Min hund er død

[Gæst Atopica]

Hej I andre hundeelskere.

 

Jeg er ved at gennemgå den største sorg over min lille elskede Trold, der døde i onsdags. Jeg tog til dyrlægen med ham, fordi han var begyndt at trække vejret i små, korte ryk. Han blev røngtenfotograferet og fik en masse medicin med hjem og fik 2 indsprøjtninger med smerestillende, pencilin og noget der skulle drive vandet ud af hans lunger. Hans hjerte kunne ikke rigtigt mere og han havde vand i lungerne, og derfor var det svært for ham at trække vejret.

 

På vej hjem i toget sad jeg med ham og pludselig begyndte han at bløde voldsomt ud af næse og mund. Nogle søde mennesker hjalp mig og jeg steg af toget og fandt en taxa for at køre tilbage til dyrlægen. Men Trold døde i taxaen hvor han fortsat blødte meget. Jeg sad med ham i mine arme og talte til ham og strøg ham over pelsen mens han døde. Da vi kom frem til dyrlægen kunne jeg lægge den døde Trold på briksen.

 

Jeg forstod ikke helt han var død, han var stadig varm, og jeg syntes hele tiden han trak vejret igen. Selv efter 10 minutter fik jeg dyrlægen til endnu engang at lytte til om hans hjerte stadig bankede.

 

Aldrig har jeg oplevet så stor en sorg, jeg kunne næsten ikke gå derfra, for syntes det var som at forlade Trold helt alene. Jeg brugte en halv times tid til at sige farvel til ham. Det var et mareridt at komme hjem, og han ikke var der, alle hans ting over det hele.. Jeg fik ham som 10 uger gammel for 10 år siden, og i alt den tid har vi været et uadskilleligt makkerpar. Vi har altid boet alene sammen og været sammen dag og nat. Jeg kan slet ikke rigtigt være til uden ham ved min side, for han blev så stor en del af min identitet. Jeg føler ligefrem en fysisk smerte i mit hjerte nu hvor jeg savner ham så meget.

 

Er der andre herinde, der har prøvet at miste deres hund og måske har nogle råd til, hvordan man kan komme igennem den store sorg?

Trold var mit et og alt, og jeg kan slet ikke forestille mig et liv uden ham. Men det er godt han fik fred, for han har været meget syg i sit liv, og nu kunne hjertet heller ikke mere.

 

Jeg skal hente hans aske i en urne i næste uge. Ved ikke om jeg beholder den, begraver den eller kaster hans aske ud et sted. Er der nogen der har erfaringer med det?

 

Hvil i fred lille Trold.

 

De sørgeligste hilsner fra Atopica Billedfil

[Gæst Ninjamor]

Herregud da!

 

Hvor må det have været en helt og aldeles rædselsfuld oplevelse for dig!

Et mareridt.

Jeg kan så sandelig godt forstå, at du er fortvivlet.

Du også have fået et chock af den pludselige og voldsomme oplevelse.

 

Hvor længe det bliver ved at gøre ondt er jo ikke til at sige, men giv dig endelig tid til at sørge over din ven. han fortjener det og du fortjener det.

I var sammen i ti år og det sætter naturligvis sine spor.

 

Om nogen tid vil du kunne se på de gode minder, du har om Trold og pludselig en dag opdager du, at du sidder og smiler over et af disse minder.Og så er du godt på vej mod en lindring af sorgen.

 

Hvis ikke vi sørger over vore døde hunde, hvad skulle vi så med dem?

 

Kærlighed til Trold kan også være at slippe ham fri, han har det bedst hvor han er nu, og tiden var åbenbart inde for ham.

 

Sørg for at få grædt igennem i stedet for at gå og holde det inde, så kommer du hurtigere videre.

 

Jeg føler med dig.

 

Har du nogen du kan tale med om ham?

Ellers så bare læs af her. Vi er mage herinde som forstår dig og selv har stået i situationen at måtte sige farvel til vores bedste ven.

 

Kærligst

 

Ninjamor

[Freudika]

Det gør mig ondt ... jeg tør slet ikke begynde at tænke på, hvordan jeg ville reagere i en lignende situatioin ...

 

Masser af trøstekram herfra.

[Ascha]

Åhh nej!. Hårene rejste sig på armene da jeg læste dit indlæg. Jeg kan garantere dig for, at der er mange som forstår hvad du går igennem og føler lige nu. Og mærker suget i maven.

 

Der er umiddelbart to tråde jeg kan huske, om dèt at miste en firbenet ven. På forsiden kan du gå ind i debat og finde en tråd der hedder: At kunne sørge over sin døde hund og i Løst snak kan du finde: Hunde der venter ved regnbuen. Måske det kan hjælpe en lille smule at læse, eller skrive lidt i trådene.

 

Vi tænker på dig.

[Nollike]

Åhh, hvor jeg føler med dig! Mistede selv min hund gennem 13 år i februar og det er sgu hårdt! Du skal lade dig selv være ked af det og tal om ham så meget som du orker. Jeg tror ikke at der er nogen nem måde at komme gennem det på, det tager tid.

 

Mht. til asken kan jeg fortælle dig hvad jeg gjorde. Jeg havde ikke noget godt sted at begrave urnen, for mine forældre havde solgt sommerhuset og jeg bor i lejlighed, hvor der godt nok hører en fælles have til, men jeg følte ikke at den var personlig nok til at Futte skulle ligge der. Så jeg valgte at tage til Ishøj Strand sammen med en veninde. Vi tændte et lys, drak noget kaffe og talte (og jeg tudede) om Futte et stykke tid. Derefter gik vi ud på badebroen og dryssede ham ud i vandet. Så gik vi tilbage til stranden, sad og talte lidt om ham igen og lod lyset stå og brænde da vi gik. (Og det ragede mig en høstblomst at det var miljøsvineri, det må jeg indrømme!) Det føltes rigtigt for mig, at han skulle være der, for han havde haft nogle rigtig gode timer dernede med mig, min veninde og sin tennisbold.

Så hvis du ikke har en have eller et andet sted, hvor du føler det rigtigt at begrave urnen, så kan du overveje at fordele asken et sted, hvor han var glad for at komme.

 

Det er desværre ikke muligt at sige noget som kan lindre din sorg, men jeg kan trøste dig med, at der kommer et tidspunkt, hvor du græder mindre og smiler mere ved tanken om ham. Du har min dybeste medfølelse, det er frygteligt at miste sin ven!

 

Hvis du ikke har hørt om Regnbuebroen, så kan du læse om den her. Så ved du hvor han er nu:

 

Her på denne vor side af himlen findes et sted kaldet Regnbuebroen.

 

Når et dyr, som har stået et af os mennesker særlig nært, dør, rejser det hen til Regnbuebroen. Dér er grønne enge og bakker, så vore særlige dyrevenner kan løbe rundt og lege sammen. Der er masser af mad, vand og solskin, som sørger for at vore venner er glade og har det godt.

Alle dyr, som engang var syge og gamle, får deres styrke tilbage. De som var skadede eller lemlæstede bliver gjort hele og stærke igen, præcis sådan som vi husker dem og mindes dem, som de var engang. Dyrene er glade og tilfredse på nær een enkelt ting; alle som een savner de deres kære, som engang var dem nær, og som de måtte lade tilbage.

 

Sammen løber de og leger; men den dag kommer, da et af dem med ét stopper op og ser hen mod horisonten. Blikket er klart og opmærksomt, kroppen begynder at skælve. Pludselig begynder dyret at løbe bort fra gruppen, det næsten flyver henover det grønne græs så hurtigt, som dets ben kan bære det.

 

Det har set dig, og når du og din specielle ven endelig mødes, omfavner I hinanden i glædeligt gensyn for aldrig nogensinde mere at skilles. De glade kys nærmest regner ned over dit ansigt, dine hænder kærtegner igen det elskede dyr, og du ser endnu engang ind i disse dit dyrs trofaste øjne. Alt for længe var det borte fra dit liv; men aldrig et øjeblik fra dit hjerte.

Derpå krydser I Regnbuebroen sammen…

[Gæst Atopica]

Tak for Jeres søde indlæg, det hjælper lidt at der er nogle, der forstår, og som ved, hvad jeg taler om. For selvom min familie og venner ved, at Trold og jeg stod hinanden uendeligt nært, så ved de ikke helt hvad det betyder, når de ikke selv har haft en dejlig hunde-ven.

 

Min søster, der er meget spirituel siger, at jeg sagtens kan kontakte Trolds sjæl og tale med ham, og at det kan hjælpe os begge til at give slip og oprette en ny slags kærlig forbindelse. Jeg prøver at tale lidt med ham engang imellem, men det er svært når han ikke er fysisk til stede.

 

Igår aftes gemte jeg hans kurv inde i skabet, er ikke klar til at smide den helt ud endnu.

 

Kh Atopica

[Gæst Atopica]

Nollike, tusind tak for den søde fortælling om regnbuebroen. Det passer perfekt til det memoir-billede, som min ven har lavet for Trold, som er med i mit første indlæg. Der kan man se Trold vente for enden af Regnbuebroen:-)

[Nollike]

Nollike, tusind tak for den søde fortælling om regnbuebroen. Det passer perfekt til det memoir-billede, som min ven har lavet for Trold, som er med i mit første indlæg. Der kan man se Trold vente for enden af Regnbuebroen:-)

 

Det er et rigtigt godt billede din ven har lavet. Og ja, det er en sød fortælling og en dejlig tanke, at vores venner venter på os der

 

Mht. hans seng, legetøj osv. tror jeg at du skal gøre som du føler for. Nogle vælger at fjerne det hele med det samme fordi det er for hårdt at se på, andre kan ikke. Jeg lod Futtes ting ligge i en uge, fordi at så længe det stadig lå der, var det lidt som om han stadig var her.

 

Hvis det er dyrevenner du har i din familie og omgangskreds, så kan de udmærket sætte sig ind i hvordan du har det og det er en stor støtte. Jeg blev meget positivt overrasket over, hvor meget forståelse jeg mødte da jeg mistede Futte. Det var virkelig dejligt. Så læn dig op af dem og snak en hel masse om ham, det hjælper lidt. Og ellers så læs af herinde, vi føler alle med dig.

[Gæst anne-marie]

 

Det er hårdt, sikke en oplevelse du har haft

 

Jeg har mistet 3 hunde og har heldigvis 2 nu, det er så hårdt at sige farvel og tiden efter er hård.

 

Du skal græde, holde følelserne fremme og forholde dig til dem

 

Det er en god ide at tale med ham, han er der, og han har det godt

 

Flere har beskrevet hvordan de oplever hunde, andre dyr og mennesker har det efter døden, bla Betty Shine i Sindets energi, det har trøstet mig meget at de er der og har det godt, og jeg har snakket med dem og bedt om tilgivelse og sendt min kærlighed, det hjælper i hvert fald mig

[Gryn]

Jeg føler virkelig med dig, og må indrømme jeg kneb en tåre.

Jeg har selv prøvet at sige farvel til to hunde, en ene så sent som sidste år.

Jeg synes du skal tale om det, måske du har venner der selv har prøvet at miste en hund, eller nogen som blot vil lytte.

Jeg satte et billede op at min Mega og så skrev jeg et langt brev til hende mens jeg kiggede på billedet.

[luckyluna]

Jamen ven da, vi føler vist alle med dig herinde, bare tanken om at det bliver ens egen tur på et tidspunkt kan få mig til at tude

 

Og grunden til at man bliver så frygtelig berørt over en hund eller et andet dyrs død er jo nok at de er så nærværende i hverdagen. De tager glade i mod en når man kommer hjem, elsker uden forbehold og man har en masse minder og oplevelser sammen med dem, også bare i hverdagen, hvor de har fået en til at grine eller smile over små ting.

 

Når det pludselig er væk er der jo en kæmpe tomhed, som man først skal vende sig til

 

Mange trøstekram herfra

[Gæst nordlys_dk]

sikke en oplevelse.

 

Jeg er enig med hvad andre har skrevet herinde. Det tager den tid det tager og du skal gøre hvad der er bedst for dig. Jeg har selv mistet en hund på 3, pga en hjernesvulst og det er bare hårdt at miste en ven.

[Gæst T_Martinsen]

Puha nu sidder jeg og tuder igen, for det vækkede lige for mange følelser i mig, da jeg selv har mistet min cavalier i år

 

Det der hjalp mig igennem den store sorg, var at få snakket ud om det. Jeg brugte debatten, dog ikke denne, men der er mange herfra som fulgte med og støttede mig i den anden debat. Jeg havde ikke klaret det så godt uden den støtte.

 

Jeg valgte at få mig en ny hund kort efter, og det fik mine tanker over på noget mere positivt, frem for kun at tænke triste tanker. Den dag i dag ca. 7mdr. efter Luckys død, tænker jeg nu på ham med sorg i sindet, men med et smil på læben, for det er de gode ting jeg nu kan fokusere på, og ikke sorgen over tabet.

 

Jeg kan stadig sidde og græde over tabet af ham, og tårerne triller da også i skrivende stund, men det vigtige er, at jeg nu kan tænke positive tanker igen. Jeg vil altid føle en sorg og et savn når jeg tænker på ham, men det har ikke den ulidelige skærende fornemmelse i brystet som det havde i starten.

 

Jeg tror på, at du nok skal komme videre. Det tager tid, det gør det, men jo mere du får snakket om det, jo mere får du løsnet op for den skærende sorg, som sidder og tærer på dig i denne stund.

Snak med ham, selvom han ikke er hos dig fysisk. Jeg fik et godt råd af Irene herindefra. Jeg skulle sætte mig et roligt sted, og sige rigtig farvel til Lucky, jeg skulle "aftale" med ham, at når jeg vil have kontakt med ham, så skulle det være på dette sted, og han kunne vise sin "eksistens" i form af en lugt, lyd, vind eller lign. Jeg skulle derefter give slip på ham, så vi begge kunne få den nødvendige fred.

 

Efter denne ceremoni fik jeg en dyb indre ro i mig selv igen. Jeg har tit siddet i sofaen, som er vores sted, og kunne mærke hans eksistens, fuldstændig som han var der, da han levede.

Nogle vil måske sige, at der er lige i overkantet og jeg er parat til den lukkede, men ikke desto mindre har det hjulpet, hvilket jo er det vigtigste

 

Jeg håber din sorg snart letter, snak endelig om det og spørg, hvis der er noget du vil vide.

[Birgitta]

Jamen hvad var det dog der skete?

Hvorfor begyndte han at bløde?

Hvad fejlede han? Var det hjertet?

 

-Hvordan kunne han dog blive SÅ syg? Hvordan kunne det ske, at han døde på vej hjem fra dyrlægen? Kunne dyrlægen ikke se, at han var døende?

 

Jeg har selv 6 hunde, der venter på mig ved regnbuebroen. Men de er allesammen blevet aflivet i god ro og orden når deres tid var inde. Jeg har aldrig prøvet at miste en hund på så forfærdelig en måde som du beskriver.

Men jeg kender til at gå og se på min hund, der bliver dårligere for hver dag... og ikke kunne tage beslutningen om aflivning.. Det er SÅ svært. Særlig hvis man -som jeg- er helt alene om at træffe beslutningen..

 

.....Vi VED det jo, Atopica... Sorgen er prisen for alle de mange, mange glæder vores hund giver os. Lige fra den er helt lille og rørende hvalp, -når vi ser den første gang og totalt taber vores hjerte. Og når den vokser op og bliver klogere og smukkere for hver dag.. Og når den (forhåbentlig) ældes og vitterlig opnår alderens visdom... Jeg er helt sikker på, at en hund med alderen forstår langt mere mennesketale end vi forstår hundesprog.

Sorgen ER prisen for DE mange glæder... Er prisen for høj?

 

..Dybt, dybt i mit hjerte tror jeg på, at "Regnbuebroen" ikke kun er en smuk historie opfundet til at trøste fortvivlede hundeejere. Det er helt utænkeligt, at vi ikke skulle se vores elskede dyr igen den dag vi selv skal herfra.

 

--Nogle mennesker kalder sorg for "hjemløs kærlighed".. Måske er det derfor, jeg slet ikke kan finde ro eller lindring før jeg har fundet en NY lille hvalp at elske...

 

...Måske er det den vej, du også skal, Atopica, -hvis du kan klare at betale prisen...

 

... Selv sorgen er en gave. For at overkomme den dybe og forfærdelige sorg når vi mister vores hund, giver os den viden, at store sorger KAN overkommes. Og det kan være livsnødvendig viden når vi i løbet af livet mister vores allernærmeste og allerkæreste venner og familiemedlemmer..

 

Du kommer over det, Atopica. Prøv på at finde et nyt bo til din hjemløse kærlighed...

[Gæst sakie]

Jeg mistede min unge jack russell terrier i juni måned i år. Det var så utrolig hårdt, så jeg kan sagtens følge dig med hvordan du har det. Jeg skulle tage en meget hurtig beslutning om han skulle dø, da hans nyrer næsten var holdt op med at fungere, så valget var nok ikke så svært.

Jeg valgte at få ham kremeret og hjem i en urne, og den står på en hylde på min reol. Jeg har et billede af ham og en rød rose ligger foran billed og urne, og så står der to jack russell figurer ved siden af. Hans aske skal ikke spredes nogen steder og urnen skal blive stående på hylden, jeg vil ganske enkelt ikke af med ham. Det kan godt være at urnen på et tidspunkt bliver sat ned i et skab, men det ved jeg ikke endnu.

Jeg er glad for jeg valgte den løsning, selvom nogle synes det er ulækkert at have hundens urne stående, det er jeg fuldstændig lige glad med. De kan jo lade være med at se på den

[Gæst Vivi]

Stakkels dig.

 

Det må have været en utrolig voldsom oplevelse for dig. Men hvor var det godt at Trold døde i din favn, når det nu skulle være. Du var der for ham til det sidste.

 

Åh, det er en rigtig grædetråd, denne her

[Gæst Atopica]

Jamen hvad var det dog der skete?

Hvorfor begyndte han at bløde?

Hvad fejlede han? Var det hjertet?

 

-Hvordan kunne han dog blive SÅ syg? Hvordan kunne det ske, at han døde på vej hjem fra dyrlægen? Kunne dyrlægen ikke se, at han var døende?

 

Jeg har selv 6 hunde, der venter på mig ved regnbuebroen. Men de er allesammen blevet aflivet i god ro og orden når deres tid var inde. Jeg har aldrig prøvet at miste en hund på så forfærdelig en måde som du beskriver.

Men jeg kender til at gå og se på min hund, der bliver dårligere for hver dag... og ikke kunne tage beslutningen om aflivning.. Det er SÅ svært. Særlig hvis man -som jeg- er helt alene om at træffe beslutningen..

 

.....Vi VED det jo, Atopica... Sorgen er prisen for alle de mange, mange glæder vores hund giver os. Lige fra den er helt lille og rørende hvalp, -når vi ser den første gang og totalt taber vores hjerte. Og når den vokser op og bliver klogere og smukkere for hver dag.. Og når den (forhåbentlig) ældes og vitterlig opnår alderens visdom... Jeg er helt sikker på, at en hund med alderen forstår langt mere mennesketale end vi forstår hundesprog.

Sorgen ER prisen for DE mange glæder... Er prisen for høj?

 

..Dybt, dybt i mit hjerte tror jeg på, at "Regnbuebroen" ikke kun er en smuk historie opfundet til at trøste fortvivlede hundeejere. Det er helt utænkeligt, at vi ikke skulle se vores elskede dyr igen den dag vi selv skal herfra.

 

--Nogle mennesker kalder sorg for "hjemløs kærlighed".. Måske er det derfor, jeg slet ikke kan finde ro eller lindring før jeg har fundet en NY lille hvalp at elske...

 

...Måske er det den vej, du også skal, Atopica, -hvis du kan klare at betale prisen...

 

... Selv sorgen er en gave. For at overkomme den dybe og forfærdelige sorg når vi mister vores hund, giver os den viden, at store sorger KAN overkommes. Og det kan være livsnødvendig viden når vi i løbet af livet mister vores allernærmeste og allerkæreste venner og familiemedlemmer..

 

Du kommer over det, Atopica. Prøv på at finde et nyt bo til din hjemløse kærlighed...

 

 

Trold havde som mange cavalierer en mislyd på hjertet, men det havde endnu ikke været et problem for ham. På billederne der blev taget hos dyrlægen kunne man tydeligt se, hvordan hjertet var for stort, og nu hvor der så var udbrudt problemer med det havde det resulteret i vand i lungerne og det hele inden i Trold var generelt ret sammenpresset inkl. luftrøret. Dyrlægen lod mig se det samme billede af en rask hund, så jeg kunne sammenligne.

 

Dyrlægen troede åbenbart ikke han var døende... Da jeg kom tilbage med døde Trold var han ked af jeg havde måtte opleve han døde på den måde. Jeg tror jeg vil prøve at ringe til dyrlægen snart og få ham til at forklare, hvordan det kunne være han blødte ud af næse og mund lige pludselig...

 

Det var forfærdeligt, fordi det vel tog 20 minutter fra han startede med at bløde, til han var død. Han var dog helt slap og jeg følte, at han ikke var ved bevidsthed, det håber jeg ikke han var... Jeg tænkte at han ville dø, lige fra det sekund jeg så blodet begynde at komme ud, og at hvis han ikke døde undervejs skulle han aflives med det samme vi nåede frem...

 

Mens jeg sad i taxaen og tørrede det blod væk, der kom ud, og til sidst, da jeg sad med ham og tænkte, at nu var han nok død, gik mange tanker gennem mit hovede. Jeg bad engle om at tage imod ham og bad til at han ingen smerter havde. Jeg græd selvfølgelig men havde også lyst til at skrige og følte det nærmest klaustrofobisk at sidde der bagi taxaen og ikke kunne gøre andet end blot sidde helt sidde og håbe Trold ikke led i de 25 minutter turen varede. Ovenikøbet var det en meget sur dame, der kørte taxaen og flere gange sagde at det ville blive meget dyrt, hvis han svinede i taxaen. På et tidspunkt sagde jeg, at jeg troede Trold døde nu, hvorpå idioten snerrede, at hun i hvert fald ikke kunne køre hurtigere. Det var slet ikke derfor, jeg sagde det, men i hvert fald kørte hun lige under det tiladte hele vejen, det var meget provokerende synes jeg. Nogle mennesker er bare dumme.

 

Jeg prøver at tænke positivt om hans død. Jeg har altid frygtet at han skulle dø alene, men heldigvis var jeg hos ham 100%. Desuden slap han for at skulle dø hos den dyrlæge, som han frygtede så meget, og jeg slap for at beslutte at han skulle aflives (selvom jeg havde foretrukket det fremfor den måde det skete på). Desuden har jeg også altid tænkt, at det ville være skræmmende, hvis han døde derhjemme, fordi så ville jeg ikke vide, om han var helt død eller hvad jeg skulle gøre af kroppen. På den måde var det rart at han ligesom døde "ingen steder" fordi vi var på farten i taxaen.

 

Det sidste livstegn fra ham var meget sødt. Han ville altid gerne ligge på gulvet i S-toget under rejser, og nu lå han helt fladt ned fordi han var dårlig. Men pludselig, to gange i træk, logrede han helt vildt med halen fejende frem og tilbage over gulvet. Jeg som sad og græd allerede gloede mærkeligt på ham, for der var ingen åbenbar årsag til, at han logrede. Så var det jeg besluttede at løfte ham op i mine arme, og så blev han helt slap, og få sekunder efter var det blodet kom. Jeg håber at det måske var da hans sjæl begyndte at forlade kroppen, at han logrede, og han han dermed var bevidstløs i den tid det tog kroppen at blive livløs.

 

Heldigvis har jeg nydt og værdsat nærmest hvert øjeblik, jeg har tilbragt med Trold. Hver dag har jeg fortalt ham, hvor meget jeg elsker ham og at han var den dejligste hund i verden. Jeg har aldrig skældt ham ud, men bare fortalt ham blidt, hvis han gjorde noget forkert, og det lyttede han til. Trold var meget speciel, og folk har altid sagt, at han ikke var en rigtig hund, men mere et væsen eller en engel:-)

 

Jeg var væk fra Trold fra 16-22 tirsdag aften, hvilket jeg selvfølgelig er ked af nu. Han havde det allerede lidt dårligt, da jeg tog afsted, men jeg vidste ikke det ville blive så slemt, og jeg var nødt til at tage afsted. Da jeg kom hjem lå han helt slapt og var meget sløj, men jeg besluttede det var tids nok at tage til dyrlægen om morgenen først, og vi gik i seng. Nu fortryder jeg at jeg ikke bare tog til dyrlægen med det samme... Men det nytter jo ikke noget, men det er svært ikke at bebrejde sig selv.

 

Idag var jeg til min nieces 7 års fødselsdag, og hun elskede Trold meget højt og har skrevet flere bøger om ham. Hendes mor havde fortalt hende og hendes 4-årige søster, at Trold var død, men jeg vidste ikke, hvordan hun ville tage det når hun så mig. Hun sad i et hjørne og var meget stille mens hun skrev i sin dagbog, da jeg kom. Hendes lillesøster på 4 år foreslog, at vi skulle lege jeg var en hund, der kunne spise hundekiks. Så sagde hende på 8, at det kunne Trold også, og at hun var ved at skrive noget om ham i sin dagbog om, at han var død og at hun havde grædt. - På den måde fik de søde børn taget hul på det, der var så svært for os alle tre at begynde at tale om.

 

Jeg synes det lyder rigtigt, at sorg er "hjemløs kærlighed"... og jeg tænker allerede på at anskaffe en ny hund. Selvom jeg savner Trold er en stor del af det også det at have en hund i huset. Det er "sjovt", for alle jeg taler med har en mening om, om jeg skal anskaffe en ny hund eller ej. Det er påfaldende, at de fleste, der synes at det skal jeg, selv har hund:-) hvorimod dem, der siger jeg bør vente til jeg er kommet igennem sorgen ikke har hunde og derfor måske ikke kan forstå den store smerte det kan være, at bære rundt på en hjemløs kærlighed. Måske, nu når jeg har udviklet denne kærlighed som en del af mig gennem mange år, kan det tit føles som om, at det er nødvendigt at finde et nyt "offer" for den - og der er jo nok af hunde, der trænger til et hjem...

 

Det er helt klart værst når jeg er derhjemme, hvor han altid var, der er smerten størst...så prøver at arrangere at lave forskellige ting udenfor hjemmet disse dage, fordi det kan blive alt for sørgeligt derhjemme helt alene

[Flaffy,Zozo,Luna]

Kære Atopica

 

Jeg føler med dig, det er såå hårdt at miste en ven (sjæleven)

 

Det føles som om ens hjerte er ved at blive revet ud..

 

Godt du har nogen at snakke med, og læs bare af her..

 

Men en smuk afsked du fik givet ham, på tros af chokket over han skulle afsted så pludseligt.

 

Om du skal have ny hund nu, kan kun du afgøre. Men jeg kan godt forstå du savner en lille blød ven.

 

Mange medfølende trøstekram fra Susanne.

[Gæst Ninjamor]

OK, jeg har hund og jeg siger VENT LIDT med at skaffe dig en ny hund!

Find lige lidt fred og ro i dg selv først.

Også så hvalpen ikke ubevidst bliver en slags erstatning for Trold, for det kan den jo aldrig blive.

 

Uden at kende dig, for for dig er det måske det rigtigste at få hvalp allerede nu.

Men, da min datter mistede sin golden var det også en chockoplevelse, Topsy løb lige ud i en bil og døde inden vi nåede frem til dyrlægen.

Min datter var da 19 år og helt lammet nærmest.

Hun ville have en ny hvalp NU og ugen efter fik hun en lab hvalp.

 

Hun har senere fortalt, at hun slet ikke var følelsesmæssigt klar til opgaven på det tidspunkt. Det var alt for tidligt for hende.

 

Men du skal naturligvis mærke efter i dig selv.

 

Det lyder som nogle dejlige niecer du har

[Birgitta]

Kære Atopca..

Det er en RIGTIG god ide at få snakket med din dyrlæge om hvad det dog var, der skete... Også fordi du måske overvejer at få en hund af samme race igen... Men så risikerer du måske også at møde nøjagtig de samme problemer igen.

Jeg ved, at Dansk Kennelklub gør meget for at få de hjertesyge cavalierer ud af avl, men det er umuligt helt at gardere sig, fordi sygdommen først viser sig hos hunden når den er voksen, og måske allerede har været brugt til avl. Det er så vigtigt, at opdrætteren får at vide så snart der viser sig tegn på hjertesygdom, -så forældrene kan blive taget ud af avlen... Men det er jo længe siden at det kunne være aktuelt i din situation.

 

Jeg håber for dig, at du meget snart finder en ny lille Trold eller en anden lille bolig for din kærlighed... Jeg må advare dig om, at sorgen nok er allerstærkest, --kærligheden føles allermest hjemløs-- lige netop i den periode, hvor man leder og leder i noget der føles som uendelige tider...

 

Skriv og fortæl, når du har snakket med dyrlægen. Ja, og fortæl om dine overvejelser om en ny lille hund..

 

 

Og så skal du lige vide, at mange dyrlæger gerne tager ud på sygebesøg.

Mine to sidste hunde er blevet aflivet på deres yndlingssted i haven.. Det var meget fredfuldt. Dyrlægen tager derefter den døde hund med, og man kan få den brændt og asken udleveret i en urne, hvis det er det, man ønsker.

For mig selv er asken ikke vigtig. Mine hunde er altid i mit hjerte. Og de dejlige minder er gemt i hundredvis af billeder.

[Gryn]

Jeg skriver lige til dig igen, så ved du at der er nogen der læser med. det er en rigtig god idé at læsse af her inde. Når man selv har hund kan man nok bedre forstå smerten ved at miste sin elskede ven.

Som Irene skriver kan det være en god idé at vente lidt med at få en ny hund. Men der er kun dig der ved hvornår du er parat.

Da vi mistede Freia ( 3 år) for mange år siden tog det hårdt på mig. Min mand pressede på for at fåe en ny hund, og jeg gav efter: det gjorde at jeg havde svært ved at elske Mega (den nye hund) i starten.

Da vi mistede Mega sidste år var vi dog ret hurtigt parate til en ny hund, vi fik Groa 2½ måned efter.

[Gæst Atopica]

Kære Atopca..

Det er en RIGTIG god ide at få snakket med din dyrlæge om hvad det dog var, der skete... Også fordi du måske overvejer at få en hund af samme race igen... Men så risikerer du måske også at møde nøjagtig de samme problemer igen.

Jeg ved, at Dansk Kennelklub gør meget for at få de hjertesyge cavalierer ud af avl, men det er umuligt helt at gardere sig, fordi sygdommen først viser sig hos hunden når den er voksen, og måske allerede har været brugt til avl. Det er så vigtigt, at opdrætteren får at vide så snart der viser sig tegn på hjertesygdom, -så forældrene kan blive taget ud af avlen... Men det er jo længe siden at det kunne være aktuelt i din situation.

 

Jeg håber for dig, at du meget snart finder en ny lille Trold eller en anden lille bolig for din kærlighed... Jeg må advare dig om, at sorgen nok er allerstærkest, --kærligheden føles allermest hjemløs-- lige netop i den periode, hvor man leder og leder i noget der føles som uendelige tider...

 

Skriv og fortæl, når du har snakket med dyrlægen. Ja, og fortæl om dine overvejelser om en ny lille hund..

 

 

Og så skal du lige vide, at mange dyrlæger gerne tager ud på sygebesøg.

Mine to sidste hunde er blevet aflivet på deres yndlingssted i haven.. Det var meget fredfuldt. Dyrlægen tager derefter den døde hund med, og man kan få den brændt og asken udleveret i en urne, hvis det er det, man ønsker.

For mig selv er asken ikke vigtig. Mine hunde er altid i mit hjerte. Og de dejlige minder er gemt i hundredvis af billeder.

 

Kære Birgitta,

 

Jeg har godt hørt, at dyrlæger kommer hjem til én og afliver hunden, det må nu engang være den bedste måde at lade det ske på. Du og dine hunde var heldige at få gjort det på den måde - dog nåede jeg ikke engang at overveje det, da jeg jo da jeg tog afsted hjemmefra med Trold den morgen, stadig håbede han kunne kureres.

 

Jeg tør aldrig anskaffe en Cavaliers igen. Trold nåede at fejle så meget, som var relateret til racen, og mens jeg har haft ham har jeg set så mange syge Cavaliers, og jeg har kendt flere, der måtte dø tidligt. Jeg tør ikke begive mig ud på den vej igen, selvom det er den dejligste race. En dyrlæge har engang sagt til mig, at de fleste hunde af den race ikke er skabt til at leve!

 

Jeg takker dig af mit hjerte for din støtte herinde, og også alle de andre, der skriver, det betyder at denne tid er lettere, end den ellers ville være, at jeg har jer at dele sorgen med.

 

Tak - Atopica.

[Birgitta]

Atopica, -som du har det med Cavaliers -sådan har jeg det med Berner Sennen... Og derfor har jeg i dag i stedet en dejlig golden retriever...

Men jeg har tabt mit hjerte til racen Berner Sennen-som jeg i tidens løb har haft 4 af. Og jeg sørger over hvor sygdomsramt DEN race er.

 

Alligevel elsker jeg min dejlige Silke. Hun har helt andre kvaliteter som jeg slet ikke havde forventet i en hund. Hun er garanteret den klogeste og mest lærenemme hund i verden. I forhold til hende er bernerne nærmest "tungt begavede"..

 

Ironisk nok, så HAR jeg da overvejet at få en cavalier på mine gamle dage, --når engang jeg må sige farvel til Silke...........

Men det varer forhåbentlig rigtig længe. Mange ting kan ske med en races sundhed i løbet af en årrække. Men man skal se sig RIGTIG godt for.

 

Og det skal du så også, når du overvejer en ny race... Næsten alle racer er ramt af en eller anden arvelig sygdom. Når man først har prøvet at stå med en alvorligt syg hund én gang, så ser man sig rigtig godt for.

 

Selv ville jeg aldrig nogensinde overveje at købe en hvalp, der ikke var stambogsført i Dansk Kennelklub. Uanset race. Det betyder ikke, at hvalpen med garanti er fri for arvelige sygdomme, men der bliver gjort et stort stykke arbejde for at forbedre racerne, -netop ved at kræve undersøgelser af forældrene inden avlsgodkendelse. Uanset om der er tale om ledproblemer, øjensygdomme eller hjertefejl.

 

 

...Du svigter ikke Trold ved at overveje en lille ny og kikke på hjemmesider med billeder af hundehvalpe af forskellige racer. --Tværtimod. For det viser jo bare, at selv midt i sorgen så synes du at glæden ved Trold var større end sorgen..

 

Min dejlige Ramses, -som baby. Han blev kun 4½ år..:

 

 

Silke og hendes søster, da jeg mødte dem første gang, bare 14 dage efter jeg havde sagt farvel til Ramses...:

[Jane]

Det gør mig frygtelig ondt at du har mistet din hund. Jeg mistede selv den ene af mine hunde den 5. november i år. Det gør så frygtelig ondt. Det er ikke "bare" en hund men en god ven man har mistet. Han var min sjæleven, vi forstod hinanden, ja nogle gange var det som kunne han læse mine tanker.

Jeg tror at alt levende har en sjæl og den dag vi selv dør, mødes vi igen. Din hund og min hund, ja alle de hunde der ikke er her mere, de er et sted hvor de har det godt.

Jeg fornemmer nogle gange han stadig er her og inde i mig selv snakker jeg tit med ham. Der er situationer hvor eg ser ham for mig, det får tårene frem men også smilet.

Vi skal have en hund mere, men jeg er glad for at det først bliver til foråret. Det skal ikke være en erstatning for min gamle hund, ham fandtes der kun en af. Jeg ved at jeg vil komme til at elske den næste også, som jeg elsker min dejlige bamse Oskar på 2 år der ligger på gulvet ved mine fødder og trækker torsk i land.

Du skal give dig selv lov til at sørge. Mange vil ikke forstå dig. Men det er dem der har et problem. At holde af dyr er en gave.

Jeg forstår din sorg og føler med dig.

[Nollike]

Atopica, hvordan har du det??? Frygteligt, det ved jeg godt, men jeg vil da lige høre til dig...