Fjernet analkirtler kan giver hunden problemer?

[LouiVonPoul]

Min kære lånehund Viggo.

 

Jeg har Viggo et par måneders tid mens hans far og mor er på ferie.

Det gik stiller og roligt lige som det plejer, vi hygger os.

 

En dag vi var ude på vores lange rute, satte han sig for at komme af med afføringen og så skreg han. Han skreg som om nogen havde sparket ham, han blev forskrækket over sin egen reaktion og peb. Jeg blev nok lige så ræd. Jeg synes det er underligt, for det har han aldrig gjort før, skreget sådan. Jeg tjekkede hans afføring og der var desværre lidt blod i. Vi gik videre fordi vi skulle jo hjem. Han satte sig en gang til og det var den samme reaktion.

Da vi endelig nåede hjem ringede jeg til hans far, de er i Australien, så det var midt om natten. Vi blev enige om at jeg ringede til dyrlægen samme dag og fik en tid om morgen til Viggo.

 

Dyrlægen fortalte at Viggo havde meget hævet analkirtler, så han fik det presset ud. Det der kom ud var fuld af betændelse og blod, meget grimt at se på, men værre at tænke på at det var det han havde haft så ondt over. Dyrlægen sagde at jeg nok kunne forvente at han ville få det igen.

Viggo skulle have penicillin og smertestillende i 5 dage, på grund af fare for infektion.

 

14 dage efter var det galt igen, men denne gang valgte jeg at få en tid lige med det samme.

Som dyrlæge sagde ville han sandsynligt få det igen og det havde han ret i. Jeg kunne, eller Viggo, kunne være uheldige at vi skulle ind en gang om måneden hvis ikke oftere.

Han rådede mig til en operation, så ville han fjerne analkirtlerne. Det kostede 5.000 kr, men det ville blive tjent ind igen, som han så fint udtrykte sig

Jeg ringede til hans far igen og fortalte hvad dyrlægen havde sagt. Det var selvfølgelig en svær beslutning.

Han sagde ja. Viggo blev opereret med det samme og en 1½ time efter var han færdig.

 

Nu er han ved at være helt frisk og dejlig som han plejer

 

Men men, idag sagde en bekendt til mig at jeg havde "ødelagt" Viggo. Han sagde at nu får han problemer med løs ringmuskel, men det værste var at analkirtlerne var fjernet. Det var jo det der høre med til at være hund. Det var når han lagde sit "visitkort", var de med til at give de andre hunde besked på hvem han var. Jeg svarede at hunde havde da andre duftkirtler, fx på poterne. Niks, det var ikke nok.

 

Jeg fik sådan en skyldfølelse, hvis det var sandt. Viggo klare sig som intet var hent.

 

Men.. Har jeg sagt ja til noget der måske giver Viggo problemer?

 

(Undskyld for den lange post, men jeg er meget bekymret for ham)

[AnneMangetal]

Nej, du har ikke ødelagt ham:-) Du har været en ualmindelig god og kærlig plejemor, og Viggo er heldig at han bor hos dig mens hans egne forældre er væk.

 

Viggo har ikke noget behov for at markere sin afførring med kirtelsnask, og jeg tror næppe selv han er klar over at de er blevet fjernet.

 

Jeg synes du skal sparke vedkommende over skinnebenet næste gang du møder ham/hende. Eller slå med en våd avis.....

[tantemaier]

Helt enig med Anne1979. Begge vores har fået fjernet analkirtlerne og det var den rigtige beslutning. Så er der ingen problemer mere og de har ikke ondt. Der er ingen andre hunde der har bemærket det så vidt vi ved. Ja, der er duft i poterne

[Kirsten90]

Så du har ødelagt hunden ved at sørge for han ikke får gentagne infektioner i analkirtlerne med dertilhørende smerter?

 

Som Anne1979 skriver - Slag med våd avis må være det eneste rigtige svar på denne påstand.

Hvor er det da dejligt at han har det bedre!

[LouiVonPoul]

Tak for svarene

 

Jeg bekymre mig meget om, han er nok det bedste der sket for mig i lang tid. Så jeg blev ganske nervøs og ked af det der personen sagde det til mig, jeg mente jo ikke det spillede en rolle. Og ja, så blev jeg i tvivl.

Han er mit ansvar når jeg har ham og hvis der sker ham noget, guderne forbyde det, betyder at jeg skal tage de hårde beslutninger når de er ude på deres forretningsrejser. Selvfølgelig i samråd med hans far og mor.

 

Idag er han er frisk og dejlig som altid, han får dog lidt penicillin og smertestillende endnu.

 

Viggo og jeg takker for jeres hjælp :hjerte:

[Louisen]

Skulle jeg vælge imellem om min hund kunne lugtes af de andre hunde eller om han hvert 14. dag skulle skrige hver gang han sked, på grund af smerter, så er jeg ikke i tvivl om hvad jeg ville vælge - det samme som dig.

 

Derudover er en løs ringmuskel en bivirkning der KAN opstå, ligesom med alle andre indgreb kan der opstå komplikationer. Det er ikke noget man kan forudse, men det er noget man må vurdere om man tør tage chancen med.

Personligt havde jeg taget chancen, fremfor at give hunden et liv med smerter hver 2. uge, efterfølgende medicinsk behandling og hvad har vi. Hvis han så fik løs ringmuskel af det, måtte jeg tage den derfra.

 

En ven af familiens hund fik i øvrigt løs ringmuskel efter en meget svær drægtighedsperiode der endte med spontan abort. De lærte den at bruge en kattebakke som stod i stuen. Som regel kunne de godt skynde sig at lukke den ud i haven når den markerede, men hvis det pludselig kom bag på hunden selv, så ville den gå over og bruge bakken, så der ikke kom "uheld" på gulvet.

I starten var det ikke rart for hende, men hun fik masser af ros og godbidder. Engang jeg som teenager passede hende, kom hun selv over til mig og gjorde opmærksom på det. Så måtte jeg sige "Neeeeeeej Shanda, sikke en flot bæ, her er en guf" inden jeg ryddede det op. En sand hundeven.

[Gæst stellestar]

Enig med Anne!

Havde valgt præcis det samme

[LouiVonPoul]

Skulle jeg vælge imellem om min hund kunne lugtes af de andre hunde eller om han hvert 14. dag skulle skrige hver gang han sked, på grund af smerter, så er jeg ikke i tvivl om hvad jeg ville vælge - det samme som dig.

 

Derudover er en løs ringmuskel en bivirkning der KAN opstå, ligesom med alle andre indgreb kan der opstå komplikationer. Det er ikke noget man kan forudse, men det er noget man må vurdere om man tør tage chancen med.

Personligt havde jeg taget chancen, fremfor at give hunden et liv med smerter hver 2. uge, efterfølgende medicinsk behandling og hvad har vi. Hvis han så fik løs ringmuskel af det, måtte jeg tage den derfra.

 

En ven af familiens hund fik i øvrigt løs ringmuskel efter en meget svær drægtighedsperiode der endte med spontan abort. De lærte den at bruge en kattebakke som stod i stuen. Som regel kunne de godt skynde sig at lukke den ud i haven når den markerede, men hvis det pludselig kom bag på hunden selv, så ville den gå over og bruge bakken, så der ikke kom "uheld" på gulvet.

I starten var det ikke rart for hende, men hun fik masser af ros og godbidder. Engang jeg som teenager passede hende, kom hun selv over til mig og gjorde opmærksom på det. Så måtte jeg sige "Neeeeeeej Shanda, sikke en flot bæ, her er en guf" inden jeg ryddede det op. En sand hundeven.

 

Jeg er også glad for at jeg gjorde det, synes det ville være synd for ham. Jeg måtte først have fat på hans ejere og spørger om det skulle gøres eller ej, jeg kunne jo ikke bare få det gjort uden deres tilladelse.

Han har ikke haft problemer med ikke at kunne holde på det, hvilket er skønt.

 

Men som sagt blev jeg meget i tvivl da vedkommende blev ved med at sige, at jeg havde ødelagt Viggos liv.

Jeg blev mildest talt rædselslagen ved tanken, det virker sandsynligvis som om jeg overdriver, men jeg elsker Viggo og vil gøre det bedste for ham.

[Louisen]

Jeg er også glad for at jeg gjorde det, synes det ville være synd for ham. Jeg måtte først have fat på hans ejere og spørger om det skulle gøres eller ej, jeg kunne jo ikke bare få det gjort uden deres tilladelse.

Han har ikke haft problemer med ikke at kunne holde på det, hvilket er skønt.

 

Men som sagt blev jeg meget i tvivl da vedkommende blev ved med at sige, at jeg havde ødelagt Viggos liv.

Jeg blev mildest talt rædselslagen ved tanken, det virker sandsynligvis som om jeg overdriver, men jeg elsker Viggo og vil gøre det bedste for ham.

 

Jeg bar min hund 500 meter i går (han vejer 16 kilo, det er 1/3 af min egen vægt...), fordi han havde fået en lille rift i poten fra et glasskår og TÆNK NU HVIS der kom skidt i. Så kunne der komme en infektion, som kunne ende med en amputation af tåen, eller hele foden! OG HAN KAN DØ AF BLODFORGIFTNING!

 

Så at man bliver rædselsslagen når nogen siger, at man har ødelagt en hund man elsker, jamen det er da klart at man synker en ekstra gang og tænker "Så for den da..."

 

Men ved du hvad, det er noget pjat. Du tog den rigtige beslutning og du tog den ikke alene. Der var flere andre inde over, bl.a. Viggos familie og dyrlægen. De kender hunden og dyrlægen kender risici ved indgrebet og anbefalede det stadigvæk. Det vejer altså tungere end en eller anden tilfældig person.

 

Altså, man kan også risikere en infektion når man brækker benet, men det betyder da ikke at man lader være med at få sat det sammen og lagt i gips.