Hvis dette skete for jer. Hund bliver passet og bider 2 årig.

[Louisen]

Artiklen: http://ekstrabladet.dk/112/article2296870.ece

 

En knap toårig dreng blev lørdag eftermiddag bidt i ansigtet af en hund. Det skete i Havnsø, hvor drengens forældre passede en hund for nogle bekendte, skriver nordvestnyt.dk.Drengen blev bidt ved overlæben, næsen og kinden og blev indlagt til operation på Rigshospitalet.

Ifølge vagthavende ved Midt- og Vestsjællands Politi er der tale om en stor hund af blandede racer.

 

 

Jeg kan ikke lade være med at tænke... Man kan jo intet konkludere ud fra denne artikel, men min fantasi vil gerne fortælle mig, at der er nogle forældre der ikke har været OBS på, at barnet har generet hunden, taget dens ben eller andet, som har fået den til at reagere så voldsomt.

 

 

Hvis I havde en hund, som I vidste var rolig og fattet, og lod den passe af venner. Og dette skete. Hvordan ville I forholde jer?

Ville I være vrede på forældrene over manglende opsyn?

Ville I tænke, at jeres hund måtte have en indtil nu uopdaget "vævefejl" i hjernen?

 

 

Der er jo nok desværre ikke nogen indsigelsesret ift. at hunden bliver aflivet for skambidning. Det kommer man ikke uden om, men hvis det var min hund, skulle jeg virkelig have en god forklaring fra mine venner, før jeg kunne tilgive at de lader hund og barn komme i denne situation.

Og tilliden ville være på et meget lille sted, jeg tænker at de IKKE har haft godt nok opsyn.

 

Men omvendt, så KAN det også være sådan en situation der bare sker - hvor alt ånder fred og idyl, og i 2 ubevogtede sekunder får barnet bidt hunden i øret eller andet, som udløser den voldsomme reaktion.

 

 

I øvrigt tænker jeg ikke, at drengens skader er voldsomme, taget i betragtning at der er tale om en stor hund og et lille barn. Var hunden gået helt amok, havde den slået ham ihjel eller flænset hele hans ansigt af. Det lyder snarere som et par tænder, der har fået uheldigt fat - og det kan være mere end rigeligt.

Men altså ikke Cujo dræberhund-skader.

[Therese]

Det kan jeg slet ikke svare på uden at have stået i situationen.

 

Det hele afhænger jo af hvad der i virkeligheden skete og ikke hvad jeg tror der skete.

 

Men hvis det viste sig, at det var barnet, der havde gjort et eller andet ved hunden, så ville jeg nok blive frygtelig vred og skuffet - mest fordi jeg nok ville være nødt til at aflive hunden og det er enormt trist, at det skulle ske på baggrund af noget, som kunne være undgået. Jeg ville nok også være frustreret over, at jeg havde stolet på dem. Og et eller andet sted skal man bare rette de frustrationer hen. Også selvom det måske ikke er helt rimeligt overfor forældrene.

[Shii]

Alene af frygten for det scenarie, ville jeg aldrig lade nogen af vores hunde blive passet et sted med børn.

 

Jeg ville aldrig tilgive migselv eller venneparret der passede min hund, for at lade det ske.

[Ulla H]

Jeg har det som Shii. Total udelukket af en af mine skulle passet af fremmede med små børn- her nærmest under 12 år. Dog har jeg da et par stk. af de gamle tæver ,der kunne passes af min datter med lille barn. Men her 2 ud af 6 stk.

Jeg kendte til et sådan bid for år tilbage. En kollega havde småbørnsfødselsdag og en nok 6 årig pige var pludselig alene med 1 1/2 rothweilermixtæve i haven og fik et sådan bid i ansigtet. Denne pige fik bid mellem næse/øje , altså på kinden og skulle nok have plastoperationer til hun var udvokset. Ingen så hvad der skete og hunden var vant til børn. Ja- den blev aflivet dagen efter.

[PinPoynter]

jeg kan heller ikke umiddelbart forestille mig, at jeg nogenisnde ville lade en børnefamilie passe en eller flere af mine hunde.

[Sitto]

Melder mig i koret af dem som ikke vil lade hunde passe hos personer med børn, ej heller over 12 år. Faktisk er den eneste der må passe vores hunde, min mor.

 

Men hvis jeg skulle forestille mig overstående scenarie, så ville jeg først og fremmest få tjekket hunden for smerter, for at se om noget hér kunne udløse den uheldige situation. Er der så ikke noget at komme efter der, ja så ville jeg absolut formode at forældrene ikke har holdt øje med barn+hund. Det er mig meget utænkeligt at en velsocialiseret, normalvis rolig og glad hund, vil bide helt uden grund. Og sandsynligheden for at et barn kan komme til at overtræde en hunds grænser, den er bare meget større.

 

Jeg ville ikke kunne tilgive forældrene, hvis de meldte det til politiet, og min hund skulle aflives. Aldrig nogensinde! Hvis de dog blot lod det være et hændeligt uheld og ikke meldte det nogle steder, så ville jeg blot tage ved lære af det, og ikke lade dem passe hunden igen - men dog stadig være venner med dem som før

[søster lagkage]

en hund, der slet ikke er vant til børn og et barn, der slet ikke er vant til hunde - for mig virker det ikke specielt vildt, at det kan ske. det er selvfølgelig mega synd for alle parter. faktisk passer vi pt. en hund, der ikke er specielt børnevant, og jeg havde nok ikke lige tænkt over, hvor stort og lidt besværligt et ansvar det er. det går dog fint, men hun har jo slet ikke den tryghed ved barnet, som halfdan har.

[Hopsa]

Jeg tænker mest på hvorfor fanden der overhovedet skrives om det i en avis?

Er det ikke længere et privat ærrinde at have hunde og børn?

[Lonny]

Jeg er blevet bidt 3 gange i ansigtet som barn, og her tror jeg ikke det kunne have været forhindret, jeg var for hurtig :blink:

 

Så det eneste jeg ville klandre disse forældre for var at de havde meldt det til politiet, og dette ville jeg aldrig tilgive dem, der var sgu ingen der blev meldt nogen steder da jeg var barn!

[Lykkeliv]

Jeg melder mig i koret af folk der ikke vil lade mine hunde passe af en børnefamilie - med undtagelse af få særligt udvalgte der selv har hund/barn kombinationen.

 

Hund(e) + barn ér bare en pisse besværlig kombination. Selv med meget hundevante børn og børnevante hunde.

Min søn har fået hund ind med modermælken, virkeligt. Og vi har været SÅ strenge med hvad man må og ikke må, så han har egentlig rigtigt meget respekt for hundene og anser dem som familiemedlemmer på lige fod med os andre. Men han er meget DRENG og vil jo gerne styrte lidt rundt og være vild og råbende, eller kramme meget hårdt eller sådan noget og det er bare ikke hensigtsmæssigt omkring hunde. Så selvom vores er vant til og trygge ved ham, så er jeg stadig på mærkerne når han lige kommer i dét humør, for han er trodsalt kun 3 år gammel og der er grænser for hvor meget fatteevne jeg forventer at han besidder.

 

Når det så er sagt, så ville der slet ikke herske nogen tvivl om, at var det min hund var den blevet aflivet - med mindre der var tale om at barnet direkte havde forvoldt skade på den. Der er ikke så meget at diskutere.

[Amocca]

Jeg har aldrig tænkt specielt meget over det scenarie, men mine ville aldrig blive passet hos en børnefamilie, af den simple årsag at Karla er bange for børn, så det ville være ubehageligt for hende at være der... Hvis vi er steder der er børn er jeg over hende som en høg - ikke fordi jeg er bange for at hun skal bide (hun flygter) - men fordi jeg ikke stoler på børnene, ligemeget hvor mange gange jeg har sagt til dem, at de skal lade hende være i fred...

 

Johna ville jeg nok ikke have helt så mange kvaler ved at sætte af i en børnefamilie, men jeg ville stadig ikke bryde mig om det. Generelt er der ikke mange mennesker jeg stoler nok på, til at ville lade dem passe mine hunde

[Lykkeliv]

men fordi jeg ikke stoler på børnene, ligemeget hvor mange gange jeg har sagt til dem, at de skal lade hende være i fred...

Og det ér også bare det mest fornuftige - virkeligt. Børn magter bare ikke opgaven, især ikke hvis det er nyt og spændende med hund.

 

Mine får ret meget lov til at være i fred selvom her jo er 5 unger 5/7 af ugens dage. Faktisk er det hundene jeg skal være efter lige i dén henseende. Men da her startede med at komme børn var det sådan noget med én hund ude af gangen og KUN hvis jeg havde 100% øje på dem.

Den ene unge (2 årig faktisk) tog jeg fx i at være ved at nive Asta i ansigtet. For no apperent reason, bare sådan... fordi. Og de har endda selv 2 hunde hjemme.

 

Siger dig - omvandrende torturmaskiner de der unger.

[Amocca]

Og det ér også bare det mest fornuftige - virkeligt. Børn magter bare ikke opgaven, især ikke hvis det er nyt og spændende med hund.

 

Mine får ret meget lov til at være i fred selvom her jo er 5 unger 5/7 af ugens dage. Faktisk er det hundene jeg skal være efter lige i dén henseende. Men da her startede med at komme børn var det sådan noget med én hund ude af gangen og KUN hvis jeg havde 100% øje på dem.

Den ene unge (2 årig faktisk) tog jeg fx i at være ved at nive Asta i ansigtet. For no apperent reason, bare sådan... fordi. Og de har endda selv 2 hunde hjemme.

 

Siger dig - omvandrende torturmaskiner de der unger.

 

ja... og de er satme hurtige nogle gange... Min søsters barn er jo kun knapt et år, men kan jo bevæge sig rundt nu. Johna er så glad for hende, men hun har ikke helt fattet konceptet "ae"... Så sidst de var sammen måtte jeg redde en pivende Johna fra en hårdt klampet lille fedtet hånd omkring hendes ene øre. Hun sad bare ligeså stille og pev - men det er jo så bare fordi hun er en rar rar hund... havde hun ikke været det, så kunne det jo være gået skrækkeligt galt. Og det skete selvom jeg sad og stirrede på dem

[Lykkeliv]

ja... og de er satme hurtige nogle gange... Min søsters barn er jo kun knapt et år, men kan jo bevæge sig rundt nu. Johna er så glad for hende, men hun har ikke helt fattet konceptet "ae"... Så sidst de var sammen måtte jeg redde en pivende Johna fra en hårdt klampet lille fedtet hånd omkring hendes ene øre. Hun sad bare ligeså stille og pev - men det er jo så bare fordi hun er en rar rar hund... havde hun ikke været det, så kunne det jo være gået skrækkeligt galt. Og det skete selvom jeg sad og stirrede på dem

Jeg har også pillet Astas alt-muligt ud af hårdt klampede små fingre mange mange gange da August var lille, for ja, det går bare stærkt.

Hun er heldigvis også en sød hund, der bare står HELT stille imens hun med øjnene skriger til mig "SÅ GØR DOG NOGET MOAR".

 

Det værste der nogensinde er sket mellem hund og barn herhjemme skete da August var under 1 år. Han kravlede rundt og jeg stod og ævlede i telefon ( ) da jeg pludseligt kunne høre Asta knurre højt.

Jeg løb ind i stuen og så Asta, liggende i sin kurv med sovehår og August siddende ovenpå hende med et bøllegrin og en kæmpe tot halehår i hånden.

Hun skiftedes mellem at stirre på ham og knurre og kigge febrilsk hen mod mig (med samme så-gør-dog-noget-øjne).

 

Jeg fjernede straks ungen og roste hunden til skyerne med kæl, kys og tyggeben, for ingen kunne have bebrejdet hende for at have hakket ham i den situation, men jeg havde aldrig kunnet stole på hende igen hvis hun gjorde.

Ikke nemt at være hund

 

Heldigvis har både Asta, Modjo og jeg en helt klar aftale om, at det der med håndtering af belastende møgunger er noget jeg tager mig af, så hvis de bare fjerner sig fra situationen eller alternativt står meget meget stille, så kommer jeg og tager over.

[søster lagkage]

genkender det så meget holger er også det sygeste lille torturapparat, selv om jeg synes, at vi har været meget opmærksomme på at arbejde på god, respektfuld relation fra starten. halfdan er heldigvis god til at håndtere situationerne, indtil vi når at komme ham til undsætning, men for helvede jeg glæder mig til, at babyen gror hjerne. de var så søde sammen, indtil han begyndte at kunne styre sine arme - nu ligger de primært tæt, når holger sover.

 

jeg er MEGET opmærksom på ham omkring fremmede hunde, som heldigvis ikke interesserer ham så meget. men halfdan stoler jeg virkelig ufatteligt meget på (selv om jeg er klar over, at hundefolk hader denne udtalelse fra småbørnsfamilier, men sådan er det nu altså) - og jeg ville ikke orke have barn med en hund, som ikke havde en vis tolerancetærskel, selv om jeg er helt klar over, at det ikke er noget, man nødvendigvis kan forvente.

[Lonny]

Når det så er sagt, så ville der slet ikke herske nogen tvivl om, at var det min hund var den blevet aflivet - med mindre der var tale om at barnet direkte havde forvoldt skade på den. Der er ikke så meget at diskutere.

 

Da jeg var barn var jeg på besøg hos nogen hvor deres hund lå og sov, den drømte alt imens den spjættede og pev.

 

Jeg syntes det var synd for denne her hund der pev, så jeg satte mig på hug og omfavnede den endnu sovende hund, hunden vågnede pisseforskrækket og bed mig i ansigtet som nu engang var tættest på den.

 

Ville du virkelig have aflivet din hund i denne situation?

[Amocca]

Da jeg var barn var jeg på besøg hos nogen hvor deres hund lå og sov, den drømte alt imens den spjættede og pev.

 

Jeg syntes det var synd for denne her hund der pev, så jeg satte mig på hug og omfavnede den endnu sovende hund, hunden vågnede pisseforskrækket og bed mig i ansigtet som nu engang var tættest på den.

 

Ville du virkelig have aflivet din hund i denne situation?

 

Jeg synes det er svært at svare på. Men jeg synes det er en overreaktion fra hundens side - forskrækket eller ej... Selv når mine sover dybt, hvis jeg kommer til at daske til dem, læne mig ind over dem eller lign, så de vågner pludseligt, så er der ingen af dem der nogensinde har reageret aggressivt i deres forskrækkelse

[Lykkeliv]

Da jeg var barn var jeg på besøg hos nogen hvor deres hund lå og sov, den drømte alt imens den spjættede og pev.

 

Jeg syntes det var synd for denne her hund der pev, så jeg satte mig på hug og omfavnede den endnu sovende hund, hunden vågnede pisseforskrækket og bed mig i ansigtet som nu engang var tættest på den.

 

Ville du virkelig have aflivet din hund i denne situation?

Det er jo en fuldstændigt urimelig overreaktion, så ja, der er vi nok ude i en aflivning.

 

Konsekvensen af at beholde sådan en hund kan være ar for livet og utallige operationer for de børn.

[Louise_J]

Da jeg var barn var jeg på besøg hos nogen hvor deres hund lå og sov, den drømte alt imens den spjættede og pev.

 

Jeg syntes det var synd for denne her hund der pev, så jeg satte mig på hug og omfavnede den endnu sovende hund, hunden vågnede pisseforskrækket og bed mig i ansigtet som nu engang var tættest på den.

 

Ville du virkelig have aflivet din hund i denne situation?

 

Da jeg var barn ville jeg ae hunden, der lå og sov under fjernsynet. Jeg ved ikke om jeg snublede eller han bare blev forskrækket, men han for op med et sæt og bed mig ved munden. Selvom jeg ikke var så gammel, glemmer jeg aldrig hvad jeg bedst kan tolke som anger i hans øjne i nærmest samme sekund han bed. Jeg husker ham stadig krybende langs væggen (måske min mor havde skældt ud) mens jeg sidder med et blodigt viskestykke.

Jeg blev limet sammen, hunden fik lov at leve mange år endnu og jeg tænker på ham hver gang jeg ligger mærke til arret

 

EDIT: Måske skulle jeg spørge min far, om de nogensinde overvejede at aflive ham da det skete og hvordan de havde det med at stole på ham efter det. Jeg husker det ikke som et issue overhovedet, og hvis man spørger min far, er han nok stadig den bedste og venligste hund de har haft.

[Lonny]

Da jeg var barn ville jeg ae hunden, der lå og sov under fjernsynet. Jeg ved ikke om jeg snublede eller han bare blev forskrækket, men han for op med et sæt og bed mig ved munden. Selvom jeg ikke var så gammel, glemmer jeg aldrig hvad jeg bedst kan tolke som anger i hans øjne i nærmest samme sekund han bed. Jeg husker ham stadig krybende langs væggen (måske min mor havde skældt ud) mens jeg sidder med et blodigt viskestykke.

Jeg blev limet sammen, hunden fik lov at leve mange år endnu og jeg tænker på ham hver gang jeg ligger mærke til arret

 

EDIT: Måske skulle jeg spørge min far, om de nogensinde overvejede at aflive ham da det skete og hvordan de havde det med at stole på ham efter det. Jeg husker det ikke som et issue overhovedet, og hvis man spørger min far, er han nok stadig den bedste og venligste hund de har haft.

 

Jeg husker heller ikke at der har været det store postyr over nogen af de gange jeg blev bidt som barn, så jeg bliver lidt overrasket over dem der vil aflive en hund på det grundlag, idet jeg da ville have haft dårlig samvittighed hvis nogen af de hunde der bed mig blev aflivet, men sådan er vi jo nok bare så forskellige

[Therese]

Da jeg var barn var jeg på besøg hos nogen hvor deres hund lå og sov, den drømte alt imens den spjættede og pev.

 

Jeg syntes det var synd for denne her hund der pev, så jeg satte mig på hug og omfavnede den endnu sovende hund, hunden vågnede pisseforskrækket og bed mig i ansigtet som nu engang var tættest på den.

 

Ville du virkelig have aflivet din hund i denne situation?

Jeg ville ikke. Jeg kan sagtens forstå, at man kan blive forskrækket, hvis man drømmer og lige pludselig bliver holdt fast. Det er vel ret instinktivt for en hund at bide fra sig, hvis den ligger i en ret sårbar stilling og pludselig føler sig truet. Ligesom nogle mennesker sikkert også ville reagere ved at slå, hvis de lige pludselig blev forskrækkede midt i en drøm.

 

Jeg ser i hvert fald ikke en aggressiv hund for mig og jeg tror ikke, at jeg ville lægge så meget i det. Udover selvfølgelig at forhindre, at det skete igen eller alternativt give den et nyt hjem.

[AnneMangetal]

Jeg er blevet bidt masser af gange som barn, både i ansigt, strube, hænder, arme og ben:-) Og ingen af de hunde blev aflivet, heldigvis. For jeg var nemlig en snotunge, og kunne slet ikke lade hundene være, selvom det var blevet sagt mange gange. Jeg kunne også gange ællinger i Doktorparken og min mormors paniske og meget sure kat, så hundene havde slet ikke en chance når jeg ville snakke med dem. Det kostede en masse hug, og sådan er det.

 

Den eneste hund jeg husker aflivet i min barndom, var en ruhåret der uden grund, stak af fra sin ejer på en tur, løb 100 meter over en mark og bed sig fast i ansigtet på en af mine klassekammerater. Og det var fair nok at den blev aflivet!

 

 

Til spørgsmålet - min hund skal ikke passes hvor der er små børn. Eller rettere, Bella skal ikke. Dorit ved jeg ikke endnu. Hun elsker alt der bevæger sig, men måske det ændrer sig når hun bliver ældre. Men det ville aldrig være hos små børn (under 10 år), og kun hos børn hun kender godt.

[Sitto]

Tror da vidst Zazu skal være glad for at hun er havnet her - hun er nemlig en speciel lille hund. Overfor Michael & jeg er hun verdens sødeste basse, vi kan gøre ALT ved hende. Min mor ligeledes.

 

Men hun har "bidt" 2 gange - eller bidt og bidt, jeg vil kalde det snappet - men havde hun været en større hund, var der da sikkert gået hul. Den ene gang var Michaels niece (21år) der stak hovedet ned til hende for at sige hej, mens Zazu lå i sofaen. Der hapsede hun hendes næse, som hævede en del op. Anden gang var overfor Michaels bror, som ligeledes stak hovedet ned til hende, mens hun lå i en kurv i hjørnet.

 

Og hvis drengene bliver vilde/sparker ud i luften el.lign, så snapper hun dem også i benene.

 

Michael og jeg kan kramme hende mens hun sover dyb søvn, ligge vores hovede helt tæt på hende mm vi kan gøre alt og hun ikke så meget som forsøger at snappe - og som skrevet, er det samme gældende overfor min mor, som helt klart er den person hun stoler mest på, efter Michael & jeg.

 

Og skulle hun en dag bide hul på drengene eller lign så ville jeg aldrig så meget som ét sekund overveje at aflive hende - ALDRIG. Overreaktion eller ej - så ved jeg det ville skyldtes at hendes grænser var blevet overskredet - man kan mene det er en overreaktion ja, men det mener jeg absolut ikke bør koste hunden livet - så bør det bare være op til os at sikre at hunden ikke havner i disse situationer.

 

Nu har vi jo så trods alt haft Zazu i snart 1,5 år, så vi kender hende og hendes grænser - og det er meget sjældent vi oplever nogle "risiko-situationer" - det kører som det skal. Men hun er generelt MEGET utryg ved børn - og jeg stoler overhovedet ikke på hende sammen med fremmede børn. Men det gør hende heldigvis ikke til en farlig hund - det gør hende til en utryg lille hund, som blot skal holdes fra børn - så det gør vi, længere er den ikke. Så lige såvel som nogle personer ikke vil have at man har hunde med på besøg - så vil vi ikke have børn på besøg herhjemme. Og ja, det mener jeg. Jeg er 99% sikker på at Zazu kunne finde på at bide hvis et fremmede barn hev hende i øret fx. Og det vil jeg hverken tage ansvar for, eller sætte Zazu i den situation. Så besøg her, foregår uden børn. Simple as it is.

 

Som barn havde min far & hans kone et vennepar med en jagthund som absolut ikke kunne lide børn - selv når vi sad stille ved bordet og spiste, så bed den mig i benene hvis ikke nogen holdt den væk og skulle jeg på toilet el.lign hvor jeg bevægede mig, så var det stensikkert at den sigtede direkte efter mig og mine ben. Heldigvis blev den ikke aflivet, den blev en gammel hund som døde af alderdom :hjerte: når jeg eller andre børn ikke var der, var den jo verdens sødeste hund. Og min far kunne jo blot have ladet vær med at tage mig med på besøg - men både han og familien vidste at jeg ikke blev bange, selvom den bed efter mig/snappede i mine ben, og at jeg kunne lade den være, og bare lade den selv komme, hvis den en dag skulle få lyst - og efter mange år nåede jeg faktisk at blive rigtig gode venner med den. Familien bor i Italien, og året efter hvor vi kom derned, var den desværre død

[Gæst mor til to]

jeg kan slet ikke forstå hvad der giver jer ret til at dømme et andet menneske på den måde og komme med komentar som i gør..

 

den hændelse der er tale om har intet at gøre med uvidne forældre ej heller en bisk hund ell noget men en hændelse der har lagt i hundens natur at sige fra men det er så bare uheldigt at hunden kom til at ramme barnet.

både barn og hund har det fint og de er stadig bedste venner..

prøv at over vej hvad i siger..

 

mvh en mor til 2...

[Therese]

jeg kan slet ikke forstå hvad der giver jer ret til at dømme et andet menneske på den måde og komme med komentar som i gør..

 

den hændelse der er tale om har intet at gøre med uvidne forældre ej heller en bisk hund ell noget men en hændelse der har lagt i hundens natur at sige fra men det er så bare uheldigt at hunden kom til at ramme barnet.

både barn og hund har det fint og de er stadig bedste venner..

prøv at over vej hvad i siger..

 

mvh en mor til 2...

Men det meste af debatten handler jo om hunde-børn-problematikken og ikke så meget om denne her enkelte hændelse. Hvem mener du skriver fordømmende kommentarer?

 

Og hvem er du iøvrigt? Mor til barnet eller ejer af hunden?