Sammenhæng mellem kemisk kastration og luftningsproblemer...?

[Gæst]

Igennem en del tid har vi nu erfaret en forandring hos Thor, som vi både synes er god egentlig, men også meget mærkelig da den er kommet ret pludseligt...

I sammenhæng med han skulle til 1års check hos dyrlægen, blev han kemisk kastreret. Det duede fint da han blev fuldstændig ligeglad med om damerne var i løbetid, og kunne fokusere på ting som at spise, selvom hende overfor var i løb. Til gengæld ar han været MEGET bange for høje lyde (fyrværkeri/noget der vælter/bildøre der smækker/den slags..), og er det blevet mørkt har han været noget nær umulig at få meget længere væk hjemmefra end lige ned til hjørnet på stien(ca. 20 meter fra hoveddøren).

Nu er det jo så snart 8 måneder siden hans kemiske kastration, og man kan godt mærke at den er ved at tage af, i og med at han er begyndt at blive interesseret i damerne igen, og man kan mærke noget der er begyndt vokse.. Men det er ikke det eneste der har ændret sig... For lige pludselig, for cirka 2 uger siden, så ville han hjertens gerne med ud og gå en lang tur om aftenen, selvom klokken var 21 og det var sort udenfor... Efterfølgende er vi hver aften ude i mindst 40 minutter, men gerne længere, hvis ikke der kommer noget der skræmmer ham.. Han er også begyndt at være mere ligeglad med høje lyde, og efterhånden er det kun store kanonslag der gør at han farer ind under spisebordet eller computerbordet.

Og så er det jo at kæresten og jeg er i tvivl...?

For kan der være en sammenhæng mellem at han er/var mørkeræd, og hans kemiske? Og har den også haft en påvirkning på hans frygt for høje lyde?

Vi havde godt læst, at kastration kunne gøre en utryg hund mere utryg, osv i den dur, men ingen af os havde overvejet om det kunne påvirke ham på den måde...

Han er også begyndt at gå utrolig pænt i snor, og trækker næsten aldrig mere, hvilket også er kommet lidt ud af det blå for sådan små 2 uger siden...

 

Håber lidt der er nogen der kan forklare mig om det egentlig er logisk nok, og at der er en sammenhæng i det hele, eller hvad pokker det så kan gå ud på. For selvfølgelig bliver de små kræ jo roligere med alderen, men havde nu ikke forestillet mig at voksenopførslen skulle komme anstigende inden han blev 2..

[Amocca]

Der kan være en sammenhæng ja, men det kan også bare være hans alder der spiller ind... At han ramte endnu en spøgelsesalder netop som i kemisk kastrerede ham... Nu er han jo så ved at være mentalt voksen, så i ser den voksne hund istedetfor teenagehunden...

 

hvornår de bliver voksen varierer jo. Karla var sådan set voksen fra hun var i første løb ved 8-9 mdrs alderen. Men tog endnu et kæmpe mentalt spring mellem 2 og 3 år gammel...

[Shii]

Jeg er enig med Amocca.

 

Den manglende testoteron kan jo gøre en hund mere usikker, men tilgengæld lyder din beskrivelse meget lige som spøgelses alderen. Hos Dexter startede den omkring han var 11-13 måneder, og han var bare en tøs med ALT! Vi oplevede ingen forandring i forhold til hans kemiske kastration, og vi har ikke oplevet noget ved hans kastration.

 

Derudover kan jeg fortælle at da Dexter var omkring 8-20 måneder blev han, i vores øjne, voksen... Han blev mere rolig, og langt mindre aktiv. Han er uden tvivl den mindst aktive hund vi har (jæps.. Husky ).

 

Så ja, der er ikke rigtig nogen måde at sige om det er det ene eller det andet der gjorde det Prøv igen?

[Ninjamor]

Hvis du så mindskelsen i hans interesse for lækre damehunde samtidig med at lydfrygten opstod, så vil jeg mene det er kemien han har fået ind, der er årsagen.

 

Hvis du ser den vågnede interesse for damehunde samtidig med at frygten for lyde forsvinder, mener jeg der ikke er tvivl om, at det er den kemiske kastration som gav lydangst.

[Gæst]

Mange tak for de forskellige synspunkter, og erfaringer i har delt.

 

Vi er stadig ret overbevist om der sikkert er en sammenhæng mellem hans kemiske og hans lydskræk, og det blev gjort meget mere tydeligt i går..

Der bor en dame lidt nede af vejen som er i løbetid, og derfor kommer snuden ikke langt op fra jorden når vi går tur det første stykke tid, og sådan var det også i går. Da vi så kommer hjem og har slappet lidt af, er der nogle der beslutter sig for at sprænge kanonslag af ude på det store græs areal udenfor vores have... Thor lå under computerbordet og sov, og normalt hvis han bliver vækket der af fyrværkeri gør han alt for at kravle under sengen, eller kaster sig op til os for at gemme sig.. Men i går blev han liggende på gulvet, godt nok med hovedet og ørerne helt oppe, men 2 minutter efter det sidste knald lå han og snorkede igen... Selvom det normalt tager ham over 20 minutter at falde ned efter fyrværkeri

 

Er jo selvfølgelig glad for at min hund tilsyneladende er begyndt at være lidt mere overbærende overfor høje lyde, men man bliver jo lidt obs når han bare sådan skifter attitude overfor flere ting lige pludselig. Og den eneste sammenhæng vi kunne finde, er at hans kemiske er ved at trappe ned nu

[Ascha]

Jeg mener at kunne huske at virkningen af den kemiske kastration topper ret hurtigt og gradvis aftager indtil den slet ikke har en effekt efter ca. ½ år. Synes måske det er lidt sent at I ser en positiv reaktion på at virkningen er aftaget men skal ikke kloge mig, for der er kommet andre midler til siden min hund blev behandlet.

 

Tilgengæld har jeg en tæve der pludselig er begyndt at reagere på høje lyde i en alder af 15 mdr., så jeg hælder måske mere til at alderen kan have spillet ind. Uanset hvad, så er det nok en god idè at afprøve en medicinsk kastrering igen, hvis I overvejer at kastrere operativt (det har I nok allerede tænkt). :blink:

[KimC]

Ud fra virkningstiden ser det ud til at der er brugt Suprelorin. Jeg kan ikke advare nok mod det stof. Der er alt for mange løse ender omrking bivirkninger ved det stof, og Virbac er ihvert fald ikke dem der bidrager til at kaste lys over mulige følgevirkninger. Her skal man ikke alene se på kastration og de virkninger/bivirkninger det har, men måden prduktet opnår sin vikning på der tilsyneladende i visse tilfælde kan forårsage til tider voldsomme ændringer i psyken. Min egen hund blev mærkelig i hovedet af det, og jeg har efterfølgende haft forbindelse med andre hundeejere der har oplevet følgevirninger som fabrikanten ikke "kender til andre tilfælde af".

[Ulla H]

Jeg er meget imod disse hormonbehandlinger, men kender dog gode seriøse trænerer, der mener, at de ofte har en god effekt på unghunde. For mig at se vil de give en hund en for sindet voldsom ændring, først med hormonændringer i den ene retning og siden tilbage til normalen. Dette må jo være noget af en pzykisk rutchetur for sindet.,

På mennesker ved man, at bare at føde et ønskebarn kan give pzykiske problemer , både for moder og fader. Hormoner og ændring i livet. For kvinder er vel præmenustruelle voldsomme gener anerkendt.

Vore hanhund er i forvejen lidt hårdt ramt, I sammenligning med f.eks. ulve i de kolde egne. Disse har kun overskud til sædproduktion og parring få måneder af året, vore hanhunde er jo hele tiden parate. Som andre dy,r der nu er domenistiserede.

Så klart at nogle opfinder et middel til at afvende dem med noget, der egentligt nu er naturligt for dem.

Man aner jo intet om sin hunds reeelle adfærd ved at bruge disse midler.

[Gæst]

Jeg mener at kunne huske at virkningen af den kemiske kastration topper ret hurtigt og gradvis aftager indtil den slet ikke har en effekt efter ca. ½ år. Synes måske det er lidt sent at I ser en positiv reaktion på at virkningen er aftaget men skal ikke kloge mig, for der er kommet andre midler til siden min hund blev behandlet.

 

Tilgengæld har jeg en tæve der pludselig er begyndt at reagere på høje lyde i en alder af 15 mdr., så jeg hælder måske mere til at alderen kan have spillet ind. Uanset hvad, så er det nok en god idè at afprøve en medicinsk kastrering igen, hvis I overvejer at kastrere operativt (det har I nok allerede tænkt). :blink:

 

Ifølge dyrlægen ville det virke i 6 mrd. og det passer jo sådan set med at den skulle stoppe nu, da det er 6½ måned siden, så tidsmæssigt passer det vist fint sammen. Dog kan det jo også påvirkes af hundens størrelse, og en masse andre ting, så nogle oplever det garanteret anderledes end andre.

Vi er også klar over at alderen selvfølgelig spiller ind, for det er jo normalt at de bliver mere rolige af sig selv jo ældre de bliver.

Har dog snakket med en anden samojede-ejer i dag, som kunne fortælle at hans hund havde haft næsten procis samme reaktion på kemiske kastrationer, med lydskræk og være bange for mørke, så det kunne tyde på at der var noget om sagen.

Vi har skam haft længerevarende debatter herhjemme om hvorvidt vi skal ud i endnu en kemisk, operation, eller bare lade ham være en ''rigtig'' han (som svigerfar kalder det), og tror vi indtil videre bare lader ham være hel, for umiddelbart virker det til at han bedre kan abstrahere fra damer i løb nu end han kunne før... Da han blev kemisk kastreret gad han ikke spise noget som helst, lige meget om så det var nystegt bacon som han ellers er vild med, eller finde ud af de mest simple ting som giv pote, simpelthen fordi hjernen var sporet hen på én ting... Nu, selvom der bor en dame under 100 meter væk, som er i løbetid, så gider han spise, og kan alle hans kommandoer med det samme man spørger. Han spiser godt nok ikke helt op, men hey, 3/4 af hans mad er bedre end 0/4....