Hvordan vælger man den rette race?

[PBC]

Det er jo let nok hvis der altid har været en race "som er min" og den passer fint ind i mit liv. Den er det man kunne kalde et godt match.

 

Men hvis man nu, på de følelsesmæssige plan, er mest tiltrukket af racer der ikke ud fra objektive kriterier er et godt match, hvad kommer så til at veje tungest.

 

Skal man vælge mellem racer som matcher godt, men som man ikke er umiddelbart er tiltrukket af ud fra devisen at når man først har den, vil man selvfølgelig også elske den og blive glad for den. Man bliver på sigt glad for at have valgt en race som let falder ind i det livsrum man har og som har og man slipper for meget bøvl og at begrænse hundens naturlige udfoldelse - fx at gø.

 

Eller skal man i højere grad følge sit hjerte og så forholde sig flexibelt til det med "et godt match" man kan jo dog tilpasse sig, opdrage hunden til fx ikke at gø, tilvænne og kompensere. Efter devisen "Hvor der er hjerterum er der også livsrum"!

 

 

For mit eget vedkommende ville jeg aldrig have valgt Springer Spaniel ud fra mit hjerte. Jeg var helt klart til større og mere kontante racer - Ruhåret hønsehund, men drengene ville have en mindre hund og det blev Spaniel, som jeg vel trods alt havde et blødt punkt for fordi vi havde sådan en dejlig Cocker Spaniel derhjemme (i mit barndomshjem) og fordi det jo dog trods alt ikke bare er en pusse nusse hund.

[Shii]

Jeg synes lidt det er det samme hvis jeg skal være ærligt, for hvad er et godt match?

 

Hvis du kan tilpasse dig hunden og er villig til det, så er det jo et godt match. Der er nogle ting hvor man bare kan sige at det ikke er et oplagt valg, f.eks. hvis ens største ønske er agility på højt plan, men man vil have en husky. De to ting er bare ikke nødvendigvis et godt match. Men det betyder ikke at man ikke kan forsøge; Hvis man virkelig er villig til den udfordring.

 

Derfor handler et godt match vel egentlig i bund og grund om hvor meget man er villig til for hunden(Racen). Er man f.eks. villig til at acceptere at man måske ikke kan træne hunden til at rende fri, og dermed ikke vil kunne konkurrere i agility? Det er en risiko man bør overveje.

 

Så i mine øjne handler det om hvor meget man er villig til, men man bør altid vælge med hjertet, guidet af hjernen. Hvis man bare ikke er tiltrukket af en race, synes jeg ikke man skal vælge den nødvendigvis.

[KimJ]

Det er jo let nok hvis der altid har været en race "som er min" og den passer fint ind i mit liv. Den er det man kunne kalde et godt match.

 

Men hvis man nu, på de følelsesmæssige plan, er mest tiltrukket af racer der ikke ud fra objektive kriterier er et godt match, hvad kommer så til at veje tungest.

 

Skal man vælge mellem racer som matcher godt, men som man ikke er umiddelbart er tiltrukket af ud fra devisen at når man først har den, vil man selvfølgelig også elske den og blive glad for den. Man bliver på sigt glad for at have valgt en race som let falder ind i det livsrum man har og som har og man slipper for meget bøvl og at begrænse hundens naturlige udfoldelse - fx at gø.

 

Eller skal man i højere grad følge sit hjerte og så forholde sig flexibelt til det med "et godt match" man kan jo dog tilpasse sig, opdrage hunden til fx ikke at gø, tilvænne og kompensere. Efter devisen "Hvor der er hjerterum er der også livsrum"!

 

 

For mit eget vedkommende ville jeg aldrig have valgt Springer Spaniel ud fra mit hjerte. Jeg var helt klart til større og mere kontante racer - Ruhåret hønsehund, men drengene ville have en mindre hund og det blev Spaniel, som jeg vel trods alt havde et blødt punkt for fordi vi havde sådan en dejlig Cocker Spaniel derhjemme (i mit barndomshjem) og fordi det jo dog trods alt ikke bare er en pusse nusse hund.

 

Det er et valg som man selv kan tage. Der er stor forskel på at tilråde andre, som man ikke har noget kendskab til, at gør det samme.

[PBC]

Det er et valg som man selv kan tage. Der er stor forskel på at tilråde andre, som man ikke har noget kendskab til, at gør det samme.

 

Jeg spørger ikke hvad du vil tilråde andre, men hvordan "man" vælger - altså en selv.

[PBC]

Jeg synes lidt det er det samme hvis jeg skal være ærligt, for hvad er et godt match?

 

Hvis du kan tilpasse dig hunden og er villig til det, så er det jo et godt match. Der er nogle ting hvor man bare kan sige at det ikke er et oplagt valg, f.eks. hvis ens største ønske er agility på højt plan, men man vil have en husky. De to ting er bare ikke nødvendigvis et godt match. Men det betyder ikke at man ikke kan forsøge; Hvis man virkelig er villig til den udfordring.

 

Derfor handler et godt match vel egentlig i bund og grund om hvor meget man er villig til for hunden(Racen). Er man f.eks. villig til at acceptere at man måske ikke kan træne hunden til at rende fri, og dermed ikke vil kunne konkurrere i agility? Det er en risiko man bør overveje.

 

Så i mine øjne handler det om hvor meget man er villig til, men man bør altid vælge med hjertet, guidet af hjernen. Hvis man bare ikke er tiltrukket af en race, synes jeg ikke man skal vælge den nødvendigvis.

 

Med "et godt match" i denne sammenhæng mente jeg ud fra "objektive kriterier" - altså hvad ville en race expert sige du skulle have når hxn har kigge på hvad du ønsker af hunden og hvordan din livssituation ser ud. Et rent fornufts-valg kunne man sige.

[KimJ]

Jeg spørger ikke hvad du vil tilråde andre, men hvordan "man" vælger - altså en selv.

 

OK, beklager misforståelsen.

 

Mit eget valg, der som skrevet tidligere, primært blev drevet af at jeg synes at Hovawart bare er de smukkeste hunde der findes, var egentlig ret simpelt. Den skulle jo ikke bruges til noget specifikt, ud over at den skulle være en del af vores lille familie og være tryghedsgiver for fruen, når jeg er på arbejde om aftenen/natten.

 

Det sidste er den jo eminent egnet til, så den lå lige til højrebenet, men når man læser de forskellige racebeskrivelser på nettet og i diverse bøger, er der unægtelig nogle advarsler som fik mig til at tøve en kende; egetkønsaggression, stærke dominante tendenser generelt, ikke helt lette at træne og generel konsensus om at det ikke er en race for førstegangsejere. At en tidligere hundeopdrætter af springerspaniels og ejer af en rottweiler nærmest slog kors for sig, da jeg annoncerede vores valg, var heller ikke opmuntrende...

 

Jeg VILLE dog have en hovawart, og forberedte mig så godt jeg kunne på udfordringen. Jeg havde med i overvejelserne, at vi var i den heldige position at være meget fleksible i vores livsstil (ingen børn, stort set altid nogen hjemme, masser af plads m.m.) så jeg tog chancen, uden at spørge flere til råds.

 

Der har egentlig ikke været de store overraskelser. Alle de "problemer" vi er blevet forelagt, har vist sig at passe i større eller mindre grad, men de er ret lette at leve med, og de passer egentlig meget godt med min egen tilgang til tingene.

[Ascha]

Jeg er af den generelle overbevisning at man bør se på hvilket miljø hunden skal fungere i og vælge race derefter. Jeg synes at det er direkte urimeligt (og super egoistisk) at anskaffe sig en race som man på forhånd ved har nogle medfødte egenskaber man skal undertrykke/ ændre på, for at få den til at passe ind i ens liv. Der skal sgu nok komme rigelig af ting og sager der kan udfordre ens evner/ tålmodighed, men det glemmer folk at tænke over eller vælger at se bort fra, når de sidder med deres små lyserøde briller på og overvejer hvilke krav de skal stille til deres kommende hund. Hvis folk bare kunne vende den på hovedet og fokusere på hvad hunden kræver af dens omgivelser (med de egenskaber den nu engang har), er jeg sikker på at der ikke var nær så mange ejere der måtte give op og kassere hunden.

 

Noget der personligt kan pisse mig helt vildt af, er når folk fejer hundens behov til side med: Jamen,.. så var der jo ingen der kunne holde hund. Hvad fanden er det for noget?. Det er det samme som at sige at hvis grise havde det ordentligt, var der ingen der havde råd til at spise dem. Jamen, så må man jo lade være....

[Gæst DorteDK]

Jeg har jo ønsket mig en lab siden jeg var ganske lille og synes først som 32 årig at jeg havde plads og råd.

 

Så jeg fik en lab - uden at vide ret meget om sådan en størrelse, altså jeg havde læst lidt på lektien men ikke overdrevet, da ville jeg da have ønsket, at jeg kendte til hundeforum dengang - altså flere år før jeg anskaffede mig en lab.

For jeg vidste slet ikke at en lab blev så stærk mv. men jeg ville have en lab og har så siden hen indrettet mig efter det, har gået til diverse træning med ham osv. Jeg anede heller ikke så meget om aktivitetsniveau mm.

 

Da jeg så begyndte at snakke om en formel 1 så sagde folk til mig at det synes de ikke jeg skulle anskaffe. De krævede så meget og han ville løbe på væggene hvis man ikke mindst aktiverede/gik 4-5 timer om dagen. Det er jo en lille racer-bil

Men min vilje var stærk, så måtte jeg jo det hvis det var det der skal til, for en formel 1 ville jeg ha - og jeg har aldrig fortrudt! og står det til mig så er det formel 1 næste gang igen

 

Så jeg synes selv jeg har valgt den rette race, men skulle jeg ha hørt efter andre da jeg snakkede om at anskaffe mig en lab så har jeg dengang ikke valgt den rigtige race.

[PBC]

Jeg er af den generelle overbevisning at man bør se på hvilket miljø hunden skal fungere i og vælge race derefter. Jeg synes at det er direkte urimeligt (og super egoistisk) at anskaffe sig en race som man på forhånd ved har nogle medfødte egenskaber man skal undertrykke/ ændre på, for at få den til at passe ind i ens liv. Der skal sgu nok komme rigelig af ting og sager der kan udfordre ens evner/ tålmodighed, men det glemmer folk at tænke over eller vælger at se bort fra, når de sidder med deres små lyserøde briller på og overvejer hvilke krav de skal stille til deres kommende hund. Hvis folk bare kunne vende den på hovedet og fokusere på hvad hunden kræver af dens omgivelser (med de egenskaber den nu engang har), er jeg sikker på at der ikke var nær så mange ejere der måtte give op og kassere hunden.

 

Noget der personligt kan pisse mig helt vildt af, er når folk fejer hundens behov til side med: Jamen,.. så var der jo ingen der kunne holde hund. Hvad fanden er det for noget?. Det er det samme som at sige at hvis grise havde det ordentligt, var der ingen der havde råd til at spise dem. Jamen, så må man jo lade være....

 

Ja, enig et stykke af vejen. Ingen grund til at gøre det svært, men hvis man nu er brændt varm!

 

Ligesom du kanaliserer din hunds medfødte egenskaber og drift for at finde og apportere fuglevildt (dødt og levende) over i andre lignende aktiviteter kan man vel også kanaliser andre hunde behov for fx at gø ad hvad som helst og når som helst over i at gø i bestemte situationer og være mere mådeholden - eller undlade at gø i andre situationer.

 

En hund som er ret disponeret for at være sammen med sin ejer mest mulig lærer jo også at være alene hjemme (hvilket i min optik er et større indgreb end at undlade at gø) og hunde som har stort jagtdrift lærer ikke at løbe efter vildt, cykler og kondiløbere, men i stedet at løbe efter en bold eller slet ikke løbe efter noget.

 

Jeg tror det hele afhænger mere af hvor ihærdig man er mht at finde passende surrogater. Alle hunde bliver mega begrænset/ændret ifht deres naturlige adfærd, når de skal indpasses i menneskers liv. Til gengæld får de "noget andet".

[Niels M]

Man vælger vel bedst ved først, at besøge opdrættere og hundeejere der har den race man er interesseret i. Derefter tager op til overvejelse om ens liv og pladsforhold passer til den race man er faldet for. Er det brugshund der er på tale, afhænger det jo også om hvad hunden skal bruges til.

[PBC]

Man vælger vel bedst ved først, at besøge opdrættere og hundeejere der har den race man er interesseret i. Derefter tager op til overvejelse om ens liv og pladsforhold passer til den race man er faldet for. Er det brugshund der er på tale, afhænger det jo også om hvad hunden skal bruges til.

 

Ja, men du sondrer så ikke imellem om det mest er med fornuften - eller mere med følelser og hjerte - hvis der er en konflikt mellem disse.

 

Valg af race er jo let, hvis man skal bruge en jagthund til konsortiejagter i Østjylland og er mega forelsket i en Labrador og bor i en bolig som er egnet til også at rumme en Labrador og ens livsrum og familieforhold passer fint med det. Så skal man nok vælge en F1 Labrador!

 

Bør man stadig vælge en labrador hvis man bor på 5 sal i en 2 værelses på 50 kvm. eller burde man overveje en Cocker som kunne løse opgaven og som let kan bæres op og ned og fylder noget mindre i lejligheden?

[Alfen]

Jeg vælger helt klart efter hvad jeg skal "bruge" hunden til, jeg har nogle bestemte krav til hvad jeg vil kunne med mine hunde, før var det konkurrence i Dch, nu er det træning i DcH, jeg vil have hunde som er pleasende og hurtige, er slet ikke til langsomme hunde som fx lab af gammel type, jeg vil gerne have noget at arbejde med, men det skal være en race der ønsker at samarbejde;)

jeg er umiddelbart ikke til glathåredes hunde, men pels og udseende kommer slet ikke i første række, mine hunde skal passe til mig i temperament og være sunde.

[PBC]

Jeg vælger helt klart efter hvad jeg skal "bruge" hunden til, jeg har nogle bestemte krav til hvad jeg vil kunne med mine hunde, før var det konkurrence i Dch, nu er det træning i DcH, jeg vil have hunde som er pleasende og hurtige, er slet ikke til langsomme hunde som fx lab af gammel type, jeg vil gerne have noget at arbejde med, men det skal være en race der ønsker at samarbejde;)

jeg er umiddelbart ikke til glathåredes hunde, men pels og udseende kommer slet ikke i første række, mine hunde skal passe til mig i temperament og være sunde.

 

Så du vælger med hjertet, men det passer så også ind i livsrum mv. så ingen konflikt.

[Niels M]

Ja, men du sondrer så ikke imellem om det mest er med fornuften - eller mere med følelser og hjerte - hvis der er en konflikt mellem disse.

 

Valg af race er jo let, hvis man skal bruge en jagthund til konsortiejagter i Østjylland og er mega forelsket i en Labrador og bor i en bolig som er egnet til også at rumme en Labrador og ens livsrum og familieforhold passer fint med det. Så skal man nok vælge en F1 Labrador!

 

Bør man stadig vælge en labrador hvis man bor på 5 sal i en 2 værelses på 50 kvm. eller burde man overveje en Cocker som kunne løse opgaven og som let kan bæres op og ned og fylder noget mindre i lejligheden?

 

I tilfældet med 5. sal ville jeg ikke vælge med hjertet. Jeg har som tidligere skrevet boet på 5. med en rotte i 3 måneder og valgte, at flytte for hundens skyld. Jeg flyttede kun ind da min arbejdssituation krævede det for, jeg vidste på forhånd det var noget skidt. Hunden var min tjeneste hund og ikke en jeg anskaffede mens jeg boede der.

[PBC]

I tilfældet med 5. sal ville jeg ikke vælge med hjertet. Jeg har som tidligere skrevet boet på 5. med en rotte i 3 måneder og valgte, at flytte for hundens skyld. Jeg flyttede kun ind da min arbejdssituation krævede det for, jeg vidste på forhånd det var noget skidt. Hunden var min tjeneste hund og ikke en jeg anskaffede mens jeg boede der.

 

Bare for sjov

 

 

Hvis du nu skulle bo på 5 sal og du virkelig havde brug for en tjeneste hund, ville du så vælge en Malinois tæve, som bedre kunne klare trappen eller som du så kunne bære om nødvendigt?

[Niels M]

Bare for sjov

 

 

Hvis du nu skulle bo på 5 sal og du virkelig havde brug for en tjeneste hund, ville du så vælge en Malinois tæve, som bedre kunne klare trappen eller som du så kunne bære om nødvendigt?

 

Nix, jeg ville vælge med hjertet og finde en anden bolig... :blink:

[Kirsten H]

Mine hunde fungerer primært som familiehunde og selskabshunde, jeg har ikke længere nogen præference i forhold til træning eller specifik anvendelse, men jeg er til selvstændige hunde, gider ikke megen pelspleje og vil have hunde som jeg finder smukke.

 

Jeg har i mange år haft langhårede dværggravhunde og de har passet fint til familien, skægge små hunde som let tilpasser sig og som er lykkelige, hvis de får lov til at lave noget næsearbejde, eneste kamel jeg har måttet sluge, er deres gøen, men den kan med lidt træning kontrolleres, så den bliver holdt på et acceptabelt niveau. Et fint kompromis da min mand i mange år ikke var hooked på, at få min absolutte favoritrace whippet i huset.

 

I dag har vi en enkelt gravhund og 2 whippets, sidstnævnte er bare racen i mit liv og jeg lever glad og gerne med både deres noder og unoder. Jeg har en del som kommer på besøg for at møde racen og jeg er mig meget bevidst, at jeg tegner et realistisk billede og ikke maler alt rosenrødt.

Jeg ved jo godt at ikke alle vil finde en hærgende, døv teenage whippet charmerende. At det for nogle vil være et irritationsmoment, at hunden stjæler med arme og ben, at jagtinstinktet kan være svært at styre.

 

Den voksne whippet er jordens nemmeste hund, men de 2-3 første år kan være lange, hvis man kun har mødt voksne, "fornuftige" hunde, jeg selv elsker racen i alle livets faser

[Anettesb]

Min prioteringer er enkel

 

Først og fremmest skal vi passe i sind

- jeg ville havde en kæle potte som bare vil være sammen og elsker at lege, men som samtidig havde sine egen ideer. Så vidt jeg kan se har jeg fået det.

der næst skal Størelse være ok, her valgte jeg af praktiske grunde mindre hund end jeg egentlig ønsker.

- er egentlig til store hunde, men praktisk bør jeg kunne løfte min hund og havde den på cyklen = mindre end 10 kg er bedst.

og så skal pelspleje være noget jeg gider Samt udsendt være et jeg kan leve med.

- vil gerne ture i skov og mudder, så nem pels, derfor ikke en hund som coten, ville helst en pels som slet ikke skulle til hunde frisør, men den smule som Zorro skal er ok. Samtidig er jeg jo ikke til korthåret som en labrador, selv om det jo er nemt.

 

Så jeg lavede vel først en fornuft sortering.... derefter valgte jeg med hjertet.

[Niels M]

Mine hunde fungerer primært som familiehunde og selskabshunde, jeg har ikke længere nogen præference i forhold til træning eller specifik anvendelse, men jeg er til selvstændige hunde, gider ikke megen pelspleje og vil have hunde som jeg finder smukke.

 

Jeg har i mange år haft langhårede dværggravhunde og de har passet fint til familien, skægge små hunde som let tilpasser sig og som er lykkelige, hvis de får lov til at lave noget næsearbejde, eneste kamel jeg har måttet sluge, er deres gøen, men den kan med lidt træning kontrolleres, så den bliver holdt på et acceptabelt niveau. Et fint kompromis da min mand i mange år ikke var hooked på, at få min absolutte favoritrace whippet i huset.

 

I dag har vi en enkelt gravhund og 2 whippets, sidstnævnte er bare racen i mit liv og jeg lever glad og gerne med både deres noder og unoder. Jeg har en del som kommer på besøg for at møde racen og jeg er mig meget bevidst, at jeg tegner et realistisk billede og ikke maler alt rosenrødt.

Jeg ved jo godt at ikke alle vil finde en hærgende, døv teenage whippet charmerende. At det for nogle vil være et irritationsmoment, at hunden stjæler med arme og ben, at jagtinstinktet kan være svært at styre.

 

Den voksne whippet er jordens nemmeste hund, men de 2-3 første år kan være lange, hvis man kun har mødt voksne, "fornuftige" hunde, jeg selv elsker racen i alle livets faser

 

Det kan helt sikkert være svært for enhver, at finde en hærgende, døv teenage hund charmerende, uanset race... Men er man vant til showet får man nu nogen gode grin af dem!

[Kirsten H]

Det kan helt sikkert være svært for enhver, at finde en hærgende, døv teenage hund charmerende, uanset race... Men er man vant til showet får man nu nogen gode grin af dem!

 

Jeg elsker de flabede teenagere og alle deres narrestreger

"Problemet" med whipperne er at kontrasten mellem den voksne og unge hund i forhold til aktivitetsniveau og kreativitet er enorm, større end jeg har oplevet den hos andre racer.

 

Jeg har som ung haft ft. spaniels (både cocker og springer) og mange af de unge whipper er fuldt på højde med dem, når det gælder energiniveau, de mangler så lige pleaser genet Den voksne whippet er ekstrem rolig og afbalanceret, har situationsfornemmelse og tænder kun, når muligheden er passende.

Min gamle opdrætter sagde altid, at en whippet brænder 80% af sin livsenergi i løbet af de første 2 år og det er egentlig et ganske fint billede

[Bernhardiner]

Spændende tråd. Kampen mellem hjerne og hjerte. Et dilemma jeg kommer til at skulle takle på et tidspunkt, når jeg bliver klar til at få hund igen. Én gang har jeg valgt udelukkende med hovedet og fornuften, og det resulterede i en hund som jeg absolut ingen kemi havde med. Han blev omplaceret og har verdens bedste hundeliv i dag.

 

Hvad der kommer til at dominere når den dag kommer, aner jeg ikke. Men jeg har lært at man ikke kan træffe nogen beslutninger, uden at have BÅDE fornuft og følelser ind over. Det ene udelukker ikke det andet. Spørgsmålet er jo så bare, som du siger, hvad kommer til at vægte mest.

 

Jeg er til de helt store og selvstændige vogter typer. Elsker dem simpelthen. Men pga nogle forskellige ting, havde jeg indstillet mig på, at Oliver skulle være den allersidste af den type hund. Dog regnede jeg jo først med at skulle i gang med de overvejelser om en 10-12 år. Så at det allerede skete nu gør at jeg er total lost, dog vil jeg slet ikke have en hund lige nu. Men set i betragtning af, at jeg pt tilbringer størstedelen af dagen med at sidde rastløs og stirre op i loftet, fordi jeg ikke aner hvad man kan lave uden at det involverer en hund, så skal der jo en hund hjem igen en dag. Oven i det har jeg lidt et meget meget stort knæk i selvtilliden pga Oliver, som også kommer til at have indflydelse på hvad jeg ender ud i at beslutte. Alene beslutningen om hvorvidt jeg skal have en hvalp eller overtage en voksen er et dilemma. Jeg ved hvilken race der får hjertet til at banke og jeg ved hvilken en der vil være fornuftig, og så er der alle dem der ligger i en form for mellemstation mellem de to.

 

Så jeg har absolut ingen anelse om hvad der kommer til at ske.

[luckyluna]

Jeg er af den generelle overbevisning at man bør se på hvilket miljø hunden skal fungere i og vælge race derefter. Jeg synes at det er direkte urimeligt (og super egoistisk) at anskaffe sig en race som man på forhånd ved har nogle medfødte egenskaber man skal undertrykke/ ændre på, for at få den til at passe ind i ens liv. Der skal sgu nok komme rigelig af ting og sager der kan udfordre ens evner/ tålmodighed, men det glemmer folk at tænke over eller vælger at se bort fra, når de sidder med deres små lyserøde briller på og overvejer hvilke krav de skal stille til deres kommende hund. Hvis folk bare kunne vende den på hovedet og fokusere på hvad hunden kræver af dens omgivelser (med de egenskaber den nu engang har), er jeg sikker på at der ikke var nær så mange ejere der måtte give op og kassere hunden.

 

Noget der personligt kan pisse mig helt vildt af, er når folk fejer hundens behov til side med: Jamen,.. så var der jo ingen der kunne holde hund. Hvad fanden er det for noget?. Det er det samme som at sige at hvis grise havde det ordentligt, var der ingen der havde råd til at spise dem. Jamen, så må man jo lade være....

 

Jeg er meget enig. Jeg kommer for ofte ud for at folk simpelthen har valgt forkert fordi de ikke har sig sig ind I den race de har valgt. der er som reget ikke noget I vejen med hunden men de forhold den forventes at håndtere kan simpelthen ikke passe sammen. Nogen mennesker kan og vil tilpasse sig dette og andre kan eller vil ikke. Og så er det hunden omplaseres.

 

Så jeg synes man bør se meget kritisk på sig selv, sine forventninger og forhold og lade være at tro at man bare lige kan træne hunden til at lade være med at udvise en adfærd der er nedarvet I den gennem mange generationer ved at man lige går til lidt hvalpe træning. .

 

Hun angår mig selv, så har jeg prøvet at vælge med hjertet og tilpasse mig og jeg har valgt med fornuften og levet med at det aldrig føltes rigtig i hjertet. Så jeg ved godt hvad jeg vælger fremover. Og dog. Den hunde race jeg har i tankerne næste gang er overhovedet ikke valgt med hjertet hvad udseende angår. Men med fornuften. Der er så bare sket det at når jeg har mødt eksemplarer af racen, så bliver hjertet også ofte solgt nu.

Mit hjerte kan dog uden videre overtales af næsten en hvilken som helst race med den rette personlighed og så må jeg tilpasse mig hvad der følger med.

[Therese]

Næste hund, jeg skal have, bliver nok valgt med en kombination af fornuft og følelser. Der er racer, hvor det ville være direkte dumt af mig at købe dem og der er racer, som egentligt nok ville passe meget godt til mig, men som jeg fravælger, fordi der er et eller andet ved dem, som jeg ikke ville kunne leve med eller som jeg ikke bryder mig om.

 

Og sådan tænker jeg egentligt, at de fleste hundekøb bør være. Man skal selvfølgelig ikke købe en hund, som man ikke kan lide, men man skal heller ikke købe en hund, hvor matchet er helt skævt. Så skal man hellere lede videre.

[NickiA]

Jeg vælger med hjertet uden at glemme hovedet, det har især været tydeligt med valget af min næste race.

 

På papir er sheltien nok det mest oplagte valg til mig, og jeg fandt da også nogle søde nogle... men ikke nogle jeg faldt hovedkluns i forelskelse over.

Så jeg har valgt at næste hund bliver en FT Cocker spaniel. For nogle er det måske en mærkelig beslutning. 1 - Jeg er ikke jæger 2 - Jeg bor i lejlighed. Men jeg har hundrede pct en mavefornemmelse der siger YES! til cockeren. Det betyder dog ikke at jeg har udelukket mit hoved, for jeg er opmærksom på hvilket arbejde jeg skal lægge i en FT cocker for at den kan trives hos mig. Havde jeg ikke kunnet give den det, så havde jeg gået en anden retning, selvom jeg er forelsket i racen.

 

Jeg ville aldrig vælge en race der var urealistisk i forhold til min hverdag, personlighed og ambitioner. F.eks. har jeg en altoverskyggende forelskelse i Salukien og jeg ville elske at eje sådan en hund. Men den passer bare ikke til mig og det jeg skal bruge i en hund. I hvert fald ikke som mit liv ser ud lige nu. Men der er meget få racer der virkelig rammer mig (sådan helt ind i hjertekuglen) og havde jeg ikke mulighed for at en af dem passede i min hverdag så ville jeg hellere undlade hund indtil min situation ændrede sig, end at skulle "nøjes".

[Shii]

Jeg har lyst til at beskrive vores første valg af hund sammen;

 

Jeg ville have en hund, det ville min mand ikke. Vi havde boet sammen i mindre end to måneder, og det endte med at min mand fik lov at vælge racen/hunden, og jeg fik så lov at få en tilfældig hund.

 

Min mand, som aldrig har haft hund før, og som 100% valgte ud fra udseenet, fandt sig en lumsk hundehandler som havde en brun husky med blå øjne til salg, og min mand var forelsket. Jeg synes en husky var et totalt dårligt valg; Vi boede i et lille rækkehus, uden have, huset var i to etager, i alt 45-50 m2 max.

 

At vi valgte en husky var 100% sikkert det dårligste val gpå det tidspunkt nogensinde lavet MEN; Vores hund elskede skam at bo der, for vi tog jo ud på tur til hundestien flere gange dagligt, hvor han fik lov at løbe fri.

 

Da Dexter var to år flyttede vi endeligt i et stort hus, med kæmpe have, et valg som blev taget 100% pga. vores hund. Havde vi ikke haft ham var vi flyttet til noget mindre, med en micro have, helst tættere på byen. Så selvom vi startede totalt hjernedødt, endte det jo ud med at vi tilpassede os ind til hvad behov vores hund på det tidspunkt havde.

 

Nu har vi ham ikke mere, i stedet har vi tre bitte små Lowchens, som da også elsker haven, men nok sagtens kunne nøjes med halvdelen, hvis ikke mindre (Eller slet ingen!)