Hvordan var jeres hvalpe når de gik løse?.

[Ascha]

Inspireret af en anden tråd, kom jeg til at tænke på hvor mange af os der har fået et muligt godt indkald foræret.

 

Jeg tænker på min første hund (flatter) der var så bange at hun de første 3-4 ture i skoven, nærmest gik på mine fødder. Første gang jeg stak af og gemte mig for hende (det havde jeg hørt at man skulle og jeg var desværre ikke klogere) fik hun nærmest et traume over det og var resten af livet meget obs på hvor jeg var når vi gik tur. Indkaldet sad bare i skabet og var ikke noget jeg arbejdede med overhovedet.

 

Næste hund var en springer der på den første tur gik ind i noget krat og var væk, ude af syns og hørevidde, i mange minutter. Når han kom udenfor satte han næsen i jorden og kiggede sig aldrig tilbage, men lærte hurtigt selv at finde hjem. Inden han var blevet 10 uger havde han lært at finde os vha. lugtesansen, og så var rådne dyr gode.

 

Det var først efter råd fra Ninjamor, hvor jeg lavede kontakt øvelser stort set hele tiden og krævede at han spurgte om lov til at gå hen til f.eks. fremmede hunde, at der begyndte at ske noget. Senere fandt jeg ud af at han kunne belønnes med døde duer og små pelsmus med piv i (godbidder var han ligeglad med). Indkald har jeg arbejdet på at forbedre hele hans liv, men tankevækkende er det jo (og også lidt pinligt), at det først er blevet 99,9% sikkert efter at han er blevet døv.

 

Hvad har I haft af hvalpe? (og nu taler jeg indtil 3-4 mdr. alderen). Jeg er især spændt på om den sidste kategori kun tæller de racer/ typer man hører ikke er nemme at lære indkald. Den provokerer mig en lille smule, for hvad skal jeg så bruge af undskyldning?, eller alle andre der har f.eks. retrievere der ikke lige har læst at de er pleaserhunde, der kun gør hvad de bliver bedt om.

[JeanetteH]

Hmm nu er det jo mange år siden.. Men så hut jeg visker, så har jeg fået meget af det foræret.

 

Luna har altid været meget obs på, hvor jeg er.. Og var det også som lille bitte chokoladeklump..

[Aslan]

Det der med hunde ikke egner sig til indkald.... syntes jeg er et klogt menneske som har sagt, for så er det nemlig ikke min skyld at Aslan ikke kommer :mrgreen:

 

Og at vi ikke kan have ham fri. For hans slags kan ikke indkald :banan::banan::banan:

 

 

 

 

Men inderst inde, ved jeg godt at det er os der har fejlet :suk:

 

 

 

Men tilbage til topic.... Aslan var væk som hvalp, snuden lige i jorden og så ellers derud af, ikke det mindste skræmt for at vi andre blev væk, men han var så også 1,5-2 år inden han begyndte at ville med os hjem nede fra svigerne

 

Han ville og vil hellere tage en skideballe og så opleve noget, så truening, det kan vi heller ikke (han ville give CM flere grå hår) bruge.

 

Vores jagtmand et par huse henne siger vi er dårlige ledere, og at Aslan har påtaget sig opgaven

 

 

 

Næste gang vil jeg have en medium hvalp lidt selvsikker, men lidt afhængig af mennekser :5up:

[korvis]

Tror absolut det har mere med individen at gøre, end racen! Min første, en coton, kunne det hele selv, og gik gerne på opdagelse alene uden at kigge ret meget efter mig. Da min søster passede hende oppe i Sverige gjorde hun det samme med hende - men så gik søster fra hende, sq! Og efter det blev hun altså bedre til at holde øje... Jeg skal lige tilføje at det var under kontrollerede forhold, ingen risiko for at hun kunne forsvinde eller så...

 

Så har jeg jo to bordercollies, og de plejer jo at være rimelig nemme at lære indkald. Frostie har altid haft et pænt indkald, men her på sine ældre dage er hun begyndt at bestemme lidt selv... Hun kommer, men det går ikke altid lige hurtigt! Iso har ikke et lige så godt indkald når vi er ude at gå, hun er virkelig den type der kan selv! Iso har også meget større afstand til mig, generelt, end Frostie nogensinde har haft.

 

Jeg synes at indkald er rigtig svært at træne når man er alene... Jeg havde gerne lagt meget mere arbejde i at træne indkald med mine hvalpe, men det er svært uden en hjælper. Så indkald er virkelig ikke det mine hunde kan bedst, og det er jeg godt klar over. Og også ægerlig over...

[Gæst Buddha]

Motor har vi øvet rigtig meget indkald og gå-løs med, og det gik rigtig godt indtil han var omkring uh, ved ikke, 4-5 måneder? Der begyndte han allerede at få hø i ørene. Da han var lille, blev han let lidt bange for nye ting, en hund der gøede, mennesker som så anderledes ud og der skulle han bestemt ikke for langt væk fra os. Men så snart han opdagede at ting ikke var farlige, så var han afsted på egen hånd.

 

Hans radius blev også meget hurtigt meget stor. F.eks. i hundeskoven, Samson var 20 meter foran os - Motor var 50 meter foran Samson.

 

Ved ikke, synes vi har trænet det rigtig meget. Opføre os mærkeligt, holde hunden mens den anden løber væk, gemme os, skifte retning, hoppe og danse på bænke, lave indkald i lang line og uden lang line.. rost, leget, givet guffer når han kom. Men hans indkald er mere eller mindre ikke-eksisterende så snart 15 meter linen ikke er på

 

Jeg tror det er et jagtinstinkt der tager over. Det er som sådan ikke et dyr han jager, måske et spor, det ved jeg ikke, men hvis vi kan se hans øjne, så er det ligesom om de skifter og han "låser sig fast" på hvad end det er han skal - og *poof* væk er han. Fra 0-100. De gange vi går efter og indhenter ham, så opdager han næsten ikke at vi tager fat i selen/snoren, nogle gange må jeg nærmest sige snap out of it

[Gæst Chili Con Caia]

Jeg har en Cairn på 6 år nu.. Jeg har svært ved at huske præcis hvordan hun var i den alder.. :oops:Men hun har altid haft et solidt indkald.

Hendes snude kan pludselig godt gå på opdagelse, og så lukker hun lidt af.. Men der går nu ikke lang tid før hun har løbet en op.

 

Hun er i det hele taget meget lige ved mine fødder. Hun har ikke den vilde afstand til mig..

 

Caia er vores aussie på lidt over 2 år. Hendes indkald har altid været ret stærkt. Vi har så også trænet det helt fra start af, både til træning, men også på vores gå ture. Hun kan godt gå på opdagelser selv, men hun er ikke længere væk end hun lige kan se os. Hun er meget obs. på hvor vi hele tiden er henne.

[Petrine]

Det med indkald, er jeg blevet overbevist om, er noget med ejeren - før jeg fik Petrine, gik hun altid løs også på kirkegården, hun stak ALDRIG af, så fik jeg hende og nu bliver hun døv, hvis hun ser egern eller ænder, de skal jagtes og jeg kan skrige så meget jeg vil, min klisterhund er bare væk

[Gæst Buddha]

PS, det var jo egentligt vigtigt, Motor gik mere i snor end Buddha gjorde, fordi han nemt blev bange for ting, så jeg ville være sikker på at han ikke bare spænede af pommern til, men, han gik stadig rigtig meget uden snor indtil 5 måneders alderen. Vi boede i bilfri by, jo.

 

Buddha var meget god til bare at følge med os på turene, men han tog sig også nogle gode afstikkere i en rimelig ung alder. Men kom rimelig hurtigt tilbage.

[Drentsche]

Det har nok været 50/50, med de hvalpe, jeg har haft inden for døren.

Jeg har altid praktiseret det, at de små ikke skulle have line på (jo når vi gik et offentlig sted), vi bor med marker, og små klatter skov (privat), og der går jeg, og så må de små følge med, men det har været forskelligt, alt efter hvilken hund, og hvor meget jagt der var i dem, og så har jeg øvet indkald både ude og inde fra dag 1

Med den lille nye her, har jeg fået meget forærende, og kommer (endnu) stadig på indkald, selvom der er meget distraktion, hun er faktisk ret god. :banan::banan:

Én jeg havde engang, var totalt ligeglad med mennesker (ikke kun mig ), hun gik på jagt for sig selv, fra hun kom ind af døren her som 8 ugers. Der var det ikke hende der blev væk, det var os, hun kunne følge et spor 3 kirkesogne væk, og skulle hentes inden hun fandt noget andet at følge

3 af dem jeg har kommer, de andre kommer ikke på indkald, så der er snor på eller frit på egen grund i indhegning.

[skipper-odense]

Skipper har altid holdt sig ret tæt på os. Hans radius blev større efter 4-5 mdr men han er aldrig forsvundet for os. Han kan sagtens stoppe op og snuse mens vi fortsætter men jeg tror aldrig jeg har været mere end 50-100 meter fra ham

 

Vi har ham dog kun løs når der ikke er andre hunde eller børn i nærheden da han så glemmer alt om os og bare vil hen til dem og lege

[a9]

Jacki har altid - altså lige fra 8 uger - været "kan selv vil selv" typen og bli'r moaren væk, eller kan hun ikke følge med, ja så er det moarens eget problem

 

Hendes indkald er desværre begyndt at hænge lidt det har ellers været rigtig rigtig flot :klap: hun har været nem at kalde af, hvis hun er strøget afsted efter noget interessant (vild eller anden hund) - men p.t. kniber det lidt vi har så heller ikke haft lejlighed til rigtig at træne det, da jeg har sørget på at være på forkant og ikke give hende mulighed for at stryge afsted ved at tage hende i snor, but still there's room for improvement

[Gæst mk101]

Åh, manner - det kan jeg virkelig ikke huske. Det er som så meget andet, af det der hører hvalpetiden til. Man kan svagt erindre, at der var nogle udfordringer, og kan grine lidt af det, når andre fortæller om deres udfordringer. Men uanset hvor meget jeg prøver at genkalde mig det, vil det hele komme som en kæmpe overraskelse, når man igen står med en hvalp.

 

Generelt syntes jeg ikke, at jeg har haft kæmpe udfordringer med indkald. Men syntes generelt at kunne huske - og nu se på træningspladsen - at det med klisterhvalpen forsvinder, når den er 4-5 måneder gammel. Og her kommer det bag på mange, at indkald ikke er noget man får gratis. At det virkelig kræver en indsats.

 

Rigtig mange gør brug af den der, med at blive væk. Og forstår ikke den ikke længere virker, når hunden når teenagealderen, og egentlig ikke længere er så bange for at blive væk. Og så er den generelle fejl også, at folk forplumrer indkaldet ved at kalde på hunden i et væk, sådan at det eneste den lærer, er at selektiv hørelse ligeså godt kan blive indført asap.

 

Men tror egentlig min første hund bare var god af sig selv, og jeg var klogere med den mindste af dem vi har. De er begge springere, og har fin med jagtiver. Har bare været heldig at de har lært, at der er forskel på en tur i skoven og en tur på jagt.

[Bagge]

Lige i starten da Molly var ca 3 måneder var hun altid tæt på os, men så snart hun var faldet til stak hun af (Gør det stadig :stupid:). Slipper jeg hende med andre hunde blir hun i nærheden, men alene så er jeg sikker på hun stikker af. Hvis hun ser muligheden for det herhjemme stikker hun nemlig af ud af hoveddøren og så LØØØØØØBEEER hun og det er næsten umuligt for os at få hende med hjem igen. Så her er indkaldet ikke godt

Hun er en dsg-blanding på 8 mdr.

[søster lagkage]

halfdan holder sig tæt på os, og har altid gjort det. hans radius er selvfølgelig blevet lidt større siden han var baby, men ikke noget særligt, og jeg har ikke oplevet nogen stor forskel i forbindelse med kønsmodningen. indkaldet er dog ikke ligefrem perfekt af den grund.

 

jeg tror også, at det er meget forskelligt fra individ til individ, han har en jævnaldrende cotonven, som han ellers minder en del om på mange måder, men han stikker gerne af og løber laaaangt væk og glemmer alt om sin menneskemor. halfdan løber med de første 20 meter - så vender han om og piler tilbage til mig

[Stjernetosse]

Svea har altid været den eksemplariske - hun kunne jo så også være løs indtil vi flyttede på landet. Hun gik lidt fra mig, men kom jævnligt tilbage og tjekkede om jeg nu var med.

 

Oscar var ligesådan da han var lille, men det stoppede ret hurtigt, og afstanden til mig blev for stor...

 

Første gang Willa blev sluppet, blev også den sidste. Hun gik bare... Men snuden i jorden. Ingen kontakt...

[bernerazuro]

Kan sq knap nok huske det

 

Men jeg mindes Møffe som en meget selvstændig hvalp. Det der med at gemme sig, virkede ikke rigtig. Høje hysteriske lyde, juble virkede kun første gang (det lød interessant! Når, det var bare mor? Bah...). Vise intens interesse for andet har heller aldrig rigtig duttet for os

 

Og blive og følge var heller aldrig noget Møffe gjorde stort i. Han fulgte da - men lod sig let distrahere til noget andet, selvom det var laaaaaaaaaangt væk.

 

Han var dog nogenlunde pænt flot lydig. Dengang Nu varierer det fra dag til dag og alt efter hvilke hunde vi møder De labre larver slår simpelthen al fornuft ud af hans hoved

[Gæst Bente]

Indkald har jeg altid syntes var den vigtigste ud af alle kommandoer.

 

Du behøver såmænd ikke engang at lære hunden nej, hvis bare den kommer, når du kalder.

Hvis man lever i en ganske almindelig dagligdag uden 1000 regler eller store fristelser, så er indkald egentlig det eneste man behøver.

 

Alle vores hunde har altid været igennem to meget intense indkalds uger, lige når de er ankommet til hjemmet.

Efter de par uger, så er det bare gentagelse, gentagelse, gentagelse og jeg synes det virker.

 

Men hunde er meget forskellige. Racen kan have sin egen radius, den søger ud i, og selv indenfor racen kan der ind imellem findes nogle der er atypiske.

 

Jagthunde vil som regel have tendens til at kunne gå langt fra deres ejere, og selv nogle jagthunde kan gå længere end andre.

 

Jeg synes f.eks. at hele Setter familien er noget af en udfordring, de går for langt væk for min smag.

 

Støvere går som sådan ikke for langt væk, de forsvinder bare alt efter hvor deres næse tager dem hen. De har vist ikke rigtig nogen radius til ejer, "de skal bare lige noget" og de siger ikke engang !hej hej ses!!, de er bare på et spor og vupti så kan de ikke høre noget!

 

Så de er heller ikke lige mig. :blink:

 

Hyrdehunde de er gode, de knytter sig gerne til deres ejere med kort radius og har fokus på at holde familien samlet, som regel, kan selvfølgelig igen være undtagelser.

 

Vores border er f.eks. aldrig længere væk end en pind kan kastes. Sådan var han som hvalp og sådan er han som voksen.

Går min lab. dreng længere væk end vores border bryder sig om, så henter vores border ham.

Det er et fint samarbejde, synes vi. :klap:

 

Vores Border kan dog godt få et flip på stranden, hvor han vil hyrde fugle ude i vandet, men når han når til navlen og de bare flyver væk, så kigger han tilbage på os med tungen hængende ud af munden. Så kommer han tilbage igen og ser meget stolt ud.

 

Vores nye lille hvalp holder sig tæt på vores gåture, med små afstikkere ind imellem træer og krat, som sådan nogle små nogle jo som regel gør, så hvordan han bliver om en måned eller to, det bliver spændende at se. Han er meget glad for at undersøge alt der er nyt, men samtidig meget glad for vende tilbage til os og sætte sig på rumpen og så bevæger han sig ikke før vi gør.

 

Vi fodrer også kun hovedemåltider på gåturene, så der får de lov til at søge på vej ud og på vej hjem.

Det synes Labberne er rigtig godt, de finder alt det mad, som de ikke lige fik med på vej ud.

På hjemvejen har vores Border for travlt med at bære en pind eller finde en pind, så på den strækning synes han ikke maden er så interessant.

 

På Stranden og i skoven kan min Lab. dreng nå ud på en radius på måske 50-75 meter vil jeg tro, så får han ikke lov til mere af vores Border.

Men som regel kalder vi også selv på ham, når han når ud på 60-70 meter, der knækker den usynlige line, de få gange han har bevæget sig yderliger ud.

Hvis der sker noget interessant på den afstand, så er indkald ikke så effektivt.

 

Som hvalp var min Lab., sådan som vores nuværende hvalp er nu, på gåturene. Tæt på med måske max. 5-8 meters afstikkere.

[Inkognito]

Jeg kan tydeligt huske hvordan Mollie var som babyhund, når hun blev sluppet ......

 

Mollie blev sluppet første gang på anden dagen vi havde hende og vi fik hende som 8 ugers.... Møgkræet stak af og var fuldstændig græsk katolsk overfor, at vi gik fra hende Vi havde jo fået ad vide, at en så ung hvalp ikke ville gå på opdagelse alene - de havde så bare glemt at fortælle Mollie det.

 

Mollie har aldrig reageret på, at vi har gemt os eller gået fra hende, hvis hun ikke kom, når vi kaldte, da dyret da bare stak snotten i jorden og søgte efter os......

 

Jeg har aldrig brugt en lang line til hende, men i dag har hun et godt og stabilt indkald - damen vender i luften, hvis jeg kalder på hende.

Jeg brugte den meget upædagoriske metode med at jagte vovhunden og tage hende i snor, hvis hun ikke hørte efter, når der blev kaldt. Hvis hun stak af 2. gang på en tur, så var turen færdig og vi gik hjem.

Jeg var i en fantastisk god form, da Mollie var hvalp

 

Rosie var meget førerfikseret og kunne ikke finde på at stikke af - hun løb efter Mollie en gang og så ikke hvor jeg var, hvilket gjorde hende fuldstændig panisk og hun stak aldrig af fra mig efterfølgende. Hvis hun kom længere end 20 meter fra mig, så stoppede hun op og ventede.

 

Jessie er også meget førerfikseret og stikker heller ikke af, selvom jeg ikke har gjort noget specielt for at lære hende indkald andet end at hun kun har været i en hundeskov med Rosie eller hendes biologiske mor, da hun var lille.

 

Alle mine tre tøser har altid fået godbidder, når de kom tilbage til mig af dem selv og selvfølgelig også, når de kom i forbindelse med et indkald.

Selv i dag, hvor indkaldet sidder i dem, får de godbidder, hvis de søger mig af dem selv, men det har ikke betydet, at de så ignorerer mig, hvis de finder ud af at jeg ikke har godbidder med en dag (det sker ofte, at jeg ikke har godbidder med).

 

Alle tre tøser var/er af samme race: engelsk springer spaniel.

 

Hvis jeg nu havde startet med Rosie eller Jessie for så at få Mollie, så tror jeg, at jeg havde givet op for hold da op, hun har været en udfordring, hvor de to andre bare har været supernemme i den retning

 

Det er også kun Mollie jeg har oplevet "teenagehunden med vat i ørerne" med - de to andre har aldrig kommet i lømmelalderen... Men Mollie var så også slem nok for de næste mange hunde.

 

Jeg tror Mollie's "problemer" el. adfærd bundede i hendes smerter og vores forkerte opdragelse af hende. Hun havde absolut ingen grund til at samarbejde med os.

[Amocca]

Jeg har fået mit forærende. Karla har altid været klisterhund af rang. jeg har (som Ascha også selv beskriver) gemt mig for hende een gang... for det "skulle man jo"... jeg gjorde det aldrig igen, hun var skrækslagen det lille pus og det var jo overhovedet ikke nødvendigt...

 

Karlas navlestreng er pænt kort - og det antal gange hun har været længere væk end 10 meter fra mig kan vist tælles på 1 hånd...

 

Så jo, jeg har været en forkælet hvalpeejer der fik både indkald og frit følge forærende

[Ascha]

Jeg har fået mit forærende. Karla har altid været klisterhund af rang. jeg har (som Ascha også selv beskriver) gemt mig for hende een gang... for det "skulle man jo"... jeg gjorde det aldrig igen, hun var skrækslagen det lille pus og det var jo overhovedet ikke nødvendigt...

Tror ikke Karla og Ascha er de eneste der ikke skulle have været udsat for den behandling. Hmm :hmm:gad vide hvor mange der har succes med at bruge "at blive væk" på gåture. Min statestik er ihvertfald ikke god, den første fik jeg skræmt livet af, den anden fik jeg lært at bruge næsen til at spore mig (og det giver faktisk hvalpen RIGTIG meget fornemmelse af sikkerhed).

[Drentsche]

Jeg har ofte praktiseret at "blive væk", men har integreret mit indkald, så når jeg var blevet væk, brugte jeg indkalds fløjtet, så de har altid vidst at jeg var i nærheden.

Det har virket med nogen, men ikke med andre, der har skullet noget andet til, og på nogen har ingenting virket

Giver Bente ret, det er den vigtigste kommando, at få lært sin hund.

[Gæst Buddha]

Tror ikke Karla og Ascha er de eneste der ikke skulle have været udsat for den behandling. Hmm :hmm:gad vide hvor mange der har succes med at bruge "at blive væk" på gåture. Min statestik er ihvertfald ikke god, den første fik jeg skræmt livet af, den anden fik jeg lært at bruge næsen til at spore mig (og det giver faktisk hvalpen RIGTIG meget fornemmelse af sikkerhed).

 

Vi har selvfølgelig også prøvet den, Buddha kan jeg huske syntes det var mærkeligt, så jeg trak den ikke særlig længe før jeg så kaldte på ham. Han gik ligeså stille rundt og kiggede efter mig. Vi var bare i vores have, så det var ikke fremmed grund eller lignende.

 

Motor virkede det en lang overgang at gemme sig og kalde, så kom han tilbage. Han har aldrig været bange fordi vi var ude af syne, vi er måske bare mega grimme, derfor han ikke kommer hvis han kan se os

Jeg tror faktisk han er rimelig sikker på, at vi er i nærheden.

[Zaz-zaz]

Simba var total kold, når vi var ude og gå den gang han var hvalp. Den gang som nu er han en hund, der passer sig selv. Bliver de der mennesker væk, er det bare too bad...for dem. At hans indkald fungere nærmest perfekt nu, skyldes sandsynligvis bare, at man lige så godt kan høre efter de dumme mennesker ellers bliver de bare ved med at stå og galpe op.

[Hewlett]

Ninja er og har altid været en meget forsigtig hundepige, så vi har helt sikkert også fået en del af indkaldet foræret. Desuden har vi siden hvalpetræningen (vi lærte det af Irene) vendt om hver gang vi synes hun kommer for langt væk fra os. Hun kender grænsen nu, og stopper altid liiiiiige inden vi ville vende om, og venter på os.

 

Møder vi andre hunde på afstand løber hun altid 5 meter, venter til vi er kommet op på siden af hende, løber 5 meter videre, venter ... osv - indtil hun enten er nået helt op til den anden hund, eller den anden hund er kommet hende i forkøbet.

 

Vi burde vel egentlig begynde på at udnytte det til at lære hende at spørge om lov først, inden hun render hen til fremmede hunde. :hmm:

[Aslan]

skyldes sandsynligvis bare, at man lige så godt kan høre efter de dumme mennesker ellers bliver de bare ved med at stå og galpe op.

 

Hellere det end Aslan der siger "den tinitus er bare så irriterende, mon man kan læbe væk fra den"