Hundebørn vs. menneskebørn

[Potemis]

Egentlig mest en tråd til dem der har truffet valget.. Og dem der overvejer.. Og alle de andre der har en mening om emnet

 

Jeg er 27 og har egentlig altid troet at jeg ville være hurtigt ude med at få børn. Menneskebørn that is..

Men jo mere jeg tænker over det, jo mindre har jeg lyst til at få børn. Jeg arbejder som støttelærer så jeg har MANGE børn omkring mig hver dag, forskellige aldre, både velfungerende og modsat og midt imellem. Og de er da søde, det er de da. Men.. Jeg synes virkelig også bare man hører meget brok fra menneskebørneforældre.

Og hvordan får man tiden? Jeg synes det er rigeligt at stå op for at gå med Cookie om morgenen, hun skal også nusses vågen og have sweater på inden vi går. Og have morgenmad. Og sin farvelkiks. Og en forsikring om at "mor kommer hjem igen, mor kommer altid tilbage til sin Cookie". Når vi kommer hjem, skal hun ud igen, og nusses og mysses og gerne børstes lidt, hun skal have mere mad, sidde i sofaen og putte, inden hun skal ud igen og så have sine piller og så ind i sengen og sove + al den leg med diverse tøjdyr og pivedyr vi når i løbet af dagen.

 

Hvornår pokker får man tid til bleskift, lektiehjælp, "ordentlig og sund aftensmad", badetider, godnatlæsning og trøst efter mareridt og så igen tidligt op, morgenmad, tandbørstning, flyverdragter, skoletasker og huske madpakker?? Og alle de penge der skal bruges på tøj og hest og fodboldkort og pokemon og børnehave?

Vi kan lige få det til at køre rundt, med mine dagpenge og mandens SU.

Nogle gange tænker jeg om det bare er tanken om at være gravid der er lidt magisk for mig. Og det der med at bage boller i weekenden og sådan noget.

 

Er der nogen derude der har taget et valg om at have hundebørn istedet for menneskebørn? Og hvorfor? Kunne i ikke selv få børn? Eller havde i ikke lysten? Jeg bøvler UTROLIG meget med det i mit hovede... Og jeg aner ikke hvad pokker jeg vil. Jeg vil jo heller ikke være gammel før jeg tager en beslutning. Og hvad siger omgivelserne til sådan et valg?

[Amocca]

Jeg tror, at vil man gerne have børn, så finder man tiden til dem. Ligesom man gør med alt muligt andet.

 

Jeg er 34 og har taget valget: ingen børn. Ville oprindeligt ikke have børn (har aldrig været skruk), mødte så mand som gerne ville, men så viste det sig, at jeg ikke kunne få børn. Har fravalgt at adoptere. Har nu 2 smukkeste hundepiger...

 

Min eneste fortrydelse er, at mine børn aldrig vil overleve mig, som andre folks børn vil. Men sådan er det!

[Tonks]

Du står tidligere op for at nå det hele :blink: du kan ikke forvente at sove længe når du har børn.

[Petrine]

Og hvad siger omgivelserne til sådan et valg?

 

Jeg valgte børn fra, allerede da jeg selv var bittelille og har aldrig et sekund fortrudt (er 42 lige om lidt), valget er helt klart hårdest for omgivelserne.

 

Altid har jeg hørt, at jeg ville fortryde, efter 40 var det så synd for mig (folk gik åbenbart ud fra jeg ikke KUNNE få nogen), nu er min bedste veninde gravid, alle troede, det ville give mig lyst til børn, hun får sin unge på torsdag og jeg har om muligt endnu mindre lyst til børn efter at have fulgt hendes graviditet.

 

Hvis du vælger fra, så vær forberedt på nærgående spørgsmål fra relativt fremmede mennesker om ting, der vitterligt ikke angår dem - jeg har meldt klart ud, jeg kan absolut ikke lide børn, men den går nok ikke med din profession

 

Jeg har det seriøst godt med fravalget, jeg har min frihed, jeg har været til is-disko i Gentofte, de andre var 10-12 årige børn, men vi skulle alle gennem metaldetektor og jeg tænkte højt 'hvad skal der blive af ungdommen, når man i en alder af 10 skal aflevere sygesikringskort og gennem metaldetektor', jeg er den ultimative økolog (børn = forbrug i ekstrem grad).

 

Hundene er dog ingen erstatning for børn, selvom jeg kører dem i barnevogn, men det kan jeg ikke overbevise andre om, heldigvis er jeg ret ligeglad.

 

Held og lykke med dit valg - umiddelbart synes jeg dog du lyder, som ret godt mor-materiale (og man bliver jo aldrig klar til børn, uanset hvor længe du venter)

[Petrine]

Du står tidligere op for at nå det hele :blink: du kan ikke forvente at sove længe når du har børn.

 

Min mor ville have sagt: enten afleverer du dit barn hos din mor eller du får din mand til at ordne det (blot for at vise, der er mulighed for at sove længe, bare man finder en løsning)

[Gæst Lykken]

Egentlig mest en tråd til dem der har truffet valget.. Og dem der overvejer.. Og alle de andre der har en mening om emnet

 

Jeg er 27 og har egentlig altid troet at jeg ville være hurtigt ude med at få børn. Menneskebørn that is..

Men jo mere jeg tænker over det, jo mindre har jeg lyst til at få børn. Jeg arbejder som støttelærer så jeg har MANGE børn omkring mig hver dag, forskellige aldre, både velfungerende og modsat og midt imellem. Og de er da søde, det er de da. Men.. Jeg synes virkelig også bare man hører meget brok fra menneskebørneforældre.

Og hvordan får man tiden? Jeg synes det er rigeligt at stå op for at gå med Cookie om morgenen, hun skal også nusses vågen og have sweater på inden vi går. Og have morgenmad. Og sin farvelkiks. Og en forsikring om at "mor kommer hjem igen, mor kommer altid tilbage til sin Cookie". Når vi kommer hjem, skal hun ud igen, og nusses og mysses og gerne børstes lidt, hun skal have mere mad, sidde i sofaen og putte, inden hun skal ud igen og så have sine piller og så ind i sengen og sove + al den leg med diverse tøjdyr og pivedyr vi når i løbet af dagen.

 

Hvornår pokker får man tid til bleskift, lektiehjælp, "ordentlig og sund aftensmad", badetider, godnatlæsning og trøst efter mareridt og så igen tidligt op, morgenmad, tandbørstning, flyverdragter, skoletasker og huske madpakker?? Og alle de penge der skal bruges på tøj og hest og fodboldkort og pokemon og børnehave?

Vi kan lige få det til at køre rundt, med mine dagpenge og mandens SU.

Nogle gange tænker jeg om det bare er tanken om at være gravid der er lidt magisk for mig. Og det der med at bage boller i weekenden og sådan noget.

 

Er der nogen derude der har taget et valg om at have hundebørn istedet for menneskebørn? Og hvorfor? Kunne i ikke selv få børn? Eller havde i ikke lysten? Jeg bøvler UTROLIG meget med det i mit hovede... Og jeg aner ikke hvad pokker jeg vil. Jeg vil jo heller ikke være gammel før jeg tager en beslutning. Og hvad siger omgivelserne til sådan et valg?

 

:klovn:Jeg er måske ikke den du ønsker, at høre fra:slem: men jeg tror ikke du er klar til et menneskebarn( barn nr 2) du har allerede et.

 

Jeg har 3 børn, og mine piger har begge børn, så jeg er bedstemor til 3, jeg kan godt lide dine over vejelser, det kan ses du er en moden og ansvars bevidst pige.

Alle behøver ikke få børn, men har du dem, ja så kommer de i første række OGSÅ før hunden, du finder tid, du får overskud, men det koster, både penge og alt det andet.

Du behøver ikke, at tage en drastisk eller endelig beslutning, før om flere år, men jeg syntes ikke det lyder som om jeres økonomi skriger på barn nu, og jerres beslutning skal værre fælles.

Graviditeten er fantastisk:hjerte: hvis alt går som det skal, fødslen kan også være fantastisk, men det er ikke sikkert alt bliver som forventet, så I skal virkelig ønske jer resultatet, barnet er det der skal gøre det hele besværet værd!!! også hvis de ikke er perfekte, så elsker man med hele hjertet og vil gå gennem ild og vand for dem.

Jeg tror at der er mange der elsker deres hund, lige så meget som de har elsket deres børn.

Det at du siger at din hund får medicin, gør jo også, at du tager særligt hensyn til den, og den er måske heller ikke KLAR til småbørn i huset, det er da noget du skal tænke på.

Jeg kunne ikke forestille mig et liv uden børn, og har ønsket dem længe før jeg fik dem, og nu mine børnebørn, de går lige i hjertet:hjerte: men det er mit liv. Jeg kender/ har kendt mange, som har haft lige så fantastisk et liv uden børn.

Børn er for resten af livet,,, helt bogstaveligt ( forhåbentligt) en hund er for 8- 15år. det er sgu et stort valg, nogle har ikke valget. Lad være med at skynde dig:bighug: Blæs på omgivelserne, det er dig der skal leve med dit valg.

[Gryn]

Min mand og jeg har valgt børn fra, ønsker ikke at fortælle hvorfor.

Vi er begge to vokset op med hunde, så det har været naturligt for os at have hund. Hundene er ingen erstatning for børn, men en interesse. Vi har holdt meget af alle vores hunde og vi har brugt masser af tid, den har vi jo haft da der ikke har været børn som har skullet have først.

[Gæst Iben B]

Jeg ville engang have børn ... så fik jeg en hund og siden forsvandt lysten

 

Jeg ved ikke om det var fordi hunden gik ind og 'erstattede' min trang til børn, altså at mit moderinstinkt simpelthen fik nok at lave, men ... jeg synes det var pisse besværligt at have en hvalp - at hun så udviklede sig til problemhund gjorde naturligvis ikke sagen lettere, men jeg var udmattet!

Og man hører jo ikke andet fra forældre end hvor hårdt det er og at man slet ikke kan forestille sig hvor hårdt det er indtil man har prøvet det, og så får jeg det bare sådan lidt: det orker jeg simpelthen ikke. Jeg GIDER ikke cykle til vuggestuen med en grædende unge bagpå i regnvejr. Jeg GIDER ikke sidde til forældremøde, jeg GIDER ikke tage stilling til lommepenge og gruppepres og hvad fanden poderne nu ellers kommer ud for. Jeg kan jo ikke engang skifte en lorteble uden at brække mig (jeps - jeg har prøvet).

Udover det, så synes jeg ikke børn er specielt interessante. Jeg får ikke det der 'nååååårh' når jeg ser en baby (jeg får det til gengæld når jeg ser en hundehvalp ). Jeg mister appetitten hvis jeg sidder ved siden af et barn der smører mad i hele hovedet hvor det blander sig med savl og 11-taller. Jeg bliver ikke skruk når jeg ser min kæreste lege med et barn (noget som visse veninder ellers mener med sikkerhed burde få det til at hive i æggestokkene på mig).

 

Når jeg en kort periode tænkte at jeg gerne ville have et barn tror jeg det hang mere sammen med at min kæreste og jeg havde været sammen et stykke tid og der ligesom skulle et 'næste skridt' til, noget vi for alvor kunne være sammen om. Og der dækkede hunden altså det behov.

 

Jeg er i øvrigt også ret glad for min kæreste. Og det eneste jeg hører fra par med børn er at de er vrede på hinanden og skændes og det hele går op i planlægning for at få hverdagen til at hænge sammen. Det lyder måske mærkeligt, men jeg har ikke lyst til at ofre mit gode forhold med min elskede mand for et ukendt barn.

 

Jeg bliver 34 til april og får derfor masser af 'nå, men så kan du jo stadig nå det' (kæft det er jeg træt af), men... jeg har egentlig haft det sådan siden jeg var 15 (med undtagelse for den korte periode på et halvt år, hvor vi endte med at vælge hunden). Det er som om at det simpelthen ikke er legitimt for en kvinde at vælge børn fra uden at der må være noget galt.

 

Der er dog én anden brøk i denne ligning, og det er min mand. Jeg har sagt til ham at hvis det er noget han ved han vil, skal han måske kigge sig om efter en anden pige. Så har jeg meldt ud, og han er et voksent menneske der selv må besluttet konsekvensen af det. Han siger dog også at han har så meget andet han hellere vil. Jeg vil sige det sådan at hvis min mand tilbød at være fuldtidshusmor og tage alt det hårde slæb, ville jeg måske være villig til at føde, for det er jo den eneste ting han ikke kan. Måske. Men så stærk er hans trang åbenbart heller ikke at han gider det

 

Sidst skal det siges at jeg går op i min karriere. Ikke at jeg arbejder døgnet rundt, for er ingen blevet lykkelig af så vidt jeg ved. Men jeg sigter efter at være en af de bedste til det jeg laver og konkurrencen er hård i min niche (jeg er historiker). Det indebærer konferencer, forskningsophold i udlandet, etc. Jeg var nærmest ikke hjemme hele 2010 og det var sgu hårdt nok for min mand at sidde med begge hunde i den periode - der er også grænser for hvad man kan kræve af sin partner for sin egen personlige frihed. Så er det måske bedre at foretage visse fravalg.

 

Nå, det blev en længere roman, men i og med at det er så 'unormalt' er det jo noget jeg har gjort mig mange tanker om. Og selvom jeg har alle disse gode argumenter for ikke at få børn er der jo ingen tvivl om at hvis det var noget jeg virkelig ønskede, ville jeg/vi finde en måde at få det til at fungere på. Men så meget ønsker jeg det åbenbart bare ikke. Tværtimod. Hvergang jeg ser forældre bakse rundt med afkommet tænker jeg 'GODT det ikke er mig'.

[Gæst Beaglepack]

Sådan har jeg aldrig tænkt - ikke på den måde. Men jeg har haft en "hertil og ikke længere" barrikade - og derfor var jeg først 33 før jeg fik mit første barn og næsten 35 før nr. 2 kom. Når barnet er på vej modnes man langsomt til den nye hverdag det vil blive - man vil ikke tænke hvordan man får tid til dit eller dat - for barnet vil jo blive en naturlig del af din hverdag.

Jeg har været på arbejde med mine børn kan man sige, da det viste sig at de havde autisme begge to - derfor har de gået i hjemmeskole og det har krævet meget tid. Min hverdag har derfor været meget travl på det område. Der var ikke tid til hunde - det kom først da drengene var blevet 7-8 år. Til gengæld kan jeg så slappe mere af nu hvor mine drenge er 20 og 18 år og hvor de også kan tage sig af vores 3 hunde.

Hvis ikke jeg havde fået mine børn så var jeg ikke blevet al den viden rigere som jeg besidder i dag - en viden jeg nu kan give videre til andre forældre med børn som har dette handicap, en viden om hjemmeundervisning f.eks. - Glæden over mine drenge er dog det største, for vi har sammen nået et mål og det er mere værd end så meget andet - så i dag er jeg mere end glad for at jeg ikke fra valgte at få børn.

Livet med børn er et meget rigt liv - men det beror jo på hvem man er

[AnneMangetal]

Jeg er 32, min mand er 36 og vi har ikke taget stilling endnu. Vi ved godt at tiden risikerer at løbe fra os, men sådan er det:-)

[Petrine]

Iben - jeg er SÅ enig med dig, og jeg undres, hver gang nogle skriver hvor fantastisk det er at være gravid, enten har de godt nok været langt væk i hormonrus eller også har de glemt det, venindens graviditet har været ganske frygtelig (selvom hun ikke har haft specielt vilde komplikationer) og hun er så realistisk, at hun aldrig vil gentage det helvede. Klart der er øjeblikke med yndige børn, men der er godt nok flest hverdage, med snot og institution.

[Gæst Lykken]

Jeg ville engang have børn ... så fik jeg en hund og siden forsvandt lysten

 

Jeg ved ikke om det var fordi hunden gik ind og 'erstattede' min trang til børn, altså at mit moderinstinkt simpelthen fik nok at lave, men ... jeg synes det var pisse besværligt at have en hvalp - at hun så udviklede sig til problemhund gjorde naturligvis ikke sagen lettere, men jeg var udmattet!

Og man hører jo ikke andet fra forældre end hvor hårdt det er og at man slet ikke kan forestille sig hvor hårdt det er indtil man har prøvet det, og så får jeg det bare sådan lidt: det orker jeg simpelthen ikke. Jeg GIDER ikke cykle til vuggestuen med en grædende unge bagpå i regnvejr. Jeg GIDER ikke sidde til forældremøde, jeg GIDER ikke tage stilling til lommepenge og gruppepres og hvad fanden poderne nu ellers kommer ud for. Jeg kan jo ikke engang skifte en lorteble uden at brække mig (jeps - jeg har prøvet).

Udover det, så synes jeg ikke børn er specielt interessante. Jeg får ikke det der 'nååååårh' når jeg ser en baby (jeg får det til gengæld når jeg ser en hundehvalp ). Jeg mister appetitten hvis jeg sidder ved siden af et barn der smører mad i hele hovedet hvor det blander sig med savl og 11-taller. Jeg bliver ikke skruk når jeg ser min kæreste lege med et barn (noget som visse veninder ellers mener med sikkerhed burde få det til at hive i æggestokkene på mig).

 

Når jeg en kort periode tænkte at jeg gerne ville have et barn tror jeg det hang mere sammen med at min kæreste og jeg havde været sammen et stykke tid og der ligesom skulle et 'næste skridt' til, noget vi for alvor kunne være sammen om. Og der dækkede hunden altså det behov.

 

Jeg er i øvrigt også ret glad for min kæreste. Og det eneste jeg hører fra par med børn er at de er vrede på hinanden og skændes og det hele går op i planlægning for at få hverdagen til at hænge sammen. Det lyder måske mærkeligt, men jeg har ikke lyst til at ofre mit gode forhold med min elskede mand for et ukendt barn.

 

Jeg bliver 34 til april og får derfor masser af 'nå, men så kan du jo stadig nå det' (kæft det er jeg træt af), men... jeg har egentlig haft det sådan siden jeg var 15 (med undtagelse for den korte periode på et halvt år, hvor vi endte med at vælge hunden). Det er som om at det simpelthen ikke er legitimt for en kvinde at vælge børn fra uden at der må være noget galt.

 

Der er dog én anden brøk i denne ligning, og det er min mand. Jeg har sagt til ham at hvis det er noget han ved han vil, skal han måske kigge sig om efter en anden pige. Så har jeg meldt ud, og han er et voksent menneske der selv må besluttet konsekvensen af det. Han siger dog også at han har så meget andet han hellere vil. Jeg vil sige det sådan at hvis min mand tilbød at være fuldtidshusmor og tage alt det hårde slæb, ville jeg måske være villig til at føde, for det er jo den eneste ting han ikke kan. Måske. Men så stærk er hans trang åbenbart heller ikke at han gider det

 

Sidst skal det siges at jeg går op i min karriere. Ikke at jeg arbejder døgnet rundt, for er ingen blevet lykkelig af så vidt jeg ved. Men jeg sigter efter at være en af de bedste til det jeg laver og konkurrencen er hård i min niche (jeg er historiker). Det indebærer konferencer, forskningsophold i udlandet, etc. Jeg var nærmest ikke hjemme hele 2010 og det var sgu hårdt nok for min mand at sidde med begge hunde i den periode - der er også grænser for hvad man kan kræve af sin partner for sin egen personlige frihed. Så er det måske bedre at foretage visse fravalg.

 

Nå, det blev en længere roman, men i og med at det er så 'unormalt' er det jo noget jeg har gjort mig mange tanker om. Og selvom jeg har alle disse gode argumenter for ikke at få børn er der jo ingen tvivl om at hvis det var noget jeg virkelig ønskede, ville jeg/vi finde en måde at få det til at fungere på. Men så meget ønsker jeg det åbenbart bare ikke. Tværtimod. Hvergang jeg ser forældre bakse rundt med afkommet tænker jeg 'GODT det ikke er mig'.

 

Jeg kan lide, at du har taget en beslutning og står ved den,,,, det værste der kan ske er hvis man er i tvivl og lader sig presse, det er synd for alle, har set folk i den situation, og så er det nok svært, at leve med konsekvensen..

[Gæst Stella]

Jeg ved jeg får 3 børn, har jeg fået at vide på en mærkelig måde. Jeg har fået forudset at jeg får 3 børn og bliver gravid første gang når jeg bliver 27 år. Og det er sjovt, for det er 2 forskellige der har set det, helt uafhængig af hinanden og på forskellige tidspunkter i mit liv.

 

Så er da spændt på at se om det holder stik. Har altid sagt at jeg var sikker på jeg fik 4 børn.

 

Nå, men det eneste jeg ikke har lyst til er at være gravid. Ville nemlig med 200 % garanti ligne et stort strækmærke helvede, det ligner jeg i forvejen, fordi jeg vejer for meget, lige siden jeg blev teenager, har jeg nærmest fået et nyt strækmærke hver morgen jeg er stået op. Skønt...

 

Men ville aldrig kunne erstatte børn med hunde eller andet dyr. Jeg tror man elsker dem på forskellige måder. Jeg ville gerne være menneskemor, men også gerne hundemor.desværre tror jeg det i starten af barnest første liv, særlige det første halve år, er svært ikke at tilside sætte hundens behov. Jeg har 4 veninder der er blevet mor, og 2 af dem har hund og det er bare svært at nå det hele når man kun har 24 timer i døgnet, men jeg er sikker på man vokser med opgaven og bare lærer at sætte tid af til det man skal nå og få det til at passe ind.

[Shii]

Vi er lidt i en "meh" situation på det punkt...

 

Jeg har aldrig ville have børn, af den grund at jeg altid har følt, uden selvfølgelig at kunne være sikker, at "det får jeg ikke"... Den følelse har lagt så dybt i mig, at jeg bare ved at jeg aldrig skal have børn..

 

Jeg ville ønske jeg kunne prøve at være gravid, og den oplevelse vil jeg virkelig gerne have... Men jeg vil ikke have børn... Så må jeg jo være den oplevelse foruden...

 

Jeg er 27 år, og sammen med manden i mit liv, desværre er han kun 2, og han er stadig ikke nået til et punkt hvor han ved om han vil have børn eller ej... Det er selvfølgelig netop en super træls situation, hvis han så beslutter at han, for alt i verden VIL have børn...

 

Jeg har dog sagt at jeg er villig til at gå med til når vi har økonomi, hus og alt det der, at smide prævention... Og det er (lige PT), baseret på at jeg er 99% sikker på at jeg ikke kan få børn... (jeg har PCO, så derfor nedsat mulighed for graviditet)

[Tonks]

Jeg ville ikke kunne leve mit liv uden børn, de er mit job og min passion og mit største ønske :hjerte:

 

Men al respekt til dem der ikke har lyst til børn! Børn skal være ønskede ellers kunne man lige så godt lade være med at få dem :blink:

[Shii]

Jeg ville ikke kunne leve mit liv uden børn, de er mit job og min passion og mit største ønske :hjerte:

 

Men al respekt til dem der ikke har lyst til børn! Børn skal være ønskede ellers kunne man lige så godt lade være med at få dem :blink:

 

Jeg arbejder også med børn! Jeg elsker mit job, og jeg elsker babyer og synes de er super dejlige... Men jeg elsker også bare at sove længe... Og at være totalt spontan og egoistisk...

[Birgitta]

Vi er lidt i en "meh" situation på det punkt...

 

Jeg har aldrig ville have børn, af den grund at jeg altid har følt, uden selvfølgelig at kunne være sikker, at "det får jeg ikke"... Den følelse har lagt så dybt i mig, at jeg bare ved at jeg aldrig skal have børn..

 

Jeg ville ønske jeg kunne prøve at være gravid, og den oplevelse vil jeg virkelig gerne have... Men jeg vil ikke have børn... Så må jeg jo være den oplevelse foruden...

 

Jeg er 27 år, og sammen med manden i mit liv, desværre er han kun 2, og han er stadig ikke nået til et punkt hvor han ved om han vil have børn eller ej... Det er selvfølgelig netop en super træls situation, hvis han så beslutter at han, for alt i verden VIL have børn...

 

Jeg har dog sagt at jeg er villig til at gå med til når vi har økonomi, hus og alt det der, at smide prævention... Og det er (lige PT), baseret på at jeg er 99% sikker på at jeg ikke kan få børn... (jeg har PCO, så derfor nedsat mulighed for graviditet)

 

:hmm:

..Det er en meget ung mand, du har....

 

[Gæst Iben B]

Jeg er 27 år, og sammen med manden i mit liv, desværre er han kun 2, og han er stadig ikke nået til et punkt hvor han ved om han vil have børn eller ej...

 

Det er måske også liiiiiige ungt nok at tage stilling til den slags :slem:

 

 

[Shii]

Det er måske også liiiiiige ungt nok at tage stilling til den slags :slem:

 

 

 

 

Han er 21, bare lige for at rette på migselv

[Birgitta]

Jeg har 2 voksne børn og 3 børnebørn som vi ikke ser alt for tit.

Jeg fik min første hund da jeg var 22 og min datter et halvt år senere. Og 5½ år senere fik jeg min søn.

Det er et andet liv, man byder sin hund. Der er ikke så meget tid til træning og hundehensyn, men til gengæld har hunden en masse glæde af at der også er børn i familien.

Det må Silke undvære. Til gengæld får hun så meget mere fra mig.

 

Børn eller ej? Det ene er godt og det andet er ikke dårligt. Og der skal nok blive plads og et rigt liv uanset hvad man vælger. Det er bare andre ting, man fylder sit liv med.

 

Nu er jeg pensionist. Og jeg møder rigtig mange andre pensionister, der mindes deres glade hundedage, når de ser mig med min hund. Men de vælger et liv i uafhængighed. Et liv, hvor de kan gøre hvad de vil. De kan rejse, gå i teateret og tage på weekender eller hvad de har lyst til.

Det har jeg fravalgt.

 

Det er jo ikke fordi jeg synes at det er forkert at andre fravælger at have hund. Det er bare forskellige ting, der betyder noget for os i livet lige nu. Måske resten af livet. Måske ikke. Vi kan kun SELV tage beslutningerne. Uanset om det drejer sig om at holde hund eller at få børn.

Og hver gang vi vælger noget FRA, så vælger vi samtidig noget andet TIL.

 

Vi er så heldige at vi bor i et samfund hvor vi næsten allesammen kan VÆLGE, om vi vil have hund og/eller barn.

[Shii]

Jeg har 2 voksne børn og 3 børnebørn som vi ikke ser alt for tit.

Jeg fik min første hund da jeg var 22 og min datter et halvt år senere. Og 5½ år senere fik jeg min søn.

Det er et andet liv, man byder sin hund. Der er ikke så meget tid til træning og hundehensyn, men til gengæld har hunden en masse glæde af at der også er børn i familien.

Det må Silke undvære. Til gengæld får hun så meget mere fra mig.

 

Børn eller ej? Det ene er godt og det andet er ikke dårligt. Og der skal nok blive plads og et rigt liv uanset hvad man vælger. Det er bare andre ting, man fylder sit liv med.

 

Nu er jeg pensionist. Og jeg møder rigtig mange andre pensionister, der mindes deres glade hundedage, når de ser mig med min hund. Men de vælger et liv i uafhængighed. Et liv, hvor de kan gøre hvad de vil. De kan rejse, gå i teateret og tage på weekender eller hvad de har lyst til.

Det har jeg fravalgt.

 

Det er jo ikke fordi jeg synes at det er forkert at andre fravælger at have hund. Det er bare forskellige ting, der betyder noget for os i livet lige nu. Måske resten af livet. Måske ikke. Vi kan kun SELV tage beslutningerne. Uanset om det drejer sig om at holde hund eller at få børn.

Og hver gang vi vælger noget FRA, så vælger vi samtidig noget andet TIL.

 

Vi er så heldige at vi bor i et samfund hvor vi næsten allesammen kan VÆLGE, om vi vil have hund og/eller barn.

 

Det er netop sådan noget der inspirere mig... Plus det at man netop ikke nødvendigvis vælger hund fra, bare fordi man vælger børn til! (eller omvendt)...

[Gæst andreadot]

Jeg er 36 år og har 2 børn. Skønne børn. Jeg og min mand fik vores første barn for små 10 år siden. JEg har villet have hund de sidste 16 år. Men pga bolig, småbørn, arbejde og mangel på tid fik vi først hund for små 2 års siden.

 

Altså det er fuldt ud lige så hårdt at have hund som børn. JEg er meget glad for at vi ikke fik hund samtidig med at børnene var små. (ja altså vi har jo haft børn på 8 og 5 da vi fik hund)

 

JEg har meget mere tid til hund og det er jo min hobby og det skal der være tid til. Derudover er karla(hunden) jo en del af familien.

 

Faktisk var det sådan at jeg engang var sikker på jeg ikke ville have børn. Men så en morgen hvor manden og jeg stod og pjattede, blev det til at vi da vist skulle til at lave børn.I kid you not.

 

Jeg har ikke fortrudt det en eneste gang. Elsker mine børn højt. Graviditeteterne kunne jeg til gængæld godt have undværet. Fødsler er til gengæld noget at det vildeste.

 

Man kan sagtens have børn og hund, man behøver ikke at vælge. Bare man tænker sig om.

 

JEg kan til gengæld også godt forstå dem der vælger børn fra. For man er sat lidt mere. og kan ikke så nemt noget. Men det kan man jo heller ikke med en hund.

[Gæst Karenoguldtotten]

jeg er 28 år, og jeg har en dejlig kæreste på 38 år. Vi bor ikke sammen, vi bor 1 km fra hinanden, men har en dejlig kolonihave sammen. Jeg får en hundehvalp (schapendoes) her om 5 dage, har haft hund før, og min kæreste er også på udkig efter en hvalp. Vi har også talt om børn. En del gange. Pga. min diabetes type 1, må jeg ikke være meget ældre før end at jeg beslutter mig, om vi skal have et barn. Jeg tænker, at vi vælger børn fra. Vi føler ikke at vi har overskudet, til at få et barn. Min største "bekymring" mht. ikke at få børn, er at sidde alene som en gammel kone. Men på den anden side, det er børn jo ingen garanti for.

[DaniellaJ]

Jeg har hund, barn og kæreste!

 

Og de nemmeste af de tre, er Mikkel (Mit barn).. Han høre da efter mig, det gør Asger eller Lux ikke ..

 

Så barn, barn, barn! De andre lystrer ikke - selvom man giver dem godbidder og alt muligt andet godt

[Lykkeliv]

Jeg synes nok ikke helt det er en enten/eller deal. Jeg har hund, og barn. Min hund er min hund og mit barn er mit barn, jeg synes ikke rigtigt de to ting kan sammenlignes eller erstatte hinanden.

Da jeg var gravid (hvilket jeg i øvrigt elskede at være, med og uden hormonrus Petrine ) var der utroligt mange der spurgte: "hvad så med hunden?" Ja, hvad så med hunden? Hun bliver vel ved med at være hund, også efter ungen er kommet ud

 

Mit barn giver mig noget min hund aldrig ville kunne give mig, men min hund giver mig så sandeligt også en masse, som mit barn aldrig ville kunne. Jeg ville ikke være foruden nogen af dem, mit liv ville føles langt fattige hvis jeg pludseligt skulle vælge enten/eller.

 

Mht. at få hverdagen til at hænge sammen, så fatter jeg heller ikke hvordan folk med fuldtidsstillinger gør det

Jeg har holdt lang barsel. Nu er August 13 mnd gammel og jeg er lige startet op igen som studerende, med 6 timer om ugen og en 10 timers lektielæsning/opgaveskrivning ved siden af.

Derudover kører jeg mit firma, arbejdsopgaverne svinger lidt. En del af dem kan jeg lave hjemmefra (=stadig være i nærheden af barn+hund), andre skal jeg ud på virksomhederne og sidde med. Det bruger jeg 3-24 timer om ugen på.

Så har jeg lidt hundetræning et par aftener om ugen, og holder kurser i weekenderne, også i hunderegi.

Vi har valgt at ansætte en ung i huset til at være ved vores søn, fordi det koster os det samme som en dagplejeplads, men tidsmæssigt giver en masse fordele.

 

Hvis jeg skulle ud og tjene til føden the regular way, ville jeg jo aldrig se min søn. Eller hund.

På et tidspunkt kommer jeg nok ikke udenom at skulle ud og have et fuldtidsjob, enten fordi firmaet tager fart, eller fordi jeg bliver færdiguddannet og kommer ud på arbejdsmarkedet igen. Og det skal da også nok komme til at fungere er jeg sikker på. Jeg er bare glad for at det ikke er lige nu, imens August stadig er så ung. Jeg ville simpelthen føle jeg fik glip af for meget, hvis jeg skulle være væk fra ham nu.