Hvornår accepterer man det bare?

[Louisen]

Ja, Taiki har jo siden sine overfald for snart 1 år 3 mdr. siden ikke brudt sig om andre hunde.

 

Vi har jo trænet og trænet, men fordi vi boede et sted hvor folk havde løse hunde uden kontrol, og ingen respekt, var det op ad bakke.

 

Nu er vi flyttet til Roskilde. Og de få hunde som er her, føres i snor og folk har meget bedre styr på dem. :banan:Vi har boet her 14 dage og i den tid har der INGEN problemer eller ballade været. Normalt sker der noget "dumt" med andre hunde hver-hveranden dag.

 

Så vi har virkelig fået stresset ned og Taiki er en helt anden hund! Han galoperer rundt og er helt hvalpet på turene, SÅ GLAD og livlig, og vi har det skønt. Han er livet helt op efter flytningen, selvom vi bor på meget mindre plads... Udearealerne er større og federe, vi går lange ture hver dag ved sø og mose, skov og eng. Så fedt. :blink:

 

 

Han gør ikke udfald eller gør/knurrer af andre hunde vi passerer. Men kommer de for tæt på viser han tænderne og jeg er ikke i tvivl om, at kom de helt hen til ham, så ville han forsøge at give dem bøllebank. Som han jo har haft tendens til siden overfaldene.

 

Jeg har tænkt mig, at vi skal begynde til træning igen når vi er faldet mere til og jeg fortsætter den behandling/træning, vi allerede har modtaget.

 

Men det store spørgsmål er også, hvornår accepterer man, at hunden bare er som den er? Jeg tror godt, at det kan blive bedre med Taiki - men jeg tror aldrig at han kan smide opførslen helt. Og hvis ikke han lærer hunden at kende henover lang tid, så de bliver "venner", så tror jeg at han altid vil være en bølle over for fremmede hunde.

 

Hvornår siger man "Fint, så holder vi afstand til fremmede hunde og så er det bare sådan, han er?" - Jeg kan godt mærke, at jeg selv er ved at gå lidt surt i adfærdstræningen og hellere vil træne lidt lydighedsrally, tricks, SPOR osv.

 

Taiki er jo kun 2 år nu, måske vokser han lidt fra det, nu hvor han får fred fra dårlige hundemøder? Som sagt kan jeg allerede se en STOR positiv forandring.

 

 

Hvad er jeres tanker?

Som sagt fortsætter jeg på den plan, vi allerede har fået lagt. Men næste gang jeg skal smide penge efter træning, bliver det nok af den mere almindelige slags. :hmm:

[Hopsa]

Du accepterer det når du holder op med at overføre dine egne behov til din hund. Jeg synes ikke det er spor svært, jeg kan godt forstå at det har været røv problematisk der hvor I boede før, men nu hvor det rent faktisk er muligt at være uden for matriklen med hunden uden den bliver antastet af løse hunde, så er det da bare at lade ham være den han er?

 

Jeg har 5 hunde, en af dem accepterer slet ikke fremmede hunde inden for hans private rum, en anden er komplet modsat og hilser venligt på alle. Tæverne er venlige nok, men har ingen interesse i fremmede hunde. Jeg blander mig ikke i deres behov og forsøger ikke at ændre dem, det eneste der er ens for alle er at de skal have kontakt med mig.

 

Så snart du får visket dit glansbillede af hvad det vil sige at have hund ud, så kan du bruge din energi på alt det som din hund synes er sjovt og du vil derigennem opleve en større tilfredshed. Gennem sjov træning vil han med garanti osse få en anden oplevelse af samværdet med dig og vælge dig nemmere til i svære situationer.

[Therese]

Ja, Taiki har jo siden sine overfald for snart 1 år 3 mdr. siden ikke brudt sig om andre hunde.

 

Vi har jo trænet og trænet, men fordi vi boede et sted hvor folk havde løse hunde uden kontrol, og ingen respekt, var det op ad bakke.

 

Nu er vi flyttet til Roskilde. Og de få hunde som er her, føres i snor og folk har meget bedre styr på dem. :banan:Vi har boet her 14 dage og i den tid har der INGEN problemer eller ballade været. Normalt sker der noget "dumt" med andre hunde hver-hveranden dag.

 

Så vi har virkelig fået stresset ned og Taiki er en helt anden hund! Han galoperer rundt og er helt hvalpet på turene, SÅ GLAD og livlig, og vi har det skønt. Han er livet helt op efter flytningen, selvom vi bor på meget mindre plads... Udearealerne er større og federe, vi går lange ture hver dag ved sø og mose, skov og eng. Så fedt. :blink:

 

 

Han gør ikke udfald eller gør/knurrer af andre hunde vi passerer. Men kommer de for tæt på viser han tænderne og jeg er ikke i tvivl om, at kom de helt hen til ham, så ville han forsøge at give dem bøllebank. Som han jo har haft tendens til siden overfaldene.

 

Jeg har tænkt mig, at vi skal begynde til træning igen når vi er faldet mere til og jeg fortsætter den behandling/træning, vi allerede har modtaget.

 

Men det store spørgsmål er også, hvornår accepterer man, at hunden bare er som den er? Jeg tror godt, at det kan blive bedre med Taiki - men jeg tror aldrig at han kan smide opførslen helt. Og hvis ikke han lærer hunden at kende henover lang tid, så de bliver "venner", så tror jeg at han altid vil være en bølle over for fremmede hunde.

 

Hvornår siger man "Fint, så holder vi afstand til fremmede hunde og så er det bare sådan, han er?" - Jeg kan godt mærke, at jeg selv er ved at gå lidt surt i adfærdstræningen og hellere vil træne lidt lydighedsrally, tricks, SPOR osv.

 

Taiki er jo kun 2 år nu, måske vokser han lidt fra det, nu hvor han får fred fra dårlige hundemøder? Som sagt kan jeg allerede se en STOR positiv forandring.

 

 

Hvad er jeres tanker?

Som sagt fortsætter jeg på den plan, vi allerede har fået lagt. Men næste gang jeg skal smide penge efter træning, bliver det nok af den mere almindelige slags. :hmm:

Jeg tror, jeg ville prøve at acceptere det nu. Hvis Taiki har nogle hundevenner, som han kan hilse på og lege med, så ville jeg tænke over om han overhovedet har behov for at mødes med fremmede hunde. Når det nu er muligt at holde afstand, ville jeg bare prøve det i en periode. Hvis det bliver bedre, så bliver det bedre. Hvis det ikke bliver bedre, så har han stadig hans hundevenner.

 

Mange hunde har jo slet ikke det behov for at hilse på fremmede hunde og hvis du oplever, at det ikke er et problem i jeres hverdag, så ville jeg prøve at lade det ligge lidt. Især hvis du også er ved at køre sur i det.

[PinPoynter]

Jo hurtigere du acceptere din hund for den han er, jo hurtigere begynder I at få det rigtig sjovt sammen!

[Amocca]

Min den ældste hader alle andre hunde og mener pr definition, at de er røvhuller indtil det modsatte er bevist (eller til hun gåt i løb ). Den yngste elsker alle og mener pr definition at alle er flinke indtil det modsatte er bevist.

 

Den yngste har været overfaldet som hvalp. Den ældste aldrig. Det jeg gerne vil sige med det er: det er helt naturligt for en voksen hund ikke at have nogen former for interesse i andre voksne hunde og absolut ikke have noget ønske om at være i en social relation til dem. Der behøver ikke på nogen måder at være dybere angst eller associationer bag.

 

Er det nemmere at have en social hund? Ja selvfølgelig er det det. Men det er ikke "svært" at have en asocial hund, så længe man er obs på at den ikke kommer i situationer hvor den kan gøre skade på andre. Og hvis det skulle ske, at man kom i klammeri eller fik en løs hund op i hovedet og ens egen hund flejnede skråt. Så er det såmænd heller ikke verdens undergang. Træls? Ja! Men grobund for evig angst i hunden? Nej! Så længe DU lader være med at gøre det til et problem.

 

Accepter at din hund er som han er. Og nyd de ting i gør sammen fuldt ud, istedetfor at bekymre dig om de ting I ikke kan eller som evt kunne ske.

[Ninjamor]

Hvornår man accepterer det afhænger vel af, hvordan man er som person tænker jeg.

 

Jeg har accepteret at jeg ikke fik den aktivitet jeg ønskede mig med Pelle, men den var hård at sluge og det tog år at acceptere.

Jeg har accepteret, at han ikke er som hunde er flest og det var faktisk nemt at acceptere, så det handler om, hvad ens egne ønsker og forventninger er tænker jeg.

 

Hvis du igen oplever den negative forskel på hvad uønskede hundemøder gør ved ham og den adfærd han viser nu vil du sikkert hurtigt acceptere, at han er som han er.

 

Du "risikerer" endda at når du accepterer det og derfor stopper med at træne hans opførsel, slapper han meget mere af.

[Jane]

Dengang jeg fik Oskar, da var jeg så naiv at tro, at træning var peace of Cake, for sådan havde det været med min gamle hund, så det havde jeg da bare styr på. Jeg havde godt nok fået en retriever, som er kendt for at være pleaser. Den bog hvor det står i, havde Oskar ikke læst. Han er en hund med sine egne meninger om hvad han gider og hvornår han gider. Så egentlig har jeg mere en berner end en retriever. Oskar og jeg har haft vores kontroverser og først da jeg accepterede Oskar for den han er, med alle hans særheder, som jeg i dag elsker, for det er en del af hans personlighed, fik vi et godt forhold og træning gik bedre, for nu kendte jeg jo hans særheder og accepterede dem. Det blev pludselig nemmere at træne med ham. Det lærte mig meget som hundeejer.

[Umulia]

Det tog mig godt et år at acceptere at Vinnie ikke er den rolige majestætiske GD, jeg troede jeg skulle have.

Man danner sig et glansbillede i hovedet, det tror jeg også mange førstegangs-hundeejere kan nikke genkendende til. Dem, der oplever flest frustrationer, er altid dem der kæmper hårdest for at tvinge virkeligheden til at ligne glansbilledet.

Når man opgiver tanken om den perfekte hund, og stiller sig tilfreds med den hund, man har, bliver livet som hundeejer meget mere afslappende.

[Ida_Asta]

Jeg er helt enig med Umulia. Først da jeg accpeterede at Pajko ikke gider fremmede hunde, og at han hygger sig bedst alene eller med en veninde, blev vores forhold rigtig godt. Men jeg accepterede det sent… Han var vel næsten 2…

I dag kan jeg godt frygte at han ikke møder nok hunde, fordi han ikke ser sine faste veninder så tit, når han bor hos mine forældre, men han har det dejligt…

[Raenil]

Bella stoler ikke på fremmede hunde. De vil sikkert tage noget fra hende. Det har vi accepteret, og hilser ikke så meget på fremmede hunde.

Jeg ved ikke hvornår vi begyndte på det, men det er blevet noget nemmere det hele. Hun hilser på naboens hund, og logrer nogle gange til fremmede hunde - som også afogtil får lov at hilse, hvis vi er på et stort område, hvor vi ved at hun kan smutte.

 

Havde vi nu boet i byen, havde det hele sikkert været røvbesværligt, men i en forstad til Silkeborg er problemet til at overse, og Bella har ikke det store sociale behov i forhold til fremmede hunde.

[Gæst DorteDK]

Det er svært at acceptere, men hunde er jo lige så forskellige som mennesker, der er også mennesker der ikke har ret mange venner og holder sig for sig selv, det har de det bedst med.

Jeg synes det er super flot at i er nået så langt som i er.

Jeg kender godt fornemmelsen min gamle lab er bare god og pleaser mig og vil gerne gøre alt korrekt, det troede jeg så den unge også ville gøre inden jeg fik ham, men må sande at han er stik modsat. Han er en rigtig god hund men selvom han er lab gør han ikke alt for mad vil han noget andet gør han det

Og jeg har til tider mine kampe med ham det er slet ikke så nemt som med den gamle, det har jeg så accepteret men det tog over et år

[PinPoynter]

det tog mig nok over et år at acceptere hvad Sally er, måske 2? Jeg kan ikke huske det... men nu, hvor jeg intet forventer af hende, giver hun mig jo en masse dejlige overraskelser :hjerte:

 

p.s. hun driver mig stadig til vanvid, men jeg kan leve med det nu

[luckyluna]

uh, hvor må det være skønt for jer at kunne gå og slappe af i fred på jeres ture:) Jeg kender det alt for godt. Og dt er en befrielse at kunne færdes roligt og uden stress for løse hunde om hvert hjørne.

 

Nu læser jeg på ingen måde at du vil træne taiki til at være en alleelskende labrador - og det får du næppe ud af ham, så hvis jeg var dig ville jeg delvist acceptere at han er som han er nu. På den måde at forstå at jeg sagtes synes du kan slappe fuldstændig af omkring yderligere træning af det og i stedet gå op i anden hundetræning, i at få nogle faste gå turs venner i jeres område og så ellers bare undgå situationer han ikke kan håndtere.

 

At jeg så skrivr delvis og ikke helt - er fordi jeg aldrig synes man skal gå i stå, hunde lærer hele livet og det går vi også og selvom man ikke går og pine død træner noget hver dag, så kan man sagtens OPRETHOLDE et vist niveau af at give hunden posititv associationer når situationen byder sig.

 

Et eksempel:

 

Det tog mig nogle år at acceptere at sheila ikke var den perfekte hund, der kunne gå løs, være venlig overfor folk og hunde i alle situationer med mere. Specielt hendes problem med mennesker havde jeg det enomrt svært med. Stille og roligt accepterede jeg dog at det ville følge hende hel livet - at hun i visse situationer altid ville have behov for støtte og at hun aldrig ville blive så ok med det at hun var "selvkørende". Det er ganske nemt i dagligdagen at administrere og der går år imellem at der dukker uheldige episoder op. Så jeg har accepteret det og det ER meget mere afslappende - MEN når chancen byder sig har jeg hele tiden brugt den til at forstærke hende i at fremmede ER ok. Det er et svagt område for hende, så jeg skal være opmærksom på at hun får tilpas med gode oplevelser. Så i situationer der potietielt kan være svære for hende -men hvor jeg HAR muligheden for at gøre dem gode, så træner vi. Det kan somænd bare være at folk der vil hilse på hende bliver bedt om at give hende godbidder. Eller hvs der pludselig løber unge menesker rundt og råbr på gaden, så støtter jeg hende og siger de er ok. Jeg har ingen forventing om at hun bliver bedre - men bare at holde det niveau hun har. Men hun ER faktisk blevet bedre, især til børn, hvilket var et kæmpe problem engang.

 

Giver det overhovedet mening?

[Ascha]

Det jeg gerne vil sige med det er: det er helt naturligt for en voksen hund ikke at have nogen former for interesse i andre voksne hunde og absolut ikke have noget ønske om at være i en social relation til dem. Der behøver ikke på nogen måder at være dybere angst eller associationer bag.

Det har jeg måske lidt svært ved at se. Hvis en hund var ligeglad med andre hunde ville den vel f.eks. ikke kigge efter dem eller vise interesse for deres efterladenskaber, og det har jeg trods alt aldrig oplevet at en hund kan lade være med.

 

For lige at svare på spørgsmålet, så har TS valgt en race der kan have issues på det sociale plan (og det havde jeg personligt aldrig valgt, så det er nok en lidt anderledes situation), men jeg ville så heller aldrig give op. En hund der kan gå forbi en anden hund uden at gøre noget stort ståhej ud af det, har det bedre i situationen og hviler mere i sig selv end den der ikke kan. Så alene for hundens skyld ville jeg aldrig give op. Men jeg synes også det er pisse beværligt og for mig skal det være en nydelse at gå med hunden,.. det er ligesom derfor jeg kar købt den.

[Amocca]

Det har jeg måske lidt svært ved at se. Hvis en hund var ligeglad med andre hunde ville den vel f.eks. ikke kigge efter dem eller vise interesse for deres efterladenskaber, og det har jeg trods alt aldrig oplevet at en hund kan lade være med.

 

Jeg synes der er meget langt fra at snuse til andre hundes efterladenskaber og så til at have et ønske om at indgå i en social relation til fremmede hunde? Karla er en snusehund - dog sjældent hundelorte, men hundetis, ja. Men hun ignorerer 9 ud af 10 hunde hun går forbi - kan simpelthen ikke "se" dem.

 

Jeg er slet ikke uenig i, at hunde generelt er interesserede i andre hunde og at de fleste har brug for social interaktion med egen art. Hvad jeg gerne ville frem til var, at der ikke er noget unaturligt i, at en voksen hund ikke er interesseret i fremmede hunde - også selvom den ikke har traumer af nogen art i bagagen.

 

Nu er min situation selvfølgelig lidt anderledes end TS, da Karla har sin egen lille flok og det er tydeligt alt rigeligt for hende. Hun bliver da glad når hun møder Louise_J og hendes hunde (dog nok mest menneskene ) men gider ikke snakke med dem som sådan. Hilser gerne lige på Cajsa og Mingus og ignorerer Lulu. Hun synes dog godt om, at gå tur i flok også selvom hun ikke interagerer fysisk med de andre hunde.

[CLZ]

Vi er jo hundenes flok og de får deres største sociale behov dækket af os. At de læser dagens avis ( tis og pøller ) betyder jo ikke nødvendigvis, at de vil snakke med afsenderen. Det samme gælder for mig og de fleste andre mennesker. Det er bare hjerne gymnastik og underholdning. Og så kommer man ikke uden om, at de er dyr med forplantningsbehov fra naturens side, uanset om de er intakte eller ej og det er det behov, der styrer meget af deres liv. Jeg ville råde dig til at acceptere din vidunderlige hund, som han er og så få nogle nye sjove oplevelser med ham. Alene det, kan have en positiv effekt på de andre problemer. Held og lykke med det.

[Ascha]

Jeg synes der er meget langt fra at snuse til andre hundes efterladenskaber og så til at have et ønske om at indgå i en social relation til fremmede hunde? Karla er en snusehund - dog sjældent hundelorte, men hundetis, ja. Men hun ignorerer 9 ud af 10 hunde hun går forbi - kan simpelthen ikke "se" dem.

Jeg synes det er svært at afgøre hvad en hund ønsker, jeg forholder mig bare til at de et eller andet sted må have interesse for andre hunde, når de udviser adfærd der er relateret til/ forårsaget af andre hunde.

 

Jeg er slet ikke uenig i, at hunde generelt er interesserede i andre hunde og at de fleste har brug for social interaktion med egen art. Hvad jeg gerne ville frem til var, at der ikke er noget unaturligt i, at en voksen hund ikke er interesseret i fremmede hunde - også selvom den ikke har traumer af nogen art i bagagen.

Med mindre du sætter lighedstegn mellem interesseret og i at ville lege, så må jeg erkende at jeg uenig med dig på nær når det angår nogle ganske få racer der er avlet til at være asociale.

 

Nu er min situation selvfølgelig lidt anderledes end TS, da Karla har sin egen lille flok og det er tydeligt alt rigeligt for hende. Hun bliver da glad når hun møder Louise_J og hendes hunde (dog nok mest menneskene ) men gider ikke snakke med dem som sådan. Hilser gerne lige på Cajsa og Mingus og ignorerer Lulu. Hun synes dog godt om, at gå tur i flok også selvom hun ikke interagerer fysisk med de andre hunde.

Jeg har også haft to hunde samtidig, men alle hunde der kom i nærheden blev der hilst på. Forhindrede snoren dem i at komme helt hen blev der snuset til luften der havde passeret den anden hund. Og begge mine hunde har endda oplevet at blive bidt af andre hunde uden at det fjernede interessen.

 

Vi er jo hundenes flok og de får deres største sociale behov dækket af os. At de læser dagens avis ( tis og pøller ) betyder jo ikke nødvendigvis, at de vil snakke med afsenderen. Det samme gælder for mig og de fleste andre mennesker. Det er bare hjerne gymnastik og underholdning. Og så kommer man ikke uden om, at de er dyr med forplantningsbehov fra naturens side, uanset om de er intakte eller ej og det er det behov, der styrer meget af deres liv.

Det var dog frygteligt som jeg er uenig med folk her til morgen.

 

Ja, vi dækker en del af deres sociale behov (har man en enlig hund har den jo ikke andre muligheder) men vi kan ikke dække hundens sociale behov på en måde som en hund kan,.. ligesom en hund heller ikke kan dække menneskers sociale behov som et menneske kan.

 

Er en hund neutraliseret eller er den intakt men ikke udsat for stimuli, tror jeg mennesket er langt mere styret af de seksuelle behov end hunde er,.. dyr skal trods alt som regel tændes af brunst.

[Louisen]

Lige pt. har vi pause fra ALLE andre hunde. Så han er helt afskåret. Men planen er dels nogle gå-turs venner her i området, dels træning hvor andre hunde er til stede men "uden relevans" og dels nogle aftaler med andre shiba-ejere.

 

Udfordringen er så at finde nogen, der gider gå tur sammen, men hvor man holder hundene helt adskilt. Taiki skal gå ved siden af en anden hund MANGE gange, før han accepterer den.

[luckyluna]

Lige pt. har vi pause fra ALLE andre hunde. Så han er helt afskåret. Men planen er dels nogle gå-turs venner her i området, dels træning hvor andre hunde er til stede men "uden relevans" og dels nogle aftaler med andre shiba-ejere.

 

Udfordringen er så at finde nogen, der gider gå tur sammen, men hvor man holder hundene helt adskilt. Taiki skal gå ved siden af en anden hund MANGE gange, før han accepterer den.

 

 

har han nogle hundevenner fra før i stadg ser?

 

Det kan være en udfordring ja, men her er det jo en fordel hvis du kender mennesket og af den vej kan give noget igen i form af godt selvskab på en skovtur.

 

hvis du ikke lige kender nogen, så er det jo bare at melde dig til noget træning og af den vej komme i snak med folk.

 

Jeg er hele vinteren været igang med at introducere sheila for venindes hund. Jeg tror vi er på tur nr. 7-8 stykker siden oktober og nu kan hun da fint genkende ham, han kan løbe rundt i lang snor og de kan også komme tæt på hinanden, men HILSE skal han ikke endnu. Det er ikke super vigtigt at de kan sammen, men det er hyggeligtat gå tur sammen engang imellem og det ville være endnu mere hyggeligt hvis hun ikke troede han var farlig. Det er det længste det nogensinde har taget at introducere hende til en hund, men det skyldes klart en dårlig start, hvor hun fik en negativ opfattelse af ham.

 

Vi har sjovt nok flest "ligesindede" hundevenner. Altså hunde som ikke kan med altog alle, men hvor deres mennesker ntop så er villig til at lægge en ekstra indsats i at deres hund får en god ven og det kan da godt være at det ikke sker i samme tempo for begge hunde, men hvad så - så længe prossessen derhen er hyggelig:)

[Vivi1]

Louisen, nu kender jeg ikke din forhistorie udover hvad du har skrevet i denne tråd.

Men netop i dag læste jeg tilfældigvis om noget der kaldes BAT-training, er der nogen herinde der kender til den type træning, og ved om det er godt eller skidt?

Min hund har også sine forbehold, (overfor hunde der vil "lidt for meget" på gaden, og fremmede mennesker, der vil tage kontakt) Og jeg er såmænd også nået til accept, fordi jeg kan tackle situationerne vha. afstand (undtagen hvis den anden hund er løs) Min hund er 5 år nu.

Jeg kan nu godt få min hund til at være neutral i hvert fald overfor mennesker, og i mange tilfælde også overfor hunde, hvis vi er på fremmed grund og de ikke er for direkte. Men det kunne jo være at man kunne komme lidt videre med noget træning har jeg tænkt på...Så hvad mener I om BAT-training til problemet?

[luckyluna]

Ja bat træning er rigtig godt sammen med andet.

[Vivi1]

Ja bat træning er rigtig godt sammen med andet.

 

 

Hvad mener du med "sammen med andet"?

[luckyluna]

I dette tilfælde for eksempel sammen med håndtering og finde egnede hunde venner og så selvfølgelig klassisk kontra betingning.

 

Jeg bruger bat teknikker til min ene hund i forhold til andre hunde og i forhold til heste.