Min hund vil ikke gå tur??!

[Gæst Lumen]

Alle hunde elsker da at gå tur?? -Ikke min Lumen:hmm: Altså det går fint med at give hende sele på men så snart vi kommer udenfor, sætter hun sig ned og trækker modvilligt i snoren:fornaermet: Jeg prøver at trække lidt i snoren men lige meget hjælper det. Sætter jeg mig på hug og kalder hede over, kommer hun men så snart jeg rejser mig op og skal til at gå, bliver hun stående eller vender om. Jeg har haft båret hende ud af mit nabolag (ca.500m) og derefter sat hende ned og så er det som om hun lidt efter lidt "glemmer" det og begynder at gå. I dag var den dog helt gal. Jeg gav hende sele på og gik derefter udenfor, hvorefter hun modvilligt gik baglæns som hun plejer. Vi havde vores sædvanlige "torvetrækken" osv hvorefter jeg til sidst gav efter og bar hende til vores sædvanlige sted. Da jeg satte hende ned, vendte hun straks om og prøvede at gå tilbage, indtil snoren stoppede hende. Jeg brugte lidt tid på hende igen men tog hende tilsidst op og bar hende endnu 500m. Da jeg satte hende ned anden gang var hun medvillig. Vi gik lidt men hun begyndte at trække mod venstre (hvor jeg bor) i stedet for at tage vores længere tur. Jeg prøvede igen at "overtale" hende men lod til sidst hende bestemme at nu skulle vi hjem, da jeg ikke ville give hende en ubehagelig oplevelse.

Det skal lige siges at hun elsker at være udenfor og rende rundt i haven, hente post i postkassen med mig (uden snor) og lege med katten.:hjerte:

 

Hvad gør jeg forkert?

 

Info: Hun er lige fyldt 4 mdr her den 7/4.

[Bagge]

Alle hunde elsker da at gå tur?? -Ikke min Lumen:hmm: Altså det går fint med at give hende sele på men så snart vi kommer udenfor, sætter hun sig ned og trækker modvilligt i snoren:fornaermet: Jeg prøver at trække lidt i snoren men lige meget hjælper det. Sætter jeg mig på hug og kalder hede over, kommer hun men så snart jeg rejser mig op og skal til at gå, bliver hun stående eller vender om. Jeg har haft båret hende ud af mit nabolag (ca.500m) og derefter sat hende ned og så er det som om hun lidt efter lidt "glemmer" det og begynder at gå. I dag var den dog helt gal. Jeg gav hende sele på og gik derefter udenfor, hvorefter hun modvilligt gik baglæns som hun plejer. Vi havde vores sædvanlige "torvetrækken" osv hvorefter jeg til sidst gav efter og bar hende til vores sædvanlige sted. Da jeg satte hende ned, vendte hun straks om og prøvede at gå tilbage, indtil snoren stoppede hende. Jeg brugte lidt tid på hende igen men tog hende tilsidst op og bar hende endnu 500m. Da jeg satte hende ned anden gang var hun medvillig. Vi gik lidt men hun begyndte at trække mod venstre (hvor jeg bor) i stedet for at tage vores længere tur. Jeg prøvede igen at "overtale" hende men lod til sidst hende bestemme at nu skulle vi hjem, da jeg ikke ville give hende en ubehagelig oplevelse.

Det skal lige siges at hun elsker at være udenfor og rende rundt i haven, hente post i postkassen med mig (uden snor) og lege med katten.:hjerte:

 

Hvad gør jeg forkert?

 

Info: Hun er lige fyldt 4 mdr her den 7/4.

 

Så tror jeg bare du skal give hende tid.

Min ville heller ikke gå tur i starten, det kommer med alderen tror jeg

Måske kan du nøjes med at bære hende en lille tur så hun få set lidt og så lade hende tage det med at gå i hendes eget tempo.

[Umulia]

Du giver hende jo faktisk en rigtig dårlig oplevelse med at gå tur, med jeres "tovtrækkeri".

Når det nu har virket godt med at bære hende ud og lade hende gå hjem, hvorfor så ikke fortsætte med det? På et tidspunkt opdager hun at det er sjovt at gå tur, hvis hun altså ikke får for mange dårlige oplevelser med det.

[Gæst Stinnemus]

hmmm det lyder i mit hoved til at ske følgende:

 

Hun er utryg når hun kommer ud og vil hjem og stritter vældigt imod. Du tager hende op og bærer hende væk fra de omgivelser hun trods alt kan kende og sætter hende ned et fremmed sted. Så går du din vej - i virkeligheden vel bare at rejse sig og gå et par skridt væk fra hende, men for hende er du jo ved at gå fra hende.

 

Hun har så to muligheder:

1. forsøge at blive hvor hun er i det fremmede og for hende utrygge sted.

2. følge efter dig, som hun jo kender, videre ind i det ukendte og utrygge, indtil hun ser et sted hun kan kende og så starter trækkeriet igen, for nu VIL hun hjem i tryghed

 

 

Jeg ville give hende den tid hun har brug for til at føle sig tryg. Bær hende hvis du vil, men tving hende ikke på tur. Sæt dig et sted sammen med hende og lad hende roligt observere omverdenen og suge det hele ind (i stedet for at trække hende afsted hvor hun hele tiden skal forholde sig til noget nyt). SId gerne en halv times tid eller længere - hun skal SE at det der sker omkring hende ikke er farligt. Hvis du så sidder roligt ved siden af, så ved hun også hvor hun har dig

Nogle hvalpe kræver bare lidt længere tid før de er trygge

 

Er det lillepigen på billedet? Hun er da knuselskelig

[Gæst Stinnemus]

Nåja - og her i det gode vejr så sæt dig på græsset og hende ved siden af - så kan hun i sit eget tempo se hvornår hun tør gå omkring nye steder

[Gæst Lumen]

Du giver hende jo faktisk en rigtig dårlig oplevelse med at gå tur, med jeres "tovtrækkeri".

Når det nu har virket godt med at bære hende ud og lade hende gå hjem, hvorfor så ikke fortsætte med det? På et tidspunkt opdager hun at det er sjovt at gå tur, hvis hun altså ikke får for mange dårlige oplevelser med det.

 

Jeg vidste da jeg skrev ordet torvetrækken at det nok ville blive misforstået -my bad:stupid:. Altså det er ikke sådan at jeg hiver i snoren med magt. Jeg giver den bare et blidt ryk for ligesom at vise :det er den her vej vi ska. Desuden er det kun noget jeg gør 1 eller 2 gange, derefter bruger jeg tid på at "lokke" hende med smil og opmuntring.

Grunden til jeg forsøger en anden taktik end altid at bærer hende er fordi jeg tænker at hun måske aldrig lære det hvis jeg altid bærer hende.

[Gæst Stinnemus]

Jeg vidste da jeg skrev ordet torvetrækken at det nok ville blive misforstået -my bad:stupid:. Altså det er ikke sådan at jeg hiver i snoren med magt. Jeg giver den bare et blidt ryk for ligesom at vise :det er den her vej vi ska. Desuden er det kun noget jeg gør 1 eller 2 gange, derefter bruger jeg tid på at "lokke" hende med smil og opmuntring.

Grunden til jeg forsøger en anden taktik end altid at bærer hende er fordi jeg tænker at hun måske aldrig lære det hvis jeg altid bærer hende.

 

Men hvis du giver hende et blidt ryk (der i den størrelse hun har nok ikke føles så blidt) så lærer hun jo bare at snor/gåtur = ubehag

[Gæst Lumen]

hmmm det lyder i mit hoved til at ske følgende:

 

Hun er utryg når hun kommer ud og vil hjem og stritter vældigt imod. Du tager hende op og bærer hende væk fra de omgivelser hun trods alt kan kende og sætter hende ned et fremmed sted. Så går du din vej - i virkeligheden vel bare at rejse sig og gå et par skridt væk fra hende, men for hende er du jo ved at gå fra hende.

 

Hun har så to muligheder:

1. forsøge at blive hvor hun er i det fremmede og for hende utrygge sted.

2. følge efter dig, som hun jo kender, videre ind i det ukendte og utrygge, indtil hun ser et sted hun kan kende og så starter trækkeriet igen, for nu VIL hun hjem i tryghed

 

 

Jeg ville give hende den tid hun har brug for til at føle sig tryg. Bær hende hvis du vil, men tving hende ikke på tur. Sæt dig et sted sammen med hende og lad hende roligt observere omverdenen og suge det hele ind (i stedet for at trække hende afsted hvor hun hele tiden skal forholde sig til noget nyt). SId gerne en halv times tid eller længere - hun skal SE at det der sker omkring hende ikke er farligt. Hvis du så sidder roligt ved siden af, så ved hun også hvor hun har dig

Nogle hvalpe kræver bare lidt længere tid før de er trygge

 

Er det lillepigen på billedet? Hun er da knuselskelig

 

Du har nok ret i at hun sikkert opfatter det som et fremmed sted når jeg bare sådan sætter hende ned et nyt sted:hmm:

 

Jeg synes egentlig det er en go ide, det med at sætte sig med hende men problemet er at det allerede starter i haven:stupid: Der VED hun jo at hun er tryg. HVOR skal jeg starte med at sætte mig med hende?

 

Taaaark.. Ja, det er hende på billedet. Jeg har flere liggende i albummet.

[Bagge]

Jeg vidste da jeg skrev ordet torvetrækken at det nok ville blive misforstået -my bad:stupid:. Altså det er ikke sådan at jeg hiver i snoren med magt. Jeg giver den bare et blidt ryk for ligesom at vise :det er den her vej vi ska. Desuden er det kun noget jeg gør 1 eller 2 gange, derefter bruger jeg tid på at "lokke" hende med smil og opmuntring.

Grunden til jeg forsøger en anden taktik end altid at bærer hende er fordi jeg tænker at hun måske aldrig lære det hvis jeg altid bærer hende.

Jeg havde min hund i en taske med rundt længe inden hun gad gå særligt langt selv

Så jeg tror ikke du skal være bange for hun aldrig lærer det hvis du bare gir hende en masse gode oplevelser:5up:

[Gæst Lumen]

Men hvis du giver hende et blidt ryk (der i den størrelse hun har nok ikke føles så blidt) så lærer hun jo bare at snor/gåtur = ubehag

 

Det kan du ha ret i, synes bare ikke jeg er hård men ja, den ønskelige situation er jo der hvor hun kommer helt af sig selv og ikke skal "lokkes".:blink:

[Gæst Lumen]

Jeg havde min hund i en taske med rundt længe inden hun gad gå særligt langt selv

Så jeg tror ikke du skal være bange for hun aldrig lærer det hvis du bare gir hende en masse gode oplevelser:5up:

 

Go ide;-) Ja, det er jo heller ikke fordi hun er tung at bære, hun vejer ikke engang 2kg men jeg har bare været bange for at blive for pylret:engel:

[FrkSmilla]

Jeg ville også arbejde med trygheden og de gode oplevelser - stille og roligt i hendes tempo. Det handler ikke nødvendigvis om at gå, bare sidde og kigge tæt op af dig, så hun kan blive godt socialiseret rigtig godt på tingene. For sådan en lille hund kan alting jo godt virke voldsomt.

 

Når det så er sagt, så er der mange af selvskabsracerne, der bare aldrig rigtigt bliver ''overlykkelige'' ved synet af snoren. Det troede jeg jo også ALLe hunde blev (før vi fik Smilla). Hun løber konsekvent ind i stuen, når jeg finder snoren frem. Som regel går jeg så ud af hoveddøren og så kommer hun rendende for at se, om jeg er gået (hun vil jo gerne være sammen med mig) - og så får jeg hende med på den måde (uden at skulle ind og hente hende). Og det er ikke fordi hun er en bange/ utryg hund (tværtimod!) Og det er heller ikke fordi hun ikke er ''sporty'' anlagt eller ikke gerne vil, at der skal ske noget og trænes. Hun dyrker agility og hun har sandelig også sine jagtindstinkter i behold... Men det der med lange gåture er ikke nødvendigvis hendes kop the.

 

Nu hvor hun er halt vil hun rigtig gerne ud på vores små ture (hun savner aktiveringen nu). Men førhen har hun altså ikke altid synes at 2 timer i skoven hver dag (som jeg gerne vil) er sagen. Og heller ikke ud og gå, når det er mørkt eller vådt...

[Gæst Obelix]

Enig med frksmilla i at det bestemt ikke er alle racer som bliver super duper glade for udsigten for en gåtur .

 

Men jeg synes da bare du skal forsøge at gå stille og roligt frem i hendes eget tempo, skidt pyt med at i kun når et par 100 meter, så længe hun er tryg og har tid til at fordøje den store verden derude, så skal det nok gå alt sammen .

[Gæst Lumen]

Jeg ville også arbejde med trygheden og de gode oplevelser - stille og roligt i hendes tempo. Det handler ikke nødvendigvis om at gå, bare sidde og kigge tæt op af dig, så hun kan blive godt socialiseret rigtig godt på tingene. For sådan en lille hund kan alting jo godt virke voldsomt.

 

Når det så er sagt, så er der mange af selvskabsracerne, der bare aldrig rigtigt bliver ''overlykkelige'' ved synet af snoren. Det troede jeg jo også ALLe hunde blev (før vi fik Smilla). Hun løber konsekvent ind i stuen, når jeg finder snoren frem. Som regel går jeg så ud af hoveddøren og så kommer hun rendende for at se, om jeg er gået (hun vil jo gerne være sammen med mig) - og så får jeg hende med på den måde (uden at skulle ind og hente hende). Og det er ikke fordi hun er en bange/ utryg hund (tværtimod!) Og det er heller ikke fordi hun ikke er ''sporty'' anlagt eller ikke gerne vil, at der skal ske noget og trænes. Hun dyrker agility og hun har sandelig også sine jagtindstinkter i behold... Men det der med lange gåture er ikke nødvendigvis hendes kop the.

 

Nu hvor hun er halt vil hun rigtig gerne ud på vores små ture (hun savner aktiveringen nu). Men førhen har hun altså ikke altid synes at 2 timer i skoven hver dag (som jeg gerne vil) er sagen. Og heller ikke ud og gå, når det er mørkt eller vådt...

 

Tak for dit indlæg. Det er rart at høre hvilke situationer andre har med deres hunde. Smilla minder utroligt meget meget som Lumen -også det med ikke at vil ud og gå i kulde eller mørke, ja eller i snor generalt:-) Selv det du fortæller med at gå udenfor når hun skal i snor, hvor Smilla løber efter dig fordi hun gerne vil være sammen med dig -Nøjagtig det samme gør Lumen:-D Hun elsker udelivet og gå lidt på opdagelse, så længe jeg er tæt på.

[Gæst ShiaLouise]

Jeg har faktisk et lignende dilemma med min tøs, hende fik jeg så lokket på en fin tur ned til stranden i dag, her fik hun lov at løbe frit imens kæresten og jeg sad og så på. Da vi så skulle hjem igen nægtede hun fuldstændig at flytte sig, derfor tænkte jeg at jeg ville finde godbidderne frem og lokke hende og lagde derfor hundetasken på jorden - puha der var pludselig fart i måsen på hende - hun løb alt hvad hun kunne og hoppede op i tasken; 'SÅ MOR! Du kan bære mig hjem'

 

Jeg tror også bare det handler om at sætte sig på hug og hyg lidt om hende indtil hun bliver lidt mere interesseret i de ting omkring hende, så kan du prøve at flytte dig lidt rundt

 

Keep on fighting! :klap: