Hop til indhold

Artikler


  • Journalisten
    I Sydkorea afholder man hvert år en festival, der overgår den berygtede Yulin Festival i Kina med mange længder. Men i Sydkorea har traditionen myndighederne imod sig og ungdommen finder intet bevaringsværdigt i den.
    Dyreværnsorganisationen Humane Society International (HSI) anslår at omkring 2,5 millioner hunde bliver spist hvert år i Sydkorea, størstedelen under Bok Nal-festlighederne. Bok Nal følger månekalenderen og ligger altid i juli eller august, hvor vejret er meget varmt. Ifølge gammel overtro bliver man mindre varmesløv af at indtage hundekød. Heldigvis har landet en af de allerhøjeste uddannelsesindekser, og ungdommen har stort set lagt den grusomme tradition fra sig.
    Efterhånden som de gamle Bok Nal-tilhængere dør, bliver hundespiseriet udfaset af sig selv. 70-80% af Sydkoreas hundekød bliver spist under fesivalen, og industrien kan næppe overleve de næste par generationer. HSI er derfor gået mere eller mindre bort fra at angribe hundekødsspiseriet - om end de naturligvis stadig er imod det. I stedet tilbyder de hjælp til hunde-farmere, der gerne vil omlægge driften inden bunden går ud af markedet. Dette har vist sig at være særdeles effektivt, som lukningen af en farm d. 18. juli har vist.
    Her reddede HSI 129 hunde fra at ende i suppegryderne, efter at hundefarmeren selv havde ringet til dem og bedt om hjælp. HSI har hjulpet farmere med at lukke hundefarme ned ti gange siden 2014, og bedrifterne er med succes blevet lagt om til fx chilidyrkning eller til en vandingstjeneste. HSI hjælper farmerne med at lægge en forretningsplan, søge støtte fra staten og andre administrative gøremål.
    En enkelt farm med 129 hunde lyder ikke af meget imod de millioner af hunde, der avles på tusinder af farme landet over. Men det er en god start, og HSI's nye indgangsvinkel ser ud til både at virker og brede sig. Myndighederne er delt mellem at bevare landets kultur og de unge røster der ikke mener at denne specifikke del af landets kultur er værd at bevare.
    Talsmanden fra HSI, Nara Kim, siger: "Det er intellektuelt dovenskab at bruge kultur som en undskyldning for grusomhed, fordi kultur udvikler sig over tid, og vi ofte fralægger os fortidens praksisser."
    I et symbolsk angreb mod Bok Nal adopterede Sydkoreas præsident, Moon Jae-in, for nylig personligt en hund, der var befriet fra en hundekødsfarm. De 129 hunde der blev befriet forleden vil blive fløjet til USA og blive bortadopteret der.

  • Journalisten
    Da labradoren Harley var fem år gammel fik hun grøn stær. Normalt når hunde får grøn stær forsvinder deres evne til at se gradvist, over mange år, men Harley blev blind nærmest fra den ene dag til den anden. Helt og aldeles blind. Dyrlægerne kan stadig ikke forklare hvorfor det gik så hurtigt lige præcis for Harley, men da sygdommen også resulterer i stærke smerter i øjnene – også når de ikke virker – anbefalede de, at Harley fik opereret øjnene ud. Der var alligevel ikke noget at stille op.
    Harleys ejer, Rita Harrell fra South Carolina, var først meget imod indgrebet. Hun syntes det virkede alt for voldsomt og at hun, ved at godkende operationen, ville have opgivet uden kamp. Der er dog ingen kur for blindhed, der skyldes grøn stær, da vitale nerveender er blevet ødelagt og ikke kan genoprettes. Til sidst lod hun sig overtale, og hun har ikke fortrudt det.
    Harrall fortæller, at Harley blev en helt ny hund efter operationen. Smerterne var væk, og Harley blev nærmest som en hvalp igen – begejstret og livsglad – også selvom hun ikke kunne se en pind. Umiddelbart efter at labradoren var kommet sig, så Harrell et program om terapihunde i fjernsynet. Programmet fortalte blandt andet om hvilke kvaliteter en hospitalshund skulle besidde, og Harrell kunne krydse de fleste af dem af. De passede perfekt på Harley.
    Hun spildte ikke tiden, og efter nogle måneder med et grundigt træningsprogram, der naturligvis måtte indrettes efter Harleys specielle behov, var hunden klar til at muntre sin første patient op. Harley har arbejdet med patientopmuntring i over tre år nu, og det er blevet til utallige besøg på omegnens plejehjem og sygehuse. Hendes yndlingssted er Shriners Hospital for Children – en stor ortopædisk klinik for børn. Hvor voksne mennesker ofte er lidt tilbageholdende, når de møder den øjenløse hund, er børnene langt mindre hæmmede. Det er ikke mangel på hensyn, men blot en, umiddelbar kærlighed, mener Harrell. Harley elsker menneskelig kontakt – gerne nærkontakt – og børnene sparer ikke på den slags.
    Harrell glæder sig nu ekstra meget til hun bliver pensioneret, for det betyder at Harley kan komme ud på job hver dag. Historien om Harley blev oprindeligt bragt af CBS News.

  • Journalisten
    I den lille landsby Barmpton i England bor 13-årige Elijah. Hans familie ejer et større husmandssted, med en stor naturgrund, der er langt borte fra trafikken, og derfor får hans ti måneder gamle patterdale terrier, Flash, lov il at rende frit omkring på alle tider af døgnet. Flash er en velopdragen hvalp, der normalt aldrig strejfer, men om morgenen d. 26. juli vågnede Elijah op, som den pludselige ejer af en ægte heltehund.
    Flash havde ikke kunnet nære sig, da der opstod langt mere postyr end der normalt er i den søvnige landsby, der har under 100 indbyggere. Han så pludselig at en snes betjente løb rundt i området, i selskab med en lavtflyvende helikopter, og det var alligevel mere end Flash’ nysgerrighed kunne bære. Hun sluttede sig derfor til politibetjentene, der havde for travlt til at indfange og returnere ham.
    De var stærkt optaget af en eftersøgning, der gjaldt en ældre, dement kvinde. Hun havde forladt sit hjem alene, og ingen havde set hende i fjorten timer. Området er rigt på mørke skov og moser, og derfor frygtede politiet og hendes pårørende, at hun var kommet ud for en ulykke.
    Flash opfattede åbenbart at betjentene var i gang med at lede efter noget, og besluttede sig for at hjælpe til. Meget af natten løb han rundt i zigzag gennem krat og grøfter, men på et tidspunkt lagde han sig ned ved et levende hegn og begyndte at hyle højt. En af betjentene undersøgte hyleriet, og opdagede at den ældre kvinde lå, udmattet og frygtsom, men i god behold, inde mellem buskene.
    Det var først da betjentene returnerede Flash næste morgen, at Elijah og hans familie fandt ud af, at deres lille hund havde udkonkurreret tyve erfarne politifolk og en helikopter, og i øvrigt begået en heltedåd. De blev selvfølgelig både glade og imponerede, og Elijah sagde efterfølgende at Flash nok får lidt flere godbidder i sin madskål, end han plejer, de kommende dage.
    Den ældre kvinde har det efter omstændighederne godt, skriver Daily Mail.

  • Journalisten
    Ulven er stamfader til hunden - det er slået fast, om end den ulverace hunden nedstammer fra for længst er udød. Nu er forskerne blevet klogere på, hvad det præcis er der adskilte ulv og hund.
    Det ældste bevis på at mennesker og hunde har levet sammen blev fundet i 2011. Det er et 33.000 år gammelt kraniefossil, fundet i Sibirien. Kraniet har tilhørt en hund, der har lignet en Samojed, men som er tættere beslægtet med ulven end nutidens Samojed-race er. Fundet overbeviste forskere om at den moderne tamhund er opstået flere steder på kloden, på forskellige tidspunkter, uafhængigt af hinanden. Men hvad er det der adskiller de to arter fra hinanden, sådan helt præcis?
    Det undrede Bridgett von Holdt, der er biolog med speciale i evolution på Princeton University, sig over. Derfor startede hun et forskningsprojekt i 2014, som nu har båret frugt. Studiet var todelt. Det havde en praktisk dimension, der skulle bevise at hunde er mere sociale og menneskevenlige end ulve - et punkt der om noget adskiller de to arter. Den anden del af studiet undersøgte en lang række gener, der påvirker hjernens sociale evner.
    Det praktiske eksperiment gik ud på at sammenligne 18 hunde af vidt forskellige racer med ulve, der var vokset op i fangeskab og havde haft meget tæt kontakt med mennesker hele deres liv - således havde de to artsgrupper de samme forudsætninger. Hvert dyr skulle finde frem til et stykke pølse i en kasse med låg på - ikke just nogen uoverstigelig opgave. Gennem tre år blev dyrene ført gennem dette eksperiment og resultatet var ikke til at tage fejl af. Ulvene klarede opgaven langt hurtige og langt mere effektivt hver eneste gang. Ved hjælp af optagelser og noter fandt Holdt frem til, at dette skyldtes én meget genkendelig ting. Hundene var langt mere opmærksomme på de tilstedeværende mennesker. De skulle lige tjekke om det nu var i orden at bryde ind i kassen, om de måtte spise pølsen, gøre opmærsom på hvor dygtige de var til at åbne kassen eller valgte simpelthen bare at lege med mennesket i stedet for. Ulvene ignorerede stort set mennesket og gik målrettet efter det nemme måltid.
    I det efterfølgende laboratoriestudie fandt Holdt frem til noget tilsvarende interessant. To gener varierede enormt meget fra ulv til hund, nemlig GTF2I and GTF2IRD1. To gener lyder jo ikke af meget, men netop disse to gener kan faktisk forklare hvad der gjorde hunden til en hund for alle de mange tusinde år siden. Mennesket har de samme to gener, og hvis man mangler dem, lider man af noget der hedder Williams Syndrom. Hos mennesker viser det sjældne syndrom sig i form af et karakteristisk "gavtyveagtigt" udseende, kognitive vanskeligheder og - vigtigst i denne forbindelse - en iøjnefaldende mangel på sociale hæmninger, en trang til altid at være sammen med andre og anse alle som venner.
    Herudaf udleder Bridgett von Holdt, at mutationer hos nogle få ulve, engang i tidernes morgen, har gjort dem mindre menneskesky. Mennesket har taget dem til sig og naturligvis avlet videre på de venligste og mest sociale, altså dem med de største variationer af de to gener. Denne avl har nu stået på i årtusinder, hvorfor forskellene fra ulv til hund er meget markant. Holdts forskning har mange anvendelsesmuligheder indenfor den videre avl. Jo flere gener vi får kortlagt, des mere specifikt kan vi avle eftertragtede egenskaber ind i fremtidens generationer af hunde.

  • Journalisten
    I tirsdags kørte David Beveridge fra Conneticut på arbejde. Med sig i bilen havde den 79-årige sin labradoodle Jennie, som han ville sætte af hos en hundepasningservice på vejen. Men det glemte han. I stedet tog han direkte på arbejde og efterlod Jennie sovende på bagsædet. Det blev en meget varm dag. 33 grader - udenfor. Da Beveridge endelig kom i tanke om at han havde glemt at standse ved hundepasseren, var klokken halv tre om eftermiddagen, og Jennie var død af dehydrering.
    Beveridge tog hunden med til en dyrlæge, der konstaterede at hun var død, og alarmerede politiet. Dyrlægen genkendte nemlig Beveridge, der for tre år siden kom ind med en puddel, der var omkommet på nøjagtigt samme måde.
    Beveridge blev arresteret for vanrøgt og dyremishandling, men løslagt igen. Han forventes dømt snarest. En lang række amerikanske webmedier har samlet historien op, og den er blevet delt af blandt andet New York Post på facebook, hvor en debat om sagen er i gang.
    Beveridges høje alder er udgangspunktet for størstedelen af kommentarerne. Mange læsere overvejer om manden eventuelt lider af fremskreden demens - hvordan skulle han ellers kunne glemme at aflevere sin hund, endsige at den var i bilen? Det har ført debatten i retning af hvorvidt demente burde være forhindret i at anskaffe sig dyr, et forbud der ville være utroligt svært at håndhæve i USA, der ikke har lovgivning om registrering af hunde. Blandt de europæiske kommentatorer undrer man sig mest over hvordan en 79-årig potentielt dement mand har ret til at føre et motorkøretøj, og hvorfor han arbejder.
    Debattens mest hårdtslående deltagere - hvis man ser bort fra ekstremistiske ytringer om at Beveridge burde henrettes - mener altså at demente og kæledyr overhovedet ikke hører sammen. Det kan dansk forskning dog modbevise. Institut for Husdyrvidenskab på Århus Universitet offentligegjorde resultaterne af en undersøgelse på området sidste år. Den viste af demente faktisk relaterer bedre til dyr - især hunde - end de gør til mennesker og robotter. Her er der dog tale om demente på plejehjem, hvor der ingen risiko er for at hunden bliver glemt i en varm bil.

  • Journalisten
    Efter lang tids virak og debat har Aabenraas afdeling af Danmarks Civile Hundeførerforening snart et nyt sted, hvor hunde og deres mennesker kan lege og lære.
    Siden stiftelsen i 1950 har foreningen anvendt Dyrskuepladsen i Aabenraa, men nu glæder medlemmerne og bestyrelsen sig, ifølge Jyske Vestkysten, til at flytte. Dyrskuepladsen har lidt skade på grund af et nærliggende byggeri af en multiarena, og en sikring mod oversvømmelser af det omkringliggende område, har desværre haft den modsatte effekt på selve pladsen.
    Dertil kommer en række indbrud og sågar en ildspåsættelse. Dyrskuepladsen ligger centralt i byen, og udover at tiltrække hærværksmænd, betyder det, at hundeførerforeningen ofte må vige pladsen for andre – for eksempel DHL-løbet, ringridningsturneringer og når cirkus kommer til byen. Lejemålet blev opsagt af udlejeren, Landboforeningen, men begge parter var enige om at flytningen nok var til alles bedste.
    Foruden de mudrede forhold og nedslidte redskaber, er der nemlig også pladsproblemer. Hundeførerforeningen har været nødt til at splitte sig op og træne agility et andet sted, på en rideskole, og de andre discipliner har hele tiden måtte finde nye midlertidige steder at tage hen. Det nye areal, ved Felsted Hallen, som foreningen har lejet, er kæmpestort og giver mulighed for at træne agility, rally, sporsøgning og en hel masse andet på ét og samme sted.
    Aabenraa-afdelingen af DcH er kendt i lokalsamfundet, som en aktiv og samfundsengageret forening. Et af dens medlemmer, Kjeld Jessen, der har været aktivt medlem i 40 år, blev indstiftet til Årets Ildsjæl i Aabenraa Kommune i år. Foreningen blev også omtalt i april, i forbindelse med en besøgsordning, hvor plejehjemsbeboere får besøg af hunde, hvilket beviseligt gør de ældre lykkeligere og sundere.
    Derfor var det også nemt for foreningen at finde nye faciliteter. Kommunen, Hallen og den nærliggende skole, har alle været meget imødekommende. Der er officiel åbningsdag af det nye areal d. 1. august, og bestyrelsen håber at få tilladelse – og ressourcer – til at opføre et klubhus på stedet. Lige nu lægger Felsted Hallen gavmildt lokaler til foreningen.

  • Journalisten
    Linierne er trukket hårdt op i New Zealand, hvor ministeren for landets primære industrier, Nathan Guy, har foreslået et totalforbud mod halekupering.
    New Zealnd er generelt altid med i toppen, når det hander om dyrevelfærd. De reviderer deres regler på området stort set årligt, og alene sidste år indførtes 91 regulativer på helt nye områder. Ministeriet, der blandt andet administrerer fødevarer og dyrs forhold, har nu offentliggjort listen over hvad de kigger på i år.
    Langt de fleste af de regler der er til debat lige nu omhandler kvæg og svin, men en del særregler, for eksempel håndtering af levende skal dyr og højet kontrol med rodeoer, er også på tale - heriblandt et komplet forbud mod halekupering af hunde. Det forslag der i øjeblikket snakkes om, vil kun tillade haleforkortelser i tilfælde hvor hundenshelbred beviseligt forbedres af indgrebet, eksempelvis efter et inficeret bid eller en anden lemlæstende skade.
    Generelt er der bred enighed om at forbuddet er en god idé, både blandt hundejere og opdrættere, og særligt dyrlæger støtter op om det. Men en enkelt lille og ret verbal minoritet kritiserer forslaget i skarpe vendinger. En række avlere af Pembroke Corgier, en race der traditionelt er kuperet, er stærkt imod, og har ytret sig til pressen. Flere af dem, med Lesley Chalmers i spidsen, mener at forbuddet vil udrydde pembrpken som race. Chlamers, der bor i Christchurch, er mangeårig opdrætter og international dommer, mener at "en corgi med en hale slet ikke er corgi" og at forbuddet vil udslette racens "fænotype" - summen af en arts synlige karaktertræk.
    Indtil videre vinder Chalmers og hendes kollegers kritik ikke mange allierede. En igangværende afstemning på en af landets største nyhedssites, stuff.co.nz, viser at 72 % af læserne støtter forbuddet, der også vil forbyde hundeejere at fjerne de såkaldte ulvekløer, som nogle hunderacer er udstyret med. Stemningen i hundeavlermiljøet er enten for forbuddet eller har besluttet sig for at være uenige i tavshed.
    Herhjemme har halekupering været imod loven siden 1991 og det er også forbudt at få opereret sin hunds ulvekløer bort, af ikke-medicinske årsager.

  • Journalisten
    I september 2016 var familien Cameron fra Boise, Idahp, på vandretur i skoven. Hele familien elsker udendørslivet med hiking, fiskeri og jagt, og det gælder også deres tolv år gamle cheasapeake bay retriver, Mo. Selvom hun efterhånden var en aldrende dame nød Mo at komme med ud i efterårsluften, i Rocky Mountains skove hvor hun har boltret sig siden hun var hvalp. Denne vandretur virkede derfor ikke anderledes end alle de andre familien havde været på. Men Mo forsvandt.
    Det var helt normalt at Mo løb frit omkring og undersøgte alle de spændende lugte og lyde i skoven, og familien bemærkede dårligt at hun var væk, før hun havde været borte i flere timer. Mo plejede sagtens at kunne finde tilbage til lejren, men denne gang kom hun ikke, heller ikke nå familien kaldte på hende. De begyndte straks at lede, og det blev de ved med, men der var intet spor af hunden. De endte med at familien udsatte deres hjemrejse med flere måneder mens de vandrede på kryds og tværs af skovene i jagten på Mo. Først da vinteren kom, gav de op og tog hjem.
    Vinteren i Idahos bjergområder er barsk, og vinteren 2016-2017 var endda en af de rigtig hårde, med temperaturer ned til ti minusgrader og isnende blæst. De skovklædte bjerge er befolket af ulvekobler og arrige grizzlybjørne, den store canadiske los og den dødsensfarlige jærv. Mo var givetvis vant til at færdes i naturen, men hun har altid været en familiehund, der fik sin mad serveret af mennesker, og altså ikke vant til at jage sin føde selv.
    Ulykkelige vendte familien Cameron hjem til Boise og begravede mindet om deres elskede hund. Efter ni måneder ringende telefonen. Det var Cheri Glankler, en frivillig internatarbejder og hunderedder. Hun havde fundet en udmagret, udmattet og loppebefængt hund i en grøft. På dens halsbånd stod der Mo, og Camerons telefonnummer. Glankler siger at hun aldrig, i de tyve år hun har undsat hunde, har hørt om en hund der har overlevet ni måneder alene i Rocky Mountains, og da slet ikke en hund der har rundet de tolv år.
    Familien var selvfølgelig himmelhenrykte, og efter et ophold hos en dyrlæge, der tjekkede Mo grundigt igennem og gav hende en effektiv loppekur, er hun nu kommet hjem i vante rammer igen efter sit store eventyr. Hun forventes at komme sig over starvadserne uden varige mén.

  • Journalisten
    Lana, en otte måneder gammel labradorblanding, fik en hård start på livet. Hun blev født på gaden i Brazilien, som en af de alt for mange vilde gadehunde, der er et stort problem i landet. Tilværelsen som gadehund er hård og som regel kort. Mange af dem bliver kørt ned, skudt af mennesker, eller dræbt af andre hunde i kampen om deres primære føde, som er affald. Lana var en af de meget få heldige hunde, der blev samlet op og fik en plads på et internat.
    Braziliens internater er drevet af frivillige kræfter, og modtager kun begrænset støtte fra private donerer. Derfor er et ophold på internat ikke noget vi i Danmark ville betragte som en luksus, men for hunde som Lana er det en paradisisk oplevelse, sammenlignet med gaden. Lana var en glad og harmonisk hund, hvilket helt sikkert har noget at gøre med, hvor ung hun var da hun blev taget ind, og det var derfor ikke svært at finde hende et nyt hjem. Det fandt hun hos Suelen Schaumloeffel.
    Suelen og hendes forlovede er meget glade for Lana, og hun elsker at boltre sig i parrets have. På denne tid af året er det som bekendt vinter på den sydlige halvkugle, så Suele købte et nyt, tykt tæppe til Lana, så hun stadig kan være udenfor, som hun holder så meget af. Og det er netom tæppet, der gjorde, at Suele opdagede hvor sød en hund hun rent faktisk har adopteret.
    Lana har åbenbart ikke glemt, hvor hårdt og trist livet på gaden kan være, og hun vil vist gerne dele ud af de goder hun selv har fået del i. Da Lana opdagede at en gadehund havde slået sig ned udenfor hegnet, fik hun skubbet sit tæppe ud under det. Gadehunden tog imod tilbuddet om at få et dejligt underlag på den kolde asfalt og siden da har de to hunde delt tæppet imellem sig, på tværs af hegnet, der markerer en grel grænse mellem luksustilværelsen som fmailiehund og de hårde kår som gadehund.
    Suele og hendes forlovede blev rørt til tårer over Lanas godgørenhed, og har besluttet sig for også at adoptere hendes nye ven. Indtil videre har de dog ikke kunnet nærme sig gadehunden uden at den stikker af - den har uden tvivl ikke haft særlig mange gode oplevelser med mennesker generelt. De er begyndt at stille mad og rent vand ud til den, i håbet om at lokke den til at blive.

  • Journalisten
    Siden fåret Dolly i 1996 blev født som verdens første klon, har forskere i hele verden føjet viden til kloningteknologi, og ekspermenteret med at klone mange forskellige arter. Man har været i stand til at klone fisk siden 1960'erne, men pattedyr er langt mere avancerede, men det er lykkedes at lave overlevelsesdygtige kloner af blandt andet rotter, køer, grise, kaniner, katte, geder, fritter, heste og endda aber. I 2005 blev Sydkorea hjemsted for verdens første klonede hund, og nu, 12 år efter, har kinesiske videnskabsmænd præstere at tage skridtet videre.
    Hunde er notorisk svære at klone, til dels fordi arten i forvejen er blevet så voldsomt manipuleret med, gennem menneskets systematiske avl, der har stået på i årtusinder. Tævernes æg er simpelthen mere skrøbelige end andre dyrs, og har meget svært ved at overleve modningsprocessen i et kunstigt miljø. De koreanske forskere brugte da også tre års konstant arbejde med 122 hunde på at skabe en enkelt klonet hund, den afghanske mynde Snuppy.
    Forskellen på Snuppy og den beagle der nu er blevet til i et kinesisk laboratorium er, at hvor Snuppy er en perfekt tvilling til den mange år ældre tæve der donerede ægget, er beaglen, der ikke er blevet givet et navn, blevet forandret, altså genmanipuleret. Den er altså verdens første kunstigt genetisk forædlede hund. Præcis hvilke foradringer i beaglens genetiske sammensætning, der er blevet "redigeret", som de kalder det, er endnu ikke blevet afsløret. Talsmænd fra Det Biologiske Institut i Guangzhou forudsiger dog, at efter dette imponerende gennembrud, vil man kunne ændre hundes muskulatur, lugtesans, syn, hørelse, og snart sagt alt andet. Formålet er at skabe endnu bedre tjenestehunde til militæret, redningstjenesterne og politet. Med andre ord kan vi, efterhånden som teknologien bliver udviklet, gøre det, der normalt tager mange generationers opdræt, på en enkelt generation og med langt større sandsynlighed for succes.
    Der er naturligvis også rige muligheder for at udnytte teknologien på det private marked, som sydkoreanerne har gjort. Nogle af de forskere, der arbejdede på Snuppy-projektet, har stiftet en umådeligt succesfuld virksomhed, Sooam Biotech, der kloner folks kæledyr, så man kan få en tro kopi af en elsket firbenet ven, efter den originale hund er død. Det koster små 100.000 dollars, godt 650.000 kroner, at få genskabt sin hund.



×