Er det moralsk forsvarligt med en "overgangshund"?

[Louisen]

Efter at have mistet min bedste ven, har jeg per nuværende ingen lyst til ny hund lige foreløbig. Så det giver sig selv.

 

Men når andre har spurgt mig om det, kan jeg mærke, at jeg er meget i tvivl omkring det, når det engang skal være. Jeg er meget glad for den race (shiba) og det er jo nogle ret specielle hunde, ikke fordi de er bedre end så mange andre, men fordi de har et særegent sind og temperament, som jeg godt kan lide.

Det er meget "min" race, men nu er det svært for mig, for jeg tænker jo hele tiden på min dreng når jeg ser sådan en starut komme vimsende.

 

En af mine venner, som intet ved om hunde og som aldrig har haft kæledyr, spurgte om jeg ikke "bare" kunne få en overgangshund. En måske ældre hund fra internat eller omplacering, som trængte til et godt hjem. Så kunne jeg have denne hund i nogle år, indtil den døde af alderdom eller alders-relaterede sygdomme/slid, og lige ryste oplevelsen med min hunde-ven af mig, inden jeg evt. fik en hvalp af den race igen.

 

Begrebet "overgangshund" skal ikke forstås sådan, at jeg har en hund som jeg skaffer mig af med (aflivning/omplacering), når jeg er klar til en racehund igen.

Men en hund, jeg måske mindre vælger med hjertet og mere vælger, fordi jeg har brug for at have hund i mit liv og har brug for en hund til at hjælpe mig videre.

 

 

Idéen er ikke dårlig, men jeg er nervøs for, at jeg ikke kan elske hunden "rigtigt", sådan helt inde i hjertet, men "bare" som jeg elsker alle hunde (og det gør jeg). Vil hunden kunne mærke, at det ikke er 100% dybtfølt, selvom jeg klart vil holde meget af den og blive tilknyttet? Vil den blive ked af det?

Den vil under alle omstændigheder blive røvforkælet og indlemmet i familien som enhver anden hund eller kat er blevet det, og altid vil blive det. Så der vil ikke blive gjort forskel, men følelsen inden i mig vil måske være anderledes... og er det synd eller amoralsk?

 

 

Jeg kan ikke rigtig finde ud af det, og det er nok også fordi jeg slet slet ikke er klar lige nu til en hund. Og måske ender jeg alligevel med, ikke at kunne lade være med at elske sådan en hund (eller jeg ender med at blive klar til en hvalp igen, who knows).

 

Men hvad nu hvis - er jeg så et ondt menneske og risikerer jeg at hunden bliver trist, eller er hunden glad bare den forkæles, får sine ture og masser af klap, nus og opmærksomhed.

[Umulia]

Held og lykke med at finde en hund, du ikke kommer til at elske

 

Da min første hund, Bo døde, var jeg absolut sikker på at jeg aldrig kom til at få samme forhold til en hund igen. Det er måske også rigtigt, men det betyder ikke at jeg ikke har elsket mine andre hunde af hele mit hjerte.

Det er ikke kun følelsernes biologi, men også de omstændigheder, man er i, medens man har hunden, og de oplevelser, man har sammen med hunden, der bidrager til hvordan forholdet er. Jeg tror at for de fleste hundeejere betyder den første hund noget helt særligt, fordi man har lært sammen og udviklet sig sammen. Men det betyder ikke at kærligheden ikke er lige så stærk næste gang. Den er bare "anderledes"

[PinPoynter]

det farligste ved at få en gammel hund er, at du skal igennem sorgen igen hurtigere end du statistisk set skal med en yngre. Hvis du kan klare det, synes jeg det er en god ide. Og du adopterer jo ikke en hund du ikke kan lide, så kærligheden skal nok komme. Lad være med at tage den første den bedste hund, vent til der er en du falder for.

Det bliver aldrig det samme som Taiki, og den tredie hund bliver aldrig den samme som nr 2. Jeg har selv mistet tre hunde, og ingen af mine tre nuværende er erstatninger, og ingen af de 6 hunde kan på nogen måde sammenlignes. Alle hunde er jo deres helt forskellige lille person, sådan er det bare. Held og lykke med det.

[Shii]

Jeg synes sagtens man kan få en overgangshund. Men jeg tror ikke nødvendigvis at det vil gøre det nemmere, fordi du netop knytter dig til denne hund, og hvis den er gammel, blot skal igennem tabet over denne snart igen.

 

Jeg synes du skal vælge din næste hund, når du er kalr til det, og hvis det er at få en gammel internat hund så synes jeg det er det du skal have

[Gæst DorteDK]

Jeg vil også ønske held og lykke, jeg kan ikke rigtig svare dig på om du skal vælge en ældre hund eller en hvalp, det kan kun du

 

Min første hund er jo Walther som går mod de ti år han er mit et og alt, og det bliver sorgens dag den dag han skal bort.

Ingen ville kunne erstatte Walther for Walther er bare Walther.

 

Jeg troede aldrig nogen sinde at jeg skulle kunne elske en anden hund højere end ham, så fik vi Zeus som nu er tre år, vi fik ham som hvalp. Og ja (Walther luk øjnene du skal ikke læse med nu ) Zeus og jeg har bare et eller andet sammen som Walther og jeg ikke har. Hold da op jeg er forelsket i min lille Zeus det troede jeg slet ikke jeg kunne men tja det kunne jeg så.

Walther og jeg kender hinanden alt for godt vi ved snart hvad hinanden tænker, Zeus er bare den lille skøre bandit jeg kan træne med og han vil gøre alt hvad jeg prøver at få ham til.

 

Men jeg elsker dem begge meget højt.

 

Taiki vil du aldrig glemme men jeg er sikker på at du vil kunne forelske dig i en anden hund, og det er simpelthen fordi du gør jo alt for din hund det har vi læst mange gange her ifm Taiki

[luckyluna]

Det synes jeg sagtens du kunne gøre. Du kunne også melde dig som pleje familie til dyrenes beskyttelse og derved tage en hund eller andet dyr ind i en periode.

[Buddha]

Det er rigtig fint hvad de andre skriver om ens forskellige hunde, man elsker dem virkelig på hver sin måde. Jeg forstår så godt dine tanker om samme race, jeg var selv i tvivl da vi skulle se Motor kort efter at have sagt farvel til Buddha. Men selvom det er samme race er de slet, slet ikke ens og det kunne jeg se efter 5 min. Så jeg følte egentlig ikke at Buddhas plads blev erstattet, mere at jeg fik en anden at smile over.

 

Og hvis du vælger en overgangshund, er det jo fantastisk, men jeg tror også du hurtigt vil knytte bånd med den, men nogle andre end med Taiki og sådan skal det jo også være

[Lenschow]

JA - der er SÅ mange hunde omkring 6-7 år å DBA har jeg bemærket. Jeg ville ikke tøve. Vær obs på at en ældre hund kan kræve dyrlæge osv oftere end en yngre. Men der kan da sagtens være mange gode år i sådan en hund også. Og bare rolig - du kommer til at elske den

[Petrine]

Har altid syntes det var 'forkert' at gå direkte ud og få en hvalp, når den gamle døde. Sådan lidt, at den gamle fortjener at blive sørget over.

da Zamzam døde gik der en uge, så hentede vi Petite og Anton, og det er det bedste nogensinde. Hvis nogensinde nogen dør igen, så skal der ny hvalp på bordet med lynets hast...tror jeg...måske

 

men ellers kan jeg sagtens følge din tanke, gør som du føler for, der er sjældent den store efterspørgsel på de gamle omplaceringer, men kender en der fik en gravhund, vistnok 10-11 år, og det er den helt store lykke for begge parter.

[Birgitta]

Jeg er i god tid. For jeg VED jo, at jeg skal af med Silke en dag.. Allergihund med gigt og 13 år gammel... Jeg kan ikke forvente en uendelig række år mere sammen med hende... Det bliver det allerhårdeste... Både at miste lige hende. Og at mangle en hund..

Jeg har forsøgt at finde en anden race... Men jeg har for mange "krav" der alligevet snerper hen imod en golden af jagtlinier igen... Ingen andre racer kan erstatte min Silke... Så må der altså nok en pause til... Hvis jeg kan holde det ud..

Jeg ved, at når jeg ingen hund har mere, så bliver jeg tit kontaktet af nogen der har brug for hjælp til pasning eller overtagelse af deres hund... Jeg hjælper gerne med pasning, men leder videre efter min egen nye hundehvalp...

 

Har du overvejet at tage en "passetid"? Der er jo altid nogen, der har brug for omsorgsfuld pasning i en ferie eller under sygdom.. I længere eller kortere tid..

Fordelen er, at den dag du finder/falder over din nye hjerteven, så kan du bare stoppe pasningen og komme videre med dit eget hundeliv..

 

Det er jo slet ikke til at holde ud, tanken om ikke at få sådan en hund igen... Og man kan jo aldrig vide, måske bliver noget af vores kære firbenede sjælevenner faktisk genfødt for at komme tilbage til os, så må vi være klar.. Sjælen er en underlig størrelse... Den kan genfindes i bidder i nye venner..

[Inkognito]

Jeg har sagt farvel til to hunde og en hest gennem mit "voksenliv".

 

Min hest blev ikke erstattet af en anden, så han er lidt udenfor nummer og datoen for hans farvel var sat et halvt år ude i fremtiden, så jeg havde god tid til at fordøje tanken.

 

Da Jessie flyttede ind hos os i 2008, begyndte Mollie og Rosie at slås for alvor og selvom de altid sluttede fred igen, så skulle beslutningen om at fjerne den ene have været taget lang tid før - det blev den ikke og en dag overfaldt Rosie Mollie, da vi var på arbejde. Min mormor fik dem skilt ad efter at have fjernet Jessie først og hvordan hun fik dem fra hinanden forstår jeg stadig ikke.

 

Efter den episode forsøgte vi med alle de metoder, der tidligere havde fået dem til at slutte fred, men intet virkede og deres forhold var ødelagt. Vi/jeg skulle derfor tage en beslutning... Mollie var vores første hund og derfor den ældste, men hun havde et skrøbeligt sind og Rosie var på det tidspunkt (november 2009) 4 år gammel, men plaget af allergi. Hun tog kampene med Mollie, når hendes allergi var i udbrud, men det så vi først efter hun var blevet aflivet.

 

Rosie blev aflivet i november 2009; jeg var slet ikke klar til at sige farvel til hende og hele vores livssituation på det tidspunkt var kaos. Vi fik ikke nogen ny hund efter hende; vi havde hverken lysten eller muligheden og vi havde jo stadig to.

 

I marts 2011 endte Mollies liv. Hun fløj i hovedet på Jessie en sen aften, da hun blev forskrækket/vækket af en dyb søvn af Jessie, der ville op i sengen. Mollie var blevet meget gammel efter Rosie var blevet aflivet, selvom hun reelt set kun var 7 og jeg kunne ikke forsvare, at de skulle tvinges til at være sammen efter den episode, da de var meget bange for hinanden.

Jeg havde en hel nat sammen med Mollie, hvor jeg bare snakkede med hende og da hun blev aflivet, var vi begge klar - det lyder meget alternativt, men jeg kan ikke beskrive det på en anden måde. Mollie tog dog en stor del af mit hjerte med og jeg ville under ingen omstændigheder have en ny hund.

 

Jessie valgte dog for os, da hun ikke kunne være alene og blev dybt deprimeret og jeg tror skæbnen spillede ind også.

 

Emma blev født to måneder efter Mollie blev aflivet og hun blev født hos en opdrætter, der normalt ikke har problemer med at afsætte deres hvalpe.

 

Da kuldet var 6 uger og efter en daværende veninde havde presset på i et stykke tid, ringede jeg til Emmas opdrætter og snakkede med dem - de havde en enkelt tævehvalp tilbage. Vi så Emma første gang, da de var 7 uger og den 18/7-11 flyttede Emma ind.

 

Emma hjalp mig igennem sorgen og hendes ukomplicerede måde at være på og hendes måde bare at vade ind i folks hjerter (ikke kun mit) med træsko på var lige præcis hvad jeg havde behov for - var hun ikke flyttet ind, så tror jeg, at jeg havde siddet fast i sorgen over Mollie. Emma er så meget lig Mollie i hendes væremåde, men uden Mollies udfordringer med sindet, at jeg flere gange har joket med, at Mollie er blevet genfødt i Emma (det er nok bare fordi de tilhører samme race).

 

Jeg troede aldrig jeg skulle få et forhold til anden hund efter hvad jeg har været igennem med Mollie og til dels Rosie, men det har jeg fået - jeg har et specielt forhold til Jessie, da jeg var med til hendes fødsel og Jessie er en en-mandshund - ingen andre end jeg duer i hendes verden og Emma er helt speciel, da hun har helet mig (og resten af familien inkl. Jessie) og rettet op på mit/vores kaotiske liv.

 

Jeg tror heller ikke du skal frygte ikke at komme til at elske en anden hund; du vil nok elske den på en anden måde end Taiki, men elske den tror jeg bestemt du vil. Om valget så end falder på en hvalp eller en voksen.

[Beaglepack]

Min egen erfaring siger at ja - du vil knuselske en ny hund.

 

Da jeg mistede min dalmatiner for 8 år siden - han blev 6 år troede jeg aldrig jeg ville komme over det - det var ganske forfærdeligt i tiden efter og jeg skulle aldrig have hund igen. Min far sagde så dengang at han var sikker på en ny hund ville gøre godt.

Så 2 måneder efter fik vi så Charlie som dengang var 2½ år og han fik hurtig vendt det hele rundt - alene gøremålene og planlægningen forud for at han skulle flytte ind rykkede en hel masse for mig.

 

Og jeg knus elsker ham bare - ligeså meget som de andre to vi fik efterfølgende - og nu bliver han 11 år til efteråret.

[Ascha]

Min hundesjæleven var Ascha og da hun døde valgte jeg at Thailo skulle være alene hund og have min fulde opmærksomhed. Der gik 6 år fra Ascha døde til jeg fik flatter igen og jeg var lidt bekymret for om jeg nu kunne lade være med at sammenligne de to. Det kunne jeg sagtens,.. det har hele vejen igennem været Thailo jeg har sammenlignet med, selvom jeg jo godt kan se nogle træk der er gået igen fra Ascha, fordi det er samme race.

 

Jeg savnede I DEN GRAD Ascha i alle årene jeg havde Thailo. Hendes lugt, hendes brummelyde når man aede hende på maven, den måde hun føltes når jeg lod min hånd glide over hendes hoved (som var markant anderledes end når jeg gjorde det samme ved Thailo). Så fik jeg Shandie og savnet gik meget hurtigt over. Jeg kan ikke rigtigt se Ascha for mig mere. Prøver jeg, ser jeg Shandie og på en eller anden måde har jeg fået Ascha ud af mit system, så jeg nu kun ser tilbage på hendes og mit liv med glæde og en vis taknemmelighed over at have fået lov til at leve med sådan en hund.

 

Godt nok havde jeg en pause på 6 år, men jeg tror ikke jeg var kommet videre før jeg havde fået Shandie, om så der var gået 10 år. Jeg vil bede TS overveje at lade lidt tid gå, og så overveje at hvis du får en shibahvalp indenfor dørene, så ligner den alt andet end voksne Taiki og personligheden skal først til at bygges op. Så når hvalpen er voksen og faldet ud, som den nu falder ud, så tror jeg ikke du ser Taiki når du ser på din nye shiba.

[PiaJ]

Da jeg mistede Zacko sidste år, havde jeg det også sådan at jeg kunne jo ikke få ham igen og ingen ville kunne udfylde det savn osv osv

 

Jeg var også kort indeover at jeg måske slet ikke skulle have samme race, og at jeg jo ikke kunne tillade mig at få en ny hund når nu jeg elskede og savne Zacko så meget, det var jo ondt over for Zacko, ja jeg kunne blive ved og ved ud af den vej.

 

En dag hvor jeg så kørte rundt i alt dette var der en sød person som sagde til mig.

 

Tænk lige på at det jo faktisk er fordi Zacko var sådan en god hund at du igen vil have hund og samme race, det er jo hans ære at du er hvor du er i dag ang. hunde og hans skyld at du vil have samme race igen.

 

Og ja det havde hun jo ret i, hvis ikke det var fordi jeg havde elsket Zacko så højt og han havde været min allerbedste ven, ja så ville jeg jo slet ikke tænke på ny hund.

 

Ved ikke om det giver mening overhovedet

[nr 49]

jeg synes at alle er kommet med gode indlæg her som jeg kun kan være enig i - ingen nævnt ingen glemt

 

vi var hundepassere i en måned for 3 labber, en collie og en blandingshund på skift, før vi fik Loui og det var rigtigt dejligt at have nogle firbenede at nusse - det bestyrkede os også i at vi skulle have hund nu selv om vi lige havde mistet Basso.

[Doberfan]

Det kan aldrig være forkert at give et dejligt hjem til en hund der ellers ville sidde i et bur i et internat eller blive aflivet fordi ejerne ikke gider den mere. Længere er den egentlig ikke i mine øjne.

[Nollike]

Jeg er lidt med på den vogn som Ascha har trillet frem... Jeg mistede min hjertehund, min Tervueren Futte for ca. 8 år siden og har savnet ham som bare pokker lige siden Jeg kiggede på et par oplacerings-belgiere med svigtende held og til sidst kastede jeg håndklædet i ringen og købte Noomi (golden retriever) som jeg stadig har og selvfølgelig er utrolig glad for og elsker - MEN - for der er et men: For to måneder siden fik jeg en ny belgier, en Groenendael-hvalp og det er nok det bedste jeg nogensinde har gjort :hjerte: Zaro er ikke min gamle Futte, men han har de træk jeg så godt kan lide ved (de gode) belgiere og han har lukket det hul i hjertet som Futte havde lavet :hjerte: det formåede Noomi ikke. Jeg savner nu Futte på en anden og mere rolig og behagelig måde, jeg mindes alle de gode ting ved ham og kan se ham i Zaro, men uden at blive ked af det. Zaro er den helt rigtige hund for mig og jeg er fuldstændig forelsket i ham For mig var det ikke det rigtige at købe en anden race men hun er en sød hund og hun er god til at være storesøster for Zaro

Giver ovenstående mening? Jeg håber at du finder den løsning der er den rigtige for dig.

Jeg er ked af at høre at du ikke har Taiki længere :ae:

[PBC]

Jeg ser bestemt ikke noget forkert i at give en hund et godt hjem, hvis du ikke er klar til en hvalp.

 

Jeg ville dog helt sikkert selv finde en ny hvalp af gode linjer, som jeg mener bliver som jeg ønsker mig den. Og jeg har aldrig oplevet at jeg ikke hurtigt bliver dybt betaget af en ny hvalp og knytter mig til den ganske som med de forrige.

 

Jeg har jo sagt farvel til en del hunde, men kun en gang var jeg ikke klar til at få en ny hvalp kort efter og det var da vi måtte af med Lille Judy i 2012. Kun 7 måneder gammel, måtte vi konstatere at den havde kræft som vat udsigtsløst at behandle. Der gik mere end et år efter dette, før jeg kunne se mig selv træne med hvalp igen, men hvor var det dejligt, da jeg kom videre. Nogen gange skal sorgen bare have mere tid end andre gange.

[Ulla H]

Jeg mener ikke man bør tage en hund til sig, før man simpelthen ikke kan lade være.

Nogle vil sætte dybere spor i en , end andre. Jeg har inden for det sidste år mistet 2 hunde. Min elskede Molly og Laura. Molly var slidt op, over 14 år, Laura fik jo spredning af sin ikke opererede mamatumor. Hun blev 12 år.

Jeg har så mistet flere end 10 hunde i mit voksenliv.

Ingen hund kan erstatte den man mister, men en ny hund kan erstatte det liv man havde med sin hund, altså det at komme ud at gå, kæle, træne osv.

Et par af mine genbrugshunde har været mine hjertebørn, med et samvær, som jeg nok ikke havde oplevet, hvis de var købt som hvalpe. Måske deres baggrund og ejerskifte gjorde dem til soulmates.

[Lenschow]

Hvad med en udstationering? Jeg kender flere. Nu kender du jo spidserne, så måske en dejlig Norbottenspids - send mig en mail på [email protected] så skal jeg henvise, hvis det har interesse.

 

jeg ved også, at denne kennel har to tæver de søger udstationering til

http://chodsky-pes.dk/index.html

 

Interessant race også synes jeg

[Louisen]

Hvad med en udstationering? Jeg kender flere. Nu kender du jo spidserne, så måske en dejlig Norbottenspids - send mig en mail på [email protected] så skal jeg henvise, hvis det har interesse.

 

jeg ved også, at denne kennel har to tæver de søger udstationering til

http://chodsky-pes.dk/index.html

 

Interessant race også synes jeg

 

Jeg har tænkt over udstationeringshunde.

 

Jeg ville dog være meget kræsen med dette. For jeg er kompromisløs i min tilgang til hunde: "Altid på hundens vilkår". Og hvad nu hvis opdrætter kræver ét kuld mere, og jeg ser på min hund og tænker, at det ville bare være synd og fortærsket, og kun for menneskenes/pengenes skyld. Og en drægtighed samt fødsel er heller ikke risikofrit.

 

Jeg ville kun kunne tage en udstationeringshund hvis jeg fik veto-ret med henvisning til hundens ve og vel. Og det ved jeg ikke, om nogen opdrættere ville kunne acceptere.

[Louisen]

Hvad med en udstationering? Jeg kender flere. Nu kender du jo spidserne, så måske en dejlig Norbottenspids - send mig en mail på [email protected] så skal jeg henvise, hvis det har interesse.

 

jeg ved også, at denne kennel har to tæver de søger udstationering til

http://chodsky-pes.dk/index.html

 

Interessant race også synes jeg

 

Bohemian shephards... Har jeg aldrig set/hørt om før, men de lyder fantastiske og kunne sagtens være noget for mig.

 

Jeg bor stadig for småt, så jeg kunne ikke tage imod en hund førend jeg er flyttet. Men tak for at smide det sidste link efter mig.

[Lenschow]

Bohemian shephards... Har jeg aldrig set/hørt om før, men de lyder fantastiske og kunne sagtens være noget for mig.

 

Jeg bor stadig for småt, så jeg kunne ikke tage imod en hund førend jeg er flyttet. Men tak for at smide det sidste link efter mig.

 

Kender dem heller ikke men de ser lækre ud - ang det du skriver - ser ud til, at den på 4 år, de har, ikke skal bruges i avl mere, så måske hun kunne være en med vetoret Ellers er det mit indtryk, at kan man snakke godt med opdrætter og kemien er der, så får man meget lange tøjler. Alternativt kunne du overveje en hanhund - der har du stort set veto ret i forhold til, at alt kan foregå hos dig og hunden skal ikke flytte osv for kuld, da han jo "bare skal parre" - og nogle gange gør de aldrig brug af muligheden

 

Der sker jo ikke noget ved at stikke en finger i jorden hos dem og fortælle lidt om dig selv - mange vil gerne have en "ekstra" han gående

 

Med min fx er sagen den, at de bare gerne vil holde ejerskab på de få danske spids der er. Derfor er han ikke solgt men udstationeret. De kan bruge ham til parringer, hvilket giver god mening, da der er så få, og han er champ i to lande, men de siger, at de nok ikke kan fordi der ikke er egnede tæver pt. Og så syntes de han skulle ud og forkæles som enehund i stedet. Så jeg har ham helt som min egen. De har endda snakket om kastration da han stak af fra haven - så den kennel jeg har ham fra er rigtig fine omkring dialog og hundens ve og vel først. Jeg har dog lukket haven nu hehe

[pivpiv]

@AnneMangetal ved en masse om den der hund. Vi har mødtes med nogle af dem. Jeg kan bare ikke huske hvad for en af deres tæver det var jeg talte med dernede.

Men Anne kan garanteret fortælle en masse, hvis jeg husker rigtigt

[AnneMangetal]

Der er temmelig langt fra en CP til en spids! CP (som sjovt nok udtales "husky pes") er en mindre, mildere og smukkere schæfer. Den er i familie med den tyske schæfer, den schweiziske hyrdehund, belgisk hyrdehund mm. Altså ikke at de alle stammer fra samme sted, men de har en del fælles træk.

 

CP-ejere kalder den for en mellemting mellem tysk og hvid - sjovt nok er min Bella jo loge netop den blanding:-)

 

Det er en intelligent, arbejdsvillig og pleasende hund, som kræver en del træning. I Tjekkiet anvendes de til IPO (og vogtende hyrdeopgaver), og i Norge og Sverige hvor der findes en del, bruges de i stor stil til redningshunde.

 

Der er kun én opdrætter herhjemme. Hendes hunde gør det godt på udstilling, og virker venlige og søde. Personligt ville jeg dog kigge på hunde fra andre lande, men jeg lægger også vægt på at det er en meget arbejdsvillig hund.

 

CP er ikke godkendt i FCI, men det er et spørgsmål om tid.

 

Jeg synes det er en super interessant hund, men jeg er jo så også til schæfer-typerne:-)