Når nedtællingen begynder.

[Ascha]

Jeg glæder mig hver gang jeg læser, når et Forum medlem fortæller om den hvalp de lige har købt, deres forberedelser og alle de historier der følger med, når hvalpen først flytter ind. Det er så dejligt at kunne følge andres glæde over et nyt livsbekendtskab,... det tror jeg aldrig jeg bliver træt af at høre om.

 

Men så sidder jeg her med min egen hund, som nu nærmer sig de 9 år og tænker, at nu er alderdommen ved at gøre sin entrè. Han fungerer stadig fint og mange kan da heller ikke se at han har den alder han har, men jeg har lagt mærke til at han ikke hører så godt som han plejer. Pludselig har han også fået hvide hår omkring øjnene. Må indrømme at det tager lidt på mig at tænke over, at det er det første tegn på at han er ved at ældes og at jeg måske inden længe har en gammel hund. Første skridt synes at være taget, mod det uundgåelige....

 

Ved ikke rigtig hvad jeg ville med dette indlæg, andet end at få andres erfaringer vedr. den situation man står i, når man skal ned ad trappen mod alderdommen. At være vidne til ens bedste vens forfald. Kan huske hvordan det var med Ascha. Jeg så en forværring og tænkte at nu kunne det ikke blive værre, for så skulle hun have fred, men så vænnede vi os til at det var værre. Hvordan holder man sig fri for de tanker om alle de dårlige ting der vil komme, så man husker at nyde sin hund og ikke kun bruger tiden på at bekymre sig?. Er der nogen der har en opskrift???.

[Gæst Ninjamor]

Nu var Ascha jo syg, så hendes alderdom var noget speciel.

Thailo er jo raskere og sundere, ikk?

 

Selv har jeg oplevet en fantastisk glæde ved at have gamle hunde. Velvidende at vi nærmede os "deadline", prøvede jeg at sørge for at netop i dag, denne dag, var den bedste for min hund, så hvis livet sluttede nu havde det været en god sidste dag.

 

Med Trille var jeg så priviligeret at hendes liv afsluttedes naturligt: Hun "gav sig til at dø" stille og roligt, sov bare mere og mere over 8 dage og vågnede til sidst ikke op igen.

Det gav MIG en god afslutning, jeg vidste hvor det bar henad og håbede bare på at hun ikke ville komme til at lide så jeg måtte omkring dyrlægen med hende.

Men hun sov bare..

 

Naturligvis var det hårdt og vi var to som på skift sad/lå ved hende, men vi fik sagt farvel og oplevet livsafslutningen som noget fint og fredeligt.

Ig bagefter var det langt nemmere at komme videre.

Trille efterlod at dejligt aftryk og mange gode minder.

 

De sidste par år var hendes hørelse ikke noget at skrive hjem om. Så brugte jeg tegnsprog, det virkede fint

 

At opleve mine hunde blive gamle og svækkede giver mig en ubeskrivelig ømhed for dem, stort set som når de er nuttede små uskyldige hvalpe.

"Moderen" kommer i den grad op i mig med beskytterinstinkt i fuld flor.

 

Jeg under enhver hundeejer at få dette sidste kapitel med.

 

Det jeg egentlig vil sige er nok, at ingen jo kan undgå at skulle afslutte livet med deres hund, men det at have en gammel og moden hund giver nogle glæder som jeg synes ikke kan beskrives.

Glæd dig over at han er her endnu og er så frisk han nu er og frygt ikke den dag en beslutning eventuelt skal tages for denne frygt drukner nemt glæden her og nu.

 

Det lød måske lidt højttravende, men jeg tror du ved hvad jeg mener

[Gæst T_Martinsen]

Mit bedste råd er, at tage en dag ad gangen og ikke tænke længere ud i fremtiden, for selv en ung, sund og glad hund, kan den dag i morgen være væk (har jeg erfaret)

 

Nyd hver dag du har med din hund, hvadenten den er ung eller gammel, og glæd dig over den tid I har sammen NU, og ikke hvad fremtiden bringer.

 

Der er ikke nogen facitliste på, hvor gamle hunde bliver, så hvorfor gå rundt og bekymre sig, i stedet for at bruge energien på at være glad sammen med sin hund

 

Min første hund, fik jeg af dyrlægen at vide, ville blive max 8år, men jeg fik 3 år yderligere med i posen. Lucky blev 2 år, det var heller ikke med i mine beregninger, at hans liv skulle ende så brat, men det er man nu engang ikke altid herre over, så nyd nyd nyd og glæd dig over hver dag, du har med din hund. :ae:

[Gæst snevinter]

Jeg glæder mig hver gang jeg læser, når et Forum medlem fortæller om den hvalp de lige har købt, deres forberedelser og alle de historier der følger med, når hvalpen først flytter ind. Det er så dejligt at kunne følge andres glæde over et nyt livsbekendtskab,... det tror jeg aldrig jeg bliver træt af at høre om.

 

Men så sidder jeg her med min egen hund, som nu nærmer sig de 9 år og tænker, at nu er alderdommen ved at gøre sin entrè. Han fungerer stadig fint og mange kan da heller ikke se at han har den alder han har, men jeg har lagt mærke til at han ikke hører så godt som han plejer. Pludselig har han også fået hvide hår omkring øjnene. Må indrømme at det tager lidt på mig at tænke over, at det er det første tegn på at han er ved at ældes og at jeg måske inden længe har en gammel hund. Første skridt synes at være taget, mod det uundgåelige....

 

Ved ikke rigtig hvad jeg ville med dette indlæg, andet end at få andres erfaringer vedr. den situation man står i, når man skal ned ad trappen mod alderdommen. At være vidne til ens bedste vens forfald. Kan huske hvordan det var med Ascha. Jeg så en forværring og tænkte at nu kunne det ikke blive værre, for så skulle hun have fred, men så vænnede vi os til at det var værre. Hvordan holder man sig fri for de tanker om alle de dårlige ting der vil komme, så man husker at nyde sin hund og ikke kun bruger tiden på at bekymre sig?. Er der nogen der har en opskrift???.

 

:ae:

 

Jeg har en ung hund, men gør mig nogle gange de tanker om når tiden kommer hvor vinter bliver en ældre hund. Og det stikker da lidt i hjertet.

 

Det er jo på mange måder en positiv ting, at vi mennesker vænner os til ting, og glemmer lidt hvordan tingene var. Det gør afsavnet om den friske unge hund lidt nemmere, og man lever vel lidt mere i nuet og har det nemmere ved netop at 'se' at ens ven er blevet gammel.

 

Jeg ser det også som en positiv ting, at vi (du) i løbet af hundens liv, såvel som vores eget, gør os de tanker, at vi altid nærmer os en afslutning. Jeg tror det er en positiv ting, at jo ældre vi bliver, jo oftere har vi disse tanker. Jeg ser det som en forberedelse. Når tiden endelig kommer, så kan vi derfor bedre klare det - og måske er vi derfor parate til det.

 

Jeg er enig med Irene om, selvom jeg endnu ikke har haft en gammel hund, at man bliver mere beskyttende. Det er jeg sikker på at jeg selv vil opleve. Og jeg tror der bliver nusset mere.

 

Jeg får dog også lidt ondt i hjertet når jeg læser din tråd, for din skyld, men sikkert også lidt for min egen, fordi jeg ved det kommer min vej en dag.

 

:ae:

[Ascha]

Det er jo ikke fordi jeg ikke ved hvad jeg bør koncentrere mig om, at tage en dag ad gangen og glæde mig over øjeblikket. Jeg snubler bare over min egen evne til at tage sorgerne på forskud. Ascha kunne jeg tude over, en dag at skulle undvære, fra hun var 2 år gammel og det er jo komplet latterligt. Det har jeg heldigvis ikke oplevet med Thailo,... før igår og jeg håber det går væk igen.

 

Tak for jeres gode og velmenende råd. Jeg vil gemme dem, så jeg kan finde dem frem og læse dem når jeg går i "bekymrings mode".

[Nollike]

Jeg kan godt huske den dag hvor jeg så på Futte og fik følelsen af at NU var han gammel... Den var skrækkelig og samtidig gav den også en helt speciel ømhed overfor min aldrende hund som bare var helt fantastisk at opleve. Han blev sådan en kær gammel "nisse" som tussede rundt og nød at være til i et noget mere adstadigt tempo end han ellers havde haft og vi kendte hinanden ud og ind Futte og mig Jeg tror faktisk at det var på det tidspunkt jeg elskede ham allermest, da han blev gammel. Dermed ikke sagt at han ikke var stjernen i mit liv da han var yngre, det blev bare noget ganske særligt i hans sidste år.

Jeg kan godt forstå din bekymring, jeg havde den også selv. Faktisk tænkte jeg da han blev 7 at NU var han vel egentlig gammel (uden dog at have den ovennævnte følelse) og så blev han alligevel næsten det dobbelte med undtagelse af 4 mdr. Så hvis du er heldig, så er det samme situation du står i nu, at Thailo er oppe i alderen aldersmæssigt, men der er mange gode år i ham endnu.

Uanset hvad, så tror jeg at du bare skal nyde Thailo hver dag, der er ingen der ved hvor længe vi har dem, men jeg håber for dig, at du får den glæde at opleve ham som "rigtig" gammel, hvor han ikke har nogle synderlige skavanker, men bare er gammel :ae:

Du skal forsøge at lade være med at spekulere og bare nyde (og det ved jeg jo så preller af som vand på en gås :blink: men prøv!!! :ae:) Spekulationerne er en naturlig følge af at have en gammel hund, alt andet ville være mærkeligt, de skal bare ikke have lov til at tage overhånd så de overskygger glæden. Og Thailo ligner heldigvis ikke en som er ved at melde sig ud af samfundet p.t. Han er ældre, men han er ikke hvad jeg forstår ved en gammel hund. :ae: