Hop til indhold

Hundens sprog


Gæst

Hunde er konfliktløsende flokdyr og har et utroligt detaljeret sprog. Det er bare ikke altid, vi forstår det. Er hunde blevet præsenteret for andre hunde og socialiseret gennem opvæksten, kan de tale det med hinanden – ligegyldigt om de er fra Belgien eller Brasilien, Island eller Indien.

Det sprog, hundene hovedsagligt benytter, består af ”dæmpende signaler”. Signaler der bruges forebyggende for at forhindre konflikter. De skal forhindre trusler og problemer, de skal dæmpe stress og uro, nervøsitet, stærke lyde og andre ubehagelig ting. De kan også bruges til at berolige sig selv med, altså dæmpe hundes egen stress, uro eller anspændthed.

Sproget af dæmpende signaler består som regel af små og lynhurtige bevægelser, andre gange varer de flere sekunder.

Af dæmpende signaler kan nævnes:

  • Dreje hovedet
  • Bruge øjnene (sænke øjenlågene, gøre blikket blødere)
  • Vende sig væk (siden til, bagen til)
  • Slikke sig om snuden
  • Fryseposition (forholde sig passivt)
  • Langsomme bevægelser
  • Logre
  • Legestilling
  • Sætte sig
  • Lægge sig
  • Gabe
  • Gå i bue (ikke direkte mod noget)
  • Snuse i jorden
  • Splitte op (gå fysisk mellem hunde/mennesker)
  • Løfte poten
  • Blinke med øjnene
  • Markering (social adfærd = mennesker, der tager en kop kaffe sammen)
  • Omdirigeret adfærd (koncentrere sig om noget andet)
  • Smile
  • Smække med læberne
  • Glatte ansigtet ud og lege hvalp
  • Gøre sig hvalpet og barnlig, selvom man er voksen

Der findes flere dæmpende signaler, som man dog ikke kender meget til endnu.

Hundens sprogrepertoire omfatter også ”afstandssøgende signaler”.

De består af at vise tænder, knurre, gø og gøre udfald for at få ubehaget på afstand eller skræmme det væk. Men hunde vil som regel prøve at dæmpe først. Afstandssøgende signaler vil dog som hovedregel være den sidste udvej.

Tages der ikke hensyn til hundens sprog eller får den ikke mulighed for at bruge det, kan hunden miste det. Den bliver sprogløs, hvilket kan gøre den passiv eller stresset.

Når man først er blevet opmærksom på hvilke signaler hunden udsender og begynder at observere dem, går der helt sport i at tolke dem og ”besvare” dem. Vi bliver dog aldrig i nærheden af lige så gode til at tale hundens sprog, som den selv.

Læs mere i Turid Rugaas' bog ”På talefod med hunden – de dæmpende signaler”, udgivet af Canis.


Bruger Feedback

Recommended Comments

Der er ingen kommentarer at vise




×
×
  • Tilføj...