Hop til indhold
Potemis

Hvornår fjernede I deres ting?

Recommended Posts

Årh det er det hårdeste i hele verden. Jeg ved ikke om nogen kan huske mig og Cookie, det er trods alt mange år siden jeg har været her sidst, men jeg brugte stedet meget. Jeg mistede min lille Cookie, 13 år gammel, i onsdags. Hun havde gigt, problemer med hoften og fik også medicin for inkontinens. Der var så mange kosttilskud og hensyn at jeg havde besluttet at der ikke skulle være mere. Kom der en ny sygdom, så skulle vi sige farvel. I december fik jeg en følelse af at det her var hendes sidste jul. Jeg kan huske jeg tænkte at hvis hun holdt til sommerferien, ville jeg have god tid til at sørge (jeg er lærer). Hun havde haft nogle mærkelige rystelser for en måneds tid siden, men de var forsvundet igen. Pludselig kom de igen i lørdags og hun blev mærkelig om natten, rastløs, forvirret og ikke helt sig selv. Vi tog til dyrlæge mandag til det årlige tjek og jeg fortalte om min bekymring. Vi aftalte at udsætte vaccinen til følgende mandag og tjekke op på væske og generelt bare holde øje.

Tirsdag var hun lidt alene hjemme, og jeg kunne godt mærke hun ikke var vild med det. Hun plejer bare at finde sin kurv og få sin kiks og så er det fint, men hun ville ikke rigtigt. Jeg var heldigvis kun væk et par timer. Vi havde nærmest ikke sovet siden weekenden og natten til onsdag var ingen forskel. Jeg var vågen med hende fra 01.40. Hun var helt bims og forvirret og kunne slet ikke finde ro i mere end 10 minutter af gangen. Ud på morgenen begyndte hun at putte sig meget tæt, noget hun ellers ikke gør om sommeren, det er for varmt. Men helt tæt og helt ind under dynen. Pludselig kl 5, mærker jeg voldsom aktivitet og jeg ser det første voldsomme epilepsi anfald. Det er helt vildt frygteligt at se hende krampe sådan og tis og savl flyver ud af hende. Jeg tror faktisk hun er ved at dø. Pludselig er det ovre og jeg ringer efter min forældre, for jeg tør ikke være alene. Vi diskuterer om det skal være dyrlægevagten eller om vi skal vente på at vores dyrlæge åbner. Jeg vælger det sidste. Cookie vandrer hvileløst rundt, kan ikke kende os og vil ikke nusses. klokken bliver 8, jeg får ringet og får en tid til et farvel kl 13. Dyrlægen vil helst ikke presse os ind, der skal være god tid. Og så kommer det næste anfald kl. 10. Hun bider sig i tungen. Jeg fortæller hende da hun falder lidt ned at vi skal afsted snart og at hun skal sove og ikke vågner igen. Og at det er okay at give slip. Anfald nr 3 kommer kl 12, lige da hun ellers er faldet lidt ned igen og gerne vil have mad. Jeg har lige hældt det op, hendes livret makrel i tomat, da hun kramper igen. Jeg overvejer at ringe og sige at vi kommer nu, men jeg vil heller ikke slæbe en panisk hund ind i en bil hvor hun skal fastholdes. Kl 13.05 sætter jeg hende på dyrlægens bord og lukker døren bag mig og det sidste anfald kommer for fuld udblæsning. Dyrlægen giver hende hurtigt den første sprøjte, hun skal ikke ligge og krampe sådan. Jeg ved ikke hvad jeg havde forestillet mig, måske nok at jeg kunne holde hende og hun stille og roligt sov ind i mine arme, men sådan kom det ikke til at gå. Jeg lagde mig ind over bordet med min pande mod hendes og hviskede hende alle de ting jeg ville sige. Så fik hun den sidste sprøjte og det var slut. Jeg er så knust. 

Jeg er single og barnløs og Cookie var det eneste jeg havde. Jeg skiftevis forstår og forstår ikke at hun er væk. At jeg aldrig skal høre hendes små lyde, kysse hendes lille hoved, rode i hendes pels, nusse hendes mave, tale med hende om alt. Min mor synes jeg skal pakke hendes ting væk, men det føles som at jeg sletter hendes spor. Jeg har det frygteligt med det. Der bliver så mange tomme steder. Og hvad hvis hun stadiger der og ser med? Vil det så ikke såre hende at jeg bare fjerner hendes ting? Jeg ved godt det lyder tosset, men det er de tanker jeg har. 

Hvornår pakkede I andre tingene væk da I mistede en hund? Og hvilke tanker gjorde I jer om det? 

Der er så tomt og stille uden hende. Jeg ved godt jeg bliver glad igen en dag, men ligenu er det bare så hårdt. 

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites

Hej Potemis. Kondolere med dit tab. Forstår dig så godt - det er hårdt at miste sin bedste ven. Mit råd til dig vil være at beholde tingene så længe du har brug for det, det tager tid og savnet/sorgen kommer og går, så er det godt at have tingene fra din hundeven, at tage frem. Jeg mistede min hund 12 1/2 år gammel i oktober 2017. Hun er kremeret og jeg har hendes urne og de bedste billeder af hende stående fremme - egentligt var det meningen at urnen/hun skulle begraves i haven,  den kommende sommer, men når jeg har savnet hende har det været godt, at have det fremme. Jeg har først skaffet mig af med hendes halsbånd/snor her for 14 dage side. Og så må du i sorgen trøste dig med at I har haft mange gode år sammen, at hun har haft et godt liv hos dig og at døden er kommet forholdvis hurtigt uden længere forudgående sygdom, samt at du var hos hende til det sidste. Mange tanker til dig. Venlig hilsen Tina.

 

  • Thanks 1

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites

Det gør mig ondt 😞

Jeg gemte Luna's ting væk allerede, da vi kom hjem fra dyrlæge eller dagen efter. Men jeg beholdte dem. Jeg solgte en del af tingene, men beholdte også nogle ting. Og de er kommet frem, nu, hvor jeg har fået et nyt lille hjertebarn. 

Men du må gøre, hvad du føler er bedst. Jeg kunne bare ikke bære at kigge på hendes ting. 

  • Thanks 1

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites

Oh det er skrækkeligt at miste en hund - så føler med dig.

Mit råd er at du beholder hendes ting lige så lang tid du har behov for det - man kan ikke bare smide noget væk der har været så stor en del af ens hverdag. Mit råd er også at du skal snakke om hende - det er svært i starten da man jo ofte begynder at græde - med tiden bliver det nemmere og man begynder at finde de lyse sider og al det sjov man har haft med sin hund.

Jeg mistede min ældste beagle Charlie i marts sidste år - vi har stadig to beagler endnu - men Charlies død var meget hård at komme igennem også for de to tilbageblevne beagler. Charlie var leader of the pack og det har givet lidt mere arbejde, da jeg har måttet mere overtage den rolle Charlie havde.

 Charlie har aldrig rigtig forladt os. Hans bur hvor han sov og spiste står stadig det samme sted - hans sele, snor og halsbånd er her også stadig - samt hans hunde frakker som han brugte om vinteren. Han er kremeret og står i dag på mit skrivebord hvor der også står to billeder af ham.

  • Thanks 1

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites

Tak for jeres svar. Jeg vil ikke smide noget ud, det kan jeg slet ikke. Jeg tænker at det bliver pakket ned og så kan jeg tage det frem når jeg engang føler mig klar til at sortere det lidt. Men bare tanken om det. Jeg har tømt hendes vandskål og skyllet hendes madskål og tømt køleskabet for hendes mad. Jeg har bare slet ikke lyst til at pakke noget ned. 

Det er værst om aftenen, der stortuder jeg og fortæller ud i værelset at jeg savner hende så meget. Jeg er så ked af at være helt alene i verden nu. Hvad pokker laver man når man ikke skal nusse hundemave hele tiden? Og hvordan står man op om morgenen når man ikke skal ud og gå? Alle mine rutiner falder helt sammen. 

Jeg ville ønske jeg kunne have 1 dag mere med hende. En god dag hvor jeg kunne ae hende og gå til stranden og forkæle hende. Jeg ved ikke engang om hun rigtigt var klar over hvad der skete og at jeg var hos hende til det sidste. Det er så forfærdeligt det her. 

  • Like 1

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites

Det gør mig ondt 😥, det er så hårdt at miste sin bedste ven.

Jeg har altid pakket alt væk samme dag, det havde jeg det bedst med og så er det blevet taget frem igen, når jeg har fået en ny hund igen.

V.H. Sille

  • Thanks 1

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites

Hvor gør det mig dog ondt, at I skulle igennem et så hårdt farvel! Men i det mindste behøver du ikke være i tvivl om at du gjorde det rigtige for Cookie.

For at besvare spørgsmålet - jeg har stadig de fleste af Vinnies ting fremme. Hendes halsbånd hænger på knagen i entréen, jeg har hendes kort fra hunderegistret i min pung - og min søns tegning af hende er stadig min avatar her på H-F.

Hun døde for hvad - 4, 5 år siden?

  • Thanks 1

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites

Jeg har pakket væk i dag. Stille og roligt. Jeg fortalte hende at nu pakkede jeg kurvene væk, for nu kan hun ligge hvor hun vil, jeg pakkede trappetrinene til seng og sofa væk, for nu havde hun ikke ondt i sine ben og kunne hoppe hvorhen hun vil og alle bamserne. De fik hver især et lille kys som tak for alt det sjov vi har haft. Jeg gik også forbi hendes store hundeven for enden af gaden og gav ham en pose tyggepinde. Det krævede lige lidt overvindelse at ringe på døren og skulle sige det højt. Men det hjælper alt sammen. Jeg taler til hende hver aften og jeg føler at hun er der. Sorgen er stadig tung og her er alt for stille, men det er okay. 

Hendes sele og og snor hænger i gangen, jeg ved ikke hvor længe. Jeg rører hendes snor når jeg går ud af døren Og selen dufter af hende. Og to af hendes bamser ligger på min seng. Og så vrimler det med hundehår 😊

Redigeret af Potemis
  • Sad 1

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites

Join the conversation

You can post now and register later. If you have an account, sign in now to post with your account.

Gæst
Svar på dette emne...

×   Du har kopieret indhold med formatering.   Fjern formatering

  Only 75 emoji are allowed.

×   Your link has been automatically embedded.   Display as a link instead

×   Your previous content has been restored.   Clear editor

×   You cannot paste images directly. Upload or insert images from URL.


×
×
  • Tilføj...