Hop til indhold
Ida Kristine

Tanker om aflivning :(

Recommended Posts

Jeg har ikke været aktiv så længe herinde men tænkte at det var ok lige at vende nogle tanker med jer omkring aflivning.

 

Nogle af jer ved måske at jeg har Figo som ikke er en helt nem hund. Figo er meget stresset og lider ekstremt af separationsangst. Jeg har haft to adfærdsbehandlere på ham og jeg har bl.a. trænet med babygitter, og selvom jeg er gået meget roligt frem er det endnu efter et år aldrig lykkedes at få ham til at slappe af bag det.

 

Da jeg fik bil gik jeg igang med at træne bur et halvt år i forvejen men alligevel lykkedes det aldrig at få ham tryg - når buret var åbent var det fint men så snart man gjorde antagelser til at lukke det går han i panik. Jeg prøvede så med sele og på trods af at han sad lige bag ved mig gik han igen i panik da han ikke kunne komme hen til mig. Det resulterede bl.a. i at han fik vristet sig fri af selen og jeg måtte holde ind og klikke ham fast i sit halsbånd, hvorefter han var ved at kvæle sig selv (som i blå tunge og blødsprængte øjne...). Det har intet at gøre med at køre for når han skal med i mine forældres bil hvor han sidder sammen med mig eller min far på passagersædet springer han som den første ind i bilen. Jeg har også startet træningen med jeg sidder sammen med ham på bagsædet med masser af godbidder - det er super hyggeligt, men så snart jeg vover at flytte mig om hvor han ikke kan nå mig er der panik.

 

Efter 2 1/2 år går han stadig i panik hvis jeg forlader ham for at gå ned med skraldespanden. Vi har øvet med at lukke døren i et sekund, så to osv. men nåede aldrig videre end et sekund, og så var det jeg gik igang med babygitter.

 

Det virker ikke til at han har problemer med at være alene, da jeg har filmet hvordan han er med at være alene og der spiser, drikker og sover han uden larm eller ballade, men det er adskillelsen, altså det øjeblik jeg går, han slet ikke kan magte.

 

Han bliver desuden enormt stresset ved mange mennesker da han tror han skal holde øje med alle og går en på toilettet er der igen panik. Her hjælper det meget at have ham i snor, da det virker til at han så bare koncentrerer sig om mig, men det er jo i princippet "symptombehandling".

 

Det skal siges at det trods alt er bedre end da han var unghund hvor han havde en tendens til at reagere med bid (alvorlige bid) når han blev stresset og bange. Det forekommer nu uhyre sjældent, men han gør, halser og får hjertebanken over mange situationer.

 

Han har jævnligt fået anxikalm eller kalm hvilket slet ikke virker. Da han lavede tricket igår med at panikke i bilen, skrige (ikke gø, skrige) og gå så meget i panik at nærmest kastede op, var han på to kalm-piller og en køresygepille der også skulle virker sløvende.

 

Jeg er sikker på at jeg har lavet fejl gennem hans opvækst men jeg kan simpelthen ikke tro at det udelukkende er derfor? :(

 

Jeg skal have endnu en snak med min dyrlæge som også er adfærdsbehandler og har tilset ham før men jeg overvejer simpelthen at give ham fred. Det er selvfølgelig sindssyg hårdt, men det er jo ikke rart at være så konstant stresset.... :(

  • Like 1

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites

Der er vist ingen der er i tvivl om at du har kæmpet med alt hvad du har. Og set udefra og med alle de ting du har fortalt, ville jeg nok også hælde mod at give ham fred.

 

Jeg tror ikke at det er dig der har begået fejl med ham, på ingen måde. Jeg tror at han har en defekt i sin hjerne, og var han et menneske, ville han have en alvorlig diagnose.

 

Det eneste der er tilbage at prøve er medicin. Det kan have en vis effekt i en periode, men der er risiko for alvorlige bivirkninger, og det skal jo også tages med i ligningen.

 

Jeg forstår godt hvis du vil prøve alt inden du tager denne endelige beslutning. Ikke desto mindre lyder han så dårlig, at medicin kun vil dæmpe ham en smule, men ikke give ham et godt og trygt liv.

 

Jeg håber du finder den bedste løsning, både for ham og dig:bighug:

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites

Tusind tak for svar :)

 

Min far spurgte også til medicin, men vi ved slet ikke hvad der findes. Det er selvfølgelig noget vi skal snakke med dyrlægen om. Jeg er nok lidt farvet af at jeg havde en god ven der havde en meget svær depression og som fik medicin. Som han sagde; "Ja altså medicinen gør at jeg sover 20 timer i døgnet og de resterende fire sidder jeg og glor ind i væggen, så altså på den måde hjælper den jo..." (han endte desuden med at droppe medicin og tog livet af sig, hvilket jeg godt kan forstå...).

 

Ikke at man skal sammenligne mennesker og dyr men jeg ville ikke kunne bære hvis Figo blev sådan en omvandrende zombie... men er bestemt ikke imod medicin :)

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites

Jeg tænker at det er helt OK at give ham fred. Du har prøvet alt, og det har bare ikke været nok. Han har det så skidt, og det er ikke et optimalt hundeliv konstant at være så stresset og bange - og det er jo også hårdt for dig. :ae:

Det jeg ville være mest bekymret for mht. medicin er hvis han udadtil virker rolig, men at angsten stadig er inde i hunden. Det må være så frygteligt at være bange, men ikke orke at gøre noget ved det....

 

Jeg håber at du sammen med din dyrlæge finder en løsning!

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites

Tak for svar det betyder meget for mig. Jeg kan jo ikke lade være med at have en lille nagende tanke om at jeg tager den nemme løsning for mig :(

 

Jeg kan sagtens leve med særheder og tage specielle hensyn, men jeg må indrømme at jeg er blevet meget forskrækket i forbindelse med nogle af hans panikanfald og ved at se HVOR skidt han egentlig har det.

 

Dette er min første egen hund og det var bare slet ikke det jeg drømte om da jeg fik ham ind af døren for 2 1/2 år siden - hverken for ham eller mig :(

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
Tusind tak for svar :)

 

Min far spurgte også til medicin, men vi ved slet ikke hvad der findes. Det er selvfølgelig noget vi skal snakke med dyrlægen om. Jeg er nok lidt farvet af at jeg havde en god ven der havde en meget svær depression og som fik medicin. Som han sagde; "Ja altså medicinen gør at jeg sover 20 timer i døgnet og de resterende fire sidder jeg og glor ind i væggen, så altså på den måde hjælper den jo..." (han endte desuden med at droppe medicin og tog livet af sig, hvilket jeg godt kan forstå...).

 

Ikke at man skal sammenligne mennesker og dyr men jeg ville ikke kunne bære hvis Figo blev sådan en omvandrende zombie... men er bestemt ikke imod medicin :)

 

Det hedder clomicalm, og bruges bl.a til behandling af nytårsangst. Jeg ved ikke så meget om det, og slet ikke hvordan det påvirker en generelt angst hund. Men bivirkningerne er voldsomme, særligt ved længere tids brug, og spørgsmålet er om det er en god løsning for ham. Omvendt sker der jo ikke noget ved at prøve og se hvordan han reagerer.

 

Når jeg får antipsykotisk (som smertestillende), er jeg en zombie. Der er ingen følelser, hverken fysisk eller psykisk. Jeg er konstant sulten og tørstig, og er træt som et alderdomshjem. Det er i øvrigt de samme piller som man tidligere gav hunde til nytår, men man gik væk fra dem, fordi de ikke tog angsten, men kun reaktionerne. Jeg tænker at clomicalm virker på anden vis, men undersøg det lige.

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites

Jeg har læst hvad du har skrevet og jeg tager hatten af.

Du har kæmpet en kamp og jeg kan godt forstå hvis du vælger at give ham fred, men jeg forstår også at det hele er enormt svært.

Jeg har ikke nogle gode råd, kun et kæmpe skulderklap og et kram:bighug:

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites

Hvis jeg var dig ville jeg forsøge mig med Clomicalm - og hjælper det heller ikke, ja så ville jeg give ham fred. Det lyder ikke som et værdigt hundeliv som han har det. :ae: Men for din egen skyld så ville jeg nok forsøge mig med Clomicalm - så du også med ro i sindet kan sige at du HAR afprøvet alle de muligheder der var. Det ville jeg i hvert fald personligt foretrække.

 

Men du må ikke tro at du har fejlet i hans opvækst og det har givet ham de her problemer. Nu har jeg fulgt dig både lidt herinde og på hundegalleri og du har altid fremstået som en meget ansvarlig hundeejer som vil din hunds bedste - vi begår alle fejl - men en hundeejer som dig KAN simpelthen ikke begå fejl i så stor en grad at det kan ende med den her adfærd! :ae: Det er uden tvivl en medfødt "fejl" i hans sind. Og du må heller ikke føle at du vælger "den nemme løsning" hvis du ender med at give ham fred. Du har kæmpet en kamp for ham og hvis han ikke bliver bedre end han er nu, så bliver livet for stor en kamp for ham - og så ER det den bedste løsning at give ham fred men med garanti også den hårdeste!

 

Vi sagde farvel til Zazu i sommers pga. smerter. Hendes smerter gav hende også en meget problematisk adfærd og gjorde hende også meget stresset. Vores liv var fyldt med hensyn til hende og hele vores hverdag var bygget op omkring at få HENDES liv til at køre så smertefrit som muligt. Men da jeg ikke længere var i tvivl, om at vi ikke kunne gøre mere for at hjælpe hende til et godt liv, så fik hun fred. Og ja vi blev fri for alle de hensyn vi havde levet med - men det var absolut ikke den nemme løsning. Jeg vil 1000 gange hellere fortsat leve med samtlige hensyn og flere til, hvis det betød jeg kunne have beholdt min elskede Zazu. Men uanset hvor mange hensyn vi tog, så kunne det desværre ikke gøre hende smertefri. Men savnet er frygteligt og det føltes absolut ikke som den nemme løsning - det føles som den værste og sværeste beslutning nogensinde. Men jeg VED det var den rigtige - for Zazu. Fordi vi havde gjort alt vi kunne for hende - det var desværre bare ikke nok.

 

Kæmpe kram til dig. Det er så hårdt at gå rundt med de tanker - men du må for guds skyld ikke slå dig selv oveni hovedet og tro at du har fejlet eller at du tager den nemme løsning hvis du ender med at give ham fred :ae: kan han ikke hjælpes mere, så er det den eneste rigtige og mest ansvarsfulde beslutning, selvom den er hård :kys:

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites

Med hensyn til bilkørsel, forstår jeg ikke hvorfor du ikke bare laver en løsning hvor du altid kan nå ham, når det åbenbart se så vigtigt for ham at være tæt på dig. Sæt ham på forsædet i sele, så kan du klappe ham jævnligt under kørslen, og derved forebygge panik hvis/når der er optræk til noget.

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
Gæst DorteDK

Der er kommet mange gode kommentarer og jeg er enig i at det måske er en fornuftig beslutning at give ham fred :-( du kender ham bedst selv, og lad være med at bebrejde dig selv!!!!

 

Du har gjort alt hvad du kunne! sender et par tanker og et :bighug:

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites

Jeg kender ikke til alvorlige bivirkninger ved clomicalm. Kender da nogle hunde der har fået det I længere tid. Om det virker må jo så komme an på en prøve.

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites

Jeg googlede lige clomicalm og fandt over en artikel hvor der står følgende:

"Clomicalm er registreret til seperationsangst hos hunde. Det er vores erfaring, at virkningen overfor angst og depression, er den samme uanset hvad der udløser angsten. Clomicalm er især anvendt til de hunde, der lever med mere eller mindre generaliseret angst, og hvor vi i træningen har brug for, at hunden er i et mentalt leje, hvor man kan ”nå den”, det vil sige hvor den IKKE har for højt stressniveau eller panikker."

Det er lige præcis det der er problemet med Figo når vi får træningvejledninger med hjem - at han panikker og slet ikke er til at komme i kontakt med! Jeg skal bestemt ned og snakke med dyrlægen om det middel!

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
Med hensyn til bilkørsel, forstår jeg ikke hvorfor du ikke bare laver en løsning hvor du altid kan nå ham, når det åbenbart se så vigtigt for ham at være tæt på dig. Sæt ham på forsædet i sele, så kan du klappe ham jævnligt under kørslen, og derved forebygge panik hvis/når der er optræk til noget.

 

Punkt et synes jeg det er uholdbart at han generelt er så bange når han ikke kan komme til mig, det betyder ikke kun noget i bilen, men også når jeg går på toilettet, på arbejde, ned med skraldet osv. Det er mange gange han skal blive angst i løbet af en dag.

 

Punkt to tør jeg ikke have ham på førersædet da jeg ved at han vil forsøge og mosle sig over på skødet af mig og det er ret farligt. Jeg har en lille bitte bil og når han sidder på bagsædet sidder han højst 20-30 cm fra mig og han går stadig totalt i panik.

 

Den midlertidige løsning er at han hentes og bringes af mine forældre men det er jo også en træls situation... :(

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites

Vil bare lige fortælle, at der ikke nødvendigvis er alvorlige bivirkninger ved Clomicalm. Jeg har en temmelig seperationsangst hund (for at sige det mildt), og jeg har vitterligt prøvet alt. For ham er det desværre ikke kun selve adskillelsen, men al den tid han et alene. Men han har fået Clomicalm non-stop i to-tre år nu, og jeg har hverken oplevet øget sult, tørst, træthed eller ændring i hans personlighed. Men til gengæld er hans stressniveau ift. at være alene faldet til et tåleligt niveau for ham.

 

Jeg havde ligesom dig rigtig mange bekymringer omkring, om han ville være deprimeret eller ændre sig, men at han kom på Clomicalm reddede hans liv, og jeg har ikke fortrudt et sekund. For mit vedkommende var det en allersidste udvej at medicinere, og det var lige så meget noget, som jeg havde brug for for at kunne kigge mig selv i øjenene og sige, at NU havde jeg prøvet alt.

 

Jeg er sikker på, at min hund har en hjernebrist af en art. For jeg har trænet det helt efter bogen fra starten, og jeg har startet forfra helt fra 1 sekund et utal af gange (har seriøst ikke tal på det, men det er over 50), og han har aldrig nogensinde responderet som andre hunde.

 

Hvis du vælger Clomicalm er det vigtigt, at du starter helt forfra med alene-tiden og i starten prøver at undgå at forlade ham alt for mange gange på en dag (skrald, toilet, bil), så han kan få nogle nye og forhåbentlig bedre oplevelser at forbinde det at du går fra ham med.

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites

Tusind tak for det indlæg. Mht. at efterlade ham gør jeg det nu kun en gang på en dag, skrald bliver taget med når jeg alligevel skal på arbejde eller ud med Figo og toiletdøren lukkes kun når jeg er i bad (det eneste tidspunkt han ikke brokker sig over at være med på badeværelset...), så den skal jeg nok holde.

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
Punkt et synes jeg det er uholdbart at han generelt er så bange når han ikke kan komme til mig, det betyder ikke kun noget i bilen, men også når jeg går på toilettet, på arbejde, ned med skraldet osv. Det er mange gange han skal blive angst i løbet af en dag.

 

Punkt to tør jeg ikke have ham på førersædet da jeg ved at han vil forsøge og mosle sig over på skødet af mig og det er ret farligt. Jeg har en lille bitte bil og når han sidder på bagsædet sidder han højst 20-30 cm fra mig og han går stadig totalt i panik.

 

Den midlertidige løsning er at han hentes og bringes af mine forældre men det er jo også en træls situation... :(

 

Kan også lige supplere at jeg rent faktisk kan nå ham med en arm når han sidder på bagsædet, ligesom jeg har kunne nå ham gennem gitteret dengang vi trænede det, men han reagere slet ikke på berøring når han går i panik-mode. Tværtimod trækker han sig væk og sidder bare i sin egen lille panikboble og gør.

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
Kan også lige supplere at jeg rent faktisk kan nå ham med en arm når han sidder på bagsædet, ligesom jeg har kunne nå ham gennem gitteret dengang vi trænede det, men han reagere slet ikke på berøring når han går i panik-mode. Tværtimod trækker han sig væk og sidder bare i sin egen lille panikboble og gør.

Jaeh, nu har jeg ikke fulgt med i din og Figos historie fra starten, og det lyder som om du har forsøgt snart sagt alt. Dog mente jeg nu at du skulle røre ham jævnligt under kørslen, altså osse før han panikker. Min ene hund sad på skødet af mig de første uger under bilkørsel, da han osse var utryg, så kom trygheden gradvis og nu ligger han fint i sit bur. Jeg tror din hund har fået en fobi ved adskillelse meget tidligt i hans liv, og det er meget svært at ændre senere. Kender det fra min egen som stadig er bange for fluer og bier, fordi han blev stukket af en bi i 9 ugers alderen. Tror kun man kan forebygge panikanfaldene ved at undgå situationerne, (så vidt muligt, kan godt se det er rigtig svært)og så håber det gradvis aftager med alderen.

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites

Du har bestemt ikke gjort noget forkert! Tværtimod! Han er ikke en rask hund - det var bare lettere at tage beslutningen hvis man på et røngent billede kunne se at han feks ingen hofter havde. Men han er syg - bare ikke på den måde man kan måle.

Du har gjort så meget for ham - langt mere end mange andre ville have gjort.

 

Jeg har selv haft en hund som blev aflivet da han blev 3 år. Han kunne ikke selv finde ro, men måtte hver aften bindes til radiatoren og så faldt han i søvn med et dybt suk. Og jeg stolede ikke på ham til sidst - hverken overfor børn, andre hunde eller voksne. Han havde også bidt mig flere gange (uden hul godt nok).

For mig var det virkelig en lettelse at få ham aflivet. Beslutningen var sindsyg svær, men bagefter var der kun lettelse tilbage. Lettelse over at han fik fred (det var virkelig noget galt i hovedet på ham) og lettelse over at vi ikke hele tiden skulle være sådan på vagt.

 

Jeg har haft hunde både før og efter ham, og de har alle været meget meget velfungerende. Så jeg vælger at tro, at det ikke var min skyld at min hund blev sådan.

Og selvom det kan være svært at tænke ny hund nu, så er det bare verdens største lettelse at få en helt normal hvalp, som opfører sig helt normalt og som bare er nem og ukompliceret og reagerer korrekt på alt hvad den skal reagere på.

 

Jeg ved ikke om du kan bruge min historie til noget. Men uanset hvad, så synes jeg at livet er for kort til at have sådan en hund som Figo er, for det virker til at det aldrig bliver rigtig godt. Og som du selv er inde på - har han et godt liv? (Mit svar med min egen hund endte med at være nej).

 

Så stor respekt for dit arbejde med Figo - og hvis du vælger at aflive så har du ikke givet op. Du har kæmpet og kæmpet men man når dertil hvor begge parter bliver for trætte til at kæmpe mere, og hvor man opdager at kampen ikke kan vindes.

 

Uanset hvad du vælger, så vil jeg have stor respekt for din beslutning.

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
Jaeh, nu har jeg ikke fulgt med i din og Figos historie fra starten, og det lyder som om du har forsøgt snart sagt alt. Dog mente jeg nu at du skulle røre ham jævnligt under kørslen, altså osse før han panikker. Min ene hund sad på skødet af mig de første uger under bilkørsel, da han osse var utryg, så kom trygheden gradvis og nu ligger han fint i sit bur. Jeg tror din hund har fået en fobi ved adskillelse meget tidligt i hans liv, og det er meget svært at ændre senere. Kender det fra min egen som stadig er bange for fluer og bier, fordi han blev stukket af en bi i 9 ugers alderen. Tror kun man kan forebygge panikanfaldene ved at undgå situationerne, (så vidt muligt, kan godt se det er rigtig svært)og så håber det gradvis aftager med alderen.

 

Jeg tænker det samme som dig, jeg plejer at sige at han er vokset op med en enlig, arbejdsløs mor i en lille to-værelses og det har medført at vi har været meget sammen. Men synes også at det er helt vildt at vi efter mere end et år ikke er kommet nogle vegne med træning :(

 

Problemet med at røre ham inden han panikker er at han panikker med det samme. Med det samme jeg smækker sidedøren og sætter mig ind på forsiden er han "fortabt".

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites

Opret en konto eller log ind for at kommentere

Du skal være medlem for at skrive en kommentar

Opret en konto

Opret en konto på siden her. Det er nemt!

Opret en ny konto

Log ind

Har du allerede en konto? Log ind her.

Log ind nu

×