Min hund er død

[Gæst Atopica]

Atopica, hvordan har du det??? Frygteligt, det ved jeg godt, men jeg vil da lige høre til dig...

 

Ja, jeg må sige det er en hård tid. Jeg burde læse til eksamen nu, som er d. 3. Januar, men jeg har ikke åbnet en bog siden Trold døde. Men jeg kan da mærke at tiden MEGET langsomt læger mine sår, fx kunne jeg efter en uge begynde at fortælle om hvordan Trold døde uden at begynde at tude! Alle jeg kender har været meget søde og forstående, og mange er også rigtig kede af det og har fældet nogle tårer over Trolds død.

 

De første par dage kunne jeg slet ikke holde ud at være derhjemme, hvor Trold og jeg boede sammen, men det går bedre nu. Langsomt har jeg fjernet hans ting en for en, men finder jo hele tiden noget nyt, fx et kødben i hjørnet eller en foderpille her og der. ALT minder mig om Trold. Hans ting er OVERALT i hjemmet blandet med mine egne ting. Senest har jeg fjernet hans kurv ind i skabet, nænner ikke at smide den ud som jeg ellers har gjort med de andre ting... Desuden sidder hans hår på alt, så der går ikke mange minutter ad gangen før jeg tænker på ham. Han havde både sort og hvid pels, så hans hår ses på alle farver tøj:-)

 

Jeg har så også oplevet at kunne overnatte hos familie og venner, fordi jeg jo ikke skulle hjem til Trold. Jeg har boet alene med Trold i de knapt 10 år, han levede, og derfor har jeg altid skullet hjem til ham. Meget mærkeligt ikke at skulle det mere... Er hele tiden et sted bange for, at han alligevel er derhjemme, og at jeg svigter ham.

 

MEN noget, der virkelig har hjulpet mig er en bog, jeg har lånt på biblioteket. Den hedder "Bare en hund - overvind sorgen ved at miste en ven" og er skrevet af Mickie Gustafson, der er en svensk hundepsykolog. Den er oversat til dansk af den danske psykolog Marie-Louise Hoya Schiøler, der har specialiseret sig i at hjælpe mennesker, der mister deres hund.

Det er den bedste bog om, hvor vigtigt det er at tage sorgen avorligt og den giver gode råd til hvordan man kan komme helskindet igennem den. Den beskriver også sorgens faser og symptomer. Sorgens faser er Chockfasen, reaktions- og bearbejdningsfaserne og nyorienteringsfasen. I chockfasen kan man ikke helt erkende, at hunden virkelig er død, og jeg kan tydeligt mærke, jeg stadig befinder mig i den fase. Nogle gange tænker jeg ikke på Trolds død, men laver bare et eller andet "normalt", og så går tankerne over på Trold og måske automatisk på, at han er derhjemme, men så sker der et "kollaps" i min hjerne, for så "kommer jeg i tanke om" at han jo er død. På den måde er det som om jeg endnu ikke har erkendt det helt og min tankegang fungerer stadig mest på den vante måde, hvor Trold lever, og det tager tid at vænne det til at jeg bare hele tiden ved, at Trold virkelig er død. Det er en omprogrammering af hele mit liv og alle mine tanker. Et nyt verdensbillede nærmest! Tror stadig jeg i lang tid ofte vil komme til at tænke i de gamle baner... Men sådan er det når man mister en, der betød så meget i ens liv.

 

Jeg føler også, at dagene er blevet meget længere, og jeg kommer jo næsten ikke uden for en dør! Jeg skal ikke nyde noget af at gå en tur helt alene! De mange timer, jeg dagligt brugte på ture, leg, fodring, putte, pasning og pleje er nu bare der helt uden at jeg ved, hvad jeg så skal lave. Det var en af de første følelser, jeg fik da han døde - hvad i alverden skal jeg lave???

 

I torsdags fik jeg hans urne - den er så fin, lille og hvid.. Det er sådan en som forgår, hvis man begraver den i jorden. I starten kunne jeg slet ikke forholde mig til den og tudede hver gang jeg så på den, men jeg kan mærke, at den hjælper mig lidt til at komme igennem sorgen, fordi jeg kan kigge på den, når jeg tænker på ham. Før jeg fik den kiggede jeg tit efter ham herhjemme, men nu kan jeg kigge på den og vide, at i den ligger hans "kødelige" rester, og i luften er hans sjæl... Jeg har vedhæftet et billede af det lille "alter" jeg har lavet til hans urne. Jeg har stilt et lys, der brænder hele dagen, to krystaller, som min mor gav mig og Trold den dag, vi hentede urnen, en lille pige, der beder og et lille billede af Trold. Ovenover hænger også et billede af en engel, som jeg har bedt passe på Trold..

 

Ja, som du nok kan høre er det ret sørgeligt alt sammen - jeg har aldrig prøvet at miste nogen, der stod mig så nær før, (ingen andre står mig så nær), så jeg er også spændt på, hvor længe det varer, før jeg bliver "normal" igen... Jeg læste også i bogen, at den, der sørger er udsat for abnorm stress og at der kan være fysiske og psykiske symptomer. Jeg har flere gange oplevet, at det delvist sortner for mine øjne og som før nævnt havde jeg især i de første par dage enormt ondt i hjertet. Jeg befinder mig i en depressionslignende tilstand.. men det er der jo ikke noget underligt i.. glæder mig bare til den dag det er overstået.

 

Dette er den tid på året, hvor Trold havde den største rolle i familien: Juleaften var han kendt for at gå med rundt om juletræet fra start til slut og han pakkede selv gaver ud - både hans egne og nogle gange andres gaver, hvis han fik lov:-) Jeg glemmer aldrig den juleaften, hvor jeg kom ind i stuen til træet med alle pakkerne under og så, at der lå gavepapir over hele gulvet! Jeg fik et chock! Men så så jeg, at den lille Trold da kun havde pakket sine egne gaver ud:-) :-) Han havde simpelthen fundet sine egne 6-7 gaver blandt alle de andre, og forsigtigt fisket dem ud og derefter pakket dem ud en for en:-D Det var både hundegodter og små pivdyr og bamser, han havde "opdaget" i pakkerne, inden han pakkede dem ud. Ja, det var virkelig et nummer, han kunne optræde med til alles store fornøjelse:)

 

Imorgen har han fødselsdag og skulle have blevet 10 år.. så det bliver to hårde dage at savne ham på.. kan slet ikke huske hvordan jul var uden Trold, han var så stor en del af det.. glæder mig slet ikke til jul i år.

 

Mange hilsner fra Atopica og endnu engang tak til alle jer herinde, der har sendt deres tanker til mig - det hjælper mig til at komme igennem sorgen.

[Flaffy,Zozo,Luna]

Hold da op Atopica, det er en hård tid for dig

 

Jeg kan godt forstå det gør ondt, men det lyder som en god bog, der kan hjælpe med at bearbejde sorgen.

 

Han lyder til at have været en skøn lille Trold..

 

Det er et meget smukt alter du har lavet til ham..

 

Jeg føler med dig.

 

Trøste kram fra Susanne.

[Gæst Atopica]

Her er et lille digt som min ven har skrevet fra Trold:

 

"Don´t grieve for me" From Trold.

Don't grieve for me,

for now I'm free

I'm following the path

God laid for me.

I took His hand when

I heard His call

I turned my back and left it all.

If my parting has left a void,

Then fill it with remembered joy.

Perhaps my time has

seemed all too brief,

Don't lenghten it now

with undue grief.

Lift up your heart,

and share with me

God wanted me now,

He set me Free.

På billedet læser Trold Anders And

[Gæst nordlys_dk]

De bedste ønsker herfra om en glædelig jul for dig Atopica og et godt nytår! Det er en hård tid du er igennem, men så dejligt at høre, at det går en smule fremad.

[Nollike]

Ja, jeg må sige det er en hård tid. Jeg burde læse til eksamen nu, som er d. 3. Januar, men jeg har ikke åbnet en bog siden Trold døde. Men jeg kan da mærke at tiden MEGET langsomt læger mine sår, fx kunne jeg efter en uge begynde at fortælle om hvordan Trold døde uden at begynde at tude! Alle jeg kender har været meget søde og forstående, og mange er også rigtig kede af det og har fældet nogle tårer over Trolds død.

 

Det er en meget hård tid! Jeg kan sagtens følge dig, din beskrivelse er nøjagtig ligesom jeg havde det da jeg skulle sige farvel til Futte. Og stadig har jeg det sådan, at jeg godt kan fortælle om hans død, jeg skal bare ikke gå for meget i detaljer, så tuder jeg. Men ja, tiden læger heldigvis, så den voldsomme sorg kommer lidt i baggrunden og glæden og taknemmeligheden over at have fået lov til at have så skøn en ven træder i forgrunden.

Du er, lige som jeg kan jeg høre, blevet positivt overrasket over venner, famile og andres forståelse for, hvor hårdt det er. Jeg havde slet ikke forventet at så mange kunne sætte sig ind i min sorg. Det var en kæmpe hjælp og det varmer helt utroligt. Så brug dem til at snakke med og læne dig op ad, det fremmer helingen at man ikke føler sig alene i sorgen.

 

De første par dage kunne jeg slet ikke holde ud at være derhjemme, hvor Trold og jeg boede sammen, men det går bedre nu. Langsomt har jeg fjernet hans ting en for en, men finder jo hele tiden noget nyt, fx et kødben i hjørnet eller en foderpille her og der. ALT minder mig om Trold. Hans ting er OVERALT i hjemmet blandet med mine egne ting. Senest har jeg fjernet hans kurv ind i skabet, nænner ikke at smide den ud som jeg ellers har gjort med de andre ting... Desuden sidder hans hår på alt, så der går ikke mange minutter ad gangen før jeg tænker på ham. Han havde både sort og hvid pels, så hans hår ses på alle farver tøj:-)

 

Ja de har jo deres egen måde at gøre opmærksom på at de har været der :wink:

Det er faktisk dejligt at finde de hår allevegne, det bringer et smil frem. Og en følelse af at han stadig er der lidt.

 

Jeg har så også oplevet at kunne overnatte hos familie og venner, fordi jeg jo ikke skulle hjem til Trold. Jeg har boet alene med Trold i de knapt 10 år, han levede, og derfor har jeg altid skullet hjem til ham. Meget mærkeligt ikke at skulle det mere... Er hele tiden et sted bange for, at han alligevel er derhjemme, og at jeg svigter ham.

 

Det er en meget mærkelig fornemmelse pludseligt ikke at skulle hjem mere. Og i starten giver det et stik i hjertet, hver gang det går op for en, at der ikke er nogen grund til at skynde sig. Bedst som man er et sted og har det godt, bliver sorgen meget nærværende, fordi man bliver mindet om at der ikke er noget at skulle hjem til. Men på et tidspunkt kommer du så langt at du kan nyde det og det skal du ikke føle dårlig samvittighed over, det er helt naturligt og er jo ikke et udtryk for at du er glad for at han ikke er der. For jeg er ikke et sekund i tvivl om, at du som jeg, ville give din højre arm for at få din hund tilbage, men det er et spørgsmål om at man tilpasser sig den situation man er i.

 

MEN noget, der virkelig har hjulpet mig er en bog, jeg har lånt på biblioteket. Den hedder "Bare en hund - overvind sorgen ved at miste en ven" og er skrevet af Mickie Gustafson, der er en svensk hundepsykolog. Den er oversat til dansk af den danske psykolog Marie-Louise Hoya Schiøler, der har specialiseret sig i at hjælpe mennesker, der mister deres hund.

Det er den bedste bog om, hvor vigtigt det er at tage sorgen avorligt og den giver gode råd til hvordan man kan komme helskindet igennem den. Den beskriver også sorgens faser og symptomer. Sorgens faser er Chockfasen, reaktions- og bearbejdningsfaserne og nyorienteringsfasen. I chockfasen kan man ikke helt erkende, at hunden virkelig er død, og jeg kan tydeligt mærke, jeg stadig befinder mig i den fase. Nogle gange tænker jeg ikke på Trolds død, men laver bare et eller andet "normalt", og så går tankerne over på Trold og måske automatisk på, at han er derhjemme, men så sker der et "kollaps" i min hjerne, for så "kommer jeg i tanke om" at han jo er død. På den måde er det som om jeg endnu ikke har erkendt det helt og min tankegang fungerer stadig mest på den vante måde, hvor Trold lever, og det tager tid at vænne det til at jeg bare hele tiden ved, at Trold virkelig er død. Det er en omprogrammering af hele mit liv og alle mine tanker. Et nyt verdensbillede nærmest! Tror stadig jeg i lang tid ofte vil komme til at tænke i de gamle baner... Men sådan er det når man mister en, der betød så meget i ens liv.

 

Det lyder som en god bog der har fanget essensen af, hvordan det er. Dejligt at du fandt den

 

Jeg føler også, at dagene er blevet meget længere, og jeg kommer jo næsten ikke uden for en dør! Jeg skal ikke nyde noget af at gå en tur helt alene! De mange timer, jeg dagligt brugte på ture, leg, fodring, putte, pasning og pleje er nu bare der helt uden at jeg ved, hvad jeg så skal lave. Det var en af de første følelser, jeg fik da han døde - hvad i alverden skal jeg lave???

 

Der er alt for meget overskudstid når man mister sin ven! Og desværre kan jeg ikke opmuntre dig meget her. Jo, man får fyldt sin tid ud, men ikke meningsfuldt synes jeg. Jeg er blevet enormt lad efter at Futte ikke er her mere. Men sådan er det nok at være hundemenneske, det er utrolig tomt uden og man ved ikke hvad man skal give sig til. For at gå en tur når der ikke er nogen hund med er fuldstændig formålsløst og så bliver det bare ikke rigtig til noget. Tilgengæld kan man på et tidspunkt nyde ikke at være nødt til at gå ud når det er koldt og regner og bare kunne gå i seng når man er træt, i stedet for at trække i tøjet for at skulle ud og nattisse med hunden. Det nyder jeg rigtig meget, især nu hvor jeg går og venter på en lille hvalp, for om 2 mdr. er det slut med "driverlivet" Jeg håber for dig, at du, om noget tid måske, kan nyde den periode indtil du får en ny hund, for det gør du jo nok Det er dejigt i en periode at have sin "frihed" bare den ikke varer alt for længe :wink: I starten føles det fuldstændig usandsynligt at der skal komme en anden hund ind i ens liv (det gjorde det i hvert fald for mig) for hvem kan fylde den plads ud??? Og er det ikke næsten som at være "utro" at få en ny hund? Men stille og roligt kommer sorgen lidt på afstand og savnet efter at have en helt særlig ven at komme hjem til fylder mere og så er du ved at være klar. Nogle foretrækker at få en ny hund med det samme og sådan er vi så forskellige. På det punkt må man følge sit hjerte.

 

I torsdags fik jeg hans urne - den er så fin, lille og hvid.. Det er sådan en som forgår, hvis man begraver den i jorden. I starten kunne jeg slet ikke forholde mig til den og tudede hver gang jeg så på den, men jeg kan mærke, at den hjælper mig lidt til at komme igennem sorgen, fordi jeg kan kigge på den, når jeg tænker på ham. Før jeg fik den kiggede jeg tit efter ham herhjemme, men nu kan jeg kigge på den og vide, at i den ligger hans "kødelige" rester, og i luften er hans sjæl... Jeg har vedhæftet et billede af det lille "alter" jeg har lavet til hans urne. Jeg har stilt et lys, der brænder hele dagen, to krystaller, som min mor gav mig og Trold den dag, vi hentede urnen, en lille pige, der beder og et lille billede af Trold. Ovenover hænger også et billede af en engel, som jeg har bedt passe på Trold..

 

Ja det er nemlig en meget fin lille urne, jeg blev meget positivt overrasket da jeg så den. Den kan man fint have stående, hvis det er det man har det bedst med Det er et fint lille "alter" du har lavet for ham, jeg er sikker på at englen passer godt på ham!

 

Ja, som du nok kan høre er det ret sørgeligt alt sammen - jeg har aldrig prøvet at miste nogen, der stod mig så nær før, (ingen andre står mig så nær), så jeg er også spændt på, hvor længe det varer, før jeg bliver "normal" igen... Jeg læste også i bogen, at den, der sørger er udsat for abnorm stress og at der kan være fysiske og psykiske symptomer. Jeg har flere gange oplevet, at det delvist sortner for mine øjne og som før nævnt havde jeg især i de første par dage enormt ondt i hjertet. Jeg befinder mig i en depressionslignende tilstand.. men det er der jo ikke noget underligt i.. glæder mig bare til den dag det er overstået.

 

Jamen det tager tid. Og sådan skal det være. Det er en sorgproces og den skal du sørge for at give tid og bearbejde og stille og roligt vil sorgen komme lidt på afstand. Men den går nok aldrig helt væk tror jeg. Den 5. februar er det et år siden jeg mistede Futte og jeg savner ham stadig, det er dog på en mindre altomfattende måde nu. Men han vil altid stå for mig som den mest fantastiske hund der nogensinde har eksisteret og er det egntlig ikke en dejlig tanke, at så mange hunde har været "den bedste i verden"? For jeg er sikker på, at spørger du hvem som helst i denne debat, så har de alle haft "verdens bedste hund". Og alt andet lige, så giver det en glæde at sende "verdens bedste hund" til Regnbuebroen end bare "hunden". Trold har haft et dejligt liv sammen med dig og han har været elsket hver eneste dag! Han har været heldig! Og du var heldig, fordi det lige var dig som fik lov til at få ham. Ligesom jeg var heldig fordi jeg fik lov til at få Futte, Misty var heldig fordi hun fik Ascha og sådan kan vi alle med ro i sindet sende vores bedste ven afsted og med tiden få et smil på læben i stedet for en tåre i øjet når vi tænker på dem.

 

Dette er den tid på året, hvor Trold havde den største rolle i familien: Juleaften var han kendt for at gå med rundt om juletræet fra start til slut og han pakkede selv gaver ud - både hans egne og nogle gange andres gaver, hvis han fik lov:-) Jeg glemmer aldrig den juleaften, hvor jeg kom ind i stuen til træet med alle pakkerne under og så, at der lå gavepapir over hele gulvet! Jeg fik et chock! Men så så jeg, at den lille Trold da kun havde pakket sine egne gaver ud:-) :-) Han havde simpelthen fundet sine egne 6-7 gaver blandt alle de andre, og forsigtigt fisket dem ud og derefter pakket dem ud en for en:-D Det var både hundegodter og små pivdyr og bamser, han havde "opdaget" i pakkerne, inden han pakkede dem ud. Ja, det var virkelig et nummer, han kunne optræde med til alles store fornøjelse:)

 

Så har Trold været bedre opdraget end Futte, for Futte pakkede også vores andres gaver ud Han slæbte dem, uden at vi opdagede det, ud i gangen og lukkede dem op. Min faster blev noget stram i betrækket, når han havde åbnet min fætters gaver

Det bliver en tom jul, ingen tvivl om det! Jeg ønsker for dig at du kommer rimeligt igennem den, for godt er nok for meget at håbe på.

 

Imorgen har han fødselsdag og skulle have blevet 10 år.. så det bliver to hårde dage at savne ham på.. kan slet ikke huske hvordan jul var uden Trold, han var så stor en del af det.. glæder mig slet ikke til jul i år.

 

Det er så i dag det havde været Trolds fødselsdag Pyh, det bliver hårdt for dig. Det er to hårde dage når det er så tæt på. Jeg ønsker det bedste for dig

 

Mange hilsner fra Atopica og endnu engang tak til alle jer herinde, der har sendt deres tanker til mig - det hjælper mig til at komme igennem sorgen.

 

Du skal bare læsse af her. Vi tænker stadig på dig.