Om folks reaktioner på Jeres hundehold

[Gæst SikkeEtHundeliv]

I mangel af bedre overskrift.

 

Vi har som bekendt fået Cockeren Oskar i Mandags og vi havde Labberen Basse i forvejen.

 

Jeg fortæller glædeligt familien om vores nye familiemedlem og jeg kan mærke på min mor fx. hun bare tænker " åh gud - Et dyr mere".

 

Jeg er meget glad for dyr og har altid - Lige siden jeg var barn - Været omringet af dyr dvs. mine forældre har haft hund og jeg har haft fugle,kaniner og mange andre dyr.

Min familie VED jeg elsker dyr og jeg elsker at have dem omkring mig.

 

Jeg har 2 hunde,2 katte og 6 kaniner.

Vi bor i hus med stor have og har plads til dyrene.

 

Alligevel kommer reaktionen "Hvor vil du have alle de dyr?".

Igen - Vi har sagtens plads til dem - Kunne jo ikke drømme om at få et nyt familiemedlem uden at have pladsen.

 

Ingen så meget som blinker når folk i min familie får børn - Men fordi jeg har 2 hunde nu så himler folk op.

 

Jeg har prøvet at fortælle og de BURDE kende mig nok til at jeg ikke bare anskaffer mig et dyr fordi det er en "dille".

De ved det bliver her til det er tid til det skal over regnbuebroen.

 

Jeg bliver ærlig talt ked af det når jeg gerne vil fortælle om Oskar og dele min glæde og jeg så kan mærke "muren".

Min familie betyder meget for mig - Nok også derfor jeg føler mig så ramt.

 

Hvordan har I andre det?

[Amocca]

I min familie er de glade for Karla og ret spændte på lillesøster Dette skyldes ikke, at de er hundemennesker - det er de OVERHOVEDET ikke. Min mor kan fx slet ikke lide hunde

 

Men de er glade fordi jeg er glad... og efter mange år med en datter / svigerdatter / barnebarn der var depressiv, bitter og vred på hele verden, så er de bare lykkelige for alt hvad der gør mig glad....

 

Min far - som heller aldrig har været hundemenneske - har taget Karla til sig som var hun hans barnebarn :hjerte:

[KimC]

De der kalder sig familie har afbrudt kontakten med mig for længst. Med de hunde i huset kan jeg jo ikke være til nytte for dem, og så stjæler de hunde sådan set kun min arbejdskraft, og så er der ingen grund til videre kontakt. Heldigvis da.

 

Der er så kommet nogen andre til der gerne lige vil forbi og hilse på mine hunde, dem kendte jeg ikke tidligere og ville sikkert ikke være kommet til at kende dem hvis ikke de var pga hundene. Sådan er det vel bare.

[Maria84]

Min familie er meget ligesom din. Jeg vil også gerne have hund nr. 2 når der er plads i økonomien til det og ligesom med dig er der mange i min familie, der ikke forstår det.

 

Jeg får ofte kommentarer som "Hvad vil du med en hund mere? Du har jo allerede en hund", "jeg forstår ikke at folk får så mange hunde" osv.

 

Jeg plejer at sige, at jeg blander mig ikke i hvor mange børn folk får, så derfor skal andre heller ikke blande sig i hvor mange hunde vi får. Jeg har også altid været vild med dyr og i mit hjem må folk acceptere, at der er dyr, hvis de fortsat vil komme her.

 

Der er ikke så mange i min familie, der kan forholde sig til min måde at have hund på, hvilket er en af grundene til, at jeg godt kan lide at være herinde, hvor man kan få forståelse

[Raenil]

De fleste i min familie er glade for hunde, der er lidt forskel på graden. Nogle steder bliver den ikke lukket ind i deres hjem og det er sådan set okay, det er jo ikke mig der støvsuger hjemme hos dem.

Men jeg kan godt mærke at vi måske er lidt mere hundemennesker end de andre, og det var ikke alle der helt kunne forstå at vi kunne være SÅ glade for en hund. Det er jo bare... osv.

[CrazyDogLady]

Åh ja... ... Tror der er meget få folk tætte på mig, der kan forstå mig...

Jeg fik Nala som 19 årig, nej det var IKKE gennemtænk og ja, det har givet meget "bøvl", for jeg var nød til at flytte hjem til mine forældre i 1 års tid (min mor er allergiker), men jeg har dælme gjort et godt stykke arbejde, hvis jeg selv skal sige det... Vi har gået til lydighed og det private træningssted var nød til at oprette endnu et lydighedshold (som kom til at hedde Udviddet Lydighed) og har gennemført begge forløb... Nala er i dag en ældre dame, der ikke kan holde til timers træning, men 10 i haven intens træning elsker hun! Det skal lige siges hun er en grand danois på 65 kg og jeg er ca i samme vægtklasse, så der har været nogle ting der SKULLE være på plads...

Nå nok om vores liv sammen For ca 2-3 mdr. siden, da jeg er nede og besøge min labradoropdrættervenner, fortalte de at de synes jeg var så dygtig en hundeejer/handler at de gerne vil udstationere en hvalp hos mig. Vi havde snakket om det før, og vi laver kontrakt på det hele. Da jeg så overbragte den glædelige nyhed, helt høj af adrenalin og glæde til min mor, for jeg smidt i hovedet, at jeg er barnlig, egoistisk og en dyreplager Jeg var fuldstændig mundlam, men sådan er min mor... Jeg lagde hende på is i 3 ugers tid, og har faktisk kun snakket med hende et par gange siden. Og de to gange vi har mødtes, har hun ikke nævnt en dyt om hvalpen, eller kommenteret når jeg har vist billeder eller snakket om min hvalp. Hvalpen flytter ind på fredag (:banan:) og hun kommer til at være med mig OVERALT, så når vi engang bliver inviteret hjem til mine forældre, siger jeg, at jeg tager hvalpen med, og hvis den ikke må det, så kommer jeg heller ikke...

Jeg er kommet frem til den konklusion at hvis de ikke kan accepterer at jeg holder hund/e så kan de ikke accepterer mig, og vil derfor melde mig mere eller mindre ud af familien... Basta!

[Gæst spitZ]

Jeg synes sjovt nok at dem jeg får flest kommentare fra i min omgangskreds er dem som selv har hund.

 

Det er fra dem jeg høre om hvor HÅRDT det er at have hund, hvor meget man må ofre sig og hvor kedeligt ens liv nødvendigvis må blive efter man har anskaffet sig en hund, hvor store problemer man får med at lade den være alene, at den vil komme til at gø konstant, ødelægge hele lejligheden og helt sikkert komme til at koste mig en formue

 

Sjovt nok, alt det på trods af at ingen af dem går eller har gået til træning, læst om træning eller ved andet om hunde end de mest kendte underlige vandrehistorier fra 80'erne og egne, hjemmestrikkede teorier (som de iøvrigt glædeligt deler ud af), går tur mere end en halv time sammenlagt dagligt eller aktivere deres hunde på andre måde

 

 

Tror at nogle mennesker reagere som de gør er, fordi de slet ikke kan sætte sig ind i at alt det arbejde man lægger i sine dyr, alt det plads og de penge man vil bruge på dem, er noget som gør en glad og ikke en belastning som det nok ville være for dem, hvis de af en eller anden grund skulle komme til at hænge på ansvaret for en eller flere hunde..?

[korvis]

Jeg har heldigvis en søster der er lige så hundetosset som jeg selv. Det var faktisk hende der startede, og fik smittet mig. Ellers har ingen i min familie haft hund før, og min mor var endda panisk angst for hunde. Men det er lissom gået over nu... Mine forældre snakker næsten om hundene som om børnebørn, så de må siges at ha' taget hundetosserierne ret pænt. Mine kollegaer og ikke-hunde-venner synes nok jeg er underlig, men jeg har heldigvis en del hundeveninder, som også er dem jeg mest er sammen med.

[CrazyDogLady]

Åh ja... ... Tror der er meget få folk tætte på mig, der kan forstå mig...

Jeg fik Nala som 19 årig, nej det var IKKE gennemtænk og ja, det har givet meget "bøvl", for jeg var nød til at flytte hjem til mine forældre i 1 års tid (min mor er allergiker), men jeg har dælme gjort et godt stykke arbejde, hvis jeg selv skal sige det... Vi har gået til lydighed og det private træningssted var nød til at oprette endnu et lydighedshold (som kom til at hedde Udviddet Lydighed) og har gennemført begge forløb... Nala er i dag en ældre dame, der ikke kan holde til timers træning, men 10 i haven intens træning elsker hun! Det skal lige siges hun er en grand danois på 65 kg og jeg er ca i samme vægtklasse, så der har været nogle ting der SKULLE være på plads...

Nå nok om vores liv sammen For ca 2-3 mdr. siden, da jeg er nede og besøge min labradoropdrættervenner, fortalte de at de synes jeg var så dygtig en hundeejer/handler at de gerne vil udstationere en hvalp hos mig. Vi havde snakket om det før, og vi laver kontrakt på det hele. Da jeg så overbragte den glædelige nyhed, helt høj af adrenalin og glæde til min mor, for jeg smidt i hovedet, at jeg er barnlig, egoistisk og en dyreplager Jeg var fuldstændig mundlam, men sådan er min mor... Jeg lagde hende på is i 3 ugers tid, og har faktisk kun snakket med hende et par gange siden. Og de to gange vi har mødtes, har hun ikke nævnt en dyt om hvalpen, eller kommenteret når jeg har vist billeder eller snakket om min hvalp. Hvalpen flytter ind på fredag (:banan:) og hun kommer til at være med mig OVERALT, så når vi engang bliver inviteret hjem til mine forældre, siger jeg, at jeg tager hvalpen med, og hvis den ikke må det, så kommer jeg heller ikke...

Jeg er kommet frem til den konklusion at hvis de ikke kan accepterer at jeg holder hund/e så kan de ikke accepterer mig, og vil derfor melde mig mere eller mindre ud af familien... Basta!

 

 

Glemte helt at fortæller hvad vennerne siger... ... Ja, de kan jo ik forstå hvorfor jeg vil binde mig endnu mere end jeg gør når Katla (hvalpen) flytter ind... Har sagt, at så er det slut med 12 timers bytur og vilde arrangementer, for Katla er da ligeglad me dom jeg har tømmermænd eller hellere vil ligge i sengen hele søndag. De ruller øjn af mig, når jeg fortæller hvor mange penge jeg bruger på hundene og hvor meget tid der kommer til at gå med træning, socialisering, udstilling, osv med Katla... Men de skal bare have lov til at rulle videre, jeg er da bare ligeglad

[Gæst Sitto]

Det var heller ikke så velset at jeg vælger at få hund nu her - især min far var meget skeptisk, han er heldigvis tøet op efter han har mødt Vaks, tror han stjal i hvert fald en smule af min fars hjerte alligevel.. men som min far sagde da jeg fortalte ham at jeg skal have hund (og inden han havde mødt Vaks) "Ja, du er jo så skide stædig at vi alligevel ikke kan forhindre dig i at gøre det, så vi kan jo lige så godt acceptere det - du gør jo som det passer dig" og han har helt ret, og de acceptere det heldigvis meget fint! :blink:

 

Min mor meldte sig med det samme som hundepasser :klap: hun kan godt lide hunde og savner også Sitto en hel del - men hun vil ikke have en hund og være bundet af den, derfor tror jeg hun synes det er skønt at kunne låne Vaks indimellem når jeg får ham hjem

 

Den persons reaktion jeg er mest spændt på, det er min fars kone - om Vaks er velkommen derude, for det var Sitto bestemt ikke - men nu er jeg da heldigvis så gammel at jeg ikke længere skal være derude hver anden weekend, nu kommer jeg kun når det passer mig og jeg gider, og skal jeg derud jamen så følger Vaks med - så er det jo op til dem, hvor meget de vil se mig.

Men er ikke sikker på at han er så velkommen derude af min fars kone - håber dog min far for en gang skyld gider bede hende klappe i! Ellers må de jo bare komme på besøg her, de er da mere end velkommen - for så er det i MIT hjem og efter mine regler. :5up:

 

Men ellers generelt så har folk efterhånden accepteret at jeg er hundemenneske og skal have hund - sådan er det bare, og som min far så fint sagde, ja så er jeg stædig og gør alligevel hvad der passer mig, så de kan lige så godt bare acceptere det - og det gør de så, heldigvis.

[Gæst The dogfather]

Altså de fleste synes nok jeg er lidt af en tosse...er jo besat af de to skønne dyr...og har bl.a. i dag meldt afbud til et foredrag fordi jeg synes Pablo virkede urolig over at jeg ikke var hjemme ret længe(han pev og gik urolig rundt)...så jeg meldte afbud og så må jeg tage ballen på et andet tidspunkt(det er i forbindelse med skolen)

 

Jeg får med jævne mellemrum spørgsmålet(fik det så sent som i dag): "hvorfor ikke en af de hundredevis af andre racer? Jeg kan ikke forstå at folk vil have en hund som er avlet til at dræbe andre hunde...hvad er behovet for at sende de signaler?"...

 

hvad svarer man til det? Når folk siger sådan har de jo allerede lukket af for enhver saglig snak om ens hundehold...

 

Men i dag svarede jeg bare "det kan ikke forklares, det skal prøves"...

[Gæst SikkeEtHundeliv]

Min familie er meget ligesom din. Jeg vil også gerne have hund nr. 2 når der er plads i økonomien til det og ligesom med dig er der mange i min familie, der ikke forstår det.

 

Jeg får ofte kommentarer som "Hvad vil du med en hund mere? Du har jo allerede en hund", "jeg forstår ikke at folk får så mange hunde" osv.

 

Jeg plejer at sige, at jeg blander mig ikke i hvor mange børn folk får, så derfor skal andre heller ikke blande sig i hvor mange hunde vi får. Jeg har også altid været vild med dyr og i mit hjem må folk acceptere, at der er dyr, hvis de fortsat vil komme her.

 

Der er ikke så mange i min familie, der kan forholde sig til min måde at have hund på, hvilket er en af grundene til, at jeg godt kan lide at være herinde, hvor man kan få forståelse

Sådan har jeg det også - Jeg plejer også at sige at jeg ikke blander mig i hvor mange børn I får.

Mine dyr er min måde at få børn på - For jeg gider ikke have menneskebørn og det ved folk jo og så plejer de at klappe i.

 

Åh ja... ... Tror der er meget få folk tætte på mig, der kan forstå mig...

Jeg fik Nala som 19 årig, nej det var IKKE gennemtænk og ja, det har givet meget "bøvl", for jeg var nød til at flytte hjem til mine forældre i 1 års tid (min mor er allergiker), men jeg har dælme gjort et godt stykke arbejde, hvis jeg selv skal sige det... Vi har gået til lydighed og det private træningssted var nød til at oprette endnu et lydighedshold (som kom til at hedde Udviddet Lydighed) og har gennemført begge forløb... Nala er i dag en ældre dame, der ikke kan holde til timers træning, men 10 i haven intens træning elsker hun! Det skal lige siges hun er en grand danois på 65 kg og jeg er ca i samme vægtklasse, så der har været nogle ting der SKULLE være på plads...

Nå nok om vores liv sammen For ca 2-3 mdr. siden, da jeg er nede og besøge min labradoropdrættervenner, fortalte de at de synes jeg var så dygtig en hundeejer/handler at de gerne vil udstationere en hvalp hos mig. Vi havde snakket om det før, og vi laver kontrakt på det hele. Da jeg så overbragte den glædelige nyhed, helt høj af adrenalin og glæde til min mor, for jeg smidt i hovedet, at jeg er barnlig, egoistisk og en dyreplager Jeg var fuldstændig mundlam, men sådan er min mor... Jeg lagde hende på is i 3 ugers tid, og har faktisk kun snakket med hende et par gange siden. Og de to gange vi har mødtes, har hun ikke nævnt en dyt om hvalpen, eller kommenteret når jeg har vist billeder eller snakket om min hvalp. Hvalpen flytter ind på fredag (:banan:) og hun kommer til at være med mig OVERALT, så når vi engang bliver inviteret hjem til mine forældre, siger jeg, at jeg tager hvalpen med, og hvis den ikke må det, så kommer jeg heller ikke...

Jeg er kommet frem til den konklusion at hvis de ikke kan accepterer at jeg holder hund/e så kan de ikke accepterer mig, og vil derfor melde mig mere eller mindre ud af familien... Basta!

Jeg var 21 da jeg fik min første hund som også hed Nala

Og nu er jeg 33 så man skulle mene folk havde vænnet sig til jeg ikke kan uden dyr - Særligt hunde.

 

Altså de fleste synes nok jeg er lidt af en tosse...er jo besat af de to skønne dyr...og har bl.a. i dag meldt afbud til et foredrag fordi jeg synes Pablo virkede urolig over at jeg ikke var hjemme ret længe(han pev og gik urolig rundt)...så jeg meldte afbud og så må jeg tage ballen på et andet tidspunkt(det er i forbindelse med skolen)

 

Jeg får med jævne mellemrum spørgsmålet(fik det så sent som i dag): "hvorfor ikke en af de hundredevis af andre racer? Jeg kan ikke forstå at folk vil have en hund som er avlet til at dræbe andre hunde...hvad er behovet for at sende de signaler?"...

 

hvad svarer man til det? Når folk siger sådan har de jo allerede lukket af for enhver saglig snak om ens hundehold...

 

Men i dag svarede jeg bare "det kan ikke forklares, det skal prøves"...

Jamen altså - Nogle mennesker tænker bare ikke før de taler.

Jeg hørte præcis dén sætning for nogle uger siden og jeg har ikke en af de "berygtede" racer.

Jeg har Labber og Cocker men alligevel var der en dame på gaden som ville snakke med Basse der sagde "Forstår ikke hvorfor man ikke vælger sådan en hund som ham i stedet for sådan en dræber".

 

Jeg valgte fuldstændig at overhøre det for jeg gad ikke debatten.

 

Jeg skal måske sige at min mor ELSKER Basse - Hun passer ham ivrigt og min mormor og min mor står i kø for at passe ham hvis jeg skal noget hvor jeg ikke kan komme hjem samme aften.

Det sker dog sjældent pga dyrene.

Min far er også vild med ham.

 

Tror min mor kommer til at kunne lide Oskar men han er nok for ivrig til hende og Basse vil altid være hendes favorit og det passer mig rigtig godt for Basse ER en fantastisk ven

 

Vi er dyreelsker i min familie så forstår ikke helt deres belæg for at reagere som de gør.

Men altså dem om det - Jeg vil ikke påtvinge nogen mine dyr - Mine dyr skal elskes fordi de er som de er og ikke fordi jeg tvinger nogen til at være sammen med dem.

Jeg respektere jeg ikke kan have dem med alle steder og det er samtidig fint alenehjemmetræning.

 

Det er ikke fordi mine dyr er hadet i familien - Der opstod bare en stor forundring hos mig. Hvorfor nogle reagerer sådan når de ved dyrene har det godt og det gør én mere glad.

 

Tusind tak - Det er spændende læsning at læse Jeres historier

[FrkSmilla]

Vi møder det også, men det var mest i starten da vi (specielt jeg) drømte om Smilla. Når folk (spøgefuldt) spurgte: Skal I ikke (også) snart til at have nogle børn? Var mit svar: Så vil jeg godt nok hellere have en hundehvalp! :blink:

 

Jeg tror det kom bag på dem i starten og de prøvede at overtale os til børn i stedet for. ''I er nødt til bare at springe ud i det...'' ''Det er ikke sikkert i nogensinde føler jer klar til børn - men det bli'r I, når I får dem....''

 

I dag synes jeg ikke længere, der er den store undren. Folk ved at dyr altid har været en stor del af mit liv og det passer jo egentligt stadig godt med den jeg er. Jeg har ikke ændret mig.

 

Folk kan se, hvor meget dyrene giver både kæresten og jeg. Og hvor meget de fylder og vi går op i dem. Kæresten har skiftet fodbold og badminton ud med hundesport. Og han synes hundeklubben / foreningslivet er fedt og han vil gerne bruge sin tid og kræfter på det. For mig er det nok mest dagligdagen, der har ændret sig til det meget mere positive efter vi fik dyr/ hund. Jeg er lykkelig nu og det er jo dét, der betyder noget for vores nærmeste. - At vi trives med det. Så ikke flere spørgsmål og undren...

 

Derfor ville jeg stadig ønske, at jeg/ vi kunne få nogle rigtig gode dyreadfærdssnakke og træningssnakke i familien. Der er desværre bare ikke rigtigt andre, der har dyr. Mine forældre havde altid dyr, da vi boede hjemme. Og min far havde hest. Men de har ikke de senere år ønsket at få dyr igen og være bundet af det fordi de rejser meget til udlandet. Desværre...

 

Men de er glade for vores. Og så er det jo også altid let for os at have vores dyr med rundt i familien, når der ikke er nogle andre dyr i hjemmene de kan blive uvenner med. :blink: Og så får de en masse opmærksomhed og forkælelse. Dét må være det godt ved det.

[Gæst Afganskmynde]

Nu er jeg ikke kun hundemenneske, men har ogsaa andre interesser, som andre mennesker f.eks.

 

Hunde er MIN hobby og en del af familien, men ikke vigtigere end dem, og de er min form for motion.

 

Jeg synes, ikke det er rigtigt at 'paa dutte' mine hunde paa andre. Ja, jeg har familie og venner, der ikke bryder sig om hunde, og det bor man respektere. De kommer jo for at se mig og vores familie.

Ligesom andre heller ikke behover at paadutte mig tandra sex, yoga eller religion bare fordi jeg kommer i deres hjem;-)

 

Men ja, jeg synes, ind imellem det er liidt flovt, naar jeg siger vi har 3 hunde. for det er alligevel mange synes jeg selv. og vil helst ikke opfattes som 'hoarder'. Men saadan er det. vi har 3 hunde. Bum basta.

[FrkSmilla]

Nu er jeg ikke kun hundemenneske, men har ogsaa andre interesser, som andre mennesker f.eks.

 

Hunde er MIN hobby og en del af familien, men ikke vigtigere end dem, og de er min form for motion.

 

Jeg synes, ikke det er rigtigt at 'paa dutte' mine hunde paa andre. Ja, jeg har familie og venner, der ikke bryder sig om hunde, og det bor man respektere. De kommer jo for at se mig og vores familie.

Ligesom andre heller ikke behover at paadutte mig tandra sex, yoga eller religion bare fordi jeg kommer i deres hjem;-)

 

Men ja, jeg synes, ind imellem det er liidt flovt, naar jeg siger vi har 3 hunde. for det er alligevel mange synes jeg selv. og vil helst ikke opfattes som 'hoarder'. Men saadan er det. vi har 3 hunde. Bum basta.

 

Men hundene er jo også din familie og ikke bare en hobby som tandra sex eller yoga... Jeg synes familien og de nærmeste skal acceptere vores dyr som vi accepterer andre folks familie (heri blandt deres børn). Derfor kan man godt vise hensyn selvfølgelig og holde styr på sine kræ.

[Gæst Afganskmynde]

Men hundene er jo også din familie og ikke bare en hobby som tandra sex eller yoga... Jeg synes familien og de nærmeste skal acceptere vores dyr som vi accepterer andre folks familie (heri blandt deres børn). Derfor kan man godt vise hensyn selvfølgelig og holde styr på sine kræ.

 

 

det er rigtigt, men dyr er stadigvaek ikke paa samme niveau som mennesker, ihvertfald ikke i min verden.

[Mettemille]

Til trådstarter: Jeg kan godt forstå at du kan føle dig ramt, når familemedlemmer ikke kan følge dig i det, der betyder noget for dig.

 

Den i min familie der kan have det lidt svært med det at have hund, er min far. Han bliver ærgelig, nærmest bitter over, at jeg nu igen har måtte bruge 3000 kr på dyrlægevagten. Men det valg traf jeg forlængst, og det er uden bitterhed, at jeg må af med pengene, selvom det gør nas. De andre ved at jeg ville visne uden en hund

 

Jeg er hold op med at samle på negative kommentarer (man er så frygtelig afhængig f.eks.), men fremhæver alt det jeg får igen, fordi jeg har hund:

 

- Jeg ser naturen året rundt og mærker foråret før mange andre.

 

- Der er altid en der synes, at jeg er den bedste i verden, selvom jeg er morgengrim, er fattig, er træt, har dumpet en eksamen, lavet fejl på arbejdet, kunne være både klogere, smukkere og højere

 

- Jeg har en relation til et andet levende væsen, som ikke er betinget af alt det, der tynger mange menneskers relationer i dag: Ydre forfald, penge, præstation, at "være noget", kunne noget, ændre sig fordi ellers ..

 

- En der er overstrømmende glad, hver gang jeg træder ind af døren

 

- En der tillid til mig

 

- En der er smuk at se på og vedvarende giver mig nye varige venskaber og korte møder med folk, der ellers bare ville gå forbi.

 

- En der fører mig på omveje, så jeg ser det, mange andre ikke ser: Jeg fylder fx. gratis poser med brombær om sommeren (mens de andre giver 40 kr. for een bakke fra Føtex )

 

- En der inspirerer mig til at være tilstede i nuet. Jeg tror jeg har mere tid, end så mange andre. Også selvom jeg er den, der går tidligst hjem fra en familiefest

[Petrine]

det er rigtigt, men dyr er stadigvaek ikke paa samme niveau som mennesker, ihvertfald ikke i min verden.

 

Heller ikke i min - dyr er langt over! Dyr må skide og tisse i min lejlighed, rode i min seng og kradse i mine potteplanter :klap:

 

Er lykkelig for at min familie er hundetosser hele bundtet og forventer (kræver) samme tolerance, hvis man vil være nærmere venner med mig.

 

Er en anelse misundelig på Amocca - tror jeg vil til at være ufrivillig istedet for omhyggeligt selvvalgt barnløs :hmm:

[Mettemille]

Heller ikke i min - dyr er langt over! Dyr må skide og tisse i min lejlighed, rode i min seng og kradse i mine potteplanter :klap:

 

Er lykkelig for at min familie er hundetosser hele bundtet og forventer (kræver) samme tolerance, hvis man vil være nærmere venner med mig.

 

Er en anelse misundelig på Amocca - tror jeg vil til at være ufrivillig istedet for omhyggeligt selvvalgt barnløs :hmm:

 

Og det må menneskegæsterne ikke? Nøj, jeg synes du er sart :klap:

[KarinaG]

Ingen andre i min familie har hund, min ene bror har kat, min søster en grå jaco og en anden bror har kat og ildere sammen med hans kone.

 

Mine forældre havde hund, men det var før jeg blev født så det tæller vel ikke

 

Nå, men de synes alle at det er skønt og fantastisk at jeg er så glad og de tager min kærlighed og interesse for dyr og hunde med alvor og respekt og byder hunden velkommen i deres hjem, når det overhovedet kan lade sig gøre.

 

Dvs. at med undtagelse af kæmpe fester med husene fulde af gæster, så forventes det faktisk at min hund er med mig og nu det er Misja jeg har, er det mit og Misjas navn der står på en invitation :hjerte:

 

Min mor tog Buster og sidenhen Misja 100% til sig, der hvor hun boede efter min fødsel måtte der ikke være hunde eller katte så hun elskede at passe, besøge, nusse, kæle og forkæle mine kæledyr.

 

Først mine 2 katte og sidenhen mine hunde, en efter en

 

Og min venner er alle hunde-mennesker som jeg selv, i en eller anden udstrækning :5up:

[Petrine]

Og det må menneskegæsterne ikke? Nøj, jeg synes du er sart :klap:

 

Den gæst, der hældte te i min potteplanter gør det ihvertfald ALDRIG igen ægte sippe!

[Mettemille]

Den gæst, der hældte te i min potteplanter gør det ihvertfald ALDRIG igen ægte sippe!

 

Mennesker skal have faste rammer, ellers overtager de styringen

[Maria84]

Ligesom Petrine har jeg også fravalgt børn. Så jeg får ikke børn, jeg får hunde

 

Derfor er det også vigtigt, at folk acceptere at Anton er en del af vores lille familie. Jeg kunne aldrig finde på at tage ham med steder, hvor jeg ved at de helst er fri, men vores hjem derimod er også hans hjem.

[Gæst Obelix]

Da vi fik Obelix informrede jeg overhovedet ikke den øvrige del af familien om det, jeg vidste godt vi ville møde en smule modstand og at nogle sikkert ville forsøge at tale os fra den skøre ide .

 

Så da vi havde hentet ham sendte jeg et mms billed til svigerfamilien og min far og så var det jo ligesom for sent at komme med nogen indvendninger (ikke at vi havde taget dem til os alligevel ).

 

Idag har alle vænnet sig til at han er her og alle holder af ham på hver deres måde og nogle mere end andre .

 

Vi tager kun Obelix med på besøg hos folk hvor vi har spurgt inden og hvor vi ved de godt tør sige nej hvis ikke de ønsker det.

 

Han kommer altid med de steder han er velkommen (det er han heldigvis de fleste steder), men vi acceptere altid hvis folk ikke vil have ham på besøg.

 

Folk som kommer her må leve med at han er her, jeg acceptere fint at ikke hundeglade mennesker ikke ønsker at have ham siddende på skødet men han bor her og er også inde i huset sammen med os, om der er gæster eller ej

[Hewlett]

Min fars familie og hans kones voksne børn er helt tossede med Ninja, og elsker når vi kommer på besøg og de også er der

 

Juleaften lagde Fie (20år) sig ned under spisebordet og lå og snakkede med Ninja Men hun har så også selv hund på Fyn hos sin far.

 

Min far er fuldstændig tosset med hende, og det er i den grad gensidigt. Han spurgte forleden dag om vi (kæresten og jeg) ikke snart skulle ud og rejse igen, så han kunne passe hende

 

Min lillesøster og lillebror er også fuldstændige tossede med hende, og min søster har flere gang udtrykt sin misundelse over at Ninja ikke er hendes :blink:

 

Min kærestes familie ved absolut ingenting om hundehold, og er også ærlige omkring det. Så det er mere sådan lidt "klap klap - god hund"-agtigt.

Dog har min kærestes brors autistiske datter lært at Ninja ikke er farlig, og tør nu sagtens lege nede på gulvet selvom Ninja ligger og roder med rundt og slikker hende på hænderne. Har vi ikke Ninja med spørger hun altid "Hvor er hunden??? Jeg savner hunden!!"

Min kærestes mor er bange for hunde, men der er ingen problemer med Ninja - hende har hun jo lært at kende fra hun var helt lille hvalp

 

Min mor er også tosset med Ninja, men hende snakker jeg ikke med, så hun ser hende kun når hun besøger min storebror som vi bor sammen med pt.