Aflives eller sove ind uden hjælp?

[Gæst Ninjamor]

Jeg har længe haft lyst til at bringe emnet op, og nu bliver det.

I løbet af de sidste år har jeg måtte sige farvel til 4 hunde, den ene sov selv ind og det var en dejlig oplevelse, en perfekt afslutning som jeg kunne unde alle.

Som nogle måske ved arbejder jeg spirituelt også og jeg har gennem de senere år deltaget på flere spirituelle uddannelser og et hav af kurser, selvudvikling mig her og der og snart alle steder

 

To af mine lærere, et ægtepar, dem som jeg har haft mest omgang med og lært meget af, lærte mig, at vore dyr har bedst af at sove ind uden "hjælp". Dels fordi de skal have tid til at blive klar, men også fordi de traumer mv som sidder i kroppen når den dør går med videre til næste inkarnation. Dette vil betyde, at den gift dyret aflives med kan sidde og lave ravage og ubalacer i starten af dyrets næste liv.

Ja, jeg tror på reinkarnation.

 

Hos dette par har jeg kendt to hunde og en kat som døde "selv" i de år, jeg har kommet i huset.

Den ene hund, en stor og tung en, lå og var ikke selvhjulpen i mindst to år før den sov imd.

Den skulle vendes på hynden og bæres ud at rense sig. Den kunne ikke være alene.

Omsider døde den.

Jeg må nok sige at jeg harmedes over denne hunds sidste år.

Den anden hund døde efter nogle dage i frygtelige smerter og katten med.

 

Selv oplevede jeg jo at måtte aflive Rasmus af praktiske årsager, han kunne ikke mere være alene, han blev forvirret, og jeg skulle jo arbejde!

Det var hårdt og gav mig en stor skyldfølelse.

 

Trille lå og sov ind over 8 dage i fred og ro. Var lidt vågen men sov mest.

Det kunne kun lade sig gøre at lade hende sove ind uden hjælp fordi jeg havde ferie. Hende ville jeg ike kunne gå fra og min søn eller jeg var ved hendes seng døgnet rundt. Og var glad for dette.

 

Så er det jeg spørger jer, hvordan forholder I jer til spørgsmålet: Hvor langt skal man gå for at give sin hund en naturlig død?

Kan man overhovedet give sin hund en naturlig død, da vi holder liv i vore hunde ved at fodre dem længe efter de selv ville være døde af sult fordi de ikke mere magtede at finde føde?

 

Jeg vil helst lade mine dyr sove ind i fred og ro, uden dyrlægens hjælp, men når vi kommer til at de ikke mere kan følge med i vores hverdag eller ikke kan efterlades alene, så er man jo bundet utrolig hårdt op.

Og de fleste af os SKAL jo hjemmefra for at arbejde, handle ind, lægebesøg osv osv.

 

Jeg synes, det er et dilemma hvor man bliver presset af gerne at ville gøre det, man mener er det rigtige (at lade hunden/katten sove ind uden hjælp) og af at skulle hjemmefra.

Hvad mener I?

[luckyluna]

Tankevækkende historie.. Men som du selv er inde på. Vi holder jo vores hunde i live længe efter hvad de selv ville have været i stand til. Jeg ville til enhver tid hjælpe dyret af dage, hvis der kun var lånte dage at komme efter.

Et dyr i syg tilstand ville være død enten langsomt af sult/følgesygdomme eller ved at blive angrebet af rovdyr. Jeg mener ikke jeg ville kunne forsvare at min hund ex blev så dårlig at hun ikke kunne gøre sig ren ved egen hjælp.

 

At måtte aflive af praktiske årsager fordi hunden var så gammel og svækket at den ikke kunne lades alene, ja det ville jeg nok også. Med sorg i sinde:(

Og så må man trøste sig med at det slet ikke er naturligt for en hund at leve sådan.

 

Men det er selvfølgelig nemt for mig at sige.. jeg tror jo ikke på reinkarnation;-) Men den tanke du beskriver der, lyder for mig som dyrplageri. Og de fleste hunde bliver nok aflivet, så med mindre de fleste af disses sjæle lever videre i andre arter, så ville der være frygtelig mange hunde hvert år der skulle døje i begyndelsen af deres liv...Det hænger i mine øjne ikke helt sammen:???:

[Gæst T_Martinsen]

Jeg mener at det er bedre at aflive, end eks. at lade en hund gå rundt med konstante smerter. Den hund du beskrev, som skulle vendes på hynden o.lign den ville jeg heller ikke mene levede et værdigt liv mere, så havde det været min, så var den klart blevet aflivet.

 

Når jeg vælger at anskaffe mig en hund, så mener jeg også det er mit valg, at tage beslutningen om den har et værdigt liv eller ikke.

Hvad er så et værdigt liv, ja se det er svært at sige, synes jeg.

 

Jeg tror i bund og grund, det handler om hvad jeg føler og ser.

Jeg vil hellere have at min hund, har levet en uge "for kort" end en uge "for langt" forstået på den måde, at min hund skal have et godt liv til sin dages ende, og skal ikke ende med at leve et dårligt (fysisk som mentalt) i x-antal tid.

 

Jeg vil selvfølgelig gøre hvad der står i min magt, for at hjælpe min hund gennem de problemer, han nu engang må få, men ikke for enhver pris. Det er hans velbefindene, der kommer i første række, og er mulighederne ved at rende ud, ja så er der jo kun den tunge vej at gå

[BlackGSD]

Vores gamle schæfertæve Dina, som jeg voksede op med døde en helt naturlig død hjemme på gulvet.

 

Hun havde ligget på sin yndlings plads og sovet lidt, da hun rejste sig op og derefter gik en tur rundt til os alle i huset, og gik derefter ind i stuen hvor hun stod og kiggede rundt på os... Som om hun prøvede at samle os. Hun havde aldrig opført sig sådan før, så vi gik alle ind til hende, for vi kunne godt mærke at der var ved at ske noget. Så lagde hun sig fladt ned, og så vidste vi alle godt hvad der var ved at ske...

Det hele foregik meget udramatisk, og hun sov stille ind med os alle siddende om hende (mine forældre, mine tre søskende, mig selv og vores blandingshund Pjevse).

 

Det var en ret speciel oplevelse, og gav mig et meget positivt billede af at død godt kan være "smuk".

 

De to forrige schæfere jeg har haft, måtte aflives i en alder af henholdsvis 5 og 6 år, begge pga. sygdom.

De blev begge aflivet ved dyrlægen, og det har også foregået meget roligt.

 

Jeg ved ikke hvorfor, om det er fordi jeg har den barndomsoplevelse jeg har haft eller hvad, men jeg kan godt holde mine tårer tilbage indtil jeg er gået ud af døren... Det er ikke let, men jeg gør det bare, og tænker egentlig ikke så meget over det.

 

Jeg har ikke noget dramatisk og voldsomt billede af aflivninger og død, og har selv holdt to af mine heste da de fik den sidste sprøjte, og det foregik også stille og roligt.

 

Så jeg ville ikke have noget problem med at vælge at få dyrlægen til det når tiden er, men skulle de hunde jeg har nu, dø hjemme på gulvet - så skræmmer det mig heller ikke.

Hvad jeg helst foretrækker ved jeg faktisk ikke, nok bare at hunden lider mindst og ikke bliver urolig ved situationen.

[bernerazuro]

Jeg ved ikke om jeg tror på reinkarnation, men jeg ser det da absolut som en mulighed. Jeg ser denne verden, som en "skole", hvor vi lærer og derfor tror jeg ikke på vi kun kan nøjes med ét liv - der er simpelthen for meget at lære

 

Men jeg tror til gengæld ikke, at vi, fordi vi bliver aflivet får vores skavanker med fra da vi døde og lider af dem, i den første tid af vores næste - og så vidt jeg har forstået, så gælder det ikke kun ved aflivning Så ville der godt nok være mange nyfødte, som ville være syge og så kan et vildt dyr altså bare ikke overleve Så den har jeg svært ved at tro på.

 

Selv har jeg oplevet ikke at kunne give slip på mit dyr, min dejlige kanin Lucky. Han led af noget muskelsvind-agtigt eller gigt måske (dyrlægen kunne ikke fastsætte det og turde ikke bedøve ham, så det kunne undersøges nærmere). I en alder af 6½ kunne han ikke længere hoppe op i sit eget bur, der var ellers kun knap en kvart til en halv meter (tog aldrig mål) og den sommer, hvor han var syv kunne han ikke længere rejse sig op, når han lå på siden Vi havde ham selvfølgelig til dyrlægen, men han kunne ikke finde ud af, hvad det var... Og han syntes åbenbart ikke at det var fatalt nok, til at Lucky skulle aflives. Det har jeg stadig svært ved at tilgive ham for... Lucky sov ind selv, det kom som et chok for os, for nok havde han det slemt, men så slemt? Vi tror så også, at det var lidt psykisk, for vi havde lige aflivet vores anden kanin, Gnaske, hans mor to dage forinden og hendes fravær har nok gjort livet for uværdigt for ham Jeg var selv begyndt så småt at tage mig i nakken og bringe aflivning på bane, men det var bare så svært. Men jeg har svoret at ALDRIG MERE skal et af mine dyr udsættes for noget så uværdigt Nok kan jeg ikke rigtig tilgive dyrlægen, men jeg skammer mig over mig selv... Forløbet for Lucky varede i et helt år, hvor han fik det værre og værre. Man kunne se tydeligt forskel fra den ene til den anden måned. Havde han været en vild kanin, ville han være død lang tid forinden, simpelthen fordi han ikke ville kunne flygte fra ræven og heller ikke ville kunne skrabe mad nok sammen. Ville hans lidelser så også blive bragt videre til det næste liv her? Nej, det tror jeg ikke og ej heller ved aflivning.

 

Håber det gav mening...

[Gæst Vivi]

For mig handler det mest om at vi gør os til herre over liv og død. Skal vi det eller ej? Og hvordan med dødshjælp til mennesker?

Hvor langt skal et menneske eller dyr være ude før VI mener at nu er det nok? Hvem er egentlig kompetente til at vurdere om et andet individs liv er "noget værd"?

Det er for mig mere problematikken end troen eller ej på reinkarnation.

 

Jeg har aldrig set en hund dø naturligt, men mennesker har jeg set dø, sommetider på en smuk måde. Men vi er nu også ret gode til at smertebehandle efterhånden.

 

For mig vil der være en forskel, om hunden har smerter og virker trist og deprimeret. Om lysene er slukket i dens øjne. Eller om den "blot" virker træt af alderdom, har brug for mere hvile.

Men jeg har prøvet at aflive en hund, som godt kunne have levet flere år endnu. Det var pga skilsmisse, og der skulle gå 2 år før jeg kunne se på billeder af ham uden at tude. Jeg havde voldsomme skyldfølelser.

 

Ikke at kunne vende sig selv på hynden er ikke noget hundeliv synes jeg. Forestil jer rent fysisk at når I i nat gerne vil skifte stilling, så kan I ikke. Det behøver man faktisk ikke være hund for at finde meget ubehageligt.

[Tweesa]

Jeg er enig med Vivi, super indlæg!

 

I min familie havde vi en Coton de Tulear som, jeg nu, kan se blev totalt misforstået.. Havde jeg haft bare en lille smule af den viden jeg har idag om hunde - så var der SÅ mange ting som kunne gøres anderledes.. Men han blev stemplet som agressiv og hidsig, og blev tilsidst aflivet da hans nyrer fejlede..

Han blev kun seks år, og jeg kan stadig få det skidt når jeg tænker på hvor mange gange vi fejlede..

 

I sådan et tilfælde kan jeg også godt frygte at han havde ting i tasken som han tog med sig videre..

 

Mht. Bitten og Dolph, så vil det være en uendelig svær beslutning at tage - jeg så jo helst at de sov ind som rigtig gamle dejlige hunde, men jeg ved at det nok ikke bliver så rosenrødt..

Jeg ved dog med mig selv, at hvis jeg endte som en grøntsag som krævede hjælp til alt og uden mulighed for at kommunikere.. Så ville jeg egentlig hellere bare skydes..

 

Og sådan har jeg det også med mine hunde, jeg vil gå meget langt for at give dem et godt liv, men den dag gnisten er væk.. Den dag de ikke orker livet mere.. Så må jeg sige stop, på deres vegne..

[Gæst Zarina]

Jeg har længe haft lyst til at bringe emnet op, og nu bliver det.

I løbet af de sidste år har jeg måtte sige farvel til 4 hunde, den ene sov selv ind og det var en dejlig oplevelse, en perfekt afslutning som jeg kunne unde alle.

Som nogle måske ved arbejder jeg spirituelt også og jeg har gennem de senere år deltaget på flere spirituelle uddannelser og et hav af kurser, selvudvikling mig her og der og snart alle steder

 

To af mine lærere, et ægtepar, dem som jeg har haft mest omgang med og lært meget af, lærte mig, at vore dyr har bedst af at sove ind uden "hjælp". Dels fordi de skal have tid til at blive klar, men også fordi de traumer mv som sidder i kroppen når den dør går med videre til næste inkarnation. Dette vil betyde, at den gift dyret aflives med kan sidde og lave ravage og ubalacer i starten af dyrets næste liv.

Ja, jeg tror på reinkarnation.

 

Hos dette par har jeg kendt to hunde og en kat som døde "selv" i de år, jeg har kommet i huset.

Den ene hund, en stor og tung en, lå og var ikke selvhjulpen i mindst to år før den sov imd.

Den skulle vendes på hynden og bæres ud at rense sig. Den kunne ikke være alene.

Omsider døde den.

Jeg må nok sige at jeg harmedes over denne hunds sidste år.

Den anden hund døde efter nogle dage i frygtelige smerter og katten med.

 

Selv oplevede jeg jo at måtte aflive Rasmus af praktiske årsager, han kunne ikke mere være alene, han blev forvirret, og jeg skulle jo arbejde!

Det var hårdt og gav mig en stor skyldfølelse.

 

Trille lå og sov ind over 8 dage i fred og ro. Var lidt vågen men sov mest.

Det kunne kun lade sig gøre at lade hende sove ind uden hjælp fordi jeg havde ferie. Hende ville jeg ike kunne gå fra og min søn eller jeg var ved hendes seng døgnet rundt. Og var glad for dette.

 

Så er det jeg spørger jer, hvordan forholder I jer til spørgsmålet: Hvor langt skal man gå for at give sin hund en naturlig død?

Kan man overhovedet give sin hund en naturlig død, da vi holder liv i vore hunde ved at fodre dem længe efter de selv ville være døde af sult fordi de ikke mere magtede at finde føde?

 

Jeg vil helst lade mine dyr sove ind i fred og ro, uden dyrlægens hjælp, men når vi kommer til at de ikke mere kan følge med i vores hverdag eller ikke kan efterlades alene, så er man jo bundet utrolig hårdt op.

Og de fleste af os SKAL jo hjemmefra for at arbejde, handle ind, lægebesøg osv osv.

 

Jeg synes, det er et dilemma hvor man bliver presset af gerne at ville gøre det, man mener er det rigtige (at lade hunden/katten sove ind uden hjælp) og af at skulle hjemmefra.

Hvad mener I?

 

En STOR tak fordi du tager emnet op. Jeg har gået med de samme tanker og følt mig meget alene med dem. Man møder ofte holdningen, at "det er synd, hvis hunden ikke har et værdigt liv" underforstået, at dens liv er uværdigt, hvis den ikke kan de ting, den har kunnet før. Det er jo desværre også en tendens, vi ser i menneskeverdenen, selvom vi trods alt ikke afliver folk. Jo bedre man klarer sig, desto mere værdig er man = desto mere bliver der lyttet til en, og desto større indflydelse har man. Mange føler, at de mister respekt, når de bliver gamle.

 

Med hensyn til det spirituelle, så er jeg åben over for det uden at være skråsikker hverken for eller imod f.eks. reinkarnation. Faktum er, at vi ved meget lidt om døden, og derfor synes jeg heller ikke, at man børe blande sig unødigt i den. Nogle af os har en formodning om, at dødsprocessen ligesom fødselsprocessen har en betydning for individet, og indtil det modsatte er bevist, synes jeg ikke, at det er rigtigt at afslutte en andens liv, og da slet ikke en hunds. Det er svært at sætte sig i andre menneskers sted - hvordan i alverden skal man så kunne sætte sig i en hunds sted og vurdere, om den har et godt liv? Og hvornår er et liv i det hele taget godt? Er det kun, når man er 100% fysisk og psykisk på toppen? Hvor mange af os kan prale af at være det? Desuden kan man jo lindre de fleste smerter, så fordi ens hund har nogle skavanker, behøver den ikke nødvendigvis at gå rundt i et smertehelvede.

 

Når vi vælger at få en hund, så er det efter min mening vores opgave at indrette vores liv, så vi kan passe hunden. Det betyder, at vi tager fri, når den er hvalp og skal lære at være alene hjemme og ligeså, når den er gammel og ligger for døden. Jeg har selv sørget for at have et netværk af mennesker, som vil træde til og hjælpe.

 

Hvis min hund blev påkørt, havde stærke smerter og alligevel ville dø inden for kort tid, så ville jeg nok overveje aflivning, men tanken om at aflive hende, bare fordi hun bliver gammel, kan jeg slet ikke holde ud. Juridisk set ejer jeg hende, men derfor mener jeg alligevel ikke, at jeg ejer hendes liv og har ret til at afslutte det, medmindre der som i førnævnte eksempel virkelig er tale om en alvorlig ulykke.

 

De fleste handler vel i bedste mening, men indimellem kan jeg ikke sige mig fri for at have en vis mistanke om, at folk nogle gange afliver, fordi de ikke orker slæbet med at passe en gammel hund.

[Gæst Malene Nielsen]

Jeg har en enkelt gang haft det tæt inde på livet - en god ven havde en gammel hund. De sidste mange måneder kunne hunden ikke selv rejse sig op, hvis den havde ligget og kunne ej heller holde sig ret længe af gangen, så den ofte blev nødt til at gøre sig ren indenfor - når den gik, var bagparten helt deform og slingrende, den kunne ikke længere høre og havde mistet en del af synet + at den var stærkt gigtplaget og fik smertestillende herfor.

 

Jeg indrømmer blankt, at jeg og mange i omgangskredsen var forargede og nævnte det flere gange. Ejeren kunne godt se at hunden ikke længere havde et godt liv, men kunne ikke give slip

 

Jeg har selv valgt med hunde, heste og katte, at den dag de ikke længere har den form for kvalitet i deres liv, som hører deres art til, det være sig foder, at kunne begå sig i flokken, mental og fysisk stimuli osv - så får de fred, uanset hvordan det ellers passer ind i mine planer - alt andet vil i mine øjne være forkert.... og jeg tænker ofte på, hvor dejligt det ville være, hvis man selv kunne få den samme afslutning.

[Ascha]

Jeg tror på reinkarnation men ikke på at man slæber giftstoffer med sig i det næste liv. For mig er kroppen er bare en skal, en embalage, der ikke genbruges. Når man dør tror jeg man ser tilbage på de ting man har skullet lære og får nye opgaver at lære i det næste liv. For mig er det sjælen (hvad det så er for en størrelse) der har betydning og ikke legemet.

 

Ikke at hjælpe et dyr, der hverken kan gøre sig ren eller rejse sig uden hjælp, synes jeg er dyrplageri. Jeg arbejder med ældre mennesker, som jeg tit plejer under deres sidste tid og ofte beder de om at få hjælp til at slippe væk fra denne verden. Det kan vi gøre for vores dyr og jeg tror at det er godt nok, taget i betragtning af, at de ikke forstår hvad der sker. Hunde lever i nu`et og er der flest dårlige nu`er, er det på tide at befri dem for deres lidelser. Det vil jeg ønske at nogen gør for mig.

[Gæst Ninjamor]

Jeg skal lige forklare det med giftstoffer og lidelser fra et liv til næste, kan se det ikke blev forklaret godt nok.

 

Det disse mennesker mener er ikke, at vores fysiske krop går videre, men sjælen og alt den har oplevet.

Giftstoffer og skavanker/lidelser tages med til næste liv med den indflydelse disse har på krop og sjæl. Nærmere kan jeg nok ikke komme det.

Jeg vil ikke forsvare tanken for det er jo en holdning, som i øvrigt kan være praktisk at have, hvis man ikke vil aflive sit dyr, og ikke en viden. Desuden er det supernemt at have en holdning indtil man selv står med håret i postkassen.

Disse mennesker arbejdede hjemme. havde de haft udejob havde det ikke kunnet lade sig gøre at passe hunden.

 

Jeg fik iøvrigt konens "venskab" at føle da Rasmus blev aflivet.

 

Jeg synes det lyder godt at man som Zarina skaffer sig et netværk, som kan passe hunden, når den bliver syg og gammel.

 

I min verden ville det bare betyde, at jeg aldrig fik hund eller kat!

En ting er hvad familie og venner siger ja til i 1990 noget andet er, hvordan virkeligheden ser ud i 2003!

 

Hvis jeg skal tage mit eget eksempel, det er jo nærmest, så skete der mange forandringer i mit netværk. Forandringer som bød på brud med noget af den nærmeste familie, som var den der ellers gerne ville passe hundene.

Andre flyttede langt væk.

Min netværksfamilie havde selv fået hund, en grum hanhund, som ikke ville acceptere Rasmus da han begyndte at vise svækkelse.

Det vil sige at HVIS han skulle have været passet der, når jeg arbejdede ville han have det ad h... til pga denne lille hund.

 

Så selv om jeg synes om tanken, kender jeg efterhånden mennesker godt nok til at vide, at det man aftaler på ét tidspunkt kan ændres af forskellige faktorer indenfor ganske kort tid.

Allergi, sygdom, brud indenfor netværket, flytning etc etc. giver helt andre forudsætninger.

 

Så er der de hunde, der som Rasmus, bliver gamle for deres alder og begynder at miste sanserne. Dette giver typisk en mindre sikkerhed hos hundene og jeg ved at Rasmus ikke havde det helt godt medmindre han kunne høre jeg var til stede.

Han begik sig fint i det daglige i huset og på vore ture, Trille og jeg bar klokker, så han kunne høre os, men i et andet hus en anden have på andre ture ville han ikke have følt sig tryg.

Dette udelukker pasning...

 

Rasmus var begyndende senil, samt halvblind, og kunne tøffe rundt i huset og pludselig ende et sted og blive stående der, f.eks i et hjørne, til jeg så det og "vækkede" ham.

Det kræver enorm omsorg og kærlighed at have en gammel hund med skavanker og jeg forventer ikke, og kan heller ikke kræve, at andre end jeg selv har den kærlighed og det overskud den giver til at passe min svækkede hund optimalt.

 

Men jeg ville gerne have det kunne lade sig gøre

[Gæst wsg]

Jeg går ind for aktiv dødshjælp til mennesker, så det vil være fuldstændigt dobbeltmoralsk ikke at ville aflive dyr.

 

Jeg så min morfar dø langsomt og smertefuldt på trods af medikamenter over en periode på 4 år på grund af lægevidenskaben, der kunne udsætte døden - han var dybt deprimeret på grund af hans tilstand, men han kunne ikke gøre noget ved det selv, selvom han flere gange ytrede ønske om at komme herfra.

 

Jeg har set mine bedsteforældres gamle gravhund "dø" langsomt uden værdighed, fordi min mormor ikke kunne tage beslutningen - han kunne til sidst ikke løfte benene over en 5 cm. dørtrin og han havde praktisk taget ingen tænder tilbage og derudover var han ikke længere i stand til at holde sig, selvom han blev luftet hver anden time.

Han endte med at blive aflivet, men det var ihvertfald 3 år for sent.

 

Jeg fik slået min hest ned, da hans lunger var så dårlige, at han stod med dobbelte vejrtrækninger og besvær med at trække vejret - han var 18 år gammel og kunne have været medicineret ud af det, men så skulle han have været på medicin resten af hans liv. Jeg valgte at slutte det, da gnisten i øjene var væk og han var træt.

 

Jeg har haft overvejelserne tæt inde på livet med Rosie, da hun er medicineret for sin allergi og medicinen er kendt for have nogle ubehagelige bivirkninger, hvor de indre organer langsomt lukker ned. Dyrlægerne har forsikret mig om, at hendes dosis ikke er høj nok til at lave nogen skade.....

Der er ingen tvivl i mit sind; hvis hendes organer en dag begynder at svigte, så bliver hun aflivet, da jeg ikke vil udsætte hende for at skulle dø naturligt over lang tid.

 

Når man vælger at få dyr, så vælger man også at skulle tage stilling og i min verden betyder det, at man ikke lader dyret lide - om det så er på grund af sygdom i en ung alder eller alderdom's problemer og skavanker.

[bellas mor]

Ja jeg vil også blande mig, jeg måtte lade min dejlige hund på 12½ år aflive i feb.md og det var frygtelig hårt og jeg savner hende stadig

MEGET, men hun havde en svulst i halsen, døjede med luft dag og nat, spiste næsten kun suppe, jeg kunne da ikke lade hende lide for min skyld, men selvfølgelig alt med måde, mine venner havde en hund der var helt blind og gammel kunne ikke gå uden den gik ind i ting,så på et tidspunkt kunne de da heller ikke se på det mere, hvis det kun er fordi en hund er lidt besværet eller gammel, NEJ så afliver man da ikke men jeg syntes det er kvaliteten på hundens liv vi bør tænke på.

[Gæst Dogue1]

Jeg ved ikke rigtig hvad jeg tror på. Men med de ting som en "animal communicator" kunne fortælle om vores to tøser, og specielt med den adfærds ændring som var ved zantie umildbart efter samtalen er jeg overbevis om der er mere mellem himmel og jord.

 

Jeg håber ikke på at der er en reinkarnation, den måde vi mennesker skal ødelægge alt vi kommer i nærheden af og alle de dyr som vi anser som farlige skal udryddes, det er vi rigtig gode til:evil:... Vi fortjener ikke reinkarnation hvis det findes!!

 

Jeg går 100% indfor aktiv dødshjælp HVIS det er nødvendigt!!

Den mulighed har vi heldigvis med vores dyr, men jeg synes vi mangler den når det kommer til vores nærmeste!

Feks. min morfar var en mand på ca 80kg men da han døde i feb. i år

96år gammel vejede han under 50kg havde han været i så store smerter de sidste 2uger at han ikke kunne indtage hverken vådt eller tørt han var dækket ind med smertestillende, sådan en mand som har arbejdet hele sit lange liv. Det er da ikke værdigt for sådan en mand at ligge på den måde.

Jeg synes vi har pligt til at vise ham den respekt og hjælp han har brug for til at komme videre.

[a9]

Jeg er i den situation, at jeg indenfor de sidste 18 måneder har måtte lade 2 hunde aflive under vidt forskellige omstændigheder :cry:

 

Først min Lucki på 11 år og 2 mdr. :hjerte: - han blev aflivet pga kroniske fysiske smerter, han havde spodylose fra krydset og op midt i nakken - spondylosen i nakken klemte på en nerve, så han havde ondt. Jeg var helt indstillet på, at hvis han kunne holdes smertefri og iøvrigt havde det godt så skulle han have lov til at være her (vi mennesker stopper os også med alverdens piller for at komme gennem dagen, så hvorfor ikke også en hund), og jeg ville fuldt og helt indrette mig efter det aktivitetsniveau, han nu kunne holde til. Desværre kunne pillerne ikke holde ham smertefri, og da han ikke skulle lide for min skyld, var det tid at sige farvel. Beslutningen var let på den måde, at hjerte og hjerne var enige. Men jeg savner ham stadig, savner at kunne begrave næsen i hans pels og indånde hans duft :hjerte: Lucki var helt helt speciel :hjerte: :hjerte:

 

Næst min bette Bondo på sølle 19 måneder og 1 dag :hjerte: - han blev aflivet pga kroniske psykiske smerter :cry: Bondo var aldrig en psykisk stærk hund, og var usikker på/bange for stort set alt bortset fra mig - verden var for stor og kompliceret og skræmmende til og for ham Skulle han holdes symptomfri, skulle Bondo og jeg opholde os indendøre alene, og det var ikke et liv for en ellers aktiv ung hund, han var jo ingen indekat, men en schæferhund. Da Bondo ej heller skulle lide for min skyld, måtte jeg igen tage turen til dyrlægen. Beslutningen var på ingen måde let, min hjerne ved, at det var det rigtige at gøre, mit hjerte kan slet slet ikke forstå, om det nogensinde kommer til at forstå, er mig uklart - og savnet er stadigt frisk og ekstremt smertefuldt :cry: Bondo var noget ganske ganske særligt :hjerte: :hjerte:

 

Min indstilling er, at har man et dyr er det ens f*rb*ndede pligt at sætte ens egne ønsker, behov og drømme i anden række frem for dyrets fysiske og psykiske veg og vel - er man ikke i stand til det, er man ikke dyret værdigt og bør frakendes retten til at holde dyr Jeg anerkender, at man sommetider er for tæt på til selv at kunne se, at man ikke varetager dyrets tarv, men så må man lytte til de mennesker man omgiver sig med inkl. dyredoktoren.

 

I øvrigt går jeg som andre i tråden ind for aktiv dødshjælp til mennesker også.

[Jane]

Ja jeg tror på reinkarnation. Men inden vi igen fødes, så tror jeg vi kommer et sted hen hvor der er masser af kærlighed. De liv vi lever her på jorden, er en slags skole hvor vi skal lære.

 

Jeg tror at de mennesker og dyr der har og har haft betydning for os i dette liv også har haft det i foregående liv og vil få det i fremtidige liv.

 

Det er aldrig nemt at skulle gøre sig til herre over liv og død. Det nemmeste er at vende problemet ryggen og lade naturen gå sin gang.

 

Men når vi har valgt at gøre hunden til et tamdyr, så har vi efter min mening også et stort ansvar for at det kommer herfra på en værdig måde. Vi ved jo at de i naturen ikke ville have overlevet hvis de var syge og svage. Naturen er på mange måder ubarmhjertlig set med menneske øjne.

 

Jeg valgte at få Andersen aflivet. Han var syg og der var ingen muligheder for helbredelse. Hans sygdom gjorde at han inden for en uge til 14 dage ville få meget stærke smerter. Det ønskede jeg ikke for min hund og valgte derfor at få ham aflivet inden det kom dertil.

 

Og skulle det være sådan at han tager de giftstoffer med sig over på den anden side, som dyrelægen sprøjtede i ham, så tror jeg at de traumaer han ville have taget med sig på grund af store ulidlige smerter ville have været langt værre.

 

Jeg arbejder med mennesker og ser jævnlig døden. Jeg kender godt til folks bøn om at komme herfra fordi smerterne gør at de ikke kan holde livet ud mere. Jeg kan prøve at lindre deres smerter og holde i hånd. det er de muligheder vi har når det drejer sig om mennesker.

 

Når vi befrier vores dyr for smerter og et uværdig liv, så gør vi det af kærlighed. Det mener jeg er en god grund.

[Gæst Zarina]

Jeg skal lige forklare det med giftstoffer og lidelser fra et liv til næste, kan se det ikke blev forklaret godt nok.

 

Det disse mennesker mener er ikke, at vores fysiske krop går videre, men sjælen og alt den har oplevet.

Giftstoffer og skavanker/lidelser tages med til næste liv med den indflydelse disse har på krop og sjæl. Nærmere kan jeg nok ikke komme det.

Jeg vil ikke forsvare tanken for det er jo en holdning, som i øvrigt kan være praktisk at have, hvis man ikke vil aflive sit dyr, og ikke en viden. Desuden er det supernemt at have en holdning indtil man selv står med håret i postkassen.

Disse mennesker arbejdede hjemme. havde de haft udejob havde det ikke kunnet lade sig gøre at passe hunden.

 

Jeg fik iøvrigt konens "venskab" at føle da Rasmus blev aflivet.

 

Jeg synes det lyder godt at man som Zarina skaffer sig et netværk, som kan passe hunden, når den bliver syg og gammel.

 

I min verden ville det bare betyde, at jeg aldrig fik hund eller kat!

En ting er hvad familie og venner siger ja til i 1990 noget andet er, hvordan virkeligheden ser ud i 2003!

 

Hvis jeg skal tage mit eget eksempel, det er jo nærmest, så skete der mange forandringer i mit netværk. Forandringer som bød på brud med noget af den nærmeste familie, som var den der ellers gerne ville passe hundene.

Andre flyttede langt væk.

Min netværksfamilie havde selv fået hund, en grum hanhund, som ikke ville acceptere Rasmus da han begyndte at vise svækkelse.

Det vil sige at HVIS han skulle have været passet der, når jeg arbejdede ville han have det ad h... til pga denne lille hund.

 

Så selv om jeg synes om tanken, kender jeg efterhånden mennesker godt nok til at vide, at det man aftaler på ét tidspunkt kan ændres af forskellige faktorer indenfor ganske kort tid.

Allergi, sygdom, brud indenfor netværket, flytning etc etc. giver helt andre forudsætninger.

 

Så er der de hunde, der som Rasmus, bliver gamle for deres alder og begynder at miste sanserne. Dette giver typisk en mindre sikkerhed hos hundene og jeg ved at Rasmus ikke havde det helt godt medmindre han kunne høre jeg var til stede.

Han begik sig fint i det daglige i huset og på vore ture, Trille og jeg bar klokker, så han kunne høre os, men i et andet hus en anden have på andre ture ville han ikke have følt sig tryg.

Dette udelukker pasning...

 

Rasmus var begyndende senil, samt halvblind, og kunne tøffe rundt i huset og pludselig ende et sted og blive stående der, f.eks i et hjørne, til jeg så det og "vækkede" ham.

Det kræver enorm omsorg og kærlighed at have en gammel hund med skavanker og jeg forventer ikke, og kan heller ikke kræve, at andre end jeg selv har den kærlighed og det overskud den giver til at passe min svækkede hund optimalt.

 

Men jeg ville gerne have det kunne lade sig gøre

 

Der er også en person fra mit netværk, som jeg af forskellige årsager ikke stoler på mere. Men så er der heldigvis kommet nye til. Dejlige mennesker, som forstår min kærlighed til Stasia, og som jeg ville kunne få til at komme og sidde hos hende, hvis hun var for svag til, at jeg kunne have hende med på arbejde. Nu er jeg så også i den heldige situation, at jeg arbejder en del hjemme, så det ville aldrig være mange timer, det drejede sig om. Jeg havde aldrig anskaffet mig hund, hvis jeg havde haft et fuldtidsjob væk hjemmefra og ikke haft et netværk, hvor der er en rimelig sandsynlighed for stabilitet.

 

Med hensyn til aflivning så synes jeg, at der er forskel på at aflive en i forvejen døende hund, som har mange smerter og så at tage mange år af en hunds liv, fordi den har en eller anden skavank, som måske nok nedsætter livskvaliteten, men hvor andre glæder i livet beholdes. Når folk siger, at de selv gerne ville aflives, synes jeg også, det er vigtigt at skelne imellem disse to ting. Jeg tvivler på, at man, når det kommer til stykket, vil aflives, fordi man kommer til at sidde i rullestol eller bliver senile. Derimod kan jeg godt forestille mig, at man ville ønske det, hvis man har ALS i et fremskredent stadie.

 

Min egen mormor var frisk som en havørn, indtil hun som 89-årig fik to hjerneblødninger. Efter den anden var hun ikke sig selv mere - hun snakkede sort og sad i rullestol. Alligevel viste hun en glæde ved livet, f.eks. når min mor kørte hende en tur i skoven, eller når hun fik en flødeskumskage. Så selvom hendes liv set fra vores synspunkt ikke var i top, så var der ikke noget, der tydede på, at hun havde lyst til at "slippe kæppen", som min onkel udtrykte det. Hendes sidste bemærkning inden hun døde var da også: "Jeg dør ikke!". Dejlig livsappetit :klap:Og hvad uværdigt skulle der være i det?

[Gryn]

For mange år siden fik vi aflivet Freia som kun lige var fyldt 3 år. Hun havde forstørret hjerte og så var hun sky. Havde jeg haft den viden jeg har i dag havde hun nok fået lov til at leve lidt længere.

 

Mega var der ingen tvivl om, hun blev knap 12 år. Hun havde lymfekræft og det var gået i lever og lunger. Vi kunne ikke holde ud at se hende lide, så vi valgte hendes liv skulle slutte.

 

Så er der Speedy: Vi håbede i lang tid hun ville sove stille ind af sig selv. Som de fleste ved var hun meget gammel, og hun sov det mesre af tiden. Hun trak sig også mere og mere væk fra os, lige som gamle ulve gør i naturen. Er sikker på at hvia hun havde muligheden var hun gået væk for at lægge sig til at dø.

Jeg begyndte at se på hende som et mennesker ( min oldemor som blev 99 år og 8 mdr) Hun var åndsfrisk, men var afhængig af andre, sad i kørestol, var næsten blind og døv. Sådan ville jeg se Speedy hvis hun havde været et menneske. Gnisten i øjnene var væk, hun kunne næsten ikke stå, og når det kløede skulle hun have hjælp.

Jeg er 100% sikker på det var bedst at give hende fred. Det var af kærlighed til hende vi tog det valg, hun levede nærmest for vores skyld.

Jeg tror på reinkarnation, har haft oplevelser der har forstærket mig i den tro.

[Ascha]

 

Min egen mormor var frisk som en havørn, indtil hun som 89-årig fik to hjerneblødninger. Efter den anden var hun ikke sig selv mere - hun snakkede sort og sad i rullestol. Alligevel viste hun en glæde ved livet, f.eks. når min mor kørte hende en tur i skoven, eller når hun fik en flødeskumskage. Så selvom hendes liv set fra vores synspunkt ikke var i top, så var der ikke noget, der tydede på, at hun havde lyst til at "slippe kæppen", som min onkel udtrykte det. Hendes sidste bemærkning inden hun døde var da også: "Jeg dør ikke!". Dejlig livsappetit :klap:Og hvad uværdigt skulle der være i det?

 

Min erfaring siger mig, at nogle forbliver livsglade og andre mister gnisten når de bliver alvorligt syge. Det samme gælder vel for hunde og så må det være op til ejeren (der kender sin egen hund bedst) at afgøre hvad der er bedst for hunden.

 

Jeg synes ikke at man skal blande et begreb som værdighed ind i pleje af gamle og syge mennesker og dyr. Det er uheldigt, sørgeligt, irriterende (og en masse andre ting) men aldrig uværdigt og jeg håber da at folk der beskæftiger sig med denne gruppe af mennesker og dyr, er i stand til at bibeholde deres egen værdighed og respekt for andres liv, ved ikke at tænke i de baner.

[Gæst anne-marie]

Jeg kan ikke sige til andre hvad de skal gøre!

Jeg har selv aflivet hunde, det har været nødvendigt, de var syge og havde smerter, så er den ikke meget længere, jeg gjorde det ikke for min skyld men for hundenes skyld. Alligevel har jeg været plaget af store skyldsfølelser og hvis hvis og kunne jeg ikke tanker, samtidig med den store smerte, den store kugle af sorg i bryst og mellemgulv der føles som et stort tomt og smertefuldt hul.

 

Det er som at miste en del af sig selv og det er det jo osse, at miste en livsledsager, en del af sig selv, det vælger man ikke fordi det er nemt (og hvis man tror det, så kommer man til at tro om), og jeg kan ikke sige at andre gør det fordi det er nemt heller, hvem skulle jeg være at jeg kunne det?

 

Jeg tror på reinkarnation, på at vi engang bliver oplyste, jeg holder af Dalai Lama uden at kende ham, han er et smukt menneske, et eksempel på et menneske der er nået langt igennem mange reinkarnationer, buddhisterne har mange af den slags mennesker i deres organisationer, mennesker man kan lære lære af

Her kan vi lære meget i vesten, blot tror vi vi kan opnå det hele meget hurtigt, måske på et weekend kusus eller to, det kan vi ikke

 

Jeg tror ikke på at vi tager det fysiske med os, jeg tror der er en grund til alt, men jeg tror det er sjælen vi tager med os, vi får næste liv på baggrund af de andre liv vi har haft, men jeg tror ikke jeg har taget noget fra mine hunde i forhold til det.

 

Tværtimod har jeg gjort en masse for at mine hunde kan få et liv hvor de får udfoldet deres personlighed, liv hvor de ikke lever i evige konflikter, jeg tror jeg har gjort en masse godt for dem på den måde

[Jane]

Jeg kan ikke sige til andre hvad de skal gøre!

Jeg har selv aflivet hunde, det har været nødvendigt, de var syge og havde smerter, så er den ikke meget længere, jeg gjorde det ikke for min skyld men for hundenes skyld. Alligevel har jeg været plaget af store skyldsfølelser og hvis hvis og kunne jeg ikke tanker, samtidig med den store smerte, den store kugle af sorg i bryst og mellemgulv der føles som et stort tomt og smertefuldt hul.

 

Det er som at miste en del af sig selv og det er det jo osse, at miste en livsledsager, en del af sig selv, det vælger man ikke fordi det er nemt (og hvis man tror det, så kommer man til at tro om), og jeg kan ikke sige at andre gør det fordi det er nemt heller, hvem skulle jeg være at jeg kunne det?

 

Jeg tror på reinkarnation, på at vi engang bliver oplyste, jeg holder af Dalai Lama uden at kende ham, han er et smukt menneske, et eksempel på et menneske der er nået langt igennem mange reinkarnationer, buddhisterne har mange af den slags mennesker i deres organisationer, mennesker man kan lære lære af

Her kan vi lære meget i vesten, blot tror vi vi kan opnå det hele meget hurtigt, måske på et weekend kusus eller to, det kan vi ikke

 

Jeg tror ikke på at vi tager det fysiske med os, jeg tror der er en grund til alt, men jeg tror det er sjælen vi tager med os, vi får næste liv på baggrund af de andre liv vi har haft, men jeg tror ikke jeg har taget noget fra mine hunde i forhold til det.

 

Tværtimod har jeg gjort en masse for at mine hunde kan få et liv hvor de får udfoldet deres personlighed, liv hvor de ikke lever i evige konflikter, jeg tror jeg har gjort en masse godt for dem på den måde

 

Hvor er du nogle gange bare "irreterrende".

 

Her læser man dit indlæg og tænker det er jo præcis sådan jeg mener det. Men du kan bare det der med at formulere dig.

 

Ja jeg kender til skyldfølelsen og smerten. Tankerne der kommer om hvis og hvis.

 

Det er en meget svær beslutning at tage. Jeg ved med min fornuft at jeg gjorde det rigtige. Jeg elskede ham for højt til at han skulle lide. Men jeg har alligevel svær ved at tilgive mig selv. Men jeg vil gøre det igen hvis det kommer dertil. Mine hunde skal ikke lide.

 

Jeg kan se at min tro ligger meget tæt på din.

 

Der er en højere mening med alt og når vi engang når dertil at vi forstår meningen, så er vi blevet en del af det guddommelige.

[Gæst anne-marie]

Hvor er du nogle gange bare "irreterrende".

 

Her læser man dit indlæg og tænker det er jo præcis sådan jeg mener det. Men du kan bare det der med at formulere dig.

 

Ja jeg kender til skyldfølelsen og smerten. Tankerne der kommer om hvis og hvis.

 

Det er en meget svær beslutning at tage. Jeg ved med min fornuft at jeg gjorde det rigtige. Jeg elskede ham for højt til at han skulle lide. Men jeg har alligevel svær ved at tilgive mig selv. Men jeg vil gøre det igen hvis det kommer dertil. Mine hunde skal ikke lide.

 

Jeg kan se at min tro ligger meget tæt på din.

 

Der er en højere mening med alt og når vi engang når dertil at vi forstår meningen, så er vi blevet en del af det guddommelige.

 

Møgirriterende mig

 

Ja, jeg er også meget skyldstynget og det varer ved, jeg gjorde det første gang i 1993 og jeg er stadig ''skyldig'', det er ikke let at gøre det!

 

Jeg oplever også at være klogere idag, men det kan jo ikke ændre noget, man må lære det man kan når man er parat, man har gjort det man kunne med de forudsætninger man havde på tidspunket

 

 

Jeg tror som du at vi først opnår at forstå meningen når vi er oplyste, en del af det guddommelige, en god formulering

[Gæst Zarina]

Min erfaring siger mig, at nogle forbliver livsglade og andre mister gnisten når de bliver alvorligt syge. Det samme gælder vel for hunde og så må det være op til ejeren (der kender sin egen hund bedst) at afgøre hvad der er bedst for hunden.

 

Jeg synes ikke at man skal blande et begreb som værdighed ind i pleje af gamle og syge mennesker og dyr. Det er uheldigt, sørgeligt, irriterende (og en masse andre ting) men aldrig uværdigt og jeg håber da at folk der beskæftiger sig med denne gruppe af mennesker og dyr, er i stand til at bibeholde deres egen værdighed og respekt for andres liv, ved ikke at tænke i de baner.

 

Jeg kan kun give dig ret i, at det er sørgeligt, at der bliver sat spørgsmålstegn ved værdigheden. Det er bare det argument folk ofte bruger for at aflive, men måske tænker de ikke rigtigt over, hvad der egentlig ligger i ordet.

[a9]

Jeg kan ikke sige til andre hvad de skal gøre!

Jeg har selv aflivet hunde, det har været nødvendigt, de var syge og havde smerter, så er den ikke meget længere, jeg gjorde det ikke for min skyld men for hundenes skyld. Alligevel har jeg været plaget af store skyldsfølelser og hvis hvis og kunne jeg ikke tanker, samtidig med den store smerte, den store kugle af sorg i bryst og mellemgulv der føles som et stort tomt og smertefuldt hul.

 

Det er som at miste en del af sig selv og det er det jo osse, at miste en livsledsager, en del af sig selv, det vælger man ikke fordi det er nemt (og hvis man tror det, så kommer man til at tro om), og jeg kan ikke sige at andre gør det fordi det er nemt heller, hvem skulle jeg være at jeg kunne det?

 

.....

 

Jeg både kan og kan ikke følge dig med hensyn til skyldfølelsen.

 

Med Lucki føler jeg overhovedet ingen skyld, tværtom - havde jeg ladet ham leve, havde situationen været helt anderledes, og min skyldfølelse ville være enorm - men Lucki er jeg slet ikke i tvivl den rigtige beslutning blev taget på det rigtige tidspunkt. - Men som sagt hoved og hjerte er fuldt på linie her, i balance.

 

Med Bondo er det desværre en anden situation - og jo med Bondo føler jeg skyld/tvivl, kunne jeg have gjort mere, burde jeg have gjort mere - eksperterne siger nej, siger, at det var det rigtige at gøre, og tidspunktet var rigtigt - mit hoved er enig med eksperterne - men mit hjerte er ikke - her er ubalance, og tvivlen og skylden vil leve i mig så længe den ubalance eksisterer.

 

Med hensyn til at miste en del af en selv, er jeg fuldkommen enig. Når man holder af/elsker giver/forærer man en del af sit hjerte væk, så når den man har kær går bort/glider bort, mister man en del af sit hjerte og dermed en del af sig selv.

 

Med hensyn til at vælge aflivning fremfor at vente på, at "Fido" selv går bort - er det for at bruge mit før brugte ynglingscitat - the choise between doing that is right and what is easy - den sidste tur til dr. dyr er aldrig let, mens at vælge at vente på at "Fido" selv sover ind, ofte er kujonens udvej, da den ikke kræver, at man selv "gør noget"

[Gryn]

Jeg kan kun give dig ret i, at det er sørgeligt, at der bliver sat spørgsmålstegn ved værdigheden. Det er bare det argument folk ofte bruger for at aflive, men måske tænker de ikke rigtigt over, hvad der egentlig ligger i ordet.

 

Mener du at ejeren ikke kan afgøre om hunden har et værdigt liv, og så bruger det som et argument for at få aflivet en syg eller gammel hund?