det. Og ingen af dem var interesserede i at parre sig, da de alle var neutraliserede. Nu var spørgsmålet så om de ville kæmpe om dominans, og om én var stærkest, og dermed flokleder?
    Forskerne studerede derfor hundenes samvær, og noterede det ned hver gang en hund udførte adfærd, der kunne kategoriseres som enten "dominans" eller "underkastelse". Til sidst tegnede de alle hundene ind i et diagram, med pile til og fra hver hund, alt efter om de "dominerede" eller "underkastede sig" hinanden.
    Resultatet blev et meget forvirrende mønster, der i hvert fald mindst af alt lignede en pyramide, og som viste at en del af hundene "dominerede" og "underkastede sig" lige meget. Der var ingen klar leder - eller "alfa", og heller ingen "omega", altså en der er lavest rangerende i flokken, og som alle andre hakker på.
    Forskerne observerede, at en hund, afhængigt af situationen, vælger den adfærd, der med størst sandsynlighed fører til, at den opnår noget, den ønsker. Nogle gange var det mest smart at være høflig, og andre gange kunne det betale sig at være fræk. Og det ligner jo meget den adfærd, vi kender fra os selv...
    Konklusionen på studiet er, at den traditionelle måde at anskue både hundes forhold til hinanden, og deres forhold til mennesket, hvor man tolker alt udfra dominans, ikke holder, og faktisk kan gøre mere skade end gavn.
    Tænk på det når du f.eks. vælger træningssted. Hold dig fra klubber hvor der undervises efter de gammeldags principper med straf og negativ forstærkning. Og når du omgås din lille nye hvalp i dagligdagen, så lad være med at tro at hvalpen stræber efter at tage magten i huset. Der er intet en lille hvalp hellere vil have end tryghed hos sin ejer.
    Kilde: Bradshaw, Blackwell, and Casey - Dominance in domestic dogs

  • Umulia
    Der er mange ting at tænke på når du køber hund - om du har tiden, overskuddet og forholdene til et så krævende husdyr, om du vælger den rigtige race - og også om du vælger det rigtige sted at købe hund!
    Hvis du ikke er forsigtig, kan du, uden at vide det, komme til at støtte dyrplageri og misrøgt af hunde, ved at putte penge i hundehandleres og hvalpefabrikkers lommer.
    Mange tror at det problem er man fri for, hvis man køber en hund med stamtavle. Men det er desværre ikke sandheden. Selv indenfor de mest velansete avlsforbund er der brådne kar, der avler usunde hunde, misrøgter deres avlsdyr og kun avler for penge og udstillingspræmier.
    Du kan også risikere at skrupelløse hundehandlere forfalsker stambøger og dyrlægeattester, så et stykke papir er ingen garanti for at du får en sund og velfungerende hund.
    Også det, der på overfladen ser ud som hyggeligt stueopdræt, kan være skalkeskjul for kynisk hundehandel. Nogle hundehandlere udnytter falsk drægtige tæver som surrogatmødre for hundehvalpe importeret fra østeuropæiske hvalpefabrikker. Det ser meget ægte ud når f.eks. en lille Mops ligger i en kurv og ammer et kuld hvalpe i hundehandlerens stue. Men hvalpene kan i virkeligheden være født af en helt anden tæve, der henslæber sit ofte korte liv under forfærdelige forhold i et koldt bur, og tvinges til at få hvalpe ved hver eneste løbetid indtil den dør af udmattelse.
    Hvorfor er det vigtigt?
    Det kan være fristende at tænke, at bare man selv vil behandle sin nye hund godt, så betyder det ikke så meget at den evt. kommer fra dårlige forhold. Oven i købet kan man så have tilfredsstillelsen ved at have "reddet" det lille væsen.
    Men der er mindst tre ting, du bør tænke grundigt over før du køber en misrøgtet hvalp.
    Den første er at hver gang en hundehandler får solgt et hvalpekuld, så har han fået en god grund til at importere eller avle et nyt, og det betyder at flere hunde skal lide.
    Den anden er at du kan risikere at få en syg hund, fordi der ikke er taget hensyn til om forældredyrene er bærere af arvelige sygdomme, om hvalpene er resultatet af indavl, eller om de har tilbragt deres første uger under uhumske forhold.
    En tredie, og meget vigtig ting, er hvalpens socialisering. De første 8 uger af en hvalps liv er meget vigtige for dens evne til at omgås både mennesker og andre hunde resten af dens liv. Hunde fra hvalpefabrikker vokser op i bure næsten uden menneskekontakt, og tages fra moderen for tidligt. De vil være sky og måske aggressive, og det vil oftest være umuligt at rette op på.
    Det kan være svært at vende ryggen til et hvalpekuld, der tydeligvis ikke behandles korrekt, når alle ens beskytterinstinkter skriger på at få lov til at redde de små fra deres hårde skæbne. Men et rettidigt nej kan redde generationer af hunde i fremtiden. Hvis ingen køber hunde hos hundehandlerne, stopper deres forretning til sidst.
    Hvordan kan du sikre dig?
    Når du kontakter en kennel eller hundesælger, få så mange oplysninger som muligt via telefon eller e-mail. Bed om vedkommendes navn, adresse, evt. kennelnavn, navn på hvalpenes forældre osv. Lav derefter en søgning på internettet, og se hvad der kommer frem. Finder du mere end to negative beskrivelser af personen eller kennellen, er der måske grund til at være på vagt.
    Nogle hundehandlere bruger flere forskellige navne og adresser, så det kan være næsten umuligt at afsløre dem på forhånd, men så må du besøge vedkommende, og se efter følgende faresignaler:
    Kennellen opdrætter/sælger mere end to racer.
    Kennellen har hvalpekuld mere end to gange årligt, eller har flere kuld på samme tid.
    Alle eller nogle af kennellens hunde går i bure, stald eller lade.
    Du må ikke se alle kennellens hunde (undtaget er tæver med små hvalpe, som skal holdes isoleret de første uger).
    Der er syge, afmagrede eller meget usoignerede hunde i sælgers hjem (vær dog opmærksom på at en tæve med hvalpe godt kan se noget "afpillet" ud).
    De hunde du møder i sælgers hjem er sky eller aggressive.
    Tæven med hvalpene ligger i en lade, udhus el. lign., i stedet for i familiens hjem.
    Sælger kan/vil ikke vise billeder, dyrlægeregning eller anden dokumentation fra hvalpenes første uger.
    Du må ikke se hvalpenes mor, far eller begge.
    Sælger vil ikke oplyse hvilken hanhund der er far til kuldet.
    Sælger vil ikke have at du besøger kuldet inden afhentning af hvalpen.
    Sælger viser dig hvalpe, som er yngre end 2 uger, evt. uden at du samtidig får lov at se moderen.
    Sælger tilbyder at bringe en hvalp ud til dig, eller mødes på en rasteplads.
    Sælger forsøger at presse dig til en hurtig beslutning.
    Sælger forlanger depositum før første møde, før hvalpen er født eller før der er underskrevet købskontrakt.
    Sælger bruger ikke kontrakt, og/eller nægter at underskrive en kvittering el. lign.
    Sælgers telefonnummer kan ikke spores (typisk mobiltelefon med taletidskort).
    Du får tilbudt at få en hvalp med hjem, der er yngre end 8 uger.
    Du får tilbudt en ørekuperet hvalp.
    Sælger svarer undvigende eller slet ikke på spørgsmål om sundhed og avlsetik, eller bliver vred over spørgsmålet.
    Sælger stiller ingen krav til dig, og spørger ikke om dine personlige forhold eller hundeerfaring.
    Der kan være helt legale forklaringer på nogle af disse forhold, men hvis du møder flere faresignaler samme sted, er der grund til at trække i nødbremsen, og undersøge om du måske kan få din drømmehund hos en anden opdrætter.
    Hold hovedet koldt!
    En hundehandler kan være en særdeles veltalende person, som er i stand til at virke meget tillidsvækkende og overbevisende.
    En god salgstale i kombination med synet af en kær hvalp, kan få dig til at sige ja til noget, du senere vil fortryde. Vent derfor med at tage beslutning om køb indtil tidligst dagen efter besøget hos sælger. Det er helt i orden at sige, at man lige har brug for at tænke sig om.
    En god opdrætter sælger ikke til den første, der står med pengene i hånden, men er interesseret i at hvalpen kommer til at godt hjem, hvor beslutningen om at få hund er velovervejet. Derfor er der grund til at være skeptisk, hvis sælger prøver at presse dig til at tage en hurtig beslutning, evt. ved at "true" med at der er andre interesserede købere.
    Det vigtigste er at du lytter til din mavefornemmelse - har du en god oplevelse ved at besøge sælger, eller føler du at der er noget galt?
    Dette er hvad en hvalpekøber oplevede ved et besøg hos en dansk hvalpefabrik:
    - Jeg burde have fanget alle de vink der var dernede, men jeg var så usikker. Han var på en eller anden måde meget stærk, og god til at få det hele til at se godt ud selv om det slet slet ikke var det...
    Man er lidt blind når man er der, det indrømmer jeg. Hvorfor rummene var så indelukkede. Hvorfor vi ikke måtte se moderen med hvalpene. Hvorfor alle hannerne var i små bure og den vi hilste på var meget beskidt.. Hvorfor han lagde de 3 små hvalpe i en kurv foran os, med træk fra vinduet og uden deres mor i lang tid, 4 dage gamle... Jeg ved ikke hvordan hvalpe skal have det, men jeg følte det var lidt fejl. Man føler sig utrolig dum. Stemningen var slet ikke god.
    Er du i tvivl efter et besøg hos en sælger, så tag dig god tid før du træffer en beslutning. Besøg gerne flere steder, hvor der er hvalpe til salg, for at få et indtryk af de forskelle der er mellem kenneller. Køb kun der hvor du føler dig godt informeret, hvor hundene har det godt og bor sammen med familien, og hvor du har tillid til sælger.
    Hvad er en hundehandler?
    Den mest gængse definition på en hundehandler er at det er en person, der opkøber hunde med henblik på videresalg. En hundehandler kan dog også have sin egen hvalpefabrik - dvs. et sted hvor der avles hunde i stort tal, uden hensyntagen til dyrenes velfærd, helbred eller sociale behov.
    Danske hvalpefabrikker er typisk nedlagte landbrug, der ligger langt fra anden beboelse. Men hvalpene bliver ofte solgt fra lejligheder i byerne, for at få det til at ligne almindeligt stueopdræt.
    Nogle hundehandlere sælger fra gårdens stuehus, hvor man måske har nogle hvalpe gående. Samtidig kan der gå op til 50 hunde i en lade under kummerlige forhold, men dem får køberen ikke at se.
    Der findes også kenneller, som helt lovligt har så mange hunde, at nogle af dem må bo i en stald el. lign. Der kan være rent og pænt, og hundene kan se sunde ud, men det er stadig ikke et optimalt hundeliv.
    Det må være op til den enkelte, om man kan leve med at støtte den form for avl.
    Hvad kan man gøre?
    Hvis du kommer ud til et sted, som du mener er en hvalpefabrik, eller får kontakt med en person, som du mener er hundehandler, så meld det omgående til Dyrenes Beskyttelse eller politiet. Det er den bedste måde at hjælpe de hunde, der bliver udnyttet af skrupelløse personer.

  • Umulia
    Hjælp, min hvalp er totalt aggressiv! Den angriber os og bider i fingre og bukseben. Den bider rigtig hårdt! Er det normalt?
    Ja, det er helt normalt. Hvalpen er ikke aggressiv, den er bare legesyg.
    Det er ligesom små børn, der smider legetøjsbiler i hovedet på hinanden, fordi de endnu ikke har forstået hvor ondt det gør. Det skal de lære, dels af erfaring, og dels af de voksnes reaktioner.
    På samme måde skal en hvalp lære hvor hårdt den kan bide, uden at gøre legekammeraten fortræd. Det kaldes "bidehæmning".
    I et hvalpekuld, der får lov at blive sammen, lærer hvalpene det af hinanden, og af deres mor. Når en hvalp bliver bidt for hårdt, skriger den og gør sig slap, som et tegn til den, der bider, om at den ikke vil lege mere. På den måde lærer hvalpene, at når man bider for hårdt, så stopper alt det sjove.
    Men som regel får vi vores hvalpe hjem når de er 8 uger gamle, og det er så tidligt, at de ikke har lært bidehæmning endnu. Det skal vi selv lære dem!
    Den bedste måde er at gøre ligesom en anden hund ville gøre: Sige en høj lyd, og lade legen stoppe med det samme, f.eks. ved at gøre hånden helt slap (hvis det er den, der bides i). Man skal forholde sig passiv, evt. med ryggen til, indtil hvalpen er faldet til ro.
    Man skal ikke gå væk fra hvalpen, for det stimulerer bare dens jagtinstinkt, og så "angriber" den benene i stedet.
    Nogle racer knurrer meget når de leger. Det betyder stadig ikke at de er aggressive, men betyder blot at hvalpen øver sig på den jagt- og kampadfærd, den normalt ville have som voksen. Husk at hunde er rovdyr - det gælder alle, selv den mindste Chihuahua. Deres leg går fortrinsvis ud på at jagte, fange og dræbe, fordi det er deres instinkt. Det instinkt bruger de f.eks. når de leger med bold, bamser eller trækketov.
    Man kan selv påvirke sin hvalp til at lege mere roligt, ved at tilbyde den f.eks. aktivitetslegetøj, eller øvelser som den skal udføre for at få godbidder. Husk også at belønne hvalpen for at være rolig, og indøv evt. et "stop-ord", der fortæller hvalpen at nu er legen slut.



×
×
  • Tilføj...