At skulle finde et nyt hjem til sin hund

[Gæst casperst]

Jeg er kommet i den ulykkelig situation at jeg er ved at finde et nyt hjem til min gravhund, skønt det inderst inde gør umenneskelig ondt.

Mig og min kæreste købte Uno, da vi boede sammen og efterfølgende ende det med at vi valgte at bo hver for sig. Trods det, er vi stadig kærester og jeg besøger hende ofte.

Jeg prøver at udfylde min rolle som hundeejer, men jeg kan godt inderste inde, se at jeg ikke få dække min hunds adfærdsmæssige og fysiske behov helt. Ihvertfald ikke på det sidste.

Dertil skal det nævnes, at jeg også kæmper med psykiske problemer, som er ekstra hårde her i den mørke og kolde tid. Så det er en kamp, at have energi og overskud til at udfylde det ansvar som en hundeejer har. At udfylde hendes behov og ikke kun mine. Men jeg holder af hende og det gør endnu mere ondt pt. hvor hun om aften ligger med hovedet på min skulder og man kan mærke den tillid og uendelig kærlighed hun giver en. Og det giver endnu mere smerte og usikkerhed ved hele situationen.

Og ikke mindst bekymringerne omkring min hunds fremtid. Det hele er næsten ikke til at bære og det er svært at få familie og venner til at forstå hvor svært det enlig er.

Jeg ved ikke præsis hvad jeg ønske med dette indlæg. Tror det handler om at komme af med de tanker, der gør det hele ubærligt.

At vide, at der måske er andre, der har stået i ligne situation.

[Petrine]

:ae: tør slet ikke tænke tanken, men du gør det bedste for din hund, hold fast i det

[Gæst Prinsen Romo]

Åhh hvor er det trist, sidder helt og får en klump i halsen.. Nej hvor jeg føler med dig, men det er også flot at du vælger den løsning, for din hunds skyld, det syntes jeg er stort. Alt held og lykke med af finde en ny familie med din hund.

De bedste tanker her fra:bighug:

[Gæst Miss_menelli]

Hvor er det bare frygtelig trist at læse - Føler virkelig med dig :ae:

 

Jeg har heldigvis aldrig stået i situationen selv og håber aldrig jeg kommer til det. Det må være ganske forfærdeligt!!

 

Men som den lykkelige ejer af to omplaceringshunde, har jeg oplevet det at en hund skal have et nyt hjem, fra den anden side, et par gange.

 

Og det er aldrig sjovt at skulle hente hunden - for vi har jo vidst hvor frygtelig svært det har været for ejeren, at skulle give afkald på deres bedste ven.

 

Men når det er sagt, så har vi to livsglade, kærlige og utrolig velfungerende hunde, som nyder livet hos os og som vi elsker over alt på jorden - Intet er godt nok til dem

 

Vi har kontakt til den ene af de tidligere ejer endnu og hun følger meget med i hvordan det går med lille Kaia - Og vi elsker at sende opdateringer og billeder. Føler næsten at den tidligere ejer er blevet en ven af familien og hun er til hver en tid, velkommen på besøg hos os!

 

Jeg ved det er hårdt for hende, men at det hjælper hende at se, hvor godt Kaia har det og at hun får lov at følge med i Kaias udvikling.

Det er en rigtig tragisk historie, som minder meget om din - Som heldigvis er endt lykkeligt for alle parter.

 

For Kaias tidligere ejer, har det været en lettelse, at vide at hende elskede prinsesse har det godt og at hun ikke selv skal tage ansvaret og leve med den dårlige samvittighed over ikke at kunne give Kaia det hun fortjente.

 

Og jeg synes det har været så stort og flot af tidligere ejer, at give Kaia en chance hos en anden familie :5up:

 

Jeg håber din historie ender lige så godt, som det gjorde for Kaia.

For jeg kan godt sætte mig ind i, hvordan det må føles ikke at kunne gøre det så godt som man gerne vil.

Men jeg er sikker på, at med tålmodighed og en masse samtaler med forskellige interesserede mennesker, så finder du den helt perfekte ejer for din hund.

Og det er ikke helt umuligt, at finde en som også vil dele din hund nye liv med dig - Hvis du altså ønsker det og ikke har det for svært med det.

 

Tror det sværeste er processen op til og lige efter afskeden - derefter håber og tror jeg du vil få fred og ro med dig selv og vide det var den rigtige beslutning. Håber det kan være med til, at give dig ro til at komme igennem dine egne problemer!

 

Puha.... Det blev en lang smøre, og jeg aner ikke om du kan bruge det til noget.

Men du skal vide, jeg virkelig føler med dig og håber på det bedste for jer begge :ae:

[KimC]

For kort tid siden overtog jeg en hund fra en ejer der pga personlige forhold måtte skille sig af med sin hund. Jeg har før overtaget brugte hunde, men det var altid hunde der på en eller anden måde var "i overskud." Denne her gang var det anderledes.

For den tidligere ejer har det været meget svært, fordi hunden faktisk var elsket. Der var flere muligheder, hvor også aflivning var inde over. Nu blev det så mig der tog over, og vi har løst det på den måde at den tidligere ejer ringer et par gange i løbet af ugen her i starten for at høre hvordan det går. Jeg sender også et par billeder af og til.

Det har vist sig at være en god måde for den tidligere ejer. Måske kan du bruge den ide til noget. Måske er det også bedre bare at vide at din hund er kommet et andet sted hen, og det går godt og ellers ikke hlde forbindelsen. Vi er alle forskellige, og du må overveje med dig selv hvad der er bedst for dig.

[Gæst Frigga]

Jeg er kommet i den ulykkelig situation at jeg er ved at finde et nyt hjem til min gravhund, skønt det inderst inde gør umenneskelig ondt.

Mig og min kæreste købte Uno, da vi boede sammen og efterfølgende ende det med at vi valgte at bo hver for sig. Trods det, er vi stadig kærester og jeg besøger hende ofte.

Jeg prøver at udfylde min rolle som hundeejer, men jeg kan godt inderste inde, se at jeg ikke få dække min hunds adfærdsmæssige og fysiske behov helt. Ihvertfald ikke på det sidste.

Dertil skal det nævnes, at jeg også kæmper med psykiske problemer, som er ekstra hårde her i den mørke og kolde tid. Så det er en kamp, at have energi og overskud til at udfylde det ansvar som en hundeejer har. At udfylde hendes behov og ikke kun mine. Men jeg holder af hende og det gør endnu mere ondt pt. hvor hun om aften ligger med hovedet på min skulder og man kan mærke den tillid og uendelig kærlighed hun giver en. Og det giver endnu mere smerte og usikkerhed ved hele situationen.

Og ikke mindst bekymringerne omkring min hunds fremtid. Det hele er næsten ikke til at bære og det er svært at få familie og venner til at forstå hvor svært det enlig er.

Jeg ved ikke præsis hvad jeg ønske med dette indlæg. Tror det handler om at komme af med de tanker, der gør det hele ubærligt.

At vide, at der måske er andre, der har stået i ligne situation.

Jeg forstår godt hvor svært det er :ae:

 

Min kæreste og jeg har selv fornyligt stået i samme situation, hvor vi besluttede at finde et andet hjem til vores hund, da han ikke trivedes med de forhold, vi kunne tilbyde. Det koster så utrolig mange tårer og ondt i maven at skille sig af med en, man elsker. Det var absolut ikke let. Den lette løsning havde været at beholde ham på vores præmisser og lade ham lide under dette.

 

En af de ting, der er hårdest, er omverdenens reaktion. Mange har den holdning, at det er bedre at beholde en hund, der ikke trives, end at finde et andet hjem til den - "For man skiller sig da aldrig af med en hund !". Jeg ser det i HF-tråde og jeg så det i min omgangskreds. Når man i forvejen er så ulykkelig over at stå i den situation, er det ikke rart også hele tiden at skulle forholde sig andre folks meninger om noget, de slet ikke kan begribe, før de selv har stået i situationen.

 

Jeg føler med dig, og jeg håber at du finder den rette familie. Vi fandt den helt perfekte familie til vores Laki, og jeg er så forevigt taknemmelig for hans nye mor (og hende, der kontaktede hans nye mor og bad hende om at kigge på annoncen - you know who you are :blink:). Vi savner ham stadig og snakker om ham, men jeg ved, at vi har gjort det bedste, vi nogensinde kunne gøre for Laki. Laki er ikke død, men han er i hvert fald kommet i himlen

 

Så tro på, at din beslutning vil gøre en kæmpe forskel for Uno og give hende et hjem, hvor hun vil blive gammel, grå og lykkelig. Brug den tid, det kræver at finde det helt rette hjem, og søg over det hele. Vi udnyttede alle online markedspladser og bad folk om at sende en e-mail og fortælle om sig selv. Derefter googlede jeg dem godt og grundigt og vurderede så om det var relevant at skrive videre med dem. Der var faktisk rigtig mange søde familier at vælge imellem, og sådan tror jeg også det vil blive med Uno

 

Held og lykke med det hele. Og husk at du netop gør det for Uno's skyld.

[Gæst JRT]

Det er aldrig nemt at omplacere en hund, og specielt ikke i dag hvor det nærmest er fyfy at sige at man måske ikke passer med hunden, ikke kan tilbyde den de rigtige "rammer" m.v.

 

Jeg synes det er en flot selverkendelse, at man ikke kan give ens hund det den har brug for, og at et nyt hjem vil være en bedre idé.

- Det er jo en ualmindelig hård beslutning, specielt tiden fra man beslutter sig for det og til man finder den perfekte familie.

 

Dog tænker jeg lidt, at du måske skal overveje, om du via din hund, får lidt en grund til at komme op og ud?

- Nu ved hvor jeg ikke hvordan din depression m.v. er, men kender nogle som har en dep. og har dyr, og nyder det, fordi dyret giver dem overskud, en grund til at komme op og i gang osv.

 

Men har selv taget en tung beslutning om at vores mops skal omplaceres, - hun er en sød og hengiven hund, men tiltrods for at jeg læste side op og ned om mopser og syntes de lød lige som mig, så kan jeg nu mærke at dét er de ikke alligevel.

- Derudover, trænger hun til at bo et sted hvor hun ikke skal dele sine mennesker med 3 andre hunde (Og pt. endda + 6 hvalpe).

 

Det er dælme bare ikke nemt at beslutte sig, snakke med folk om hende osv.

- Oveni fik jeg den mest ubehøvlede besked, omkring prisen på hende - tilsyneladende må man ikke ta' penge for en hund, når den er steriliseret, for så kan den jo ikke producere hvalpe mere. Sikke noget.

[Gæst Obelix]

Årh hvor jeg bare føler med dig :ae:.

 

Det må være en rigtig hård beslutning at tage, men jeg synes det er super flot at du vælger den rette løsning for din hund :5up:.

 

Jeg krydser fingre for at der snart dukker det helt perfekt hjem op til hende .

[Ulla H]

Jeg tror, det vigtigste er at give sig meget god tid, til du synes de rigtige mennesker findes. Jeg tror tit, det er værst for ejeren, for mange hunde er meget omstillingparate.

I din situation er det så vigtigt at finde nogle ,der kender og respekterer gravhundes ofte lidt specielle selvstændighed. Og kan se charmen i det.

Held og lykke. Der findes en hjemmeside til omplacering, der hedder Hund og ejer, hvor hundene ofte vises på facebook.

[Gæst casperst]

Tak for alle de forstående indlæg der har været ind til nu. De giver mod til at holde det ud og kæmp kæmpen for at finde et godt hjem til min gravhund.

Jeg har kontakte min lokale kontaktperson for "Omplaceringshund" - som iøvrig var den hundetræner vi brugte i sin tid - og forklaret min situation. Og hun har sendt min mail vider rundt i deres system.

Er der andre muligheder/kontakter for omplacering, hvis jeg vil undgå steder som "Den blå avis" og "Gul og gratis"?

[Birgitta]

Jeg er kommet i den ulykkelig situation at jeg er ved at finde et nyt hjem til min gravhund, skønt det inderst inde gør umenneskelig ondt.

Mig og min kæreste købte Uno, da vi boede sammen og efterfølgende ende det med at vi valgte at bo hver for sig. Trods det, er vi stadig kærester og jeg besøger hende ofte.

Jeg prøver at udfylde min rolle som hundeejer, men jeg kan godt inderste inde, se at jeg ikke få dække min hunds adfærdsmæssige og fysiske behov helt. Ihvertfald ikke på det sidste.

Dertil skal det nævnes, at jeg også kæmper med psykiske problemer, som er ekstra hårde her i den mørke og kolde tid. Så det er en kamp, at have energi og overskud til at udfylde det ansvar som en hundeejer har. At udfylde hendes behov og ikke kun mine. Men jeg holder af hende og det gør endnu mere ondt pt. hvor hun om aften ligger med hovedet på min skulder og man kan mærke den tillid og uendelig kærlighed hun giver en. Og det giver endnu mere smerte og usikkerhed ved hele situationen.

Og ikke mindst bekymringerne omkring min hunds fremtid. Det hele er næsten ikke til at bære og det er svært at få familie og venner til at forstå hvor svært det enlig er.

Jeg ved ikke præsis hvad jeg ønske med dette indlæg. Tror det handler om at komme af med de tanker, der gør det hele ubærligt.

At vide, at der måske er andre, der har stået i ligne situation.

 

Casper, jeg håber du er i behandling for dine psykiske problemer?

For dit indlæg virker meget depressivt..

Og jeg kan ikke lade være med at tænke på, om det måske er depressionen der taler, når du ønsker at finde et nyt hjem til din lille hund?

Jeg kunne frygte, at du ville få det endnu værre, hvis du så skilte dig af med Uno..

Prøv i hvert fald at tale beslutningen igennem med din læge eller psykiater. Det er muligt at det er den rigtige beslutning for din lille hund.

Men det ER altså også muligt, at du snart vil få det bedre og at du snart vil kunne genfinde den gensidige glæde ved jeres samvær.

 

Selv en kold, mørk årstid slutter jo.. Kan din kæreste ikke aflaste dig lidt i en periode? Måske kan hun have Uno boende i week-enden eller sådan noget? Så ville du også få prøvet hvor tomt der er, når Uno ikke er der..

 

:ae:

[Maria84]

Jeg er enig med Birgitta. Har du ikke overskuddet til at have en hund er det selvfølgelig det bedste at finde et nyt hjem. Men det er en beslutning du skal være så sikker på, som det er muligt i sådan en situation.

 

Det er forskelligt for alle, men jeg kan fortælle dig om hvordan jeg har haft det.

 

For et par måneder siden var jeg til læge og det viste sig at jeg havde en middel depression. Min kæreste har været en kæmpe støtte, men han har også et job der skal passes og er derfor meget væk hjemmefra (nogle dage 12 timer). Der har vores hund virkelig været guld værd. Han har holdt mig med selvskab og givet mig kærlighed uden at forlange noget af mig.

 

Nogle dage har været slemme og så har jeg ikke haft overskud til lange gåture, men det kan en hund også godt klare i perioder.

 

Held og lykke og håber det bedste for dig uanset hvad du beslutter dig for at gøre :ae:

[Gæst]

Hejsa den beslutning du skal tage er aldrig nem og jeg syntes som nogle andre også at du skal slå kold vand i blodet. Prøv at tænk over hvor meget din hund giver dig, jeg ved, med min depression og borderline, der kom kun ud når jeg skulle noget ellers var jeg aldrig ude og jeg skulle tvinge mig selv til at tage ned og handle. Jeg gik ikke udenfor min dør hvis jeg ikke havde planer.

Skulle jeg mødes med nogle så piskede jeg derhen hvor vi skulle mødes uden at kigge på nogle.

Efter jeg fik min hund Jack, er alt anderleds, jeg snakker med folk på gaden fordi de henvender sig til ham først. Jeg er ude hele tiden, leger og hygger det er det bedste jeg nogensinde har gjort!

men jeg kan kun nikke genkendende til ikke at kunne overskue det at have hund, så sent som i torsdags ønskede jeg at finde et nyt hjem eller helt at aflive ham fordi jeg følte mig magtesløs og ikke god nok. Men så kom han med en bamse og slikkede mine tårer. Jeg kan og jeg vil ikke undvære ham !

Tænk tilbage og husk hvorfor du valgte at få hund med din kæreste.

Min hund kan i hvert fald godt leve med at vi i perioder ikke er så aktive, derfor har jeg det da stadigvæk dårligt men så gør jeg noget ved det for hans skyld og det ender med at blive for vores skyld :blink:

Tænk det godt igennem hvis du kan få lidt "aflastning" hos familie, venner eller kæresten så prøv det først. Det ville være forfærdeligt at give din hund væk for så at fortryde og det er for sent....

[Gæst Maria H]

Jeg er kommet i den ulykkelig situation at jeg er ved at finde et nyt hjem til min gravhund, skønt det inderst inde gør umenneskelig ondt.

Mig og min kæreste købte Uno, da vi boede sammen og efterfølgende ende det med at vi valgte at bo hver for sig. Trods det, er vi stadig kærester og jeg besøger hende ofte.

Jeg prøver at udfylde min rolle som hundeejer, men jeg kan godt inderste inde, se at jeg ikke få dække min hunds adfærdsmæssige og fysiske behov helt. Ihvertfald ikke på det sidste.

Dertil skal det nævnes, at jeg også kæmper med psykiske problemer, som er ekstra hårde her i den mørke og kolde tid. Så det er en kamp, at have energi og overskud til at udfylde det ansvar som en hundeejer har. At udfylde hendes behov og ikke kun mine. Men jeg holder af hende og det gør endnu mere ondt pt. hvor hun om aften ligger med hovedet på min skulder og man kan mærke den tillid og uendelig kærlighed hun giver en. Og det giver endnu mere smerte og usikkerhed ved hele situationen.

Og ikke mindst bekymringerne omkring min hunds fremtid. Det hele er næsten ikke til at bære og det er svært at få familie og venner til at forstå hvor svært det enlig er.

Jeg ved ikke præsis hvad jeg ønske med dette indlæg. Tror det handler om at komme af med de tanker, der gør det hele ubærligt.

At vide, at der måske er andre, der har stået i ligne situation.

 

En hund kræver energi og overskud, men den giver jo ligeså igen.

Følelsen af fiasko bliver desværre nok værre af at du skiller dig af med hunden, og du skriver jo også at det gør frygteligt ondt at skulle af med hende.

 

Hvis det er ved at blive så slemt at du knap magter at komme udenfor en dør, kan jeg godt se et bedre hjem ville være bedre. - Men er det udelukkende fordi du har det psykisk dårligt du vil af med hende, eller er det fordi tiden til hende er knap, nu dig og kæresten bor hver for sig...?

 

Gulogratis og dba.dk er udmærkede steder, man skal bare være god til at sortere. Der er nogle der er derinde for at søge efter en gratis hund fordi de ikke har råd til andet, og andre køber efter hvad der er moderne.

 

Men det gælder som med alle steder, at man skal huske at spørge vedkommende ud om hvordan hunden vil få det.

[Gæst casperst]

Hej igen

Jeg kan lige opdatere, at jeg har besluttet at give det en chance for at få det til at fungere. Det bliver en hård kamp, men min hund har en stor plads i mit hjerte og jeg har mod på at prøve at udfylde min rolle som hundeejer, trods min psykiske kamp her i den mørke tid.

Men tak for alle indlæggende der kom.