Kan en adfærdsbehandler hjælpe?

[Biene]

Jeg har fulgt med i div . tråde, og jeg kan se mange mener, en adfærdsbehandler kan løse mange problemer.

 

Jeg har en colliehanhund på 5½ år, som nemt stresser. Han vil gerne være "stor hanhund" med højtløftet hale og hoved. Men han magter det ikke altid, så bliver han stresset. Han hakker den, der står nærmest. Han snuser eller kigger den anden vej, når jeg beder ham om at udføre en øvelse. Han kan alle øvelser, men på træningspladsen eller til konkurrence, laver han de handlinger.

 

Jeg har opgivet ham som konkurrencehund, han er forfremmet til hyggehund. Det er han tilsyneladende tilfreds med.

 

Nu er mit spørgsmål, kunne en adfærdsbehandler have hjulpet, så han blev en konkurrencehund?

Jeg tror det ikke selv, men jeg er da kommet i tvivl efter at have læst herinde om adfærdsbehandlere.

 

Jeg er af den mening, at hunde er forskellige, og ikke alle ejner sig til konkurrencer. Jeg har haft hunde i 40 år, og jeg har haft flere dygtige hunde.

Men måske tager jeg fejl, alle hunde kan blive konkurrencehunde. Hvad siger I?

[Therese]

Jeg tror, som dig selv, at alle hunde er forskellige - nogle hunde elsker at være på, andre hader det. Og hvis man har en hund, der ikke bryder sig om det, rent temperamentsmæssigt, kan en adfærdsbehandler nok ikke gøre så meget.

 

H*n kan muligvis få vænnet hundens opfattelse af en konkurrenceplads til noget positivt, men spørgsmålet er om man ikke bare skulle lade hunden slippe.

 

Hvis problemet foregik i dagligdagen, ville jeg nok være mere tilbøjelig til at sige "ja."

[Biene]

Egentlig synes han, det er sjovt at være på træningspladsen. Han vil gerne gå rundt og snuse og lette ben og kigge på damer. Men lave noget, nej. De øvelser, hvor han er tæt på mig, går fint også til konkurrencer. Men skal han ud og lave noget selvstændigt, nix så kigger han på fugle eller snuser og letter ben.

Jeg er sikker på, at det er på gr. af stress, og det er her, jeg er kommet til at tænke på en adfærdsbehandler.

 

Men jeg må nok acceptere, at han ikke magter det.

[Gæst Ninjamor]

Hvis hanhunden gerne vil men ikke kan være "den store" altid, kunne en adfærdsbehandler have hjulpet med en vurdering og med et program som kunne hjælpe din hund til ikke at stresse.

I den ideelle verden, for vi kan ikke alt.

 

F.eks. hvis problemet med hunden var skabt af konflikter med en anden hund i hjemmet eller der var noget andet som pressede din hund i situationen, som ikke kunne fjernes.

 

En adfærdsbehandler havde kunnet lægge et træningsprogram rettet mod at din hund kunne blive neutral overfor de andre hunde på trænings/konkurrencepladsen, hvis det var dem der triggede ham.

 

Hvis derimod det var nogle signaler på nervøsitet fra din side eller ukendte faktorer er det mere vanskeligt at hjælpe.

 

Du ville imidlertid have kunnet få nogle stresskontroløvelser at arbejde med.

 

Om han havde kunnet blive en tryg konkurrencehund kan kun give et teoretisk: Muligvis

[Gæst Tanten]

Egentlig synes han, det er sjovt at være på træningspladsen. Han vil gerne gå rundt og snuse og lette ben og kigge på damer. Men lave noget, nej. De øvelser, hvor han er tæt på mig, går fint også til konkurrencer. Men skal han ud og lave noget selvstændigt, nix så kigger han på fugle eller snuser og letter ben.

Jeg er sikker på, at det er på gr. af stress, og det er her, jeg er kommet til at tænke på en adfærdsbehandler.

 

Men jeg må nok acceptere, at han ikke magter det.

 

Er det ikke det der i daglig tale kaldes overspringhandling!! Måske han bare ikke kan øvelserne væk fra dig godt nok, fordi han bliver utryg!!??

[Biene]

Han har ingen konflikter med vores anden hanhund, fordi han bestemmer suverænt.

 

Det sjove er så, at den anden hanhund arbejder meget bedre, efter den første ikke mere er med på træningspladsen. Om det har noget med det at gøre, eller han bare er blevet dygtigere, får vi nok aldrig opklaret.

 

Han har tilsyneladende ikke problemer med de andre hanhunde på pladsen, han ser dem ikke. Men det gør han måske alligevel, og han vil ikke "tabe ansigt" over for dem. Det er jo svært at vide, hvad en hund tænker.

[DKWiechert]

Jeg har fulgt med i div . tråde, og jeg kan se mange mener, en adfærdsbehandler kan løse mange problemer.

 

Jeg har en colliehanhund på 5½ år, som nemt stresser. Han vil gerne være "stor hanhund" med højtløftet hale og hoved. Men han magter det ikke altid, så bliver han stresset. Han hakker den, der står nærmest. Han snuser eller kigger den anden vej, når jeg beder ham om at udføre en øvelse. Han kan alle øvelser, men på træningspladsen eller til konkurrence, laver han de handlinger.

 

Det er almindeligt kendt at collier (og jeg går ud fra du snakker de store langhårede "lassie'er" i rød, tricolour eller brindle tror jeg den sidste hedder)

har let ved at "knække" og gå over til at lave alt andet end man egentlig vil have.

Stress og alt hvad der nu hører med dér, er ret almindeligt i den forstand at folk der har sprunget et eller flere led over i træningen, vil få det at se. Ofte endda ret hurtigt ved Collier.

Er man uheldig viser det sig ikke tydeligt, men vil så til gengæld vise sig enormt tydeligt når hunden bliver ældre.

Og så må man ikke glemme at Collier, og efter mine observationer særligt hanhundene ved collier, er særdeles "egne" hunde efterhånden som alderen sniger sig på.

 

Som skrevet ovenfor, tror jeg, uden at kende baggrunden, at du har sprunget et par led over, eller er gået for hurtigt frem i træningen.

Skulle det holde stik, så er der kun én vej: tilbage til start, og gerne med et helt andet (og nyt) program, med andre mål og arbejdsområder, og læg denne gang en plan for hvad du vil, og hvordan. (Mål og delmål)

Og lad endelig være med at gå hurtigere frem end at hunden kan følge med.

 

Bare mit bud.

[Biene]

Det er almindeligt kendt at collier (og jeg går ud fra du snakker de store langhårede "lassie'er" i rød, tricolour eller brindle tror jeg den sidste hedder)

 

Den sidste hedder blue merle.

 

har let ved at "knække" og gå over til at lave alt andet end man egentlig vil have.

Stress og alt hvad der nu hører med dér, er ret almindeligt i den forstand at folk der har sprunget et eller flere led over i træningen, vil få det at se. Ofte endda ret hurtigt ved Collier.

Er man uheldig viser det sig ikke tydeligt, men vil så til gengæld vise sig enormt tydeligt når hunden bliver ældre.

Og så må man ikke glemme at Collier, og efter mine observationer særligt hanhundene ved collier, er særdeles "egne" hunde efterhånden som alderen sniger sig på.

 

Som skrevet ovenfor, tror jeg, uden at kende baggrunden, at du har sprunget et par led over, eller er gået for hurtigt frem i træningen.

Skulle det holde stik, så er der kun én vej: tilbage til start, og gerne med et helt andet (og nyt) program, med andre mål og arbejdsområder, og læg denne gang en plan for hvad du vil, og hvordan. (Mål og delmål)

Og lad endelig være med at gå hurtigere frem end at hunden kan følge med.

 

Bare mit bud.

 

Jeg tror ikke, jeg er gået for hurtigt frem. Han er trænet meget langsomt. Men jeg har muligvis trænet ham forkert. Jeg startede ellers i Collieklubben.

 

Jeg har haft og trænet flere hunde men ikke collie før. Han er 5½ år nu, og jeg begyndte at træne på træningsplads, da han var knapt et år. Han har hele vejen igennem været meget længe om at lære de simpleste øvelser. Det tog et år, før han var fast i dæk. Apporteringen tog det et halvt år at lære ham.

 

Han er meget nem og lydig i hverdagen, men han har sin egen mening om tingene.

 

Han er nu forfremmet til hyggehund, og jeg er startet så småt med en lille schæferhund.

[DKWiechert]

Jeg tror ikke, jeg er gået for hurtigt frem. Han er trænet meget langsomt. Men jeg har muligvis trænet ham forkert. Jeg startede ellers i Collieklubben.

Blue merle. Der var den. Tak :blink:

 

AT gå for hurtigt frem er ikke ensbetydende med at man render programmet igennem på nul komma fem.

Min erfaring med Collier er at de er særdeles læredygtige og villige, og de kan sagtens håndtere hurtige fremskridt. Men de har behov for konstant at få succesoplevelser under indlæring, og det kan være nødvendigt at tage et par skridt bagud engang imellem, for lige at repetere det hele.

 

De har brug for udfordringer, men "tåler" ikke udfordringer de ikke kan håndtere, ligeså godt som mange andre racer.

 

Ligeledes tåler de ikke en "grov" omgangsform. Det ER bløde hunde. Og det må man indse inden man går igang.

 

Han er meget nem og lydig i hverdagen, men han har sin egen mening om tingene.

Dét er til gengæld helt normalt.

 

Det var vidst hvad jeg havde at byde ind med :blink:

[luckyluna]

Jeg har fulgt med i div . tråde, og jeg kan se mange mener, en adfærdsbehandler kan løse mange problemer.

 

Jeg har en colliehanhund på 5½ år, som nemt stresser. Han vil gerne være "stor hanhund" med højtløftet hale og hoved. Men han magter det ikke altid, så bliver han stresset. Han hakker den, der står nærmest. Han snuser eller kigger den anden vej, når jeg beder ham om at udføre en øvelse. Han kan alle øvelser, men på træningspladsen eller til konkurrence, laver han de handlinger.

 

Jeg har opgivet ham som konkurrencehund, han er forfremmet til hyggehund. Det er han tilsyneladende tilfreds med.

 

Nu er mit spørgsmål, kunne en adfærdsbehandler have hjulpet, så han blev en konkurrencehund?

Jeg tror det ikke selv, men jeg er da kommet i tvivl efter at have læst herinde om adfærdsbehandlere.

 

Jeg er af den mening, at hunde er forskellige, og ikke alle ejner sig til konkurrencer. Jeg har haft hunde i 40 år, og jeg har haft flere dygtige hunde.

Men måske tager jeg fejl, alle hunde kan blive konkurrencehunde. Hvad siger I?

 

Det afhænger måske af konkurrencen...

 

Jeg kan svare med en personlig historie. Sheila var som yngre meget stresset og pga dårlige erfaringer med træningspladser, meget utryg på en sådan. Hun havde ikke lyst til at være der, så snart der blev forlangt noget af hende.

jeg havde opgivet alle tanker om at hun nogensinde skulle blive i istand til at være med i en konkurrence, endsige nyde det.

 

Jeg vidste dog at skulle jeg lære hende at der var ok på en træningplads, så krævede det at jeg kunne komme på en træningsplads hvor der ikke var nogen der så meget som tænkte at hun da burde skydes, så meget som hun kunne stresse op lige pludseligt og det havde jeg indtil hun var6 år, ikke kunnet finde. Men så begyndte vi til rally hos positiv træning med hjertet i halsen. Og der gik heller ikke mere end 15min, så var hun helt oppe at køre, men gradvist aftog hendes stress og utryghed og sørme om ikke hun efter 3 mdr var til sin første rally prøve og bestod med glans.:5up:

 

Men hunde er forskellige og jeg skal ikke kunne sige om det samme gælder for din hund. For sheila handler det om at hun skal være sten sikker på at hun gør det rigtigt hele tiden. Derfor er rally også genialt, da jeg må rose undervejs og hun skal ikke være løs ogpå afstand af mig. Nu er hun mere sikker og kunne sikkert udføre almindelige lp programmer hvis det ikke var for fælles dæk. Hun skal bare ikke udsættes for en hund, der skal over at hilse på hende mens hun ligger ned..

[Biene]

 

AT gå for hurtigt frem er ikke ensbetydende med at man render programmet igennem på nul komma fem.

Min erfaring med Collier er at de er særdeles læredygtige og villige, og de kan sagtens håndtere hurtige fremskridt. Men de har behov for konstant at få succesoplevelser under indlæring, og det kan være nødvendigt at tage et par skridt bagud engang imellem, for lige at repetere det hele.

 

Jeg har virkelig trænet ham langsomt og omhyggeligt. Men jeg har muligvis taget fejl af ham. Det kan jeg se nu. Jeg har troet, han var stædig. Det har nok dækket over hans usikkerhed, for den prøver han at skjule.

 

De har brug for udfordringer, men "tåler" ikke udfordringer de ikke kan håndtere, ligeså godt som mange andre racer.

 

Det har du uden tvivl ret i.

 

Ligeledes tåler de ikke en "grov" omgangsform. Det ER bløde hunde. Og det må man indse inden man går igang.

 

Jeg er på ingen måde grov, men jeg er bestemt:blink:, og jeg træner ved brug af positiv forstærkning.

 

 

Det var vidst hvad jeg havde at byde ind med :blink:

 

Tak for dit indput:-D