Hund nr. 2 - hvornår?

[Dorte]

Det er vist ingen hemmelighed, at det hele tiden har været min plan, at hund nr. 2 skulle komme til "når Liva var blevet voksen".

 

Nu er hendes HD jo også kommet i spil, og jeg har tænkt meget over, hvornår det mon er smartest, at der kommer en hvalp til.

 

1.

Skal det mon være så hurtigt som muligt, mens hendes gener er så små som muligt?

 

2.

Skal jeg vente til, vi har helt styr på HD'en med kosttilskud, svømning massage m.v.

 

3.

Skal jeg helt slå tanken om hund nr. 2 ud af hovedet?

 

Jeg svæver selv mellem de tre muligheder og den ene dag synes jeg det ene og den næste det andet.

 

Jeg er sikker på, at H-F har mange meninger og jeg vil meget gerne høre dem allesammen

[Gæst Missing]

Jeg ville nok ikke vælge en hvalp som hund nr to. Det ville have været alt for krævende for mine tidligere hunde. Det er dog kun ud fra egne erfaringer med ledsyge hunde. Jeg ved ikke, hvor mærket Liva er?

 

Uanset om det er en hvalp eller en voksen hund, så skal du tænke over, at der vil gå tid fra Liva og hendes svømning/massage m.m. Samt hun muligvis vil blive uhensigtsmæssigt belastet i sine led(?)

 

Mine har godt kunne hundeleg, men ikke for meget og for ofte, så der har kombinationen voksen + voksen været bedst.

[Dorte]

Jeg ville nok ikke vælge en hvalp som hund nr to. Det ville have været alt for krævende for mine tidligere hunde. Det er dog kun ud fra egne erfaringer med ledsyge hunde. Jeg ved ikke, hvor mærket Liva er?

 

Uanset om det er en hvalp eller en voksen hund, så skal du tænke over, at der vil gå tid fra Liva og hendes svømning/massage m.m. Samt hun muligvis vil blive uhensigtsmæssigt belastet i sine led(?)

 

Mine har godt kunne hundeleg, men ikke for meget og for ofte, så der har kombinationen voksen + voksen været bedst.

 

Tak.

 

Liva er ikke særlig mærket af det (endnu), men voldsom hundeleg med meget løben kan mærkes senere på dagen/næste dag. Her har BoT-dækkenet dog hjulpet meget.

[Gæst hersom]

Tak.

 

Liva er ikke særlig mærket af det (endnu), men voldsom hundeleg med meget løben kan mærkes senere på dagen/næste dag. Her har BoT-dækkenet dog hjulpet meget.

 

Da vi fik hund nr 2 var Bamse 2 år 3 mdr og det gik super fint.

Opdragelsen herhjemme i hverdagen har vi faktisk ikke haft meget med at gøre det klarede han til ug med kryds og slange.:5up:

 

Min veninde havde også en hund med HD og hun fik en hvalp da Jack var ca 4 år og det gik fint.

Selvfølgelig tog hun hensyntil Jacks hofter men når man tænker over det så kan alt lade sig gøre.

:hmm:

Hvis det var mig ville jeg ihvertfald vælge at få hvalpen inden Liva bliver for plaget af Hd'en.

[Dorte]

Da vi fik hund nr 2 var Bamse 2 år 3 mdr og det gik super fint.

Opdragelsen herhjemme i hverdagen har vi faktisk ikke haft meget med at gøre det klarede han til ug med kryds og slange.:5up:

 

Min veninde havde også en hund med HD og hun fik en hvalp da Jack var ca 4 år og det gik fint.

Selvfølgelig tog hun hensyntil Jacks hofter men når man tænker over det så kan alt lade sig gøre.

:hmm:

Hvis det var mig ville jeg ihvertfald vælge at få hvalpen inden Liva bliver for plaget af Hd'en.

 

Det er også lidt de tanker, jeg selv har gået med.

 

Liva blev 2 år i maj, og planen (før HD) var hvalp næste sommer.

[Lonny]

Ligesom Missing skriver, så ville jeg også droppe tanken om at få en hvalp, en hvalp kan slet ikke sætte grænser og vil dermed få presset Liva alt for hårdt med smerter til følge. Jeg ville i stedet vælge en voksen hund med lidt mere ro på, så kunne der stadig leges, men legen ville ikke være så voldsom og den ville ikke vare så længe.

 

Jeg spurgte rent faktisk vores kiropraktor, og hun mente, at så længe det var en voksen hund man fik, så var det ok. Jeg spurgte så ikke om hvalp, men på hendes måde at svare på "så længe", så fik jeg opfattelsen af at en hvalp måske ikke var det bedste valg.

[JeanetteH]

Ja jeg ville jo vælge en hvalp og jeg ville vælge den snart.

 

SÅ mærket er Liva jo ikke nu:-D Og den bette ville jo sagtens kunne komme med til svømning (stofburet med og tada, så kan den bette få time-out imens Liva svømmer:-D ) Og i de første mange måneder ville Liva jo stadig få sine egne gåture, da den bette ikke kan gå så langt:-D

 

Jeg ville ikke vælge en voksen, men det er så bare mig:-D

 

EDIT to add: Og jeg vælger også en hvalp nu her selv, når vi kan få.. Selvom Luna er 7½

[Gæst hersom]

Ja jeg ville jo vælge en hvalp og jeg ville vælge den snart.

 

SÅ mærket er Liva jo ikke nu:-D Og den bette ville jo sagtens kunne komme med til svømning (stofburet med og tada, så kan den bette få time-out imens Liva svømmer:-D ) Og i de første mange måneder ville Liva jo stadig få sine egne gåture, da den bette ikke kan gå så langt:-D

 

Jeg ville ikke vælge en voksen, men det er så bare mig:-D

 

 

Jeg har det ligesom JeanetteH, ville helt klart også få en hvalp.

Tror man får det bedste sammenhold hundene imellem og hvalpen ville også kunne mærke når Liva er træt og ikke gider mere i dag.

De er ikke helt så dumme som vi nogle gange gør dem til .

 

Har som sagt oplevet at det sagtens kan lade sig gøre med en hund der havde HD og som var lidt mærket af det, men når man selv tager hensyntil det så er problemet ikke større end man selv gør det til.

Men sådan er det jo med alle problemer.

[Petrine]

Tror man får det bedste sammenhold hundene imellem

 

Ville ikke bekymre mig om sammenholdet - min hundehader-prinsesse er dybt forelsket i vores nye hund, mens hun stadig hader alle venindens hund, som hun har kendt fra helt lille af

[PinPoynter]

Jeg kender ikke ret mange hvalpe der "kan se når den voksne hund har fået nok"... Jeg ville ikke vælge en hvalp, men jeg tror heller aldrig igen jeg skal have hvalp i huset

Voksne hunde kan rigtig fint knytte sig tæt, og få rigtig meget ud af hinanden som "adoptivsøskende", det er ihvertfald min erfaring, og vi har da haft et par stykker igennem på den måde efterhånden.

[Gæst Miss_menelli]

Synes også det kommer lidt an på hvad race du har tænkt dig.

 

Det er måske en god ide, at vælge en race der er lidt roligere deres leg og temperament.

 

Og så kommer det an på hvor meget tid du har til rådighed, for kan du aflaste Liva fra en hvalps tumlen, så betyder det ikke helt så meget om det er en hvalp.

 

Men synes det kommer an på så meget og på Livas temperament og hvor slem hendes HD er.

Dog synes jeg også en lidt ældre hund, kunne være en god løsning.

Kan jo kun tale for mig selv, men Bamse har fået noooooget mere at se til, efter vi fik Kaia

 

Især de første par måneder, hvor Kaia jo synes at Bamse var verdens bedste legetøj og Bamse ville jo rigtig, rigtig gerne lege med hende.

Nu hvor Kaia er blevet et år, kan hun bedre styre sig og lege med os og sig selv, uden at Bamse skal involveres.

 

Fremadrettet skal du nok også tænke lidt over, hvordan du vil have det med, at Liva ikke kan komme med på de lange ture og den anden hund får lov at opleve mange andre sjove ting end hende.

Det ville jeg personligt have det svært ved og at jeg ikke kunne tage begge hunde med ud på markerne og lade dem tonse rundt sammen, ville være rigtig hårdt.

 

Så du skal overveje hvor meget dårlig samvittighed du kan holde til, og hvad der vil give dig den. For den kommer man til at opleve, når man får nr. 2 og jeg kunne forstille mig, det er værre når man har en hund, der har nogle fysiske begrænsninger.

[Gæst Missing]

Synes også det kommer lidt an på hvad race du har tænkt dig.

 

Det er måske en god ide, at vælge en race der er lidt roligere deres leg og temperament.

 

Og så kommer det an på hvor meget tid du har til rådighed, for kan du aflaste Liva fra en hvalps tumlen, så betyder det ikke helt så meget om det er en hvalp.

 

Men synes det kommer an på så meget og på Livas temperament og hvor slem hendes HD er.

Dog synes jeg også en lidt ældre hund, kunne være en god løsning.

Kan jo kun tale for mig selv, men Bamse har fået noooooget mere at se til, efter vi fik Kaia

 

Især de første par måneder, hvor Kaia jo synes at Bamse var verdens bedste legetøj og Bamse ville jo rigtig, rigtig gerne lege med hende.

Nu hvor Kaia er blevet et år, kan hun bedre styre sig og lege med os og sig selv, uden at Bamse skal involveres.

 

Fremadrettet skal du nok også tænke lidt over, hvordan du vil have det med, at Liva ikke kan komme med på de lange ture og den anden hund får lov at opleve mange andre sjove ting end hende.

Det ville jeg personligt have det svært ved og at jeg ikke kunne tage begge hunde med ud på markerne og lade dem tonse rundt sammen, ville være rigtig hårdt.

 

Så du skal overveje hvor meget dårlig samvittighed du kan holde til, og hvad der vil give dig den. For den kommer man til at opleve, når man får nr. 2 og jeg kunne forstille mig, det er værre når man har en hund, der har nogle fysiske begrænsninger.

 

Det er rigtig hårdt. Jeg hadede at efterlade den syge hjemme, mens jeg tog ud og krudtede med den friske

[Gæst hersom]

Det er rigtig hårdt. Jeg hadede at efterlade den syge hjemme, mens jeg tog ud og krudtede med den friske

 

 

Helt klart hårdt at efterlade den syge hjemme...:damn:

 

Det havde jeg det meget svært med da Bølle levede.

Han var jo vantil at komme med altid når det kunne lade sig gøre..

[Gæst mk101]

I forhold til det med at have syge hunde (som jeg indtil videre lykkeligvis har været forskånet for), er min tanke en af to: enten må man lade hunden leve livet fuldt i den tid den kan, også selvom det betyder et tidligere farvel. Eller man må skære ned på alle "for hårde" aktiviteter, og få flere år ud af dyret.

 

Lidt groft sat op måske, men er det ikke stort set sådan vi vælger at agere. Enten at skåne hunden for at have den så længe så muligt (og med så få gener for hunden som muligt)? Og kunne det måske være, at man i stedet kunne få en gladere hund, der godt nok skulle være bedre smertedækket, hvis man lod den give gas, hvis det er det den er vant til?

 

Hvis hunden er relativ ung, kan det måske lade sig gøre, at vende dens interesse for en given belastende aktivitet over mod noget mere moderat. Men den 3-årige tøs vi overtog i foråret, ville være umulig at give nok indhold i sit liv, hvis hun ikke fik lov at komme med på jagt. Det har hun været vant til, og til trods for vi laver mange andre aktiviteter med hende (spor, rally, udstilling etc.), vil det aldrig tage hendes lyst til at gå på jagt væk.

 

Skulle hun have problemer i bevægeapparetet som vi ikke ville kunne afhjælpe, ville jeg lade hende få glæden ved jagten, og så være bevidst om, at vi ville blive nødt til at lade hende få fred tidligere end man oprindeligt havde håbet på.

 

For mig er det meget fjernt, at man skulle undgå at udbygge sit hundehold, for på den måde at skåne en hund. Eftersom jeg er af den opfattelse, at hunden i princippet skånes unødigt. For mig svarer det til at have en tanke der hedder, at vi ville undlade at besøge vores bedste eller oldeforældre medbringende små børn, fordi der så vil være for meget leben og børn der skulle løftes, flyttes på, sidde på skødet, hjælpes, leges med eller andet - og oldebedste som følge deraf ville være ekstra træt i det gigtplagede legeme. Men hvad med den mentale glæde, et sådan besøg havde givet.

 

Og så kan jeg undre mig over, at man i så høj grad agerer udfra en kronisk dårlig samvittighed. Jeg ser det samme hos folk der har børn. At man næsten ikke magter at sætte grænser og sige nej, fordi man har en dårlig samvittighed over, at man hver dag går på arbejde og efterlader guldklumpen i institution. Jeg kender da udmærket til suget i maven, når man går fra en af hundene, for at tage ud at træne med de andre. Men ser ingen anden mulighed end at ryste det af mig, og gøre det jeg har besluttet mig for. Og som jeg ved giver hver enkelt hund mest for pengene.

 

Vind og sol fordeles ganske ligeligt herhjemme. Og ja, den ældste som var alene mange år af sit liv, får da ikke samme udelte opmærksomhed længere. Men til gengæld har hun selskab når vi ikke er hjemme, og faktisk bliver der måske trænet mere nu, fordi tiden netop bliver nødt til at blive udnyttet optimalt.

 

Så jeg ville ikke betænke mig ved at få en ny hund, hvis det var mig der stod i situationen. Og jeg ville heller ikke være bange for at købe en hvalp. Man kan hjælpe begge på vej ved at dele dem op med børnegitter, når de skal være alene hjemme. Så bliver der ikke leget for meget, og man forbereder hvalpen på at kunne være alene, når den gamle skal ud at træne.

 

Selvfølgelig er man ikke garanteret at båndet bliver stærkere mellem de to hunde, hvis man vælger at anskaffe en hvalp fremfor en ældre hund. Men min oplevelse ved at have prøvet begge dele er, at der er lidt flere kanter der skal slibes af, hvis man får en hund med historie. Med til overvejelsen skal måske også være, at hvis man vil have en hund med visse karakteristika som voksen (god prøvehund, udstillingshund eller andet), så koster det som regel, fordi man har set hvad hunden indeholder. En hvalp er et sats på det punkt, og man er ikke sikret den udvikler sig som man håber.

[JeanetteH]

Nej måske kan hvalpen ikke se, når den syge har fået nok, men så er det jo der, man som ejer skal gribe ind. Og DET er jeg slet ikke i tvivl om at Dorte sagtens kan:-)

[BlackGSD]

Jeg er meget enig med JeanetteH og mk101.

 

Og ville heller ikke betænke mig ved, at købe en hvalp i din situation :blink:

[Gæst Missing]

I forhold til det med at have syge hunde (som jeg indtil videre lykkeligvis har været forskånet for), er min tanke en af to: enten må man lade hunden leve livet fuldt i den tid den kan, også selvom det betyder et tidligere farvel. Eller man må skære ned på alle "for hårde" aktiviteter, og få flere år ud af dyret.

 

Lidt groft sat op måske, men er det ikke stort set sådan vi vælger at agere. Enten at skåne hunden for at have den så længe så muligt (og med så få gener for hunden som muligt)? Og kunne det måske være, at man i stedet kunne få en gladere hund, der godt nok skulle være bedre smertedækket, hvis man lod den give gas, hvis det er det den er vant til?

 

Hvis hunden er relativ ung, kan det måske lade sig gøre, at vende dens interesse for en given belastende aktivitet over mod noget mere moderat. Men den 3-årige tøs vi overtog i foråret, ville være umulig at give nok indhold i sit liv, hvis hun ikke fik lov at komme med på jagt. Det har hun været vant til, og til trods for vi laver mange andre aktiviteter med hende (spor, rally, udstilling etc.), vil det aldrig tage hendes lyst til at gå på jagt væk.

 

Skulle hun have problemer i bevægeapparetet som vi ikke ville kunne afhjælpe, ville jeg lade hende få glæden ved jagten, og så være bevidst om, at vi ville blive nødt til at lade hende få fred tidligere end man oprindeligt havde håbet på.

 

For mig er det meget fjernt, at man skulle undgå at udbygge sit hundehold, for på den måde at skåne en hund. Eftersom jeg er af den opfattelse, at hunden i princippet skånes unødigt. For mig svarer det til at have en tanke der hedder, at vi ville undlade at besøge vores bedste eller oldeforældre medbringende små børn, fordi der så vil være for meget leben og børn der skulle løftes, flyttes på, sidde på skødet, hjælpes, leges med eller andet - og oldebedste som følge deraf ville være ekstra træt i det gigtplagede legeme. Men hvad med den mentale glæde, et sådan besøg havde givet.

 

Og så kan jeg undre mig over, at man i så høj grad agerer udfra en kronisk dårlig samvittighed. Jeg ser det samme hos folk der har børn. At man næsten ikke magter at sætte grænser og sige nej, fordi man har en dårlig samvittighed over, at man hver dag går på arbejde og efterlader guldklumpen i institution. Jeg kender da udmærket til suget i maven, når man går fra en af hundene, for at tage ud at træne med de andre. Men ser ingen anden mulighed end at ryste det af mig, og gøre det jeg har besluttet mig for. Og som jeg ved giver hver enkelt hund mest for pengene.

 

Vind og sol fordeles ganske ligeligt herhjemme. Og ja, den ældste som var alene mange år af sit liv, får da ikke samme udelte opmærksomhed længere. Men til gengæld har hun selskab når vi ikke er hjemme, og faktisk bliver der måske trænet mere nu, fordi tiden netop bliver nødt til at blive udnyttet optimalt.

 

Så jeg ville ikke betænke mig ved at få en ny hund, hvis det var mig der stod i situationen. Og jeg ville heller ikke være bange for at købe en hvalp. Man kan hjælpe begge på vej ved at dele dem op med børnegitter, når de skal være alene hjemme. Så bliver der ikke leget for meget, og man forbereder hvalpen på at kunne være alene, når den gamle skal ud at træne.

 

Selvfølgelig er man ikke garanteret at båndet bliver stærkere mellem de to hunde, hvis man vælger at anskaffe en hvalp fremfor en ældre hund. Men min oplevelse ved at have prøvet begge dele er, at der er lidt flere kanter der skal slibes af, hvis man får en hund med historie. Med til overvejelsen skal måske også være, at hvis man vil have en hund med visse karakteristika som voksen (god prøvehund, udstillingshund eller andet), så koster det som regel, fordi man har set hvad hunden indeholder. En hvalp er et sats på det punkt, og man er ikke sikret den udvikler sig som man håber.

 

Jeg ser ikke, at der er blevet handlet ud fra dårlig samvittighed? Da jeg fik hund nr 2, var hund nr 1 frisk (sådan da). Da hund nr 1 så blev syg/fik dårlige ben, så var hund nr 2 stadig frisk. Hund nr 1 fik ikke et dårligt liv og fik lov at lege, men selvfølgelig havde jeg det da skidt over, at hund nr 1 ikke kunne komme med ud og løbe 15 km sammen med hund nr 2 og jeg. Det er bestemt ikke det samme, som at træne med hundene på skift og efterlade dem hjemme på skift.

 

Sammenligningerne mellem hund og menneske synes jeg ikke holder. Mennesker og hunde er ikke ens. Man kan ikke sammenligne ikke at besøge bedstemor med børnebørnene med ikke at udsætte sin hund for en hvalp. For det første har hunden slet ikke et følelsesmæssigt bånd til en hvalp, den ikke har mødt, hvor bedstemor i høj grad føler sig forbundet til sin familie. Nogle hvalpe forstår ikke grænsen, når den svækkede hund siger fra, hvilket kunne blive meget i hverdagen.

 

Jeg kan heller ikke genkende manglende grænsesætning ved børn, fordi folk er væk hjemmefra i arbejdstiden - og kan ikke se, hvordan det er relevant for hund nr 2?

 

Jeg synes i høj grad man skylder sin nuværende hund at se på alle plus og minus sider inden man anskaffer sig endnu en hund - uanset om den første hund er syg eller rask.

 

Nu kender jeg ikke Dorte og Livas situation, så jeg skriver ud fra, hvad jeg ville gøre og tidligere har gjort. Min tidligere hund ville ikke have haft godt af at have en hvalp i huset. Det havde ikke været hensigtsmæssigt, hvor der derimod var stor glæde mellem de to voksne hunde, der elskede hinanden fra første øjekast.

[Siri]

Jeg ville bestemt kaste mig ud i projekt hvalp hvis jeg var dig - og jo før, jo bedre! Jeg ville ikke have betænkeligheder og selvfølgelig kan en hvalp lære, at der sættes grænser ift. hvor hård den må være ved den voksne hund. Nu har jeg selv en lille tæppetisser på 4 kilo og en hyperaktiv bordercollie unghund på 7 mdr. Det kan altså sagtens lade sig gøre. Det handler om at indlære en slutkommando fra dag 1.

[Gæst mk101]

Jeg ser ikke, at der er blevet handlet ud fra dårlig samvittighed? Da jeg fik hund nr 2, var hund nr 1 frisk (sådan da). Da hund nr 1 så blev syg/fik dårlige ben, så var hund nr 2 stadig frisk. Hund nr 1 fik ikke et dårligt liv og fik lov at lege, men selvfølgelig havde jeg det da skidt over, at hund nr 1 ikke kunne komme med ud og løbe 15 km sammen med hund nr 2 og jeg. Det er bestemt ikke det samme, som at træne med hundene på skift og efterlade dem hjemme på skift.

 

Sammenligningerne mellem hund og menneske synes jeg ikke holder. Mennesker og hunde er ikke ens. Man kan ikke sammenligne ikke at besøge bedstemor med børnebørnene med ikke at udsætte sin hund for en hvalp. For det første har hunden slet ikke et følelsesmæssigt bånd til en hvalp, den ikke har mødt, hvor bedstemor i høj grad føler sig forbundet til sin familie. Nogle hvalpe forstår ikke grænsen, når den svækkede hund siger fra, hvilket kunne blive meget i hverdagen.

 

Jeg kan heller ikke genkende manglende grænsesætning ved børn, fordi folk er væk hjemmefra i arbejdstiden - og kan ikke se, hvordan det er relevant for hund nr 2?

 

Jeg synes i høj grad man skylder sin nuværende hund at se på alle plus og minus sider inden man anskaffer sig endnu en hund - uanset om den første hund er syg eller rask.

 

Nu kender jeg ikke Dorte og Livas situation, så jeg skriver ud fra, hvad jeg ville gøre og tidligere har gjort. Min tidligere hund ville ikke have haft godt af at have en hvalp i huset. Det havde ikke været hensigtsmæssigt, hvor der derimod var stor glæde mellem de to voksne hunde, der elskede hinanden fra første øjekast.

 

Jeg forholder mig som sådan overhovedet ikke til dit tidligere indlæg. Kan ærligt talt ikke huske hvad du har skrevet. Browsede tråden og syntes jeg ser mange udtryk for dårlig samvittighed. De to ord er i hvert fald at se, når man skimmer siderne.

 

Så jeg har ikke noget forhold til hvornår, hvorfor og hvordan du har kørt hund nummer 1, 2 og 3 ind i din familie.

 

Generelt er det os som ejere, der må hjælpe hvalpen og gamle hund med at få sat nogle grænser. Det er det uanset hvor frisk og frejdig de forskellige hunde er. Da min yngste var hvalp, var der også brug for os på to ben, for at få klarlagt hvilke regler der var, og få en forståelse af hvornår den voksne reelt sagde fra.

 

Og holder fast i min sammenligning med mennesker der bunder i, at jeg syntes vi i forsøget på at sikre fysisk formåenhed, glemmer det mentale. At en hund kan få stor mental glæde over at have en anden hund i hjemmet. Det være sig hvalp eller voksen hund. Og uanset hvilken følelsesmæssig relation de vil starte ud med at have.

 

At forældre agerer udfra en dårlig samvittighed er nu ganske velkendt. Og jeg mener at jeg i denne tråd genkender samme dårlige samvittighed. Eller en fundering over hvorvidt man som hundeejer skal have dårlig samvittighed over at dele sin tid ud på flere dyr

 

Ja, man bør overveje plus og minus ved at anskaffe sig hund. Det gælder nummer 1, 2, 3 og 4. Og det er her jeg igen ser den dårlige samvittighed titte frem. At vi mener vi fratager vores enehund noget vitalt, ved at udvide hundeholdet. Bliver det gjort ud fra en interesse, som det er i dette tilfælde, mener jeg ikke der bør være en snert af dårlig samvittighed. Man tager ikke noget fra nogen.

 

Men hvis man anskaffede sig en hund mere, fordi man pludselig arbejder mere end man gjorde da man startede ud med at have hund, og mener at to hunde kan underholde hinanden og man selv kan slippe for at træne, aktivere og være selskabelig med sine hunde, så ville jeg være ganske meget i mod.

[Gæst Missing]

Jeg forholder mig som sådan overhovedet ikke til dit tidligere indlæg. Kan ærligt talt ikke huske hvad du har skrevet. Browsede tråden og syntes jeg ser mange udtryk for dårlig samvittighed. De to ord er i hvert fald at se, når man skimmer siderne.

 

Så jeg har ikke noget forhold til hvornår, hvorfor og hvordan du har kørt hund nummer 1, 2 og 3 ind i din familie.

 

Generelt er det os som ejere, der må hjælpe hvalpen og gamle hund med at få sat nogle grænser. Det er det uanset hvor frisk og frejdig de forskellige hunde er. Da min yngste var hvalp, var der også brug for os på to ben, for at få klarlagt hvilke regler der var, og få en forståelse af hvornår den voksne reelt sagde fra.

 

Og holder fast i min sammenligning med mennesker der bunder i, at jeg syntes vi i forsøget på at sikre fysisk formåenhed, glemmer det mentale. At en hund kan få stor mental glæde over at have en anden hund i hjemmet. Det være sig hvalp eller voksen hund. Og uanset hvilken følelsesmæssig relation de vil starte ud med at have.

 

At forældre agerer udfra en dårlig samvittighed er nu ganske velkendt. Og jeg mener at jeg i denne tråd genkender samme dårlige samvittighed. Eller en fundering over hvorvidt man som hundeejer skal have dårlig samvittighed over at dele sin tid ud på flere dyr

 

Ja, man bør overveje plus og minus ved at anskaffe sig hund. Det gælder nummer 1, 2, 3 og 4. Og det er her jeg igen ser den dårlige samvittighed titte frem. At vi mener vi fratager vores enehund noget vitalt, ved at udvide hundeholdet. Bliver det gjort ud fra en interesse, som det er i dette tilfælde, mener jeg ikke der bør være en snert af dårlig samvittighed. Man tager ikke noget fra nogen.

 

Men hvis man anskaffede sig en hund mere, fordi man pludselig arbejder mere end man gjorde da man startede ud med at have hund, og mener at to hunde kan underholde hinanden og man selv kan slippe for at træne, aktivere og være selskabelig med sine hunde, så ville jeg være ganske meget i mod.

 

Nu synes jeg som udgangspunkt, at man skal læse det man svarer på i stedet for blot at læse et ord, der er skrevet to steder og reagere på dette. Du skriver, at der i høj grad ageres på den dårlige samvittighed, hvilket ikke er det, jeg ser beskrevet i tråden.

 

Og så kan jeg ikke sammenligne børn/hunde/voksne mennesker. Vi er ikke samme art - har ikke samme behov.

 

Jeg er helt enig i, at hunde vil kunne få stor glæde af en artsfælle. Personligt foretrækker jeg også at have 2 hunde. Jeg ville så personligt foretrække at hund nr 2 var voksen (som tidligere skrevet)

 

At tænke over plusser og minusser ved hund nr 2-3-4 osv, ser jeg bestemt ingen dårlig samvittighed i. Det gælder både plusser og minusser for en selv, såvel som for hunden. At tænke det godt igennem - ikke noget med at tage enetid fra en hund (det er nævnt i forhold til særlige forhold, hvis man har en hund med specielle behov, som man kan tage tid fra den pasning/pleje)

 

Jeg er også helt enig i, at man ikke skal anskaffe sig flere hunde, fordi man regner med, at man derved kan lave mindre og lade hundene aktivere sig selv

[Gæst Miss_menelli]

Jeg forholder mig som sådan overhovedet ikke til dit tidligere indlæg. Kan ærligt talt ikke huske hvad du har skrevet. Browsede tråden og syntes jeg ser mange udtryk for dårlig samvittighed. De to ord er i hvert fald at se, når man skimmer siderne.

 

Dårlig samvittighed er jo også et individuelt begreb, som er svære for nogle at håndtere end andre.

Og det er forskelligt, hvad folk får dårlig samvittighed over.

I Dorthes tilfælde er det jo ikke sikkert, at det overhovedet bliver noget der er relevant at overveje.

 

Omvendt, så er det noget der betyder meget for mange hundeejere, fordi vi gerne vil vores hunde det bedste og gerne vil have mest muligt tid med vores hunde. Ser det ikke som noget negativt, men mere en bevidsthed om, at hundenes behov skal tilgodeses hver især.

 

Generelt er det os som ejere, der må hjælpe hvalpen og gamle hund med at få sat nogle grænser. Det er det uanset hvor frisk og frejdig de forskellige hunde er. Da min yngste var hvalp, var der også brug for os på to ben, for at få klarlagt hvilke regler der var, og få en forståelse af hvornår den voksne reelt sagde fra.

 

Enig - og man skal overveje hvordan ens muligheder og tid er i forhold til, at få sat de her grænser.

Tvivler dog på, at det lige i Dortes tilfælde bliver et problem - Men det afhænger jo af, hvordan og hvilke muligheder der er for at hundene kan/skal være sammen når de er alene osv.

 

Og holder fast i min sammenligning med mennesker der bunder i, at jeg syntes vi i forsøget på at sikre fysisk formåenhed, glemmer det mentale. At en hund kan få stor mental glæde over at have en anden hund i hjemmet. Det være sig hvalp eller voksen hund. Og uanset hvilken følelsesmæssig relation de vil starte ud med at have.

 

Er selv en af dem, der vælger et kortere og mere aktivt liv for min ene hund, fremfor at have ham i mange år, men med mindre indhold i hans liv.

 

Men det er jo ikke sort/hvidt og det er utrolig individuelt hvad der er bedste for både hund og ejer.

At få en anden hund ind i hjemmet, behøver jo langtfra være en god løsning, når der er sygdom involveret.

- det må være en vurderingssag, fra gang til gang og det gælder vel om, at få så mange erfaringer på bordet, som muligt?

 

At forældre agerer udfra en dårlig samvittighed er nu ganske velkendt. Og jeg mener at jeg i denne tråd genkender samme dårlige samvittighed. Eller en fundering over hvorvidt man som hundeejer skal have dårlig samvittighed over at dele sin tid ud på flere dyr

 

Man BØR ikke have dårlig samvittighed, men det er jo ikke altid at det er helt nemt at undgå, alt efter hvilken person man er.

Og så alt efter hvordan ens hverdag ser ud - Opvejer den nye hund, den tid der går fra den gamle?

 

Ja, man bør overveje plus og minus ved at anskaffe sig hund. Det gælder nummer 1, 2, 3 og 4. Og det er her jeg igen ser den dårlige samvittighed titte frem. At vi mener vi fratager vores enehund noget vitalt, ved at udvide hundeholdet. Bliver det gjort ud fra en interesse, som det er i dette tilfælde, mener jeg ikke der bør være en snert af dårlig samvittighed. Man tager ikke noget fra nogen.

 

Igen... Bør og hvad der i praksis sker, er ikke altid det samme.

Det er Dorthe selv den eneste der kan svare på, og hun ved bedst selv hvordan hun vil have, at Livas liv skal forme sig og hvad der påvirker hende.

 

Synes nu heller ikke der er noget at have dårlig samvittighed over.

Men jeg vælger også selv at lade min hund brænde ud tidligere, end han ville have gjort, hvis jeg valgte at "skåne" ham for visse oplevelser og ting i hverdagen - Og det er bestemt ikke alle der er enige i, at det er den rigtige måde at gøre det på.

 

Hvis man vælger den livsforlængende løsning og skåner sin hund mere, så kan jeg godt forstille mig, man kan rende i nogle samvittighedsproblemer.

 

Så jeg synes at det er vigtigt at gøre sig klart, hvordan man selv reagere og hvad man selv vil føle i den situation, for at det fortsat er sjovt at have hund.

 

Men hvis man anskaffede sig en hund mere, fordi man pludselig arbejder mere end man gjorde da man startede ud med at have hund, og mener at to hunde kan underholde hinanden og man selv kan slippe for at træne, aktivere og være selskabelig med sine hunde, så ville jeg være ganske meget i mod.

 

Enig, enig og meget enig!!

[Aussiepower!]

Jeg ville heller ikke have så mange betænkelighedder ved at anskaffe mig en hvalp i den situration Og i princippet har jeg jo også gjort det, i og med at jeg har Flica og Cody på henholdsvis knap 11 år og godt 13 år, og selvsagt er de jo ikke nogle års unger mere og alderen trykker da, i særdeleshed for Flica der er lidt gigtplaget, men det har ikke udgjort nogle problemer i forhold til Joya, hun har lynhurtigt lært at hverken Flica eller Cody, har lyst eller evner til at lege med hende, Flica gør det slet ikke, men Cody kan overtales til 5 minutters leg i ny og næ, men ikke mere end det.

Nu ved jeg godt at Joya så også har Chivas at "afreagere" på, og omend Joya ikke overskrider Chivas' grænser eller formåen, så overskride de to til sammen, da ind i mellem mine grænser for meget jo syntes at de skal vælte huset, og i det siturationer har jeg simpelthen kaldt Chivas hen til mig og fået ham i ro, Så har Joya kunne vælte huset på egen hånd, men det bliver naturligvis hurtigt kedeligt, når hun er ene om det og derfor falder hun også hurtigt til ro igen. I dag er Joya så stor at hun tildels også kan kaldes til ro, men ind til hvalpen bliver så stor/opdraget, vil jeg mene at du vil kunne bruge samme metode med Liva, hvis hun ikke selv sætter en stopper for løjerne, for langt de fleste hvalpe mister lynhurtigt interessen hvis den anden hund ikke deltager :blink:

[Gæst mk101]

Nu synes jeg som udgangspunkt, at man skal læse det man svarer på i stedet for blot at læse et ord, der er skrevet to steder og reagere på dette. Du skriver, at der i høj grad ageres på den dårlige samvittighed, hvilket ikke er det, jeg ser beskrevet i tråden.

 

Og så kan jeg ikke sammenligne børn/hunde/voksne mennesker. Vi er ikke samme art - har ikke samme behov.

 

Jeg er helt enig i, at hunde vil kunne få stor glæde af en artsfælle. Personligt foretrækker jeg også at have 2 hunde. Jeg ville så personligt foretrække at hund nr 2 var voksen (som tidligere skrevet)

 

At tænke over plusser og minusser ved hund nr 2-3-4 osv, ser jeg bestemt ingen dårlig samvittighed i. Det gælder både plusser og minusser for en selv, såvel som for hunden. At tænke det godt igennem - ikke noget med at tage enetid fra en hund (det er nævnt i forhold til særlige forhold, hvis man har en hund med specielle behov, som man kan tage tid fra den pasning/pleje)

 

Jeg er også helt enig i, at man ikke skal anskaffe sig flere hunde, fordi man regner med, at man derved kan lave mindre og lade hundene aktivere sig selv

 

Tror du misforstår mig. Eller rettere; som jeg læser det du svarer mig, så misforstår du mig. Men det kan jo også være svært, når nogen reagerer på noget, der ikke var rettet til dem. For at gøre det klart, så jeg ikke bliver misforstået: jeg skriver min generelle holdning - og ikke en reaktion på hvad du tidligere har skrevet. Har for vane at citere de indlæg jeg reagerer på. Men sådan er vi jo alle forskellige, og jeg er klar over, at jeg ikke kan garantere mig at alle forstår hvordan jeg tænker, agerer og skriver når man ikke kender hinandens måde at være her på. Det går som regel lidt lettere, når man har stødt på hinanden flere gange i forskellige tråde.

 

Selvom vi ikke er samme art, så har de fleste pattedyr nu alligevel samme behov for tryghed, anerkendelse, samvær, nærvær etc. Så jeg tillader mig nu stadig at sammenligne. En hund er en hund med dertil andre tankerænker end os mennesker, men hunde kan godt nyde hinandens selskab uden det bunder i leg og ballade. Min gamle gider ikke længere lege med de små (ældste knap 11, de to yngste 2 og 3), men nyder at ligge i bunke med dem. Og får derved stillet et behov for meget af ovenstående.

 

Jeg taler ikke om dårlig samvittighed i forhold til at tænke over anskaffelsen af ny hund. Altså når man afvejer det gode og det dårlige ved generelt at have hund - eller ved at udvide hundeholdet. Jeg taler om den dårlige samvittighed de fleste lader sig tynge af, når man skal lade en hund være alene, når man tager en anden ud. Kan da selv mærke, at jeg syntes det er lettere at have 3 end 2, for så er der ingen alene, når jeg tager en ud for at træne.

 

Men jeg delte dem også op da der var to. Og det er det jeg henviser til, når jeg taler om den dårlige samvittighed. At vi ikke skal os styre for meget af den, for så ender vi med at gøre det halvt så godt, fordi vi ikke ønsker at gøre det dårligt. Så går vi eksempelvis kun ud med begge hunde, fordi vi ikke kan bære at lade den anden være alene - og pludselig ender vi med at have et par hunde, der nok kommer ud og gå en del, men som ikke har samme mentale aktivering, fordi der ikke trænes i samme grad som man gjorde tidligere. Det sker ikke for alle men det er set.

 

Og ja, som Miss_menelli siger, så er man jo forskellig når det gælder, hvor påvirket man bliver af de store bedende øjne, og hvor meget det sætter sig som dårlig samvittighed. Min pointe er blot, at den bør man så vidt muligt lægge af sig, og få fokuseret på de gode ting man kan og gør.

[Dorte]

Sikke da mange svar - med flere forskellige meninger

 

Jeg er lige kommet hjem fra arbejde og vi skal afsted til svømning lige om lidt, så det bliver lige kort fra mig nu her, men jeg skal nok komme tilbage senere i aften.

 

Mht. race så skal det være enten en lab eller en golden med gennemtjekkede aner mht HD - jeg tør simpelthen ikke andet.

 

Jeg har mulighed for at dele huset op, når de er alene hjemme. Liva havde heller ikke hele huset, da hun var hvalp, men havde kun bryggers og badeværelse.

 

Jeg arbejder fuld tid, men har flydende tid og indimellem hjemmearbejdsdage og ikke andre interesser end hund (og spil på FB, men de kan der sagtens skæres i )

 

Det har aldrig været meningen, at der skulle gå træningstid fra Liva ved at der kom en hvalp ind i huset. Før HD'en trænede på hold vi to gange om ugen, nu her efter vil det blive 1 gang på hold og 1 gang til svømning, så tiden vil blive det samme.

 

De af jer som kender/har mødt Liva ved, at hun har et rigtigt godt temperament. Hun har været en fantastisk legemoster for fætter Eddie helt fra han kom hjem som 8 ugers - hun har en engels tålmodighed med de små. Måske endda lidt for meget, men der er det jo så, at jeg kommer ind og skal hjælpe med at sætte hendes grænser.

 

Overfor unghunde og andre voksne hund er hun god til at sige fra, når hun ikke gider. Hun er pæn og ordentlig om det, men får budskabet igennem. Jeg har aldrig hørt hende knurre eller vise tænder af en anden hund, hun nøjes med et bestemt blik og på mindre hunde en løftet pote.

 

Mht hendes gener ved HD, kan jeg da vist bare henvise til hendes HD-tråd http://www.hunde-forum.dk/sygdomme/18904-liva-har-hd.html + nævne, at der stort set ikke er gener i dagligdagen.

 

Nå det blev vist alligevel en lidt længere smøre - og tiden er ved at været gået, hvis jeg skal nå til Jordrup

[luckyluna]

Jeg kan ikke se hvorfor du og liva ikke skulle kunne få jer en hvalp hvis det er det du ønsker mest:)

 

Ja, en hvalp leger meget, men de sover også meget og de er trods alt ikke så tunge i starten i forhold til at mosle liva. Der vil en unghund jo være værre.

 

men uanset kan man jo stoppe for heftig leg, men det afhænger jo af Liva og hvor længe hun egentlig gider lege i forvejen.

 

Da mysla kom til som hvalp og sheila var 3 år, var det da langt fra særlig lang tid af gangen de legede og de var begge nemme at stoppe igen:)