Bella har bidt kæresten

[Gæst Ninjamor]

Nemlig! Dyrlæger bør ikke anbefale aflivning af et dyr hvis der er tale om et adfærdsproblem. Det er kun en veluddannet adfærdsbehandler, som er kvalificeret til den slags anbefalinger.

 

Dyrlægen kan anfale aflivning hvis hunden er fysisk syg - ellers ikke...

 

Men sådan er virkeligheden desværre ikke og hos mange hundeejeren er der en meget stor tillid til at dyrlæger generelt er adfærdskyndige

[Gæst Tanten]

Hvis en dyrlæge ikke kan udtale sig om adfærd, er en adfærdsbehandler så kompetent til at kunne udtale sig om et givent problem skyldes smerter?

[Bankov]

Hvis en dyrlæge ikke kan udtale sig om adfærd, er en adfærdsbehandler så kompetent til at kunne udtale sig om et givent problem skyldes smerter?

 

En adfærdsbehandler er ikke kompent til at stille en diagnose omkring et fysisk problem, men han/hun kan gøre hundeejeren opmærksom på sammenhængen mellem smerter/sygdom og problemadfærd, og derefter henvise til en dyrlæge

 

Hvis bare dyrlæger ville gøre det samme når det gælder adfærd - altså henvise til en adfærdsbehandler...

[Gæst Tanten]

En adfærdsbehandler er ikke kompent til at stille en diagnose omkring et fysisk problem, men han/hun kan gøre hundeejeren opmærksom på sammenhængen mellem smerter/sygdom og problemadfærd, og derefter henvise til en dyrlæge

 

Hvis bare dyrlæger ville gøre det samme når det gælder adfærd - altså henvise til en adfærdsbehandler...

 

Ja, men gør en dyrlæge da ikke også det, altså henviser til en adfærdsbehandler?

Det syntes jeg da jeg har oplevet, men igen der er nok også stor forskel på dyrlæger såvel som adfærdsbehandlere

[Ascha]

Hvis en dyrlæge ikke kan udtale sig om adfærd, er en adfærdsbehandler så kompetent til at kunne udtale sig om et givent problem skyldes smerter?

 

Ved hjælp af udelukkelsesmetoden kan en adfærdsbehandler få en mistanke om, hvorvidt en adfærd er smerterelateret og så henvise til en dyrlæge for at få ham/ hende til at finde ud af om det virkelig forholder sig sådan. :5up:

 

Synes der er en lille smule forskel på at udtale sig om adfærd og så, at aflive et dyr pga. adfærdsproblemer (især hvis dyrlægen ikke er uddannet indenfor adfærd). Det er ret begrænset hvad en alm. dyrlæge bliver undervist i, omhandlende adfærd.

[Bankov]

Ja, men gør en dyrlæge da ikke også det, altså henviser til en adfærdsbehandler?

Det syntes jeg da jeg har oplevet, men igen der er nok også stor forskel på dyrlæger såvel som adfærdsbehandlere

 

Heldigvis er der da dyrlæger, som henviser til adfærdsbehandlere

Men desværre er der også rigtig mange dyrlæger som selv kaster sig ud i en "adfærdsbehandling" - ofte med meget dårlige råd. Jeg synes også, at jeg tit hører om dyrlæger, som bare "løser" adfærdsproblemer med den lilla sprøjte

[Birgitta]

han tager ikke telefonen hvis jeg ringer og han besvarer ikke sms.

 

den tidligere ejer siger at han har sendt de papirer fra dansk hunderegister men vi har ikke modtaget dem og det var et par dage efter vi havde købt bella.

 

Hvor godt kender du den tidligere ejer?

Jeg tænker på, at racen er jo temmelig eftertragtet. Har I fået nogen papirer på hende?

Hun kunne være stjålet, som Stinnemus osse er inde på.....

 

Jeg synes, der var flere stjålne hunde tidligt på foråret..

 

Kik på de hjemmesider, der efterlyser stjålne hunde......

[Gæst Tanten]

Ved hjælp af udelukkelsesmetoden kan en adfærdsbehandler få en mistanke om, hvorvidt en adfærd er smerterelateret og så henvise til en dyrlæge for at få ham/ hende til at finde ud af om det virkelig forholder sig sådan. :5up:

 

Synes der er en lille smule forskel på at udtale sig om adfærd og så, at aflive et dyr pga. adfærdsproblemer (især hvis dyrlægen ikke er uddannet indenfor adfærd). Det er ret begrænset hvad en alm. dyrlæge bliver undervist i, omhandlende adfærd.

 

Heldigvis er der da dyrlæger, som henviser til adfærdsbehandlere

Men desværre er der også rigtig mange dyrlæger som selv kaster sig ud i en "adfærdsbehandling" - ofte med meget dårlige råd. Jeg synes også, at jeg tit hører om dyrlæger, som bare "løser" adfærdsproblemer med den lilla sprøjte

 

Mit spørgsmål er såmænd ikke ment som kritik af adfærdsbehandlerne, Jeg har bare ofte en fornemmelse af at der her blandt folket er en generel mening om at en adfærdsbehandler kan klarer alt. Men en dyrlæge er bare en lidt smådum person (overdrivelse fremmer forståelsen) der løser alle problemer med aflivning og så ellers ikke har specielt stor forstand på hunde og deres adfærd.

[Gæst anne-marie]

Mit spørgsmål er såmænd ikke ment som kritik af adfærdsbehandlerne, Jeg har bare ofte en fornemmelse af at der her blandt folket er en generel mening om at en adfærdsbehandler kan klarer alt. Men en dyrlæge er bare en lidt smådum person (overdrivelse fremmer forståelsen) der løser alle problemer med aflivning og så ellers ikke har specielt stor forstand på hunde og deres adfærd.

 

Nu har jeg efterhånden oplevet så meget med dyrlæger, at hunde der knurrer ligeså godt kan blive aflivet med det samme for dwt kan ikke ændres, at man skal forskelsbehandle så den yngste får først, kommer først osv, at man skal bruge de gammeldags metoder= først ,sidst og spise før og ingen hund i sengen, at man skal holde hunden nede med hård hånd og meget meget mere fra dyrlæger.

 

Så for mig er det helt naturligt at gøre opmærksom på at dyrlæger ikke altid ved ret meget om hundepsykologi!

 

Ligesom jeg også ofte gør opmærksom på at ikke alle adfærdsbehandlere er lige dygtige

[Ascha]

Mit spørgsmål er såmænd ikke ment som kritik af adfærdsbehandlerne, Jeg har bare ofte en fornemmelse af at der her blandt folket er en generel mening om at en adfærdsbehandler kan klarer alt. Men en dyrlæge er bare en lidt smådum person (overdrivelse fremmer forståelsen) der løser alle problemer med aflivning og så ellers ikke har specielt stor forstand på hunde og deres adfærd.

 

Tror egentlig bare at folk reagerer fordi det virker som om nogle dyrlæger tænker: kan selv, vil selv,... selvom der er andre (også adfærdsuddannede dyrlæger) der bare ved mere. Prisen for den indstilling betales jo ikke af dem selv, men af hundene og deres ejere. Det synes jeg er sørgeligt.

[Gæst Tanten]

Nu har jeg efterhånden oplevet så meget med dyrlæger, at hunde der knurrer ligeså godt kan blive aflivet med det samme for dwt kan ikke ændres, at man skal forskelsbehandle så den yngste får først, kommer først osv, at man skal bruge de gammeldags metoder= først ,sidst og spise før og ingen hund i sengen, at man skal holde hunden nede med hård hånd og meget meget mere fra dyrlæger.

 

Så for mig er det helt naturligt at gøre opmærksom på at dyrlæger ikke altid ved ret meget om hundepsykologi!

 

Ligesom jeg også ofte gør opmærksom på at ikke alle adfærdsbehandlere er lige dygtige

 

Det kan da godt være jeg er naiv. Men jeg tror ikke der er mange der uddanner sig til dyrlæge hvis ikke det er fordi de har en oprigtig interesse i dyr og deres generelle helbred/velbefindende.

 

Det kan godt være du syntes jeg er lidt småflabet nu, men kunne det så ikke være en mulighed at foreslå folk at kombinere dyrlægebesøget med en adfærdsbehandler istedet for "altid" at fortælle at dyrlægerne ikke er kompetente og der skal kontaktes en adfærdsbehandler?

 

Og selvfølgelig er der brodne kar inden for begge grupper, de findes jo overalt

[Gæst snevinter]

Ja, men gør en dyrlæge da ikke også det, altså henviser til en adfærdsbehandler?

Det syntes jeg da jeg har oplevet, men igen der er nok også stor forskel på dyrlæger såvel som adfærdsbehandlere

 

Ja, desværre tror jeg du har ret. Den sidste dyrelæge vinter var hos, hun havde endda også adfærdsbehandler på papiret.

 

Men hun var hurtig og lidt hård i bevægelserne (efter min mening) da hun undersøgte vinter, og løftede på et tidspunkt pludselig for poten og vinter knurrede kort. Det var det. Men jeg fik at vide, at det var en god ide at forbyde min hund dette og at hun var 'selvsikker'.

 

Det var ret skuffende. En hund befinder sig i en uvant situation, løftes op på et bord, og får stik, røres mange steder osv osv, og en lille usikker knurren fortolkes, for mig, totalt forkert af en ... som burde vide bedre..

 

Jeg synes det er synd for alle de dyr, som kommer igennem mange dyrelægers hænder - fordi de befinder sig i en situation hvor de ofte ikke ved hvad foregår og når de er usikre eller bange og kan de ikke engang få forståelse, ...og nogle gange 'straffes' de ved hård behandling, mundkurv, fastholdelse...

 

Netop fordi mange dyrelæger læser dyr forkert og blandt andet ser knurren og bid som kun aggresiv adfærd - eller som i vinters tilfælde, som en for selvsikker hund - er de ikke i stand til at tage den rette beslutning hvad angår adfærd-aflivning spørgsmålet.

[Gæst Tanten]

Ja, desværre tror jeg du har ret. Den sidste dyrelæge vinter var hos, hun havde endda også adfærdsbehandler på papiret.

 

Men hun var hurtig og lidt hård i bevægelserne (efter min mening) da hun undersøgte vinter, og løftede på et tidspunkt pludselig for poten og vinter knurrede kort. Det var det. Men jeg fik at vide, at det var en god ide at forbyde min hund dette og at hun var 'selvsikker'.

 

Det var ret skuffende. En hund befinder sig i en uvant situation, løftes op på et bord, og får stik, røres mange steder osv osv, og en lille usikker knurren fortolkes, for mig, totalt forkert af en ... som burde vide bedre..

 

Jeg synes det er synd for alle de dyr, som kommer igennem mange dyrelægers hænder - fordi de befinder sig i en situation hvor de ofte ikke ved hvad foregår og når de er usikre eller bange og kan de ikke engang få forståelse, ...og nogle gange 'straffes' de ved hård behandling, mundkurv, fastholdelse...

 

Netop fordi mange dyrelæger læser dyr forkert og blandt andet ser knurren og bid som kun aggresiv adfærd - eller som i vinters tilfælde, som en for selvsikker hund - er de ikke i stand til at tage den rette beslutning hvad angår adfærd-aflivning spørgsmålet.

 

Hmmm - Det kan være at jeg bare skal tænke godt jeg ikke har mødt den type dyrlæger I andre fortæller om.

 

Jeg har brugt 6 forskellige dyrlæger og 1 kiropraktor og jeg kan ikke mindes at jeg har oplevet sådan noget en enste gang. Alle har taget sig god tid og været stille og rolige.

 

De har så også stort set alle rost hundens temperament/sind

[Gæst lillefod]

Hmmm - Det kan være at jeg bare skal tænke godt jeg ikke har mødt den type dyrlæger I andre fortæller om.

 

Jeg har brugt 6 forskellige dyrlæger og 1 kiropraktor og jeg kan ikke mindes at jeg har oplevet sådan noget en enste gang. Alle har taget sig god tid og været stille og rolige.

 

De har så også stort set alle rost hundens temperament/sind

 

Hmm.. Mon det røde havde været tilfældet, hvis ikke det var for det blå?! (fed sætning, egentlig)

 

Vi tro de fleste dyrlæger oa. er lidt mere varsom i håndteringen af hunde som din

[Gæst Tanten]

Hmm.. Mon det røde havde været tilfældet, hvis ikke det var for det blå?! (fed sætning, egentlig)

 

Vi tro de fleste dyrlæger oa. er lidt mere varsom i håndteringen af hunde som din

 

Det ved jeg ikke - til begge dele Men når jeg utallige gange har været ved dyrlæge med min fars hunde har jeg haft samme oplevelse.

[Gæst snevinter]

Det er bare lidt skræmmende på en måde. Vinters reaktion kunne have været pga smerte...men fordi det ikke var piv, men knurren, så blev det slet ikke overvejet.

 

Jeg har dog haft gode oplevelser, og vinter elsker at komme til dyrelægen, på trods af et par uheldige episoder.

 

Til TS. Jeg håber i ikke synes at knurren eller markering, eller endda alvorligt bid, nødvendigvis betyder aflivning og at dyrelæger ikke altid ved bedst når det har med adfærd at gøre.

 

Jeg ville også se om jeg kunne finde ud af mere om hundens baggrund - hvor kommer den egentligt fra og hvad har den oplevet.

[Gæst Zarina]

Det kan da godt være jeg er naiv. Men jeg tror ikke der er mange der uddanner sig til dyrlæge hvis ikke det er fordi de har en oprigtig interesse i dyr og deres generelle helbred/velbefindende.

 

Det kan godt være du syntes jeg er lidt småflabet nu, men kunne det så ikke være en mulighed at foreslå folk at kombinere dyrlægebesøget med en adfærdsbehandler istedet for "altid" at fortælle at dyrlægerne ikke er kompetente og der skal kontaktes en adfærdsbehandler?

 

Og selvfølgelig er der brodne kar inden for begge grupper, de findes jo overalt

 

Der er forskel på at "have oprigtig interesse i dyr og deres generelle helbred/velbefindende", og så at kende til de værktøjer, der kan løse adfærdsvanskeligheder. Det er også meget muligt, at din egen praktiserende læge vil dig det godt, men det er alligevel ikke harm, man går til, når man skal have bearbejdet barndomstraumerne. Det er en psykolog.

 

Jeg ville ligeså nødigt gå til dyrlægen med et adfærdsproblem, som jeg ville gå til adfærdsbehandleren med et åbent benbrud

[Agnete87]

For det første vil jeg sige at du skal vægte dine børn sikkerhed først, er du tryg ved at de er sammen med hunden??

 

Som det er skrevet i nogle andre indlæg er din mand blevet markeret of ikke bid af hunden, men hvis din hund i worst case skulle udløse et rigtigt bid, er der ikke så meget anden jeg vil anbefale end at tage til Dr. Dyr for en sidste gang, en hund må bare ikke bide heller ikke selvom den er adfærdsvanskelig...

 

Jeg ville anbefale at i tager til dyrelægen først og får undersøgt hunden fra top til tå for at be eller afkræfte at der er smerter der har udløst denne reaktion, inden i tager skridtet vidre til de meget dyrere adfærdbehandlere og prøver at finde en løsning...

[Gæst ThomasTBO]

Jeg er temmelig sikker på, at gennemsnitsdyrlægen kender 'noget' til adfærd. Har sikkert være inde omkring det under studierne og måske endda, af ren interesse, læst/fulgt noget undervejs. Men når først uddannelsen er afsluttet og man kommer ud i praksis, så er jeg også overbevist om, at hovedvægten/interessen bliver lagt på de områder man har med at gøre til daglig - der er et kæmpespektrum med masser af ny forskning, viden, behandlingsmetoder, undersøgelser osv., altsammen ting der har stor betydning for ens daglige virke - og succes som dyrlæge. Adfærdsviden, ja det bliver så let noget, som ligger mere eller mindre på rygraden fra studietiden - som fortoner sig mere og mere ud i en fjern fortid. Det har jo ikke noget med ond vilje at gøre, men jeg tror mange dyrlæger er travlt beskæftigede med at holde sig opdaterede på deres eget, egentlige fagområde, og så kommer deres adfærdsviden nødvendigvis til at halte bagefter - ganske naturligt, for ingen er fuldkommen.

 

Står man så med en klient, hvis dyr (hund) eventuelt kunne tænkes at have brug for noget adfærds-noget, jamen så er det sikkert fristende lige at hive noget af sin 'rygrads-viden' fra studietiden frem. Det kan være for at virke mere kompetent (jo flere spørgsmål der kan besvares, desto mere kompetent), fordi man tror man kender svarene, fordi man ikke vil 'sende folk ud på kæmpe rundrejser i systemet', eller måske slet og ret fordi man mener/tror, at moderne adfærdsforskning er noget 'underligt pladder'.

 

Altsammen mere eller mindre plausibelt, hvis ikke det lige havde været fordi der stod så ufatteligt meget på spil, nemlig liv eller død. Jeg har ikke noget imod, at en dyrlæge eventuelt udtaler, at H*N ville gøre sådan og sådan, at H*N ser et adfærdsmønster som sådan og sådan... MEN med så meget på spil finder jeg, at h*n i det mindste burde tilføje "det kan godt tænkes at andre er uenige, så måske du burde overveje at tale med en adfærdsbehandler inden du træffer en endelig beslutning."

[Gæst Tanten]

Jeg er temmelig sikker på, at gennemsnitsdyrlægen kender 'noget' til adfærd. Har sikkert være inde omkring det under studierne og måske endda, af ren interesse, læst/fulgt noget undervejs. Men når først uddannelsen er afsluttet og man kommer ud i praksis, så er jeg også overbevist om, at hovedvægten/interessen bliver lagt på de områder man har med at gøre til daglig - der er et kæmpespektrum med masser af ny forskning, viden, behandlingsmetoder, undersøgelser osv., altsammen ting der har stor betydning for ens daglige virke - og succes som dyrlæge. Adfærdsviden, ja det bliver så let noget, som ligger mere eller mindre på rygraden fra studietiden - som fortoner sig mere og mere ud i en fjern fortid. Det har jo ikke noget med ond vilje at gøre, men jeg tror mange dyrlæger er travlt beskæftigede med at holde sig opdaterede på deres eget, egentlige fagområde, og så kommer deres adfærdsviden nødvendigvis til at halte bagefter - ganske naturligt, for ingen er fuldkommen.

 

Står man så med en klient, hvis dyr (hund) eventuelt kunne tænkes at have brug for noget adfærds-noget, jamen så er det sikkert fristende lige at hive noget af sin 'rygrads-viden' fra studietiden frem. Det kan være for at virke mere kompetent (jo flere spørgsmål der kan besvares, desto mere kompetent), fordi man tror man kender svarene, fordi man ikke vil 'sende folk ud på kæmpe rundrejser i systemet', eller måske slet og ret fordi man mener/tror, at moderne adfærdsforskning er noget 'underligt pladder'.

 

Altsammen mere eller mindre plausibelt, hvis ikke det lige havde været fordi der stod så ufatteligt meget på spil, nemlig liv eller død. Jeg har ikke noget imod, at en dyrlæge eventuelt udtaler, at H*N ville gøre sådan og sådan, at H*N ser et adfærdsmønster som sådan og sådan... MEN med så meget på spil finder jeg, at h*n i det mindste burde tilføje "det kan godt tænkes at andre er uenige, så måske du burde overveje at tale med en adfærdsbehandler inden du træffer en endelig beslutning."

 

Det kan da godt være du har ret - ingen kan jo vide alt.

 

Men det ændre vel ikke på en hunds reaktionsmøster/adfærdsmønster?

[Gæst Tanten]

Der er forskel på at "have oprigtig interesse i dyr og deres generelle helbred/velbefindende", og så at kende til de værktøjer, der kan løse adfærdsvanskeligheder. Det er også meget muligt, at din egen praktiserende læge vil dig det godt, men det er alligevel ikke harm, man går til, når man skal have bearbejdet barndomstraumerne. Det er en psykolog.

 

Jeg ville ligeså nødigt gå til dyrlægen med et adfærdsproblem, som jeg ville gå til adfærdsbehandleren med et åbent benbrud

 

 

Det markerede: Det er så her jeg går lidt i bakgear, mennesket er efterhånden ved at være unormalt hvis det ikke har besøgt en psykolog der kan kaste skylden for evt. manglende succes på forældrene. Og i vores velfærdssamfund er det så efterhånden ved at blive overført på de kære dyr.

 

Jeg er da helt klart af den mening at man skal sørge for at dyrene har det godt både fysiskt og mentalt.

[Jane]

vi kan ikke få fat i den tidligere ejer.

 

vi skal til dyrlæge med hende i morgen for at få hende tjekket og alt efter hvad de siger bliver hun måske aflivet, for jeg har snakket med dyrlægen i dag og de rådede os til at få hende tjekket og måske aflive hende.

 

Hvis det viser sig at det ikke er smerter der er grunden til at hun bed ud efter din kæreste og i har mod og lyst til at forsøge med en adfærdsbehandler så kan jeg anbefalde jer www.paff.dk

 

Noget kunne tyde på at den forige ejer ikke har været helt oprigtig da han gav jer oplysninger om hunden.

[Gæst Ninjamor]

Det markerede: Det er så her jeg går lidt i bakgear, mennesket er efterhånden ved at være unormalt hvis det ikke har besøgt en psykolog der kan kaste skylden for evt. manglende succes på forældrene. Og i vores velfærdssamfund er det så efterhånden ved at blive overført på de kære dyr.

 

Jeg er da helt klart af den mening at man skal sørge for at dyrene har det godt både fysiskt og mentalt.

 

Hmm... I vor tid hvor der er stress på snart alle fronter og "middage i familiens skød" = at sidde foran TV og spise, mens man bliver underholdt, børnenes værelser stort set er udstyret med pc og TV/DVD og de derfor opholder sig meget derinde, isoleret fra den øvrige familie, alle i familien går til en masse fritidsaktiviteter og dermed har mindre og mindre sammen, så smitter det naturligvis af på børnene.

Så psykologer er der alt rigeligt behov for, som jeg ser det.

 

Når de samme familier så anskaffer sig hund og ikke har haft tid/energi til at sætte sig ind i, hvad de har mellem hænderne så går det ofte skævt. Og det er så der vi, adfærdsrådgiverne, kan træde til.

 

Jeg går heller ikke til min kiropraktor med et sår, men til lægen.

Jeg ville ikke gå til lægen med mit barn, hvis der var et adfærdsproblem - det skulle da lige være for at få en henvisning til en børnepsykolog.

 

Meget firkantet sat op

[Gæst Zarina]

Det markerede: Det er så her jeg går lidt i bakgear, mennesket er efterhånden ved at være unormalt hvis det ikke har besøgt en psykolog der kan kaste skylden for evt. manglende succes på forældrene. Og i vores velfærdssamfund er det så efterhånden ved at blive overført på de kære dyr.

 

Jeg er da helt klart af den mening at man skal sørge for at dyrene har det godt både fysiskt og mentalt.

 

Jeg er enig i, at visse mennesker piller sig selv for meget i navlen - på den anden side, er det også netop det positive ved et velfærdssamfund, at der er overskud til andet end kun lige akkurat at opretholde livet og videreføre arten.

 

Med hensyn til hundene, så ser jeg det som en kæmpe forbedring, at vi i dag er ved at blive klar over, at de kræver mere end kun fodring og tisseture. Der er rent faktisk er mulighed for at få hjælp til at løse adfærdsproblemer, som mennesket oftest er skyld i, fordi vi ikke er gode nok til at øve alene hjemme, socialisere osv., men som hunden bøder med livet for.

 

Der er jævnligt avisartikler om det horrible antal af hunde, der aflives pga. adfærdsproblemer. Det drejer sig om 10.000-15.000 individer årligt . Der er ingen tvivl om, at dygtige adfærdsbehandlere ville kunne forebygge en lang række af disse mord. Som sagt tror jeg, at vi er på rette vej, men der er et stykke endnu.

[Gæst Dogue1]

:hmm: At begynde at tænke på aflivning fordi hunden har markeret mener jeg er temmelig voldsomt. Selvfølgelig skal man tænke på at der også er børn i huset. Men aligevel!! Jeg kunne forstå det hvis hunden havde bidt for alvor, en markering er jo et af hundens mange signaler eller en del af hundens sprog om man vil.

Dette uheldige eksempel med hunden som markere er jo helt tydeligt at den prøver på at fortælle noget. Vil man igen til at aflive fordi hunden bruger sit sprog!?

Det synes jeg er meget probematisk..Der råbes op om at særlig denne type hund ikke har et veludviklet sprog som andre hunde! Når så de bruger de signaler som de har til rådighed, så skal der straks overvejes aflivning:confused:

Hunden kunne bogstaveligtalt have valgt at bide hånden af kæresten, men valgte en måske kraftig markering, det må da bruges til hundens forsvar!

 

Det med børnene, det kan jeg ikke se problemet i. Man efter lader vel ikke børn og hund uden opsyn!? Uanset hundens race og størrelse skal man hele tiden huske på at selv lille fido er et ROVDYR, ikke en lille ufarlig putte nusse tøjbamse og at det reagere som et rovdyr hvis de føler sig truet eller har smerter.