Hvor langt vil i gå?

[Trinek]

Af frygt for blive jagtet fra hunde-forum med høtyve og fakler, stiller jeg nu spørgsmålet.

Hvor forringet livskvalitet skal jeres hunde have, før aflivning bliver aktuelt?

Jeg tænker ikke så meget små skavanker, men hvis en adfærd giver en stresset hverdag, eller kroniske sygdomme tvinger hunden, fra hverdags oplevelser som lange ture og hunde leg/træning?

Ja hvornår er nok, nok?

[Gæst 1stkholm]

Hvis min hund fik en kronisk lidelse der ville påvirke hende mærkbart hver dag, ville hun blive aflivet. her ville det typisk være knæ og ryglidelser for min hunds race. Heldigvis fik hun lige LP:0 i dag

[Trinek]

Min egen tanke er det samme. Gigt, stive led, tvungen adfærd, samt agressivitet ville også gøre det for mig. Men mindre voldsomme sydomme som kan behandles med medicin og anden terapi, dog med lille eller uændret livskvalitet, ville jeg gerne investere i. Man er vel glad for kræet.

[Potemis]

Åh den er svær.. mange hunde lever jo et godt liv selvom de mangler et ben eller er blinde eller hvad ved jeg.. hvis cookie ikke længere var sig selv og jeg kunne fornemme at det ikke længere var det hele værd så ville jeg tænke i de baner. En hund skal være glad, spise og drikke, være ude på lidt løjer og nyde samvær med sin familie. Jeg tror det er en vurderingssag som man først kender svaret på i den pågældene situation.

[Therese]

Hvis Bobo ikke længere kunne løbe og lege med sine hundevenner, fjolle rundt i vandpytter, løbe efter en pind, bade i søen og i det hele taget lave de ting, som han synes er sjove og som giver ham glæde og livskvalitet hver dag, så skulle han herfra.

 

Hvis lyset i hans øjne bliver slukket...

[Ninkamus]

Det vil jeg ikke kunne sige før jeg har stået der.

[Gæst Beaglepack]

Det er meget svært at besvare. Jeg har stået i situationen nogle gange efterhånden og lige pludselig ved man - at det er tiden. Det er noget der viser sig i små intervaller og de gange jeg har måttet træffe beslutningen, da har min (e) hund (e) selv "fortalt" at tiden var inde.

 

Min ældste beagle har grå stær på begge øjne - så meget at det er noget vi skal være opmærksom på - men han trives, hygger sig og har det super godt og så er der har jeg/vi overhovedet ingen tanker i den retning.

[Jaffa]

Den er godt nok svær og svare på synes jeg.

 

Har ikke stået i den situation før. Vil gå rigtig langt for mine dyr, men hvis deres livskvalitet bliver dårlig, så vil jeg vælge en aflivning.

 

Gitte

[tjikson]

Jeg ville vurdere det efter hunden og hvordan den nød livet..

 

vores gamle hund, var i hans unge dage en hund der elskede at gå 2-3timer lange turer.. Han ville gerne være omkring familien og holdt skarpt øje med gæsterne..!

 

Han fik i sine gamle dage kræft og gigt.. Da han pludselig blev meget skidt over en sommer periode.. og hans gåture var nede på 100-200meter, så ville han hjem.. Ville helst bare ligge i sofaen og sove.. Besluttede vi at aflive ham inden vinteren, hvor gigten gjorde det smertefuldt for ham at gå turer

[Umulia]

Det vil jeg ikke kunne sige før jeg har stået der.

 

Sådan har jeg det også - selv om jeg har været i situationen, ville jeg ikke kunne sige noget konkret før jeg er der igen.

 

Men jeg har aflivet en hund pga. en sygdom som nogle lader deres leve med (immunmedieret polyarthritis). Jeg syntes ikke jeg kunne være bekendt at lade min hund have så store smerter.

[Gæst mulline]

Selvom jeg lige har været den igennem, vil jeg alligevel ikke kunne sige helt bestemt hvornår nok er nok i en tænkt situation.

 

Synes det må vurderes fra gang til gang.

 

Kan man lukke sine egne følelser ned og se objektivt på situationen, så tror jeg også man ganske fint har en fornemmelse af hvornår det bør slutte:-D

[Petrine]

Jeg har aldrig været i tvivl og har aldrig bagefter tænkt 'var det for tidligt', jeg har så heller aldrig aflivet pga aggression, stress, kronisk sygdom (diabetes).

[Gæst Miss_menelli]

Det kommer meget an på den enkelte hund og den sind.

 

Men jeg vil ikke kunne leve med, at min hund har smerter dagligt - Uanset alder.

Eller jævnligt tilbagevendende smerter, uden udsigt til at de forsvandt efter en kortere periode.

 

Men jeg kan ikke sige det præcist.

 

Det hele afhænger af livskvalitet og hvad der forringer livskvaliteten er jo forskelligt fra hund til hund.

 

Svær HD hos Yoda ville f.eks føre til ret hurtig aflivning - En hund som ham vil ikke kunne trives med ikke at måtte bevæge sig og træne ret meget.

Så i sådan en situation ville jeg sandsynligvis smertedække så lang tid som muligt og så aflive når smerterne alligevel tager over.

 

Men nu bliver alle mine hunde meeeega gamle og er sunde og raske indtil de er mætte af dage... Basta!

[Ninjamor]

Det er så nemt at have principper og en holdning til at hvis....

 

Livskvalitet er en variabel størrelse og min grænse har flyttet sig gennem årene.

Jeg lever nu med en hund, som jeg for 20 år siden nok ville have vurderet skulle "have fred" - på papiret altså.

 

Vi har alle en holdning til hvad et godt hundeliv er og især hvad det ikke er.

 

Pelle har en lang ryg som giver problemer og et opereret knæ som har resulteret i stivhed.

Begge dele giver ham smerter fra tid til anden - muligvis dagligt?

 

Der er lys i øjnene på ham, han opfordrer til aktivitet er altid villig til spas og ture, han er eminent til hvalpe og nyder at lege og hygge med dem. Efter hvalpeleg skal han have smertestillinde medicin.

Der er dage hvor han er opfarende og overreagerer og da får han smertestillende.

 

Det var slet, slet ikke det liv jeg havde tænkt for ham, da han kom hjem som 8 ugers hvalp. Slet ikke. Jeg glædede mig til dagsture med rygsæk og udstyr, til træning og alt det der normalt følger med, når man får en stor hund.

Pelle kan ikke klare lange ture uden at få smerter efterfølgende, det samme med hundeleg.

 

På papiret ser det kedeligt ud, men sandheden er nok snarere at Pelle lever et optimalt liv ift. hvad han kan klare. Han virker tilfreds og glad og selvom jeg i mine mørke stunder tænker, at nu må det være nok, så tror jeg han holder lidt endnu - og har det godt med det

 

Min omplaceringshund Stjerne derimod var fysisk sund og rask, en fantastisk hund at træne og aktivere, men hun kunne ikke kapere udefrakommende stimuli. En dag hvor postbudet eller andre bankede på døren var en dag hvor Stjerne hang oppe under loftet hele resten af dagen.

Min søn måtte vente udenfor huset hvis nogen skulle hente ham for at undgå at Stjerne blev mega stresset.

 

Hun magtede ikke et almindeligt familie- eller hundeliv og jeg så mig gradvis indskrænke mit liv for at hjælpe hende med sit.

Hun fik en afdeling bag huset i haven, så hun ikke kunne se forbipasserende, gåturene blev indstillet og det nederste af ruderne i vinduerne blev blændet. Havedøren kunne ikke stå på klem og radio eller TV måtte køre konstant for at dæmpe lyde udefra, så hun ikke eksploderede i gøen.

 

Hun fik det bedre da de daglige ture blev indstillet og hun kun fik et par ture om ugen.

 

Sterne var hundeaggressiv og "forsøgte" et par gange at overfalde fremmede hunde. "Forsøgte" fordi hun gerne ville, men alligevel ikke turde! Stjerne var angst og aggressiv, en rigtig dårlig kombination da angsten ikke kan behandles før aggressiviteten - som er der pga. angsten, så det kører bare i ring.

 

Efter to år med al den terapi og behandling som findes på markedet gav jeg op og Stjerne blev aflivet. Det blev hun den dag hun to gange angreb min anden tæve, som var væsentligt mindre og jeg så udtrykket i hendes øjne.

Ingen hund har fået mig til at tvivle så meget på mine egne evner som adfærdsbehandler og fået så mange tårer ud af mig, som Stjerne gjorde.

 

Da jeg kom hjem fra dyrlægen efter aflivningen opdagede jeg hvor meget Stjerne havde fået mig til at ændre i min hverdag og det var en fantastisk befrielse at kunne åbne havedøren, selvom det var iskoldt i februar, slukke radioen, pille afdækningen af ruderne og faktisk ånde frit igen på trods af smerten over at måtte tage afsked med hende.

Stjerne var en fantastisk hund, som jeg lærte utrolig meget af, men set i bakspejlet skulle hun ikke have haft det sidste år med.

 

Problemet med sådanne situationer er, at de oftest opstår gradvis og derfor er man ikke lige så opmærksom på ændringerne hos hunden, som hvis ændringen kom fra den ene dag til den anden.

[Louisen]

Jeg ved ikke om jeg nogensinde vil vide, at det er tid. Derfor har jeg en aftale med min søster. Hun bor i en anden landsdel, elsker Taiki og kender ham godt, men ser ham kun med mellemrum. Derfor vil større forandringer til det værre være mere tydelige for hende end os, der omgås ham hver dag. Og hun har fået grønt kort til, om maaaange år forhåbentlig, at foreslå at vi skal overveje at give ham fred.

[Gæst Iben B]

Der er da ingen brug for høtyve og fakler - det er et rigtig godt spørgsmål som vi alle kommer til at stå med før eller siden.

 

Jeg selv tænker meget over det, da jeg har en ældre hund med gigt, og som de andre har svaret bliver det en vurderingssag. Han kan ikke klare så lange ture som før i tiden, og han bliver hurtigere træt. Han sover mere.

Men samtidig er han stadig boxer-glad, han hopper og danser så snart der er anstalt til træning eller gåtur (og nogle gange hopper og danser han også bare fordi). Han ligner ikke en hund der hverken har smerter eller er træt af livet, og det er vel det grundlæggende.

 

Grundlæggende vil jeg sige, at hundens hverdag ikke skal være ubehagelig, besværende eller smertefuld. Det er fint nok at de ikke har energi eller kræfter som en 3-årig, men de skal heller ikke være begrænset fra at lave det som gør et hundeliv sjovt. Det er nok det tætteste jeg kan komme på en 'definition'.

[Therese]

Mine bedsteforældre har en hund, som jeg havde aflivet for længst, hvis det var min. Eller i hvert fald sørget for at sætte ham på en seriøs slankekur, så han på trods af hans gigt stadig kunne leve et dejligt hundeliv. Han humper rundt og har rigtig ondt. Jow jow, han logrer da lidt på halen, når de er på tur, men ligeså snart han kommer hjem, smider han sig i kurven og ligger og kigger lidende på en, mens han ligner en, der bare godt kunne tænke sig lidt ro. Mit hjerte bløder for den hund, synes det er virkelig, virkelig synd.

 

Han får binyrebarkhormon for hans allergi og det tager han rigtig meget på af. Og han klør sig helt vildt, når man prøver at kæle med ham. Det kan han slet ikke holde ud, så det kan man næsten ikke engang gøre.

 

Han skal lokkes rigtig meget, når vi gerne vil have ham med ud, han gider ikke lege og han tuller bare stille af sted på gåture. Han er 6 år gammel, men minder mig mest om en på 12. Sådan en hund virker ikke på mig som en hund, der har det godt.

 

I virkeligheden havde jeg nu nok fundet nogle alternativer som fx. BARF eller hjemmelavet foder uden alt for meget skidt, som forhåbentligt kunne bidrage til, at han kunne undvære binyrebarkhormonerne og dermed kunne tabe sig, så han bliver mere mobil og lever bedre med hans gigt.

Men når ejerene ikke er interesserede i det, så synes jeg helt alvorligt, at han fortjener at få fred. Man kan se det i hans øjne, synes der. Der er ingen gnist.

 

Bare en lille, trist, historie, som denne her tråd minder mig om.

[Doberfan]

Hvis lyset i hans øjne bliver slukket...

 

Det er meget svært at besvare. Jeg har stået i situationen nogle gange efterhånden og lige pludselig ved man - at det er tiden. Det er noget der viser sig i små intervaller og de gange jeg har måttet træffe beslutningen, da har min (e) hund (e) selv "fortalt" at tiden var inde.

 

 

Hopper med på disse her. Der har aldrig været tvivl hos mig, når jeg har stået i den situation. Seneste eksempel var Rocky, der var glad og med masser af gå-på-mod selvom han selvfølgelig ikke var så adræt mere (han blev 14), men pludselig en dag havde han problemer med at rejse sig. Han kunne godt gå rundt, hvis han blev hjulpet op - men hans øjne fortalte mig, at der ikke var mere gnist tilbage, og han fik fred samme aften. Betalte gerne dobbelt takst for aftenkonsultation, han skulle ikke ligge en hel nat og have det sådan.

[Flaffy,Zozo,Luna]

[Flaffy,Zozo,Luna]

Ups, ved ikke lige hvad der skete med billederne.

[Therese]

Jeg har helt klart også planer om at købe en cykeltrailer, når Bobo bliver gammel og ikke kan gå så langt mere Så kører vi til de gode luftesteder, så han kan bruge kræfterne på at hygge sig der og så kører vi hjem igen

[Missing]

Hvis Bobo ikke længere kunne løbe og lege med sine hundevenner, fjolle rundt i vandpytter, løbe efter en pind, bade i søen og i det hele taget lave de ting, som han synes er sjove og som giver ham glæde og livskvalitet hver dag, så skulle han herfra.

 

Hvis lyset i hans øjne bliver slukket...

 

Men det kan han jo heller ikke, når han bliver gammel Ikke syg, men bare aldrende.

 

Jeg forstår nu godt hvad du mener og tænker, at du svarer du fra, hvordan han er nu - og hvis der skete noget NU, der ændrede hans liv.

 

________________________________________________________________

 

Jeg har stået der et par gange. Men selvom jeg har det, så ved jeg stadig ikke, hvor grænsen er næste gang. For hundene er forskellige.

 

 

Om morgenen møder jeg en med en meget gammel hund. Det er ved at være de sidste uger (vil jeg tro - og håbe) Sidste år var han frisk og frejdig på trods af sine 12 år. Han tog løbeture med Buzz og stjal æbler fra Plantagen. Nu kan han næsten ikke gå. Bagbenene svigter og han får sår på poterne Det er ikke mit sted at bede ejerne tage beslutningen, men vi snakkede lidt om det i forgårs. Jeg kunne godt høre, at de selv er ved at nå dertil. Men puha, hvor kan jeg godt forstå dem. Det er ikke nemt at se på sin egen hund objektivt.

[Trinek]

Mine bedsteforældre har en hund, som jeg havde aflivet for længst, hvis det var min. Eller i hvert fald sørget for at sætte ham på en seriøs slankekur, så han på trods af hans gigt stadig kunne leve et dejligt hundeliv. Han humper rundt og har rigtig ondt. Jow jow, han logrer da lidt på halen, når de er på tur, men ligeså snart han kommer hjem, smider han sig i kurven og ligger og kigger lidende på en, mens han ligner en, der bare godt kunne tænke sig lidt ro. Mit hjerte bløder for den hund, synes det er virkelig, virkelig synd.

Og han klør sig helt vildt, når man prøver at kæle med ham. Det kan han slet ikke holde ud, så det kan man næsten ikke engang gøre.

Han skal lokkes rigtig meget, når vi gerne vil have ham med ud, han gider ikke lege og han tuller bare stille af sted på gåture. Han er 6 år gammel, men minder mig mest om en på 12.

Man kan se det i hans øjne, synes der. Der er ingen gnist.

Bare en lille, trist, historie, som denne her tråd minder mig om.

 

Argh, det er nemlig denne situation tråden opstod af. Bla. bekendtes hest der skulle have hjælp til at rejse sig om morgenen, en hund der efter en hjerneblødning ikke kunne rette hovedet ordentligt op, forsøget på at helbrede kræft på en 14 år gammel hund, mine svigerforældres kat på 16, der hverken kan se eller høre. Han kan heller ikke gøre sig ren, eller komme i sofaen.

Nogen gange er behandlingen og efterveerne bare så slemme dyrene helt bestemt har forringet livskvalitet.

Alle disse dyr endte deres dage alt for sent i mine øjne, men jeg ved ikke om det havde været anderledes hvis det var mine dyr:shock: Det håber jeg da.

[Therese]

Men det kan han jo heller ikke, når han bliver gammel Ikke syg, men bare aldrende.

 

Jeg forstår nu godt hvad du mener og tænker, at du svarer du fra, hvordan han er nu - og hvis der skete noget NU, der ændrede hans liv.

 

________________________________________________________________

 

Jeg har stået der et par gange. Men selvom jeg har det, så ved jeg stadig ikke, hvor grænsen er næste gang. For hundene er forskellige.

 

 

Om morgenen møder jeg en med en meget gammel hund. Det er ved at være de sidste uger (vil jeg tro - og håbe) Sidste år var han frisk og frejdig på trods af sine 12 år. Han tog løbeture med Buzz og stjal æbler fra Plantagen. Nu kan han næsten ikke gå. Bagbenene svigter og han får sår på poterne Det er ikke mit sted at bede ejerne tage beslutningen, men vi snakkede lidt om det i forgårs. Jeg kunne godt høre, at de selv er ved at nå dertil. Men puha, hvor kan jeg godt forstå dem. Det er ikke nemt at se på sin egen hund objektivt.

Lige præcis. Han kan jo sagtens have et godt liv, selvom han er gammel. Præmisserne ændrer sig bare lidt. Men jeg mener også bare, at der stadig skal være en gnist. Han skal stadig være livsglad. Så kan det godt være, at aktiviteterne han synes er sjove, ændrer sig, men så længe han har lyst til de aktiviteter, så kan det ikke være helt galt. Så ja

[Therese]

Argh, det er nemlig denne situation tråden opstod af. Bla. bekendtes hest der skulle have hjælp til at rejse sig om morgenen, en hund der efter en hjerneblødning ikke kunne rette hovedet ordentligt op, forsøget på at helbrede kræft på en 14 år gammel hund, mine svigerforældres kat på 16, der hverken kan se eller høre. Han kan heller ikke gøre sig ren, eller komme i sofaen.

Nogen gange er behandlingen og efterveerne bare så slemme dyrene helt bestemt har forringet livskvalitet.

Alle disse dyr endte deres dage alt for sent i mine øjne, men jeg ved ikke om det havde været anderledes hvis det var mine dyr:shock: Det håber jeg da.

Jeg er heldigvis helt klar på at tage den beslutning, selvom det gør rigtig, rigtig ondt på mig. Jeg har prøvet det tre gange og min mavefornemmelse har hver gang "sagt," at det var tid til at sige farvel. Så jeg er egentligt ikke i tvivl om, at jeg ville kunne gøre det igen.

Men det er da svært at være objektiv, når det er ens egne dyr.