Manglende respekt for hundens signaler

[sonja77]

I går på aftenturen kommer en kvinde gående imod Tyson og mig med en lille tæve (ubestemmelig race). Tæven begynder at gø og snerre på en for mig at se angst måde, da hun ser Tyson.

 

Tyson begynder så at gø tilbage, og da jeg ikke synes, at der er nogen grund til at holde gøkoncert for hele nabolaget, sætter jeg mig ned på hug og får kontakt med ham og får ham til at stoppe. Det får kvinden til at slæbe sin hund hen til os og nærmest smide den ind i Tyson, mens hun siger noget i retning af "hils nu pænt, den gør ikke noget" (hvor ved hun det fra ) til hunden, og til mig siger hun "hun tror, at hun skal eje hele fortovet". Hunden er nu ganske hysterisk og prøver desperat at komme væk, mens den nærmest "skriger", men kvinden prøver igen at trække den helt op i snotten på Tyson. Jeg siger, at hun ikke skal tvinge hunden til at hilse på Tyson, hvis den ikke vil, til hvilket jeg får svaret: "Jamen, hun er bange for alt og alle."

 

:confused: Og så skulle det hjælpe at tvinge hende ud i situationer, hun tydeligvis ikke kan håndtere, eller hvad? Og hvad nu hvis Tyson var bidsk eller på anden måde fjendtlig over for andre hunde? (Det er han ikke, men det aner kvinden jo intet om).

 

Jeg syntes, at det var synd for hunden og også for Tyson, der fik smidt en hysterisk snerrende hund mod sig (det så han ikke ud til at synes var særlig sjovt), så jeg skyndte mig at gå videre med ham.

 

Jeg ved faktisk ikke helt præcis, hvad det er, jeg vil debattere - blev bare nødt til at dele historien med nogle, da jeg følte mig ret berørt af den og stadig har ondt af hunden. Jeg kan heller ikke lade være med at tænke, om jeg skulle have sagt mere til kvinden, men jeg ville bare have de to hunde væk fra hinanden så hurtigt som muligt, da de jo begge blev stressede af situationen.

[Trine]

Stakkels Tyson og stakkels lille hund, nogle burde smide den skøre kvinde ind mellem 12 læderklædte rokerer. Så kunne hun jo se hvordan hun ville reagere.

[bernerazuro]

Øv, en ubehagelig situation for Tyson og dig, og da så absolut også kvindens hund

 

Man kan altid være baggklog og tænke, at man måske skulle have prøvet... Men i en given presset situation har man sjældent overskud til særlig meget! Måske hvis man oplever det en anden gang med samme hund og derfor er "forberedt" på det, men jeg tvivler på at jeg selv ville kunne have overskuddet til det..? Højst have forladt vedkommende med en bister bemærkning, som jeg kunne håbe på trængte igennem (hvis vedkommende ellers overhovedet kunne høre det For de bemærkninger bliver aldrig sagt højlydt )...

[sonja77]

Her til aften mødte vi kvinden med hunden igen, og denne gang gik det meget bedre!

 

Vi så dem komme på lang afstand, og hunden virkede igen meget nervøs og prøvede at komme i den modsatte retning, da den så os. Tyson satte sig så meget roligt ned og kiggede til siden (jeg var en meget stolt mor over det dygtige hundesprog ). Tæven stoppede også op (dvs. holdt op med at trække i den anden retning) og stod stille et lille stykke tid og kiggede på ham - og det fik hun vel at mærke lov til, for ejeren stod stille sammen med hende. Så gav ejeren slip på snoren og sagde "løb så hen og sig hej". Hunden løb i en stor bue uden om Tyson, men kom dog forbi ham og videre i den rigtige retning. Ejeren sagde "nå, hun turde ikke hilse" og gik efter hunden og samlede snoren op igen.

 

Jeg var MEGET glad over at se, at ejeren åbenbart ikke altid prøver at gennemtvinge et hundemøde og denne gang lod hunden selv bestemme, hvad hun ville gøre. Det lettede helt om hjertet...

[bernerazuro]

Her til aften mødte vi kvinden med hunden igen, og denne gang gik det meget bedre!

 

Vi så dem komme på lang afstand, og hunden virkede igen meget nervøs og prøvede at komme i den modsatte retning, da den så os. Tyson satte sig så meget roligt ned og kiggede til siden (jeg var en meget stolt mor over det dygtige hundesprog ). Tæven stoppede også op (dvs. holdt op med at trække i den anden retning) og stod stille et lille stykke tid og kiggede på ham - og det fik hun vel at mærke lov til, for ejeren stod stille sammen med hende. Så gav ejeren slip på snoren og sagde "løb så hen og sig hej". Hunden løb i en stor bue uden om Tyson, men kom dog forbi ham og videre i den rigtige retning. Ejeren sagde "nå, hun turde ikke hilse" og gik efter hunden og samlede snoren op igen.

 

Jeg var MEGET glad over at se, at ejeren åbenbart ikke altid prøver at gennemtvinge et hundemøde og denne gang lod hunden selv bestemme, hvad hun ville gøre. Det lettede helt om hjertet...

 

Det var dejligt at høre Vi må håbe hun fortsætter stilen :5up:

[Agnete87]

Sikke da et uheldigt første møde, men fint at ejeren anden gang lod hunden selv bestemme hvordan det skulle gå, det kan måske ende med at de kan hilse på hinanden , man kan da håbe:-D

 

Men jeg har en lille historie fra den virkelige verden som minder meget om det første møde i havde med den lille dame hund, men bare med mennesker, here we go:

 

Jeg var 4 år og i rødovre centeret med min mor og vi når ind til festpladsen som det dengang hed. Der var der en masse tingel tangel til børn og jeg fik lov til at vælge en ting til mig selv, weee:mrgreen: Nå men jeg får valgt en lille dukke med noget tilbehør (det var en lille taske med tøj og sko til dukken) nå men min mor betaler for dukken og vi skal til og smutte ind i Irma, MEN. Der står noget i vejen for os, en kæmpe Rasmus klump dukke (af dem der er mennesker i og bevæger sig og taler til en), og aldrig er jeg blevet så FÅÅRRKKIIINNNGG skræmt i mit liv, jeg kraver bogstaveligt talt op af min mor. Min mor tager mig op og trøster mig så godt hun nu kan, men så kommer den skide lorte dukke tættere på og siger noget til mig ("nej, du må ikke være ked af det") og vil ae mig på kinden, hvilket får mig til at hyle endnu højere, og nu står halvdelen af centeret og glor på os. Og hvad gør min mor bare ikke, jo hun går tættere på Rasmus klump, og da jeg kommer tæt nok på begynder jeg at hyle endnu mere og slår det bedste jeg kan Rasmus klump med min dukke, det hele ender med at min mor må køre mig hjem uden at komme i Irma, og jeg ville ikke i centeret i lang tid efter det...

 

Jep, jeg hader og er skide bange for dukker hvor der er mennesker i, og jeg har ikke tilgivet min mor for det endnu, hun syntes stadig at det er skide sjovt når jeg fortæller om det:confused:

[cs-dumle]

Her til aften mødte vi kvinden med hunden igen, og denne gang gik det meget bedre!

 

Vi så dem komme på lang afstand, og hunden virkede igen meget nervøs og prøvede at komme i den modsatte retning, da den så os. Tyson satte sig så meget roligt ned og kiggede til siden (jeg var en meget stolt mor over det dygtige hundesprog ). Tæven stoppede også op (dvs. holdt op med at trække i den anden retning) og stod stille et lille stykke tid og kiggede på ham - og det fik hun vel at mærke lov til, for ejeren stod stille sammen med hende. Så gav ejeren slip på snoren og sagde "løb så hen og sig hej". Hunden løb i en stor bue uden om Tyson, men kom dog forbi ham og videre i den rigtige retning. Ejeren sagde "nå, hun turde ikke hilse" og gik efter hunden og samlede snoren op igen.

 

Jeg var MEGET glad over at se, at ejeren åbenbart ikke altid prøver at gennemtvinge et hundemøde og denne gang lod hunden selv bestemme, hvad hun ville gøre. Det lettede helt om hjertet...

 

Hvor godt :5up:

 

Måske hun har tænkt lidt over det efter i var gået sidste gang

[Gæst Ninjamor]

Sikke da et uheldigt første møde, men fint at ejeren anden gang lod hunden selv bestemme hvordan det skulle gå, det kan måske ende med at de kan hilse på hinanden , man kan da håbe:-D

 

Men jeg har en lille historie fra den virkelige verden som minder meget om det første møde i havde med den lille dame hund, men bare med mennesker, here we go:

 

Jeg var 4 år og i rødovre centeret med min mor og vi når ind til festpladsen som det dengang hed. Der var der en masse tingel tangel til børn og jeg fik lov til at vælge en ting til mig selv, weee:mrgreen: Nå men jeg får valgt en lille dukke med noget tilbehør (det var en lille taske med tøj og sko til dukken) nå men min mor betaler for dukken og vi skal til og smutte ind i Irma, MEN. Der står noget i vejen for os, en kæmpe Rasmus klump dukke (af dem der er mennesker i og bevæger sig og taler til en), og aldrig er jeg blevet så FÅÅRRKKIIINNNGG skræmt i mit liv, jeg kraver bogstaveligt talt op af min mor. Min mor tager mig op og trøster mig så godt hun nu kan, men så kommer den skide lorte dukke tættere på og siger noget til mig ("nej, du må ikke være ked af det") og vil ae mig på kinden, hvilket får mig til at hyle endnu højere, og nu står halvdelen af centeret og glor på os. Og hvad gør min mor bare ikke, jo hun går tættere på Rasmus klump, og da jeg kommer tæt nok på begynder jeg at hyle endnu mere og slår det bedste jeg kan Rasmus klump med min dukke, det hele ender med at min mor må køre mig hjem uden at komme i Irma, og jeg ville ikke i centeret i lang tid efter det...

 

Jep, jeg hader og er skide bange for dukker hvor der er mennesker i, og jeg har ikke tilgivet min mor for det endnu, hun syntes stadig at det er skide sjovt når jeg fortæller om det:confused:

 

 

Pyhaa... sikke en oplevelse!

 

Den er hamrende god til at illustrere hvordan nogle hunde har det ved møder...

 

Tilgiv din mor, hun har ikke forstået hvad hun gjorde og det var jo ikke ondt ment :ae:

[Aslan]

Jeg var MEGET glad over at se, at ejeren åbenbart ikke altid prøver at gennemtvinge et hundemøde og denne gang lod hunden selv bestemme, hvad hun ville gøre. Det lettede helt om hjertet...

 

 

Måske DU har gjort forskellen :blink:

 

Og kan godt forstå du er stolt af Tyson, men nu ER han jo også en klog hund

[sonja77]

Og kan godt forstå du er stolt af Tyson, men nu ER han jo også en klog hund

 

Ja, det er han jo, den søde, lille vaps.

[Gæst snevinter]

Jeg bryder mig heller ikke om de situationer, hvor folk slet ikke forstår hundens situation.

 

For det meste, hvis jeg kan komme afsted med det, har jeg en lille flink kommentar, men hos nogle er der ingen vej ind.

 

Heldigvis synes jeg, at det er som om jeg ser flere gode oplevelser mht hundeejere og deres hunde. Her til morgen knælede en pige ned ved siden af hendes hund, da en flok børn gik forbi og gav hunden godbidder. Det er dejligt at se