Hop til indhold
Pernille og Lucca

Skal jeg formidle min hund

Recommended Posts

Jeg har lavet en anden tråd om mit problem men vil gerne holde rede i det :) det her er meget personligt og jeg håber ikke i dømmer mig. Jeg elsker min hund og vil gøre alt for at den trives. Mener også jeg har godt styr på hvordan man holder hund. Jeg er kommet dertil hvor jeg tænker på om min hund ville have det bedre et andet sted. Han er så sød, sjov og nem bette hund. Men herhjemme er han så angst og stresset næsten uanset hvad jeg gør. Det døjer jeg også lidt selv med men prøver ikke at vise det. Klaprer nogle vinduer eller smækker en dør klamrer han sig til mig og ryster. Rejser jeg mig flygter han nærmest. Jeg ville sådan ønske han kunne slappe af og fx kunne gå ind og gnaske i et tyggeben efter endt gåtur eller hygge selv. Han er opmærksom på alt. Han hygger sig andre steder og på gåture men herhjemme er ligesom et fængsel. Ikke hele tiden men stor del af tiden. Han har naturligvis oplevet nogle ting her som ubehagelige (støvsuger mm) men det burde han altså kunne kapere. Det er et par øjne i nakken hele tiden. Har haft adfærdsbehandler på men jeg synes ikke rigtig han tager det til sig. Og jeg kommer mere og mere til at være sur og frustreret på ham og beder ham konstant om at gå ind og lægge sig med det ben/fyldt kong/andet. Hvad ville i gøre, kontakte en anden adfærdsbehandler? Jeg elsker den hund og ligeså gør min familie.. men jeg er så frustreret over at det skal styre og fylde mit liv SÅ meget! 

Redigeret af Pernille og Lucca

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites

Du bliver garanteret sur over det her, men det er et faktum at ejers psykiske tilstand påvirker hunden.

Hvis ejer har problemer med angst, vil en følsom hund også få det. Jeg har selv lidt af socialfobi hele mit liv, og hader f.eks. at få uventede gæster. Og når jeg tænker over det, har jeg altid haft over-vagtsomme/beskyttende hunde, især i de år af mit liv, hvor det var værst. 

Heldigvis er de fleste af de situationer, der trigger min angst, nogle der foregår på steder hvor man ikke har hund med, så jeg synes godt jeg kan forsvare at have hund. 

Men hvis en hundeejer har en eller anden form for generaliseret angst, der er til stede 24/7, så synes jeg egentlig det er lidt synd for hunden.

Det ved jeg ikke om du har, men hvis det er tilfældet forstår jeg godt at du tænker på at omplacere, for det ville nok være det mest rigtige.

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites

Du har i en tidligere tråd været inde på at du har det lidt svært pga. af smerter i kroppen. Jeg tænker lidt ligesom Umulia at din psykiske/fysiske tilstand kan påvirke din hund. Meget uønsket adfærd hos hunde kan ofte ledes tilbage til ejer selv. Det er så vigtig at man har en positiv  og grounded tilgang til sin hund da de mærker det lynhurtigt hvis det går/er til den anden side.

Måske vil det hjælpe din hund at blive omplaceret - hvis det er således det hænger sammen.

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites

Puha, det er jeg ked af at høre, Pernille :( 

Du skrev i går, at I var i sommerhus. Hvordan er han der? Er han ligesom derhjemme eller er det bedre?

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites

Nu håber jeg ikke du tager mit indlæg (alt for) ilde op. Men du skrev også at Lucca døjede med usikkerhed/angst derhjemme og ikke trivedes. Måske der er nogle rammer i din hverdag, dig selv mv som skal kigges efter? For ja det hele påvirker hunden. Det virker mærkeligt at to hunde hvoraf den ene har du fået fra lille hvalp af, også skulle døje med usikkerhed/angst derhjemme - som jo er det sted hunde plejer at føle sig mest tryg, selvom de er usikre ude i verden fx. 

Jeg har og har haft usikre hunde som altid har været 100% trygge herhjemme, uanset hvordan de har haft det med forskellige scenarier ude i verdenen.

  • Like 1

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites

Hvis ikke der er udsigt til at du får det bedre eller at jeres situation ændrer sig så synes jeg du skal omplacere din hund. Og helst nu hvor han stadig er hvalp. 

Går du fx i noget behandling eller får hjælp på anden måde hvor der kan ses/mærkes en varig eller holdbar ændring, kan det måske være nok med en slags aflastning i forhold til din hund for jeres begges skyld. Han kommer lidt hjemmefra, kan slappe af og får noget selvtillid. Du får noget ro til at fokusere på at arbejde med den nuværende, uhensigtsmæssige situation. 

Måske det vil være en god idé at tage din behandler(hvis du har sådan en) med på råd. Fx hvis du har fysiske smerter kan du spørge en fysioterapeut til råds ang. hvilke øvelse du kan gøre for at styrke din krop så det ikke er så hårdt for dine hænder og arme når I går tur(eller hvad det nu kan være der passer i din situation) 

Derudover vil jeg anbefale dig at du får noget hjælp uanset om du beholder din hund eller ej. Hvis du lider af angst forsvinder det ikke bare af at du omplacerer din hund, selvom den dårlige samvittighed umiddelbart forsvinder. 

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites

Som Sitto også er inde på, så har jeg selv siddet med samme tanke, at der måske er nogle ting, som går igen. Nu har jeg jo set dig en del gange sammen med Lucca og jeg bed mærke i, at du lokker meget. Det gør du selvfølgelig i den bedste mening, men jeg tænker, at det måske faktisk har den modsatte effekt og i stedet forstærker problemet. 

Hvis man overfører det til sig selv... Forestil dig, at du står i en situation, som gør dig virkelig bange. Foran dig står to personer. Den ene siger "vær sød at komme med mig. Er du ikke nok sød at komme med?" med tiggende og bedende stemme. 

Den anden siger selvsikkert "kom, vi går denne her vej!" 

Her går man jo ikke med personen, som tigger og beder en om at komme med. Den person udstråler, at han slet ikke har styr på situationen og faktisk selv er lidt bange. De fleste mennesker ville nok vælge at følges med ham, som virker til at have fuldstændig styr på det. Det tror jeg er helt instinktivt. 

Og det forholder sig ikke meget anderledes for hunde, tror jeg. Og når man lokker, udstråler man måske helt automatisk, at man faktisk selv er lidt usikker på hele situationen.

Så jeg ville helt droppe lokning og eventuel pyldren. 

Når han bliver bange for et klaprende vindue eller en smækkende dør og klamrer sig til dig, så tager du ligeså stille og roligt hånden ned og aer ham ligeså stille, mens du med rolig og fast stemme fortæller ham, at det ikke er noget at være bange for. Prøv at undgå lys stemme, for det "lugter" nok lidt af lokning. Bare snak helt normalt og lad være med at gøre et stort nummer ud af det :) Stik ham også gerne noget virkelig lækkert at spise, hvis han vil tage det. Ikke noget som tager lang tid at spise, måske bare et skinketern eller noget i den stil. Tilbyd ham det og hvis han ikke vil tage det, ville jeg bare lægge det på sofaen eller gulvet eller hvor I nu sidder - så spiser han det måske efter et stykke tid. 

Jeg håber, det giver mening. Og det er skrevet i den allerbedste mening, så jeg håber ikke, at du bliver ked af det. Det er virkelig kun for at hjælpe med til, at det lykkedes. 

Og igen er du altid velkommen til at komme herop med ham, hvis du lige har brug for et pusterum. Eller hvis du skal handle ;)

  • Like 1

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites

Opret en konto eller log ind for at kommentere

Du skal være medlem for at skrive en kommentar

Opret en konto

Opret en konto på siden her. Det er nemt!

Opret en ny konto

Log ind

Har du allerede en konto? Log ind her.

Log ind nu

×