Hop til indhold

Overfald - hvor stor er risikoen for, at det giver mén?


sonja77
 Share

Recommended Posts

Tyson og jeg har lige været i Søndermarken (fritløbsområde) med Aina B og Lumi. I slutningen af turen er vi på en græsplæne, hvor der er flere andre hunde. Vi står og snakker med de andre ejere, og hundene snuser rundt.

 

En hanhund (ligner en dsg/fox terrier-blanding) snuser meget insisterende Lumi bagi (hun har lige været i løbetid og dufter stadig godt). Tyson og Lumi går hele tiden tæt sammen, og hanhunden snuser også Tyson ret meget bagi. Det vil Tyson ikke have, så han knurrer flere gange advarende af hunden, som dog ikke respekterer det. Jeg stiller mig derfor et par gange imellem hundene og verfer den anden hund væk og flytter mig lidt med Tyson. Men fordi Tyson og Lumi hele tiden går sammen, kommer hanhunden hen igen.

 

På et tidspunkt siger hanhundens ejer til mig, at vi lige skal holde øje, for hendes hund kan godt blive ret gal på andre hanhunde, når der er løbske tæver i farvandet. I det samme hører vi Tyson knurre højere end før, og jeg vender mig om og ser ham vise tænder af hanhunden, der igen er henne for at snuse til ham. Nu ser hanhunden pludselig sur ud og knurrer igen, så jeg går hurtigt ind imellem dem, men hanhunden løber rundt om mig og springer på Tyson. Han bider sig fast ved halsen og får ham lagt ned med sin vægt (han er større og tungere end Tyson). Tyson skriger, men hunden holder fast. :cry: Ejeren og jeg når dog hurtigt hen og får skilt hundene ad.

 

Hanhundens ejer skælder ham ud og binder ham til et parkbord. Jeg snakker glad til Tyson og giver ham godbidder. Heldigvis ser det ikke ud til, at der er sket noget, men pelsen på siden af halsen er helt våd.

 

Efter aftale med hanhundens ejer sætter jeg mig tæt hen på ham (stadig bundet, selvfølgelig) og snakker til Tyson i et glad og roligt tonefald, mens jeg giver ham godbidder. De andre hunde bliver selvfølgelig meget interesserede, og myldrer rundt om os. Vi sidder der et stykke tid, og Tyson virker glad og upåvirket og spiser gerne godbidderne.

 

Til sidst går vi, og Tyson og Lumi løber glade rundt og leger det sidste stykke af turen. Vi er ikke nået så langt, da hanhunden kommer løbende efter os (ejeren slap den løs, da vi gik). Tyson lægger an til at knurre af den, men lader være, da jeg smider nogle godbidder til ham. Ejeren kommer løbende og fanger hunden, vi går videre, og Tyson og Lumi fortsætter deres leg.

 

Umiddelbart virker det jo heldigvis ikke som om, at det har sat sig i Tyson, men på den anden side er det vel ikke sikkert, at det kan ses med det samme? Jeg har jo arbejdet hårdt på at få ham til at være ok med fremmede hunde, og det går generelt rigtig godt, så jeg er jo ret ærgerligt over sådan en oplevelse og lidt nervøs for, om det vil sætte ham tilbage i træningen.

 

Hvor stor vil I mene at risikoen er for, at det giver ham psykiske mén? Kan man regne med, at hvis han virkede glad og upåvirket, da vi gik fra stedet, så er det den følelse, han tager med sig?

Link til indlæg
Del på andre sites

Tyson og jeg har lige været i Søndermarken (fritløbsområde) med Aina B og Lumi. I slutningen af turen er vi på en græsplæne, hvor der er flere andre hunde. Vi står og snakker med de andre ejere, og hundene snuser rundt.

 

En hanhund (ligner en dsg/fox terrier-blanding) snuser meget insisterende Lumi bagi (hun har lige været i løbetid og dufter stadig godt). Tyson og Lumi går hele tiden tæt sammen, og hanhunden snuser også Tyson ret meget bagi. Det vil Tyson ikke have, så han knurrer flere gange advarende af hunden, som dog ikke respekterer det. Jeg stiller mig derfor et par gange imellem hundene og verfer den anden hund væk og flytter mig lidt med Tyson. Men fordi Tyson og Lumi hele tiden går sammen, kommer hanhunden hen igen.

 

På et tidspunkt siger hanhundens ejer til mig, at vi lige skal holde øje, for hendes hund kan godt blive ret gal på andre hanhunde, når der er løbske tæver i farvandet. I det samme hører vi Tyson knurre højere end før, og jeg vender mig om og ser ham vise tænder af hanhunden, der igen er henne for at snuse til ham. Nu ser hanhunden pludselig sur ud og knurrer igen, så jeg går hurtigt ind imellem dem, men hanhunden løber rundt om mig og springer på Tyson. Han bider sig fast ved halsen og får ham lagt ned med sin vægt (han er større og tungere end Tyson). Tyson skriger, men hunden holder fast. :cry: Ejeren og jeg når dog hurtigt hen og får skilt hundene ad.

 

Hanhundens ejer skælder ham ud og binder ham til et parkbord. Jeg snakker glad til Tyson og giver ham godbidder. Heldigvis ser det ikke ud til, at der er sket noget, men pelsen på siden af halsen er helt våd.

 

Efter aftale med hanhundens ejer sætter jeg mig tæt hen på ham (stadig bundet, selvfølgelig) og snakker til Tyson i et glad og roligt tonefald, mens jeg giver ham godbidder. De andre hunde bliver selvfølgelig meget interesserede, og myldrer rundt om os. Vi sidder der et stykke tid, og Tyson virker glad og upåvirket og spiser gerne godbidderne.

 

Til sidst går vi, og Tyson og Lumi løber glade rundt og leger det sidste stykke af turen. Vi er ikke nået så langt, da hanhunden kommer løbende efter os (ejeren slap den løs, da vi gik). Tyson lægger an til at knurre af den, men lader være, da jeg smider nogle godbidder til ham. Ejeren kommer løbende og fanger hunden, vi går videre, og Tyson og Lumi fortsætter deres leg.

 

Umiddelbart virker det jo heldigvis ikke som om, at det har sat sig i Tyson, men på den anden side er det vel ikke sikkert, at det kan ses med det samme? Jeg har jo arbejdet hårdt på at få ham til at være ok med fremmede hunde, og det går generelt rigtig godt, så jeg er jo ret ærgerligt over sådan en oplevelse og lidt nervøs for, om det vil sætte ham tilbage i træningen.

 

Hvor stor vil I mene at risikoen er for, at det giver ham psykiske mén? Kan man regne med, at hvis han virkede glad og upåvirket, da vi gik fra stedet, så er det den følelse, han tager med sig?

 

Først og fremmest: Som du beskriver det var det ikke et overfald, men et skænderi der udmøntede sig i at den anden hund gik på Tyson.

Tyson har været med til hele optakten og KUNNE have bakket ud, hvilket han valgte ikke at gøre.

Han har kendt risikoen, mærket den øgede intensitet i kemien.

Det frie valg her bevirker at der som regel ikke opstår psykiske mén af sådan en oplevelse

 

Dernæst, han lyder som om han havde afreageret da I forlod stedet.

Link til indlæg
Del på andre sites

Først og fremmest: Som du beskriver det var det ikke et overfald, men et skænderi der udmøntede sig i at den anden hund gik på Tyson.

Tyson har været med til hele optakten og KUNNE have bakket ud, hvilket han valgte ikke at gøre.

 

Det har du selvfølgelig ret i. Det var nok et forkert ordvalg. Det var jo bare mig, der oplevede det som et "overfald,", fordi det så så voldsomt ud og Tyson skreg, men du har helt ret, et var et skænderi, der udviklede sig. :-)

 

Han har kendt risikoen, mærket den øgede intensitet i kemien.

Det frie valg her bevirker at der som regel ikke opstår psykiske mén af sådan en oplevelse

 

Det lyder rigtigt, det er jeg glad for at høre. :5up: Det giver god mening, at der er forskel på et skænderi, som hunden selv har været involveret i, og så et decideret overfald, hvor en anden hund "ud af det blå" springer på ham.

 

Dernæst, han lyder som om han havde afreageret da I forlod stedet.

 

Det var også min oplevelse. Men du ved jo, at jeg har tendens til at være lidt pylret. :blink: Heldigvis var jeg ikke pylret i situationen, hvilket jeg var ret stolt af. ;-)

Link til indlæg
Del på andre sites

Jeg kan tale udfra et overfald.. Luna blev jo overfaldet for 3½ måned siden og der er situationer, hvor jeg kan se, det har sat sig.

 

Hun er mere observant og hårene rejser sig meget hurtigt.. Hun står og gøer (oppe på altanen) og knurrer af én bestemt hund, når den går på græsset.

 

Og forleden dag gjorde hun udfald mod en hund og hendes lille hund, de gik nede ved nogle træer og var lidt gemt, så jeg tror hun blev forskrækket. Hun fór 5-6 skridt frem, mens hun afleverede en gø-svada. (Hun var slet ikke i nærheden, der har været en 20-30 meter ned til de to)

 

Det har hun ALDRIG gjort før.. Hverken udfald eller gøeriet.. Hun har aldrig gøet særlig meget, faktisk skulle hun lokkes gevaldigt for bare et enkelt gø..

 

Jeg er meget overrasket.. Min tolkning er at det er overfaldet, der er årsagen

Link til indlæg
Del på andre sites

Det var også min oplevelse. Men du ved jo, at jeg har tendens til at være lidt pylret. :blink: Heldigvis var jeg ikke pylret i situationen, hvilket jeg var ret stolt af. ;-)

 

Det har du også grund til at være :5up:

Link til indlæg
Del på andre sites

Jeg kan tale udfra et overfald.. Luna blev jo overfaldet for 3½ måned siden og der er situationer, hvor jeg kan se, det har sat sig.

 

Hun er mere observant og hårene rejser sig meget hurtigt.. Hun står og gøer (oppe på altanen) og knurrer af én bestemt hund, når den går på græsset.

 

Og forleden dag gjorde hun udfald mod en hund og hendes lille hund, de gik nede ved nogle træer og var lidt gemt, så jeg tror hun blev forskrækket. Hun fór 5-6 skridt frem, mens hun afleverede en gø-svada. (Hun var slet ikke i nærheden, der har været en 20-30 meter ned til de to)

 

Det har hun ALDRIG gjort før.. Hverken udfald eller gøeriet.. Hun har aldrig gøet særlig meget, faktisk skulle hun lokkes gevaldigt for bare et enkelt gø..

 

Jeg er meget overrasket.. Min tolkning er at det er overfaldet, der er årsagen

 

Det er desværre meget ofte det resulatat et overfald giver :(

 

Du kan arbejde hende ud af det, så jeg vil anbefale at du kontakter en adfærdsrådgiver og får de rigtige redskaber.

Link til indlæg
Del på andre sites

Hvordan kunne han have trukket sig, når hunden blev ved med at snuse?

 

Ved at forlade selvskabet og snuse andet steds?

 

Eller lade sig besnuse.

 

Hunde træffer deres valg ligesom vi andre gør, så han har haft nogle muligheder.

Link til indlæg
Del på andre sites

Men hvis en hund syntes det er træls at blive snust til, er det så ikke normalt at sige fra? Er der virkelig hunde der finder sig i at blive snust, hvis de syntes det er ubehageligt?

 

Ja, desværre.

 

Især hvalpe og unge hunde som endnu ikke har modet til at sige fra, voksne hunde som ikke har enorm selvtillid og voksne hunde som er vant til at uanset hvad de "siger", så hjælper det ikke noget.

 

Og så må der være andre grunde også men disse er nok de sædvanligste

Link til indlæg
Del på andre sites

Ja, desværre.

 

Især hvalpe og unge hunde som endnu ikke har modet til at sige fra, voksne hunde som ikke har enorm selvtillid og voksne hunde som er vant til at uanset hvad de "siger", så hjælper det ikke noget.

 

Og så må der være andre grunde også men disse er nok de sædvanligste

 

Ih det lunede, Petrine er begyndt at sige fra, og jeg håbede at det var selvtillid, da jeg fik hende stod hun bare og så uhyggelig ud mens hun blev voldsniffet.

 

Hun har rullet rundt og 'slåsset' med andre små hunde, hun bider aldrig og jeg synes bestemt ikke hun har taget skade af at sige fra og mene det alvorligt, hun er absolut ikke tilfreds når hun taber en kamp, men det går hurtigt over igen, og hun bærer ikke nag, straks efter et 'slagsmål' er afgjort, så kan hun løbe og lege med bøllen igen.

Link til indlæg
Del på andre sites

Ja, desværre.

 

Især hvalpe og unge hunde som endnu ikke har modet til at sige fra, voksne hunde som ikke har enorm selvtillid og voksne hunde som er vant til at uanset hvad de "siger", så hjælper det ikke noget.

 

Og så må der være andre grunde også men disse er nok de sædvanligste

 

Jeg synes jo, at det er fint nok, at Tyson siger fra, når han ikke gider blive snuset bagi. Hvis den anden hanhund så alligevel bliver ved, plejer jeg at gå ind imellem hundene og så gå videre med Tyson, fordi jeg ikke synes, at der er grund til at lade det udvikle sig (sådan som det jo gjorde i går). Men er det bedre bare selv at lade dem finde ud af det? Jeg synes jo, at han godt må få hjælp af mig, når han nu har prøvet at sige "skrid pomfrit" på en pæn måde uden virkning. Jeg er også bange for, at han skal begynde som udgangspunkt at synes, at alle andre hanhunde er dumme og grænseoverskridende, så derfor kan han lige så godt starte med at blive sur på dem og sige voldsomt fra.

Link til indlæg
Del på andre sites

Jeg synes jo, at det er fint nok, at Tyson siger fra, når han ikke gider blive snuset bagi. Hvis den anden hanhund så alligevel bliver ved, plejer jeg at gå ind imellem hundene og så gå videre med Tyson, fordi jeg ikke synes, at der er grund til at lade det udvikle sig (sådan som det jo gjorde i går). Men er det bedre bare selv at lade dem finde ud af det? Jeg synes jo, at han godt må få hjælp af mig, når han nu har prøvet at sige "skrid pomfrit" på en pæn måde uden virkning. Jeg er også bange for, at han skal begynde som udgangspunkt at synes, at alle andre hanhunde er dumme og grænseoverskridende, så derfor kan han lige så godt starte med at blive sur på dem og sige voldsomt fra.

 

Jeg synes at jo mere de selv kan finde ud af des bedre.

 

Man skal bare være opmærksom på at det ikke udvikler sig til at hunden finder på at bruge sin eventuelt nyerhvervede selvtilllid til at blive en bisse.

 

Og at man naturligvis skal hjælpe ved behov.

Link til indlæg
Del på andre sites

Join the conversation

You can post now and register later. If you have an account, sign in now to post with your account.

Gæst
Svar på dette emne...

×   Du har kopieret indhold med formatering.   Fjern formatering

  Only 75 emoji are allowed.

×   Your link has been automatically embedded.   Display as a link instead

×   Your previous content has been restored.   Clear editor

×   You cannot paste images directly. Upload or insert images from URL.

 Share



×
×
  • Tilføj...