"Hundetosser" og verden omkring

[Hofferne]

Jeg fornemmer at I her på HF er rigtig mange, som er 100% dedikerede til jeres hunde. Mange af jer har mere end en hund, og tilmed også en del problemhunde med specielle behov. Jeg er fuld af beundring for alle jer der har overskud til at tage ældre genbrugshunde ind, og give dem et nyt kærligt liv. Men hvordan reagerer jeres omverden?

 

Jeg har kun én hund, som er OK velfungerende - jeg kan ha' ham med alle steder, og han har f.eks. ikke noget imod børn, selvom han heller ikke selv opsøger dem. Men jeg bruger rigtig meget tid sammen med ham. Jeg laver aldrig aftaler uden at det indgår om han kan komme med, eller hvad han så skal hvis han ikke kan. Jeg takker hellere nej, fremfor at han skal være for meget alene. Ferierne blir også planlagt ud fra at han skal kunne komme med. Desuden har han også kostet en del penge, da han har haft mange skavanker gennem sine 5 leveår.

 

Men jeg oplever tit at folk omkring mig ryster lidt på hovedet af mig og min måde at holde hund på. Jeg lidt "hundetossen" som man skal bære over med:

- "kan den hund ikke være alene en gang imellem?"

- "kan du virkelig ikke holde ferie uden din hund?"

- "er det virkelig nødvendigt at træne med den så tit?"

- "hvorfor betale de dyre dyrlægeregninger, kan du ikke bare få en ny hund?"

 

osv. - osv.

 

Nu hvor jeg er i gang med at planlægge hund nr. 2 møder jeg ikke meget forståelse fra mine omgivelser :damn: Derfor kunne det være interessant at høre jeres oplevelser.

 

Hvad siger jeres kolleger om jer og jeres hunde? Og hvordan takler I de sociale forhold med familie og venner sammen med jeres hunde, og især de hunde der skal tages specielle hensyn til?

[PinPoynter]

jeg kan ikke huske at jeg nogensinde har fået dumme kommentarer fra folk, hverken familie eller venner? Nu har jeg så altid arbejdet med dyr, så der er selvfølgelig en lidt anden forståelse, men jeg var alligevel "kun" 23 (mener jeg) og single, da jeg fik hund nr 2 -tilbage i tidernes morgen... (selvsagt ikke samme hunde som vi har nu)

Min mor gider dog ikke kaldes mormor til hundene .......selvom hun er lidt mere afslappet omkring det, nu hvor der også er et menneske-barnebarn

[AnneMangetal]

Jeg er gennemført hundetosse:oops:

 

Min egen familie er ret overbærende, og de elsker Bella. Min bror har Bellas lillebror, og vi har altid haft dyr i familien. Men svigerfamilien forstår slet ikke hvad det der med hund går ud på. De synes at det er det dummeste i verden at vi har fået nr. 2:-) Og min svigerfar mener at Bella må være virkelig dum, når det kan være nødvendigt at blive ved med at træne:stupid:

 

Mine nuværende kollegaer har vist bare givet op:lol: De synes mine hunde er fantastiske, men de ved at jeg melder afbud til stort set alt socialt, fordi jeg enten skal til træning, konkurrence eller på kursus "i hund":genert:

[Valhrona]

Vi er 100% hundetosser hjemme hos os. Vi har 3 hunde og ingen børn. Det er de færreste, som forstår vores måde at leve på, hvor hundene også er i absolut centrum. Svigermor sagde da også "Ikke flere hunde!" da vi fortalte at vi ville beholde en af Valhronas hvalpe. Det er så heldigvis ikke noget andre skal afgøre, så nu har vi en dejlig lille flok på 3 og skal også have en Hovawart hvalp indenfor overskuelig fremtid. Jeg tror, at mange ser en hund som en ting, som man bare kan skille sig af med igen, hvis det bliver for besværligt. Hvis man ikke selv er "hundetosse" tror jeg ganske enkelt ikke, at man forstår, at nogle (os for eksempel) kan elske en hund som et familiemedlem. Jeg er da tit blevet mødt med latter og hovedrysten, når folk får at vide, at vi køber ekstra sushi, så der også er til hundene, når vi en sjælden gang får det eller at Goofy er en gourmethund, som foretrækker fars hjemmelavede frikadeller og ikke gider de færdigkøbte. Og at vi tager til dyrlægen med de mindste små ting. Og bruger rigtig mange penge på gode senge og udstyr til dem. Og da vi fortalte, at Goofy gik til akupunktur og massage, var der flere, der nærmest mente, at vi var klar til tvangsindlæggelse. Men igen - hundene har ikke valgt os, vi har valgt dem og derfor har vi også en forpligtelse til at give dem så godt et liv som overhovedet muligt. Ganske få mennesker forstår lidt af hvordan vi har det, når vi fortæller, at hundene er vores børn (Det er de selfølgelig ikke - hunde er meget bedre end børn ). Bottomline er dog, at folk gerne må synes vi er dybt åndssvage. Vores hunde skal have det bedste liv og så må andre folk synes om det hvad de vil.

[Valhrona]

Min mor gider dog ikke kaldes mormor til hundene .......selvom hun er lidt mere afslappet omkring det, nu hvor der også er et menneske-barnebarn

 

Ha ha mine svigerforældre så også meget gerne "rigtige" børnebørn, men vi driller dem og kalder dem Farmor og Farfar alligevel..

[Miss_M]

I starten, da vi fik Bamse, så oplevede jeg lidt den der "det er jo for pokker bare en hund" når vi ikke lige kunne komme uden Bamse, eller måtte takke nej til middags invitationer, fordi vi skulle til træning.

Men det var ikke så slemt.

Vi havde trods alt kun en hund og på det tidspunkt havde det ikke for alvor taget fart med hundegalskaben.

 

Da vi så fik Kaia blev vi mødt af rigtig meget skepsis og hovedrysten.

For hvad skulle vi dog med to hunde og folk kunne ikke se andet end besvær i det.

Især svigerfamilien havde rigtig svært ved det og kunne slet ikke forstå, at jeg gik så meget op i de hunde.

 

Mine forældre så dog hurtigt hvor det bar hen ad og da vi annoncerede, at nu skulle vi have en border collie, så var de næsten mere spændte end vi var

Svigermekanikken forholdt sig lidt stille, mens de fleste af mine venner på det tidspunkt, havde forstået hvordan det hang sammen med de dersens hunde.

Der var dog stadig lidt kommentarer omkring det og en del manglende forståelse.

 

På et tidspunkt kammede det dog over for svigermor, der temmelig meget overskred en grænse, da hun bad mig skrue ned for de hunde og mente jeg virkelig burde prioritere anderledes.

Tror hun bagefter godt kunne se, at den sviner bare var over stregen og hun har ikke nævnt noget om det siden.

 

Jeg synes det blev lidt nemmere da jeg begyndte at have pokaler med hjem fra konkurrencer og havde et DM udtag at kæmpe for.

Det var lidt som om, at det at vinde konkurrencer og have et DM i bagagen har gjort, at det er "legitimt" at bruge hvert ledigt øjeblik på hundene.

Af en eller anden årsag, så oplever jeg, at det er nemmere at forholde sig til hundene som en sport, der kræver en helhjertet indsats, fremfor "bare" familiehunde man gerne vil bruge tid på.

 

Nu er jeg nået dertil, at jeg har en arbejdsplads der bakker op om min sport, de hjælper med jeg kan planlægge ud fra træning og konkurrencer.

Min familie er helt med på, at hundene fylder og de sørger for at spisning, familietamtam osv indebære hundene, eller et tidspunkt hvor det er OK hundene kan være alene osv.

De ved godt, at hvis jeg skal med, så er det sådan det er

Det halter lidt med svigermekanikken, der stadig ikke helt har forstået det.

Jeg tror forskellen på min og svigerfamilien bunder i, at min familie altid har haft noget de har gået passioneret op i og det er noget min familie har "nurset" meget, det der med at have noget man virkelig brænder for.

Det er det ikke på samme måde hos svigerfamilien. Der er ingen af dem der har noget de sådan virkelig brænder for og noget de virkelig går op i. Så de har nok lidt sværere ved at forstå vores prioriteringer.

[Hofferne]

Jeg er gennemført hundetosse:oops:

 

Min egen familie er ret overbærende, og de elsker Bella. Min bror har Bellas lillebror, og vi har altid haft dyr i familien. Men svigerfamilien forstår slet ikke hvad det der med hund går ud på. De synes at det er det dummeste i verden at vi har fået nr. 2:-) Og min svigerfar mener at Bella må være virkelig dum, når det kan være nødvendigt at blive ved med at træne:stupid:

 

Mine nuværende kollegaer har vist bare givet op:lol: De synes mine hunde er fantastiske, men de ved at jeg melder afbud til stort set alt socialt, fordi jeg enten skal til træning, konkurrence eller på kursus "i hund":genert:

 

Hi-hi, den har jeg også fået - kan det være så svært at lære ham at komme når du kalder - hvor mange år varer det før han har lært det...? Som om det er det eneste jeg træner :blink:

[PBC]

Der er ingen tvivl om at hundene fylder 80% af min fritid og er der 100%. Der er ingen tvivl om at det ved min familie og vores venner godt. Vi kører somme tider hjem lidt tidligere for at komme hjem til hundene og jeg snakker selvfølgelig meget om hundene og passionen, vi indretter ferie mv. på at vi har hunde, men jeg har altid forsøgt ikke at gøre et "Statement" ud af det - eller på dansk "gøre et nummer ud af det". Hundene er og bliver en del af familien, men en naturlig del.

Jeg får aldrig negative kommentarer til vores hunde eller hundehold. Tværtimod vil jeg sige. Folk omkring os kan se hvor meget glæde vi har af dem og naboer og venner påskønner også at de er velopdragne og meget lette at omgås.

 

Jeg kan godt selv blive lidt træt af mennesker det ustandselig må fortælle hvor meget de indretter sig (eller ofrer sig for?) efter børnene, hundene, hobbyen eller jobbet. En ting er at man gør det, men at promovere og eksponere det, kan virker lidt som en "provokation" - altså man angler efter kommentarer som: Der må da være en grænse eller du er sgu da for tosset. Til en vis grænse er det jo også en del af hyggen, men det kan blive for meget.

[pivpiv]

Her der er hundene en afsindig stor del af vores liv.

Jeg går hjemme og de er mit daglige selskab.

 

Men skal vi på ferie, så bliver de passet og efter vi har fået Luna bliver de passet hjemme. Slet ikke som jeg ville gøre, men det er sådan Luna kræver det og så må det være sådan.

Hun elsker at være hos min mor sammen med os, men er vi der ikke så vil hun HJEM og det er tydeligt at se at hun nyder at være hjemme.

Så er mor og hendes kæreste bare en del her.

 

Vi tager gerne i byen og helst uden hunde. De kommer kun med hos mor.

Det eneste vi tager hjem pga det er fordi de ikke skal være alene for længe og der er 6-7 timer MAX.

 

Svigerfamilien mener vores hunde er hjernedøde siden de er så fjollede og vi endda har trænet med dem, det har jo tydeligvis ikke virket.

 

Vi har jo alle hund på forskellige måder men det vigtigste er at man nyder det og trives.

[Hofferne]

Der er ingen tvivl om at hundene fylder 80% af min fritid og er der 100%. Der er ingen tvivl om at det ved min familie og vores venner godt. Vi kører somme tider hjem lidt tidligere for at komme hjem til hundene og jeg snakker selvfølgelig meget om hundene og passionen, vi indretter ferie mv. på at vi har hunde, men jeg har altid forsøgt ikke at gøre et "Statement" ud af det - eller på dansk "gøre et nummer ud af det". Hundene er og bliver en del af familien, men en naturlig del.

Jeg får aldrig negative kommentarer til vores hunde eller hundehold. Tværtimod vil jeg sige. Folk omkring os kan se hvor meget glæde vi har af dem og naboer og venner påskønner også at de er velopdragne og meget lette at omgås.

 

Jeg kan godt selv blive lidt træt af mennesker det ustandselig må fortælle hvor meget de indretter sig (eller ofrer sig for?) efter børnene, hundene, hobbyen eller jobbet. En ting er at man gør det, men at promovere og eksponere det, kan virker lidt som en "provokation" - altså man angler efter kommentarer som: Der må da være en grænse eller du er sgu da for tosset. Til en vis grænse er det jo også en del af hyggen, men det kan blive for meget.

 

Jeg mener bestemt også at min hund er en naturlig del af familien/mit liv, og jeg forsøger bestemt ikke at eksponere mit hundehold som noget specielt, eller at jeg ofrer mig. Jeg taler nok mindre om min hund end andre gør om deres børn Jeg søger bare lidt mere forståelse og accept for mine prioriteringer. Når folk med mindre børn kommer senere til et arrangement fordi sønnike var til fodboldstævne, eller lille-pigen skal til dans så er det da klart nok - men at jeg kommer senere eller melder afbud fordi jeg træner hund er bare ikke lige så accepteret. Det er jo trods alt bare en hund! Og så er det jeg tænker det må være rigtig svært for folk med flere hunde, og hvor der er særlige hensyn der skal tages....

[PBC]

Hvis der er familie tam tam så dropper jeg hundetræning den dag. Også en jagt der var planlagt i god tid ville jeg i nogle tilfælde droppe, hvis det er nærmeste familie. Familie prioriterer jeg meget højt, man har jo kun den samme. Med nær familie mener jeg forældre, børn og til en vis grad vores søskende.

 

Jeg går jo så meget til hundetræning og på jagt at det ikke kan undgås at konflikte, så jeg er nødt til at prioritere. Hundene er velkomne alle steder vi kommer, men da vi har indrette hunderum og løbegård synes jeg ofte de har det bedre hjemme. Og da vi er hjemme til hverdag mener jeg godt de kan klare at være alene hjemme en lørdag eller søndag engang imellem.

 

Vi har også haft dem i pension en uge - måske hver anden sommer, men vi har nydt et hotelophold eller et cruise.

[Gæst Krøllebølle]

Jeg møder desværre meget lidt forståelse. Både fra omverden og fra min familie. I min familie er alle næsten landmænd og har et noget særpræget forhold til dyr. Det er kæft trit og retning og opstår der problemer det dyret, så er det evige motto " så er det bedre at den for fred " selvom det er simple ting, der dog måske kræver nogen behandlinger.

 

Min familie respektere IKKE mit hundevalg og mener at en cocker en tosset. Min tidligere normalt fungrende cocker spaniel, mente de var uden respekt for mig ( fordi han trak i snoren og til tider kunne finde på at løbe langt væk, da han var unghund ) og nogen trådte ham bevist på poterne, hvis han hoppede op. Dengang blev jeg så ulykkelig, men turde ikke sige noget. I dag gør jeg.

 

Med omverden var der dog sjælden noget, alle synes han var så sød og han var så nem at have med alle steder, i tog og bus og på job osv.

 

 

Da han blev syg, der fik jeg så mange grove og ubehøvlede kommentar, både fra venner og familie og herinde fra. Flere mente jeg holdt ham i live for min skyld og at det var dyremishandling. Særlig min nærmeste familie ( undtagen min storebror ) var ualmindelig ubehøvelde.

 

 

 

Så fik jeg ham jeg har nu, han var en svært ødelagt hund, der skulle aflives. Nu har jeg haft ham i 2 år og har lagt ører til meget. Er blevet råbt efter på gaden, nogen har råbt min hund ned i hovedet, er blevet beskyldt for at mishandle min hund, er blevet beskyldt for at jeg ikke har opdraget ham godt nok, min familie var tossede da jeg fik ham, mente han var syg i hovedet og at jeg var sindsyg. Da han så viste sig at have fysiske problemer, så stod de da helt af. Da en fra min familie til en sammenkomst hos min mor, slog ham hårdt i hovedet, fordi han snuste til hendes taske, så var det slut. Jeg ser ikke længere nogen fra familien udover min mor og hendes mand, far, og mine brødre.

 

Nu ser jeg min mor og storebror ca 2 gange om måneden. Min lillebror kan ikke håndtere hvis han bliver stresset og jeg må ikke besøge ham med Tjaldur og han besøger hellere ikke mig. vi bor også langt fra hinanden.

 

For flere måneder siden, skulle min bror og jeg til noget vigtig. Hunden blev passet hos min mor og hendes mand. Da jeg kom hjem, kom der ingen glad Tjaldur mig i møde. Jeg fandt ham under et møbel, der lå han og knurrede. Jeg spurgte hvad fanden der var sket og ingen sagde noget. Det tog mig en halv time at lokke ham ud derinde fra og resten af aften, hang han på mig som en sugekop. Det viste sig at min mors mand var blevet tosset fordi Tjaldur var løbet ind stalden ( han havde ikke lukket dørene ) og så havde han taget Tjaldur i nakkenskindet og råbt af ham og båret ham ud i nakkeskindet.

 

 

I dag har jeg reelt ingen der kan passe ham, udover min storebror, men da det tit er os der er sammen, såå bliver det lidt problematisk. Det er kun min storebror som har en engels tålmodighed og forståelse, som mig og Tjaldur kan lave ting sammen med og det gør vi så ofte det er muligt.

 

Jeg synes vi har en normal hverdag og det meste af tiden er det hele stille og roligt, men det er som om folk slet ikke kan magte en hund der opfører sig anderledes ( som ikke bare ligger under et bord og sover ) og på mystisk vis hidser det nogen op, at se at han gør eller trækker når vi går på tur.

 

Men når jeg tænker om jeg vitterlig ER helt skør, så skal man bare læse lidt herinde, så bliver man beroliget og tænker pyha, der er andre som mig.

 

 

Så er der det med dyrlæge, det fatter folk INTET af, at jeg ville ofre så mange penge på dyrlæge og special foder.

 

 

Min mor kan godt lide Tjaldur, det ved jeg, men hun er også præget at familiens syn på ham og det er ikke mere end en uge siden hun sagde " årh ha altså, næste gang du skal have en hund, så køb da for pokker en golden retriver eller labrador " .

 

Men sådan har det ALTID været, uanset hvad jeg har haft af dyr. Bare vent til den dag jeg fortæller at jeg er gravid

 

og så er der selvfølgelig alle de almindelige kommentar man som hundeejer må ligge ører til. " din hund er da ikke en baby " og " du skal ikke menneskelige gøre din hund " " din hund har ikke følelser " er din hund dit barn eller hvad ? " osv. Dem lukker jeg ørenene for eller spørger dem om de er misundelige eller hvad ?

[Hofferne]

Krøllebølle: :ae: Uha, det står slemt til...

[Ulla H]

Jeg er nok blevet alt for gammel til at helt opfatte, hvem der tager afstand fra mit Hundeliv. Det eneste jeg er lidt ked af er, at jeg ikke kan lige tage en slapper på gåture hos min datter, som bor vel 1 1/2 km fra mig. Hendes have er ikke ordentlig indhegnet. Og i huset tør jeg slet ikke lukke dem ind. Næsten alle møbler er såkaldte designermøbler, hvor selv en brugt sofa kan koste 15-20.000 kr. som nyombetrukket med god læder. Og mine er utrolig nysgerrige.

Kun Debbie har været med, fordi barnebarn skulle passes , mens hun var højløbsk.

[Gæst Krøllebølle]

Krøllebølle: :ae: Uha, det står slemt til...

 

Ja men jeg har lært at leve med det. Sådan er det bare og har altid været og jeg tror det altid ville være sådan. Synes jeg bliver bedre og bedre til at sortere i det og trække på skuldren.

[Trei]

Som total! hundetosse så er det helt sikkert at folk i min (vores) omgangskreds synes at vi er RET skøre med de hunde der! I starten, da vi fik Ozzie mødte vi megen lidt forståelse omkring vores måde at have hund på (hvorfor bruge tid på at træne med hende? At lære hende at være alene? Hvorfor i det hele taget bruge så meget tid, energi, penge på og ikke mindst holde så meget af en hund? osv osv) men faktisk så er det med stort set alle blevet rigtig meget bedre. De fleste har indset at vi bare ER tossede med hunde og at vores hunde og alt muligt hunderelateret er en enormt stor del af vores liv.

 

Der er en del hundefolk i familien, selvom de så har hund på en anden måde, så er det jo nemmere med forståelsen hos dem, og hos mange af dem er det faktisk blevet sådan at de gerne spørger os til råds, og det er da en rigtig dejlig følelse at de ikke alene respekterer vores hundetosseri, men også synes vi gør det godt for hundene (selvom de helt sikkert synes vi overdriver det, haha). Tror alle efterhånden er blevet helt okay med at vi fx ikke er med til laaange sammenkomster uden hunde (fordi de ikke skal være alene alt for mange timer) og at hundene fylder så meget i vores liv på alle måder. Hundene er velkomne hos rigtig mange, og det er stort set alle der nyder samværet med både Ozzie og Casino. Hver gang vi er til større tamtam, og hundene er med, så skal Ozzie fx ALTID have lov at sidde med ved bordet på en stol selvfølgelig og både hun og Casino bliver overøst med opmærksomhed. Det er virkelig dejligt! Det betyder rigtig meget for os!

 

Tror ikke vi har venner, der ikke selv er glade for hunde faktisk... igen så er de gode til at respektere vores hundetosseri, selvom de nok ikke helt forstår det hele. Alle er rigtig glade for hundene og ryster så blot lidt på hovedet, når de synes vi går over gevind.

 

Har til gengæld en del bekendte der helt klart synes vi er for tossede - alene det at købe ikke bare en men TO hunde med DKK-tavle er åbenbart voldsomt mærkeligt.... og jeg kan komme med hundrede andre eksempler. Der er vi jo så bare forskellige, jeg forstår bestemt heller ikke altid deres valg.

 

Nu du nævnte at du mangler forståelse for at planlægge hund nr 2, TS, så kom det ikke bag på nogen, der kender os godt, da vi annoncerede at vi ville have en hund mere (Casino). Den generelle holdning var at det var klart at vi havde den lyst, samtidig synes det helt klart at bekræfte at vi ER mærkelige. Tænk da at vi ville gide en hund mere! Helt sikkert de stadig ikke forstår det, men de er glade for hende også nu, og det er skønt!

 

Nu skal der ikke tages særlige hensyn til mine hunde, så på den måde er det jo nemt at få folk til at komme godt overens med dem.

[Gæst DorteDK]

Nå så er jeg ikke den eneste hundetosse kan jeg se

 

Da vi fik Walther synes alle det var en god idé men da vi fik nummer to - så synes de næsten alle vi var skøre. Hvad ville vi da med en hund mere? tja jeg elsker dem begge over alt på jorden!

 

Det er dyrt - ja men vi rejser stort set ikke - og vi elsker at være hjemme - elsker at være ude og gå ture så hvorfor ikke have hund

 

Jeg har helt fra lille vist at jeg ville have lab så da den store dag kom fra 8 år siden var jeg ikke til at skyde igennem, min begejstring var ikke så stor andre steder

Begge hunde er mere end velkommen hos min mor de har endda deres egen slap-af-stol hun har passet Walther mange gange, hvis vi begge var afsted med jobbet eller andet - men hun er blevet lidt tynd (meget) og kan ikke rigtig tumle dem jo Walther kunne hun godt passe men ikke dem begge på en gang.

Det er også det eneste sted de kommer med det er hos min mor, mener også selv de har det bedst hjemme - især hvis de skal irettesættes eller skældes ud heletiden.

 

Svigerinden har meget hvide møbler og så store hunde de sviner mener hun og der er hår over alt - så deres fine hjem kommer de ikke i.

 

Min niece elsker dem men det er nok forældrene (min søster og kæreste) der ikke gjorde det korrekt da hun var lille, jeg mente jo bare man kunne sætte liften ned hvor vi selvfølgelig var der og havde Walther i snor mv.. så han kunne snuse til den lille pige. Men nej han måtte ikke røre hende ikke slikke på hende - så tja deres forhold er ikke så godt i dag hun er ikke bange for dem men de er jo store og kan vælte hende (mener hendes forældre hmfff).

 

Ellers er der nok mere "kritik" fra kollegaerne - det er ikke noget at bruge penge på - og det er da dyrt, og du har da ikke været til dyrlægen igen? mv... så snakker ikke så meget om dem på jobbet - da der højst er en eller to hundetosser på min arbejdsplads

 

Der skal heller ikke tages hensyn til mine hunde de elsker alle mennesker - faktisk mere end andre hunde - mennesker det er bare det bedste

[Sitto]

Jeg/vi kan vidst godt regnes som værende hundetosser.

 

Alle har hele vejen igennem syntes første og anden hund var rigtig fint, ingen problem der.

Reaktionerne begyndte at komme på tredje og især fjerde hund.

 

De eneste som intet har sagt i familien er min mor og søster. De andre ved jeg også godt hvad synes - at vi har FOR mange hunde - men det må være deres hovedpine. Det synes vi ikke selv. Ja de er tidskrævende, ja vi er bundet på hænder og fødder og ja det er dyrt - men det kommer sjovt nok ikke som en overraskelse. Og de er det hele værd - jeg ELSKER vores lille flok, jeg elsker at have fire og er aldrig ked af at melde fra til nogle ting - for så kan jeg være sammen med mine hunde i stedet

 

Vi har altid hundene med oppe hos mine svigerforældre og min mor - der er de altid velkomne, og i særdeleshed hos min mor. Hun elsker hundene og møgforkæler dem. Hun er så også den eneste der får lov til at passe dem.

 

Mine kollegaer på arbejde ved godt jeg har total hundetosset og synes vidst det er helt fint. De griner lidt indimellem når jeg for 117. gang skal gå lidt tidligere el.lign fordi jeg skal til dyrlæge med hundene igen igen igen! Og så kan de simpelthen heller ikke forstå at vi ikke skal på ferie men på trods af at de ikke helt kan forstå mit forhold til mine hunde, så respektere de det, vil gerne høre om dem og spørger selv ind til dem :hjerte:

 

I min vennekreds, hvilket vil sige en lille én - jeg har sorteret de fleste fra, netop fordi de ikke kan forstå at mit liv er som det er - så de fleste i min vennekreds er alligevel hundemennesker med flere hunde, så de synes jo ikke jeg er så tosset, he he.

 

Michael og jeg har dog nogle fællesvenner (det er dog efterhånden meget begrænset hvor meget vi ses med dem..) som overhovedet ikke forstår det - hverken med alene hjemme principperne, dyrlægeregningerne, ikke at tage på ferie uden hundene osv.

[luckyluna]

Tja, noget møder man jo altid - men jeg tror efterhånden jer er immun...Måske det også hjælper lidt at jeg tjener penge på det der hunde tosseri, så folk bliver mere nysgerrige.

 

Men angående det at have hunde med specielle behov det har folk rigtig svært ved at forstå. At mysla feks ikke bare kan være alene hjemme flere gange på en dag, at hun ikke kan sidde i bilen og vente, komme i hundepension. Og sheila kan ikke bare komme med på besøg hvor der er en fremmed hund eller at fremmede mennesker ikke bare kan gå ind til hende. Min mor har sjovt nok stadig svært ved at huske og fatte det. Hun kunne ikke forstå at jeg ikke kunne tage hundene med ud og holde jul hos noget familie sammen med en hund de aldrig nogensinde har mødt. Det ville sikkert gå fint for mysla, men sheila er ikke så hurtigt til at stole på en fremmed hund at hun kan være under samme tag med den samme dag. Og sådan har hun jo været det meste af sit liv - med undtagelse af hvalpe og unghunde, så det er utroligt at min mor ikke kan huske det.

 

Men generelt prøver jeg at undgå at hunde plapre for meget til folk der ikke interesserer sig for hunde, så undgår man meget af det. Folk der kender mig ved også godt et jeg er dyretosse og det har jeg altid været, først var det hest og nu er det begge dele men primært hund:)

[Maria84]

Min mor har altid vidst, at jeg var "hundetosset" og blev glad på vores vegne da vi fik Anton. Mine søskende regnede nok med, at jeg hurtigt blev træt af det pjat, når vi nu skulle klare det hele selv og ikke gad gå ture når det regnede osv. De fandt dog hurtigt ud af, at jeg mente det med hunde alvorligt og da vi fortalte, at vi skulle have en hund mere, så var min brors eneste kommentar til dette, at det kunne han da godt forstå, når vi nu gik så meget op i hunde. Min mor reagerede ved at sige, at hun kunne altså ikke forstå, at folk fik mere end en enkelt hund, en måtte da være nok. Til det svarede jeg, at jeg altså ikke kunne forstå, at folk fik mere end et enkelt barn, et måtte da være nok. Så kunne hun alligevel ikke lade være med at grine og hun er i dag rigtig glad for begge hendes firbenede "børnebørn".

 

I min kærestes familie er svigerfar og farmor rigtig glade for begge hunde. Med han storebror og svigerinde er det dog helt anderledes. Svigerinden kan ikke lide nogen dyr overhovedet og det er smittet af på kærestens bror. Det betyder fx. at de aldrig kommer og besøger os mere. Men jeg lader ikke være med at have hunde bare pga. dem. Uden hund ville de nok komme og besøge os to gange om året, hvorimod hundene har vi glæde af hver eneste dag. Men så besøger vi bare dem istedet. Det betyde så også, at vi ikke snakker meget om hundene, når vi er sammen med dem.

 

Vi tager hensyn til hundene på den måde, at de ikke skal være alene hjemme mere end en enkelt gang om dagen og ikke for længe af gangen. Så vil folk gerne have at vi kommer og besøger dem, så må de invitere lørdag eller søndag. De andre dage kommer vi ikke pga. hundene. Det har folk til gengæld haft sværere med at lære/huske.

[Trixie83]

Hos os er hundene en naturlig del af familien, dvs. vi tager de hensyn der skal tages, hvad de så end måtte være!

 

Jeg træner agility og løber en del konkurrencer, og det er altså hele året rundt, så det fylder selv sagt en del - og jeg prioriterer min træning højt. Så jeg tager gerne tidligere hjem/kommer senere for at få træning eller konkurrencer til at passe ind i andre aftaler - eller melder afbud helt hvis det ikke kan hænge sammen. Dog vil særlige begivenheder som fx barnedåb, bryllup osv altid komme i første række!

 

Vores hunde er velkommen de fleste steder vi kommer - og er de ikke, så finder vi den mest optimale løsning alt efter hvor, hvornår og hvor længe vi er afsted. Enten er de bare alene hjemme (max 5 timer), eller de kommer med og venter i bilen og får en luftetur eller to undervejs - eller vi kører tidligere/kommer senere. Jeg oplever aldrig at det er et problem, alle har fuld respekt for vores hunde og måden vi har dem på.

 

Jeg har ikke rigtig oplevet seriøse negative holdninger omkring vores hundehold - dog synes svigermor at nu vi har fået nr 3, så skal vi da heller ikke have flere! Men det er ikke sagt fordømmende eller negativt - men mere omsorgsfuldt udfra den økonomiske og tidsmæsige belastning det nu engang er. Dog knuselsker hun de to gamle vi har og er sikker på, at lille vapsen også kryber under huden på hende når hun lærer hende at kende.

 

Vi får altid ros for, at vores hunde er søde rolige og velopdragne og dermed nemme at omgåes - og det hjælper også en del på folks syn på, det er jeg sikker på!

 

Så crazy doglady, som ingen børn har eller får - træner 3-4 gange i ugen + konkurrencer, har hunde i alle rum + alle møbler i hytten og ikke ejer et stykke tøj uden huller i efterhånden - det er mig Men heldigvis med stor forståelse og respekt fra omverdenen