Hop til indhold

En lykkelig historie om Aja


MASF
 Share

Recommended Posts

Her er Aja historie – vi er nye herinde og hun har været igennem så meget det lille skind.

 

Vi passed Aja (Bichon havanaise, fire år i næste uge) sidste sommer for nogle bekendte. De skulle på ferie og kunne ikke finde passere. Vi havde overvejet (eller drømt om) i noget tid, at få en hund (vi overvejre faktisk Labrador)) og da de var desperate tænkte vi, det prøver vi da. Aja blev afleveret på mit arbejde og vi to blev venner med det samme. Tog hende med hjem og da min kæreste kom, løb hun ind under et bord og knurrede af ham. Hun var meget bange for ham. Pasningen gik rigtig godt, selvom hun virkede ret bange for.. ja alt. Hun krøb sammen når hun skulle have snor på, krøb over til sin vandskål og ville ikke tale med fremmede og især ikke andre hunde. Hun ville ikke rigtig spise (hendes ejere havde sagt vi ikke skulle blive bange hvis der kom støv på hendes mad) og hun var også meget tynd. Og for at været helt ærlig, trængte hun til lidt soignering (hun have filtrede knuder flere steder i pelsen og lugtede af sure tær). Hun ville gerne gå tur, men ikke for langt (højst 1 km), så satte hun sig ned og nægtede at gå videre. De par uger vi passede hende livede hun lidt op. Efter en uges tid var hun vild med min kæreste og hun blev glade for at gå ture.

Da dagen kom hvor hun skulle hentes, var vi lidt triste. Her hos os har hun en stor have, skov, strand og massere af opmærksomhed. Og vi var blevet meget, meget glade for hende. Hun skulle tilbage til en to karrierer voksne med hele fire børn inde midt i KBH (men sikkert massere af kærlighed). Vores bekendte skulle hente hende om onsdagen – jeg arbejde hjemme, så vi var parrate, da vi ikke havde fået af vide, hvad tid de ville hente. Dagen gik og vi hørte ikke noget. Min kæreste der nærmest græd da han tog på arbejde, blev så glad da han kom hjem og erfarede at Aja stadig var hos os. Vi prøvede at kontakte hendes ejere, men hørte først fra dem om fredagen. De sagde ”gud hunden, den havde vi glemt”. Vi tænkte, at der måske var lidt stress på, med fire børn osv. Og tilbød at tage hende weekenden over.

Efter et par uger (hvor afhentningen ikke rigtig skete), endte det med, at vi blev enige om at Aja skulle blive her.

Vi var lykkelige, for vi havde virkelig knyttet os til den lille hund og omvendt. Vi tog hende til dyrlægen, fik ordnet hendes pels, skiftede hendes foder og gav hende en masse omsorg. Min kæreste begyndte at tage hende med på arbejde og Aja blev mere og mere positiv. Efter nogle måneder var hun i form til at løbe 7 km med mig i skoven. Hun tog ½ kg på (hun vejede 2,5 kg da vi fik hende og var på grænsen til at være for tynd iflg. Dyrlægen) og blev mere og mere legesyg. Vi tog kontakt til hendes avler som vi nu ser jævnligt og alt gik bare fremad. Efter 1 halv år var hun en komplet anden hund. Så positiv og optimistisk, nem og kærlig og alle de andre positive tillægsord der findes).

Min kæreste og jeg havde planlagt en længere rejse det år, som vi aflyste, da vi ikke ville være væk fra Aja – eller da vi ikke ville lade Aja være alene for længe. I stedet ville vi tage af sted 14 dage og Aja skulle passes hos min kærestes søster, som Aja kender godt og elsker højt. Det var selvfølgelig meget svært at forlade hende. Jeg kan huske, at hun løb så glad med hendes passer og ikke så sig tilbage da vi kørte fra hende. Vi var dog sikre på, at Aja ville have det godt og trygt hos hende.

Efter bare tre overnatninger på ferien vækker min kæreste mig. Han er oprørt og viser mig en sms fra hans søsters (der passer Aja) mor. Der står ”jeg passede Aja i nat. Hun løb ud af døren og jeg kunne ikke finde hende. Der er nok snart nogle søde mennesker der ringer til jeg når de har fundet hende”….

Det var januar. Aja har ingen underuld. Hvorfor er hun ikke hos hende vi havde aftalt skulle passe hende???…Vi forstod ingen ting. Vi prøvede at kontakte hendes passer, men vi kørte på en helt anden døgnrytme. Da vi endelig fik at i hende, var hun slet ikke informeret om, at Aja var løbet væk, og hun var også helt ulykkelig. Hun var blevet indlagt på hospitalet. Vi skrev til dem begge, at de skulle finde hende NU. At hun ikke kunne overleve i kulden uden underuld. At hun ikke ville opsøge fremmede osv. Vi skrev til alle om hjælp med at finde hende. Hun blev efterlyst vidt og bredt. Efter en uge var der intet sket. Vi sad bare og stortudede på hotelværelset og kunne intet stille op. Vi skrev til hendes gamle ejere og beklagede og vi frygtede det værste. Jo længere tid der gik, des mindre blev håbet. Ferien blev slut og vi tog flyet hjemad. Vi var så triste og vi havde ikke lyst til at komme hjem til et tomt hus uden vores elskede lille ven. Da vi lander for Anders en besked – nogle har vist fundet Aja i live. Jeg tuder når jeg skriver dette. Den lille tosse overlevede 9 lange mørke dage alene i den danske vinter før en kvinde fangede den.

I kan nok forstå vores lykke. Endelig kom vi hjem og ud til Aja. Det var et lagt kærligt gensyn og alle, vist også Aja, græd af glæde. Hun var blevet væmmeligt tynd. Hun var beskidt, havde rifter og næste ingen kræfter. Vi satte mad og vand frem i hele huset og sov i stuen med hende, tæt på haven. Hun skulle tisse hele tiden. Dagen efter gik vi til dyrlægen som konstaterede at hun var ok, men havde blærebetændelse (det havde vi nu opdaget). De første par uger måtte vi løfte hende op i sofaen og i hendes stor. Hvis hun skulle ovenpå skulle hun også bæres. Men stille og roligt gik det fremad. Så gik det nedad igen, hun begyndte at kaste op. Og fik udslæt. Til dyrlægen igen og så fik hun ny medicin. Lidt efter lidt fik hun det dog rigtig godt igen. Efter en måned havde hun taget den tabte vægt på og lige så stille gik det stabilt fremad. Efter nogle måneder var der intet at mærke mere.

Dette skete i Januar, efter Aja havde været hos os i ca. 6 mdr. Aja er nu helt ok igen. Hun er mere glad end nogensinde. Hun er stærk og frisk og meget glad. Hun er meget legesyg og meget velopdragen. Hun er lærenem og elsker at træne forskelligt tricks. Hun er stadig bange for fremmede og andre hunde, men vi synes det går den rigtige vej. Vi elsker hende overalt på jorden. Hun er det bedte der nogensinde er sket for os <3

Link til indlæg
Del på andre sites

Åhh, lille hund dog...sikke meget hun har været igennem og ikke mindst jer, det må have været forfærdeligt, at få af vide, at hun var rendt væk og I ikke kunne gøre noget som helst....men hvor var det godt, at det lige blev jer, der skulle passe hende og derved også blev hendes nye kærlige familie :hjerte:.....og tænk, at man kan glemme sin hund :( , så hun kan ikke have betydet særligt meget for dem....men det blev jo Aja`s held og jeres :-D...

Link til indlæg
Del på andre sites

Gæst Trinse

Sikke en fortælling! Hvor er det godt, at Aja blev fundet og har fået et fantastisk hjem hos jer. :hjerte: Hun har været igennem mange uheldige ting, men det endte med at blive hendes held til sidst.

Link til indlæg
Del på andre sites

  • 4 weeks later...

Kære alle sammen

 

Mange tak for jeres søde kommentarer. Jeg er jo lidt langsom til at svare, men har haft lidt meget om ørene. Det går stadig fremad med lille Aja og det er nu sket et par gange, at hun har hilst på andre hunde. Hun hilser lige så gerne på en stor schæfer som en lille chiwawa, bare de er MEGET rolige og hun har en dag hvor hun selv er MEGET modig. Og med hilse, mener jeg, at hun stiller sig rimelig tæt på dem og snuser I deres retning :-)

Link til indlæg
Del på andre sites

Join the conversation

You can post now and register later. If you have an account, sign in now to post with your account.

Gæst
Svar på dette emne...

×   Du har kopieret indhold med formatering.   Fjern formatering

  Only 75 emoji are allowed.

×   Your link has been automatically embedded.   Display as a link instead

×   Your previous content has been restored.   Clear editor

×   You cannot paste images directly. Upload or insert images from URL.

 Share



×
×
  • Tilføj...