Min elskede lille Teiturskat

[Gæst Stella]

Jeg har det SÅ dårligt, jeg græder hele tiden, kun afbrudt af få pauser hvor jeg stirre ud i luften. Jeg føler konstant jeg skal kaste op og jeg fryser helt vildt, alle mine led gør ondt, min mave føles vildt underlig. En følelse jeg aldrig har oplevet før.

 

Aldrig nogensinde har jeg oplevet så voldsom en smerte eller sorg, jeg har ellers mistet flere mennesker tæt på mig og har måtte sige farvel til to elskede heste, men intet kan hamle op med den smerte og sorg jeg føler nu. Det går gennem marv og ben.

 

 

I går aftes satte jeg mig hos ham, tændte et lys for ham, lagde en blomst i hans kiste, og snakkede til ham, kunne have stået der hele natten, som om jeg aldrig blev færdig med at snakke til ham.

 

Så snart jeg vågeede i morges græd jeg, hvor var min lille tulski skat henne ? Hvorfor kom han ikke og sagde godmorgen, hvorfor lå han ikke i min seng

 

Gik ned til ham, ha lå helt stiv og kold, puttede hans dyne tættere om ham, aede ham.

 

Har prøvet at sove det meste af dagen, selvom jeg helst ville være nede ved ham. Men om en halv time skal han begraves, hans smukke skrøbelige krop fortjener at få ro og fred for altid. Det bliver så hårdt at ligge ham i jorden. Nu kan jeg ALDRIG mere røre ved ham.

 

Jeg kan ikke være nogen steder, det gør fysisk ondt at græde og jeg kan ikke mere, lille lille Teitur skat må jeg ikke nok bare komme op til dig og passe på dig og kramme dig

[Birgitta]

Jeg har det SÅ dårligt, jeg græder hele tiden, kun afbrudt af få pauser hvor jeg stirre ud i luften. Jeg føler konstant jeg skal kaste op og jeg fryser helt vildt, alle mine led gør ondt, min mave føles vildt underlig. En følelse jeg aldrig har oplevet før.

 

Aldrig nogensinde har jeg oplevet så voldsom en smerte eller sorg, jeg har ellers mistet flere mennesker tæt på mig og har måtte sige farvel til to elskede heste, men intet kan hamle op med den smerte og sorg jeg føler nu. Det går gennem marv og ben.

 

 

I går aftes satte jeg mig hos ham, tændte et lys for ham, lagde en blomst i hans kiste, og snakkede til ham, kunne have stået der hele natten, som om jeg aldrig blev færdig med at snakke til ham.

 

Så snart jeg vågeede i morges græd jeg, hvor var min lille tulski skat henne ? Hvorfor kom han ikke og sagde godmorgen, hvorfor lå han ikke i min seng

 

Gik ned til ham, ha lå helt stiv og kold, puttede hans dyne tættere om ham, aede ham.

 

Har prøvet at sove det meste af dagen, selvom jeg helst ville være nede ved ham. Men om en halv time skal han begraves, hans smukke skrøbelige krop fortjener at få ro og fred for altid. Det bliver så hårdt at ligge ham i jorden. Nu kan jeg ALDRIG mere røre ved ham.

 

Jeg kan ikke være nogen steder, det gør fysisk ondt at græde og jeg kan ikke mere, lille lille Teitur skat må jeg ikke nok bare komme op til dig og passe på dig og kramme dig

 

Nej, Stella... Der vil være mange hunde her på jorden, som har brug for lige netop DIN kærlighed...

 

Du kan ikke gøre mere for Teitur. Han har det godt. Men din kærlighed til ham er en fugl, der ikke kan finde hvile nu.. Det er det, der gør så ondt.

 

Når dit hjerte åbner sig for en ny hund, så falder den lille smertende ulykkelige fugl til ro. Og du genser en masse af Teitur i en ny lille ven. Du kommer i tanker om alle de tider, hvor Teitur gjorde de samme sjove og rørende ting som den lille ny hund.

 

Jeg VED det. Jeg ved hvor slemt det er. Jeg har selv siddet og tudet over min døde hund... Flere gange. Og jeg har lært nu, at smerten bare ikke ER til at bære. Derfor må jeg søge en ny hvalp. Så min kærlighed ikke mere behøver at være hjemløs...

Sorg er den hjemløse kærlighed..:ae:

[Kaya & Mette]

Run free Teitur...

 

Min dybeste medfølelse Stella :ae:

[Gæst Stella]

Så er han kommet i jorden og hans krop har fået fred for evigt.

 

Det var så hårdt at putte dynen om ham en sidste gang og give ham det aller allersidste kys.

 

Der er lidt billeder jeg gerne ville dele med jer, men samtidig var jeg i tvivl om de skulle på nettet og i "offetligheden " billeder kan jo altid hentes og misbruges og det fortjener han ikke.

 

Men i får lidt alligevel

 

[Gæst Stella]

Man kan se smerten og sorgen i hans øjne, desværre er det lige nu det billede jeg husker bedst. Han var sørgelig over at skulle herfra, aldrig mere at hører min stemme, aldrig mere at putte hos mig med sine bløder poter. Men han var klar nu, han vidste hans krop ikke kunne mere, det gjorde for ondt at være her. Hans gummer var helt krid hvide og kolde og havde været det i en dags tid, de skal være lyserøde og varme.

 

Vi tog til vandet om formiddagen, han fik en åbenbaring, solen skinnede pludselig, alt blev helt stille og det hele var som i et eventyr, der var kun os. Han løb og legede og følte ingen smerter, han gav de aller sidste krafter han havde i sig, tog den sidste svømmetur og gravede de sidste huller i sandet.

 

Det var så hårdt at vi ikke havde mere tid, vi skulle nå til dyrlægen, måtte stoppe og afbryde hans leg, velvidene at det var sidste gang han så vandet. Vi trak den et kvarter, men så skulle vi kører, det var så hårdt. Jeg kunne have kigget på ham i timevis.

 

På vejen derop faldt han i søvn op af mig og slikkede mig på kinden da han vågnede. Han fik et stykke medister, noget han ellers ikke kunne tåle, men han kunne næsten ikke spise det, det gik meget meget langsomt.

 

Ved dyrlægen var alt stresset, Teitur rystede og var bange for dyrlægen var ikke særlig forstående. Teitur havde frabedt sig at blive undersøgt mere, og det bad jeg dyrlægen lade være med. Jeg ville have taget et sidste billede ude på græsset af ham og mig, men det var der slet ikke tid til, dyrlægen var stresset og alt gik alt alt for hurtig. Vi kom kun lige ind i rummet og så nåede han ikke engang op på bordet før han fik noget at sove på. Min egen dyrlæge havde ferie

 

Han blev hurtig træt og svimmel og jeg knugede ham ind til mig, kunne mærke hans hjerte slog uregelmæssigt og han trak vejret tungere og tungere. Op han flyver og så sig selv udefra. Han holdt ham bare så hårdt ind til mig. Han fik den sidste sprøjte og sjælen steg til vejrs.

 

Vi bar ham ud i bilen. Puttede ham i hans tæppe og med hans elskede bamse.

 

Sekratæren var skidesur og sagde jeg havde en ubetalt regning, men det havde jeg ikke, så ville hun diskutere det. Der var simpelthen ingen forståelse. Det var så skuffende og så hårdt.

 

 

Hjemme byggede min bror en kiste til ham. Jeg er så ked af vi ikke nåede hjem til os selv, der hvor ham og jeg bor, der var han altid så tryg , særlig i min seng, der burde han have fået fred. Men sådan gik det ikke. Anede ikke at sidste gang vi lukkede døren til vores hjem var sidste gang han forlod det

 

I aftes kom han i kisten og jeg puttede ham og sad ved ham i flere timer, snakkede med ham og tændte lys. Der var helt stille og mørkt og kun os to, da lyset blafrede. Måske var det Teitur. Jeg kunne have siddet hos ham hele natten.

 

I morges gik jeg ned til ham og græd og græd. Men jeg kunne mærke at nu trængte hans krop til at få fred.

 

I eftermiddags kyssede jeg ham for sidste gang, puttede en dyne om hans krop for sidste gang og så blev låget lagt på og vi bar ham om til gravstedet hvor han blev sænket ned.

 

Det regnede, himle græd, selv min bror som ikke har grædt side han var lille, græd, alle græd, han var en højt elsket hund. Vi pyntede graven med blomster jeg havde købt, samt en lille fugl med lampe, han elskede fugle, og så et kors og " bølger " fordi han elskede vand, det rensede hans sjæl.

 

 

Jeg ville have lavet en nøglering og et smykke med billede af ham i, så han altid er med mig. Derudover ville jeg have lavet en tatovering med hans navn, min første tatovering og min første hund.

[Birgitta]

Det var synd det skulle gå sådan.

 

Jo, Teitur havde ikke mere liv tilbage... Men jeg kunne godt have undt jer at få en bedre slutning hos dyrlægen.

Jeg har selv valgt at sige farvel til mine hunde hjemme, hvor yndlingsstedet var.

Men jeg har aldrig haft mulighed for at begrave mine hunde, så dyrlægen har måttet tage min døde hund med sig..... Det er også hårdt..

 

Du har en smuk begravelse som afslutning. Det er en gave. Og du er ikke alene om at sørge over Teitur..

 

Du har en grav, hvor du kan snakke med Teitur i tiden der kommer.

 

Billederne er forfærdelige og skønne.. Som døden tit er.. Det er enden på en masse smerte for Teitur, men også enden på et vidunderligt liv.

 

Det er IKKE!!! enden på din og Teiturs kærlighed til hinanden. Den vil altid bestå.. :ae:

[tantemaier]

Jeg er så ked af det på dine vegne. Du beskriver jeres sidste stund sammen så smukt :hjerte: Hvor var han heldig at have dig. Som Birgitta skriver, så er billederne både smukke men også forfærdelige. Det er trist du skal huske ham med sorgen og smerten i øjnene. Bliv ved med at kigge på de billeder du har af ham, hvor han har det godt og sjovt og hygger sig. Det er sådan du skal huske ham.

 

Det var en træls afslutning I fik hos dyrlægen. Du tænker på det som meget svært og det forstår jeg godt, men måske Teitur tænker at det er ok, for I kom jo for sent fordi du gav ham og dig lidt ekstra tid og hygge på stranden. Måske var det i virkeligheden sådan Teitur helst ville have det. Du har gjort alt hvad du kan og det ved han. I elskede hinanden over alt på jorden og det betyder alt.

 

Jeg sender dig 1000 vis af varme tanker og kram Jeg kan ikke tage sorgen fra dig, det bliver en hård tid for dig, men du skal tænke på den kærlighed I havde til hinanden og alle de gode stunder I havde sammen.

 

Du må ikke give op, det havde Teitur ikke ønsket. Han har mærket din kærlighed og den var så stærk at jeg er sikker på han synes at flere hunde skal opleve den kærlighed man får ved at bo hos dig. Han holder øje med dig og du kan altid snakke til ham. Han vil våge over dig resten af dit liv. Han er din skytsengel.

[sonja77]

Det er en smuk kiste og en smuk grav, han har fået. Et smukt sidste hvilested til en smuk hund. :ae:

[Hewlett]

Jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige :megaked:

 

Selvom det VAR Teiturs tur til at få endeligt fred, så virker det bare så uretfærdigt for de efterladte.

 

Jeg kan skrive 10.000 ord, og du vil stadig være i dyb dyb sorg.

 

Derfor får du i stedet dette billede, og med det, et ønske og håb om at tiden også vil læge dit sår, og en dag gøre det muligt at se tilbage på smukke Teitur med varme og glæde om hjertet. Og måske med en ny ven i dit liv, som har brug for din kærlighed og omsorg :ae:

 

 

 

 

 

 

Jeg sender mange tanker din vej :ae:

[FrkSmilla]

Åh altså. :ae:

Det er en smuk kiste og en smuk begravelsesceremoni din lille skat har fået.. Han har uden tvivl været meget elsket, det har han også kunnet mærke. Du har gjort det så godt for ham altid. :ae:

[bernerazuro]

Øv, hvor gør det mig ondt med jeres oplevelse hos dyrlægen, det er imo bare ikke ok - ikke når det er derfor man kommer

 

Sidder igen og tuder som jeg ved ikke hvad - det plejer jeg ellers ikke i denne grad, men dit og Teiturs bånd har simpelthen været så specielt og hele det lange forløb får det hele, for mig, til at virke så ubeskriveligt uretfærdigt, forkert og urealistisk. Det skulle bare være endt godt :-(

 

Bliver helt rørt af at læse din beskrivelse af jeres sidste tid og begravelsen - og jeg glædes ved, at din familie står ved din side :hjerte:

 

Jeg håber, at du meget snart kan begynde at se lyset ved livet igen og kommer videre. Sorgen er simpelthen så ubærlig :-(

[Aussiepower!]

Øv noget lort at det skulle forgå med sådan en elendig lorte dyrlæge og sekratær uden siturations fornemmelse :ae:

 

Da jeg fik Cody aflivet, sagde jeg allerede da jeg ringede og bestilte tid, at de måtte sende en regning til mig, for jeg ville ikke skulle stå og rode med betaling lige efter at have sagt farvel, der ville jeg gerne bare have lov at gå!

Da jeg ringede var det ikke helt helt 100% sikkert at han skulle aflives, det var en beslutning jeg tog i fællesskab med dyrlægen, så derfor kunne jeg ikke betale inden vi gik ind.

 

Men vildt for dårligt at I ikke en gang kunne få den tid og ro, man skulle mene man mindst havde krav på i sådan en situration

[Tullemus]

Stella, sikken en smuk begravelse, du har givet Teitur.

 

Og oplevelsen hos dyrlægen er bare ikke ok. Er ked af at, du også skulle udsættes for det.:ae:

 

Teitur tog en stor bid af dit hjerte med, nu skal det have tid til, at hele. Hver gang du tænker på ham, springer såret op og bløder igen og det vil det gøre mange mange gange i den kommende tid, Stella. Sorgen du gennemgår, udspringer af den stærkeste kraft der findes, nemlig kærligheden.

 

Men midt i sorgen, så glæd dig over, at netop DU har oplevet at give og modtage en af de største gaver, mennesker og dyr kan få, kærlighed.

[Rams]

Sikke trist at læse din tråd. Det er så synd at teitur skulle døje med så meget, at han ikke kunne få et rigtigt langt hundeliv, som han fortjente.

 

Jeg sender mange tanker i jeres retning. Farvel teitur.

[JeanetteH]

Jeg vræler, hver eneste gang, jeg kigger i denne tråd:megaked:. Åh Stella, jeg kan mærke din smerte:(

 

Og øv med dyrlægen, sådan skal det sidste farvel bare ikke foregå.

 

Da Oliver rejste fra mig i oktober var jeg også først nede og betale dagen efter.

[Gæst Stella]

Det hele er bare SÅ mærkeligt, jeg forventer konstant at Teitur kommer løbenede med sine glade øjne og bamse i munden og giver nysser, men det gør han ikke

 

I morges fik jeg et billede af en sort hund ind på min nettavle. Jeg åbnede for computere og kiggede helt automatisk på en hjemmeside med dyr der mangler nyt hjem, og hvad ser jeg, en sort cocker spaniel, lige så gammel som Teitur. Dens øjne talte til mig. Jeg følte Teitur talte til mig.

Men det kan da ikke passe, jeg sidder konstant og græder over tabet af Teitur, kun om natten er der ingen tåre, men han er med i mine drømme. Jeg føler mig på ingen måde klar til en ny hund, men alligevel føler jeg mig så drevet af den her hund at jeg tager ud og kigger på den i dag. Måske er det ikke den der skal være min nye hund, måske er det hele bare en tilfældighed, måske ønsker Teitur bare at jeg i det hele taget skal vise kærlighed over for andre hunde eller se på andre hunde.

 

Det hele er bare et stort kaos og følelsemæssigt rod, af dårlig samvittighed, sorg og smerte og glæde, årh ha det er så svært alle mine led gør ondt, jeg fryser hele tiden og jeg har konstant kvalme.

 

Jeg savner ham så ufattelig meget, det gør bare så ondt samtidig er jeg så bange for at glemme ham en gang, hvad laver han deroppe i himlen , mens mit liv bare gå videre ? Jeg er stadig så tæt forbudet med ham, kan næsten mærke hans bløde krop mod min, kan næsten fornemme ham, høre ham og se ham, tænkt hvis jeg en dag glemmer det.

[Tullemus]

Der er mere mellem himmel og jord.

Teitur kan mærke din smerte og han ønsker ikke, at du skal være ulykkelig. Måske vil han hjælpe dig med, at komme over sorgen af ham og har "sendt" denne billedbesked til dig, for at hjælpe dig videre.

Tror, at han ønsker, at du skal "slippe" ham mentalt, så han kan komme videre. Det er ikke det samme, som at glemme ham, slet ikke, men han skal videre i sit "nye" liv og energimæssigt er du meget knyttet til ham, forståeligt nok...åh, Stella, jeg håber, at du ved, hvad jeg mener, det er ikke så nemt, at kommunikere ud på skrift.

[Gæst Beaglepack]

Det hele er bare SÅ mærkeligt, jeg forventer konstant at Teitur kommer løbenede med sine glade øjne og bamse i munden og giver nysser, men det gør han ikke

 

I morges fik jeg et billede af en sort hund ind på min nettavle. Jeg åbnede for computere og kiggede helt automatisk på en hjemmeside med dyr der mangler nyt hjem, og hvad ser jeg, en sort cocker spaniel, lige så gammel som Teitur. Dens øjne talte til mig. Jeg følte Teitur talte til mig.

Men det kan da ikke passe, jeg sidder konstant og græder over tabet af Teitur, kun om natten er der ingen tåre, men han er med i mine drømme. Jeg føler mig på ingen måde klar til en ny hund, men alligevel føler jeg mig så drevet af den her hund at jeg tager ud og kigger på den i dag. Måske er det ikke den der skal være min nye hund, måske er det hele bare en tilfældighed, måske ønsker Teitur bare at jeg i det hele taget skal vise kærlighed over for andre hunde eller se på andre hunde.

 

Det hele er bare et stort kaos og følelsemæssigt rod, af dårlig samvittighed, sorg og smerte og glæde, årh ha det er så svært alle mine led gør ondt, jeg fryser hele tiden og jeg har konstant kvalme.

 

Jeg savner ham så ufattelig meget, det gør bare så ondt samtidig er jeg så bange for at glemme ham en gang, hvad laver han deroppe i himlen , mens mit liv bare gå videre ? Jeg er stadig så tæt forbudet med ham, kan næsten mærke hans bløde krop mod min, kan næsten fornemme ham, høre ham og se ham, tænkt hvis jeg en dag glemmer det.

 

Lige nu er alt kaos og du har ikke helt forstået at Teitur ikke er mere - det er en hel normal reaktion og kun tiden kan læge de sår du har lige nu.

Jeg har været det hele igennem for 5 år siden, da jeg mistede min højt elskede dalmatiner - mit liv var kaos - jeg græd så meget at jeg ikke kunne være mor for mine drenge. Jeg græd så meget at jeg måtte have øjendråber til at hele mine øjne op med. Jeg så ham overalt - i haven - i sofaen (hvor han sov om natten) - hørte ham komme op af trappen om natten - mærkede hans krop når jeg troede han lagde sig hos mig - Det var først da hans urne kom tilbage og vi kunne begrave ham under vores birketræ - at jeg fik mere ro, for nu vidste jeg hvor han var.

2 måneder senere fik jeg Charlie (den ældste beagle) - og med ham blev alt igen lettere. Jeg har aldrig glemt Pongo - jeg tænker på ham hver eneste dag - har billeder hængende af ham på væggen - men med tiden bliver alting lettere og man husker alle de sjove stunder.

Sådan vil det også gå for dig - selvom det er svært at tro lige nu :ae:

[Birgitta]

Det hele er bare SÅ mærkeligt, jeg forventer konstant at Teitur kommer løbenede med sine glade øjne og bamse i munden og giver nysser, men det gør han ikke

 

I morges fik jeg et billede af en sort hund ind på min nettavle. Jeg åbnede for computere og kiggede helt automatisk på en hjemmeside med dyr der mangler nyt hjem, og hvad ser jeg, en sort cocker spaniel, lige så gammel som Teitur. Dens øjne talte til mig. Jeg følte Teitur talte til mig.

Men det kan da ikke passe, jeg sidder konstant og græder over tabet af Teitur, kun om natten er der ingen tåre, men han er med i mine drømme. Jeg føler mig på ingen måde klar til en ny hund, men alligevel føler jeg mig så drevet af den her hund at jeg tager ud og kigger på den i dag. Måske er det ikke den der skal være min nye hund, måske er det hele bare en tilfældighed, måske ønsker Teitur bare at jeg i det hele taget skal vise kærlighed over for andre hunde eller se på andre hunde.

 

Det hele er bare et stort kaos og følelsemæssigt rod, af dårlig samvittighed, sorg og smerte og glæde, årh ha det er så svært alle mine led gør ondt, jeg fryser hele tiden og jeg har konstant kvalme.

 

Jeg savner ham så ufattelig meget, det gør bare så ondt samtidig er jeg så bange for at glemme ham en gang, hvad laver han deroppe i himlen , mens mit liv bare gå videre ? Jeg er stadig så tæt forbudet med ham, kan næsten mærke hans bløde krop mod min, kan næsten fornemme ham, høre ham og se ham, tænkt hvis jeg en dag glemmer det.

 

Det er jeg glad for! For det viser, at du og Teitur stadig har ubrudte bånd. Og det viser, at han tænker på dig. Derfor sender han dig en besked om den sorte hund, som måske KUNNE blive din. Det er ikke sikkert, at det betyder at han mener at du skal vælge lige netop DEN hund.

 

Men det betyder at Teitur ønsker at du skal vide, at Teitur ikke er din sidste hund. Det ønsker HAN ikke at være. Og det varer heller ikke længe før du er klar til, -måske endda har svært ved at leve uden- en ny hund..

 

---Så vil han helt sikkert hjælpe dig med at finde den.

 

Hvis du ikke ved om Teitur ønsker at du skal have lige netop den sorte hund, så spørg ham. Gå ud til hans grav og snak stille med ham og fortæl ham hvad du oplever og tænker på. Spørg ham, hvad du skal gøre. Hele Teiturs liv har DU været den klogeste. DU skulle vide alt.

Sådan er det ikke mere. Nu ved Teitur mere end du og alle andre levende væsener på jorden. Så du kan roligt spørge.

[Gæst Stella]

Jeg har snakket med Teitur via Britt og via mig selv. Teitur siger " mor det er DEN hund, den har jeg valgt til dig, valgte den inden jeg skulle herfra, den ville passe på dig og gøre dig glad " .

 

Jeg er så ulykkelig, mig og min bror kørte ud og kiggede på den og gik en tur med den. I bund og grund ønsker jeg jo bare at få Teitur tilbage, det er jo ham der skal gå for enden af snoren.

 

Den var meget meget glad, og meget meget stresset og gøede en del og var svær at få øjenkontakt med. Alligevel mindede den mig en del om Teitur, de samme talene øjne. Den havde boet hos to familier og været ude på internatet to gange og var afleveret tilbage igen. Nu har den stået derude i en måned og var mere og mere stresset i følge dem som passede ham. Han var super glad og usikker samtidig, kunne ikke rigtig finde ud af hvor han hørte til. Personalet siger han trænger til at bo et sted hvor han skal blive for altid og få sig en mor.

 

 

Jeg var meget i tvivl. MIn bror og jeg kørte ned til Teiturs yndlingssted ved vandet og jeg er stadig helt knust, sad dernede og forventede hele tiden at Teitur ville komme løbenede glad, eller bade ude i vandet.

 

 

 

Jeg ved ikke med den nye hund,det ene øjeblik føles det HELT forkert og med dårlig maveforemmelse og jeg græder og næste øjeblik føles det rigtig og som om den hund bare SKAL bo hos mig.

 

Men det burde jo være lille Teitur.

 

 

:megaked:

[Umulia]

Jeg indrømmer, jeg turde ikke kigge i denne tråd før jeg havde været til dyrlægen med Vinnie

 

Det gør mig frygtelig ondt for dig! Det er vildt sørgeligt som hele forløbet har været - og så en dum oplevelse hos dyrlægen oven i, det kunne de ikke være bekendt.

 

Jeg ønsker for dig at du får masser af gode oplevelser med din kommende hund, om det nu bliver den, du har set i dag, eller en anden. Teitur bliver aldrig glemt, men smerten bliver lidt mildere med årene, og det bliver nemmere at huske de lyse timer.

[Birgitta]

Jeg har snakket med Teitur via Britt og via mig selv. Teitur siger " mor det er DEN hund, den har jeg valgt til dig, valgte den inden jeg skulle herfra, den ville passe på dig og gøre dig glad " .

 

Jeg er så ulykkelig, mig og min bror kørte ud og kiggede på den og gik en tur med den. I bund og grund ønsker jeg jo bare at få Teitur tilbage, det er jo ham der skal gå for enden af snoren.

 

Den var meget meget glad, og meget meget stresset og gøede en del og var svær at få øjenkontakt med. Alligevel mindede den mig en del om Teitur, de samme talene øjne. Den havde boet hos to familier og været ude på internatet to gange og var afleveret tilbage igen. Nu har den stået derude i en måned og var mere og mere stresset i følge dem som passede ham. Han var super glad og usikker samtidig, kunne ikke rigtig finde ud af hvor han hørte til. Personalet siger han trænger til at bo et sted hvor han skal blive for altid og få sig en mor.

 

 

Jeg var meget i tvivl. MIn bror og jeg kørte ned til Teiturs yndlingssted ved vandet og jeg er stadig helt knust, sad dernede og forventede hele tiden at Teitur ville komme løbenede glad, eller bade ude i vandet.

 

 

 

Jeg ved ikke med den nye hund,det ene øjeblik føles det HELT forkert og med dårlig maveforemmelse og jeg græder og næste øjeblik føles det rigtig og som om den hund bare SKAL bo hos mig.

 

Men det burde jo være lille Teitur.

 

 

:megaked:

 

Teitur løber allerede og svømmer og leger og henter pinde. Der mangler jo bare, at Du kan gøre det samme. Så skal det nok gå.. I ses jo igen engang.:ae:

 

Jeg tror, at hvis det var den rigtige hund, så ville du ikke have været i tvivl. Du er nødt til at være helt sikker.

 

Teitur har valgt hunden til dig fordi han ved at DEN kan gøre dig glad.....

 

Men det var inden han kom til regnbuemarken. Nu ved han noget om at mange hunde aldrig har oplevet kærligheden. Og som derfor har brug for DIG og din kærlighed.

 

Så det er lidt noget med, om du ønsker en hund, der mest kan gøre dig glad, eller en hund, som DU mest kan gøre glad?

 

Du har bekymret dig så meget for Teitur. Og givet ham omsorg og kærlighed.

Tror du, at du kan få det samme forhold til en ny hund hvis den ikke har brug for din omsorg og bekymring?

 

Teitur har ikke tænkt på den del, før han kom til regnbuemarken med alle de forsømte hunde..

 

Tit knyttes båndene netop ved at man løser problemer sammen... Kærligheden vokser, når man er lige ved at miste..

 

Nå, men du må jo sove på det... Mens du sover er Teitur dig ekstra nær. Det kan være, at du i morgen bedre ved, hvad du skal gøre..

Snak med Teitur. Fortæl ham, at du er i tvivl..

[AnneMangetal]

Jeg ved ikke om du skal eller ikke skal vælge den hund. Men jeg ved med sikkerhed, at du kommer til at elske en hund igen. Måske ikke på samme måde som Teitur, men lige så højt - bare på sin egen måde.

 

Da min elskede Malde blev aflivet, kunne jeg ikke holde ud ikke at have hund. Derfor kom Bella til allerede 4 dage efter Malde var væk. Det var min beslutning at få hende, men tvivlen nagede da vi fik hende hjem. Var hun den rigtige hund? Ville jeg nogensinde komme til at elske hende? Og da, ville jeg elske hende lige så højt som Malde? Og så havde jeg dårlig samvittighed over for Malde. Jeg følte at jeg forrådte ham ved at elske en ny hund!

 

Men Malde var mit livs kærlighed - og det er Bella også. Jeg fandt ud af at man kan elske mange hunde lige højt, men på hver deres måde. Malde var min første hundekærlighed. Bella er min prinsesse. Og den næste bliver elsket lige så højt:-)

 

Tag dig tid og mærk efter i maven! Er din tvivl rationel eller følelsesmæssig?

[Gæst Stella]

Jeg kan ikke mærke noget realistisk, alt er kaos og et væld af følelser og sorg.

 

Om min tvivl er rationel eller føleslmæssigt ? Den er helt klart følelsmæssigt, fordi jeg føler jeg svigter Teitur, fordi jeg ikke ved om jeg er klar til en ny hund, fordi ingen hund nogensinde kan måle sig med Teitur. Fordi alting stadig dufter af Teitur, jeg er jo slet ikke kommet mig over sorgen og tabet. Teitur kom jo i jorden i går. Hvordan kan jeg overhovedet tillade mig at tænke på en ny hund ? Hvordan kan jeg vide om den hund passer ind i mit liv. Hvordan kan jeg nogensinde vide 200 % om det er den helt rigtige hund ? Da Teitur var hvalp og jeg besøgte ham var der ingen tvivl, han valgte mig, det kunne ikke være anderledes, sådan var det bare. Men sådan kan jeg nok ikke forvente at det forgår næste gang jeg skal have hund. Skal det overhovedet være en voksen hund, skal jeg vente lidt og se om der kommer en hvalp, hvor det er Teitur der er blevet genfødt.

 

 

Jeg tænker alt alt alt for meget, det har Teitur også altid sagt " mor du spekulere for meget " .

 

 

Jeg føler alting og ingeting.

[Gæst Stella]

I øvrigt skal i vide alle sammen som skriver i denne her tråd at jeg læser hver eneste indlæg og er dybt taknemlig for alle jeres svar og omsorg og medfølelse. Jeg har bare ikke overskud til at svare hver enkel.