Tal mig lige fra at få en hund til ... ;-)

[Gæst Joey-Salome]

Hej alle sammen.

 

Jeg har brug for lidt input her, i forhold til at få endnu en hund. Jeg har jo dejlige Charlie og min kat Bowie, og jeg bor i en skøn, men ikke så stor (60 kvm), stuelejlighed på Frederiksberg med fælles have.

Sagen er, at jeg for nylig har været liiiiidt mere inde på de spanske internaters hjemmesider end jeg plejer, fordi jeg er ved at lave den her hjælpekasse til det internat, jeg fik Charlie fra. Med tæpper, halsbånd og liner, tyggeben og legetøj, som skal sendes derned - de mangler altid sådanne ting, og jeg gør hvad jeg kan for at hjælpe.

Hver gang, jeg går derind (også førhen, helt siden jeg fandt Charlie der), så stopper jeg ved lille Raul, som har været på internatet i 4 år. 4 år! Jeg fatter det ikke, at ingen har villet have ham!! Han er bare så sød og bedårende. Og virker til at have det dejligste sind.

De skriver, at han er en lidt forsigtig hund, som vil trives i et stille og roligt hjem som i forvejen har en hund. Det er jo ret meget os. Charlie er jo også rolig og forsigtig, og det passer mig bedst med hunde, som ikke farer for vildt rundt. Jeg er en hygge-hundeejer, selvom vi da går tur to timer om dagen og leger hver dag og sådan.

 

Nå, men det har været nemt nok for mig at slå det ud af hovedet, fordi jeg ikke har de 3500,- til adoptionen af ham. Så var det lige i går, at en sød dame, jeg kender, som også er en stor dyreven og som oprindeligt er fra Spanien, sagde, at hun ville elske at forære Raul til mig som gave. Og nåja, dyrlægeeftersynet ville jeg jo få på mit arbejde, og foder kan jeg sagtens have råd til.

 

Jeg sagde som udgangspunkt nej, fordi jeg ikke synes, jeg har pladsen og helt kan overskue det, mht. at have to hunde, når man skal besøge andre eller hvordan med arbejde og dit og dat ... men nu kan jeg alligevel ikke holde op med at tænke på det. Og her på vores eftermiddagstur i dag mødte vi en skøn kvinde med to dejlige, små hunde, og hun gjorde det jo ikke bedre, da vi snakkede lidt om det med at have to i forhold til en.

Når jeg kigger på billederne af Raul, så kan jeg bare mærke den lille vaps savne mig helt nede i maven.

 

Hvad synes I, som har to hunde - hvordan har jeres hundeliv ændret sig? Kan I mærke, to hunde kræver mere plads eller tid? Hvordan gør I, mht. til at besøge andre mennesker/have gæster eller alt sådan noget? Er det ikke mere voldsomt med to? Og hvad gør man, hvis man nu skal rejse? (jeg rejser nærmest aldrig, men alligevel).

Hvad som helst af input tager jeg imod med kyshånd.

 

Jeg tænker jo også på, hvor mange gode ting der må være. At hundene har hinanden, at se dem lege og putte og nåja, jeg har kærlighed og omsorg nok til en til, og ville elske alt det, man får tilbage fra endnu en lille bamse ... det er mere af praktiske hensyn.

 

Jeg ville aldrig gøre det uovervejet, men har bare brug for ikke at væve sådan rundt og hele tiden tænke "Ihhhhh, det ville jeg bare gerne - nej, så schyh! Ikke flere hunde! Jamen ... årh.".

 

På forhånd mange tak. Her er han ...

 

[ATTACH=CONFIG]68947[/ATTACH][ATTACH=CONFIG]68948[/ATTACH][ATTACH=CONFIG]68949[/ATTACH]

[Gæst Buddha]

Okay, han er godt nok sød! Det forstår jeg heller ikke, at han sidder der endnu.

 

Nu har vi fået nummer 2 fra hvalp, så nu det er en voksen hund kommer det jo nok mest an på om de begge kan med hinanden.. Men det ser da ud som om at Raul hænger fint ud med et par forskellige hunde.

 

Mine tanker er nok om han har mange problemer med i bagagen, det må være SÅ hårdt at være der i 4 år. Alene hjemme, f.eks., har du overskud til det hvis han har svært ved det? Har du mulighed for at have ham med på arbejde eventuelt?

 

 

Jeg er umådeligt glad for at have fået nummer 2, men nu var nummer 1 ikke sådan færdig opdraget, så jo jeg har da helt sikkert fået kamp til stregen herhjemme. Men det går vel over engang De fylder mere og jeg er mere obs på at jeg fylder meget med dem når jeg går tur og lignende, men jeg har lært Motor at sidde mens andre hunde passerer, og det lærer Voodoo vel også en skønne dag. Så føler jeg at jeg har styr på dem og folk kan passere eller komme hen og sige hej hvis de vil. (Det vil så sige, pt har jeg slet ikke styr på Voodoo, han springer bare rundt som en kolbøtte )

 

Det er ikke så tit jeg har mine med på besøg, men nu er de også rimelig store og kan godt være lidt larmende når de leger, det er jo langt fra sikkert dine vil være sådan, når jeg så er på visit ved nogle, selvom jeg tænker 'de har jo hinanden', så kribler det alligevel i mig for at komme hjem til dem.. Angående pasning, så ville jeg nok overveje at betale mig fra det hvis jeg skulle noget over flere dage, men jeg hader at få dem passet, så så længe jeg kan undgå det, er alt jo godt

 

Plads, jo de elsker at lege i haven og også indenfor, men ellers ved jeg ikke - kommer vel an på om man skal have 2 bure og 2 kurve? Vores ligger på tæpper (eller i sofaen eller i sengen), det fylder ikke så meget. Men du skal nok overveje om du kan adskille dem HVIS nu der var noget, f.eks. med et børnegitter. I starten skal de måske kunne få ro hver for sig, tænkte jeg lidt?

 

Motor er virkelig, virkelig glad for at have fået en lillebror, også selvom lillebror er mega irriterende. De leger dagligt og jeg synes det er fantastisk at gå og kigge på deres indbyrdes mimik.

[Flaffy,Zozo,Luna]

Jeg har jo 3 små hunde 2 græske og 1 Shih Tzu. De har såå meget glæde af hinanden alle 3. Jeg skal aldrig mere kun have en hund.

 

Jeg har mine med alle vegne. De er gode til at være med på besøg og er rigtig søde hunde.

 

Nå jeg er nok ikke til meget hjælp. Jeg skal snart have en plejehund fra GH, det glæder jeg mig til.

 

Jeg kan godt forstå du er forelsket i ham. Jeg har altid taget det alvorligt når et dyr har "talt" sådan til mit hjerte. Tror også det er derfor jeg har dyr der er helt specielle.

[Doberfan]

Tror ikke jeg er til meget hjælp, da jeg vil sige GØR DET!

 

Indrømmet, der er lige et par ting som Buddha nævner fx mht alene hjemme. Bliver du smidt ud, hvis der bliver gøet for meget?

 

Pladsmæssigt synes jeg overhovedet ikke du skal betænke dig. Jeg har fire store hunde, som sagtens ville kunne trives på 60 kvm (bare der er sofaplads nok ) Og hvor meget plads har han lige på internatet?

 

Jeg har en sød pige, der hunde-sitter når vi skal noget, hvadenten det er en enkelt aften/nat eller længere rejser.

 

Han kan da kun få det bedre hos dig. Og det er jo ikke første gang, du har skrevet om ham, lyder lidt som om det bare er meant to be..

[Tonks]

Jeg siger også GØR DET! :5up: har godt nok kun 1 hund...

 

Han mangler et trygt hjem med masser af kærlighed, efter SÅ mange år på internat og dig og charlie har en masse kærlighed at give ham. Gør det da!!!

[Gæst Stella]

Jeg havde jo længe overvejet at få Tjalfe, eller rettere en hund nr 2 og havde i evigheder, faktisk over et år talt for og i mod.

 

Han bliver 15 uger på mandag og jeg kan endnu ikke sige " hvor var det skønt jeg anskaffede hund nr 2 ) og jeg håber INDERLIGT at den dag kommer, men nogen dage ser det sort ud hvad det angår.

 

Det gør det så hellere ikke bedre at både Teitur og Tjalfe har været så syge. Når man konstant bekymre sig, både om deres helbred og ens efterhånden svunde pengepung, så daler ens overskud drastisk, og når Tjalfe så gør og gør, eller pølser indenfor fjerde gang samme dag, så indrømmer jeg gerne at jeg tænker hvorfor jeg anskaffede hund nr 2.

 

Men vores største problem som fylder en del hver dag, er deres uenighed. Tjalfe fatter simpelthen ikke når Teitur han siger fra, og han bliver ved og ved indtil Teitur er så rasende at han flyver lige i flæsket på Tjalfe, hvilket får Tjalfe til at skrige højt og tisse på gulvet af skræk og som alle andre hvalpe, ville han opnår accept og det gør de ved at slikke hunden i mundvigen, så når han stormer rundt efter Teitur for at slikke ham i mundvigen bliver Teitur endnu mere sur og det bliver kun værre. Jeg fjerner nok Tjalfe fra Teitur 100 gange på en dag, så der er så få mulige udbrud. Men omkring bamser, tyggeben og mad, er der virkelig kamp, så der skal de skilles ad.

 

Det samme ved hilse situationer, hilser Tjalfe først på nogen vi kender ( ikke fremmed, så er han ligeglad ) gør Teitur udfald mod Tjalfe.

 

Samtidig gør Teitur rundt og ligner en omvandrende depression, han ser så ulykkelig ud og er slet ikke i tvivl om at det er pga Tjalfe, han var jo vant til al opmærksomheden før.

 

På vores gåtur bruger jeg det meste af turen på at at vikle os ud af hinanden.

 

Tjalfe har taget ved lærer af Teitur og vogter nu også sine tyggeben.

 

 

Mange ikke hunde mennesker synes to hunde virker voldsomt.

 

Det koster dobbelt i alt, bustransport, foder, dyrlæge, loppekur osv. Hos mig er det ekstra dyrt fordi de ikke kan spise det samme, pga Teiturs foderintolerance.

 

 

Alene hjemme træning forkommer mig håbløst her i huset, han kan endnu ikke være alene i 2 minutter, uden at hyle og gø. Han er jo vant til at der konstant er en anden hund. Men jeg håber han snart lærer det, så jeg kan tage på tur med Teitur alene, så vi to kan opleve noget sammen, ligesom i " gamle dage ".

Jeg er pt boligsøgende og det er næsten umuligt at finde noget hvor man må have 2 hunde, det er svært nok bare med en hund, men to er endnu mere svært.

 

 

Jeg frygter seriøst den dag Tjalfe bliver kønsmoden, min største skræk er at der kommer alvorligt slåskamp mellem dem.

 

Så jeg beder til at de snart acceptere hinanden.Eller det er jo primært Teitur der skal acceptere Tjalfe og Tjalfe der skal forstår et nej fra Teitur.

 

Men jeg elsker begge hunde og det skal beestemt ikke lyde som om jeg fortryder jeg købte Tjalfe, overhovedet ikke, han er en dejlig hund og elsker hans hvalpede logernede hale og små hundenysser når han kommer om morgen og vækker mig. Så det er ikke for at skræmme livet af dig, blot et indblik i hvordan det også kan gå.

 

 

 

Men men men,det er jo ikke sikkert at din hund reagere lige så voldsom på en ny som min gjorde, det har nok en del med temprement at gøre.

 

Så hvis du føler for det og mærker godt efter inde i dig selv, så synes jeg da du skal gøre det. Vi lever jo trods alt kun en gang, så vidt jeg er orinteret Jeg kan ikke se hvorfor du ikke skulle gøre det hvis du har lyst og råd. Når jeg tager beslutninger så hjælper det mig altid at tænke at jeg kun lever en gang og jeg ville gøre det jeg mener er godt for mig og selvfølgelig også mine dyr, og man kan alligevel aldrig vide sig sikker, der er lige så stort chance for at det går godt som det går skidt, hvis man tager sine forholdsregler. Husk det skal være godt at leve. Så få dog den lækre hund og giv den et dejlig liv med alt din kærlighed

[Ulla H]

Jeg synes det er vigtigt at få en uddybende beskrivelse af ham den nye spanske, Især i stresssituationer.Hvordan er han så over andre hunde??? Og hvordan er din egen med andre hunde.

Mht plads er hunde da hamrende ligeglade, hvis de ellers har daglige oplevelser i hverdagen uden for lejligheden.Hos mig er de næsten kun de unge der bruger haven , hvis jeg ikke lige selv er derude.

Ved ikke, hvem du evt skal adopterer igennem, tal om , om der findes plejefamilier, hvis de 2 hunde skulle vise sig ikke at bryde sig om hinanden, .

[Gæst Trinus]

Siger det samme som Ulla. Du skal have mere at vide om hunden. Kan de måske mødes inden du beslutter dig? Og hvad siger internatet - måske de er da allerbedste til at vurdere, om de to hunde vil kunne gå sammen?

 

Forudsat at det er på plads siger jeg også GO FOR IT

 

Jeg har selv 3 hunde - alle intakte hanhunde, i alderen 4 år, 2 år og 14 uger. Og selvom det ikke altid er lutter lagkage, ville jeg ikke være foruden, og har på ingen måde fortrudt. At se den glæde de alle har af hinanden er fantastisk. At se dem udvikle sig sammen, lære af hinanden osv. overskygger de besværligheder der selvfølgelig ind imellem er.

 

F.eks var alle 3 til dyrlægen i sidste uge. De 2 store havde begge øjenbetændelse, højest sandsynligt noget den bette har haft med hjem, den ældste har ud over øjenbetændelse øregangsbetændelse og blev dømt allergiker, og den bette har blærebetændelse. Lige der, i den situation, syntes jeg ikke det var så pokkers fedt....Men det er mere fordi, jeg bliver så frygtelig bekymret....

[Gæst Joey-Salome]

Tusind tak for jeres svar - knusknusknus til jer alle .

Jeg skal forsøge at svare på det hele, prøver lige at gøre det samlet. Raul er 6-7 år gammel, deres præcise alder og fødselsdag kender man jo ikke, når det er internathunde, som i sin tid er blevet reddet fra døden. Det eneste, jeg ellers ved om Raul er, at han kom til Animal in Need-internatet (hvor Charlie også var) for knap fire år siden, fra et internat i Algeciras hvor ejeren havde planlagt at få aflivet en hel flok hunde - sikkert fordi de ikke havde plads til dem alle. Raul var blandt de livstruede, som alle kom til Animal in Need i stedet for døden.

Han er 40 cm over ryggen, altså lidt højere end Charlie, men spinklere bygget, så jeg forestiller mig, han vejer omkring 10-12 kg, Charlie vejer 12,5, men han er også en massiv, lille tætbygget fætter med store racer i sig.

 

Jeg er ret sikker på, at Raul er rigtig god sammen med andre hunde, han bor jo sammen med mange og er ikke en af de hunde, som skal holdes isoleret - derfor anbefaler de også, at man har en hund, hvis man får ham, da han nu i så mange år har været vant til at leve tæt sammen med andre hunde. Så det ville være lidt synd for ham at blive alene-hund.

Charlie er utroligt nem med andre hunde også. Jeg har ham med på arbejde på dyreklinikken, hvor han er med mig i butikken. Og på det sidste har jeg været meget sammen med en god ven, som fik en hundehvalp (en cavalier-tæve) for et par måneder siden. Vi har prøvet at overnatte hos hinanden et par gange for at se, hvordan hundene havde det med det og de lå bare sammen og puttede. Hun er selvfølgelig hvalpelegesyg, men ellers rimelig rolig og mild, som cavalierer jo er, og hun og Charlie har det fint sammen. Raul ville jo (hvis han ikke allerede er) blive kastreret inden han kom her, og det er Charlie også, så jeg tvivler på, der ville være noget hanhundekonkurrence mellem dem.

Jeg tror, der er stor forskel på at få en ny, lille hvalp og så en voksen hund. Jeg kan godt høre, at det må være svært for Teitur og Tjalfe, og hvor er det flot som du arbejder med dem, Stella. Med Motor og Voodoo lyder det til at være gået nemmere med alt det hundene imellem.

 

Charlie er meeeeget mor-syg, så jeg ved, at han da ville blive lidt jaloux. Han er stadig af og til jaloux, når jeg nusser med Bowie-katten. Men det er nu meget harmløst, han får bare aldrig kærlighed nok, den lille fjolle.

Men han har nu været så god med den lille hvalp, så jeg ved ikke ... der var han selvfølgelig også godt klar over, at hun ikke var min hund.

 

Mht. alene-hjemme-halløj, så kan man aldrig vide det. Nogle hunde får seperationsangst, andre er der ingen problemer med. Raul er jo middel i alder og har været vant til at være overladt til sig selv uden mennesker. Jeg tror, han er så fremskreden i alder, at oddsene for, at han skulle have det fint med at være alene, med eller uden Charlie, er gode.

Charlie er som en kat, han går bare ind og sover, når jeg går hjemmefra, og det har han altid gjort. Uanset hans mor-syg-hed. Han er bare tryg, når han er herhjemme, så det er jo skønt.

Mht. arbejde, så ved jeg pt. ikke, hvor jeg ender. Lige nu er jeg på deltid på dyreklinikken og underviser privat. Måske får jeg et lærerjob, måske får jeg mulighed for at være på fuld tid på klinikken. Bliver jeg lærer, så er jeg jo kun væk 4-5 timer om dagen, hvor jeg ikke kan have hunde med. Kommer jeg på dyreklinikken, kan jeg skifte mellem hundene, Charlie bliver nemlig alt for træt og indtryksmættet af at være med flere dage i træk, så han vil hellere have en hvile-hjemme-dag alligevel. Der er også den mulighed, at jeg får job som oversætter, hvor jeg så kommer til at arbejde hjemmefra. Så nåja, det ser jo ikke håbløst ud, men jeg bryder mig på den anden side heller ikke om at jeg ikke ved endnu, hvor jeg er arbejdsmæssigt om et halvt år.

 

Da jeg havde haft Charlie i et par måneder, snakkede jeg med Pia fra Spanske Hunde om at få en hund til - en pomeranian-blanding, jeg var forelsket i fra et andet internat. Hun anbefalede mig det, fordi hun dels ved, hvilken glæde hundene har af hinanden (hun har selv en flok på nogleogtyve), og fordi hun bare ville være glad for at endnu en hund kunne få et skønt hjem hos mig, som vil gøre så meget for den og give den alt af kærlighed, forkælelse og tryghed hver dag. Men jeg droppede det igen fordi min mor sagde til mig, at det er dumt at have to hunde, fordi det er for voldsomt at komme på besøg hos andre med to fremfor en.

 

Tja ... jeg kan forestille mig, at Raul, idet de siger at han er lidt forsigtig og genert, i starten nok ikke vil have det supernemt med andre mennesker. Men det havde Charlie jo heller ikke, han var faktisk ekstremt bange for alle andre end mig i et helt år. Så slemt tror jeg slet ikke, det vil være for Raul, han er dels ældre, og han har været så længe på internatet, hvor der kommer skiftende mennesker og gør rent, lufter hunde og fodrer og alt det, og han har ikke været på killing station sådan som Charlie havde et par måneder før han kom her. Hvis han er tilbageholdende, kan han altid blive hjemme, hvor jeg har Charlie med.

 

Jeg bekymrer mig lidt for Bowie. Hun er glad for Charlie, men hun holder sig jo mest for sig selv som kat. Dog går hun med på vores aftentur hver aften, og selv når vi har haft den lille cavalier med, som hun er lidt lunken overfor, så er hun gået med. Men alligevel. To hunde er måske lidt meget for hende. Jeg er heller ikke sikker på, om Raul kan med katte - jeg tror, der er mere jagthund i ham end i Charlie (som er mest hyrde), så hvad gør jeg, hvis det ikke går.

 

Det holder mig tilbage at jeg i forvejen blandt de folk, jeg kender, er hende den lidt dyretossede. Jeg gider ikke med mine veninder i byen og drikke og feste, jeg gider kun se dem hvis vi kan spise og hygge hos hinanden, gå på cafe eller lave noget andet stille og roligt. Jeg er lidt bange for, om flere vil tage afstand, hvis jeg pludselig har to hunde. Lyder det fjollet? På den anden side har jeg det meget sådan, at folk, som ikke kan lide dyr, de kan heller ikke lide mig, og så gider jeg dem alligevel ikke. Meeeeeeen - derfor kræver jeg ikke af mine venner, at de er totalt dyrefjollede som jeg.

Det holder mig også lidt tilbage at jeg er alene - det er vel nemmere at have flere hunde, hvis man er et par, tænker jeg. Der er to til at passe og træne og være hjemme hos dem. Hvordan oplever I det, jer, som er alene med flere hunde? Mht. kærester, så er jeg ligeglad. Gider de ikke have dyr, så gider jeg ikke være kæreste med dem. Men jeg er da godt klar over, at som dyreflokken er vokset (hund, kat og ørkenrotter) bliver man også kategoriseret lidt.

 

Naboer ... jeg tror ikke ligefrem, de vil være lykkelige for endnu en hund. Men Charlie gør en del, når folk går på trappen, og man må jo godt have hund her. Og det er dem, der bliver klaget over, fordi deres teenagebørn holder fest og larmer (vi har lige haft en masse ballade med politi og blahh), deres småbørn skriger og de roder og smider alt muligt i haven. Såeh ... nåja. Men jeg ville da helst, at jeg havde et hus med min egen have, så vi var i fred fra naboer og deres unger.

 

Økonomisk kan jeg godt klare det. Men jeg ved godt, at der vil være en del ekstra - især i starten skal en evt. ny hund nok til flere tjeks, Charlie fejlede i hvert fald div. småting i starten, fordi hans immunforsvar simpelthen var nede efter et par ormeinfektioner og fordi han ikke spiste nok på internatet. Så jeg tænker da over det, og er godt klar over, at jeg så skal prioritere flere udgifter til dyrene.

 

Jeg ved ikke, om jeg nåede det hele. Prøver lige at læse igennem igen.

[Gæst Joey-Salome]

Jeg har jo 3 små hunde 2 græske og 1 Shih Tzu. De har såå meget glæde af hinanden alle 3. Jeg skal aldrig mere kun have en hund.

 

Jeg har mine med alle vegne. De er gode til at være med på besøg og er rigtig søde hunde.

 

Nå jeg er nok ikke til meget hjælp. Jeg skal snart have en plejehund fra GH, det glæder jeg mig til.

 

Jeg kan godt forstå du er forelsket i ham. Jeg har altid taget det alvorligt når et dyr har "talt" sådan til mit hjerte. Tror også det er derfor jeg har dyr der er helt specielle.

 

Hvordan har du dem med alle vegne ...? Bare sådan? Jeg er så bange for, at folk ikke vil gide have, at jeg kommer anstigende med "dobbelt"-Charlie.

Charlie går jo i øvrigt så pænt, at han altid bare følger mig og er løs på gåture - han er kun i snor, hvis vi decideret bliver påbudt det. Så får jeg en til, så regner jeg med, at jeg i starten nok skal have ham i snor. Hvis han har temperament til det, kan han måske lære det. Men Charlie er så uendeligt nem at gå med, at jeg ikke ser det store vikle-sammen-problem med to. Når jeg har gået tur med ham og andre hunde har de altid passet hver sit, leget lidt når der var plads, og så bare fulgtes ad.

 

Åh nej ... jeg synes, alt jeg siger bare peger på at jeg bør napse ham. Og jeg mener faktisk seriøst, at jeg leder efter en grund, en tungtvejende en, til ikke at gøre det. Suk. Når jeg bare tænker på mig selv, så vil jeg gerne. Også selvom, at Bowie, Charlie og jeg (og de små ørkenbamser, men de bor jo for sig selv i deres dobbeltbur på skrivebordet) jo har det så godt, som vi har det.

[Gæst Joey-Salome]

Siger det samme som Ulla. Du skal have mere at vide om hunden. Kan de måske mødes inden du beslutter dig? Og hvad siger internatet - måske de er da allerbedste til at vurdere, om de to hunde vil kunne gå sammen?

 

Forudsat at det er på plads siger jeg også GO FOR IT

 

Jeg har selv 3 hunde - alle intakte hanhunde, i alderen 4 år, 2 år og 14 uger. Og selvom det ikke altid er lutter lagkage, ville jeg ikke være foruden, og har på ingen måde fortrudt. At se den glæde de alle har af hinanden er fantastisk. At se dem udvikle sig sammen, lære af hinanden osv. overskygger de besværligheder der selvfølgelig ind imellem er.

 

F.eks var alle 3 til dyrlægen i sidste uge. De 2 store havde begge øjenbetændelse, højest sandsynligt noget den bette har haft med hjem, den ældste har ud over øjenbetændelse øregangsbetændelse og blev dømt allergiker, og den bette har blærebetændelse. Lige der, i den situation, syntes jeg ikke det var så pokkers fedt....Men det er mere fordi, jeg bliver så frygtelig bekymret....

 

Da internatet ligger i Sydspanien, Malaga, har de ikke mulighed for at mødes først, nej. Charlie er jo derfra, og jeg er såmænd slet ikke i tvivl om, at de bare ville anbefale mig at få ham, når jeg i forvejen har en spansk hund.

Jeg kan skrive og spørge om de har kattetestet Raul - altså hvor de ser, hvordan han er med katte. Men de fleste internathunde har det fint med katte, såvidt jeg har hørt, erfaret og oplevet.

 

Puhhh, det er søreme svært.

[Gæst Stella]

Når jeg læser dit lange svar, så er jeg sikker på du er den rette til en hund som raul. Havde glemt at charlie også var græsk internat hund, så du ved jo hvad det ville sige at få en hund derfra og hvad man skal være opmærksom på og hvad det indebærer.

 

Med hensyn til din kat tror jeg ikke du skal være bekymret. Mine hunde er jo jagthunde og jeg har marsvin og ingen af dem kunne drømme om at krumme et hår på deres hoved. Når de er ude at løbe på gulvet, går Teitur rundt og nysser dem og har altid gjort det. Da han var hvalp havde jeg en gammel kanin på 12 år ( kan ses i album ) og han elskede den jo og legede med den. Så, så snart det er dyr i mit hus, som tilhører mig, så rører han dem ikke, så ved han godt at dem skal man være sød ved. Men jeg kan være sikker på at kommer vi ud og kommer der en hare springende, og jeg ikke er opmærksom, så er Teitur over alle bjerge og Tjalfe med når han bliver ældre.

 

Jeg kender ikke meget til katte, men ved at de godt kan sige fra og finde på at daske en hund i hovedet, så hunden fremover lader den være i fred. Så jeg ville ikke være nervøs for det hvis jeg var dig, sådan som du beskriver det.

[Gæst Joey-Salome]

Jeg synes det er vigtigt at få en uddybende beskrivelse af ham den nye spanske, Især i stresssituationer.Hvordan er han så over andre hunde??? Og hvordan er din egen med andre hunde.

Mht plads er hunde da hamrende ligeglade, hvis de ellers har daglige oplevelser i hverdagen uden for lejligheden.Hos mig er de næsten kun de unge der bruger haven , hvis jeg ikke lige selv er derude.

Ved ikke, hvem du evt skal adopterer igennem, tal om , om der findes plejefamilier, hvis de 2 hunde skulle vise sig ikke at bryde sig om hinanden, .

 

Fordi der er så mange hunde på de spanske internater, er det tit svært at få meget mere uddybende at vide. Jeg vil dog spørge Pia fra spanske hunde, som har været på internatet og arbejde som frivillig, om hun kan huske mere særligt om Raul. Han har jo været der så længe, at rigtig mange af de frivillige, som kun kommer en gang imellem har mødt ham.

 

En anden plejefamilie er for mig ikke en mulighed. Tager jeg en spansk hund til mig, skal den ikke omplaceres. Så hvad det angår er der som udgnagspunkt ikke bare "fortrydelsesret". Han har været igennem rigeligt tumult og stress og mangler tryghed og en familie, som vil gøre alt for, at han skal falde til og blive der resten af sine dage.

[Gæst Stella]

Måske er det fri fantasti, men har gadehunde ikke let ved at omgås andre hunde og katte? De er jo vant til at omgås dem hver dag. Forstiller mig hvert fald at der findes mange tusinder af herreløse katte og hunde i spanien som går på gaden sammen, uden at jagte hinanden som sådan.

[Gæst Joey-Salome]

Når jeg læser dit lange svar, så er jeg sikker på du er den rette til en hund som raul. Havde glemt at charlie også var græsk internat hund, så du ved jo hvad det ville sige at få en hund derfra og hvad man skal være opmærksom på og hvad det indebærer.

 

Med hensyn til din kat tror jeg ikke du skal være bekymret. Mine hunde er jo jagthunde og jeg har marsvin og ingen af dem kunne drømme om at krumme et hår på deres hoved. Når de er ude at løbe på gulvet, går Teitur rundt og nysser dem og har altid gjort det. Da han var hvalp havde jeg en gammel kanin på 12 år ( kan ses i album ) og han elskede den jo og legede med den. Så, så snart det er dyr i mit hus, som tilhører mig, så rører han dem ikke, så ved han godt at dem skal man være sød ved. Men jeg kan være sikker på at kommer vi ud og kommer der en hare springende, og jeg ikke er opmærksom, så er Teitur over alle bjerge og Tjalfe med når han bliver ældre.

 

Jeg kender ikke meget til katte, men ved at de godt kan sige fra og finde på at daske en hund i hovedet, så hunden fremover lader den være i fred. Så jeg ville ikke være nervøs for det hvis jeg var dig, sådan som du beskriver det.

 

Det er jo også det ... jeg er lige den rette til at napse sådan en genert, stilfærdig tryghedstrængende bamse som ham. Argh. Ja, spansk internathund, men nevermind. De græske er tit lidt anderledes, så der er forskel, de er ofte tidligere gadehunde, hvor jeg har hørt en masse om, at de har mere tendens til at gå i skraldespande og den slags, fordi det er de vant til. Sådan er Charlie slet ikke. Han har været hos en familie, hvor han højst sandsynligt dog var overladt meget til sig selv som vagthund i en gårdhave, kom så på killing station og derfra på internat.

 

Årh, hvor cute med marsvinene. Teitur lyder bare som verdens dejligste cocker .

Bowie er meget overbærende, men selvfølgelig siger hun fra, det gjorde hun også med den lille cavalier-bebs, som ikke er vant til katte og derfor stod og gloede og vuffede af hende de første gange, hun var her. Det er mere, jeg ved jo, her vil blive lidt mere crowded med en hund til. Bowie har i forvejen afgivet en del gulvplads til vapseleg og hundesenge. Jeg vil så nødig anstrenge hende, den lille tålmodige mitte, som bare skal finde sig i alle hendes mors skøre påfund (som f.eks. overhovedet at få en hund første gang). Og jeg vil nødig slå den tryghed og rytme ud, som er nu, hvor de går tur sammen og også efterhånden endelig kan finde på at ligge i sengen sammen og putte. Er bange for, hun vil se hundene som en "enhed" og så trække sig mere tilbage. Det kan jo også gå den anden vej, men jeg tænker bare meget på hende ... hun er jo mit første dyr, hun var her først, så hun kommer også altid først. Og da vi havde plejekillinger i nogle uger, der flyttede hun jo efterhånden (i løbet af de tre uger, de var her) hjemmefra indtil de fik et nyt hjem. Okay, det er også noget andet med andre katte, men alligevel.

[Gæst Joey-Salome]

Måske er det fri fantasti, men har gadehunde ikke let ved at omgås andre hunde og katte? De er jo vant til at omgås dem hver dag. Forstiller mig hvert fald at der findes mange tusinder af herreløse katte og hunde i spanien som går på gaden sammen, uden at jagte hinanden som sådan.

 

Jo, som regel, netop af de grunde, du nævner. Dog er spanske hunde ikke altid gadehunde - og Raul har jo boet på internatet så længe. Men jo, som udgangspunkt har de nemt ved det og er vant til det. Charlie var jo meeeganem med Bowie, og de var venner efter en uge. Men alligevel ... jeg tænker, så det knager.

[Zaz-zaz]

Tag ham hjem. Han skal da ikke sidde og kukke-lure på et eller andet internat, når du kan have ham. Vi fik vaps nr 2 for et stykke tid siden og det er det bedste vi nogensinde har gjort. De to slyngler vi har rendende nu har super meget glæde af hinanden. Det er bare sådan en fornøjelse at se dem sammen og står det til mig skal vi aldrig mere kun have en hund.

 

Det var så ikke lige et forsøg på at tale dig fra det, men en kraftig opfordring til at springe ud i det. Jeg er ret sikker på at ingen af jer tre vil fortryde det et sekund !

[Gæst Stella]

Jo, som regel, netop af de grunde, du nævner. Dog er spanske hunde ikke altid gadehunde - og Raul har jo boet på internatet så længe. Men jo, som udgangspunkt har de nemt ved det og er vant til det. Charlie var jo meeeganem med Bowie, og de var venner efter en uge. Men alligevel ... jeg tænker, så det knager.

 

Jeg kender udmærket med at tænke så det knager. Håber du finder en løsning og ja Teitur er den bedste hund i verden, elsker ham så højt :hjerte:

[Shii]

Jeg vil sige min første tanke er:

 

Gå med din inderste følelse! For mig er det foruroligende at du "forsøger at blive ved at finde noget imod det"... Hvis du er usikker, så er han ikke den rigtige hund... Der findes rigtig mange dejlige hunde i verdenen, og når den rigtige hund kommer så ved du det også...

 

På den anden side synes jeg jo han lyder helt perfekt til dig og charlie!

 

Herhjemme ved vi med 100% sikkerhed at vi skal have hund nummer 2, tiden skal bare gå og Dexter skal være lidt ældre, egentlig skulle han helst være 2-3 år, men jeg tror næppe han når at blive så gammel før vi får hund nummer 2.. Derfor har vi da også overvejet om man skulle anskaffe sig en voksen Lidt ligesom du gør, vil det betyde at man skal sætte to voksne/halvvoksne sammen, og det tror jeg giver flere problemer end hvis den ene er en hvalp...

 

Mit råd ville være go for it hvis du har økonomien til det

[Amocca]

Jeg fortryder ikke at have fået nr 2... Men det ER mere tidskrævende, mere besværligt og omstændigt osv. Jeg har evig dårlig samvittighed, fordi jeg ikke synes jeg laver nok med dem... Johna kender jo ikke til andet, menKarla plejede at få meget mere kvalitetstid - bare hende og mig:???:

 

Jeg tager dem med alle de steder jeg skal hen, af og til kun den ene... Hvsi jeg fx ved der vil være mange børn, så bliver Karla hjemme... Lige det synes jeg ikke er så slemt....

 

Gåture i god ro og orden med to hunde er en kunst jeg endnu ikke har mestret... Men det kommer forhåbentligt

[Petrine]

Jeg er vildt forelsket i Fønix, nr 3 - selvom han har overskidt seng og vindueskarm med eksplosiv diarre adskillige gange. Det afhænger vel af, hvad du er villig til at 'finde dig i'.

 

Hvem er det, du skal besøge, som du tror vil stejle over 2 hunde? Jeg har gladeligt slæbt 4 hunde med til familien, men den er naturligvis begejstret for hunde, så det afhænger jo af din omgangskreds.

[Gæst Joey-Salome]

Tag ham hjem. Han skal da ikke sidde og kukke-lure på et eller andet internat, når du kan have ham. Vi fik vaps nr 2 for et stykke tid siden og det er det bedste vi nogensinde har gjort. De to slyngler vi har rendende nu har super meget glæde af hinanden. Det er bare sådan en fornøjelse at se dem sammen og står det til mig skal vi aldrig mere kun have en hund.

 

Det var så ikke lige et forsøg på at tale dig fra det, men en kraftig opfordring til at springe ud i det. Jeg er ret sikker på at ingen af jer tre vil fortryde det et sekund !

 

 

I hjælper ikke!!! Hahaha, jo, det gør I. Men I får mig bare til endnu mere at føle, at han er meant for me og at jeg skal gøre det. Jeg er vist bare bange for, at hvad nu, hvis noget går galt. Hvis jeg bliver ruineret eller katten ikke kan lide ham eller ham og Charlie ikke duer eller hjemmet drukner i hundemøg hurtigere end jeg kan gøre rent eller hvad ved jeg. Næh, nevermind det med hjemmet, det sker jo ikke. Jeg er bare ... ja, det er svært.

[Gæst Joey-Salome]

Jeg vil sige min første tanke er:

 

Gå med din inderste følelse! For mig er det foruroligende at du "forsøger at blive ved at finde noget imod det"... Hvis du er usikker, så er han ikke den rigtige hund... Der findes rigtig mange dejlige hunde i verdenen, og når den rigtige hund kommer så ved du det også...

 

På den anden side synes jeg jo han lyder helt perfekt til dig og charlie!

 

Herhjemme ved vi med 100% sikkerhed at vi skal have hund nummer 2, tiden skal bare gå og Dexter skal være lidt ældre, egentlig skulle han helst være 2-3 år, men jeg tror næppe han når at blive så gammel før vi får hund nummer 2.. Derfor har vi da også overvejet om man skulle anskaffe sig en voksen Lidt ligesom du gør, vil det betyde at man skal sætte to voksne/halvvoksne sammen, og det tror jeg giver flere problemer end hvis den ene er en hvalp...

 

Mit råd ville være go for it hvis du har økonomien til det

 

Jeg forsøger at finde noget imod det, fordi det da vil være enklere bare at lade være. Så er tingene jo bare, som de er. Ikke fordi han ikke er den rigtige - det er fordi han føles så rigtig, at det er svært. Men der ER mange overvejelser, synes jeg. Og mange uforudsete ting, som kan ske ... suk.

[Gæst Joey-Salome]

Jeg er vildt forelsket i Fønix, nr 3 - selvom han har overskidt seng og vindueskarm med eksplosiv diarre adskillige gange. Det afhænger vel af, hvad du er villig til at 'finde dig i'.

 

Hvem er det, du skal besøge, som du tror vil stejle over 2 hunde? Jeg har gladeligt slæbt 4 hunde med til familien, men den er naturligvis begejstret for hunde, så det afhænger jo af din omgangskreds.

 

Altså, min mor brugte sidst, jeg ville have endnu en hund, en masse snak om at det er aaaaaalt for voldsomt at komme anstigende hjem til folk med to hunde. En er fint, men to, uha nej, det er for meget. Jeg ved ikke, hvordan mine venner vil have det i praksis, har ikke spurgt dem. Tror nogle af dem vil være fjong med det, og nogle vil måske nok foretrække bare mig. Men altså, man behøver jo heller ikke altid have sine hunde med.

Og generelt er min mor ikke den rigtige at lytte til, når det kommer til hvordan man skal leve sit liv. Men her har hun jo måske alligevel lidt en pointe. Det ER enklere med en hund. For andre.

 

En af mine venner, som jeg har snakket lidt med her til aften, bekymrer sig lidt for, om jeg, som han siger "begraver mig i dyr". Og bruger dyreselskab og hygge og kærlighed med dyrene som en slags erstatning for menneskeselskab. Fordi jeg ikke orker mennesker så meget, som jeg har gjort engang.

Jeg tror, han siger sådan, fordi jeg i det sidste års tid har talt en del med ham om, at jeg er i tvivl om, hvorvidt jeg nogensinde vil have børn. Det har jeg ellers altid villet. Men jeg fatter bare bjælde af de folk, jeg ser omkring mig med små børn. De lever et grotesk sygt liv, synes jeg. I konforme, kedsommelige forhold hvor de aldrig oplever noget eller ser nogen mennesker. Og børn, børn, børn. Nå, nevermind, det kan jeg tale længe om. Og jeg ved godt, jeg ikke ville være lige sådan, men jeg har fået lyst til andre ting. Også noget andet end hele det der parforholds-show. Og samtidig ved jeg ikke helt, hvad jeg vil. Sådan, på længere sigt. Med arbejde og familie eller hvad end. Men jeg ved, at jeg er lykkelig med mine dyr og med at se de mennesker, jeg holder af, når jeg vil. Og jeg har ikke én dag fortrudt, at jeg fik Charlie. Det er det bedste, jeg nogensinde har gjort. Og jeg er mere mig selv nu end nogensinde. Jeg var engang meget mere sådan en, der levede for at please alle andre og passe ind og gøre hvad andre syntes, jeg skulle. Efter stress og sygdomsperiode og sådan fik jeg lagt mit liv og prioriteter meget om. Og jeg fik Charlie.

Måske er jeg blevet sær. Måske gør jeg bare det, jeg altid har villet. Stod det KUN til mig, og havde jeg pladsen og en egen have, så ville jeg også have kaniner. Jeg elsker dyr. Jeg elsker al tiden med dem.

Men jeg kan også godt blive bange. For om han har ret, om jeg bare ikke magter ret mange mennesker mere. Og om der er noget galt med det. Jeg er jo glad ... men jeg kan godt se, at jeg ikke er særligt "konventionel". Og hvis jeg får endnu en hund, her mens jeg lever alene og sådan, så er jeg det endnu mindre.

Nå, klokken er mange og jeg vrøvler vist lidt. Må hellere gå i seng, er også småsyg pt. så er lidt groggy.

[tjikson]

Vi har været SÅ glade for at have to hunde!.. Da Thayson fik Tilde som lillesøster, blomstrede han virkelig op!.. Og nu hvor han er væk, kan vi virkelig mærke på Tilde hvor meget gavn de har haft af hinanden Derfor har vi også allerede bestilt en ny søster til Tilde.. jeg ville meget nødig undvære at have to hunde!