Når beslutningen er taget, men....

[PBC]

Jo jo men lad nu lige ungerne blive kønsmodne før de konfronteres med en aflivning af et kært familiemedlem. Start med hønsene og andre husdyr. Hunde kan godt vente lidt. Som med hvalpetræning. Vi når det nok.

[Aussiepower!]

Jeg ville heller ikke tage ham med ind, det kan gå galt, som beskrevet og det er ikke rart at se på! Har selv oplevet det med en kat

 

Jeg var heller aldrig med til aflivningerne af nogle af de hunde både min mor og min far har haft igennem min barndom, men jeg har dog alligevel selv klaret at være med til/være alene (foruden dyrlægen selvfølgelig) til aflivningerne af Flica og Cody som voksen, så det synes jeg nu ikke at man kan bruge som argument for at slæbe et barn med til aflivningen af et nært familiemedlem..

[jukl]

Børn tænker anderledes og mere håndgribelige end voksne, har jeg lært af personlig erfaring, dels med en pige i familiepleje, hvis mor blev slået ihjel da pigen var 7 år, og dels i mit arbejde med døende, og endelig med de hunde vi her i huset har fået aflivet gennem tiden...

Punkt 1. Så siger man ikke noget om at sove ind, fordi det kan gøre børn meget bange for at lægge sig til at sove i lang tid frem over. Det er en god ting at begrave dyret i haven efter en tid i krukken der hjemme. Brug ordet død at dø osv. ikke sove ind eller sove.

Mine børn har ikke været med inde når sprøjten blev givet, men inde bag efter når dyret var dødt. Vær håndgribelig, og lad barnet mærke på dyret hvor hjertet plejer at slå, at nu slår det ikke mere, og fordi det ikke slår mere, så er dyret dødt.

Snak bagefter om dyret, og sæt ord på det at savne, tilføj at det kan hjælpe at tegne eller snakke om det skete.

Og hvis spørgsmålet kommer om hvor man bliver af når man er død, så svar med det I selv tror på.

[Sille12]

Hejsa,

Det er altid svært mht børn og aflivning af hund. Min erfaring med børn (i. Andre situationer) er at de tit mange gange tænker og forestiller sig alt muligt........derfor synes jeg det er bedst at være ærlig og forklare omstændighederne på en god måde.

ja din søn vil blive ked af det,men han bliver glad igen. Sorg er en proces og nødvendigt.

jeg frygter selv den dag jeg skal fortælle mine unger at vores store hund må aflives, det bliver ikke sjovt, men jeg vil være ærlig og svare på alle de spg. de de måtte

 

V.h. Sille

[guanomo]

Vi siger mange tak for alle jeres svar, tanker og erfaringer.

 

Vi vil snakke om det sammen mig og Hjalte's mor.

 

Der er rigtige mange gode input og det var også det jeg regne med at få herinde :hjerte: vi kan bruge mange af jeres ting og opveje dem op imod hvad vi kender til ham.

[Carina]

Kram Føler med dig!

[BlackGSD]

Rigtig sørgeligt

 

Hvad med at få lavet sådan et askesmykke af noget af asken, som Hjalte så kan bære på sig (armbånd eller halskæde), på den måde har han stadig Cujo hos sig, og det vil måske hjælpe ham at hav sådan en slags "amulet"??

[BlackGSD]

Her er et link

 

http://www.mindeperlen.dk/Default.aspx?ID=32

[Trei]

Jeg har desværre ikke nogle gode råd, men du har jo fået en masse. Jeg vil egentlig bare sige at jeg tænker på jer.

[Ninjamor]

Nogle objektive tanker:

 

Ca. 20% af den danske befolkning er særligt sensitive og hverken liv eller død kan eller bør (efter min mening) lyves anderledes end det er. Naturligvis med den krølle på at små børn skal have tingene forklaret i et sprog, så de forstår det.

Jeg er selv særligt sensitiv, mine børn også, men det betyder ikke at vi tager tingene hårdere som sådan, "bare" at vi tager mange flere indtryk ind så vi hurtigere bliver overbelastede, end de fleste.

 

Nogle af mine hunde har haft nogle trækninger ifm. de sidste vejrtrækninger, senest Pelle, som jeg måtte sige farvel til i torsdags. Hans "kramper" var meget, meget små, nærmest nogle små snøft 3 - 4 af slagsen og jeg var forberedt på det, mens Stjerne i sin tid rejste sig op at sidde og så faldt ned med et brag.

Min Chilly (kat) var 3 kvarter om at slippe og måtte have flere sprøjter. Man ved det ikke på forhånd og sådan noget bør børn forskånes for.

 

Objektivt set, mener jeg, at det er bedst stille og roligt at forklare Hjalte at nu får Cujo hjælp til at komme "op i himlen", "på Regnbuebroen" eller hvad I har valgt at kalde det at dø, for Hjalte har sikkert i andre sammenhænge spurgt, hvad der sker, når man dør.

 

Det er en hård en du står med, du er i klemme mellem dine følelser for Cujo og Hjalte og det er svært, men min oprigtige mening er at tage det så naturligt som muligt uden at tage overhensyn, det er ofte sådanne overdrevne hensyn som får tingene til at gå galt.

 

:ae:til jer

[Therese]

Børn tænker anderledes og mere håndgribelige end voksne, har jeg lært af personlig erfaring, dels med en pige i familiepleje, hvis mor blev slået ihjel da pigen var 7 år, og dels i mit arbejde med døende, og endelig med de hunde vi her i huset har fået aflivet gennem tiden...

Punkt 1. Så siger man ikke noget om at sove ind, fordi det kan gøre børn meget bange for at lægge sig til at sove i lang tid frem over. Det er en god ting at begrave dyret i haven efter en tid i krukken der hjemme. Brug ordet død at dø osv. ikke sove ind eller sove.

Mine børn har ikke været med inde når sprøjten blev givet, men inde bag efter når dyret var dødt. Vær håndgribelig, og lad barnet mærke på dyret hvor hjertet plejer at slå, at nu slår det ikke mere, og fordi det ikke slår mere, så er dyret dødt.

Snak bagefter om dyret, og sæt ord på det at savne, tilføj at det kan hjælpe at tegne eller snakke om det skete.

Og hvis spørgsmålet kommer om hvor man bliver af når man er død, så svar med det I selv tror på.

 

Nogle objektive tanker:

 

Ca. 20% af den danske befolkning er særligt sensitive og hverken liv eller død kan eller bør (efter min mening) lyves anderledes end det er. Naturligvis med den krølle på at små børn skal have tingene forklaret i et sprog, så de forstår det.

Jeg er selv særligt sensitiv, mine børn også, men det betyder ikke at vi tager tingene hårdere som sådan, "bare" at vi tager mange flere indtryk ind så vi hurtigere bliver overbelastede, end de fleste.

 

Nogle af mine hunde har haft nogle trækninger ifm. de sidste vejrtrækninger, senest Pelle, som jeg måtte sige farvel til i torsdags. Hans "kramper" var meget, meget små, nærmest nogle små snøft 3 - 4 af slagsen og jeg var forberedt på det, mens Stjerne i sin tid rejste sig op at sidde og så faldt ned med et brag.

Min Chilly (kat) var 3 kvarter om at slippe og måtte have flere sprøjter. Man ved det ikke på forhånd og sådan noget bør børn forskånes for.

 

Objektivt set, mener jeg, at det er bedst stille og roligt at forklare Hjalte at nu får Cujo hjælp til at komme "op i himlen", "på Regnbuebroen" eller hvad I har valgt at kalde det at dø, for Hjalte har sikkert i andre sammenhænge spurgt, hvad der sker, når man dør.

 

Det er en hård en du står med, du er i klemme mellem dine følelser for Cujo og Hjalte og det er svært, men min oprigtige mening er at tage det så naturligt som muligt uden at tage overhensyn, det er ofte sådanne overdrevne hensyn som får tingene til at gå galt.

 

:ae:til jer

What they said. Jeg er også særligt sensitiv (hader det ord, men ja...) og min egen oplevelse er at det er at gøre sensitive børn en bjørnetjeneste at skåne dem for oplevelser som døden, der selvfølgelig vil efterlade barnet med nogle ubehagelige følelser. Det er meget bedre at gøre ligesom man ville gøre med alle andre børn og lære at rumme og sætte ord på de følelser der opstår. Det er i hvert fald min oplevelse. Sorg og savn er jo naturlige dele af livet og man vil støde på det før eller siden, så man skal jo lære at forholde sig til dem.

Så jeg synes det er rigtig gode råd du har fået her :5up:

[Ninjamor]

What they said. Jeg er også særligt sensitiv (hader det ord, men ja...) :5up:

Normalt kalder jeg det for højsensitiv, det lyder mindre "særligt"...

[Therese]

Normalt kalder jeg det for højsensitiv, det lyder mindre "særligt"...

Ja, det har du ret i

[Louisen]

Jeg synes at især Ninjamors indlæg er godt, men jeg vil blot indskyde, at man ikke bliver diagnosticeret som særlig sensitiv. Det er noget, der konstateres, men det er ikke en diagnose.

 

Derfor tror jeg, at start-indlægget skal læses som, at Hjalte UDOVER at være meget sensitiv, også venter på en anden diagnose, som kan være mere indgribende end hvis han kunne "nøjes" med at være højsensitiv.

Derfor tænker jeg, at alle input er gode, men at det i sidste ende er forældrene som ved, hvor kompliceret eller hvor "over"hensynsfuldt dette her skal gøres, da Hjalte kan have særlige behov for, netop at blive "over"forskånet i forhold til andre børn.

[guanomo]

Hej igen alle sammen.

 

Så det på fredag Cujo rejser videre.

 

Men vi har haft snakket meget med hjalte.

Han blev forberedt af sin mor inden weekenden på at weekenden (fredag til i dag) var hans sidste med cujo så han skulle nyde den med ham og få sagt på gensyn.

Han første reaktion var selvf sorg og vrede.

Men jeg har haft mange små snakke med ham i løbet af weekenden, han har spurgt meget til hvad dyrlægen gør osv.

Han er en dreng der har brug for "meget info" altså, så hans tanker ikke driver ham ud på et skrå plan og jo mere han spørger og får relle svar jo bedre reagere han og mere fattet og bevist er han om hvad der skal ske og hvorfor.

 

Hvad der sker hos dyrlægen er han også meget nysgerrig efter at vide, så har forklaret det med de 2 sprøjter.

 

Jeg laver et fint gravsted i haven han altid kan besøge og det er han glad for.

 

Dog begyndte han i går aftes at snakke om han vil med og se cujo "få sprøjten".

 

Tror han siger det pga. han gerne vil se cujo ikke lider når det sker og han nok ikke kan lide "uvisheden" ved ikke at være til stede.

 

Først sagde vi nej fordi vi mente han skulle huske cujo's og deres sidste øjeblik som noget positivt.

 

Men han reagerede så meget vredt og ked af det.

 

Så nu er vi lidt i vilrede om han burde have lov, da det åbenbart ville betyde meget for ham.

 

Altså få vished om at nu er cujo i hundehimlen.?

 

Vi kan dog mærke jo mere ærlige og åbne vi er om det jo mere "fattet" er han, selvf. er han også ked af det.

Men han får ikke mærkelig tvangs tanker om hvordan tingene skal foregår når vi svarer på alle spørgsmål eller er åben om det.

Vi må læse tråden igen hvis der ikke er flere input lige til det emne med han skal med ind.

Min store datter på 15 vil med ind og kommer hun også, Hjalte ved det dog ikke.

[Ascha]

Jeg skal ikke kloge mig på børn i sådan en situation, men vil bare lige give jer en krammer. :ae:

[Ulla H]

Man bør vel også lige tænke over, at man den dag man skal afsted allerede er i en anspændt, trist tilstand selv. At man skal mande sig op og vise hunden, at dette ikke er et usædvanlig dyrlægebesøg, men et almindeligt besøg. Så der skal overskud til , hvis et barn også skal tilgodeses.

[Gæst DorteDK]

Jeg vil bare sige - jeg sender masser af tanker til Jer

[P*Alma]

Også masser af tanker fra mig.

 

Jeg synes ikke, at I skal tage Hjalte med ind. Jeg har selv stået i en situation, hvor den første

sprøjte ikke helt virkede efter hensigten, og der måtte gives flere..... Bestemt ikke rart at

overvære.

Kan I ikke sige, at der kun må komme 2 med ind (du og din store datter evt.) og så lade ham tage

afsked, når Cujo er død. Jeg kan jo se, at Cujo skal hjem og ligge i haven.

[linda-hvid]

Puh, det er en grum omgang i skal igennem :ae::ae:

 

Skal i to voksne afsted? For jeg ville nok være en smule forsigtig med at tage alene afsted med 2 børn, hvoraf du ikke kan være sikker på hvordan nogen af dem reagerer. Og hvis de begge to har brug for 100 % opmærksomhed når det sker, så komme lidt til kort.

 

Men jeg synes faktisk det er en fin ide at lade ham komme med hvis han gerne vil og du kan mærke at han kunne have brug for det. jeg har alsrig været med til at aflive en hund, men er det ikke meget stille og roligt...

 

Min søster så sin bedstemor ligge i kisten til hendes begravelse, der var hun 6 år. det var en kæmpe voldsom oplevelse og hun reagerede meget voldsomt bagefter med gråd og mareridt. Men hun blev til gengæld meget afklaret bagefter, at nu var bedste død og det var ligesom når man sover men man kúnne aldrig vågne mere.

 

I den sidste ende er det jo dig der kender børnene bedst og ved om han kan "klare" det. Men umiddelbart lyder det som om han bedre kan rumme at være med end ikke at vide hvad der foregår.

[tjikson]

Jeg har været med til alle aflivninger i familien og det er jeg egentlig meget glad for.. Tror det har givet mig en mere naturlig tilgang til livet?

[Shii]

Jeg ville lave en mellemvej... Tage ham med, og lade ham vente (sammen med en af jer voksne) og når Cujo har fået sprøjten og begynder at falde til ro og er faldet i søvn, så kan Hjalte komme stille ind og sige farvel, og se at Cujo nu er i himlen.

 

Jeg ville også mene at han sagtens kunne være der imens, men det kommer virkelig meget an på det enkelte barn. Men måske hvis du forbereder Hjalte på det rigtig godt? F.eks. at Cujo vil måske blive lidt urolig, når han forsøger at falde til ro, og at Hjalte så skal hjælpe ved at sætte sig på gulvet og være der for Cujo, og snakke sødt og roligt til ham?

 

Jeg tror også at NOGLE børn kan have gavn af at opleve sådan en episode, specielt hvis det er en der går som den skal.

[Alfen]

Hvorfor kommer dyrlægen ikke hjem til jer?? Det giver en hel anderledes ro, knus og tanker herfra.

[guanomo]

Hvorfor kommer dyrlægen ikke hjem til jer?? Det giver en hel anderledes ro, knus og tanker herfra.

 

Fordi han er mere rolig ved at komme til dyrlægen (trækker faktisk af glæde for at komme ind) end nye mennesker i vores hjem.

[brittagarly]

Hvis Hjalte ligner min niece, så er det jo en naturlig nysgerrighed, og hvis du og din datter ellers ikke har tænkt jer at bryde vrælende sammen men kan overskue at være stille og rolige på en naturlig måde, så kan jeg ikke se at det skulle blive et problem, for Cujo ligner jo bare en der sover der er jo ikke noget grimt eller voldsomt at se, hvis det ellers går som det skal.

Men jeg vil give Ulla ret i at hvis dig og/eller din datter vil reagere følelsesmæssigt voldsomt eller ”uhensigtsmæssigt” så lad være, for det tror jeg at Hjalte vil reagere på.