RIP Figo, min kære hund er død :(

[Gæst Nico David]

Kære medlemmer, er ny på siden så bær over med mig.

I mandags blev jeg ringet op af min søster der fortalte mig at familiens hund Figo(en Chihuahua) døde. Den havde ikke haft det så godt her på det sidste og til sidst gav hans hjerte op. Blev helt knust da jeg fik det at vide. Har haft den siden jeg var 12 år gammel. Er blevet vokset op med den. Den var ligesom en bror for mig. Hver dag når jeg kom hjem fra skole, den hoppede på mig, slikkede mig, kyssede mig. Den viste så meget kærlighed til mig og resten af familien at jeg virkelig ikke ved hvad jeg skal gøre nu. Jeg havde slet ikke troet at en hund kunne gi så meget kærlighed til en og at man kunne knytte så stærkt et bånd til den. Den blev 10 år gammel. Det vigtigste for mig nu er at jeg ved den var en elsket hund. Så meget kærlighed som den gav os, så meget fik han tilbage. Han vidste udmærket godt hvor elsket den var og hvor forkælet den blev. Han vidste præcis hvordan han skulle charmere sig ind i hjertet på folk. Jeg nåede aldrig at sige farvel. Det er det værste. Men hvordan kommer man videre. Jeg sidder hverdag derhjemme og græder et par timer. Kan ikke tænke ordentligt, spise ordentligt. Hver gang jeg tager hjem til mine forældre græder jeg endnu mere, fordi han ikke er der. Hvad gøre man i sådan en situation??? Er helt knust og ved seriøst ikke hvordan jeg kommer videre. Kan ikke stoppe med at tænke på ham:(

[Tullemus]

Det gør mig rigtigt ondt, at høre :ae:

 

Kan godt forstå, at du er ked af, at du ikke fik sagt farvel til ham. Hvis han er begravet hos dine forældre, så har du et sted, hvor du kan gå hen og sørge. Sorg er en process der tager tid.

Da vores gamle hund blev aflivet p.g.a kræft, skrev jeg dagbog til hende. Jeg skrev om min sorg og savn og om alt og intet, men det hjalp mig til, at komme videre og pludselig en dag, kunne jeg tale om hende uden, at græde. Sorgen var blevet mindre smertefuldt, men savnet var der selvfølgelig stadigvæk.

 

Mange og tanker til dig

[Gæst Nico David]

Mange takker for din hilsen Tullemus, det hjælper at vide at andre også har været i denne sørgelig situation, selvom ingen burde opleve dette, er det vel en del af livet.

Han er nemlig begravet hos mine forældre men det virkelig ondt at skulle se på hans grav, i hvert fald det næste stykke tid, men selvom jeg har accepteret at han ikke længere er i denne verden, kan jeg bare ikke stoppe med at tænke på ham. Det gør så sindssygt ondt. Det er første gang jeg oplever dette. Ikke fordi det er nemmere med tiden, men it hurts like hell. Er glad for at du har fået det nemmere med tiden og at sorgen er blevet mindre, og ved godt det også sker for mig med tiden, men tror der godt en del tid til det sker. Men tanken om ham får mig til at græde

[Tullemus]

Ved ikke om du kender digtet om Regnbuebroen :

 

Regnbuebroen

(Forfatter ubekendt)

Lige inden man når himlen, ligger der et sted der hedder Regnbuebroen. Når

et dyr dør, - ét, der har været specielt knyttet til én hernede - vil dyret

stoppe ved Regnbuebroen. Der er enge og bakker hvor alle vore særlige venner

kan løbe og lege sammen. Der er masser af mad, vand og solskin og vore

venner har det varmt og dejligt.

Alle de dyr, der har været syge og gamle har fået deres helbred og kræfter

igen, de der var sårede eller lemlæstede er hele og stærke igen, ganske som

vi husker dem i vore minder om gamle dage. Dyrene er glade og tilfredse, de

mangler kun en enkelt lille ting: de savner hver især én, der betød meget

for dem, én, de var nødt til at forlade.

 

De løber alle sammen og leger sammen som en stor flok - men der kommer en

dag, hvor en af dem pludselig stopper og stirrer mod horisonten. Øjnene er

klare og intense og den ivrige lille krop begynder at skælve over det hele.

Pludselig forlader den heldige flokken og flyver over det grønne græs,

hurtigere og hurtigere går de små ben.

 

Du er blevet opdaget, og når du og din specielle ven endelig mødes igen,

klynger I jer til hinanden i glædesstrålende genforening, for aldrig at

skulle skilles mere. Glade kys regner ned over dit ansigt. Dine hænder kan

igen kærtegne det elskede hoved og du kan endnu en gang se ind i de

tillidsfulde øjne der tilhører dit kæledyr, der så længe har været

forsvundet fra dit liv men aldrig fra dit hjerte.

 

Så kan I krydse Regnbuebroen sammen........

 

[Gæst Nico David]

Nej kendte ikke digtet men efter at have læst den nu, vælter mine tårer bare endnu mere ned. Den er virkelig smuk.

Selvom han er et bedre sted nu, kan jeg ikke stoppe med at tænke hvorfor lige ham og hvorfor nu. Det er virkeligt ligesom at miste en familiemedlem.

[Tullemus]

Mange takker for din hilsen Tullemus, det hjælper at vide at andre også har været i denne sørgelig situation, selvom ingen burde opleve dette, er det vel en del af livet.

Han er nemlig begravet hos mine forældre men det virkelig ondt at skulle se på hans grav, i hvert fald det næste stykke tid, men selvom jeg har accepteret at han ikke længere er i denne verden, kan jeg bare ikke stoppe med at tænke på ham. Det gør så sindssygt ondt. Det er første gang jeg oplever dette. Ikke fordi det er nemmere med tiden, men it hurts like hell. Er glad for at du har fået det nemmere med tiden og at sorgen er blevet mindre, og ved godt det også sker for mig med tiden, men tror der godt en del tid til det sker. Men tanken om ham får mig til at græde

 

Ja, vi er mange herinde, der har oplevet den store sorg ved, at miste en elsket hund og det er lige hårdt hvergang man må tage afsked, med et elsket kæle dyr.

 

De sætter kæmpe potespor i vores hjerter og tager en stor bid med, når de forlader os, så vi mister også en del af os selv hvergang, vi må sige farvel. Du vil få det bedre på et tidspunkt, men sorgprocessen tager tid og man skal give sig selv lov til, at sørge. Ord er så fattige, når man vil trøste eller lindre smerten, men kan kun sige, at jeg er sikker på, at han holder øje med dig og at han ved hvordan du har det. Da jeg mistede vores gamle hund, kunne jeg nogle gange i tiden derefter ligesom fornemme hende, at hun var der et eller andet sted i min nærhed og det trøstede mig.

[AnneMangetal]

Det gør mig ondt at du har mistet ham:ae:

 

En fortalte mig engang, at noget af det hårdeste er at miste en hund, for man har kun gode oplevelser og ubetinget kærlighed.

 

Med tiden vil sorgen og savnet blive mindre, og en dag vil glæden over at have kendt ham, være større end sorgen over at have mistet:bighug:

[Gæst Nico David]

Ja Tullemus, du har ret med at de sætter en kæmpe potespor i vores hjerter, mere end man kan ane. Og ja, man mister en del af sig selv når de går bort. Det gør mig glad at han nok holder øje med mig og resten af familien. Der kommer nok nogle tider hvor jeg nok kan mærke ham på en eller andet måde.

 

til anne1979, ved godt at sorgen vil blive mindre med tiden og glæden ved at ha kendt ham bliver større, bare lige nu det føles som en evighed.

som man siger på engelsk, dont cry because its over, smile because it happend. men igen det lettere sagt en gjort.

 

takker for jeres hilsen og støtte, det hjælper sku.

[Gittemus]

:ae: Og velkommen til

Føler med dig. Mistede min 1. Hund for under et år siden, og tårene render når jeg læser om din sorg, for kan tydelig huske smerten

Det er måske en god ide at besøge ham i haven. Min Teddy står i en urne på reolen og jeg ryster ham blidt når jeg tørrer støv af

For mig har det ihvertfald hjulpet at jeg har kunne tale lidt med ham i starten....

[Ascha]

Han ser godt nok også ud til at have været en fin hund og jeg er ganske sikker på at han er taknemmelig over at have fået et langt liv i en familie der elskede ham,.. det er der mange hunde der ikke får lov til at opleve.

 

Jeg kan godt selv huske hvor frygteligt jeg havde det første gang jeg mistede en hund. Jeg var godt nok forberedt på at det ville blive slemt, men havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig at noget kunne gøre så ondt og være så svært at bearbejde. Dels er den kærlighed man har til en hund anderledes end den man har til mennesker (og er derfor vanskelig at finde andre steder) og med en hund er det af en eller anden mærkelig grund ikke tilladt at gå i spåner over tabet, og da slet ikke hvis man er af hankøn som du er.

 

Intet vi kan sige vil få dig til at få det bedre, det kan kun tiden, men du skal vide at vi er mange der forstår dig og bliver berørt over dine indlæg. Og velkommen til for øvrigt.

[Gæst Nico David]

Er ked af at du også har mistet en hund Gittemus. Det hjælper nok med tiden at besøge hans grav, bare ikke i øjeblikket da det gør for ondt.

 

Ascha,

Det er det eneste jeg håber nu at han godt vidste hvor meget han var elsket. Jeg ved godt at han vidste det, men kan ikke lade være med at håbe det samtidigt også. Det er også true at nogle mennesker slet ikke kan forstå hvorfor vi bliver så kede af at en hund dør, især hvis det er en mand, men to be honest, ku ikke være mere ligeglad. er glad for jeres støtte og forståelse da det betyder meget.

 

mange takker igen alle,

[Hewlett]

Det gør mig utrolig ondt

 

Det er aldrig sjovt at skulle sige farvel til sin hund, og slet ikke når den har været en del af ens liv i så mange år, så det er helt forståeligt at du er hamrende ked af det :ae:

[tantemaier]

Det gør mig ondt. God tur over regnbuebroen smukke Figo.

 

Sorg er bare noget der tager tid. Der var en gang en mand der sagde til mig: "jeg har helt dårlig samvittighed, men jeg savner min hund mere end jeg savnede min far da han døde..."

 

Den nærhed og kærlighed der er mellem hund og ejer er helt speciel og det er helt i orden at græde over tabet og savnet. Jeg frygter selv den dag, hvor jeg skal af med mine piger.

[Gæst Nico David]

hewlett, takker for din hilsen, ja du har ret at det aldrig er sjovt at sige farvel til sin hund/hunde. Det bare sindssygt hårdt, jeg er blevet vokset op med figo, ligesom en bror, så at han pludselig ikke er her længere, kan ikke sætte ord på det.

 

tantemaier, tak for din hilsen også, og tak for det pæne ord om figo, døden er vel en del af livet og vi alle sammen er på denne jord i en bestemt tid. er glad for du stadig har dine hunde, tro mig, nyd dine tider med dine hunde, show them all the love u can, og fremfor alt, ikke tage dem for givet. Jeg ville ønske jeg stadig havde mere tid med figo, bare en sidste kys på hans hals mens han stadig var her. For mig er det væreste at jeg ikke var der mens han gik bort, nåede aldrig at sige farvel og det er nok det, der vil plage mig resten af mit liv.

[tantemaier]

Prøv at vende det om. Jeg forstår godt at du gerne ville have sagt farvel, men sidst du så ham, sagde du farvel til ham. Stadig mens du var glad og I ikke vidste han skulle herfra. Havde du sagt farvel til ham efter du vidste han skulle herfra, så kunne han måske have mærket din sorg og også være blevet ked af det fordi han ikke vidste hvorfor du var ked af det.

[Gæst Nico David]

Ahh, har ikke rigtig tænkt på det sådan tantemaier. Kan godt se hvad du mener, nok er det egoistisk af mig, men et eller andet sted ville jeg nu gerne have været der til hans sidste sekunder. Men du nok ret. Igen, det gør bare sindssygt ondt :(

[tantemaier]

Det er ikke egoistisk af dig. Jeg forstår godt at du gerne ville have sagt farvel. Man føler sig helt tom indeni. Mine forældre fik også aflivet deres hund for år tilbage og jeg nåede heller ikke at få sagt "rigtig" farvel. Selvom det ikke var min hund, følte jeg mig alligevel tom indeni. Jeg tænkte bare at det måske kunne hjælpe at få en anden måde at se tingene på.

[Gæst Nico David]

Ahh okay tantemaier. Nu kan jeg godt se hvad du mener. Ved ikke om det havde hjulpet hvis jeg havde sagt farvel, men ønsker stadig jeg havde gjort. Nok havde det gjort mere ondt men et sidste kys ville jeg virkelig gerne havde givet ham mens han nu stadig var har. Men sådan er det vel nogle gange. It hurts like hell

takker for jeres støtte

[tantemaier]

Det gør ondt, men -forhåbentlig- bliver det bedre med tiden... Det er ok at være ked af det, jeg tror det er nemmere at leve med sin sorg, hvis man acceptere den og giver udtryk for den.

[anders46fils]

[h=1]When We Meet Again

------------------[/h]I was laying on the couch early one day

a dog was barking; from where I couldn't say

I got up from the couch and went outside

then off I went out into the countryside

 

I took a path thru the bushes and trees

but the sound of that bark kept nagging at me

I followed the path till I came to a river

I reached for a branch and caught a sliver

 

Under an oak tree I sat down to rest

I watched all the bird's fly from their nests

After awhile a group of ducks waddled by

then a fox gave chase so they decided to fly

 

I walked down the river past a small ridge

and down in the meadow there was a bridge

Down by the bridge thru the fog

I saw what I thought was the barking dog

 

Like a bolt of lightning in the dark

I knew right then that was my old friend's bark

I looked thru the fog toward the bridge again

and sure enough there was my old friend

 

As healthy and beautiful as the day we met

I ran down thru the meadow to greet my pet

She ran thru the meadow at such a fast pace

it was like the old days when we used to race

 

I hugged and kissed her as she licked my face

all her sickness was gone there wasn't a trace

We were together again after such a long time

the sun was shining and all was fine

 

We walked toward the bridge together again

then we crossed it together me and my friend

This is the way I know it will be

when we meet again my pet and me