Nervøsitet

[Gæst Cobra]

Vi har en Malonois tæve som nu er 3 år gammel. Vi fik hende fra en Kennel da hun var et år, og desværre var hun ikke særlig godt socialiseret da vi fik hende. Det bevirker at hun er meget nervøs, og især mænd har svært ved at vinde hendes tillid. Dette betyder også at hun i forhold til manden i huset reagerer meget nervøst, og det er vi begge meget kede af. Vi har også en Schæfer han på 9 år, og de to hunde kommer fint ud af det med hinanden, og vi havde jo håbet at hun ville følge ham i forhold til at søge kontakt, men nej. Det der sker er at når min mand kommer ind af døren gør hun helt vildt og skynder sig hen i sin hule, som er et stort bur hvor lågen altid står åben. Når vi sidder og ser fjernsyn om aftenen vil hun godt komme hen og tage en godbid fra hans hånd, og hun er da også begyndt at komme og lægge sig på sofaen ved siden af mig selv om min mand også sidder der, men så snart han rører på sig styrter hun afsted hen til sin hule alt medens hun giver hals. Jeg har forsøgt at få hende til at blive liggende ved at tale beroligende til hende, og det er da også lykkedes, men så kan hun finde på at knurre efter min mand hvis han kigger på hende.

Håber der er nogen herinde som kan komme med et godt råd, for vi holder utrolig meget af hende, og kan ikke lade være med at tænke på hvad hun måske har været udsat for under sin opvækst. Det ville være utrolig trist at skulle skille os af med hende, for da ser jeg kun en vej og det er sprøjten, da hun ikke skal udsættes for at komme til et nyt hjem hvor hun skal starte helt forfra.

[Dinah]

Vi fik Cleo, da hun var 1½ og hun var bange for min mand i 7 måneder - med samme reaktioner som jeres hund Vi syntes, det var øv, men min mand stoppede med de lyde, som skræmte hende mest ved ham: Åbne og lukke døren mere stille, løfte stole i stedet for at rykke dem ud etc etc.

 

Istarten ville hun ikke tage noget som helst fra hans hånd, så begyndte hun at gøre det med strakte bagben og til sidst mere afslappet.

Knurrede også af ham i sofa og han kunne på ingen måde røre hende.

 

Pludselig fra den ene dag til den anden vendte hun om:

 

Løb ud til døren da han kom hjem

Lagde sig på ryggen for at blive nusset

Samme aften lå de arm i arm i sofaen (aftenen før knurrede hun af ham)

 

Jeg tror egentlig "bare" at tålmodighed er kodeordet:ae:

[Aussiepower!]

Vi fik Cleo, da hun var 1½ og hun var bange for min mand i 7 måneder - med samme reaktioner som jeres hund Vi syntes, det var øv, men min mand stoppede med de lyde, som skræmte hende mest ved ham: Åbne og lukke døren mere stille, løfte stole i stedet for at rykke dem ud etc etc.

 

Istarten ville hun ikke tage noget som helst fra hans hånd, så begyndte hun at gøre det med strakte bagben og til sidst mere afslappet.

Knurrede også af ham i sofa og han kunne på ingen måde røre hende.

 

Pludselig fra den ene dag til den anden vendte hun om:

 

Løb ud til døren da han kom hjem

Lagde sig på ryggen for at blive nusset

Samme aften lå de arm i arm i sofaen (aftenen før knurrede hun af ham)

 

Jeg tror egentlig "bare" at tålmodighed er kodeordet:ae:

 

Joh, men hvis de allerede har haft hende i to år, som jeg læser det til, så er det godt nok en ualmindelig stor potion tålmodighed der skal findes frem

 

Men eller er jeg sådan set enig.

[KimC]

Hvis tålmodighed ikke har løst problemet efter 2 år, skal der noget mere målrettet til. Med forbehold for forskelle i racer og de pågældende hundes baggrund, har jeg selv en lignende hund. Her gik jeg fra tålmodighed til målrettet træning hos en meget erfaren træner efter ca 1 år. Det har givet en del, men problemet hos min hund vil aldrif forsvinde helt. Men det er blevet så godt at vi. f.eks. kan gå til en forstående dyrlæge uden den helt store dramatik.

Jeg har skrevet en artikel om arbejdet med Jaroff her

http://kim-christensen.dk/privat/sj.htm

men igen, skal det ikke ses som en opskrift på hvordan man skal gøre, men snarere en opmuntring til andre med lignende problemer om at det kan gøres. Hundene og deres baggrund for at nervøse er/kan være forskellig, og det skal der naturligvis tages højde for.

 

Hilsen Kim

[Gæst kleo]

Hvis tålmodighed ikke har løst problemet efter 2 år, skal der noget mere målrettet til. Med forbehold for forskelle i racer og de pågældende hundes baggrund, har jeg selv en lignende hund. Her gik jeg fra tålmodighed til målrettet træning hos en meget erfaren træner efter ca 1 år. Det har givet en del, men problemet hos min hund vil aldrif forsvinde helt. Men det er blevet så godt at vi. f.eks. kan gå til en forstående dyrlæge uden den helt store dramatik.

Jeg har skrevet en artikel om arbejdet med Jaroff her

http://kim-christensen.dk/privat/sj.htm

men igen, skal det ikke ses som en opskrift på hvordan man skal gøre, men snarere en opmuntring til andre med lignende problemer om at det kan gøres. Hundene og deres baggrund for at nervøse er/kan være forskellig, og det skal der naturligvis tages højde for.

 

Hilsen Kim

 

Dejlig fortælling, man bliver glad af at læse det,

Det er dejligt der findes mennesker som har tålmodigheden til et sådant projekt.

[BlackGSD]

Hvor meget beskæftiger din mand sig med hende til dagligt???

 

Jeg tænker, at en Malinois generelt er en meget arbejdsglad og lege/boldsyg hund, så hvis han nu begyndte at stå for fodringen, evt. kørte/gik nogle ture med hende til steder hvor hun elsker at færdes (bare i line, evt. lang line), og han så kunne kege lidt bold el.lign. med hende, så hun begynder at forbinde ham med noget sjovt og positivt!?

 

Men lad være med at gøre et for stort nummer ud af, at han skal ud på tur med hende. Har selv en forsigtig/nervøs hund herhjemme, og han reagerer kraftigt på, hvis man gør et stort nummer ud af "ingenting". F.eks. bryder han sig ikke om at få selen på (da han fra sit tidligere hjem har nogle grimme oplevelser med i bagagen). Men begynder jeg først at lokke med guffer o.lign. så kan jeg være helt sikker på, at han er skredet. Går jeg bare stille og roligt hen, tager selen hurtigt på, ja så ryster han sig bare lige en gang bagefter, og så står han og hopper glad rundt, og er mere end klar til at gå tur :blink:

 

Håber I finder en løsning med hende :ae:

[Gæst Cobra]

Tak for jeres svar. Jeg går hjemme p.g.a. et dårligt ben, så derfor er mig som går ud med hundene når de skal luftes. Vi er så heldige at vi har en stor fodboldbane som støder op til vores grund, så det er altid der jeg går over med dem hvor de så får lov til at lege. Engang imellem er min mand også med derovre hvor han så løber en tur med Cobra, og selvom hun hele tiden holder øje med om han kommer for tæt på, kan jeg også se på hende at hun nyder det. Og jo min mand burde nok have lidt mere tålmodighed og beskæftige sig lidt mere med hende, jeg har hele tiden sagt at jeg ikke vil give op, for jeg ser det som sejr for både hende og os, hvis det kan lykkes at give hende det gode og trygge hundeliv hun har fortjent, efter at have tilbragt sit første leveår i en hundeboks på den Kennel hun kom fra.