Hop til indhold
  • Hunderacer


    • Administrator
      Oprindelse
      Pomeranian tilhører gruppen af spidshunde, selvom den ofte karakteriseres som selskabshund. Racen har sine rødder mange årtusinder tilbage blandt spids– og ulvehunde. Det menes, at pomeranere blev udviklet fra de spidshundetyper, der i dag bl.a. ses som slædehunde på Grønland.
      Racen pomeranian, som vi kender den i dag, stammer fra Pommern i Tyskland, hvor man avlede på særligt små eksemplarer af den tyske spids. De tidlige pomeranere blev første gang beskrevet i 1700-tallet, men var dengang en del større end i dag. De blev brugt som vagthunde på gårdene, hvor de kunne sidde højt oppe på gærderne og på lang afstand se, om der kom fremmede. Så de noget usædvanligt, var det deres opgave at slå alarm med høj, vedvarende gøen – en opgave de gerne påtager sig den dag i dag!
      I 1800-tallet fattede den engelske dronning Victoria interesse for racen. Hun begyndte at avle på de mindste eksemplarer og udstille dem, og det gjorde hurtigt racen umådelig populær blandt velhavende europæiske familier. I 1870 blev pomeranian anerkendt af den engelske kennelklub.
      De største forandringer, der er sket med racen, er størrelsen. For ca. 100 år siden vejede en pomeranian ca. 10 kg. I dag vejer den 2-3 kg. Pelsen har også forandret sig med årene. Den er gået fra at skulle være silkeagtig til senere at være blank, og i dag skal den stå ud fra kroppen. Den buskede hale skal hale ligge fladt hen over ryggen.
      Egenskaber og personlighed
      En pomeranian er en nysgerrig, livlig, intelligent, trofast og legesyg hund. Samtidig er den selvstændig og har typisk et stort ego og en stærk besiddertrang, der betyder, at den gerne vogter over de ting, der har værdi for den, f.eks. legetøj, mad og soveplads. Den er heller ikke bleg for at udfordre hunde, der er mange gange større end den selv.
      Pomernere er tæt knyttede til deres familie og vil helst være i tæt kontakt med deres ejere så meget som muligt. De er reserverede overfor fremmede, men imødekommende overfor dem, de kender, og meget kærlige overfor deres familie. De er elsker opmærksomhed og at være i centrum, og det er ikke en race, der trives med at være alene i mange timer dagligt.
      Spidshundenes vagtsomhed og tendens til at gø overdrevent meget er en udtalt egenskab hos pomeranere. Hvis man ikke begrænser denne egenskab fra en tidlig alder, får man en hund, der gør af alt og alle. Med tidlig og konsekvent træning kan en pomeranians gøen begrænses en del, men man skal ikke forvente at få en hund, der aldrig gør, og den vil beholde sin vagtsomhed, som jo ligger i den genetiske bagage.
      Aktivitetsniveau og aktivering
      En pomeranian opmærksom og lærenem, og den elsker at lave sjove aktiviteter med sin ejer. Den er derfor forholdsvis let at træne og kan blive virkelig dygtig, hvis man gør træningen sjov. Som nævnt er det en intelligent hund, og den kræver løbende nye udfordringer. Den skal have godt med mental aktivering i form af f.eks. søgeøvelser, spor, trickstræning, HTM e.l. Den er hurtig og adræt og egner sig derfor også godt til aktiviteter som agility og flyball. Det er ikke en race, der er tilfreds med at være sofahund – den vil have lov til at bruge sin hjerne.
      Tilfredsstiller man sin pomeranians behov for at bruge hjernen, kan den nøjes med en moderat mængde motion. Dog sætter den stor pris på lange ture, særligt nye steder hvor der er mange fremmede indtryk og dufte at undersøge.
      Pels og pleje
      En pomeranian har en overdådig pels med en tyk underpels og en lang, lige overpels, der danner en krave over skuldrene og brystet. Pelsen bør børstes godt igennem mindst en gang om ugen og hver til hveranden dag i fældeperioderne. En pomeranian fælder hele året rundt, men særligt to gange om året, når den skifte mellem sommer- og vinterpels. Den lugter ikke af hund, selvom den har været ude i regnvejr, og pelsen er ligesom hos andre spidshunde smudsafvisende og selvrensende. Derfor behøver en pomeranian heller ikke at komme i bad, med mindre den har rullet sig i noget ildelugtende.
      Race: Pomeranian Kategori: Selskabshund Farve: Sort, brun, hvid, orange, ulvegrå, creme, creme-zobel, orange-zobel, black and tan, broget. Motion: Mellem Størrelse: Lille Vægt hanhund: 0-5 kg Vægt tæve: 0-5 kg Alder: 13-14 år

    • Administrator
      Anvendelse 
      Selskabshund.
      Tilhører dog FCI Gruppe 2 (Pinschere, Schnauzere, Molosser- og kvæghunde)
      Helhedsindtryk
      Glathåret, tætbygget, af ret lav statur, bred, kraftfuld og kompakt. Hovedet virker ganske stort i forhold til hundens størrelse, men ingen enkelt del må være fremhævet på bekostning af andre og dermed ødelægge den generelle harmoni, få hunden til at virke deform eller kompromittere dens kraft i bevægelserne.
      Ansigtet er kort, næsepartiet bredt og stumpt og skråner opad. Hunde med åndedrætsbesvær er særdeles uønskede. Kroppen er kort og fast bygget, uden tendens til overvægt, lemmerne er svære, muskuløse og i hård kondition. Bagparten er høj og stærk, men noget lettere, sammenholdt med den tunge forpart. Tæverne er ikke så pompøse eller kraftigt udviklede som hannerne.
      Særpræg
      Den engelske bulldog skal have underbid, dog ikke mere end tænderne stadig er skjult.
      Mange tror, bulldoggens hale er kuperet. Det er ikke korrekt, bulldoggen fødes med en hale af moderat længde, som går ned i en spids (slipsehale).
      Bulldoggen snorker når den sover, men hunde med decideret åndedrætsbesvær er uønskede i racen og diskvalificeres ved udstillinger. Bulldoggen savler ikke.
      Pasning/pleje
      Bulldoggen kræver ikke megen motion. Korte daglige gåture, dog ikke i bagende middagssol, er hvad en bulldog behøver.
      Pelsen kræver ikke særlig pleje, men kan vaskes/børstes ved behov. Folder og rynker skal holdes rene/tørre og efterses dagligt.
      Race: Engelsk Bulldog Kategori: Familiehund, Selskabshund Farve: Brindle, rød, fawn, dådyr, hvid, broget (sort er uønsket). Motion: Let Størrelse: Mellem Vægt hanhund: 21-30 kg Vægt tæve: 21-30 kg Alder: 9-10 kg

    • Administrator
      Det er bedre at være lille og vågen end stor og doven. Det mundheld må i den grad være den dansk-svenske gårdhunds motto. Gårdhunden er både klog og adræt, og så elsker den at lege og lære nyt.
      Der var engang, hvor gårdhunden var en fast del af livet på landet. Her blev den hurtige, lille hund brugt til at holde stalde og lader fri for rotter og mus. Den dansk-svenske gårdhund er nemlig en lille, ivrig og energifyldt hund, der er hurtig både i hovedet og på benene. Den elsker leg og udfordringer. Den har da også et jagtinstinkt, der gør den ivrig efter at grave efter muldvarpe og mosegrise - så pas på dine flotte blomsterbede.
      Den dansk-svenske gårdhund er adræt, og kan den se et formål med det, er der næsten ikke den forhindring eller det hegn, som den ikke kan springe over. Den elsker også at lære nye tricks og er god til det. Derfor er racen også tit blevet brugt som cirkushund.
      Højde og drøjde: Den dansk*svenske gårdhund vejer mellem 8*12 kg. Hannerne er 34*37 cm høje, mens tæverne er 32*35 i højden. Med hensyn til farver, så skal hvid være den dominerende farve, men med aftegninger i form af ensfarvede eller flerfarvede pletter i forskellige kombinationer. Pasning og pleje: Dansk*svensk gårdhund elsker at rulle sig i 'skønne' dufte. Så et bad i ny og næ vil nok hjælpe på familiens sarte næsebor. Den skal børstes let et par gange om ugen og fælder ikke særlig meget. Det giver næsten sig selv, at den lille, glade hund er vild med at lege med børn. Den kaster sig begejstret ud i alle slags aktiviteter - men på trods af dens høje aktivitetsniveau har den nemt ved at falde til ro igen.
      Hunden har sit navn, fordi den allerede for tusind år siden var udbredt fra Skåne over Danmark til Nordtyskland. Racen er faktisk den samme som den gamle danske foxterrier, men avlen har i tidens løb været noget tilfældig. I 1980'erne begyndte et mere målrettet arbejde med at forme racen, og pr. 1.januar 2007 er der trådt nye regler i kraft for at arbejde hen mod en race, som bliver mere ensartet.
      "Jeg håber dog ikke, at det vil betyde, at hunden i sidste ende mister sin gode mentalitet og sin sundhed," siger Vivian Sundal, som har haft gårdhunde siden 1972 og haft godkendelse fra Dansk Kennel Klub i de seneste elleve år. Hun har opfostret tretten kuld hvalpe siden 1972, heraf seks med stambog.
      Dansk-svensk gårdhund er til dig, der gerne vil...
      have en god, lille familiehund. have en hund, der kræver minimal pelspleje. have en hund, der er lærenem. have en lille vagthund. have en hund, der stiller krav til dig. Men ikke til dig der...
      vil være sikker på at have en smuk have. ikke har tid og lyst til at give din hund meget opmærksomhed. ikke har tid til at samarbejde med din hund om nye opgaver/tricks. -Vi med Hund #3/07-
      Race: Dansk/Svensk gårdhund Kategori: Familiehund, Vagthund, Selskabshund Farve: Hvid med sorte og/eller brune aftegninger. Motion: Mellem Størrelse: Lille Vægt hanhund: 5-10 kg Vægt tæve: 5-10 kg Alder: 5-10 år

    • Administrator
      Racens historie
      Chihuahua’en er på en måde en del af den gamle Aztek-kultur i Mexico, hvor dværghundende havde et vigtigt religiøst formål: De blev brugt som solofre! Når de blev brændt sammen med deres dødes ejer, blev den døde synder overført til hunden! Det blev amerikanerne, der opdagede Chihuahua’en og dens charme igen. Ved systematisk krydsning med andre dværghunderacer og systematisk avl lykkedes det dem at komme frem til Chihuahua’en, som den er i dag: Verdens mindste hunderace! Den blev kolossalt populær og har efter 2. Verdenskrig gået sin sejrsgang over hele verden. Sandsynligvis brugte Mayafolket i Mexico allerede omkring år 500 små hunde som offergaver til sine guder. I hvert fald ved man med sikkerhed, at Toltecstammerne, der var arvtagere til Mayakulturen, opdrættede og ofrede sådanne hunde i 800- tallet.I 1200- tallet overtog Aztekerne Tolteckulturen og med den, hundende.Men i begyndelsen af 1500- tallet udryddede Spanierne al mexicansk kultur,og Mayaerne sank ned til at blive en ren pariaklasse.Efter næsten 400 års ubemærkethed blev hundene ”genopdaget” i provinsen Chihuahua, efter hvilken racen blev opkaldt.Den blev hurtigt modehund i Mexico City og senere også i USA. Amerikanerne indkrydsede forskellige dværghunde,og ved systematisk udvælgelse og indavl lykkedes det dem at gøre den til verdens mindste.Racen opkaldt efter den mexicanske provins, hvor den oftest er fundet.Man formoder,at hunden oprindeligt levede vild,men blev fanget og tæmmet af indianerne Chihuauhaen regnes for at være blandt hvis ikke verdens mindste hunderace.
      Racens karakteristik
      Hundens kropsform er kompakt. Meget væsentlige træk er, at dens hoved skal have æbleform, og at den bærer sin moderat lange hale meget højt, enten i en bue eller en halvcirkel med spidsen pegende mod lændepartiet.Kropslængden er en smule større end skulderhøjden. Man ønsker dog en næsten kvadratisk krop, især hos hanner. En lidt længere krop er tilladt for tæver af hensyn til drægtigheden.
      Køb af hvalp
      Dette her kan man ikke kommer uden om, det er vigtigt at overvejer om, man vil have en stambog på en kommende hvalp, I danmark er der mange klubber men de fire største er Dkk, Dru, Ddh, Dhl. Når man som køber af hvalp, er det vigtigt man finder en opdrætter, som er seriøs omkring sit opdræt, og som kun opdrætter på raske og racetypiske hunde. Udover det er det vigtigt, (og det gælder stambog som såvel uden stambog) at man kan få begge forældre at se, for at se hvilket sind de har, da deres hvalp uden tvivl vil være en kombination af dette. Et godt råd er, at altid se opdrætteren an. En opdrætter kan stille krav til jer, men det er også vigtigt i stiller krav til opdrætteren. Udover det skal man overveje om omgivelserne har plads til en chihuahua. En chihuahua er meget teritoriale, og hvis de hører noget de ikke mener, burde være der, så gør de. Dette er noget der er svært at pille fra dem.
      Aktivering
      Chihuahuan er en intelligent hund og derfor kræver den en del mental aktivering, så den ikke begynder at aktivere sig selv, på en for ejeren måske uønsket måde. Det er en skrøne at små hunde ikke kan trænes, chihuahuaen vil meget gerne tilfredstille sin ejer, og har både mod, evne og vilje til megen træning.
      Af træining kan især lydighedstræning, og agility være godt til chihuahuan.
      Pelsen
      Chihuahuaen kommer i to afskygninger, en korthåret, som menes at være den oprindelige form, og en langhåret, som stammer fra en parring imellem papillon og en korthåret chihuahua, begge afskygninger er normale. Begge pelstyper kræver pleje, langhåret lidt mere end den korthårede, og man må regne, med at den skifter pels to gange om året. Et godt råd; Køb en furminator, og brug den et par gange om ugen, så undgår man fældning, og man får en flottere hund.
      Sygdomme
      Patella luxation (Løse knæskaller)
      Indledning
      Knæskallen (patella) ligger i en fure i den nederste del af lårbenet. Den holdes på plads af ligamenter og sener, blandt andet fra knæets store strækmuskel. Patellaluxation er betegnelsen for en tilstand, hvor knæskallen ikke længere ligger stabilt på sin plads. Den glider ud af sin normale stilling (luxere). Knæskallen kan enten flyttes mod midten (medialt) eller til siden (lateralt). Patellaluxation bruges også, når knæskallen ligger på sin normale plads, men let kan forskydes til siden.
      Forekomst
      Løse knæskaller ses hos de fleste racer. En norsk undersøgelse viser, at det kun er et problem hos få at racerne. Det er specielt små racer og enkelte større racer, som har problemet. Desuden viser undersøgelsen, at problemet bliver tydeligere, når en race bliver populærog stiger i antal. Undersøgelsen konkludere, at det er fordi arv spiller en store rolle i lidelsen, og at øget popularitet ofte giver en øget grad af indavl. En amerikansk undersøgelse viser, at løse knæskaller afhænger af både køn, race og størrelse. Der ses 1.5 gange oftere patella luxation hos tæver i forhold til hanhunde. Det ses 7 gange oftere hos hunde, som vejede under 9 kg, i forhold til gennemsnittet og 13 gange oftere hos små end hos større racer.
      Kliniske fund
      Løse knæskaller opdages tit, fordi hunden begynder og halte. Haltheden kan variere fra periodevis lidt halt til, at hunden overhovedet ikke støtter på benet. Ved undersøgelse er knæskallen enten udenfor sit leje eller som let kan flyttes ud af sit leje. Oftes er knæskallen på midtersiden af benet, men kan også være på ydersiden af benet. Lidelsen ses ofte på begge ben, men kan også ses kun på det ene ben. Løse knæskaller skyldes ikke forandringer i selve knæskallen. Det er ofte forandringer i hele bagbenet, som fører til løse knæskaller. Det er sjældent skader, der er årsag til løse knæskaller. Hos en hund, som har forandringer i bagbenet som disponere for løse knæskaller, kan en skade derimod ofte medføre, at knæskallen glider ud at sit normale leje. Da disse forandringer er deformiteter som følge af fejludvikling af bagbenene, som kommer gradvis i vækstperioden, opdages patella luxation i en ung alder.
      Diagnosticering
      Klinisk deles patella luxation i 4 grader.
      Grad 1:
      Knæskallen ligger på plads, men lader sig flytte. Den glider selv tilbage på sin plads, når der slippes. Mange af disse hunde er synptomfrie, men hos andre kan knæskallen glide ud af sit normale plads og medføre halthed. Her er kun små afvigelser fra den normale udvikling af bagbenet.
      Grad 2:
      Knæskallen ligger normalt på plads ved undersøgelsen, men flyttes let ud af plads og glider ikke selv tilbage på plads igen. Den kan også selv hoppe ud af pladsen, når benet bøjes eller strækkes. Lægger man knæskallen tilbage på sin plads, bliver den liggende. Der er en moderat krumning af benets knogler og op til 30 grader rotation af underbenets øverste del. Dette medfører, at de sener, som holder knæskallen på plads, ikke længere ligger midt foran underbenet. Hunden vil hyppigere være halt og perioderne med halthed vil blive længere.
      Grad 3:
      Knæskallen er altid ude af den normale leje. Den kan lægges på plads, når benet strækkes, og glide ud igen, når benet bøjes. Der er en tydelig krumning af benets knogler. Underbenet øverste del er roteret 60 grader. Musklerne sidder ikke på den rigtige plads. Der kan udvikles slidforandringer i knæledet. Der er som regel meget lidt fure til knæskallen. Hunden bruger benet, men kan ikke strække knæleddet og den halter som regel tydelig.
      Grad 4:
      Knæskallen er altid ude af sin normale plads, og den kan ikke lægges på plads. Der er en udtalt krumning i benets knogler, og den øverste del af underbenet er roteret 60-90 grader. Der er ingen fure til knæskallen. Det er som regel ikke mulighed for at strække benet ud på grund af fejlplacering og sammentrækning af musklen. En sådan hund er stærkt invalideret og har abnorme bagbensbevægelser eller kan ikke gå.
      Behandling
      Der findes forskellige operationsmåder til at behandle en hund med løse knæskaller. Disse bruges hver for sig eller sammen. Udsigten til helbredelse afhænger af hvilken grad, der er tale om, samt hundens størrelse.
      Vægt
      Chihuahuaen findes fra 500g til 3000g.
      Farve
      Alle farver er tilladte, dog med undtagen af merle i Dru og Dkk regi.
      Race: Chihuahua Kategori: Familiehund, Vagthund, Selskabshund Farve: Chihuahua´s kan fåes i næsten alle farver og farvevarianter fra hvid til sort (rød,blå,brun,chokolade,creme, vildtfarvede, lilla) 2 farvede, 3 farvede og helfarvede, dog er merle ikke tilladt i hverken DKK eller DRU. Motion: Let Størrelse: Lille Vægt hanhund: 0-5 kg Vægt tæve: 0-5 kg Alder: 13-14 kg

    • Administrator
      Racens historie
      De første Staffordshire terriers kom til Amerika så tidligt som 1870 fra England, og det er derfra at vores nuværende Amerikanske Staffordshire terrier stammer.
      Oprindeligt blev disse hunde hovedsageligt brugt som farmhunde, hvor de skulle beskytte børn og jorden omkring hjemmet. De viste hurtigt at være robuste og alsidige, samt ekstremt menneskekærlige hunde, som Amerikas pionerer havde hos sig.
      Staffordshire og Staffordshire Bull terrierne var oprindeligt den samme race; men målbevidst avl har gjort de to racer temmeligt forskellige.
      I de tidlige tider blev hundene kaldt flere forskellige navne; blandt andet Staffordshire terrier og Yankee terrier. Da racens entusiaster fik racen anerkendt af den amerikanske kennelklub, AKC, i 1936, fik den navnet Staffordshire terrier. Siden da er racen avlet efter moderne tiders ønske om en god familiehund. I 1972 fik den ændret navnet til American Staffordshire terrier. Der arbejdes dog stadigvæk efter den oprindelige racestandard fra 1936.
      Det er et stort problem for racen, at den ofte kommer i miskredit pga. sit gamle slægtskab med Pit Bull terrieren. Der hviler derfor et stort ansvar på alle, der opdrætter og ejer en American Staffordshire terrier, om at være gode ambassadører for racen.
      Racens karakteristik
      En Amstaff er en middelstor, kompakt og muskuløs hund. Den har en kort og glat pels, som er meget nem at holde, og den findes i alle farver og aftegninger, det er dog ikke ønskeligt med helt hvide eller black and tan farvede Amstaffs.
      Racens vigtigste egenskab er dens temperament. En Amstaff er en usædvanlig glad, udadvendt og positiv hund, som er levende interesseret i alt hvad der foregår. En Amstaff har en stærk og modig psyke, som gør, at den bevarer roen og ikke foretager sig noget uoverlagt. Den er en god vagthund, som gør meget lidt.
      For at en Amstaff kan udvikle sig rigtigt, fordrer det imidlertid en stærk fører (ejer), der med sikkerhed og kærlighed behandler sin hund korrekt fra den er en lille hvalp. Den er i besiddelse af et stort, varmt og kærligt hjerte, som stortrives i et godt miljø. En Amstaff afspejler nøje de mennesker, den lever hos. Det er en hund, som nyder livet i fulde drag, og som sætter stor pris på varme, bløde tæpper og sofaer.
      Udendørs er den en særdeles udholdende og stærk følgesvend som har en råstyrke og fysik, som kan måle sig med enhver. Den påskønner alle former for aktiviteter, og finder stor glæde ved agility, spor søg, fly-ball, lydighedstræning osv. Det er en hund, som elsker at følge med og køre i bil, den kan tilpasse sig overalt og sætter stor pris på at være ved sin ejers side. Desuden er det værd at nævne, at den er en meget pålidelig og robust børnehund.
      Køb af hvalp
      Køb kun en Amstaff med DKK stambog hos en seriøs opdrætter.
      Forældrene skal være omgængelige og venlige, det er vigtigt, at du hæfter dig ved temperamentet både på forældre og hvalpe, en Amstaff må hverken være sky eller knurrende.
      Da vi ikke må kupere ørene her i Danmark, som de må i USA, kan det ske at hundene ikke bærer ørene korrekt af sig selv (skjult ørefejl), man må derfor være indstillet på i en vis periode omkring tandskiftet at skulle arbejde lidt med ørebæringen.
      Tænk på at du gerne skulle have glæde af din Amstaff i mange år, så giv dig tid til at finde den rigtige hvalp, som passer til dig, en seriøs opdrætter hjælper dig gerne med at vælge den rette hvalp.
      Mad og motion
      En Amstaff har brug for et godt og alsidigt foder. Det er en hundetype, som udvikler sig rimeligt langsomt. I lighed med større hunderacer, skal man derfor passe på med at overfodre den eller at forcere dens vokseevne.
      Mht. motion skal man også tage hensyn til, at hvalpen og unghunden skal have lov til at vokse i fred og derfor belastes passende med motion. Den voksne Amstaff kan derimod tåle motion i timevis og er på utrolig vis i stand til at bevæge sig de mest krævende steder.
      I øvrigt elsker en Amstaff at svømme og nyder til fulde strandlivet, grave i sandet, løbe efter måger og dykke i vandet.
      Aktivering
      Amstaff'en er en intelligent hund og derfor kræver den en del mental aktivering, så den ikke begynder at aktivere sig selv, på en for ejeren måske uønsket måde.
      Af aktivering kan anbefales sportræning, søgeøvelse og lydighedstræning
      Pelsen
      Pelsen er meget nem og kræver egentlig ikke nogen pleje til hverdag, men et bad i ny og næ kan friske op. Den korte pels fælder mere eller mindre uden at det giver de store gener, et vådt vaskeskind fjerner nemt de løse hår.
      Ørene skal nu og da renses, og neglene skal klippes hvis de bliver for lange. Til udstilling skal Amstaff'en bades og kan pyntes med lidt afpudsning af pelsen. Den korte pels skal være blank, skinnende og understrege det vitale udseende.
      Opdragelse
      For at få den helt rigtige glæde af en Amstaff er det væsentligt at være en sikker og konsekvent, men kærlig leder for hunden. Derudover er den ret ukompliceret at opdrage og kan med den rette fører og træning opnå flotte resultater i lydighedskonkurrencer.
      Man skal gøre sig klart, at det er en stærk hund og at den godt kan lide at bruge sine kræfter og at udfolde sig udendøre. Hvalpe vil man opdage, er nemme at gøre renlige, og falder omgående til i deres nye hjem, men at de som yngre gerne tygger lidt i alt; men det er heldigvis noget, de vokser fra.
      En Amstaff er ofte ret selvstændig, og den gider ikke altid komme, når der bliver kaldt, så her skal ejeren sørge for at være konsekvent fra starten. Amstaffen er en social hund, men en Terrier på godt og ondt. Derfor skal man være opmærksom på at det kan give problemer med andre dominante hunde. Derfor er det meget vigtigt at have styr på sin Amstaff - og det opfordres til altid at have din Amstaff i snor.
      Race: Amerikansk Staffordshire Terrier Kategori: Muskelhund Farve: Alle farver er tilladt, dog opmuntres mere end 80% hvid ikke. Motion: Mellem Størrelse: Mellem Vægt hanhund: 21-30 kg Vægt tæve: 21-30 kg Alder: 11-12 år

    • Administrator
      Australian Shepherd, eller bare Aussien, er trods sit navn, en helt igennem amerikansk race.
      Aussien som vi kender den i dag, blev skabt i USA i det forrige århundrede primært af baskiske emigranter. Man kender intet til det tidlige avlsarbejde, parringer mellem to hunde var udelukkende baseret på arbejdsevne, ikke race eller udseende. De baskiske fårehyrder ønskede simpelthen at skabe den bedste arbejdshund, som kunne leve op til deres forventninger: mod, arbejdsiver, intelligens, alsidighed og en hund som samtidig var en behagelig og utrættelig følgesvend.
      Aussien var i mange år kun at finde på rancher og siden også hos westernfolket. Efter 2. verdenskrig blev rodeo igen populær og da Aussien ofte var at finde i hælene hos mange westernfolk, opdagede den almindelig amerikaner også hurtigt denne vidunderlige race.
      I 1957 samledes en gruppe rigtige Aussiefans for første gang til et officielt møde, med henblik på at danne den første egentlige Aussieklub; den som senere skulle blive til The Australian Shepherd Club of America, ASCA. ASCA var ikke et officielt anerkendt registreringsorgan og da en mindre gruppe var fast besluttet på at søge denne anerkendelse skabte de klubben the United States Australian Shepherd Association, USASA. I 1993 blev racen anerkendte af the American Kennel Club Aussien, AKC.
      Det tog dog yderlige 3 år, før racenblev godkendt i FCI, men på ganske få år har Aussien opnået en utrolig popularitet hos såvel den aktive familie og hos konkurrencefolket.
      Aussien er velproportioneret hund, lidt længere end den er høj. Den foretrukne højde for hanner er 51 – 58 cm. og for tæverne 46 – 53 cm. Aussien er af medium knoglebygning, solid og muskuløs uden, at den dog på nogen måde virker grov. Den har en pels af middellængde og struktur samt farver der byder på både variation og individualitet. Som noget meget unikt kan den fødes med stumphale.
      Aussien er blandt andet kendetegnet ved at have et væld af næsten individuelle farver. Ifølge standarden er 4 farver anerkendte: sort, blå merle, rød og rød merle. De kan alle optræde i en ensfarvet variation eller have markeringer med hvid, tan eller en kombination af disse.
      Aussien er en pragtfuld hund at leve med, men ikke en race egnet for alle. Man må tænke på, at den oprindeligt er udviklet som en utrættelig arbejdshund, og den derfor generelt behøver en del daglig motion og aktivering. Det skal dog siges, at en Aussie sagtens kan klare sig, hvis man i en periode ikke har den ordinære tid til motion og aktivering. Den udvikler sig ikke til et ”destruktionsmonster” af den grund.
      Det er også vigtigt at huske på, at selvom Aussien måske ikke har set skyggen af får i generationer, er hyrdeinstinktet dybt begravet i mange Aussier. Man skal være forberedt på, at der en risiko for at dette instinkt kan bryde igennem og forårsage, at den forsøger at hyrde trafik, andre hunde, børn m.v. En grundig indhegnet have er derfor et must.
      I sammenhæng med hyrdeinstinktet følger at Aussien er i besiddelse af en stor intelligens. Dette er en betingelse for, at kunne udtænke flokkens reaktioner og kontrollere dem uden selv at komme til skade. Men lige så klog som Aussien er til at udtænke flokkens reaktioner, lige så klog er den til at udtænke dine! En konsekvent, kærlig og tålmodig opdragelse er derfor et yderst vigtig, og livslangt, element i at holde Aussie.
      Når alt dette er sagt, skal det også siges at Aussien er en vidunderlig race at leve med. Der er intet mere smittende end en Aussies energi og livsglæde. Det er en race som simpelthen er evig munter, og det er praktisk talt umuligt at kede sig med en Aussie i huset! Derudover er det en hund med et utroligt godt sind, blid og medgørlig i alle situationer, aldrig bidsk eller krakilsk. Aussien er per natur også meget lærenem, så hvis du giver din Aussie en ordentlig grundopdragelse, er det en hund, som kan medtages til alle familiens aktiviteter, og som aldrig vil stikke af, når han er løs. Kort sagt, den perfekte følgesvend for den aktive familie!
      Aussien er en ekstrem alsidig brugshund og er derfor stort set tilfreds med hvilken som helst aktivitet. Traditionelt kan den anvendes til lydighed og agility, men det behøver ikke at være en konkurrencepræget aktivitet, varierende gå- eller rideture, svømning hyrdetræning, spor, redningsarbejde m.v. er fuldt ud lige så godt. Der er faktisk også eksempler på, at Aussier er blevet brugt som apporterende jagthunde, og et rent Aussie-team der er placeret i hundeslæde-væddeløb! Aussien kan bare det hele!
      Race: Australian Shepherd Kategori: Familiehund, Vagthund, Selskabshund Farve: Blue merle, red merle, sort, rød. Motion: Rigtig meget Størrelse: Stor Vægt hanhund: 21-30 kg Vægt tæve: 11-20 kg Alder: 13-14 år

    • Administrator
      Oprindelsesland: Storbritanien (Skotland/England)
      Kategori: Apporterende jagthund (Gruppe 8)
      Temperament: Imødekommende, godmodig, tålmodig og lærenem ("Willing to please")
      Børn og andre dyr: Racen er god med både børn og andre dyr, men skal alligevel socialiseres.
      Historie (meget kort)
      Racen er opstået i starten af 1900-tallet, med det primære formål, at assistere jægeren på jagt. Hunden skulle holde sig ved sin ejer, og på signal hente nedskudt vildt, uden at skade dette. Oftest var det ænder der skulle hentes i vandet.
      Den første Golden kom til Danmark i 1958.
      Racen i dag
      Golden Retrieveren benyttes stadigvæk til jagt, men er i stort omfang også blevet en familie-/udstillingshund. Dette skyldes især dens fantastiske temperament og udseende, men man skal altid huske på, at aktivere og "pleje" de oprindelige evner, da hunden ellers vil mangle noget i sin hverdag.
      En anden funktion man ser racen i, er som hjælper for fx blinde og døve.
      Typer
      Man ser ofte to typer af Racen (eller blandinger af disse):
      Den robuste, rolige og meget lyse hund, der benyttes til udstilling Den mere spinkle, aktive og mørkere hund, der benyttes til jagt Hvad kan man forvente af en Golden?
      En aktiv hund, der elsker udfordringer og leg En dejlig hyggehund, der vil følge en overalt En livsglad og imødekommen hund En af de mest kommunikerende hunderacer En vandglad hund Hvad skal man ikke forvente af en Golden?
      At den forsvarer hus og hjem (den kan godt gø, men det er mest som advarsel) At den holder af, at være alene i mange timer At den holder jorden ude i haven, og altid er helt ren At den altid er tilfreds med en hurtig gå-tur om blokken  
      Race: Golden Retriever Kategori: Familiehund, Jagthund Farve: Alle nuancer af Gylden (lys-mørk) Motion: Meget Størrelse: Stor Vægt hanhund: 31-40 kg Vægt tæve: 21-30 kg Alder: 9-10 år

    • Administrator
      Racen er kendt som type siden middelalderen, da den blandt andet blev anvendt til parforcejagt; senere mest brugt som vagthund på større gårde og slotte. I slutningen af det 19. århundrede blev racen renavlet og opformeret af grev Sehested til Broholm, hvorfra racen har sit navn. Efter 2. Verdenskrig uddøde racen næsten, men midt i 1970\'erne begyndte en gruppe interesserede hundefolk - senere organiseret i "Selskabet til rekonstruktion af Broholmerracen" - sammen med Dansk Kennel Klub at genopbygge racen.
      En stor, rektangulær og kraftigt bygget hund af Mastiff-type, med rolige, kraftfulde bevægelser. Indtrykket domineres af den kraftige forpart: Stort og bredt hoved, svær hals med løst halsskind og et bredt, dybt bryst. Når hunden er i ro, bæres hovedet ludende og halen føres sabelformet hængende. Under bevægelse bæres halen i højde med ryglinien. Når hunden er opmærksom eller opildnet, bæres hovedet højere, og halen løftes til over vandret.
      Størrelse
      Hanners skulderhøjde: 75 cm , vægt 50-70 kg
      Tævers skulderhøjde: 70 cm, vægt 50-60 kg
      Pelspleje
      Kort og tilliggende, med kraftig underuld, denne kræver ikke den helt store pelspleje.
      Farve
      Gul med sort maske. Rødgylden. Sort. Gerne med hvid brystplet, hvidt på poterne og med hvid halespids.
      Temperament
      Rolig, godmodig, omgængelig og dog vagtsom. Skal optræde med stor selvsikkerhed.
      Motion
      Denne race har ikke brug for flere timers motion om dagen og kan slet ikke tåle dette pga. dens store størrelse. Som hvalp mener nogle at det er meget vigtigt for hundens knogler at den ikke går lange monotome ture. Nogel dyrelæger foreslår 5 min per måned(alder). Rissikoen for HD problemer er den samme som ved andre hunde af gigant racen.
      Avl/restriktioner
      Kun hunde, der har været til Broholmerselskabets ekstreriørbesdømmelse og har opnået mindst xxx++ ud af xxxxx mulige, kan anvendes i avl. En hund som opnår xxx eller derunder kan efter ønske fra ejer eller Broholmerselskabet genfremstilles. Bestyrelsen kan anbefale hunde til avl, hvis disse har en værdi for rekonstruktionsavlen.
      Der må max avles 30 hvalpe pr forældre.
      AD krav
      Kun hunde med AA-status 0 og 1 kan bruges i avl.
      HD krav
      Afkom kan kun stambogsføres hvis begge forældre før parring er HD-bedømt med følgende status:
      HD-status A, B eller C. og det gennemsnitlige indekstal for begge forældredyr må ikke være lavere end 100 (han + tæve divideret med 2 skal være lig med mindst 100). Hundens egen HD-status skal indgå i indekstallet.
      Race: Broholmer Kategori: Familiehund Farve: Gul/sort maske, Rødgylden Motion: Let Størrelse: Stor Vægt hanhund: 61-70 kg Vægt tæve: 51-60 kg Alder: 7-8 år

    • Administrator
      Race: Afghansk Mynde Kategori: Jagthund Farve: Alle farver og kombinationer. Undtagen brun. Motion: Meget Størrelse: Stor Vægt han-hund: 21-30 kg Vægt tæve: 21-30 kg Alder: 11-12 år Kendt som 'Kongen over alle hunderacer' og den smukkeste blandt alle hunde. Den afghanske mynde er urgammel. Den kan spores til det gamle ægypten (7000 år før Kristus) , måske endda til Babylon, men i hvert fald til fyrsterne i Afghanistan, hvor de stærke og hurtige hunde jagede, indhentede og dræbte alt slags vildt, og de fattige folk i Afghanistan brugte den til at stjæle. Denne egenskab lever videre i den afghanske mynde som kan stjæle næsten hvad som helst før du aner det. I dens hjemland er den stadig brugshund, men i Europa og Amerika er den i dag selskabshund og en fantastisk show hund.
      De første afghanere kom til England omkring år 1900 og alle europæiske og senere amerikanske afghanere stammer fra de første kenneler: Bell-Murray og Ghazni.
      Elsker fart
      Afghanerens historie har skabt en hund, der er meget hårdfør. Man skal ikke tage fejl af den, når den kommer i sin fine, lange pels. Det er en fantastisk sej og hurtig hund, der kan klatre i bjerge, springe højt, vende på en tallerken osv. Den er meget smidig og bøjelig i ryg og ben, og, som nævnt, elsker den fart. Det er en hund, der er skabt til at løbe. En afghaner kan sagtens bo i byen, men den skal have mulighed for at boltre sig frit på et indhegnet område. Nogle er af den mening, at man godt kan slippe dem løs uden for et indhegnet område, og det går måske også med unge hunde, men slipper man en voksen afghaner og den får fært, træder jagtinstinktet i karakter, og så har man ingen mulighed for at kalde den til sig.
      En virkelig sjov og god måde at lade den afghanske mynde få afløb for sin trang til bevægelse er at tage den med på en væddeløbs eller lure coursingbane. Her får den samtidig tilfredsstillet noget af sit jagtbehov, når den jager "haren".
      De afghanske mynder jager primært med synet. De har et rent falkeblik; intet, der rører sig, forbigår deres opmærksomhed. Deres øjne er placeret på siden af hovedet, så de ser ikke så godt lige foran sig - hvilket man skal huske at tage hensyn til, når man nærmer sig en afghaner. Derimod ser de meget skarpt på lang distance, og når de får øje på noget småt, der bevæger sig i horisonten, melder deres meget kraftige jagtinstinkt sig. Så løber de - og de løber hurtigt - mod byttet. De lukker fuldstændig af for omverdenen i disse situationer, og det er umuligt at komme i kontakt med dem - uanset hvor lydige de ellers måtte være i andre situationer.
      I hjemmet er den ganske mageligt anlagt og stille og rolig. Mange ejere vil kunne oplyse at det er en meget stille hund. Af den grund opdager nogle naboer slet ikke at der holdes hund ved siden af.
      Den kræver en højt indhegnet have, da den med stor smidighed kan hoppe store højder og være i den næste bykode før du aner det.
      Sind som en kat
      Man siger, at den afghanske mynde har sind som en kat, og det er ikke helt ved siden af. Ligesom katten er afghaneren noget egenrådig. Den er kælen, når det passer ind i dens kram, og når den har fået nok, trækker den sig tilbage.
      At opdrage en afghaner er også lidt som at opdrage en kat. Man skal hele tiden være opfindsom for at motivere den, og der skal lægges megen energi i at lære den de almindelige grundregler såsom at undlade at gå op på spisebordet eller bide i ledninger. Det er altid godt at have et alternativ til noget, man vil have den til at holde op med. Vil man for eksempel ikke have, at den ligger i møblerne, skal man have en kurv som alternativ, så man har noget af forhandle med.Det er en selvtænkende race med stor intelligens, med store individuelle personligheder.
      Kæft, trit og retning er absolut ikke en opdragelsesform, der passer til afghaneren. Positiv baseret træning er det bedste for at opny lydighed fra denne blide myndehund. århundredes stolthed ligger i dens sind, den er egenrådig og reserveret overfor fremmede, men samtidig følsom. Den er ikke modtagelig for "dressur" og hård opdragelse, men forstår man dens specielle psyke og behandler den derefter, kan man få det dejligt sammen. Afghaneren er en udpræget familiehund på den måde at den knytter sig til nogle få mennesker (familien), som den kan lide at have omkring sig. Den er utrolig glad og klovnagtig sammen med familien og er utrolig god til mindre og større børn, hvis de opdrages sammen. I større forsamlinger viser den sig sjældent fra sin bedste side, men udviser overlegen arrogance.
      Det er meget vigtigt at socialiserer denne race, da den ellers kan have tildens til at blive sky.
      Engang i 1930'erne kom de første to afghanske mynder til Danmark, men vi skulle helt op i 1960'erne, før der kom rigtig gang i den. Racen blev stadig mere populær, og det hele toppede i midt 70erne, hvor de største årgange lød på over 300 registreringer. Siden er det gået stødt tilbage for afghaneren, der sidste år (2003) fik registreret 21 eksemplarer. Den Afghanske mynde er heldigvis en race der har få helbredsproblemer. P.g.a meget lav fedtprocent, tåler den kun visse former for medicin og narkose.
      Andet
      De fungerer rigtig godt i par uanset køn. Det er en race der meget sjældent udviser aggression, derfor kan de holdes mange sammen uden problemer.
      Kræver megen pelspleje. 3 timer om ugen skal man regne med.

×