Münchhausen by hund????

[AnneMangetal]

Når man er hundeejer på den måde som de fleste er herinde, er der mon så en chance for at man ALTID kan se dårligdom og sygdom i sin hund?

 

Jeg havde Bella til osteopat-elever, og hooooold nu op, hvor fandt de meget der var i vejen:shock:

 

Generelt synes jeg at jeg bekymrer mig meget om hendes velbefindende, specielt efter alle de omgange med orm.

 

Men en er der mon en mulighed for at vi hundeejere "pådutter" vores hunde nogle ting som ikke ville være blevet opdaget hos en anden (og lige så god) ejer?

 

Vi har tidligere haft en tråd hvor der blev snakket om hvorvidt en hundeejer der har fået krævet (=uden ejerens samtykke) en hund aflivet, vil få endnu en hund med samme problemer. Gælder det også "sygdom"?

 

Er der en tendens til at en ejer der tidligere har haft en allergihund ser allergier over alt? Og bliver hysteriske ved det mindste symptom? Bekymrer vi os for meget?

[mini-me]

Uhh den overskrift får mig til at huske tilbage på min sidste praktik inden jeg var færdiguddannet. En mor der udsatte hendes barn (2½år) for alverden farlige ting og nægtede alt. Bl.a kogeplader, provokere opkastninger, brækkede lemmer...

 

Münchhausen by proxy.. uhhh..

 

Når det var OT.. Sorry.

 

Ved sgu ikke lige op jeg pådutter min hund dårligdomme, men jeg er meget obs og reagerer måske nogen gange med at male fanden på væggen.

Fx var jeg sikker på min kat skulle aflives da hun havde blærebetændelse (fordi jeg som barn fik aflivet en kat på 10mdr med nyresten) - tudede og tudede.... hehe.

Dr dyrs behandling lød på antobiotika og smertestillende

[luckyluna]

Ja, vi bekymre os nogle gange for meget!

 

Og nogle gange er jeg af den overbevisning at hunde slet ikke behøver til kiropraktor eller massør eller hvad vi nu ellers har. Det er da muligt at der er en lille skævhed hist og pist - men det er jo langt fra sikkert at det er noget hunden har mærket noget til;)

 

Jeg er i hvertfald vind og skæv, så det kan ses med det blotte øje og hvis jeg lader være at lave al for ensformigt arbejde i dumme stillinger, så har jeg sådan set ikke ondt nogen steder.. Og de færreste af vores hunde ER jo faktisk atleter...De er aktive nogle timer hver dag, bevares, men i bund og grund lever de jo lidt et driver liv;)

 

Jeg tror også godt at vi kan bekymre os lidt ekstra om feks allergi eller anden sygdom, hvis vi har haft det inde på livet før. Jeg kan feks mærke alle små buler på alle hunde jeg klapper, fordi jeg er blevet bange for at finde knuder - så jeg kunne helt sikkert troppe hysterisk op til dyrlæge med en ny hund med en underlig bule, der måske hos andre var blevet ignoreret.

 

 

Og bortset fra det - de der elever skulle da have haft fingre i mysla i stedet! SÅ kunne de begynde at finde ting der kunne mærkes;)

[Buddha]

Begge mine får osteopati og massage, men der er en verden til forskel på hvad de får ud af det - Benny er da blevet rettet diverse steder (vildhund som ynder at kaste sig selv ind i hårde ting ) men både jeg og behandlere, siger altid lidt ala jaja, for på en eller anden måde er det som om han er totalt upåvirket af det. Har ikke ondt, bevæger sig ikke rigtigt anderledes, tager sig ikke af det agtigt. Men jeg er selvfølgelig glad for at det bliver taget i opløbet, så det ikke en skønne dag kan genere.

 

Egons smertetærskel (på det punkt, ikke på andre) er MEGET lavere, tror det er fordi han har gået og kompenseret så længe. Mange gange har jeg troet jeg så spøgelser men det viste sig jo at der faktisk vár en masse ubehandlet, som altså bare ikke gjorde ondt nok til at han rigtigt viste det, udover den fornemmelse jeg havde i maven, som jeg bare ikke vidste hvad jeg skulle stille op med.

 

Men det er den ene side af sagen. Den anden er den hvor jeg får akut ej-bare-hunden-ikke-ligger-død-i-haven følelse og så må gå ud og tjekke den Men det kan vi bare kalde kærlighed

[Ulla H]

Selvfølgelig bekymre vi os om vore hundes velbefinden. Jeg tror dog de færreste rutinerede hundeejere selv opfinder diagnoser, som skal behandles, men faktisk ser realistisk på vore dyr. Og i tvivl?????, så hellere til dr dyr en gang for meget end for lidt.

Jeg ser faktisk mere af dette, sådan har han/hun altid været, og den er undersøgt indenfor det sidste år, når jeg har fåtalt noget, jeg så som et problem for hunden. Som regel noget , ejer ikke havde nævn for Dr. Dyr.

[Gittemus]

Vores lille vuffe, bliver nærmest behandlet som et projekt barn Ikke helt, meeeen. Vi er meget OB's på hende og hun har været til kiropraktor, bare for at blive tjekket om alt er ok. Og taler da også lige med dyrlægen hvis der det mindste.....men mine egne unger har haft en mor der sagde, du får sku ikke plaster på ved mindre det pulser ud. Har lige set tiden an inden jeg styrtede til læge. Ikke nemt at ha en sygeplejerske mor:mrgreen: Men alt det sygepleje coolnes forsvinder bare når det er Bøllebarnet.

ps. Ungerne er teenager og lever stadig.

[Inkognito]

Jeg lider helt sikkert af Münchhausen by hund.

 

Jeg har haft en allergihund med en allergi (flere), der ikke var kontrollerbar og som stille og roligt ødelagde hende. Behandlingen med Prednisolon (binyrebarkhormon) ødelagde sindet på hende og til sidst fik hun kun ro fra kløen ved at få adrenalinet til at køre ved at slås med/overfalde Mollie.

 

Mollie var skæv i kroppen og det påvirkede hende voldsomt, da hun gik med det i 3 år førend det blev opdaget. Hun udviklede problemer med andre hunde.

 

Jessie blev rettet af en kiropraktor første gang, da hun var 7 uger og derefter 4-6 gange om året frem til sidste år. Disse hyppige retninger har højst sandsynligt skadet hende mere end de gavnede, men jeg var hysterisk bange for at ende med en hund som Mollie igen.

Jessie bliver nu kun masseret og gennemgået KTS-style 1 gang om måneden, da hendes ryg er totalt åndssvag (højst sandsynligt på grund af de hyppige retninger) og behandleren arbejder hårdt på, at intervallet skal ned.

Emma vil behandleren ikke engang se på, da hun åbenbart ikke har problemer overhovedet på trods af hendes kamikazeopførsel.

 

Emma fik allergilignede symptomer, da hun var ca. 1 år og jeg gik totalt i panik. Min egen dyrlæge fejlbehandlede hendes symptomer og da jeg nærmest havde overbevist mig om, at hun skulle aflives, kørte jeg op til Rosies allergilæge.

14 dage efter var Emma helt uden symptomer, da hun "bare" havde en massiv gærsvampeinfektion.

 

Men hvis tøserne knurrer lidt af hinanden, så ser jeg straks Mollie/Rosie-relationen for mig og begge tøser er nærmest til omplacering med det samme.

 

Klør tøserne sig lidt ekstra, så tænker jeg straks "allergi" og aflivning.

 

Hvis tøserne pasgænger lidt ekstra på turen (pasgang er normalt for racen), så tænker jeg straks skævheder og smerter.

 

Heldigvis har jeg en mand, der er god til lige at snakke mig lidt ned

 

Hvis man har et uheldigt forløb bag sig med enten sygdom eller adfærd, så tror jeg det er helt naturligt at lægge ekstra mærke til ting, der har betyde det hos en ny hund, da man forhåbentligt ikke ønsker en gentagelse.

[Ascha]

Jeg synes ikke jeg lider af det, for jeg har aldrig været hos dyrlægen med en hund uden der har været noget. Sommetider har det bare varet lidt før dyrlægen har kunne finde noget konkret, men der har altid været noget og jeg er derfor ret ligeglad om folk kalder mig hysterisk. Jeg kan jo altid kalde dem blinde og uengagerede.

 

Dog er jeg ved at få lidt kolde fødder mht. kiropraktik. Min hund havde i følge dyrlægen for lange ledbånd, da hun var ung, som så blev til hypermobilitet da hun blev lidt ældre og sidste gang vi var der, var det måske bare sådan hun var skabt fra naturens hånd (hun kaster rundt med sine forben og padler sig frem i bredstående stilling for at holde ballancen, i følge dyrlægen) Jeg kan også godt se at hun går pasgang i skridt og at hun sommetider laver et lille hop i overgangen til trav (ved en bestemt fart), men mine besøg hos kiropraktoren vil jo ingen ende tage. Hver gang vi har afsluttet et forløb siger han at han vil se hende igen om nogle måneder,.. og så er der noget galt igen.

 

Jeg har fuld tillid til dyrlægen der behandler hende og er sikker på at det ikke er pengene der gør at han beder os om at komme igen, men synes ikke det har en varig virkning og kan godt blive lidt bekymret når jeg læser Inkognitos indlæg. Shandie var også lille hvalp da hun var til kiropraktor første gang og har gået der jævnligt siden.

 

Jessie blev rettet af en kiropraktor første gang, da hun var 7 uger og derefter 4-6 gange om året frem til sidste år. Disse hyppige retninger har højst sandsynligt skadet hende mere end de gavnede, men jeg var hysterisk bange for at ende med en hund som Mollie igen.

Jessie bliver nu kun masseret og gennemgået KTS-style 1 gang om måneden, da hendes ryg er totalt åndssvag (højst sandsynligt på grund af de hyppige retninger) og behandleren arbejder hårdt på, at intervallet skal ned.

Emma vil behandleren ikke engang se på, da hun åbenbart ikke har problemer overhovedet på trods af hendes kamikazeopførsel.

 

Vil frygtelig gerne vide hvem der har behandlet Jessie og hvad KTS style er.

 

Hvis man har et uheldigt forløb bag sig med enten sygdom eller adfærd, så tror jeg det er helt naturligt at lægge ekstra mærke til ting, der har betyde det hos en ny hund, da man forhåbentligt ikke ønsker en gentagelse.

Det tror jeg du har helt ret i. Jeg så også allergisymptomer alle vegne da Shandie var lille (øjen-/ ørebetændelse og hudkløe), men det var bare immunforsvaret der lige skulle i gang og virke ordentligt. Og det havde jeg jo lykkeligt glemt fra da Thailo var lille.

[Ulla H]

Til Ascha

Jeg er lidt nysgerrig mht kiropraktor og hybermobilitet. Dette fordi jeg selv er født med det. Jeg har som voksen altid vidst at alt uvant overanstrengelse, som ride 8 timer/dag,(ikke samme hest), danse natten lang, løbetræning, var utroligt hårdt for kroppen og efterfølgende smertende.

Man skal så træne sine bevægelser for ikke for ofte at komme i yderstilling med ledene.

Det kan jo ikke indlæres for en hund, vil jeg mene. Men jeg ser ikke, at knoglemanipulation skulle hjælpe, undtagen hvis et led er virkelig forskubbet.

Måske tager jeg fejl, men hvad gør dyrlægen så ved din hund.????

[anne-lise hansen]

jeg tror tit vi bekymrer os uden grund - jeg synes tit at Tot og Ollie virker lidt sløje fredag aften og så bestemmer jeg mig for liiiiige at se tiden an - og så er der ikke noget dagen efter alligevel , især synes jeg det har været slemt mens Ollie var helt lille - sådan en hvalp er jo sårbar og jeg bliver nervøs og " flipper " lidt ( MEGET) ud hvis der er det mindste med mine pus !

[PinPoynter]

kiro er heller ikke lige mig, men jeg er glad for min og hundenes osteopater, det er noget blidere behandling, og musklerne bliver bearbejdet saa vel som ledene.

[Ascha]

Til Ascha

Jeg er lidt nysgerrig mht kiropraktor og hybermobilitet. Dette fordi jeg selv er født med det. Jeg har som voksen altid vidst at alt uvant overanstrengelse, som ride 8 timer/dag,(ikke samme hest), danse natten lang, løbetræning, var utroligt hårdt for kroppen og efterfølgende smertende.

Man skal så træne sine bevægelser for ikke for ofte at komme i yderstilling med ledene.

Det kan jo ikke indlæres for en hund, vil jeg mene. Men jeg ser ikke, at knoglemanipulation skulle hjælpe, undtagen hvis et led er virkelig forskubbet.

Måske tager jeg fejl, men hvad gør dyrlægen så ved din hund.????

 

Jeg skal lige sige at det var gr. smerter i nakken efter et fald, at jeg drog afsted første gang og ikke fordi Shandie var meget bevægelig i sine led. Husker dog at hun kunne ligge og sove med hovedet drejet i en 90 grader vinkel opad, hvilket jeg syntes så lidt underligt ud og godtog derfor forklaringen med hypermobile led.

 

Har fået nogle øvelser der skal styrke hendes følelse af at bagkroppen ikke bare er noget der følger med og som vil styrke hendes muskler og finmotorik.

 

Efter PinPoynters indlæg er jeg kommet i tvivl om det bare er mig der bruger ordet forkert, for den dyrlæge jeg bruger laver ikke noget knæk og bræk, men mere træk, stræk og massage. Sidste gang vi var der, var der dog noget der sagde glonk da dyrlægen strakte hendes skulder ud men Shandie ÆÆÆÆLSKER Thomas, så jeg har ikke fornemmelse af at noget af det han gør ved hende, gør ondt.

[Shii]

Jeg synes helt bestemt at der er folk herinde som gør deres hunde mere syge end de er... Men hellere at folk bruger for mange penge og energi på deres hunds helbred end for lidt...

[Ascha]

Jeg synes helt bestemt at der er folk herinde som gør deres hunde mere syge end de er...

Det synes jeg godt nok er en noget modig udmelding.

 

Da jeg bestilte tid til at Thailo skulle aflives røg det ud af munden på min dyrlæge: jamen hvorfor dog det?,... og så en undskyldning. Jeg kom ned med ham og dyrlægen spurgte om jeg ikke lige ville have ham undersøgt inden, fordi hun egentlig ikke syntes han så så skidt ud. Det fik hun jo lov til og fandt intet, men da han var aflivet fortalte hun at hun var overrasket over at det blod hun trak tilbage i kateteret var helt sort (hvilket betyder at blodet ikke er iltet). Jeg havde haft ret, selvom hun ikke kunne finde nogen tegn på at han var andet end gammel. Thailo var syg men skjulte det bare så kun jeg, der kendte ham, vidste hvor skidt han egentlig havde det.

 

Min pointe er at man skal være særdeles forsigtig med at dømme hvordan andres dyr har det, for man lever ikke sammen med dem og kender dem slet ikke godt nok til at kunne tillade sig at have en mening om det.

[Inkognito]

Jeg synes ikke jeg lider af det, for jeg har aldrig været hos dyrlægen med en hund uden der har været noget. Sommetider har det bare varet lidt før dyrlægen har kunne finde noget konkret, men der har altid været noget og jeg er derfor ret ligeglad om folk kalder mig hysterisk. Jeg kan jo altid kalde dem blinde og uengagerede.

 

Dog er jeg ved at få lidt kolde fødder mht. kiropraktik. Min hund havde i følge dyrlægen for lange ledbånd, da hun var ung, som så blev til hypermobilitet da hun blev lidt ældre og sidste gang vi var der, var det måske bare sådan hun var skabt fra naturens hånd (hun kaster rundt med sine forben og padler sig frem i bredstående stilling for at holde ballancen, i følge dyrlægen) Jeg kan også godt se at hun går pasgang i skridt og at hun sommetider laver et lille hop i overgangen til trav (ved en bestemt fart), men mine besøg hos kiropraktoren vil jo ingen ende tage. Hver gang vi har afsluttet et forløb siger han at han vil se hende igen om nogle måneder,.. og så er der noget galt igen.

 

Jeg har fuld tillid til dyrlægen der behandler hende og er sikker på at det ikke er pengene der gør at han beder os om at komme igen, men synes ikke det har en varig virkning og kan godt blive lidt bekymret når jeg læser Inkognitos indlæg. Shandie var også lille hvalp da hun var til kiropraktor første gang og har gået der jævnligt siden.

 

 

 

Vil frygtelig gerne vide hvem der har behandlet Jessie og hvad KTS style er.

 

 

Det tror jeg du har helt ret i. Jeg så også allergisymptomer alle vegne da Shandie var lille (øjen-/ ørebetændelse og hudkløe), men det var bare immunforsvaret der lige skulle i gang og virke ordentligt. Og det havde jeg jo lykkeligt glemt fra da Thailo var lille.

 

Mollie blev reddet fra en aflivning af Lone Fabricius fra The Touch og derfor fortsatte jeg med at bruge hende til Jessie og en enkelt eller to gange til Emma.

Men kiropraktik var ikke den rette behandling til Jessie, da hun ikke har sat ret mange muskler - det kan jeg se nu, hvor vi har prøvet noget andet.

Det var umiddelbart den rigtige behandling til Mollie, så det er ikke Lones evner jeg antaster.

 

Derefter prøvede jeg/vi Sidsel Sommer i Farum, som på 3 behandlinger fik Jessie til at bevæge sig helt anderledes i positiv retning.

Emma fik også rn behandling, men hun "heler" sig selv, så der var ikke en mærkbar/synbar forandring på hende.

 

Jeg valgte så at tage en tur forbi Thomas i Ll.Skensved, da han er kiropraktor, KST-behandler, osteopat og dyrlæge.

Han brugte en anelse kiro på Jessie og ellers osteopati.

Hans behandlinger rullede Sidsels positive forandringer tilbage og han kunne ikke fortælle mig hvor mange behandlinger, der skulle til.

Det havde jeg ikke økonomisk råd til og da Jessie lige pludselig fik ekstremt ondt i ryggen (hun begyndte at knurre og sige fra overfor Emma meget voldsomt og uden grund), tog jeg til dyrlæge Kåre på Køge Dyreklinik, der er KST-behandler.

En behandling fra ham samt et tjek og al det positive fra Sidsels behandlinger var tilbage.

 

Lige pt. har jeg valgt en hundemassør med KST-uddannelsen, der ligger i Glostrup og som økonomisk er bedre for mig end de andre og som er lige så dygtig til Jessie som Sidsel og Kåre.

 

KST står for kranio sakral terapi.

 

KST er helt sikkert den rigtige behandling for Jessie, men dermed ikke sagt, at hun ikke igen får behov for Lones hjælp og så vil hun få en sådan behandling.

[Shii]

Jeg synes helt bestemt at der er folk herinde som gør deres hunde mere syge end de er... Men hellere at folk bruger for mange penge og energi på deres hunds helbred end for lidt...

 

Og for lige at undgå misforståelser: Jeg mener ikke at folk gør deres hunde SYGE. Jeg mener at folk gør deres hunde mere syge end de er, forstået at folk ser sygdomme, skavanker osv som ikke er der...

[Gæst Beaglepack]

Og for lige at undgå misforståelser: Jeg mener ikke at folk gør deres hunde SYGE. Jeg mener at folk gør deres hunde mere syge end de er, forstået at folk ser sygdomme, skavanker osv som ikke er der...

 

Hmm du har da vist heller ikke haft en allergi hund med de udtalelser:mrgreen:

 

 

Jeg er så en af dem som har haft allergi hund - min dalmatiner som var meget kraftig allergisk i mange retninger og dermed krævede speciel tilgang.

 

Da jeg fik Charlie (beagle) tænkte jeg slet ikke i den retning - var jo lidt lettet over at jeg ikke behøvede at tænke på allergi mv. Charlie var der ingenting med og jeg ledte heller ikke efter noget som kunne indikere at noget var forkert. Oscar og Darwin har/har haft problemer med maverne - og det er bestemt ikke blevet sygeligt gjort for det var bare et faktum, som jeg/vi måtte reagere på. Det er der så også fundet en løsning på hvilket i dag gør at jeg slapper noget mere af på det område.

[Shii]

Hmm du har da vist heller ikke haft en allergi hund med de udtalelser:mrgreen:

 

 

Jeg er så en af dem som har haft allergi hund - min dalmatiner som var meget kraftig allergisk i mange retninger og dermed krævede speciel tilgang.

 

Da jeg fik Charlie (beagle) tænkte jeg slet ikke i den retning - var jo lidt lettet over at jeg ikke behøvede at tænke på allergi mv. Charlie var der ingenting med og jeg ledte heller ikke efter noget som kunne indikere at noget var forkert. Oscar og Darwin har/har haft problemer med maverne - og det er bestemt ikke blevet sygeligt gjort for det var bare et faktum, som jeg/vi måtte reagere på. Det er der så også fundet en løsning på hvilket i dag gør at jeg slapper noget mere af på det område.

 

 

Ooeeh.... Har jeg skrevet at hunde ikke kan vaere syge?? Man kan jo sagtens have en hund med allergi? Hvad har det med sagen at goere? Og hvad ville det aendre at jeg havde haft en hund med allergi, det aendre da ikke paa at der findes folk som ser sygdomme og skavanker der ikke er der... Jeg kan da garanteret finde ret mange traade herinde med folk som har vaeret afsted til roengten osv. for at faa tjekket diverse ting, og det har vist sig ikke at vaere noget.

 

Jeg skrev at der helt bestemt var folk der gjorde deres hunde mere syge end de nok egentlig er... Og det betyder jo ikke at der ikke er hunde der er syge?

[BassilBerner]

Jeg er så en lille smule med Shii i det her spørgsmål... synes mange i hvert fald altid tænker worst case scenario, når hunden udviser små tegn på sygdom/problemer?

 

Ex.

 

Kløe = Lopper/Loppeallergi = Dryppe hund, koge, støvsuge, vaske osv.

Kløe = Allergi = ræse rundt i foderjungle osv.

Ryste ører = Allergi

Bule på hund = Kræfttanker = dyrlæge, måske bedøvelse, biopsier

Selvvalgt faste = HL orm = prutprøver osv.

 

Siger ikke at det ALTID er det faktisk sker, men mange får mig til at tænke ulven kommer, ulven kommer... - og det kan da sagtens være mig, der er rodet oppe i potten :slem:

 

Jeg behandler hunden som jeg behandler mig selv ift. læge osv. - og både hund og jeg har indtil videre klaret skærene

[Gæst Beaglepack]

Ooeeh.... Har jeg skrevet at hunde ikke kan vaere syge?? Man kan jo sagtens have en hund med allergi? Hvad har det med sagen at goere? Og hvad ville det aendre at jeg havde haft en hund med allergi, det aendre da ikke paa at der findes folk som ser sygdomme og skavanker der ikke er der... Jeg kan da garanteret finde ret mange traade herinde med folk som har vaeret afsted til roengten osv. for at faa tjekket diverse ting, og det har vist sig ikke at vaere noget.

 

Jeg skrev at der helt bestemt var folk der gjorde deres hunde mere syge end de nok egentlig er... Og det betyder jo ikke at der ikke er hunde der er syge?

 

Syntes du har med at misforstå alt det jeg skriver Shii

 

Men skidt pyt - alle andre må så gerne skrive at de har allergi hunde og får rettet bækken/nakke mv på deres hunde - men det må jeg så ikke!

Ja du kan sikkert også finde en tråd omhandlende en af mine hunde hvor det var en fis fra de varme lande - hvis ikke man bekymrer sig om sine hunde uanset om der er noget ikke noget - så burde man slet ikke have en hund!

[Therese]

Syntes du har med at misforstå alt det jeg skriver Shii

 

Men skidt pyt - alle andre må så gerne skrive at de har allergi hunde og får rettet bækken/nakke mv på deres hunde - men det må jeg så ikke!

Ja du kan sikkert også finde en tråd omhandlende en af mine hunde hvor det var en fis fra de varme lande - hvis ikke man bekymrer sig om sine hunde uanset om der er noget ikke noget - så burde man slet ikke have en hund!

Men det er jo ikke det Der er, når folk tager til dyrlægen og bekymrer sig en hel masse om ting, hvor der slet ikke er noget galt.

 

Jeg gør det selv engang imellem - især da jeg lige havde fået ham. Hvis han haltede en dag, begyndte jeg straks at tænke på, om der mon var noget alvorligt galt. Han kan jo ikke snakke og er derfor afhængig af at jeg opdager sådan noget. Så det kunne jeg have mange dystre tanker om. Men oftest gik det jo over dagen efter og han havde sikkert bare slået sig lidt. Nu er jeg lidt mere afslappet mht. sådan noget, men jeg kan godt nikke genkendende til det der med, at man kan komme til at se sygdomme, hvor der ikke er nogen.

[Gæst Beaglepack]

Men det er jo ikke det Der er, når folk tager til dyrlægen og bekymrer sig en hel masse om ting, hvor der slet ikke er noget galt.

 

Jeg gør det selv engang imellem - især da jeg lige havde fået ham. Hvis han haltede en dag, begyndte jeg straks at tænke på, om der mon var noget alvorligt galt. Han kan jo ikke snakke og er derfor afhængig af at jeg opdager sådan noget. Så det kunne jeg have mange dystre tanker om. Men oftest gik det jo over dagen efter og han havde sikkert bare slået sig lidt. Nu er jeg lidt mere afslappet mht. sådan noget, men jeg kan godt nikke genkendende til det der med, at man kan komme til at se sygdomme, hvor der ikke er nogen.

 

Se du har også misforstået det jeg skriver - men anyways jeg hopper ud af tråden - for den får vi vist ikke vendt.

[Lonny]

Jeg synes ikke jeg lider af det, for jeg har aldrig været hos dyrlægen med en hund uden der har været noget. Sommetider har det bare varet lidt før dyrlægen har kunne finde noget konkret, men der har altid været noget og jeg er derfor ret ligeglad om folk kalder mig hysterisk. Jeg kan jo altid kalde dem blinde og uengagerede.

 

Jeg er nok også lidt herhenne ad...

 

Jeg kan sagten præstere at komme op til dyrlægen og insistere på at der er noget galt, og det eneste jeg kan fortælle er, at hun ikke er som hun plejer

 

 

Jeg har endnu ikke været der én eneste gang uden at der var noget galt og dyrlægerne er virkelig imponerede over hvor opmærksom jeg er, men man kan jo så altid diskutere hvorvidt nogen af tingene måske bare ville være gået i sig selv igen hvis ikke jeg var gået til dyrlægen

 

Med "alderen" og den erfaring utallige dyrlægebesøg har givet mig, så er jeg dog blevet bedre til at vurdere om det kræver et dyrlægebesøg eller ej

[Therese]

Se du har også misforstået det jeg skriver - men anyways jeg hopper ud af tråden - for den får vi vist ikke vendt.

Det gør vi da slet ikke, hvis du ikke forklarer hvad du så mener?

[Gæst Stella]

Jeg er sikker på at det afhænger af om man selv på egen krop har oplevet smerter og ved hvilken forskel en behandling kan gøre, ligesom at har man oplevet et slemt forløb med sine tidligere dyr, så er man mere opmærksom og følsom.

 

Det forløb jeg var igennen med Teitur ønsker jeg ikke for min væreste fjende. Det har da klart påvirket mig meget og gjort mig mere følsom og lært mig om sygdomme og behandlings muligheder jeg ikke anede fandtes. Derudover har jeg selv piskesmæld og mange smerter i nakken og armen og hovedet og ryggen og ved hvor meget det kan ødelægge en. Jeg har en autoimunsygdom der kan give helt vanvittig kløe og ved hvor desperat kløe kan gøre en.

 

Nu har jeg Tjaldur, jeg har ikke påduttet ham allergi, det er sort uheld. Jeg har ikke påduttet ham gigt og spondylose, det skyldes sikkert hans meget dårlige fortid. Jeg har selv gigt i min ene finger og ved hvor ondt det gør, så ville da gøre alt for at Tjaldur ikke skal have smerter.

 

At jeg opdagede det og ingen på internatet eller i hans fortid opdagede det, jamen jeg ved ikke hvorfor, måske ER jeg bare trænet i at opdage det, måske " føler" jeg bare hunde på en anden måde, måske er jeg bare mere opmærksom. Min mor kan feks ikke se at Tjaldur halter når han halter, man kan nemlig ikke se det med det blotte øje. Man skal også tit være trænet i at se at en hest halter, det kan også være svært at se, selvom den faktisk kan være alvorligt halt eller alvorlig skadet. Jeg opdagede Tjaldurs gigt i forbenet ved at han knurrede hver gang jeg tørrede poter og den pote. Hvad har andre gjort ? Skældt ham ud for at være fræk ?? Tænkt at det var en tilfældighed ??

 

Jeg valgte så kiropraktik til hans ryg, da jeg personligt kun har haft glæde af kiropraktik til min nakke, uden en kiropraktor kunne jeg ikke fungere. At se sådan en forskel kiropraktoren gjorde for min hund, er jo helt vildt. Så ja det virker jo.

 

 

Så jeg tror det kommer meget an på hvad man selv har oplevet på sin krop og hvad man har oplevet med sine andre dyr. Havde Tjaldur været min første hund, tror jeg ikke jeg havde opdaget hans gigt i benet og jeg tror ikke jeg havde tænkt allergi og behandlet ham for det.