Artikler


Journalisten
I løbet af foråret dukkede der flere historier op fra Danmark om hvalpefabrikker. Disse ucertificerede opdrætningsfarme er en torn i øjet på seriøse avlere, men de lever desværre fedt på at sælge hvalpe af tvivlsom herkomst til uvidende kunder. I de værste tilfælde har avlshundene været udsat for forfærdelige forhold, som i eksemplet fra maj i år, hvor sytten hunde blev reddet fra en fabrik i Kalundborg. De havde orm og skabsmider og andre hudparasitter, og var blevet vasket i terpentin, i et forsøg fra fabriksejerens side, på at fjerne utøjet.
Heldigvis hører den slags historier til sjældenhederne, men overalt i verden slås kennelklubber, dyrevelfærdsorganisationer og seriøse hundeentusiaster mod denne blatante form for vanrøgt. For nylig resulterede det i anholdelsen af kvinden, der er blevet kaldt virkelighedens Cruella de Vil.
Christina Fay drev noget der må betragtes som et ekstremt eksempel på en hvalpefabrik. I sin gigantiske millionvilla i Wolfeboro, New Hampshire, holdt hun tæt på hundrede granddanois-hunde fanget i et helvede af snavs og mishandling. Hundene var låst inde i alt for små bure, eller gik frit omkring i huset, der var smurt ind i afføring og rådne madrester. De fik ingen motion eller træning, men bærer præg af at være blevet udsat for vold.
Politiet modtog en indberetning fra en animal control-betjent (amerikansk dyrepoliti), der var på rutinetjek hos Fays kennel. Hun nægtede at lukke ham ind, hvilket han fortalte det lokale politi. Få dage senere dukkede en ungarbejder, der havde job på kennelen op hos den lokale afdeling for SPCA (Society for the Prevention of Cruelty to Animals). Ungarbejderen var blevet rystet over den tilstand hundene på hvalpefabrikken var i, og havde taget billeder af dem, for at dokumentere det, hvis politiet ville involvere sig.
Det ville de, og meget grundigt endda! Politichefen i Wolfeboro, Dean Rondeau, kunne, på ungarbejderen billeder, se at noget var helt galt på den afsidesliggende liebhaverejendom. Han tøvede ikke, før han satte alle hjul i bevægelse. Et samlet mandskab på 80 personer, fra tre forskellige politistyrker,samt paramedicinere, dyrlæger og dyreværnsfolk, blev samlet og foretog en overraskelsesrazzia mod hvalpefabrikken.
"Vi efterlod én receptionist på politistationen, og håbede bare på at det ellers ville blive en fredelig dag i Wolfeboro," sagde Rondeau om den omfangsrige redningsaktion. "Vi vidste (fra billederne, red.) at der var mindst 78 hunde på stedet. Det ville blive som at flytte en lille zoologisk have!"
Det syn der mødte dem, da de ankom til huset, var dog værre end noget de havde forestillet sig. "Vi havde planlagt efter det værst tænkelige, men intet kunne have forberedt os på det vi så. Det var forfærdeligt. Fuldkommen forfærdeligt," fortalte Rondeau, der har 21 års erfaring i politiet, og er tidligere oberst i den amerikanske hær, med tre lange udsendelser bag sig. "Ord kan ikke beskrive de afskyelige forhold disse dyr boede under."
94 granddanoiser blev befriet fra hvalpefarmen, og har det efter omstændighederne godt nu, skønt de næsten alle sammen er i behandling for øjeninfektioner, underernæring, utøj, gnavesår og andre lidelser forbundet med alvorlig vanrøgt. De bor på et hemmeligt sted, hvor de ifølge Wolfeboro politi har mindst 2300 kvadratmeter at boltre sig på. Stedet holdes hemmeligt fordi hundene gælder som retstekniske beviser imod Fay.
Politichef Rondeau lægger ikke skjul på sin foragt for Christina Fay, og han går efter at få hende dømt så hårdt som tænkeligt muligt. Selvom straffen for dyremishandling i enkelttilfælde ikk er særlig voldsom - en bøde på 2000 dollars og op til et års fængsel - kan hver af de 94 mishandlede hunde tælle som et tilfælde for sig selv i én samlet anklage. Dertil kommer regningen for selve razziaen og genhusningen, medicin, dyrlæger, og lignende, der løber op på en halv million dollars, som Rondeau vil kræve at Fay betaler tilbage til byens pengekasse.
Som sagt hører sager som denne til de sjældne og mest uhyrlige, men man kan da håbe at Rondeaus hårde linie overfor dyre-mishandlere vinder indpas, ikke blot i USA, men overalt.
Journalisten
Skal man til udlandet, og vil have sin hund med, skal den have sit eget pas. Det er der som sådan ikke noget nyt i, men nu har det britiske forsikringsselskab, MoreThan, gjort det lidt sjovere.
Siden 2001, hvor det såkaldte PETS-samarbejde blev vedtaget i EU, og senere blev udbredt til blandt andet USA og Australien, har hunde og katte skulle have deres eget pas. Reglerne er lavet om gentagne gange, og en masse lande har særregler og forbehold, som man er nødt til at undersøge grundigt, inden man tager afsted. Kun rabies-vaccinerede og chippede kæledyr kan få et pas, og mængden af regler, udgiften til papirarbejdet og den sørgelige tilstand de fleste EU-hjemmesider er i, gør at mange giver op. Så lader man hunden blive hjemme, eller lader simpelthen være med at tage til udlandet.
MoreThan, der har etableret sig primært som et selskab for kæledyrsforsikringer, syntes det var på tide at gøre kæledyrspasset lidt mere sjovt og interessant. Derfor har de sat en pasfotoautomat op i London - og ikke en hvilken som helst pasfotoautomat!
Sammen med automaten, der står i den meget besøgte hundeluftningspark Victoria Park, står en pavillon, hvor ens bedste ven lige kan blive dullet lidt op først. Der er hundefrisører tilknyttet til at børste, klippe spidser og rette pels til, så hunden kan tage sig allerbedst ud på sit nye pasbillede. Selve automaten er forsynet med en hundekurv, der kan højdejusteres, og dermed passer til alt fra chihuahuaer til granddanoiser. Ved selve kameralinsen sidder små højtalere, der siger fløjtelyde eller gøer, så hunden vender sin opmærksomhed imod dem, når billedet bliver taget.
Strengt taget er det faktisk slet ikke nødvendigt at have et billede i et kæledyrspas, men der er gjort plads til et, og MoreThan håber at kunne bruge dette PR-stunt til at udbrede kendskabet til reglerne for rejser med dyr. Nye undersøgelser viser, at 62 % af britiske hundeejere er mere tilbøjelige til at vælge en hundevenlig destination, når de laver ferieplaner. Antallet af udstedte dyrepas i Storbritannien er fordoblet i løbet af de sidste to år. MoreThans intention er, at styrke denne tendens på en måde, der er morsom for både hunden og mennesket.
Det har desværre ikke været muligt at skaffe lignende statistik fra Danmark.
Journalisten
Den Britiske Kennelklub, med det fyndige navn The Kennel Klub, udnævner hvert år de bedste billeder af hunde i ti forskellige kategorier. Fotografer, både amatører og professionelle, fra hele verden deltager hvert år, og nu har klubben offentliggjort vinderne for 2017.
 
Blandt kategorierne er de klassiske, som "Hvalpe", "Hunde på arbejde" og "Hunder der leger", men The Kennel Klub har også nogle mere poignante temaer, fotograferne kan arbejde med. Disse kategorier tæller "Oldies", hvor de ofte oversete, pensionsalderhunde får en tur i spotlyset, og "Undsatte hunde", hvor alle billederne forestille hunde der er reddet fra dumpning, bor på et internat eller er blevet adopteret af en ny familie. På den måde for de lidt mere skyggefulde sider af hundelivet også opmærksomhed.
 
"Undsatte hunde" og en anden kategori, "Servicehunde", der fokuserer på forholdet mellem handicappede og deres firbenede hjælpere, er velgørenhedskategorier. Vinderne af disse kategorier vinder retten til at donere 500 pund til en hundevenlig velgørenshedsorganisation.

The Kennel Club er verdens ældste nationale kennelklub, og stiftet af ægte britiske gentlemen. Det bærer præmierne præg af, for der er ikke tale om pengebeløb. Det er derimod et spørgsmål om prestige og ære. Hovedpræmien for hele konkurrencen - "Årets bedste Hundefoto", der bliver kåret på tværs af kategorierne - er blandt andet at den internationalt anerkendte kunstner, Sara Abbott, maler et oliemaleri af fotoet, som man får, samt et kursus med med en af verdens bedste hundefotografer.

Som sagt må alle fra hele verden deltage i konkurrencen. Det kræver ikke medlemsskab af en kennelkub, det koster ikke noget at deltage, og reglerne for billederne er ret enkle. Der er normalt deadline for indsendelse af billeder i starten af marts, Så ønsker man at deltage og måske hive en sejr hjem til Danmark, er der god tid til at tage nogle sjove, vilde, rørende og smukke billeder.

Se alle vinderbillederne og læs mere på: http://www.dogphotographeroftheyear.org.uk/
Journalisten
Australske dyrevelfærdsorganisationer og private hundevenner er oprørte over dommen mod hundemorderen Jayde Paul Rowan. Rowan blev idømt syv månders betinget fængsel for at have dræbt labradoren Luna.
Forbrydelsen fandt sted i en hundeluftningpark i byen Mirrabooka i maj. Rowan befandt sig i parken med sin egen hvalp, da Luna og en anden hund, begge ejet af en ung kvinde, Bridgette, hvis efternavn ikke er offentliggjort. Rowan reagerede på de to hundes opdukken, ved at trække en lommekniv og stikke Luna en enkelt gang. Han tog derefter sin hvalp under armen, smed kniven fra sig og stak af fra gerningsstedet.
Luna forblødte hurtigt og kunne ikke genoplives. Rowan blev senere pågrebet af politiet og anklaget for dyremishandling. Retsagen tiltrak sig en del opmærksomhed blandt hundeelskere, der var spændt på at se resultatet og håbede på en retfærdig dom. Da dommens milde karakter blev kendt, spredte nyheden sig som løbeild på australske og internationale hunde-fora.
Under retssagen blev Rowan beskrevet af sin forsvarsadvokat, som en mand der elsker dyr, og især hunde. Han er mangeårig hundeejer og har tidligere haft nogle meget ubehagelige oplevelser med andres hunde. For ti år siden blev hans daværende hund angrebet af andre hunde i en park - et angreb den ikke overlevede - og den hvalp han havde med i parken den fatale dag i maj var også blevet truet af andre hunde i parken.
Rowan erklærede sig skyldig i dyremishandling og optrådte som en angrende mand under retssagen. Retten anerkendte at han ikke havde haft nogen intention om at dræbe, men at han, fra sit eget perspektiv, blot beskyttede sin hvalp. Lunas ulykkelige ejer og en række af australske aktivistgrupper, samt det politiske parti Animal Justice Party, betragter dog dommen som en hån mod dyr og dyrs rettigheder, lige meget om Rowan handlede i selvforsvar eller ej.
Modstandere af den milde dom mener, at den sender et signal om at det er i orden at myrde dyr, uden at det har rigtige konsekvenser. Hvorvidt der er tale om en desperat mands overreaktion, et koldblodigt mord på en glad hund eller blot et tragisk uheld, er svært at vurdere, men det tyder på at dommen over Lunas morder kommer til at betyde rigtig meget for dyrevelfærdsarbejdet i Australien i de kommende år.
Journalisten
En fire år gammel schæfer, Caleb, blev indleveret til et britisk internat for tre måneder siden. Hans tidligere ejer var ikke længere i stand til at tage sig ordentligt af ham, men Caleb var sund og rask og virkede glad for menneskeligt selskab. Den slags hunde er som regel nemme at finde et nyt hjem til, men Caleb havde en skavank. Han reagerede ikke når man talte til ham.
Til at starte med troede personalet på internatet, Dog Trust Kenilworth, at Calebs lydighedsproblemer skyldtes, at han savnede sin gamle ejer, eller at han havde svært ved at omstille sig til nye og usædvanlige omgivelser, som mange ellers godt trænede hunde har. En dyrlæge konkluderede at Calebs hørelse ikke fejlede noget, så det kunne ikke være det der var i vejen. En kvik medarbejder begyndte dog at lede efter en bedre forklaring, da Caleb efter lang tid, stadig ikke ville sitte, rulle rundt eller give pote, men i øvrigt var en rolig og velopdragen hund. Det ville simpelthen være for mærkeligt, hvis en flink og afrettet hund, af en race der som regel har let ved at lære, skulle være umulig at træne.
Internatmedarbejderen fandt ud af, at Clabens gamle ejer, var af polsk afstamning, og derefter var der ikke langt til den rette konklusion: Caleb kunne ikke engelsk. Et par dage senere besøgte en polsktalende emigrant, Mariusz Budz, Dog Trust Kenilworth. Han var der for at adoptere en anden hund, men personalet bad ham forsøge sig med rudimentære kommandoer på polsk, sammen med Caleb, bare for eksperimentets skyld. Forandringen var imponerende.
Caleb viste sig at være en meget dygtig schæfer, der lystrer adskillige kommandoer, og er stolt af at kunne demonstrere sine færdigheder. Personalet var glade for endelig at have fundet svaret på gåden om Caleb, og Budz lærte dem en række basale polske kommandoer, inden han tog hjem med sin egen hund. Caleb er nu kommet i sprogskole, hvor personalet prøver at lære ham de engelske ord, ved at bruge dem på skift med de polske, som han kender i forvejen.
"Caleb er en skøn hund," siger Sandra Fould, der leder Dog Trust Kenilworth. "Han elsker menneskeligt selskab og vil lege med alle, bare de har en bold. Han er parat til at få en ny familie, men det ville nok være smartest hvis det bliver nogen der kan tale polsk."
Journalisten
Jordan Ash fra Dartmouth, England, havde nok ikke regnet med, at han tog en livsvigtig beslutning, da han adopterede en hund. Diesel, en livlig og kærlig staffordshire bull terrier, var blevet efterladt af sine oprindelige ejere, og Jordan fandt ham på et internat. Det var en god gerning, der i dén grad betalte sig.
En nat i slutningen af maj vågnede Jordan fordi Diesel gøede. Hunden lå som regel og sov roligt i fodenden af Jordans seng, men nu var Diesel ikke til at styre. Han gav hals og peb, og forsøgte at trække dynen af sin ejer. Jordan rejste sig fra sengen og forsøgte at berolige sin hund, og åbnede soveværelsesdøren for at finde ud af hvad der var i vejen.
Han blev mødt af et inferno af ild og sort, tyk røg. Lynhurtigt løb han ind på gæsteværelset, hvor hans forældre sov, og fik dem vækket. Trappen brændte, så de var fanget på første sal, indtil Jordan kom i tanke om vinduet over garagen. Sammen med Diesel flygtede familien ud ad vinduet, ud på taget og ned på vejen, hvor tililende naboer havde tilkaldt brandvæsenet. De havde alle fire lette knubs fra flugten, og måtte behandles for en mild røgforgiftning. Diesels knurhår var en smule smeltet, men alt i alt havde de det alle sammen godt efter omstændighederne.
Det kunne være endt langt mere tragisk end det. Brandfolkene fandt hurtigt ud af, at branden var opstået i et køleskab, der stod under trappen. Motoren var kortsluttet og de farlige gasser i kølesystemet havde antændt trappen, der var af træ. Jordan, der havde været i gang med at renovere huset, havde ikke fået sluttet brandalarmen til igen, og uden Diesels heltemodige indsats, var familien med al sandsynlighed død af kulilteforgiftning og derefter blevet fortæret af flammerne.
Historien om Diesel nåede vidt omkring i de følgende dage. Hos dyrevelfærdsorganisationen PDSA besluttede man sig for, at Diesel var noget særligt og fortjente en udmærkelse for sin heltegerning. PDSA står for People's Dispensary for Sick Animals. Organisationen tilbyder gratis dyrlægeehjælp til folk, der ikke selv har råd, og er en af de ældste og største af sin slags i Storbritannien. Siden 2002 har de uddelt den særlige PDSA Guldmedalje til dyr, der gør en særlig indsats for at redde menneskeliv.
Diesel blev den 26. modtager af guldmedaljen, der bedst kan sammenlignes med den danske Medalje for Ædel Daad, bare for dyr. Selvom alle dyrearter kan modtage hædersbevisningen, er alle de 25 andre dyr på modtagerlisten også hunde.
Journalisten
I et særegen tilfælde af held i uheld afslørede en rift i et tæppe, at der var tale om meget mere end et sædvanligt indianer-klenodie. Forskerne på Burke Museum i Seattle opdagede nemlig, da de ville reparere tæppet, at det indeholdt pels fra en uddød og næsten ukendt hunderace.
I de 15-30.000 år der er gået, siden mennesket tæmmede hunden, har vi brugt de firbenede til mangt og meget. Jagthunde, hyrdehunde, vagthunde og krigs-hunde hører til blandt de allerførste firbenede arbejdere, og vi føjer hele tiden nye opgaver til, som narkohunde, førerhunde, bombehunde og så videre. Men det er nok de færreste der kender den såkaldte Salish Uldhund.
Uldhunden fra Salish var en lille spidshund, som Coast Salish-folket - den oprindelige befolkning i det der nu er delstaterne Washington og British Columbia - opdrættet alene for deres uldne pels. Pelsen var af virkelig god kvalitet, næsten ligesom gedeuld, men skyldtes et recessiv, altså svagt, gen. For at hundene ikke skulle miste deres unikke pels på grund af krydsavl, blev de isoleret på små øer eller i indhegninger, ligesom får.
Tæppet er anonymt beige og et af mange på Burke Museum, men konservatoren Liz Hammond-Kaarremaa, der blev sat til at undersøge og udbedre skaden, opdagede hurtigt at der gemte sig en speciel historie bag det lidt kedelige ydre. Tæppet er vævet på en helt særlig måde, og da hun gik i dybden fandt hun ud af, at det, udover bark og sener, indeholdt en usædvanlig slags garn. DNA-undersøgelser viste, at der var tale om uld fra den uldhunden.
Fundet er opsigtvækkende, fordi man i forvejen kun har meget få overlevende materialeprøver af Salish Uldhundens pels. Selvom Salish-folket opdrættede hunde til pelsbrug i over tusind år, forsvandt traditionen på ingen tid, efter europæernes indtog i Amerika. Billigere og nemmere måder at lave tæpper på, gjorde hundene unødvendige, og de sygdomme europæerne bragte med sig var ikke kun menneske-sygdomme. Vi medbragte også vores egne hunde, med dertil hørende nye vira og bakterier, som de lokale hunde ikke var resistente overfor. Man mener at de sidste Salish Uldhunde uddøde i midten af 1800-tallet.
Sammen med de få andre hundeuldstæpper og -kapper, der opbevares på eksempelvis The Smithsonian, kan Burke-tæppet bruges af efterkommere af Salish-folket, der prøver at genoplive deres forfædres rige kultur.
Journalisten
En dødsulykke i maj har skabt debat mellem landmænd, hundevenner og Naturstyrelsen.
Rundt omkring i landet findes der særlige arealer, som Naturstyrelsen varetager, hvor landmænd kan få deres kvæg på græs, men som stadig er åbne for offentligheden. Til denne offentlighed hører naturligvis hundejere, der ønsker at lufte deres firbenede venner i naturskønne omgivelser. Men en tragisk ulykke i maj, har medført debat om hvorvidt man helt eller delvist burde forbyde folk at tage hunde med ind på de arealer, hvor der går køer.
En hundelufter fra Frederiksberg blev dræbt af en ko d. 21. maj. Sammen med sin kone og to venner ville manden krydse et græsningsområde i Sønderjylland. De gik ind mellem køerne, og hunden, der var i snor, kom ved et tilfælde mellem en ko og hendes unge kalv. Koen reagerede ved at overfalde hunden, og kom også til at vælte den 64-årige mand omkuld og træde på ham. Selvom han efterfølgende blev fløjet til sygehuset med en redningshelikopter, døde manden af sine knubs.
Marken, som køerne går på, er privat, men Gendarmstien, der er offentlig, går gennem området. Nu diskuteres det på LandbrugsAvisens hjemmeside, om man skal forsøge at få forbudt hundeluftning i områder hvor køer græsser. Et andet, mindre radikalt forslag er , at bede Naturstyrelsen sørge for langt bedre advarende skiltning end der findes i dag. Indtil videre har Naturstyrelsen afvist at forbyde hundeluftning, da man som dansk borger har al ret til at tage sin hund med gennem offentlige arealer, så længe den er i snor og man i øvrigt overholder gældende lov.
Så sent som 2. juni var det tæt på at gå grueligt galt igen, da en mand, der var på løbetur med sin hund, stødte ind i en flok græssende køer. Området var offentligt ejet, men en stor kreaturflok var blevet lukket ud på det, fordi græsning er en vigtigt del af naturplejen. Køerne angreb joggeren, af ukendte grunde, og han endte på hospitalet med 19 knoglebrud.
LandbrugsAvisen har startet en afstemning om hvorvidt man bør forbyde hunde på græsningsarealer, i de perioder hvor der går køer - find den her.
Hunde-forum
Den berygtede Litchi og Hundekødsfestival i den kinesiske millionby Yulin blev officielt forbudt i midten af maj. Festivalen, der varer ti dage og starter hvert år ved sommersolhverv, er blevet omtalt som "skandaløs" af flere dyrerettighedsorganisationer. Men måske virker forbuddet slet ikke.
Festivalen i Yulin menes at kræve 10-15.000 hundeliv hvert år. I sig selv er tallet ikke ekstremt, sammenlignet med hvor mange svin, køer og andre dyr der sættes til livs hver dag, men festivalen er blevet skarpt kritiseret for de torturlignende aflivningsmetoder og inhumane måder man opbevarer og transporterer hundene på. Dertil kommer talrige beskyldninger fra lokale og internationale aktivister, om at mange af hundene er bortførte kæledyr.
Efter et massivt internationalt pres forbød de kinesiske myndigheder indtagelsen af hundekød under festivalen tilbage i foråret, men hundespisning er en tusindårig tradition i Asien, og der er nu sået tvivl om hvorvidt forbuddet kan og vil blive håndhævet.
Lokale aktivister siger til avisen Global Times, at de mange restauranter og gadesælgere, der normalt leverer hundekød til festivalgæsterne, kun fået vagt formulerede, mundtlige påbud om at stoppe salget. Dertil kommer, at den lokale regering i Yulin nu pludselig nægter at festivalen eksisterer og nogensinde har fundet sted.
Det har fået mange dyrevelfærdsgrupper til at mistænke, at festivalen i Yulin blot fortsætter i smug, og at de store løfter fra regeringen, blandt andet om bøder på op til 100.000 kroner for at sælge hundekød, simpelthen har været et røgslør for at beskytte sig mod dårlig omtale.
Hunde-forum
Kære brugere af Hundeforum
I løbet af de næste uger vil Hundeforum begynde at udvikle sig i den retning, som vi længe har ønsket. Vi vil begynde at producere indhold på siden og på den måde sørge for, at der dagligt at noget at komme ind på siden for at læse. Vi er netop ved at lave en aftale med en skribent, som skal sørge for flere ugentlige artikler. Vi er selvfølgelig stadig på udkig efter flere skribenter, der kan være med til at skabe et forum, der hele tiden har relevant indhold. 
Vi vil også i løbet af de næste uger lave små ændringer på designet, så forummet i større grad fremstår som en indholdsside med forummet som den drivende kraft.
Skriv til os her på siden, hvis du gerne vil bidrage med artikler eller andet indhold. 
/Hundeforum