Hop til indhold

Er vi blevet for blødsødne eller hva ?


Jane
 Share

Recommended Posts

Altså, jeg træner nej med Møffe.. Og bruger det også. Men jeg prøver så vidt muligt, at angå at bruge den dybe stemme, for det vil jeg helst undgå.

 

Reagerer Møffe ikke på "Nej"et, så bliver han taget væk. Det forhindrer ham dog ikke i at forsøge igen, men det virker da som om, tingene sådan laaaangsomt fiser ind :blink:

 

Hvorfor vil du ikke bruge den dybe stemme?

Link til indlæg
Del på andre sites

  • Svar 53
  • Created
  • Seneste svar

Top Posters In This Topic

Det er sådan set ligemeget hvad det er - hvis folk nærmest religiøst påstår at de har fundet den eneste rigtige metode, så står jeg af.

Og netop det synes jeg tit der er tendenser til, hos dem der går meget op i bløde metoder.

 

Jeg bruger selvfølgelig også selv bløde metoder - så længe de virker. Men hvis hele repertoiret af belønning, afledning, ros osv. er prøvet, og ikke virker, så føler jeg mig berettiget til tale med store bogstaver.

Det sker ikke ret tit, men f.eks. med Vinnie har jeg været hele møllen igennem, og hun kan stadig ikke opføre sig ordentligt når vi møder en anden hund. Så bliver hun altså bare slæbt med uden så mange dikkedarer :lol:

tak :5up: er 100 % og slap for at skrive det selv, hård eller højere stemmeføring end normalt kan være nødvendig af og til, thats it.

 

 

Den lille 4 års i Irma hvor moderen spørger:"Hvad synes du vi skal have til aftensmad?"

Osv osv.

det kan vi også spørge hjalte, hvad han har lyst til, men betyder ikke vi skal have det hvis det ikke giver mening eller vi lige har fået det eller anden årsag.

De må da gerne få det de elsker hvis det passer i planerne :-) alt med måde jo.

Jeg ser intet galt i at spørge sit barn på 4 hvad det kunne tænke sig at spise, men hvis det er hver dag og forældrene retter sig efter det, ja så er det for langt ude imo.

Har vi et eller andet sted misforstået den possivtive og motiverende opdragelse/træning en smule. Er vi derhenne hvor vi var med den fri børneopdragelse i 70erne hvor børn ingen grænser havde .

 

Jeg mener helt sikker at det er godt, at vi i dag har en større forståelse og viden om vores hundes adfærd og sprog. Jeg går helt sikker også ind for possitiv og motiverende trænings metoder. Men det udelukker ikke at jeg sætter grænser. Der er stor forskel på at være hård og være konsekvens.

 

 

Godt indlæg jane, kort er jeg enig, og så tror desuden det er en ting "vi" glemmer her på forummet når vi svare på tråde omkring adfærd. Vi spørger om aktivering, motion og "metode" til håndtering af hunden, men stiller ikke spørgsmål ved om en hund har grænser der er faste eller flyende grænser der kan forvirre.

Link til indlæg
Del på andre sites

det kan vi også spørge hjalte, hvad han har lyst til, men betyder ikke vi skal have det hvis det ikke giver mening eller vi lige har fået det eller anden årsag.

De må da gerne få det de elsker hvis det passer i planerne :-) alt med måde jo.

Jeg ser intet galt i at spørge sit barn på 4 hvad det kunne tænke sig at spise, men hvis det er hver dag og forældrene retter sig efter det, ja så er det for langt ude imo.

 

Det er et holdningsspørgsmål.

 

Jeg synes heller ikke der er noget forkert i at tage en masse gode råvarer frem i køkkenet og så lade barnet være med til at vælge.

Men at spørge den 4 års som lige er hentet fra børnehaven hvad skal vi spise og når svaret bliver "Pizza mor", og moderen derefter siger "nej det fik vi i går" og der så opstår en megakonflikt over det, så er vi ude i noget et lille barn slet ikke burde inddrages i.

 

Det er typisk den situation jeg ser, hvis jeg køber ind på det tidspunkt af dagen.

Det ved jeg godt ikke fremgik af mit indlæg...

 

Med hunde planlægger vi en masse, hvorfor ikke med børnene?

En madplan for en uge af gangen gør det hele nemt og tårefrit for alle :-D

Link til indlæg
Del på andre sites

Hvorfor vil du ikke bruge den dybe stemme?

 

Jeg vil bare ikke der ud, hvor jeg skal bruge den dybe stemme hver gang. Det falder mig ikke naturligt på nogen måde. Jeg starter altid ud med et roligt "nej", og hvis Møffe ikke reagerer på det, jamen, så bliver der da lagt mere vægt bag ordene, dvs. jeg siger det i et bestemt tonefald.

 

Det plejer dog ikke at hjælpe :mrgreen: Reagerer han ikke første gang, så bliver han for det meste ved (dog med undtagelser), men så falder der brænde i form af, at han bliver taget væk (næste problem er så, at han stopper, når man rejser sig :rolleyes: nok et spørgsmål om, at jeg er for dårlig til at træne nej :mrgreen:).

 

Men kan da huske at du spurgte en hundeejer til træning, hvorfor denne brugte et andet tonefald, når hun sagde nej, under nej-træning?

 

Tolkede jeg som, at du mente, at man så vidt muligt skulle undgå at ændre tonefaldet for signalets skyld?

Link til indlæg
Del på andre sites

Det er et holdningsspørgsmål.

 

Jeg synes heller ikke der er noget forkert i at tage en masse gode råvarer frem i køkkenet og så lade barnet være med til at vælge.

Men at spørge den 4 års som lige er hentet fra børnehaven hvad skal vi spise og når svaret bliver "Pizza mor", og moderen derefter siger "nej det fik vi i går" og der så opstår en megakonflikt over det, så er vi ude i noget et lille barn slet ikke burde inddrages i.

 

Det er typisk den situation jeg ser, hvis jeg køber ind på det tidspunkt af dagen.

Det ved jeg godt ikke fremgik af mit indlæg...

 

Med hunde planlægger vi en masse, hvorfor ikke med børnene?

En madplan for en uge af gangen gør det hele nemt og tårefrit for alle :-D

kan godt se hvad du mener, personligt spørger vi også kun når vi skal handle i weekenden, så det er lørdag eller søndag vi skal spise det han ønsker, pandekager eller hvad det er, mest er det kylling da det er hans favorit og så får vi det. Også cujo :mrgreen: han får en halv kyllerylle næsten hver søndag.

Vi prøver også at planlægge ugens måltider så godt som muligt :oops:

jeg tror vi er enige langt henne af vejen, dog med små afvigelser.

Link til indlæg
Del på andre sites

Ja jeg syntes der er for meget blødsødenhed , eller eftergivenhed vil jeg hellere kalde det.

 

Jesper Juel skriver i en af sine bøger om børne opdragelse at "Nej" er det kærligste ord i verden. Det er det ord der får os til at tænke over de grænser vi sætter for vore børn..

 

Ja jeg ved godt at hunde ikke er børn, men omsorg er et eller andet sted omsorg uanset "dyret"

 

Nu er jeg fra `65 og kan så udemærket godt huske de pedagoger der var i skolen i halvfjerdserne. Vorherre bevares :roll: .

Op gennem 70erne og lidt i 80 erne har jeg rystet på hovedet af den pladder humanistiske holdning der hærskede og stadig hærsker blandt de der skal passe vore børn.

 

For et par år siden på Jubii debat skrev jeg nogenlunde det samme som TS. Jeg skrev om netop den pladder sentimentale holdning til hunde som i mine øjne gjorde hunden lige så meget skade som hvis den var blevet direkte misrøgtet. Bare på en anden måde.

 

På jubii hundedebat var det simpelthen selvmord at være uenig i at hunden skulle ville ALT selv. Den måtte ikke presses til noget for så gik man over hundnes grænser..

Jeg husker et indlæg der handlede om en hund der skulle over en bro. En bro hvor der var sprækker mellem brædderne. Hunden ville ikke over da den følte et eller andet. Ejeren tog en rask beslutning og løb med hunden i snor, drejede ind over broen og hunden låøb med. Næste dag gik den bare mned over broen og problemet var løst.

 

Hold op et ramaskrig der opstod på Jubii debat.

-Ejeren havde overtrådt hundens grænser.

-Ejeren havde påført den unødig stress.

-Ejeren skulle have trænet hunden til at det var ok at gå over broen.

-Og måske havde hunden fået varrig mistillid til ejeren.

Osv osv.

 

Nogen gange er de positive metoder gode og en gang imellem må vi bare gøre tingene fordi vi skal have vores hverdag og vores liv til at fungere så der er plads til både hunden men også til os selv.

Link til indlæg
Del på andre sites

Afgjort!

Der er mange misforståelser og nogle af de gængse er at man ikke må sige "nej" til sin hund og at alt helst skal indlæres 100% operant.

 

Men misforståelsen er jo kommet fordi vi er blevet bombarderet med holdninger til hvad der er rigtigt og hvad der er forkert.

 

Tjah... Hvis du ser på dagens børn...

Mange forældrer vil ikke påtage sig opdragelsen af egne børn, børnene får magt til at beslutte ting de slet ikke skulle bekymre sig om.

 

Enig

 

Den lille 4 års i Irma hvor moderen spørger:"Hvad synes du vi skal have til aftensmad?"

Osv osv.

 

Hvorfor skulle det blive så meget anderledes med hundene

Præcis :5up:

 

 

 

Afledning som opdragelsesmiddel bør det ikke stå alene.

 

Hvilket det ellers blev skarpt pointeret på eks. Jubii debat. Var man ikke enig så var man forkert på den og nærmest dyremishandler.

Redigeret af Priceman
Link til indlæg
Del på andre sites

Jeg vil bare ikke der ud, hvor jeg skal bruge den dybe stemme hver gang. Det falder mig ikke naturligt på nogen måde. Jeg starter altid ud med et roligt "nej", og hvis Møffe ikke reagerer på det, jamen, så bliver der da lagt mere vægt bag ordene, dvs. jeg siger det i et bestemt tonefald.

 

Det plejer dog ikke at hjælpe :mrgreen: Reagerer han ikke første gang, så bliver han for det meste ved (dog med undtagelser), men så falder der brænde i form af, at han bliver taget væk (næste problem er så, at han stopper, når man rejser sig :rolleyes: nok et spørgsmål om, at jeg er for dårlig til at træne nej :mrgreen:).

 

Men kan da huske at du spurgte en hundeejer til træning, hvorfor denne brugte et andet tonefald, når hun sagde nej, under nej-træning?

 

Tolkede jeg som, at du mente, at man så vidt muligt skulle undgå at ændre tonefaldet for signalets skyld?

 

Jeg mener som udgangspunkt at så lav og rolig stemmeføring som muligt er det bedste. Dels fordi vore hunde dermed lærer at reagere på de stille signaler, som dem der fører til noget, dels fordi vi så altid vil kunne få en øjeblikkelig respons på de dybe toner, som hunden ikke er vant til, hvis "det bare er NU" af en eller anden grund.

F.eks. hvis hunden er på vej ud i noget der kan udvikle sig farligt.

 

Det jeg mente var, hvorfor du vælger at fjerne Møffe (det er der ingen grænsesætning i) i stedet for at bruge stemmen så han forstår at du mener det.

Man behøver ikke råbe; lav intens "hvislen" er rigtig god til at bibringe hvalpe forståelsen af, at man mener business.

Samtidig med at du SER på ham

 

Som du selv er inde på, har han nu lært, at det at du rejser dig er et signal.

Det kunne "nej" lige så godt blive :-D

Link til indlæg
Del på andre sites

kan godt se hvad du mener, personligt spørger vi også kun når vi skal handle i weekenden, så det er lørdag eller søndag vi skal spise det han ønsker, pandekager eller hvad det er, mest er det kylling da det er hans favorit og så får vi det. Også cujo :mrgreen: han får en halv kyllerylle næsten hver søndag.

Vi prøver også at planlægge ugens måltider så godt som muligt :oops:

jeg tror vi er enige langt henne af vejen, dog med små afvigelser.

 

:-D

Link til indlæg
Del på andre sites

Ja jeg syntes der er for meget blødsødenhed , eller eftergivenhed vil jeg hellere kalde det.

 

Jesper Juel skriver i en af sine bøger om børne opdragelse at "Nej" er det kærligste ord i verden. Det er det ord der får os til at tænke over de grænser vi sætter for vore børn..

 

Ja jeg ved godt at hunde ikke er børn, men omsorg er et eller andet sted omsorg uanset "dyret"

 

Nu er jeg fra `65 og kan så udemærket godt huske de pedagoger der var i skolen i halvfjerdserne. Vorherre bevares :roll: .

Op gennem 70erne og lidt i 80 erne har jeg rystet på hovedet af den pladder humanistiske holdning der hærskede og stadig hærsker blandt de der skal passe vore børn.

 

For et par år siden på Jubii debat skrev jeg nogenlunde det samme som TS. Jeg skrev om netop den pladder sentimentale holdning til hunde som i mine øjne gjorde hunden lige så meget skade som hvis den var blevet direkte misrøgtet. Bare på en anden måde.

 

På jubii hundedebat var det simpelthen selvmord at være uenig i at hunden skulle ville ALT selv. Den måtte ikke presses til noget for så gik man over hundnes grænser..

Jeg husker et indlæg der handlede om en hund der skulle over en bro. En bro hvor der var sprækker mellem brædderne. Hunden ville ikke over da den følte et eller andet. Ejeren tog en rask beslutning og løb med hunden i snor, drejede ind over broen og hunden låøb med. Næste dag gik den bare mned over broen og problemet var løst.

 

Hold op et ramaskrig der opstod på Jubii debat.

-Ejeren havde overtrådt hundens grænser.

-Ejeren havde påført den unødig stress.

-Ejeren skulle have trænet hunden til at det var ok at gå over broen.

-Og måske havde hunden fået varrig mistillid til ejeren.

Osv osv.

 

Nogen gange er de positive metoder gode og en gang imellem må vi bare gøre tingene fordi vi skal have vores hverdag og vores liv til at fungere så der er plads til både hunden men også til os selv.

 

Den med broen var afledt af Cesar Millans behandling af grand danoisen Kane, som han tvang ind på et gulv hunden var rædselsslagen for.

Du brugte så eksemplet med broen og hvis dette skulle foretages med en hund i Kanes tilstand vil jeg stadig fastholde, at det er en risikofyldt metode.

Slutproduktet "Kane" vistes som en hund med lav kropsholdning og som var på vagt.

Det er den risiko man løber.

 

Som jeg husker det, gik en del af din argumentation fra Jubiitiden også på, at bare hunden så at ejeren ikke var bange ville den selv slippe sin frygt.

Dette kræver imidlertid at hunden ikke er inde i sin frygt men faktisk er så fattet at den iagttager sin ejer.

Derfor fik dit eksempel med broen så hård medfart af mig :-D

 

Når vi taler adfærdsmodifikation er det vigtigt at hunde ER MED, at hunden frivilligt skubber til sin grænse.

 

En del af diskusiionenen dengang gik også på, at Millans metoder var hurtigere, hvilket de ikke er, netop fordi hundene ikke er mentlat med i det der sker.

 

Men nu løber Millan vist af med mig....

 

Jeg er helt enig i, at nogle gange må vi bare handle og kan ikke vente på at hunden er "villig".

Vi skal over den gade selvom hunden stopper op, vi skal til dyrlægen osv osv osv., men i hverdagen når man langt længere i relationen til sin hund, hvis opdragelsen sker på præmisser hunden naturligt har en forudsætning for at forstå - altså frivillighedens vej - end at vi bare tvinger dem fordi vi kan.

 

Hunden skal have grænser og disse skal den ikke være i tvivl om hvor er, det er vores opgave at sørge for dette og der fejler mange hundeejere desværre.

Link til indlæg
Del på andre sites

Men misforståelsen er jo kommet fordi vi er blevet bombarderet med holdninger til hvad der er rigtigt og hvad der er forkert.

 

Sikkert. Og der var den med den sunde fornuft så igen.

 

Jeg kan sagtens høre på at en "højt kvalificeret" og anerkendt hundeperson mener at jeg skal gøre dette eller hint med min hund. Men hvis det ikke passer ind i mit billede, gør jeg det ikke.

 

Og der knækker filmen for mange fordi de ikke har en forhåndsviden/holdning inden de får hund.

 

Kvalitet er en sjov størrelse, for på den ene side vil mange hundeejere ikke betale for det på den anden side vil de gerne jamre over at de er blevet vildledt.

 

HVis man som hundeejer tager udgangspunkt i at det meste nadre hundeejere, trænere mv har at sige om hunde er ud fra en holdnbing og ikke nødvendigvis ud fra en solid baggrundsviden, så ville man kunne nå

langt.

 

Jeg gnubber line mine vinger nu: Selv gør jeg gerne opmærksom på at dette er min holdning og den behøver ikke være sandheden eller dette er viden om adfærd, når jeg svarer på noget/forklarer mine hundeejere.

 

 

Hvilket det ellers blev skarpt pointeret på eks. Jubii debat. Var man ikke enig så var man forkert på den og nærmest dyremishandler.

 

Man kan jo også være forkert på den hvis man diskuterer adfærd/metoder ift. hvordan hunde typisk er overfor hinanden, det er mit udgangspunkt, altså hundes indbyrdes relation og "metoder".

Link til indlæg
Del på andre sites

Den med broen var afledt af Cesar Millans behandling af grand danoisen Kane, som han tvang ind på et gulv hunden var rædselsslagen for.

Du brugte så eksemplet med broen og hvis dette skulle foretages med en hund i Kanes tilstand vil jeg stadig fastholde, at det er en risikofyldt metode.

Slutproduktet "Kane" vistes som en hund med lav kropsholdning og som var på vagt.

Det er den risiko man løber.

 

Problemet var for mig at metoden blev pure afvist.

Den blev slagtet og kaldt for de grimmeste ting.

 

 

Som jeg husker det, gik en del af din argumentation fra Jubiitiden også på, at bare hunden så at ejeren ikke var bange ville den selv slippe sin frygt.

 

Det mener jeg stadig er en meget vigtig faktor.

 

 

 

Dette kræver imidlertid at hunden ikke er inde i sin frygt men faktisk er så fattet at den iagttager sin ejer.

Hunden på broen nåede ikke at opdage hvad den gjorde for den stolede på at dens ejer . Og derfor nåede den hverken at blive stresset eller angst . og derfor virker metoden. Selvfølgelig skal man ikke presse en hund der ER stresset eller angst

 

 

Derfor fik dit eksempel med broen så hård medfart af mig :-D

 

Åh ja.

 

 

Jeg er helt enig i, at nogle gange må vi bare handle og kan ikke vente på at hunden er "villig".

 

Det er dejligt at du har ændret dig på det område.

 

 

Vi skal over den gade selvom hunden stopper op, vi skal til dyrlægen osv osv osv., men i hverdagen når man langt længere i relationen til sin hund, hvis opdragelsen sker på præmisser hunden naturligt har en forudsætning for at forstå - altså frivillighedens vej - end at vi bare tvinger dem fordi vi kan.

 

Men selvom hunden er af ældre dato . Så er der bare engang imellem noget man skal og ikke har mulighed for at træne i flere dage eller uger først.

 

Hunden skal have grænser og disse skal den ikke være i tvivl om hvor er, det er vores opgave at sørge for dette og der fejler mange hundeejere desværre.

 

Jep.

Link til indlæg
Del på andre sites

Jeg vil bestemt heller ikke skændes - men når jeg svarer på en tråd som denne er det et udtryk for, at jeg gerne vil diskutere forskellige holdninger til dette! Jeg følte mig bare lidt ramt af race-hintet, nu hvor du tidligere har udtalt dig om din holdning til Border Collier, der bliver brugt til andet end at hyrde....

Jeg beklager at du har kunnet læse undertoner i mit indlæg, for det var nu min egen situation jeg talte om. Jeg skal aldrig have en spaniel igen, for en hund med den jagtinteresse orker jeg ikke.

 

Jeg er bare ikke enig.... lydighed og tricks består for mig meget af shaping (ja, jeg klikkertræner/bruger i hvert fald principperne) og hundens eget initiativ. Jeg belønner for korrekt adfærd og når jeg er 99 % sikker på at hunden udfører, hvad jeg forventer, sætter jeg signal på. Inden jeg overhovedet begynder på dette forventer jeg, at nedenstående er på plads, således at jeg kan arbejde med hunden uden line på en træningsplads sammen med andre hunde. Herefter er mit eneste krav på træningspladsen, at min hund ikke generer de andre hunde - et forsøg på dette stoppes med et "ah!" (indlært ved hjælp af Doggie Zen = lad noget være, så får du noget bedre)

 

Indkald, følg med når du er løs, gå pænt i line (kan mine hunde dog ikke), ikke storme ud af døren/bilen, ikke hapse mad ud af hånden på mig osv. er langt mere adfærdsregulering for mig.... Her har det en konsekvens, hvis hunden ikke gør som ønsket - f.eks. at jeg stopper op, når hunden trækker eller går den anden vej/gemmer mig, når hunden løber for langt frem på egen hånd. Det ene er negativ straf (straffen ophører, når hunden går pænt) og det andet er negativ forstærkning... forudsat at jeg er en forstærkning for hunden (jeg forsvinder, hvis hunden løber for langt væk). Ligesom du ville reagere overfor en hund, der napper i sin ejer.... jeg har aldrig selv prøvet dette, men jeg ved, hvordan jeg ville reagere... ligesom jeg ved, hvordan jeg f.eks. reagerer på at hunden ikke reagerer på indkald. 1. gang er det en verbal reprimande, 2. gang Trine, der henter hunden og 3. gang er det lang line i en periode, hvor jeg genindlærer indkald.....

Sådan tænker jeg ikke, for mig er der ikke forskel på gå pænt og zig-zag. Ja, der er konsekvenser i begge, hvis hunden ikke gør hvad jeg ønsker,.. så opnår den ikke det positive. Enten at komme fremad eller at den får sin godbid.

 

De situationer hvor jeg sætter grænser er når Thailo f.eks. forsøger liste godbidder ud af mig, når han (det var nu før i tiden) kunne finde på at true/ være grov overfor andre hunde. Altså i situationer der drejer sig om relationen til mig eller andre.

Link til indlæg
Del på andre sites

Har vi et eller andet sted misforstået den possivtive og motiverende opdragelse/træning en smule. Er vi derhenne hvor vi var med den fri børneopdragelse i 70erne hvor børn ingen grænser havde.

I nogle tilfælde er der nok folk der misforstår den. Jeg gjorde det da for eksempel selv i forbindelse med lineføring og de mange råd med at "opmuntre" hunden til at følge med ved at spille fransk klovn. Jeg blev ved i 1½år inden jeg fandt ud af at det er ro der skal til ved min hund.

 

Vi lærer at vi skal aflede vores hund, hvis den gør noget uønsket. Vi analysere hunden i alle ender og kanter, for at finde årsagen til at Fido gør dit og dat.
Nu kan jeg kun tale for mig selv, men mit voksende kendskab til hundesprog og signaler fra hunden har gjort at jeg er blevet bedre til at opdrage på min ellers umulige hund og er blevet bedre til at forstå situationer hvor det virkelig er nødvendigt at jeg forstår dem.

Herhjemme afleder vi jo ikke ved alting, men havde jeg ikke leget bytte bytte købmand med tyggepinde, ben og andre spændende ting med Dumle fra hvalp af tror jeg ikke han havde sluppet fundne genstande han ikke skal have så let som han gør i dag.

Jeg tror også mit kendskab til hundesprog har gjort det en hel del lettere for mig at få Dumle til at fungere med katten. Jagter han hende stillede jeg mig i starten vejen og sagde nej. I dag er det nok med et enkelt "nej".

Inde ved siden af ved de ikke meget om hundesprog og her råber de op, skriger og skråler og render efter hunden hver gang den render efter katten.

 

Er vi blevet så berørings angste at vi ikke tør gå ind og sige det der vil jeg bare ikke have og dermed basta. Men sådan er reglerne her i huset kammerat.
Nej, det tror jeg ikke. Det gør vi da stadig når Dumle jagter katten, humper en anden hund e.l.

 

Hvor er den sunde fornuft blevet af?.
Den er her stadig vil jeg mene. Det bliver bare debatteret mere hvad det egentligt er og det er vel kun godt for dem der følger med på sidelinjen. Når der pludselig er så mange flere råd at vælge imellem har man også flere muligheder at vælge imellem og man kan jo så vælge hvad man selv finder bedst ;-)

 

Jeg mener helt sikker at det er godt, at vi i dag har en større forståelse og viden om vores hundes adfærd og sprog. Jeg går helt sikker også ind for possitiv og motiverende trænings metoder. Men det udelukker ikke at jeg sætter grænser. Der er stor forskel på at være hård og være konsekvens.
Link til indlæg
Del på andre sites

Problemet var for mig at metoden blev pure afvist.

Den blev slagtet og kaldt for de grimmeste ting.

 

 

Ikke af mig...

 

Men jeg fastholder at en hund i kanes tilstand osv osv som i mit forrige indlæg

 

Hunden på broen nåede ikke at opdage hvad den gjorde for den stolede på at dens ejer . Og derfor nåede den hverken at blive stresset eller angst . og derfor virker metoden. Selvfølgelig skal man ikke presse en hund der ER stresset eller angst

 

Nej, det er som regel ikke godt.

 

Jeg husker ikke at din brohund blev omtalt som ikke stresset/bange, for så er billedet naturligvis et noget andet.

 

Bortset fra at jeg hellere vil arbejde med at hunden selv overvinder sin ulyst end at jeg tvinger den

 

 

Det er dejligt at du har ændret dig på det område.

 

Jamen det har jeg ikke. Jeg har altid ment at ikke alt kan "leges" ind. Noget er bare som det er.

 

F.eks. accepterede jeg ikke at mine hunde tissede opad folks huse, hegn kirkemuren osv. osv.

Når vi skulle nå toget skulle vi nå toget uanset der var gode snusepletter osv osv osv. Dette var "allerede" i slutningen af 80'erne.

Så den er ikke ny

 

Men selvom hunden er af ældre dato . Så er der bare engang imellem noget man skal og ikke har mulighed for at træne i flere dage eller uger først.

 

Ja. Jeg har måtte presse Pelle ind i elevatoren på Molsfærgen trods hans tydelige angst.

Han kunne ikke tage trappen nedad pga. smerter og færgen var ved at lande...

 

Men næste gang vi var med brugte jeg så god tid ved elevatoren og bare stod der med døren åben, ingen guffer eller ord, intet pres fra min side, bare vente og pludselig gik han selv ind foran mig.

 

Han skulle bare have lidt tid og denne tid har mange alt for travlt til at give.

Link til indlæg
Del på andre sites

Jeg mener som udgangspunkt at så lav og rolig stemmeføring som muligt er det bedste. Dels fordi vore hunde dermed lærer at reagere på de stille signaler, som dem der fører til noget, dels fordi vi så altid vil kunne få en øjeblikkelig respons på de dybe toner, som hunden ikke er vant til, hvis "det bare er NU" af en eller anden grund.

F.eks. hvis hunden er på vej ud i noget der kan udvikle sig farligt.

 

Det jeg mente var, hvorfor du vælger at fjerne Møffe (det er der ingen grænsesætning i) i stedet for at bruge stemmen så han forstår at du mener det.

Man behøver ikke råbe; lav intens "hvislen" er rigtig god til at bibringe hvalpe forståelsen af, at man mener business.

Samtidig med at du SER på ham

 

Som du selv er inde på, har han nu lært, at det at du rejser dig er et signal.

Det kunne "nej" lige så godt blive :-D

 

OK, så er vi altså rimeligt enige, alligevel - blev lige helt bare :mrgreen: :blink: Spøg til side.

 

Men det er netop også en af grundende, udover at jeg bare ikke bryder mig om at være nedsaget til at tale hårdt. Netop - hvad så den dag situationen opstår, hvor det rent faktisk kan være direkte farligt? Så har man ikke rigtig en nødløsning :???:

 

Hvorfor er det, at fjerne hunden ikke en grænsesætning? Det synes jeg da, at jeg har hørt om flere der gør brug af, med succes? Og er også blevet tilrådet det..

Link til indlæg
Del på andre sites

Jeg opdrager hund, som jeg opdrager børn (ej ikke helt selvfølgelig :-D)

 

Men jeg deler tingene i tre:

 

1. De løsere regler, hvor jeg ønsker en bestemt adfærd, men vi kan snakke om det. F.eks. vi er ude at gå. Jodie ser en sommerfugl og er på vej hen mod den. Jeg siger rrrr (en svag knurren jeg bruger). Jodie stopper og kigger på mig med spørgsmålet "Må jeg ikke nok". Jeg siger ok, så og Jodie løber efter sommerfuglen.

Disse løsere regler gælder også sofaen herhjemme, hvor hunden godt må spørge om den må komme op. Nogle gange siger jeg ja.

 

2. De mellemstrenge regler. Det er træningsreglerne. Her belønnes kun for positiv opførsel. Eks. Vi går tur. Jodie bliver bedt om at gå pænt (ved min side). Hun belønnes når hun gør det og jeg siger rrrr når hun ikke gør. Der er ikke noget at diskutere. Jeg VIL have at hun går pænt, når jeg har sagt det. Det samme gælder træning på agilitybanen etc. Man kan ikke slippe udenom. Jeg bruger ingen nej'er, men små irettesættelser ala "ej ikke sådan". Jodie kan høre på mit tonefald, hvornår jeg er tilfreds.

 

3. De MEGET strenge regler. Her råber jeg meget højt når de ikke overholdes og det er et meget dybt 'NEJ'. Disse regler er der få af. De gælder når Jodie nærmer sig en fortovskant, fordi der går en hund på den anden side eller når Jodie hopper ud af bilen uden tilladelse. Disse regler handler om sikkerhed.

Link til indlæg
Del på andre sites

OK, så er vi altså rimeligt enige, alligevel - blev lige helt bare :mrgreen: :blink: Spøg til side.

 

Men det er netop også en af grundende, udover at jeg bare ikke bryder mig om at være nedsaget til at tale hårdt. Netop - hvad så den dag situationen opstår, hvor det rent faktisk kan være direkte farligt? Så har man ikke rigtig en nødløsning :???:

 

Hvorfor er det, at fjerne hunden ikke en grænsesætning? Det synes jeg da, at jeg har hørt om flere der gør brug af, med succes? Og er også blevet tilrådet det..

 

Du kan godt fjerne Møffe 1000 gange og opleve at det hjælper.

Det der afgør om det hjælper er hans motivation for at gøre det han var i gang med, da du fjernede ham.

 

Hvis motivationen er høj vil han bare blive endnu mere motiveret af at blive holdt væk.

Det er blandt andet sådan man gør når man bygger boldmotivation op: Lader bolden arbejde mens man fysisk holder hunden væk så den bliver opildnet.

 

Så hvis motivationen (baggrunden for handlingen) er relativt lav kan fjernelse hjælpe, men han oplever det ikke som et forbud (grænsesætning) på linie med et verbalt forbud.

 

Fjern en sulten hund fra en flaksende høne 1001 gang, det vil ikke hjælpe fordi det er sult og dermed overlevelse der driver hunden. Motivationen kan næppe blive højere.

Bare som et eksempel på motivation.

 

En hund kan på længere sigt opleve, at det ikke hjælper noget at gøre det, den fjernes fra, fordi den alligevel bliver fjernet, men oplevelsen er bare at det ikke nytter at forsøge ikke at det er "forbudt".

 

Giver det mening?

Link til indlæg
Del på andre sites

Jeg opdrager hund, som jeg opdrager børn (ej ikke helt selvfølgelig :-D)

 

Men jeg deler tingene i tre:

 

1. De løsere regler, hvor jeg ønsker en bestemt adfærd, men vi kan snakke om det. F.eks. vi er ude at gå. Jodie ser en sommerfugl og er på vej hen mod den. Jeg siger rrrr (en svag knurren jeg bruger). Jodie stopper og kigger på mig med spørgsmålet "Må jeg ikke nok". Jeg siger ok, så og Jodie løber efter sommerfuglen.

Disse løsere regler gælder også sofaen herhjemme, hvor hunden godt må spørge om den må komme op. Nogle gange siger jeg ja.

 

2. De mellemstrenge regler. Det er træningsreglerne. Her belønnes kun for positiv opførsel. Eks. Vi går tur. Jodie bliver bedt om at gå pænt (ved min side). Hun belønnes når hun gør det og jeg siger rrrr når hun ikke gør. Der er ikke noget at diskutere. Jeg VIL have at hun går pænt, når jeg har sagt det. Det samme gælder træning på agilitybanen etc. Man kan ikke slippe udenom. Jeg bruger ingen nej'er, men små irettesættelser ala "ej ikke sådan". Jodie kan høre på mit tonefald, hvornår jeg er tilfreds.

 

3. De MEGET strenge regler. Her råber jeg meget højt når de ikke overholdes og det er et meget dybt 'NEJ'. Disse regler er der få af. De gælder når Jodie nærmer sig en fortovskant, fordi der går en hund på den anden side eller når Jodie hopper ud af bilen uden tilladelse. Disse regler handler om sikkerhed.

 

Jeg forstår vist ikke helt din brug af "rrr", som du beskriver dels som at hun skal spørge om lov i de løse regler, men som at hun skal adlyde i de strengere regler?

 

Til 3. Bruger du at råbe højt "nej" før Jodie viser hun vil træde udover fortovet og efter hun er hoppet ud af bilen?

Link til indlæg
Del på andre sites

Du kan godt fjerne Møffe 1000 gange og opleve at det hjælper.

Det der afgør om det hjælper er hans motivation for at gøre det han var i gang med, da du fjernede ham.

 

Hvis motivationen er høj vil han bare blive endnu mere motiveret af at blive holdt væk.

Det er blandt andet sådan man gør når man bygger boldmotivation op: Lader bolden arbejde mens man fysisk holder hunden væk så den bliver opildnet.

 

Så hvis motivationen (baggrunden for handlingen) er relativt lav kan fjernelse hjælpe, men han oplever det ikke som et forbud (grænsesætning) på linie med et verbalt forbud.

 

Fjern en sulten hund fra en flaksende høne 1001 gang, det vil ikke hjælpe fordi det er sult og dermed overlevelse der driver hunden. Motivationen kan næppe blive højere.

Bare som et eksempel på motivation.

 

En hund kan på længere sigt opleve, at det ikke hjælper noget at gøre det, den fjernes fra, fordi den alligevel bliver fjernet, men oplevelsen er bare at det ikke nytter at forsøge ikke at det er "forbudt".

 

Giver det mening?

 

Ok, takker, jeg forstår meningen bag :5up:

Link til indlæg
Del på andre sites

Vi deles lidt herhjemme, en dag bestemmer jeg turen, en anden dag bestemmer Aslan.

 

 

Det var svært for mig - som første gans ejer og uvidende - hvor grænsen gik. Så vi havde en total forkælet hund i nogle måneder og så pludselig blev han jo en stor hvalp, og så SKULLE vi sætte grænser, og det blev der også, og jeg tror faktisk aslan fungere godt med grænser.

 

For stopper vi ham ikke i ballade, ender han med at kamme over og gå fuldstændig amok.

Link til indlæg
Del på andre sites

Jeg har ingen problemer i med at være konsekvent i min opdragelse af Victor. Det har været en fordel, i og med det er sjældent jeg er nødt til at være hård og bruge den dybe stemme. Han ved hvor grænsen går, og det tror jeg gør ham tryg. Han forstår og lysterer et nej. Min tante kalder mig kommandanten :lol: men hun har heller ikke meget forstand på hundeopdragelse, for hende er hunde nogen der render rundt og passer sig selv. Hun synes f.eks det er synd at en hund skal arbejde for føden, som i fodersøg, eller lave tricks for godbidder:blink:

Link til indlæg
Del på andre sites

På mange punkter er "vi" nok blevet for bløde.

 

I den tid vi har haft hund er der sket meget opdragelsesmæssigt.

Jeg er en af dem der nærmest gik i panik over de nye metoder, var bange for at gøre noget forkert og fik ikke sat nok grænser. Det gjorde at Groa blev en forvirret hund som ikke vidste hvad der var hvad.

Heldigvis fik vi hjælp og nu er der faste grænser. tror desværre mange hunde savner grænser, og det er synd.

Link til indlæg
Del på andre sites

Gæst Miss_menelli

Læste lige noget jeg synes er det jeg prøver at opdrage og indlære efter:

 

Tekst: Morten Egtvedt & Cecilie Køste

1. Fokus på at belønne rigtig adfærd.

Men hvad med uønsket adfærd? Man kan vel ikke få hunden til at stoppe med at lave unoder ved at belønne den? Det lyder jo helt naturstridigt! Sikkert, men det er ikke bare muligt – det er mindst dobbelt så effektivt! Fokuser på hvad hunden skal gøre i stedet for hvad den ikke skal gøre. I stedet for at straffe hunden når den gør, kan du for eksempel belønne den med jævne mellemrum når den er stille. Når hunden får belønning for at være stille, vil perioderne hvor den er stille blive længere. Og nødvendigvis vil perioderne med gøen blive reduceret tilsvarende. Forstår du tankegangen?

Arbejder generelt efter denne metode, men "små" problemer, som hoppen op og jagten fluer, med godt resultat - Og så foregår al træning efter klikker principperne.

 

Det næste synes jeg så passer meget godt på denne debat, men er den del folk oftets vælger at overse:

 

Men selv om vi mener det er mest effektivt at belønne når hunden gør noget rigtigt, er det ikke dermed sagt at en klikkertræner aldrig siger ”nej!” eller sætter grænser for hunden på andre måder hvis den laver ballade. Når din hund gør noget galt, f.eks. stikker af, bider i gardinerne eller er på vej op på køkkenbordet skal du selvfølgelig ikke bare stå der som et får og vente med at klikke til den hopper ned fra køkkenbordet. Stop den for Guds skyld en gang for alle! Dette har egentlig meget lidt med ”træning” at gøre - det er håndtering af en akut situation, eller ”brandslukning” på godt dansk. Når branden er slukket, bør du imidlertid begynde at tænke på hvordan du skal lære hunden hvad den skal gøre i stedet for at hænge i gardinerne eller hoppe op på bordet. Så slipper du for at lave brandslukning resten af hundens liv…

 

Mangler så en uddybning af hvordan man stopper den en gang for alle, og hvorfor det skulle være nødvendigt med "Brandslukning" resten af hundens liv, hvis man har stoppet problemet en gang for alle :mrgreen: Men lige bortset fra det, så synes jeg pointen er god!

Link til indlæg
Del på andre sites

Join the conversation

You can post now and register later. If you have an account, sign in now to post with your account.

Gæst
Svar på dette emne...

×   Du har kopieret indhold med formatering.   Fjern formatering

  Only 75 emoji are allowed.

×   Your link has been automatically embedded.   Display as a link instead

×   Your previous content has been restored.   Clear editor

×   You cannot paste images directly. Upload or insert images from URL.

 Share




×
×
  • Tilføj...