Hop til indhold
View in the app

A better way to browse. Learn more.

Hunde-forum.dk

A full-screen app on your home screen with push notifications, badges and more.

To install this app on iOS and iPadOS
  1. Tap the Share icon in Safari
  2. Scroll the menu and tap Add to Home Screen.
  3. Tap Add in the top-right corner.
To install this app on Android
  1. Tap the 3-dot menu (⋮) in the top-right corner of the browser.
  2. Tap Add to Home screen or Install app.
  3. Confirm by tapping Install.

Hunderacer

Race: Afghansk Mynde Kategori: Jagthund Farve: Alle farver og kombinationer. Undtagen brun. Motion: Meget Størrelse: Stor Vægt han-hund: 21-30 kg Vægt tæve: 21-30 kg Alder: 11-12 år Kendt som 'Kongen over alle hunderacer' og den smukkeste blandt alle hunde. Den afghanske mynde er urgammel. Den kan spores til det gamle ægypten (7000 år før Kristus) , måske endda til Babylon, men i hvert fald til fyrsterne i Afghanistan, hvor de stærke og hurtige hunde jagede, indhentede og dræbte alt slags vildt, og de fattige folk i Afghanistan brugte den til at stjæle. Denne egenskab lever videre i den afghanske mynde som kan stjæle næsten hvad som helst før du aner det. I dens hjemland er den stadig brugshund, men i Europa og Amerika er den i dag selskabshund og en fantastisk show hund.
De første afghanere kom til England omkring år 1900 og alle europæiske og senere amerikanske afghanere stammer fra de første kenneler: Bell-Murray og Ghazni.
Elsker fart
Afghanerens historie har skabt en hund, der er meget hårdfør. Man skal ikke tage fejl af den, når den kommer i sin fine, lange pels. Det er en fantastisk sej og hurtig hund, der kan klatre i bjerge, springe højt, vende på en tallerken osv. Den er meget smidig og bøjelig i ryg og ben, og, som nævnt, elsker den fart. Det er en hund, der er skabt til at løbe. En afghaner kan sagtens bo i byen, men den skal have mulighed for at boltre sig frit på et indhegnet område. Nogle er af den mening, at man godt kan slippe dem løs uden for et indhegnet område, og det går måske også med unge hunde, men slipper man en voksen afghaner og den får fært, træder jagtinstinktet i karakter, og så har man ingen mulighed for at kalde den til sig.
En virkelig sjov og god måde at lade den afghanske mynde få afløb for sin trang til bevægelse er at tage den med på en væddeløbs eller lure coursingbane. Her får den samtidig tilfredsstillet noget af sit jagtbehov, når den jager "haren".
De afghanske mynder jager primært med synet. De har et rent falkeblik; intet, der rører sig, forbigår deres opmærksomhed. Deres øjne er placeret på siden af hovedet, så de ser ikke så godt lige foran sig - hvilket man skal huske at tage hensyn til, når man nærmer sig en afghaner. Derimod ser de meget skarpt på lang distance, og når de får øje på noget småt, der bevæger sig i horisonten, melder deres meget kraftige jagtinstinkt sig. Så løber de - og de løber hurtigt - mod byttet. De lukker fuldstændig af for omverdenen i disse situationer, og det er umuligt at komme i kontakt med dem - uanset hvor lydige de ellers måtte være i andre situationer.
I hjemmet er den ganske mageligt anlagt og stille og rolig. Mange ejere vil kunne oplyse at det er en meget stille hund. Af den grund opdager nogle naboer slet ikke at der holdes hund ved siden af.
Den kræver en højt indhegnet have, da den med stor smidighed kan hoppe store højder og være i den næste bykode før du aner det.
Sind som en kat
Man siger, at den afghanske mynde har sind som en kat, og det er ikke helt ved siden af. Ligesom katten er afghaneren noget egenrådig. Den er kælen, når det passer ind i dens kram, og når den har fået nok, trækker den sig tilbage.
At opdrage en afghaner er også lidt som at opdrage en kat. Man skal hele tiden være opfindsom for at motivere den, og der skal lægges megen energi i at lære den de almindelige grundregler såsom at undlade at gå op på spisebordet eller bide i ledninger. Det er altid godt at have et alternativ til noget, man vil have den til at holde op med. Vil man for eksempel ikke have, at den ligger i møblerne, skal man have en kurv som alternativ, så man har noget af forhandle med.Det er en selvtænkende race med stor intelligens, med store individuelle personligheder.
Kæft, trit og retning er absolut ikke en opdragelsesform, der passer til afghaneren. Positiv baseret træning er det bedste for at opny lydighed fra denne blide myndehund. århundredes stolthed ligger i dens sind, den er egenrådig og reserveret overfor fremmede, men samtidig følsom. Den er ikke modtagelig for "dressur" og hård opdragelse, men forstår man dens specielle psyke og behandler den derefter, kan man få det dejligt sammen. Afghaneren er en udpræget familiehund på den måde at den knytter sig til nogle få mennesker (familien), som den kan lide at have omkring sig. Den er utrolig glad og klovnagtig sammen med familien og er utrolig god til mindre og større børn, hvis de opdrages sammen. I større forsamlinger viser den sig sjældent fra sin bedste side, men udviser overlegen arrogance.
Det er meget vigtigt at socialiserer denne race, da den ellers kan have tildens til at blive sky.
Engang i 1930'erne kom de første to afghanske mynder til Danmark, men vi skulle helt op i 1960'erne, før der kom rigtig gang i den. Racen blev stadig mere populær, og det hele toppede i midt 70erne, hvor de største årgange lød på over 300 registreringer. Siden er det gået stødt tilbage for afghaneren, der sidste år (2003) fik registreret 21 eksemplarer. Den Afghanske mynde er heldigvis en race der har få helbredsproblemer. P.g.a meget lav fedtprocent, tåler den kun visse former for medicin og narkose.
Andet
De fungerer rigtig godt i par uanset køn. Det er en race der meget sjældent udviser aggression, derfor kan de holdes mange sammen uden problemer.
Kræver megen pelspleje. 3 timer om ugen skal man regne med.
  • 1.939 visninger
Racen er kendt som type siden middelalderen, da den blandt andet blev anvendt til parforcejagt; senere mest brugt som vagthund på større gårde og slotte. I slutningen af det 19. århundrede blev racen renavlet og opformeret af grev Sehested til Broholm, hvorfra racen har sit navn. Efter 2. Verdenskrig uddøde racen næsten, men midt i 1970\'erne begyndte en gruppe interesserede hundefolk - senere organiseret i "Selskabet til rekonstruktion af Broholmerracen" - sammen med Dansk Kennel Klub at genopbygge racen.
En stor, rektangulær og kraftigt bygget hund af Mastiff-type, med rolige, kraftfulde bevægelser. Indtrykket domineres af den kraftige forpart: Stort og bredt hoved, svær hals med løst halsskind og et bredt, dybt bryst. Når hunden er i ro, bæres hovedet ludende og halen føres sabelformet hængende. Under bevægelse bæres halen i højde med ryglinien. Når hunden er opmærksom eller opildnet, bæres hovedet højere, og halen løftes til over vandret.
Størrelse
Hanners skulderhøjde: 75 cm , vægt 50-70 kg
Tævers skulderhøjde: 70 cm, vægt 50-60 kg
Pelspleje
Kort og tilliggende, med kraftig underuld, denne kræver ikke den helt store pelspleje.
Farve
Gul med sort maske. Rødgylden. Sort. Gerne med hvid brystplet, hvidt på poterne og med hvid halespids.
Temperament
Rolig, godmodig, omgængelig og dog vagtsom. Skal optræde med stor selvsikkerhed.
Motion
Denne race har ikke brug for flere timers motion om dagen og kan slet ikke tåle dette pga. dens store størrelse. Som hvalp mener nogle at det er meget vigtigt for hundens knogler at den ikke går lange monotome ture. Nogel dyrelæger foreslår 5 min per måned(alder). Rissikoen for HD problemer er den samme som ved andre hunde af gigant racen.
Avl/restriktioner
Kun hunde, der har været til Broholmerselskabets ekstreriørbesdømmelse og har opnået mindst xxx++ ud af xxxxx mulige, kan anvendes i avl. En hund som opnår xxx eller derunder kan efter ønske fra ejer eller Broholmerselskabet genfremstilles. Bestyrelsen kan anbefale hunde til avl, hvis disse har en værdi for rekonstruktionsavlen.
Der må max avles 30 hvalpe pr forældre.
AD krav
Kun hunde med AA-status 0 og 1 kan bruges i avl.
HD krav
Afkom kan kun stambogsføres hvis begge forældre før parring er HD-bedømt med følgende status:
HD-status A, B eller C. og det gennemsnitlige indekstal for begge forældredyr må ikke være lavere end 100 (han + tæve divideret med 2 skal være lig med mindst 100). Hundens egen HD-status skal indgå i indekstallet.
Race: Broholmer Kategori: Familiehund Farve: Gul/sort maske, Rødgylden Motion: Let Størrelse: Stor Vægt hanhund: 61-70 kg Vægt tæve: 51-60 kg Alder: 7-8 år
  • 1.947 visninger
Oprindelsesland: Storbritanien (Skotland/England)
Kategori: Apporterende jagthund (Gruppe 8)
Temperament: Imødekommende, godmodig, tålmodig og lærenem ("Willing to please")
Børn og andre dyr: Racen er god med både børn og andre dyr, men skal alligevel socialiseres.
Historie (meget kort)
Racen er opstået i starten af 1900-tallet, med det primære formål, at assistere jægeren på jagt. Hunden skulle holde sig ved sin ejer, og på signal hente nedskudt vildt, uden at skade dette. Oftest var det ænder der skulle hentes i vandet.
Den første Golden kom til Danmark i 1958.
Racen i dag
Golden Retrieveren benyttes stadigvæk til jagt, men er i stort omfang også blevet en familie-/udstillingshund. Dette skyldes især dens fantastiske temperament og udseende, men man skal altid huske på, at aktivere og "pleje" de oprindelige evner, da hunden ellers vil mangle noget i sin hverdag.
En anden funktion man ser racen i, er som hjælper for fx blinde og døve.
Typer
Man ser ofte to typer af Racen (eller blandinger af disse):
Den robuste, rolige og meget lyse hund, der benyttes til udstilling Den mere spinkle, aktive og mørkere hund, der benyttes til jagt Hvad kan man forvente af en Golden?
En aktiv hund, der elsker udfordringer og leg En dejlig hyggehund, der vil følge en overalt En livsglad og imødekommen hund En af de mest kommunikerende hunderacer En vandglad hund Hvad skal man ikke forvente af en Golden?
At den forsvarer hus og hjem (den kan godt gø, men det er mest som advarsel) At den holder af, at være alene i mange timer At den holder jorden ude i haven, og altid er helt ren At den altid er tilfreds med en hurtig gå-tur om blokken  
Race: Golden Retriever Kategori: Familiehund, Jagthund Farve: Alle nuancer af Gylden (lys-mørk) Motion: Meget Størrelse: Stor Vægt hanhund: 31-40 kg Vægt tæve: 21-30 kg Alder: 9-10 år
  • 1.457 visninger
Australian Shepherd, eller bare Aussien, er trods sit navn, en helt igennem amerikansk race.
Aussien som vi kender den i dag, blev skabt i USA i det forrige århundrede primært af baskiske emigranter. Man kender intet til det tidlige avlsarbejde, parringer mellem to hunde var udelukkende baseret på arbejdsevne, ikke race eller udseende. De baskiske fårehyrder ønskede simpelthen at skabe den bedste arbejdshund, som kunne leve op til deres forventninger: mod, arbejdsiver, intelligens, alsidighed og en hund som samtidig var en behagelig og utrættelig følgesvend.
Aussien var i mange år kun at finde på rancher og siden også hos westernfolket. Efter 2. verdenskrig blev rodeo igen populær og da Aussien ofte var at finde i hælene hos mange westernfolk, opdagede den almindelig amerikaner også hurtigt denne vidunderlige race.
I 1957 samledes en gruppe rigtige Aussiefans for første gang til et officielt møde, med henblik på at danne den første egentlige Aussieklub; den som senere skulle blive til The Australian Shepherd Club of America, ASCA. ASCA var ikke et officielt anerkendt registreringsorgan og da en mindre gruppe var fast besluttet på at søge denne anerkendelse skabte de klubben the United States Australian Shepherd Association, USASA. I 1993 blev racen anerkendte af the American Kennel Club Aussien, AKC.
Det tog dog yderlige 3 år, før racenblev godkendt i FCI, men på ganske få år har Aussien opnået en utrolig popularitet hos såvel den aktive familie og hos konkurrencefolket.
Aussien er velproportioneret hund, lidt længere end den er høj. Den foretrukne højde for hanner er 51 – 58 cm. og for tæverne 46 – 53 cm. Aussien er af medium knoglebygning, solid og muskuløs uden, at den dog på nogen måde virker grov. Den har en pels af middellængde og struktur samt farver der byder på både variation og individualitet. Som noget meget unikt kan den fødes med stumphale.
Aussien er blandt andet kendetegnet ved at have et væld af næsten individuelle farver. Ifølge standarden er 4 farver anerkendte: sort, blå merle, rød og rød merle. De kan alle optræde i en ensfarvet variation eller have markeringer med hvid, tan eller en kombination af disse.
Aussien er en pragtfuld hund at leve med, men ikke en race egnet for alle. Man må tænke på, at den oprindeligt er udviklet som en utrættelig arbejdshund, og den derfor generelt behøver en del daglig motion og aktivering. Det skal dog siges, at en Aussie sagtens kan klare sig, hvis man i en periode ikke har den ordinære tid til motion og aktivering. Den udvikler sig ikke til et ”destruktionsmonster” af den grund.
Det er også vigtigt at huske på, at selvom Aussien måske ikke har set skyggen af får i generationer, er hyrdeinstinktet dybt begravet i mange Aussier. Man skal være forberedt på, at der en risiko for at dette instinkt kan bryde igennem og forårsage, at den forsøger at hyrde trafik, andre hunde, børn m.v. En grundig indhegnet have er derfor et must.
I sammenhæng med hyrdeinstinktet følger at Aussien er i besiddelse af en stor intelligens. Dette er en betingelse for, at kunne udtænke flokkens reaktioner og kontrollere dem uden selv at komme til skade. Men lige så klog som Aussien er til at udtænke flokkens reaktioner, lige så klog er den til at udtænke dine! En konsekvent, kærlig og tålmodig opdragelse er derfor et yderst vigtig, og livslangt, element i at holde Aussie.
Når alt dette er sagt, skal det også siges at Aussien er en vidunderlig race at leve med. Der er intet mere smittende end en Aussies energi og livsglæde. Det er en race som simpelthen er evig munter, og det er praktisk talt umuligt at kede sig med en Aussie i huset! Derudover er det en hund med et utroligt godt sind, blid og medgørlig i alle situationer, aldrig bidsk eller krakilsk. Aussien er per natur også meget lærenem, så hvis du giver din Aussie en ordentlig grundopdragelse, er det en hund, som kan medtages til alle familiens aktiviteter, og som aldrig vil stikke af, når han er løs. Kort sagt, den perfekte følgesvend for den aktive familie!
Aussien er en ekstrem alsidig brugshund og er derfor stort set tilfreds med hvilken som helst aktivitet. Traditionelt kan den anvendes til lydighed og agility, men det behøver ikke at være en konkurrencepræget aktivitet, varierende gå- eller rideture, svømning hyrdetræning, spor, redningsarbejde m.v. er fuldt ud lige så godt. Der er faktisk også eksempler på, at Aussier er blevet brugt som apporterende jagthunde, og et rent Aussie-team der er placeret i hundeslæde-væddeløb! Aussien kan bare det hele!
Race: Australian Shepherd Kategori: Familiehund, Vagthund, Selskabshund Farve: Blue merle, red merle, sort, rød. Motion: Rigtig meget Størrelse: Stor Vægt hanhund: 21-30 kg Vægt tæve: 11-20 kg Alder: 13-14 år
  • 1.742 visninger
Racens historie
De første Staffordshire terriers kom til Amerika så tidligt som 1870 fra England, og det er derfra at vores nuværende Amerikanske Staffordshire terrier stammer.
Oprindeligt blev disse hunde hovedsageligt brugt som farmhunde, hvor de skulle beskytte børn og jorden omkring hjemmet. De viste hurtigt at være robuste og alsidige, samt ekstremt menneskekærlige hunde, som Amerikas pionerer havde hos sig.
Staffordshire og Staffordshire Bull terrierne var oprindeligt den samme race; men målbevidst avl har gjort de to racer temmeligt forskellige.
I de tidlige tider blev hundene kaldt flere forskellige navne; blandt andet Staffordshire terrier og Yankee terrier. Da racens entusiaster fik racen anerkendt af den amerikanske kennelklub, AKC, i 1936, fik den navnet Staffordshire terrier. Siden da er racen avlet efter moderne tiders ønske om en god familiehund. I 1972 fik den ændret navnet til American Staffordshire terrier. Der arbejdes dog stadigvæk efter den oprindelige racestandard fra 1936.
Det er et stort problem for racen, at den ofte kommer i miskredit pga. sit gamle slægtskab med Pit Bull terrieren. Der hviler derfor et stort ansvar på alle, der opdrætter og ejer en American Staffordshire terrier, om at være gode ambassadører for racen.
Racens karakteristik
En Amstaff er en middelstor, kompakt og muskuløs hund. Den har en kort og glat pels, som er meget nem at holde, og den findes i alle farver og aftegninger, det er dog ikke ønskeligt med helt hvide eller black and tan farvede Amstaffs.
Racens vigtigste egenskab er dens temperament. En Amstaff er en usædvanlig glad, udadvendt og positiv hund, som er levende interesseret i alt hvad der foregår. En Amstaff har en stærk og modig psyke, som gør, at den bevarer roen og ikke foretager sig noget uoverlagt. Den er en god vagthund, som gør meget lidt.
For at en Amstaff kan udvikle sig rigtigt, fordrer det imidlertid en stærk fører (ejer), der med sikkerhed og kærlighed behandler sin hund korrekt fra den er en lille hvalp. Den er i besiddelse af et stort, varmt og kærligt hjerte, som stortrives i et godt miljø. En Amstaff afspejler nøje de mennesker, den lever hos. Det er en hund, som nyder livet i fulde drag, og som sætter stor pris på varme, bløde tæpper og sofaer.
Udendørs er den en særdeles udholdende og stærk følgesvend som har en råstyrke og fysik, som kan måle sig med enhver. Den påskønner alle former for aktiviteter, og finder stor glæde ved agility, spor søg, fly-ball, lydighedstræning osv. Det er en hund, som elsker at følge med og køre i bil, den kan tilpasse sig overalt og sætter stor pris på at være ved sin ejers side. Desuden er det værd at nævne, at den er en meget pålidelig og robust børnehund.
Køb af hvalp
Køb kun en Amstaff med DKK stambog hos en seriøs opdrætter.
Forældrene skal være omgængelige og venlige, det er vigtigt, at du hæfter dig ved temperamentet både på forældre og hvalpe, en Amstaff må hverken være sky eller knurrende.
Da vi ikke må kupere ørene her i Danmark, som de må i USA, kan det ske at hundene ikke bærer ørene korrekt af sig selv (skjult ørefejl), man må derfor være indstillet på i en vis periode omkring tandskiftet at skulle arbejde lidt med ørebæringen.
Tænk på at du gerne skulle have glæde af din Amstaff i mange år, så giv dig tid til at finde den rigtige hvalp, som passer til dig, en seriøs opdrætter hjælper dig gerne med at vælge den rette hvalp.
Mad og motion
En Amstaff har brug for et godt og alsidigt foder. Det er en hundetype, som udvikler sig rimeligt langsomt. I lighed med større hunderacer, skal man derfor passe på med at overfodre den eller at forcere dens vokseevne.
Mht. motion skal man også tage hensyn til, at hvalpen og unghunden skal have lov til at vokse i fred og derfor belastes passende med motion. Den voksne Amstaff kan derimod tåle motion i timevis og er på utrolig vis i stand til at bevæge sig de mest krævende steder.
I øvrigt elsker en Amstaff at svømme og nyder til fulde strandlivet, grave i sandet, løbe efter måger og dykke i vandet.
Aktivering
Amstaff'en er en intelligent hund og derfor kræver den en del mental aktivering, så den ikke begynder at aktivere sig selv, på en for ejeren måske uønsket måde.
Af aktivering kan anbefales sportræning, søgeøvelse og lydighedstræning
Pelsen
Pelsen er meget nem og kræver egentlig ikke nogen pleje til hverdag, men et bad i ny og næ kan friske op. Den korte pels fælder mere eller mindre uden at det giver de store gener, et vådt vaskeskind fjerner nemt de løse hår.
Ørene skal nu og da renses, og neglene skal klippes hvis de bliver for lange. Til udstilling skal Amstaff'en bades og kan pyntes med lidt afpudsning af pelsen. Den korte pels skal være blank, skinnende og understrege det vitale udseende.
Opdragelse
For at få den helt rigtige glæde af en Amstaff er det væsentligt at være en sikker og konsekvent, men kærlig leder for hunden. Derudover er den ret ukompliceret at opdrage og kan med den rette fører og træning opnå flotte resultater i lydighedskonkurrencer.
Man skal gøre sig klart, at det er en stærk hund og at den godt kan lide at bruge sine kræfter og at udfolde sig udendøre. Hvalpe vil man opdage, er nemme at gøre renlige, og falder omgående til i deres nye hjem, men at de som yngre gerne tygger lidt i alt; men det er heldigvis noget, de vokser fra.
En Amstaff er ofte ret selvstændig, og den gider ikke altid komme, når der bliver kaldt, så her skal ejeren sørge for at være konsekvent fra starten. Amstaffen er en social hund, men en Terrier på godt og ondt. Derfor skal man være opmærksom på at det kan give problemer med andre dominante hunde. Derfor er det meget vigtigt at have styr på sin Amstaff - og det opfordres til altid at have din Amstaff i snor.
Race: Amerikansk Staffordshire Terrier Kategori: Muskelhund Farve: Alle farver er tilladt, dog opmuntres mere end 80% hvid ikke. Motion: Mellem Størrelse: Mellem Vægt hanhund: 21-30 kg Vægt tæve: 21-30 kg Alder: 11-12 år
  • 1.795 visninger
Racens historie
Chihuahua’en er på en måde en del af den gamle Aztek-kultur i Mexico, hvor dværghundende havde et vigtigt religiøst formål: De blev brugt som solofre! Når de blev brændt sammen med deres dødes ejer, blev den døde synder overført til hunden! Det blev amerikanerne, der opdagede Chihuahua’en og dens charme igen. Ved systematisk krydsning med andre dværghunderacer og systematisk avl lykkedes det dem at komme frem til Chihuahua’en, som den er i dag: Verdens mindste hunderace! Den blev kolossalt populær og har efter 2. Verdenskrig gået sin sejrsgang over hele verden. Sandsynligvis brugte Mayafolket i Mexico allerede omkring år 500 små hunde som offergaver til sine guder. I hvert fald ved man med sikkerhed, at Toltecstammerne, der var arvtagere til Mayakulturen, opdrættede og ofrede sådanne hunde i 800- tallet.I 1200- tallet overtog Aztekerne Tolteckulturen og med den, hundende.Men i begyndelsen af 1500- tallet udryddede Spanierne al mexicansk kultur,og Mayaerne sank ned til at blive en ren pariaklasse.Efter næsten 400 års ubemærkethed blev hundene ”genopdaget” i provinsen Chihuahua, efter hvilken racen blev opkaldt.Den blev hurtigt modehund i Mexico City og senere også i USA. Amerikanerne indkrydsede forskellige dværghunde,og ved systematisk udvælgelse og indavl lykkedes det dem at gøre den til verdens mindste.Racen opkaldt efter den mexicanske provins, hvor den oftest er fundet.Man formoder,at hunden oprindeligt levede vild,men blev fanget og tæmmet af indianerne Chihuauhaen regnes for at være blandt hvis ikke verdens mindste hunderace.
Racens karakteristik
Hundens kropsform er kompakt. Meget væsentlige træk er, at dens hoved skal have æbleform, og at den bærer sin moderat lange hale meget højt, enten i en bue eller en halvcirkel med spidsen pegende mod lændepartiet.Kropslængden er en smule større end skulderhøjden. Man ønsker dog en næsten kvadratisk krop, især hos hanner. En lidt længere krop er tilladt for tæver af hensyn til drægtigheden.
Køb af hvalp
Dette her kan man ikke kommer uden om, det er vigtigt at overvejer om, man vil have en stambog på en kommende hvalp, I danmark er der mange klubber men de fire største er Dkk, Dru, Ddh, Dhl. Når man som køber af hvalp, er det vigtigt man finder en opdrætter, som er seriøs omkring sit opdræt, og som kun opdrætter på raske og racetypiske hunde. Udover det er det vigtigt, (og det gælder stambog som såvel uden stambog) at man kan få begge forældre at se, for at se hvilket sind de har, da deres hvalp uden tvivl vil være en kombination af dette. Et godt råd er, at altid se opdrætteren an. En opdrætter kan stille krav til jer, men det er også vigtigt i stiller krav til opdrætteren. Udover det skal man overveje om omgivelserne har plads til en chihuahua. En chihuahua er meget teritoriale, og hvis de hører noget de ikke mener, burde være der, så gør de. Dette er noget der er svært at pille fra dem.
Aktivering
Chihuahuan er en intelligent hund og derfor kræver den en del mental aktivering, så den ikke begynder at aktivere sig selv, på en for ejeren måske uønsket måde. Det er en skrøne at små hunde ikke kan trænes, chihuahuaen vil meget gerne tilfredstille sin ejer, og har både mod, evne og vilje til megen træning.
Af træining kan især lydighedstræning, og agility være godt til chihuahuan.
Pelsen
Chihuahuaen kommer i to afskygninger, en korthåret, som menes at være den oprindelige form, og en langhåret, som stammer fra en parring imellem papillon og en korthåret chihuahua, begge afskygninger er normale. Begge pelstyper kræver pleje, langhåret lidt mere end den korthårede, og man må regne, med at den skifter pels to gange om året. Et godt råd; Køb en furminator, og brug den et par gange om ugen, så undgår man fældning, og man får en flottere hund.
Sygdomme
Patella luxation (Løse knæskaller)
Indledning
Knæskallen (patella) ligger i en fure i den nederste del af lårbenet. Den holdes på plads af ligamenter og sener, blandt andet fra knæets store strækmuskel. Patellaluxation er betegnelsen for en tilstand, hvor knæskallen ikke længere ligger stabilt på sin plads. Den glider ud af sin normale stilling (luxere). Knæskallen kan enten flyttes mod midten (medialt) eller til siden (lateralt). Patellaluxation bruges også, når knæskallen ligger på sin normale plads, men let kan forskydes til siden.
Forekomst
Løse knæskaller ses hos de fleste racer. En norsk undersøgelse viser, at det kun er et problem hos få at racerne. Det er specielt små racer og enkelte større racer, som har problemet. Desuden viser undersøgelsen, at problemet bliver tydeligere, når en race bliver populærog stiger i antal. Undersøgelsen konkludere, at det er fordi arv spiller en store rolle i lidelsen, og at øget popularitet ofte giver en øget grad af indavl. En amerikansk undersøgelse viser, at løse knæskaller afhænger af både køn, race og størrelse. Der ses 1.5 gange oftere patella luxation hos tæver i forhold til hanhunde. Det ses 7 gange oftere hos hunde, som vejede under 9 kg, i forhold til gennemsnittet og 13 gange oftere hos små end hos større racer.
Kliniske fund
Løse knæskaller opdages tit, fordi hunden begynder og halte. Haltheden kan variere fra periodevis lidt halt til, at hunden overhovedet ikke støtter på benet. Ved undersøgelse er knæskallen enten udenfor sit leje eller som let kan flyttes ud af sit leje. Oftes er knæskallen på midtersiden af benet, men kan også være på ydersiden af benet. Lidelsen ses ofte på begge ben, men kan også ses kun på det ene ben. Løse knæskaller skyldes ikke forandringer i selve knæskallen. Det er ofte forandringer i hele bagbenet, som fører til løse knæskaller. Det er sjældent skader, der er årsag til løse knæskaller. Hos en hund, som har forandringer i bagbenet som disponere for løse knæskaller, kan en skade derimod ofte medføre, at knæskallen glider ud at sit normale leje. Da disse forandringer er deformiteter som følge af fejludvikling af bagbenene, som kommer gradvis i vækstperioden, opdages patella luxation i en ung alder.
Diagnosticering
Klinisk deles patella luxation i 4 grader.
Grad 1:
Knæskallen ligger på plads, men lader sig flytte. Den glider selv tilbage på sin plads, når der slippes. Mange af disse hunde er synptomfrie, men hos andre kan knæskallen glide ud af sit normale plads og medføre halthed. Her er kun små afvigelser fra den normale udvikling af bagbenet.
Grad 2:
Knæskallen ligger normalt på plads ved undersøgelsen, men flyttes let ud af plads og glider ikke selv tilbage på plads igen. Den kan også selv hoppe ud af pladsen, når benet bøjes eller strækkes. Lægger man knæskallen tilbage på sin plads, bliver den liggende. Der er en moderat krumning af benets knogler og op til 30 grader rotation af underbenets øverste del. Dette medfører, at de sener, som holder knæskallen på plads, ikke længere ligger midt foran underbenet. Hunden vil hyppigere være halt og perioderne med halthed vil blive længere.
Grad 3:
Knæskallen er altid ude af den normale leje. Den kan lægges på plads, når benet strækkes, og glide ud igen, når benet bøjes. Der er en tydelig krumning af benets knogler. Underbenet øverste del er roteret 60 grader. Musklerne sidder ikke på den rigtige plads. Der kan udvikles slidforandringer i knæledet. Der er som regel meget lidt fure til knæskallen. Hunden bruger benet, men kan ikke strække knæleddet og den halter som regel tydelig.
Grad 4:
Knæskallen er altid ude af sin normale plads, og den kan ikke lægges på plads. Der er en udtalt krumning i benets knogler, og den øverste del af underbenet er roteret 60-90 grader. Der er ingen fure til knæskallen. Det er som regel ikke mulighed for at strække benet ud på grund af fejlplacering og sammentrækning af musklen. En sådan hund er stærkt invalideret og har abnorme bagbensbevægelser eller kan ikke gå.
Behandling
Der findes forskellige operationsmåder til at behandle en hund med løse knæskaller. Disse bruges hver for sig eller sammen. Udsigten til helbredelse afhænger af hvilken grad, der er tale om, samt hundens størrelse.
Vægt
Chihuahuaen findes fra 500g til 3000g.
Farve
Alle farver er tilladte, dog med undtagen af merle i Dru og Dkk regi.
Race: Chihuahua Kategori: Familiehund, Vagthund, Selskabshund Farve: Chihuahua´s kan fåes i næsten alle farver og farvevarianter fra hvid til sort (rød,blå,brun,chokolade,creme, vildtfarvede, lilla) 2 farvede, 3 farvede og helfarvede, dog er merle ikke tilladt i hverken DKK eller DRU. Motion: Let Størrelse: Lille Vægt hanhund: 0-5 kg Vægt tæve: 0-5 kg Alder: 13-14 kg
  • 1.837 visninger
Det er bedre at være lille og vågen end stor og doven. Det mundheld må i den grad være den dansk-svenske gårdhunds motto. Gårdhunden er både klog og adræt, og så elsker den at lege og lære nyt.
Der var engang, hvor gårdhunden var en fast del af livet på landet. Her blev den hurtige, lille hund brugt til at holde stalde og lader fri for rotter og mus. Den dansk-svenske gårdhund er nemlig en lille, ivrig og energifyldt hund, der er hurtig både i hovedet og på benene. Den elsker leg og udfordringer. Den har da også et jagtinstinkt, der gør den ivrig efter at grave efter muldvarpe og mosegrise - så pas på dine flotte blomsterbede.
Den dansk-svenske gårdhund er adræt, og kan den se et formål med det, er der næsten ikke den forhindring eller det hegn, som den ikke kan springe over. Den elsker også at lære nye tricks og er god til det. Derfor er racen også tit blevet brugt som cirkushund.
Højde og drøjde: Den dansk*svenske gårdhund vejer mellem 8*12 kg. Hannerne er 34*37 cm høje, mens tæverne er 32*35 i højden. Med hensyn til farver, så skal hvid være den dominerende farve, men med aftegninger i form af ensfarvede eller flerfarvede pletter i forskellige kombinationer. Pasning og pleje: Dansk*svensk gårdhund elsker at rulle sig i 'skønne' dufte. Så et bad i ny og næ vil nok hjælpe på familiens sarte næsebor. Den skal børstes let et par gange om ugen og fælder ikke særlig meget. Det giver næsten sig selv, at den lille, glade hund er vild med at lege med børn. Den kaster sig begejstret ud i alle slags aktiviteter - men på trods af dens høje aktivitetsniveau har den nemt ved at falde til ro igen.
Hunden har sit navn, fordi den allerede for tusind år siden var udbredt fra Skåne over Danmark til Nordtyskland. Racen er faktisk den samme som den gamle danske foxterrier, men avlen har i tidens løb været noget tilfældig. I 1980'erne begyndte et mere målrettet arbejde med at forme racen, og pr. 1.januar 2007 er der trådt nye regler i kraft for at arbejde hen mod en race, som bliver mere ensartet.
"Jeg håber dog ikke, at det vil betyde, at hunden i sidste ende mister sin gode mentalitet og sin sundhed," siger Vivian Sundal, som har haft gårdhunde siden 1972 og haft godkendelse fra Dansk Kennel Klub i de seneste elleve år. Hun har opfostret tretten kuld hvalpe siden 1972, heraf seks med stambog.
Dansk-svensk gårdhund er til dig, der gerne vil...
have en god, lille familiehund. have en hund, der kræver minimal pelspleje. have en hund, der er lærenem. have en lille vagthund. have en hund, der stiller krav til dig. Men ikke til dig der...
vil være sikker på at have en smuk have. ikke har tid og lyst til at give din hund meget opmærksomhed. ikke har tid til at samarbejde med din hund om nye opgaver/tricks. -Vi med Hund #3/07-
Race: Dansk/Svensk gårdhund Kategori: Familiehund, Vagthund, Selskabshund Farve: Hvid med sorte og/eller brune aftegninger. Motion: Mellem Størrelse: Lille Vægt hanhund: 5-10 kg Vægt tæve: 5-10 kg Alder: 5-10 år
  • 2.141 visninger
Anvendelse 
Selskabshund.
Tilhører dog FCI Gruppe 2 (Pinschere, Schnauzere, Molosser- og kvæghunde)
Helhedsindtryk
Glathåret, tætbygget, af ret lav statur, bred, kraftfuld og kompakt. Hovedet virker ganske stort i forhold til hundens størrelse, men ingen enkelt del må være fremhævet på bekostning af andre og dermed ødelægge den generelle harmoni, få hunden til at virke deform eller kompromittere dens kraft i bevægelserne.
Ansigtet er kort, næsepartiet bredt og stumpt og skråner opad. Hunde med åndedrætsbesvær er særdeles uønskede. Kroppen er kort og fast bygget, uden tendens til overvægt, lemmerne er svære, muskuløse og i hård kondition. Bagparten er høj og stærk, men noget lettere, sammenholdt med den tunge forpart. Tæverne er ikke så pompøse eller kraftigt udviklede som hannerne.
Særpræg
Den engelske bulldog skal have underbid, dog ikke mere end tænderne stadig er skjult.
Mange tror, bulldoggens hale er kuperet. Det er ikke korrekt, bulldoggen fødes med en hale af moderat længde, som går ned i en spids (slipsehale).
Bulldoggen snorker når den sover, men hunde med decideret åndedrætsbesvær er uønskede i racen og diskvalificeres ved udstillinger. Bulldoggen savler ikke.
Pasning/pleje
Bulldoggen kræver ikke megen motion. Korte daglige gåture, dog ikke i bagende middagssol, er hvad en bulldog behøver.
Pelsen kræver ikke særlig pleje, men kan vaskes/børstes ved behov. Folder og rynker skal holdes rene/tørre og efterses dagligt.
Race: Engelsk Bulldog Kategori: Familiehund, Selskabshund Farve: Brindle, rød, fawn, dådyr, hvid, broget (sort er uønsket). Motion: Let Størrelse: Mellem Vægt hanhund: 21-30 kg Vægt tæve: 21-30 kg Alder: 9-10 kg
  • 1.369 visninger
Oprindelse
Pomeranian tilhører gruppen af spidshunde, selvom den ofte karakteriseres som selskabshund. Racen har sine rødder mange årtusinder tilbage blandt spids– og ulvehunde. Det menes, at pomeranere blev udviklet fra de spidshundetyper, der i dag bl.a. ses som slædehunde på Grønland.
Racen pomeranian, som vi kender den i dag, stammer fra Pommern i Tyskland, hvor man avlede på særligt små eksemplarer af den tyske spids. De tidlige pomeranere blev første gang beskrevet i 1700-tallet, men var dengang en del større end i dag. De blev brugt som vagthunde på gårdene, hvor de kunne sidde højt oppe på gærderne og på lang afstand se, om der kom fremmede. Så de noget usædvanligt, var det deres opgave at slå alarm med høj, vedvarende gøen – en opgave de gerne påtager sig den dag i dag!
I 1800-tallet fattede den engelske dronning Victoria interesse for racen. Hun begyndte at avle på de mindste eksemplarer og udstille dem, og det gjorde hurtigt racen umådelig populær blandt velhavende europæiske familier. I 1870 blev pomeranian anerkendt af den engelske kennelklub.
De største forandringer, der er sket med racen, er størrelsen. For ca. 100 år siden vejede en pomeranian ca. 10 kg. I dag vejer den 2-3 kg. Pelsen har også forandret sig med årene. Den er gået fra at skulle være silkeagtig til senere at være blank, og i dag skal den stå ud fra kroppen. Den buskede hale skal hale ligge fladt hen over ryggen.
Egenskaber og personlighed
En pomeranian er en nysgerrig, livlig, intelligent, trofast og legesyg hund. Samtidig er den selvstændig og har typisk et stort ego og en stærk besiddertrang, der betyder, at den gerne vogter over de ting, der har værdi for den, f.eks. legetøj, mad og soveplads. Den er heller ikke bleg for at udfordre hunde, der er mange gange større end den selv.
Pomernere er tæt knyttede til deres familie og vil helst være i tæt kontakt med deres ejere så meget som muligt. De er reserverede overfor fremmede, men imødekommende overfor dem, de kender, og meget kærlige overfor deres familie. De er elsker opmærksomhed og at være i centrum, og det er ikke en race, der trives med at være alene i mange timer dagligt.
Spidshundenes vagtsomhed og tendens til at gø overdrevent meget er en udtalt egenskab hos pomeranere. Hvis man ikke begrænser denne egenskab fra en tidlig alder, får man en hund, der gør af alt og alle. Med tidlig og konsekvent træning kan en pomeranians gøen begrænses en del, men man skal ikke forvente at få en hund, der aldrig gør, og den vil beholde sin vagtsomhed, som jo ligger i den genetiske bagage.
Aktivitetsniveau og aktivering
En pomeranian opmærksom og lærenem, og den elsker at lave sjove aktiviteter med sin ejer. Den er derfor forholdsvis let at træne og kan blive virkelig dygtig, hvis man gør træningen sjov. Som nævnt er det en intelligent hund, og den kræver løbende nye udfordringer. Den skal have godt med mental aktivering i form af f.eks. søgeøvelser, spor, trickstræning, HTM e.l. Den er hurtig og adræt og egner sig derfor også godt til aktiviteter som agility og flyball. Det er ikke en race, der er tilfreds med at være sofahund – den vil have lov til at bruge sin hjerne.
Tilfredsstiller man sin pomeranians behov for at bruge hjernen, kan den nøjes med en moderat mængde motion. Dog sætter den stor pris på lange ture, særligt nye steder hvor der er mange fremmede indtryk og dufte at undersøge.
Pels og pleje
En pomeranian har en overdådig pels med en tyk underpels og en lang, lige overpels, der danner en krave over skuldrene og brystet. Pelsen bør børstes godt igennem mindst en gang om ugen og hver til hveranden dag i fældeperioderne. En pomeranian fælder hele året rundt, men særligt to gange om året, når den skifte mellem sommer- og vinterpels. Den lugter ikke af hund, selvom den har været ude i regnvejr, og pelsen er ligesom hos andre spidshunde smudsafvisende og selvrensende. Derfor behøver en pomeranian heller ikke at komme i bad, med mindre den har rullet sig i noget ildelugtende.
Race: Pomeranian Kategori: Selskabshund Farve: Sort, brun, hvid, orange, ulvegrå, creme, creme-zobel, orange-zobel, black and tan, broget. Motion: Mellem Størrelse: Lille Vægt hanhund: 0-5 kg Vægt tæve: 0-5 kg Alder: 13-14 år
  • 2.128 visninger
Labrador retriever (også blot kaldet Labrador, eller Lab) regnes for at være den mest udbredte hunderace i verden, og kaldes derfor ofte også Verdensracen (The World Breed). Den er den mest talrige hunderace i USA, Storbritannien, Canada, Australien, Holland og Ungarn, samt i Danmark, hvor mere end hver tiende registrerede hund er en Labrador retriever.
Skulderhøjde: Tæver: 54 - 56 cm, Hanner: 56 - 58 cm.
Vægt: Tæver: 25 - 35 kg, Hanner 30-40 kg.
Specialklub: Dansk Retriever Klub under Dansk Kennel Klub og FCI.
Alder: 11-13 år
Labrador retrieveren er en godmodig og alsidig race, som særligt er kendetegnet ved dens rolige og menneskekærlige sind, at den er forholdsvis smidig og adræt, og er særlig god til at svømme.
Labrador retrieveren er velegnet som familiehund og er kendt for at være glad for børn og venlig mod fremmede, og for at være god til at omgås andre hunde og komme godt ud af det med andre kæledyr.
En formel 1 Labrador er en hund der er avlet på engelske/irske markprøvelinier. Da opdræt er baseret på rene engelske markprøvelinjer, er der tale om formel-1 opdræt.
En "almindelig" labrador er hund i strørrelse efter målene der er skrevet.
Labradoren er samtidig lydhør og arbejdsom, og i stand til at yde en stor og stabil indsats i arbejdssituationen. Den kræver derfor en del aktivering og motion for at fungere optimalt.
Labradoren anvendes pga. sin alsidighed, lærevillighed og kvalitet som arbejdshund til en lang række funktioner: som jagthund (særligt til vandapportering af fugle), tjenestehund for politi og redningstjeneste, samt som servicehund for blinde og handicappede, særligt i USA og Danmark.
Labrador retrieveren har generelt færre adfærdsproblemer end stort set alle andre hunderacer i Danmark.
Særligt problemer med aggression mod børn og frygt for fremmede ses yderst sjældent hos labradoren, sammenlignet med andre hunderacer.
Race: Labrador Retriever Kategori: Familiehund, Vagthund, Selskabshund, Jagthund Farve: Brun, sort, gul. Motion: Meget Størrelse: Mellem Vægt hanhund: 31-40 kg Vægt tæve: 21-30 kg Alder: 11-12 år
  • 1.414 visninger
Flat Coated Retriever er en apporterende jagthund med apportering i vand som speciale. Det er en race der kræver motion og aktivering. Hvis man ikke er interesseret i at gøre dette stykke arbejde skal man hellere vælge en anden race.
Flat coaten er en "stresshund", hvilket betyder at det er virkelig vigtigt at man vælger de rigtige aktiviteter og den rette træningform.
Den elsker at bære ting men at kaste pinde eller bolde i en uendelighed er en rigtig dårlig ide. Af gode aktiviterer kan nævnes næsearbejde, RallyO eller almindelig lydighedstræning.
Klikkertræning med en flat er ren fornøjelse, ikke mindst fordi den er nem at belønne - den elsker mad.
Historie
Flatten er en "blandingshund"
Man tror at både Newfoundlænder, irsk setter og pointer har spillet en vigtig rolle i udformingen af denne hunderace, uden at dette kan bekræftes med sikkerhed. Formentligt er labrador retriever også blevet krydset ind på et tidspunkt. Racen blev første gang vist på en udstilling i 1860. FCI anerkendte den først i 1935.
Racestandard
Helhedsindtryk: En kvik og aktiv hund af middelstørrelse med et intelligent udtryk. Den er i besiddelse af kraft uden at virke klodset, og er elegant bygget uden at være spinkel.
Karakteristisk træk: I rigt mål begavet med naturlige egenskaber som jagthund. Den demonstrerer sin optimisme og venlighed ved en entusiastisk logren.
Temperament: Tillidsfuld og venlig.
Hoved: Langt og velformet. Skallen flad og af moderat bredde. Mellem øjnene et let stop, der på ingen måde er fremhævet, og næseryggen må hverken være konkav eller konveks. Næsen er af god størrelse, med åbne bor. Kæberne er lange og stærke, i stand til at bære en hare eller fasan.
Øjne: Middelstore, mørkebrune eller hasselnødfarvede med et meget intelligent udtryk. De må ikke være skråtstillede. Runde, udstående øjne er højst uønskede.
Ører: Små og velansatte, bæres tæt ind til hovedet.
Bid: Stærke kæber med perfekt, regelmæssigt og komplet saksebid, dvs. at overmundens tænder tæt overlapper undermundens og er placeret vinkelret på kæberne. Sunde og stærke tænder.
Hals: Hovedet velansat på halsen, som er rimelig lang og uden løs halshud. Halsen er i en skrå placering harmonisk ansat i skulderpartiet og forløber jævnt over i ryggen, således at den gør det let for hunden at følge spor.
Forpart: Brystet dybt og passende bredt med godt markeret forbryst, som tillader en ren og regelmæssig bevægelse af de tæt tilliggende albuer. Forbenene er lige, med god benstamme i hele deres længde.
Kropstykke: De forreste ribben er ret flade. Derefter hvælves ribbenene gradvist mere, og flader ud igen imod bagparten. Længden er kort og kvadratisk. Et svagt og langt lændeparti er særdeles uønsket.
Bagpart: Muskuløs. Moderat knæ- og hasevinkling. Lavt ansatte haser. Velstillet set fra alle sider. Kohasethed højst uønsket.
Poter: Runde og stærke med tæt samlede og godt hvælvede tæer. Trædepuderne tykke og stærke.
Hale: Kort, lige og velansat. Den bæres livligt, dog aldrig ret meget over ryglinien.
Bevægelse: Fri og flydende, lige og præcis, set såvel forfra som bagfra.
Pels: Tæt, af fin til mellemfin struktur og af god kvalitet, så fladt tilliggende som muligt. Ben og hale vel forsynet med faner. Fuld pels og faner hos den voksne hund fuldender det elegante ved en i øvrigt god hund.
Farve: Sort eller lever
Størrelse: Ønskelig vægt for en hund i god kondition:Hanner 27-36 kg. Tæver 25-32 kg.
Ønskelig højde: Hanner 58-61 cm. Tæver 56-59 cm.
Race: Flat Coated Retriever Kategori: Familiehund, Jagthund Farve: Sort, brun. Motion: Meget Størrelse: Mellem Vægt hanhund: 31-40 kg Vægt tæve: 21-30 kg Alder: 9-10 år
  • 1.439 visninger
Eurasieren er en forholdsvis ny race, anerkendt af FCI i 1973.
I 1960 besluttede en tysk professor,Julius Wipfel at skabe en mercedes race indenfor spidshunde og han tog den ældste europæiske spidshund , wulfspitz og koblede den med den ældste asiatiske spidshund, chow chow.
I begyndelsen blev denne race betegnet Wolfchow.
Men det var stadig ikke optimalt og i slutningen af tresserne/begyndelsen af halvfjerdserne fandt man på at lægge samojeden ind i racen for at få en mere familietype hund.
Eurasieren opstod ,og blev anerkendt som selvstændig race (1973)
At sige at det er spidshundemercedesen er naturligvis store ord, for det handler helt om hvad man skal bruge sin spidshund til- og bor man på grønland og afhængig af slædekørsel -ja så er den grønlandske slædehund jo uforlignelig - eurasieren er ikke skabt (benstilling og udholdenhedsbegrundet) til slædekørsel omend min skal køre for sjov i det omfang han har lyst.
Men eurasieren har rigtig mange pragtfulde egenskaber og muligheder som gør at man kan få en vidunderlig hund, men man kan også gå rigtig galt i byen,hvis man ikke forstår at håndterer hunden korrekt.
Af sind er den til tider nærmest katteagtig, selvbevidst, stolt, utrolig selvstændig og egensindig- derudover høj irritationstærskel, meget opmærkssom og vagtsom (og så taler den med sine poter og forben,ret spøjst). Den giver aldrig op og den vælger selv om den gider dig derfor er sambejde eneste vej frem (hvilket jo betyder man må tage en række forbehold feks når hunden er løs).
Opfatter man som ejer, de kattelignende egenskaber som en gave og arbejder sammen med hunden istedet for at holde hårdt på lydighedstræning alene ,ja så vil eurasieren også vise sig at være stærkt knyttet til sin familie, ufattelig kærlig, meget harmonisk og nærmest Zenagtig at være sammen med.
Nogle opfatter eurasieren som en nem hund, fordi den hviler i sig selv indendørs - ja nærmest kan lægge sig på menneskefrit område.
Det kan være fuldstændigt misforstået og der kan være tale om en understimuleret hund der fravælger sine mennesker og resignerer.
Det er også en udpræget misforståelse indenfor eurasieravl, at det er en hund der ikke har brug for det store i motion (som for mange er lig med stimulation).
Det er en hund som har behov for at læse rigtig meget avis og deraf kommer jo også at den har behov for et aktivt liv uden for hjemmet. Men den har ikke brug for at løbe 15 km hver dag.
Det er en hund der har behov for at blive stimuleret indenfor spidshundekompetencer - nemlig opgaveløsninger der kræver hjernevindinger. Spor kan trænes, så længe den højere mening er åbenlyst for hunden
Men feks apport etc, er noget den opfatter som ren "århusaktivering"-spild af tid.
Det idelle eurasier liv er samarbejde,, gensidig respekt, leg, udfordringer,samvær,kammeratskab,blid omgangstone, udfordringer (respekter venligst min intelligens) og minimum alene tid
Eurasieren er en hund som ikke har godt af at være alene hjemme mens familien er på arbejde- pga sit behov til knytning til sin flok bør den ikke være alene hjemme mere end maks 4 timer pr døgn. Ellers risikerer du en hund som går sine egne veje og du kan miste den kontakt der skal til for at I får et godt liv sammen.
Netop fordi det er en hund som er naturligt reserveret skal miljøtræning og hvalpekøbs sted tages MEGET alvorligt op - alene herinde har jeg fået fortalt at nogle af profilerne kender eurasiere som fjerner sig 100 meter fra mennesker- fravælger dem og overhovedet ikke vil kontakt.
Derfor er eurasierhvalpen et kæmpeansvar.
Man vil måske også opleve at en del trænere har en række fordomme mod racen(eller spids i almindelighed) men jeg vælger at tænke det er nok fordi eurasierne ALDRIG skal schæferhundetrænes og dermed kommer nogle trænere nemt til at fremstå somom de ikke er dygtige nok.
Det er min opfattelse at der er en del familier, som har mistet/aflivet deres eurasier tidligt (2-4 år) som følge af misforståethed(eller sygdom,mere herom senere) omkring racen. Det er også grunden tror jeg til den relative lave gennemsnitsalder, for jeg kender individer der er noget ældre.
Eurasieren er iøvrigt en forvandlingskugle, de første 3 år af dens liv kan være i konstant forandring med farver,sind og væremåde. Jeg synes godt man kan sige at det under opvæksten virker som de tre racer taler om hvilken en af dem der skal have magten og så ender det jo som regel med at blive en eurasier Hvis I forstår. Noget ganske særligt og unikt )))
Pelsplejen er faktisk ikke det store- pelsen er rig. skal redes ugentligt,og hvis man er heldig helt silkeagtig , man kan vinde garn og strikke det lækreste tøj af garnet (angorakvalitet) ,blot skal man sikre sig virkelig god foderkvalitet og olie.
Da avlen startede på racen har man jo brugt få individer, og herhjemme er man startet op med intensiv avl på alt for få individer- ikke alle disse var sunde nok. Og de danner desværre stadig grundstammen i den danske avl.
Derfor er det ikke uproblematisk at købe eurasier i Danmark.
Af sygdomme de bærer med sig er skjoldbruskkirtelsygdomme,bugspytkirtelsygdomme, dobbelte øjenhår,hd og patella.
Eurasierens benstilling minder mest om chowens og det gør den ret sårbar i hofteleddet- det betyder at man skal være ret forsigtig under opvæksten også med de gode linier der er hd AA. Efter 12-18 måneder er der dog ingen problemer med hofterne for den sunde AA hund.
Nogle eurasier har også arvet chowens madcirkus, og det kan være svært at få dem til at spise- men lidt fisk eller kylling kan som regel bløde en del op på det problem.
NB:
Det er vigtig at støtte de gode kenneler, også selvom man måske så må til Tyskland for at købe sin eurasier, som avler sig fri af de sygdomme og som kan dokumenterer dette.
Er du forelsket i denne race-udover al sund fornuft- så tænk dig alligevel grundigt om.
Som det sidste jeg vil sige om Eurasieren er at den er så smuk, hvalp eller voksen og man stoppes konstant på gaden af snakkelystne mennesker.
Race: Eurasier Kategori: Selskabshund Farve: Alle farver undtaget helt hvid, hvidbroget og leverfarvet anerkendes. Motion: Mellem Størrelse: Stor Vægt hanhund: 23-32 kg Vægt tæve: 18-26 kg Alder: 11-13 år
  • 2.658 visninger
Af Marie Schäffer
Jeg har været nødsaget til at krydse af i vagthund, da hyrdehund ikke var en mulighed. Racen er en hyrdehund!
Den australske cattledog er en nyere race. Den er fremavlet til hyrdning af (især) kvæg. Derfor er den lille og robust, men alligevel hurtig. Det er en aktiv hunderace, som man kun skal anskaffe sig, hvis man har en solid portion hundeerfaring og er et aktivt menneske.
En cattledog vil livet igennem teste om du er værd at arbejde for og arbejder efter noget for noget. Har du intet at tilbyde, som for den er af værdi er det bare ærgerligt. Du kan ikke presse en cattledog i arbejdet, den er via avlen lavet, så tryk avler modtryk. Når kvæget går mod hunden, presser den igen. Dette pres bruger den også hvis du som ejer prøver at presse den til noget.
Derfor er det ikke en hund for begyndere, da den vil tage røven på dig igen og igen.
Arbejder man derimod sammen med sin cattledog, er det en skøn race. Men man kommer aldrig til at hvile på laurbærbladene med en cattledog.
De er alsidige når det kommer til hundesport. De kan selvfølgelig bruges til at hyrde. Og så er der ellers: Lydighed, Rallylydighed, Spor, C-arbejdet i IPO, agility, redningshund og en enkelt vandredningshund er der også indenfor racen. Frisbee konkurrencer er også noget flere bruger den til, og hund & barn kurser og som hunde indenfor politiet, såsom bombehunde.
En veltrænet cattledog er en fornøjelse at bo sammen med, det modsatte kan nærmest være et mareridt.
Cattledogs er enten blå eller røde, de kan variere fra mere ensfarvede og over i en heavy speckling. De må gerne have aftegn i hovedet, men helst ikke på kroppen. Racen er dog heldigvis stadig så meget en brugshund, at en god hund med aftegn på f.eks halen, stadig bruges. Blå cattledogs har tan markeringer i mere eller mindre grad. Det er en mellemstørrelses hund, hannerne er fra 46-51cm og tæverne 43-48cm selvfølgelig er der både større og mindre. Men da det er en arbejdende race bør det tilstræbes at den ikke bliver for stor.
Temperamentet er noget for sig. En cattledog er naturligt mistænksom overfor fremmede, og nogle af individerne er enmandshunde. Den er vagtsom, modig og yderst intelligent.
Cattledogs er meget nøjsomme, de kan nærmest leve af at sutte på sten. Det er meget normalt at de spiser langt mindre end hvad der er normalen for en hund i deres vægtklasse.
Cattledogs er generelt en sund race, men som hos alle andre racer, er der også her nogle sygdomme man skal være opmærksom på.
Cattledogs kan være døve eller ensidigt hørende. De døve hvalpe er nemmere at opdage end de ensidigt hørende. Og for ikke at få sendt en hund med problemer med hørelsen ud til folk, bør man selvfølgelig BAER-teste sine hvalpe.
Cattledogs kan også have en arvelig øjensygdom som hedder PRCD PRA, derfor skal man vide hvilken status avlsdyrene har før de parres, således at man kan undlade at avle på dyr som vil give sygt afkom. Sygt afkom fører til blindhed. Desværre er genpuljen hos cattledogs ikke stor nok til at man kan udelukke bærere af genet, men man kan ved kun at parre raske med raske eller raske med bærere gøre så der i det mindste ikke laves sygt afkom.
PRA testes via en dna test.
Cattledogs kan også have andre øjenlidelser, og derfor bør avlsdyr øjenlyses hvert år, såfremt de vedbliver at blive brugt i avlen.
Så er der de mere "almindelige" arvelige sygdomme som HD og AD Desværre er det ikke at krav at man tester sin cattledog for noget som helst herhjemme før avl.
Men jeg anbefaler test af ovenstående.
Hvis man overvejer at anskaffe sig en cattledog, bør man kontakte folk med racen, og komme ud og møde så mange som muligt. For én ting er at læse om racen, noget andet er at tale med ejere og opleve racen live.
En anden rigtig god ting vil være og kontakte racerepræsentanten, som kan vejlede i jagten på den helt rigtige cattledog.
Racerepræsentanten findes via khkg klubben.
Race: Australian Cattledog Kategori: Vagthund Farve: Blå, Rød. Motion: Rigtig meget Størrelse: Mellem Vægt hanhund: 21-30 kg Vægt tæve: 11-20 kg Alder: 15-16 år
  • 1.721 visninger
Airdaleterrieren er den største af terrierne og kaldes ofte " Terriernes Konge ", den har været og bliver stadig brugt i utallige sammenhænge : som jagthund til stort set alt fra storvildt til rotter, som krigshund hvor den under 1 verdenskrig blev brugt til at trække telefonlinier fra fronten og ind i landet og som brugshund i politi og militær.
Airdalens oprindelse står lidt hen i det uvisse og beskrives ofte som en velbevaret hemmelighed , mange mener at de gamle engelske ruhårede black and tan terrieres ( nuv. welsh terrier ) har været indblandet, men også odderhunden har sandsyneligvis del i tilblivelsen.
De første airdales blev registret i England i 1870-erne og den første airdale blev importeret til Danmark i 1908 af Emil Soya-Jensen.
Selv om mange airdales nu er blevet familiehunde ; noget de egner sig ganske godt til , de er svære at " bringe ud af kurs " og gode til børn , fra hvem de vil finde sig i det meste. Så er de stadig gode brugshunde der elsker en god gang agility , HTM eller Rally, de er gode til lydighed ,men "gider ikke " gentagelser og kan sagtens selv finde på løjer hvis deres menneske ikke stimulerer dem nok mentalt, der er - så vidt jeg ved - kun registret 2 danske lydighedschampignons, hvor af Solbakkens Larrikin var den ene, han var desuden også korret som redningshund i Civilforsvaret med sin fører Jørgen Svendsen.
Pelspleje
Airdaterrieren er ruhåret og skal trimmes , dvs at den ikke selv fælder de stride overhår men at disse skal fjernes jævnligt ( ca hver 3-4 ) mdr med en trimmekniv, denne proces tager tid og det vil være en rigtig god ide hvis hunden fra hvalp har lært at blive håndteret og stå nogenlunde stille på et bord.En trimning koster i 2011-priser ca 1000 kr og man skal afsætte det meste af 1 dag hos trimmeren, man kan godt lære at hverdagstrimme sin hund selv , men udstillingstrim er et kapitel for sig som de fleste nok bør overlade til professionelle.
MEN bortset fra disse småting er en Airdaleterrier en skøn hund og en pragtfuld ledsager.
Race: Airedale Terrier Kategori: Familiehund, Vagthund, Selskabshund, Jagthund. Farve: Black, tan. Motion: Mellem Størrelse: Mellem Vægt hanhund: 21-30 kg Vægt tæve: 21-30 kg Alder: 11-12 år
  • 1.691 visninger
(Berger Blanc Suisse) Oprindelsesland: Schweiz
Klassifikation
F.C.I. gruppe I, vogter- og drivhunde (undtagen schweiziske Sennenhunde).
Sektion 1 schæferhunde
Uden arbejdsprøvning/brugsprøve
Dato for udgivelse af original standard: 26.11.2002
Anvendelse
Familie- og ledsagehund; den er udpræget børnevenlig, og er en opmærksom vogter og en glad og lærevillig arbejdshund
Kort historisk resumé
I USA og Canada udviklede hvide schæferhunde sig efterhånden til en selvstændig race. I begyndelsen af halvfjerdserne blev de første dyr importeret til Schweiz. Den amerikanske hanhund ”Lobo”, født den 5. marts 1966, anses som stamfader til racen i Schweiz. Via forbindelser med denne hanhund, som var registreret i Schweiz, og flere importerede hunde fra USA og Canada blev hvide schæferhunde efterhånden udbredt over hele Europa, hvor de i dag lever i stort tal, opdrættet rent i generationer. Derfor føres disse hunde som en ny race i tillæg til den schweiziske hundestambog (SHSB)
Helhedsindtryk
Kraftig, godt muskuløs og mellemstor hvid schæferhund med stå-ører og stockhår eller langstockhår. Den er let langstrakt, har en halvkraftig knoglebygning og en elegant, harmonisk kropsprofil.
Vigtige proportioner
Let langstrakt rektangulær kropsbygning. Forhold mellem kropslængde og skulderhøjde: 12:10 – (målt fra brystspids (bovspids) til sædebensknude). Afstanden fra stop til næse er en anelse større end afstanden fra stop til baghovedforhøjningen
Adfærd/karakter (væsen)
Temperamentsfuld, ikke nervøs, opmærksom og vagtsom; lejlighedsvis noget tilbageholdende overfor fremmede, aldrig ængstelig eller aggressiv.
Hoved
Kraftigt, tørt og fint formet, proportioneret efter kroppens størrelse. Set fra oven og fra siden er hovedet kileformet. Overlinierne på skallen og næseryggen er parallelle.
Øverste del af hovedet:
Skalle/pande: Kun let hvælvet, midterfure antydet
Stop: Moderat markeret, men tydelig at se
Ansigtsskalle/ansigtsparti:
Næse: Mellemstor; sort pigment ønskeligt, Vinternæser er tilladt Næseparti: Kraftigt og moderat lang i forhold til skallen; næseryg og underkæbens linie lige, let sammenløbende hen mod næsen. Læber: Tørre, godt sluttende og helst helt sorte Kæbe/tænder: Kraftigt, og fuldstændigt saksebid, hvor tænderne bør stå lodret i kæbebenet. Øjne: Mellemstore, mandelformede, let skråtstillede; Farve brun til mørkebrun; øjenlåg godt sluttende; sorte øjenrande ønskeligt. Ører: Højt ansatte store stå-ører, der bæres velrejste og parallelt fremadrettet, Form: aflange og let tilspidsede.
Hals
Middellang, godt muskuløs og sidder harmonisk på kroppen. Uden løs halshud. Den elegant svungne halslinie forløber uden (synlig) afbrydelse fra det moderat højt bårne hoved til skulderen.
Krop
Kraftig, muskuløs, middellang
Manke: Markeret
Ryg: Lige og fast
Lænd: Meget muskuløs
Kryds: Langt og middelbredt, let faldende mod haleansatsen
Bryst: Ikke for bredt, dybt (ca. halv skulderhøjde), når ned til albuen; oval, lang brystkasse, tydeligt forbryst.
Bug og flanker: Fast, slank flankeparti, buglinie let opkneben
Hale
Busket sabelhale, som bliver smallere ud mod spidsen; sidder lidt lavt , når mindst ned til haseleddet. I ro bæres halen hængende eller med den nederste tredjedel i en blød bue; under bevægelse højere men aldrig over ryglinien.
Lemmer
Stærke, tørre, halvkraftige.
Forpart:
Forben: Lige, set forfra; kun moderat bred stand; velvinklet set fra siden
Skulder: Lang og godt skråtstillet skulderblad; god vinkling; kraftig muskulatur i skulderpartiet.
Overarm: Tilstrækkelig lang, med god muskulatur
Albue: God tilslutning
Underarm: Lang, lige, tør
Mellemhånd: Fast og kun let skråtstillet
Bagparti:
Bagben: Lige og parallelle set bagfra, ikke for bred stand; velviklet set fra sid
Overlår: Middellang, meget muskuløs
Underlår: Middellang, skrå med faste knogler og med god muskulatur
Haseled: Stærk, velvinklet
Mellemfod: Middellang, lige, tør. Vildtklør/ulveklør bør fjernes (undtagen i de lande, hvor det lovmæssigt er forbudt)
Poter: Ovale; længere bagpoter end forpoter; tæer tætliggende og godt hvælvede; faste, modstandsdygtige sorte trædepuder; mørke klør er ønskeligt.
Bevægelser
Rytmisk bevægelsesforløb, jævnt glidende og udholdende; stor skridtvidde og kraftfuld fraskub; i trav jordvindende og letfodet
Hud
Uden folder, mørk pigmenteret
Pels
Hår: Halvlangt, tæt og fast tilliggende stockhår eller langstockhår; rigelig underuld dækket af kraftige, lige dækhår. På næseparti, ansigt, ører og forsiden af benene er pelsen kortere; i nakken og på bagsiden af benene noget længere. Let bølget, fast hår er tilladt
Farve
Hvid
Størrelse
Skulderhøjde: Hanhunde 60 – 66 cm Tæver 55 - 61 cm
Vægt: Hanhunde ca. 30 – 40 kg Tæver ca. 25 – 35 kg.
Hunde, som i øvrig er af den rette type, bør ikke udelukkes på grund af lille afvigelse fra idealmålene.
Fejl
Enhver afvigelse fra de foregående punkter betragtes som fejl, hvis betydning for bedømmelsen, skal stå i nøje forhold til afvigelsens omfang.
Mindre fejl
Svag vildfarve (svagt gullig eller flammefarvet schattering) på ørespidserne, ryggen og oversiden af halen Pletvis pigmentmangel på snuden, læber og/eller øjenrande Alvorlige fejl
Plump fremtoning, for kort bygget (kvadratisk) Manglende kønspræg Mangel på mere end to PM1. M3 tages der ikke hensyn til Hængeører, kipører, bløde ører Stærk faldende ryglinie Krøllet hale, sidebøjet hale, halekrog, oprullet hale Blødt, silkeagtigt dækhår, uldagtigt, krøllet, ikke fastliggende langt hår uden underuld Tydelig vildfarvning (tydelig, gullig eller flammefarvet misfarvning) på ørespidserne, ryggen og over siden af halen Diskvalificerede fejl
Ængstelighed, aggressivitet Et eller begge øjne blå, fremstående øjne Entropion, ektropion Over- og underbid, krydsbid Fuldstændig pigmentmangel på næsen, læberne og/eller øjenrande Fuldstændig pigmentmangel på hud og trædepuder Albinisnisme N.B. Hanhunde skal have to tydeligt normalt udviklede testikler i pungen
Oversættelse af Standard nr. 347 / 18.12.2002 (http://www.weisse-schaefer.at)
Oversættelse: Fra fransk til tysk:Gesellschaft Weisse Schäferhunde Schweiz:
Uwe H. Fischer og Dr J. –M Paschoud
fra tysk til dansk med tilladelse fra Weiße Schäferhundfreunde Österreich.
Race: Hvid Schæfer Kategori: Familiehund, vagthund Farve: Hvid Motion: Mellem Størrelse: Mellem Vægt hanhund: 31-40 kg Vægt tæve: 21-30 kg Alder: 13-14 år
  • 1.957 visninger
Mastiffen er opmærksom og nysgerrig. Den overreagerer sjældent da den i nye situationer forholder sig roligt og afventende mens den vurderer hvad den skal gøre . Der skal meget til at bringe denne store hund ud af sin ro og balance. En rynket pande er tegn på mastiffens opmærksomhed.
Mastiffen er ikke en udholdende hund. Derimod kan den for en kortere tid - om nødvendigt - udløse en fantastisk råstyrke.
Ligeledes er mastiffen en meget godmodig hund, aggressivitet er helt fremmed for den. Tilsammen gør alt dette mastiffen til en ideel familiehund, der sjældent strejfer.
En rolig og vagtsom hund, som er sin ejer hengiven. Mastiffen betragter sin herre primært som sin ven og bliver ikke stolt af at kunne udføre en ordre. Den affinder sig med det med reservation. Den kræver en "høflig omgangstone" og et blødt sted at sove. Den har et stort kontaktbehov, vil helst følge familien overalt, men blander sig egentlig ikke, - den er der bare.
Mastiffen strejfer ikke, har ingen jagttrang og får hurtigt hjemvé.
Mastiffen savler en hel del. Klude er en nødvendighed.
Race: Mastiff Kategori: Familiehund, vagthund Farve: Abrikosfarvet, fawn-beige, brindle-tigerstribet. Motion: Let Størrelse: Meget stor Vægt hanhund: 91-100 kg Vægt tæve: 71-80 kg Alder: 9-10 år
  • 1.709 visninger
Historie Den Ruhåret Fox Terrier er medlem af terrier-gruppen, der stammer fra Storbritannien.
Ruhåret Fox Terrier menes at være opstået ved krydsning af Old English Terrier, glathåret Black and Tan terrier i England, Bull Terrier, Greyhounds og Beagles. Men dens oprindelse er den dag i dag stadigvæk et livligt diskussionsemne. Racen kan spores tilbage til midten af det 19. århundrede.
Den blev oprindelig brugt af jægere med foxhounds til at lokalisere ræve i deres grave. Endvidere blev den brugt til at dræbe skadedyr, f. eks. mus og rotter samt til at jage kaniner. I dag anvendes den stort set kun som familiehund; dog bruges enkelte hunde stadigvæk til jagt.
Generel Fysisk Beskrivelse Det er en nysgerrig, selvstændig, livlig og aktiv terrier.
Den har et smalt hoved og en kort ryg. Pelsen er ru, tæt og grov, som jævnligt skal trimmes.
Højde og vægt Hanner bør ikke måle over 39 cm og tæver en smule mindre. Idealvægt for hanner 8,25 kg. og for tæver lidt mindre.
Temperament Det er en venlig, hengiven, charmerende og kærlig hund med masser af personlighed, og den er altid i godt humør.
Den kan være beskyttende, hvis den føler at et medlem af dens familie er i fare eller trues. Før i tiden har den haft ry for at være en smule kort for hovedet og egenrådig, men hvis du omhyggeligt vælger din hvalp og træner den, bør dette ikke være et problem.
Den kommer godt ud af det med børn og kan blive familiens ideelle kæledyr, hvis den bliver motioneret og trænet, som den kræver.
Den skal socialiseres fra en tidlig alder, især med katte og andre husdyr. Den kan have svært ved at omgås andre hunde, hvis den ikke er ordentligt socialiseret.
Farve Hvid er dominerende, med aftegninger af sort, sort/tan eller tan.
Pelspleje Trimning af hunden kræver lidt tid, og det kan være dyrt. Hvis du ikke selv vælger at trimme hunden, skal du benytte en professionel trimmer til at holde hundens pels.
Stripning af pelsen vil være nødvendigt flere gange om året, og dette kan være meget tidskrævende og dyrt.
”Stripping ” betyder, at hårene trækkes ud i stedet for at blive klippet med en saks eller klippemaskine. Hvis pelsen ikke bliver trimmet, fortsætter den med at vokse i længden, da hunden ikke fælder, som mange andre racer.
Hvis en ruhåret pels bliver klippet får den en tendens til at miste sin karakteristiske strittende struktur, og farverne bliver blege; og ved vedvarende klipning af pelsen, kan det være svært at genoprette den oprindelige pelsstruktur.
Den karakteristiske Fox Terrier trimning bør først udføres, når hvalpen er omkring tre måneder gammel. Hunden bør børstes og kæmmes flere gange om ugen for at holde pelsen ren og for at undgå, at den filtrer sammen.
Motion m.m. Den er fuld af energi og skal have masser af motion, der findes ikke noget bedre end lange gå - og cykelture. Den nyder også meget at blive udfordret mentalt.
Den klarer sig godt i agility og boldspil m.m., og den er altid parat til deltage i eventuelle udendørs spil, hvor børnene leger, jo vildere des bedre.
Den bør holdes i snor i nærheden af trafik og under behørig kontrol, da den har en tendens til at jage katte eller andet, der fanger dens opmærksomhed, dette skyldes, at den elsker jagtlege. En fuldt indhegnet have anbefales. Den omgås fint med katte i deres eget hjem, men udenfor vil den jage dem.
Intelligens & træning Den er intelligent, men kan være lidt stædig som de fleste andre terriere.
Træningen er relativt let, men ejeren skal være konsekvent og fast. Den kan lide at gø og grave, så den skal trænes i at stoppe disse handlinger på kommando.
Den kan være ret dominerende i forhold til andre hunde, så den bør socialiseres ordentligt fra hvalp af.
Den er ikke let at træne lydighed med, hvorfor det normalt er mere sikkert at træne den i snor på offentlige steder, så den ikke kommer galt af sted.
Lidelser: Som race er den hårdfør og lider ikke af mange helbredsproblemer, og de eventuelle problemer den måtte få som enkelt individ, er ikke racespecifik.
Racens hårdføre helbred og kendte levetid har aldrig givet anledning til at teste racen for kliniske eller arvelige defekter.
Racen er velegnet til det varme, solrige klima, men trives også i kølige klimaer.
Forventet alder Omkring 13-14 år.
Fodring Den stiller ikke store krav til foder, men spiser meget i betragtning af dens størrelse,
hvilket skyldes, at det er en hund i aktivitet.
Kuldstørrelse Gennemsnitlig 4-6 hvalpe pr. kuld.
Udstillingsegenskaber Den skal have et fladt kranium og et smalt hoved.
Kæberne skal være stærke og muskuløse med en komplet saksebid.
Øjnene bør være moderat små, runde, mørke.
Ørerne er V-formet og skal falde frem tæt på kinderne.
Halsen er muskuløs og af god længde. Brystet skal være dybt, men ikke for bredt, skuldrene lang og skrå.
Overlinien skal være plan med en kort og lige tilbage.
Forbenene bør være lige, når de ses fra alle vinkler og bagbenene skal være stærk og muskuløs.
Poterne skal være små, runde og kompakte.
Halen skal være højt ansat og båret oprejst, og ikke krøllet op over ryggen.
Den fulde racestandard kan hentes på Dansk Terrier Klubs hjemmeside: http://www.dansk-terrier-klub.dk/ .
Ønsker du at få yderligere kendskab til racen og dens historie skulle du også besøge den engelske terrier klubs hjemmeside: http://www.thefoxterrierclub.co.uk/Wire Info.htm eller wirefoxterrierassociations hjemmeside: http://www.wirefoxterrierassociation.co.uk/homepage.htm.
Race: Ruhåret Fox Terrier Kategori: Familiehund Farve: Hvid er dominerende, med aftegninger af sort, sort/tan eller tan. Motion: Meget Størrelse: Mellem Vægt hanhund: 5-10 kg Vægt tæve: 5-10 kg Alder: 13-14 år
  • 2.197 visninger
Racen Prazsky Krysarik stammer fra Tjekkiet, hvor den har en tusindårig historie. Racen er blandt verdens mindste med en vægt på omkring et par kg og en skulderhøjde på lige godt 20 cm.
Pražský Krysarík har et meget afbalanceret temperament, er kælen og meget nysgerrig. Når den løber, er den meget hurtig, smidig og udholdende. Overfor ejeren er den venlig og tillidsfuld. Overfor fremmede er den mistroisk og reserveret. Den passer til enhver familie, som værdsætter dens naturlige elegance og venlige karakter.
Racens kan spores helt tilbage til dengang man kaldte en del af Tjekkiet for Bohemia. Det siges at kong Vladislav II (1110-1174) have rottehunden ved sin side. Kongen elskede racen så meget, at han gav den som gaver til andre konger i Europa. Den polske konge Boleslav II (1058-1080) havde 2 Prazsky Krysarik, som han have fået som gaver fra kong Vladislav II.
De første eksemplarer af racen kom til landet omkring 2002-2003. Siden er det gået stærkt, og racen er efterhånden meget udbredt. Det er svært at sige, hvor mange der findes i Danmark, da de fleste eksemplarer af racen desværre er kommet hertil via hundehandel, men vi formoder at tallet ligger omkring 550. En del af dem er opdrættet i Danmark på de importerede hunde.
Race: Prazsky Krysarik Kategori: Selskabshund Farve: Black/tan, brun/tan, blå/tan, gul, rød, bluemerle/tan. Motion: Mellem Størrelse: Lille Vægt hanhund: 5-10 kg Vægt tæve: 5-10 kg Alder: 15-16 år
  • 1.475 visninger
Af cand. mag. Annette Schmidt-Mogensen, formand i Klubben for Sort Spids
Jeg vil rigtigt gerne fortælle om vores skønne hunderace, Sort Spids. Vi forsøger at genskabe en ældgammel race, som optrådte på den første hundeudstilling, der blev holdt af Dansk Kennel Klub i København i juli 1886. Denne type er glatpelset og adskiller sig således fra de andre nordiske spidser, hvor pelsen står ud.
Vi har nu 3 Sorte Spidstæver hjemme – Mirah og Eisa på 6 år og Lykke på 3 år (Mirahs datter). Desuden har vi Lykkes søster, Ronja, på 3 år, som vores ene datter har taget til sig, og vi har en hvalp udstationeret.
Efter et trafikuheld, som satte mig ud af arbejdsmarkedet, er disse skønne hunde kommet til at fylde mere og mere i mit og min families liv. Jeg har altid selskab, og de er altid klar til en nusse- eller gåtur og en lille øvelse. De er med til at få mig i gang med dagen. Jeg fik også pludselig tid til at få et hvalpekuld og så endnu et, og jeg nyder det. Jeg er blevet utroligt fascineret af den del af et hundehold også, for det er så intenst og livsbekræftende, når en af tæverne har hvalpe. Vi har haft et kuld om året i de sidste 4 år, og unge Lykke og Ronja har lige fået hver et kuld på henholdsvis 5 og 9 hvalpe. Det er dejligt, når vi kan se, at de små hvalpe udvikler sig harmonisk, og at alt ens arbejde undervejs har betydet noget godt for dem, så de er trygge, nysgerrige og selvstændige, når de flytter hjemmefra.
Hvorfor lige en Sort Spids?
Hvad faldt vi så lige for, da vi valgte hund? Vi faldt for den smukke og udtryksfulde hund, som virkede meget selvstændig, men alligevel lærenem. Den skal trænes med respekt og forståelse for dens intelligens, for så får vi en selvstændig og hengiven ven.
Spidshunde opfattes ellers ikke som skødehunde, men en Sort Spids har et kærligt, velafbalanceret temperament og en tilpas størrelse, så den nyder sin families opmærksomhed – også gerne sammen med os i sofaen, hvis den får lov. Den er glad for at være ude, men trives også godt inde, når bare den får lov til at bruge sin intelligens og energi ude en del af dagen.
Sort Spids er en meget udtryksfuld hund, hvis signaler er nemme at læse. Hundens ører, øjne, mund og hovedets holdning viser tydeligt, om den har det godt. Den er glad, venlig og samtidig modig og dermed en god vogter af vores hjem.
Avl
Den første opdrætter af Sort Spids blev inspireret af arbejdet med at genskabe andre gamle hunderacer, f.eks. Broholmeren og den hvide Dansk Spids, og efter mange studier i gamle bøger og eftersøgning efter egnet avlsmateriale både i Danmark og i udlandet faldt valget på Australsk Kelpie og Norsk Buhund for at få den Sorte Spids rigtig. Den Sorte Spids er beskrevet i gamle danske hundebøger og leksika som den almindeligste spidshund i Danmark sidst i 1800-tallet. Dengang kaldtes den Pommersk Spids og fandtes i farverne sort, grå/vildtfarvet og hvid. Den Sorte og den Grå Spids var for jævne folk. Den Hvide Spids blev foretrukket af det bedre borgerskab og er senere genskabt under navnet Dansk Spids.
Avlsarbejdet med den Sorte Spidshund tog fart i 1992. Sort Spids er først og fremmest avlet for at få en hund med et venligt sind og en sund kropsbygning, der er harmonisk og velproportioneret. Den er en familie- og brugshund, som har en stærk tilknytning til familien, og den er vagt- og hyrdehund af natur. Den er desuden intelligent, lærenem og arbejdsvillig.
Den Sorte Spids måler 44-49 cm over skulderen. Hovedet er spidst med vakse, opretstående ører. Den er harmonisk bygget med en lidt længere end høj krop, lige ryg og dybt bryst. Forbenene er lige, bagbenene godt vinklede. Halen bæres oprullet over ryggen, som den skal på spidshunde. Racen er sund og robust. Hvalpene er ensartede og ligner forældrene. Hundene chipmærkes og registreres i Dansk Hunderegister. Racen er endnu ikke godkendt af Dansk Kennel Klub, men vi følger DKKs etiske retningslinjer.
Klubben for Sort Spids gør et stort og seriøst arbejde for at avle så gode og sunde Sorte Spidshunde som muligt. Avlsudvalget koordinerer avlen af Sort Spids og anvender en avlsdatabase for at forhindre indavl. Hundene indkaldes til avlsgodkendelse, når de er ca. 2 år gamle, og de skal leve op til klubbens standard for den Sorte Spids for at blive anvendt til avl. Vi har også indført HD-fotografering og undersøgelse for patella luxation før avl, og vi har stikprøvevist screenet racen for øjensygdomme, og i øjeblikket ser det ret godt ud mht. alt dette.
Sort Spids – en opvakt samarbejdspartner
Som med andre racer er det vigtigt at starte tidligt med den Sorte Spids til hvalpemotivation for at få nogle gode redskaber til at sikre en god begyndelse og for at socialisere hunden. Det er vigtigt, at den tidligt lærer at gå pænt i snor, da den oprindeligt har været brugt som trækhund samt vagt-/hyrdehund. Den har intelligens til både at samarbejde og arbejde selvstændigt. Da den kan sammenkæde sine erfaringer, kan den handle uden direkte ordrer og selv løse problemer. Dét og så dens adræthed gør den meget hurtig og dygtig på bl.a. en agilitybane.
Vi har selv trænet vores hunde i lydighed efter DKKs program og trænet agility. Lykke og jeg træner mod at blive redningshundeteam under Beredskabsstyrelsen ved Odense Brandvæsen, hvor vi bestod grunduddannelsen i dec. 08. Det er en utroligt givende og udfordrende måde at samarbejde med sin hund på. Lykke elsker udfordringerne og de skiftende omgivelser/underlag. Hun lærte hurtigt at finde figuranter og følge spor, og hele hendes kropsholdning afslører, at det er sjovt og spændende for hende. Hun får brugt en masse sanser ved dette arbejde. Hun lærer at rundere, og i ruiner finder hun gemte figuranter gennem den vigtige lugtesans, mens hun adræt skal kunne flytte sig rundt i sommetider svært fremkommeligt terræn. Agilitytræningen, som Lykke har fået tidligere, får vi fuldt udbytte af ved redningshundetræningen, og lydigheden, hvor vi er rykket op i kl. 2, gør det hele meget nemmere.
En af Lykkes brødre, Aki, har været hjemmeværnshund. I Hjemmeværnet bruges hundene også som lyttehunde, og spidshundens ører er nemme at aflæse, og dens fantastiske hørelse er til stor gavn.
Sorte Spidser på toppen
Sort Spids er som nævnt en lærevillig, energisk og intelligent hund, og adskillige deltager i konkurrencer inden for lydighed og agility på meget højt plan. Bl.a. er Mirah og Eisas far, Mickey, samt deres bror, Gizmo, som begge ejes af Patricia Pedersen, blevet både Dansk Lydighedsmester og Dansk Elite Lydighedsmester i DKK-regi. Ligeledes har Viki, som ejes af Kirsten Lauritsen, opnået titlen Dansk Lydighedsmester. Viki og Kirsten blev efter skift til DCH udtaget til DM – DCH i B-klassen i 2005 og i A-klassen i 2006.
Læs evt. mere på Klubben for Sort Spids’ hjemmeside http://www.sortspids.dk og på min egen hjemmeside http://www.lykkensspidser.mono.net.
  • 4.706 visninger
Der findes over 400 forskellige hunderacer, og antallet af mulige blandinger er astronomisk. Derfor kan det naturligvis ikke lade sig gøre at give en konkret beskrivelse af blandingshundens udseende, temperament, størrelse, brugsegenskaber osv. og ovenstående angivelser af vægt mm. må betegnes som vejledende.
Denne artikel vil derfor primært fokusere på kunsten at købe og eje en blandingshund, og hvilke overvejelser man bør gøre sig før man vælger denne mulighed.
Tamhunden er enestående i sin variation - inden for samme art finder man den lille Chihuahua på 2 - 3 kg, og og kolosser som den engelske Mastiff på op til 90 kg. De forskellige racer har ikke kun vidt forskelligt udseende, men er også meget forskellige i deres temperament, brugsegenskaber og drifter. Det skyldes at hver enkelt race gennem generationer er fremavlet til bestemte formål - Retrieverne har f.eks. en stærk trang til at løfte og bære ting med munden - heraf navnet ("henter") medens Blodhunden er skabt til at følge et spor uden at lade sig distrahere, og Myndernes specielle kropsbygning og gode syn gør det muligt for dem at jage som geparder, ved at løbe byttet op. Listen af særlige egenskaber er lige så lang som listen over racer.
Adfærd
Når racerne blandes sker derfor også en blanding af andre egenskaber end udseende, og nogle blandinger kan være mere "heldige" end andre. Et mix af f.eks. Siberian Husky og American Staffordshire Terrier vil sandsynligvis blive en hund, der har et enormt motionsbehov, er meget gøende, svær at lydighedstræne, og med en tendens til at betragte mindre husdyr som bytte. Det vil være svært at finde en ejer med den fornødne energi, tid og tålmodighed til at have sådan en hund, og sandsynligheden for at den bliver aflivet i en tidlig alder, eller kommer til at tilbringe det meste af sit liv i en hundegård, er desværre meget stor.
Det kan derfor ikke indskærpes nok, at man som hundeejer har et ansvar for at forhindre "ups-parringer", og hvis uheldet alligevel er ude, forsøge at begrænse skaderne. Det er f.eks. muligt for hunde at få både "fortrydelsespiller" og abort - spørg dyrlægen.
Om en blanding af racer er "god" eller ej, afhænger alene af øjnene der ser. Mennesker er forskellige, og har derfor forskellige ønsker og behov i forhold til deres hunde. Uanset om man vælger en racehund eller en blanding, er det klogt at gøre sig klart hvilke forventninger man har, og i hvor høj en grad man kan tåle at de evt. ikke bliver indfriet.
Hvis man kender racerne i en blandingshund, er det forholdsvis nemt at danne sig et indtryk af hundens egenskaber. Det kan derfor godt betale sig at "læse på lektien" og lære de enkelte racers særpræg at kende, før man anskaffer sig en blandingshund. Der er imidlertid ingen garanti for fordelingen af generne, så det er ikke sikkert at blandingshvalpen får de mest ønskværdige egenskaber fra begge forældrene.
Sundhed
Det bliver ofte påstået at blandingshunde er sundere end racehunde. Det er både rigtigt og forkert. Nogle racer har en høj forekomst af arvelige sygdomme og defekter, og den gennemsnitlige blandingshund vil sikkert være sundere end sådan en hund. Men der kræves sunde forældre for at skabe sundt afkom, og da forældredyr til blandingskuld sjældent er helbredstestede, vil der altid være en risiko.
Det fremhæves fra visse sider at blandinghunde, navnlig 1. generationsblandinger (afkom af to renracede hunde) er positivt påvirkede af det, der i genetikken kaldes heterosis eller krydsningsfrodighed, et fænomen der betyder at en 1. generationskrydsning får de bedste gener fra begge forældre, og at evt. syge gener derfor elimineres.
Heterosis er et videnskabeligt bevist fænomen, der anvendes rutinemæssigt indenfor både plante- og dyreavl. Derfor er det ikke usandsynligt, at det skulle have en effekt også på hunde. Dette afvises dog ofte af personer med tilknytning til raceavlen.
Hundesport
I Danmark har Dansk Kennel Klub, det førende raceavlsforbund, en række monopoler indenfor hundesport. DKK afholder f.eks. de eneste mesterskaber, der kvalificerer til internationale konkurrencer. DKK har ligeledes monopol på IPO-træning (politi/forsvarsarbejde). Man må derfor gøre sig klart at der er visse døre, som er lukkede, hvis man vælger en blandingshund.
Man kan dog stadig nå op på DM-plan i lydighed, rally og agility indenfor DcH eller DGI.
Avl
Det kan ikke anbefales at avle på en blandingshund. Det er der en række grunde til, bl.a.:
1: Resultatet er uforudsigeligt - man ved aldrig hvilke gener der videregives til næste generation. Det kan altså ikke lade sig gøre at få en hvalp der ligner sin far eller mor, hvis denne er en blandingshund.
2: Man risikerer at videregive syge gener. Blandingshunde er genetisk det man kalder "heterozygote". Det er der mange fordele ved, men også en stor ulempe, for det betyder i praksis at hunden er fuld af en masse skjulte egenskaber, som måske først kommer til udtryk i 2. eller 3. generation, deriblandt arvelige sygdomme.
Racehunde derimod, er mere "homozygote", hvilket betyder at de egenskaber, man kan se, også er de egenskaber som hunden giver videre til sit afkom.
3: Der fødes allerede flere hvalpe end der er gode hjem til. Hjælp hellere en hjemløs hund end at avle endnu flere hvalpe, der går en usikker fremtid i møde.
Køb af blandingshund
Der er mange muligheder for at erhverve sig et gadekryds. Man kan f.eks. adoptere en gadehund fra Grækenland eller Polen, eller en hjemløs hund fra et dansk internat.
Man kan også købe en hvalp fra et "hul-i-hækken" kuld. Her gælder det samme som ved hvalpekøb generelt: Køb kun hvalpe der er velpassede og velsocialiserede, og vokset op i nærkontakt med familien. Undgå staldopdræt og hundehandlere.
Husk at uanset hvor meget eller hvor lidt du ved om din blandinghunds afstamning, så er det altid et lotteri at anskaffe sig en blandingshund. Den kan være fuld af overraskelser - ligesom en lykkepose!
En blandingshund er for dig der:
Er fleksibel og ikke har for faste forventninger til din hund
Gerne vil have en unik hund
Vil hjælpe en hund i nød, f.eks. internathund
Ikke har ambitioner om at dyrke hundesport på højt plan
Ikke vil avle eller udstille
Ikke har brug for garanti eller returret
Ikke er bange for overraskelser
Du skal nok ikke købe en blandingshund hvis:
Det er vigtigt for dig at kende din hunds afstamning
Du har nogle meget konkrete forventninger til din hunds adfærd og egenskaber
Du gerne vil udstille
Du gerne vil avle
Du vil dyrke hundesport på højt plan
Du vil have kompensation hvis din hund har medfødte sygdomme
  • 3.174 visninger
Racen menes, i lighed med de øvrige Mastiff-racer, at nedstamme fra romerske krigshunde, og blev oprindeligt anvendt til storvildtsjagt samt bevogtning.
Indtil sidst i 1800-tallet blev den generelt betragtet som hjemmehørende i Danmark - heraf navnene "Grand Danois" (Frankrig og Norden) og "Great Dane" (England og USA), men under Bismarck-styret i Preussen, hævdedes det at racen var af tysk oprindelse, og den fik det tyske navn "Deutsche Dogge". Franskmændene fulgte trop og omdøbte racen til "Dogue Allemande" (tysk hund).
Uanset hvem der har fuldført avlsarbejdet er Grand Danois i dag en enestående race, der ved sin størrelse og skønhed aldrig undgår at tiltrække sig nysgerrige blikke.
Ifølge FCIs racestandard må en tæve mindst måle 72 cm. i skulderhøjde, og en hanhund 76 cm., men de er oftest mindst 10 cm højere. Verdens pt. højeste Grand Danois er "Gibson" med en skulderhøjde på 110 cm.
Temperamentet er så langt fra fortidens krigshunde, som man næsten kan komme. Racen er blid, kærlig, kontaktsøgende, børnevenlig og lidt af en klovn, selv om den hverken mangler vagtsomhed eller jagtinstinkt.
En Grand Danois, der opdrages blidt, men konsekvent, vil være en skødehund i overstørrelse, og vil finde sig bedst tilpas i nærkontakt med sin ejer - i sofa, seng eller allerhelst siddende på skødet med bagdelen medens forpoterne støtter på gulvet. Den er rolig og udviser stor selvbeherskelse når den navigerer sin store krop gennem stuens møbler og nips.
Det bør dog nævnes at Grand Danois, ligesom alle andre racer, har en hvalpetid og flere lømmelaldre. Tilmed er den sent moden, og kan ikke betragtes som helt voksen før i 3-års alderen. Det er vigtigt, at man i opdragelsen erkender at det er en hvalp, man har med at gøre, selv om den er større end andre hvalpe, og at man derfor ikke stiller urealistiske krav. Racen tåler ikke voldsom håndtering, straf og hyppig skæld-ud - dette vil resultere i alvorlige adfærdsproblemer!
En Grand Danois er børnevenlig og elsker at være sammen med sin familie
Der følger visse ulemper med til at have en gigantrace: Et vist mål af savl må påregnes, særligt efter at hunden har spist eller drukket, og når der trænes med godbidder. Store beskidte potespor på tæpperne kan forekomme, og racen fælder behersket men jævnt med korte stride hår, der borer sig godt ind i møbler og tøj.
Selv om en Grand Danois ser dekorativ ud i et "Bo Bedre hjem" er det ikke nødvendigvis der, den trives bedst. Hvis dens lege- og motionsbehov opfyldes, kræver den ikke meget plads indendøre, og kan bo i lejlighed hvis den skånes for at gå for meget på trapper medens den er i voksealderen.
En Grand Danois kræver ikke meget motion, men elsker at løbe og skal helst have mulighed for jævnligt at få afløb for denne trang, i form af lufteture uden snor på sikre, gerne indhegnede arealer.
Den er trænbar, men kan være svær at motivere, så man skal ikke regne med at opnå resultater i samme hastighed som med en Labrador eller Schæfer.
Man kan overveje at blive Grand Danois-ejer hvis man:
Ønsker en kærlig selskabshund Gerne vil bruge mange af dagens timer sammen med sin hund Er tålmodig og mild af temperament Har fysik til at styre en stor hund Ikke er alt for øm over møbler, tæpper og andet inventar Er parat til at acceptere en hund der fylder meget, både fysisk og i forhold til tid og pasning Er forberedt på at foder, dyrlægebesøg mm. koster en del penge  
Race: Grand Danois Kategori: Selskabshund Farve: Harlekin, Sort, Mantel, Blå, Gul, Tigerstribet, ikke godkendte farver: Fawnekin, Merle, Hvid. Motion: Let Størrelse: Meget stor Vægt hanhund: 71-80 kg Vægt tæve: 61-60 kg Alder: 7-8 år
  • 1.829 visninger
Alle racer har hvert deres særpræg hvad angår deres temperament. Nogle er reserverede, nogle er selvstændige, nogle er samarbejdende etc. Derudover er der heller ingen race, som kan sige sig fri for arvelige sygdomme – og Berner Sennen har desværre også en del forskellige arvelige skavanker, som man skal tage hensyn til gennem dens opvækst.
Temperament
Men først vil jeg nævne, hvad det indebærer at være ejer af en Berner Sennenhund. Som gårdhund, er den en territorial race og derfor også reserveret overfor fremmede. Fremmede bliver anmeldt med et dybt og rungende ”VOV” og du skal ikke regne med at Berneren kaster sin kærlighed på den fremmede med det samme. Mange bernere skal have tid til at ”godkende” vedkommende, men det tager sjældent længe. Derudover medfører den territoriale side, at hanhunde kan have en mindre tendens til at blive meget dominerende og eventuelt aggressive overfor andre hanhunde- det er dog langt fra alle.
Racen har brug for socialisering og prægning fra den er helt ung, for at gøre dens forhold til fremmede hunde og mennesker så godt som muligt og dens opdragelse skal være konsekvent, rolig og kærlig – og man skal ikke tøve, fordi den lille, søde plysbamse er så sød og det jo ikke betyder noget, at den eksempelvis hopper op af en. Indlæring tager tid og Berneren vokser hurtigt!
Teenagenykker er Berneren heller ikke undtaget for, og man kan regne med at de første starter omkring 5-6 måneders alderen og igen i 10-12 måneders alderen, hvor den begynder at prøve nogle grænser af, for at finde ud af hvor den præcist har dig – og hørelse bliver også temmelig selektiv i disse perioder. Først omkring 2-3års alderen er den psykisk moden.
Racens egenskaber ligger til dens fortidige arbejde som kvægvogter/hyrdehund, gård-/vagthund og trækhund. Som beskrevet tidligere, så er den ikke altid lige glad omkring fremmede. Typisk skal den være selvsikker og venlig, dette er den ønskede profil. Til dagligt skal den være frygtløs, opmærksom, sikker og vagtsom, hvilket er det, som er krævet af en god vagt- og gårdhund. Men overfor sin familie skal den være godmodig og hengiven. Dette krav har gjort, at Berneren i dag er en alle tiders familiehund, der elsker børn. Dog skal dette tages med forbehold, da der selvfølgelig altid er undtagelserne, der bekræfter reglen og så kommer det også an på, om de er blevet socialiseret på børn. Børn er uforudsigelige i hundes øjne, og hvis de ikke er vant til børn, har de meget svært ved at forstå børns hensigter – derfor bør du heller aldrig NOGENSINDE lade barn/børn og hund/hunde være alene sammen. Men præget ordentligt på børn, elsker Berneren dem og så elsker den også livet som familiehund! Den er meget socialt anlagt. Den elsker socialt og fysisk samvær, som at nusse, kæle, kramme – og hvis den ikke mener, at man udfører dette tilstrækkelig, kræver den det simpelthen ved at sætte sig på fødderne af folk. Kan man sige det mere tydeligt? At ligge og hyggenygge i sofaen er absolut også en af dens favoritaktiviteter!
Berneren har ikke særlig meget jagtinstinkt, og den er heller ikke samarbejdsvillig. Den er faktisk temmelig selvstændig. Dette var nødvendigt, når den skulle passe på gården og når den skulle hyrde og vogte kvæget. Hvis den skulle vente på ejerens signal, til at lede en kreatur på rette vej, ville der ikke være meget mening i dens arbejde og hvis den ikke selvstændigt tog initiativ til at beskytte kvæget, kunne det hjælpe lige fedt at den fik øje på faren, hvis ejeren var for langt væk. Så hvis du vil have en lydighedschampion eller jagthund, så hold dig væk for Berneren, for selv om den er intelligent, så er den alt for selvstændig og vil tænke ”What’s in it for me?”. Og hvis du kaster en kæp og forventer din Berner vil løbe efter den og hente den, skal du tro om igen. Det var dig der kastede den, så hent den selv! Berneren glor enten på dig og tænker sådan, men hvis du er heldig løber den rent faktisk efter kæppen – typisk for at finde en spændende duft 1½ meter væk fra kæppen (hehe, det kender jeg kun alt for godt). Motivation er vejen frem med Berneren. Godbidder, mange Bernere er madglade, så der kan dette bruges med succes, leg eller ros og kæl er gode belønninger. Men manglen på jagtinstinkt medfører til gengæld andre plusser! Berneren strejfer typisk ikke rigtig og har let ved at acceptere andre dyr, især hvis den har kendt dyrene fra hvalpealderen. Både fugle, hamstre, geder og katte. Det ligger i dens natur som gårdhund og kvægvogter at være omgængelig og beskyttende i forhold til sine meddyr.
Bernere elsker sne! Men tilgengæld er de sjældent glade for vand.
I forhold til træning, går du som sagt ind på en af de mere besværlige opgaver. Berneren er vant til selvstændigt at løse opgaver på gården i fordums tid, men da dette i dag ikke er muligt, hos en almindelig standard familie i dagens Danmark, bliver man nød til at træne med sin Berner. Motivation er en vigtig ting her – Berneren skal kunne se det positive ved at samarbejde med dig, ellers vælger den dig fra i forhold til mere spændende ting. Og gøre noget mere end tre gange i træk, er typisk for keeedeligt. Stressniveauet er ikke stort, så der er ikke ligefrem den store fare for en for stresset Berner – nærmere en Berner der er ”for lidt” stresset. Noget god motivation dog kan lave om på.
Gåture er noget din Berner vil ææælske, men alt med måde. En Berner vokser meget hurtigt og i hvalpealderen er det ikke turens længde der på nogen måde er afgørende, det er mængden af informationer og indtryk, altså oplevelser. For meget fysisk aktivitet kan skade de hurtigvoksende led og knogler, så vær varsom.
Socialiseringen er særligt vigtig ved Berneren, for at dens medfødte reservation i forhold til fremmede ikke udvikleres. Tag derfor tidligt af sted, for at præge din hvalp på fremmede mennesker og hunde og alskens underlige ting, som toge og busser – og transporten hermed.
Kilder:
Dansk Kennel Klub Berner Sennen af Ina Olsen, Inge Bibby og Lone Pedersen. Forlag: Atelier.
Arvelige Sygdomme hos Berner Sennen
Hofteledsdysplasi (HD): HD er en arvelig lidelse, hvor lårknoglen ikke passer ordentlig ind i hofteskålen. Dette forårsager store smerter hos hunden, alt efter hvor slem HD den har. Selvom ens hund ikke viser tegn på at have smerter på grund af HD, bør man alligevel scanne den, for det er ikke sikkert at hunden give udtryk for smerterne, selvom den har dem. Smerter hos hunde kan, udover forringet livskvalitet, også føre til aggressivitet.
Kilde: http://www.netdyredoktor.dk/sw7132.asp
HD findes i 5 forskellige grader:
A: HD fri
B: HD-fri
C: Let
D: Middel
E: Svær
Pr. 27/04-08 udgør den HDscannede del af dansk Berner Sennen population 36,2 %
Heraf er
68,1 % frie
15,6 % let
10 % middel
6,4 % svær
Kilde: www.hundeweb.dk
HD er ikke kun betinget af generne, da det er en sygdom som i meget høj grad afhænger af foder og miljø. En lille hvalp bør derfor ikke gå lange ture, da dette kan være med til at skade. Har du trapper i hjemmet, skal du bære hvalpen op og ned så længe du kan og herefter minimere dens gang på trappen så meget som muligt. En god fingerregel er at en hvalp ikke bør gå op eller ned af noget, som er højere end den selv.
Kilde: http://www.netdyredoktor.dk/sw7132.asp
For HD er der udarbejdet det man kalder et HD-indeks. HD-indeks 100 er racens gennemsnitlige HD. Det vil sige at hvis to hunde med HD-indeks 100 parres med hinanden, vil de få et gennemsnitligt afkom. Hvis HD-indekset er over 100 vil forældrenes hvalpe have en gennemsnitligt bedre frekvens af HD end normalt og hvis det er under 100 vil afkommet gennemsnitligt have dårlige HD end gennemsnittet. Tag dog til dels disse tal med en gran salt, for deres værdi kommer an på, hvor mange af de pågældende forældredyrs hvalpe, søskende, kusiner osv. der er HD-scannet.
Albueledsartrose (AA): Kendes også som albueledsdysplasi. Dette er en fejludvikling, hvoraf der findes fire forskellige slags – Berner Sennen er dog kun disponeret for Processus Coronoideus og osteochondrose (læs nærmere på http://www.netdyredoktor.dk/sw3570.asp)
AA sammenlignes af mange med HD, fordi lidelserne minder meget om hinanden. Hunden lider af de samme problemer ved AA som ved HD (bare i albuen i stedet) og det er, som HD, både arveligt, miljøbetinget og afhængigt af hundens foder. At gå ned af trapper, er det som er hårdest for albuen og derfor bør du bære hvalpen hver gang den skal op og ned af trapper. Dette er dog umuligt for de fleste, når den lille hvalp begynder at være knap så lille, men minimer hyppigheden og sørg for at den lærer at gå roligt op og ned i stedet for i fuld firspring.
Selvom din hund ikke viser tegn på smerter, så scan den alligevel, for hunde viser sjældent at de har smerter, før det er rigtig slemt. Mange hunde bliver aflivet på grund af adfærdsproblemer, er er forårsaget er smerter.
Kilde: http://www.netdyredoktor.dk/sw3570.asp
For AA findes der fire grader:
0: Fri
1: Let
2: Middel
3: Svær
Pr. 27/04 2008 er procentdelen af antal scannede Berner Sennenhunde 35,2 %
Heraf er
69,3 % frie
17,9 let
6,9 middel
5,9 svær
Kilde: http://www.hundeweb.dk/dkkcm/public/openIndex/view/list_side1.html?ARTICLE_ID=1164742020632
Kræft: Bernerens no. 1 killer. 42,1 % af alle Berner Sennenhunde dør af kræft og de som er døde af kræft har haft en gennemsnitslevealder på 7,3 år. Kræft er typisk arvelig og især en specielt cancerform er Berner Sennen udsat for: Malign Histiocytose (MH), som udgør 10,7 % af kræfttilfældende. Denne kræfttype er frygtet, fordi den er hurtigvoksende og ikke kan helbredes. Tegn på at ens Berner måske lider af MH er som følger: forringet almentilstand, afmagring, appetitløshed, apati, blodmangel, blege slimhinder, tiltagende træthed, feber
Kilde: http://www.dbsk.dk/bernerbladet/artikler/dansk_veterinaert_tidsskrift.pdf
http://www.dyrehospitalet.ku.dk/Nyheder/2007/Efterlysning.aspx
SIDSTE NYE: Dansk Berner Sennen Klub har fået Dansk Kennel Klub til at tilføje dødsdatoen på hundeweb, for de hunde, den bliver oplyst hos. Jeg vil gerne opfordre alle bernerejere og forhenværende bernerejere at oplyse deres hunds dødsdato, når den tid (desværre) indtræder, hvis den har DKK-stambog. Det vil være en stor hjælp til at hjælpe opdrætterne med at avle hunde, som gerne skulle leve længe. Oplysningen skal både sendes til DBSK og DKK.
Berner Sennen Historie
Der er i alt fire sennenhunderacer: Grosser Schweizer Sennenhund, Appenzeller Sennenhund, Entlebucher Sennenhund og Berner Sennenhund. Alle disse racer har deres aftegninger til fælles, men størrelsen og temperamentet er forskelligt. Berneren er den eneste langhårede af racerne og er den næststørste.
Popularitetsmæssigt er Berneren den af racerne som begår sig bedst i Danmark, efterfulgt af Grosseren.
Berner sennenhunden er en schweizisk kvægvogter, trækhund, gårdhund, vagthund og slagterhund. Hvor gammel racen er, kan man ikke sige med sikkerhed, men allerede omkring 50 e.v.t beskrev en romer (Collumella) en hund, som kunne minde om berner sennen i beskrivelse (langhåret pels, sort grundfarve, hvidt bryst). Derudover har man også fundet udgravninger af hunde, hvis skelet mindede om bernerens omkring denne tidsperiode.
I løbet af de sidste 500 år, er Bernerens blevet afbildet op til flere steder og de schweiziske bønder har med kærlighed bragt racen med i deres litteratur gennem de sidste 200 år, dog under flere forskellige navne såsom Bäri (svarer til bamse), Blässi (blis) eller Ringgi (efter den hvide halskrave, som ikke er tilladt i dag). Læg mærke til endelserne på ”i” – næsten alle schweiziske kælenavne ender på i. Omkring slutningen af 1800-tallet fik racen sit første fællesnavn Dürrbächler, efter en kro i Bern, hvor man mødtes for at diskutere hunde på flere planer. Det var næsten kun i dette område, hvor man endnu kunne finde eksempler på racen på dette tidspunkt.
Et af bernerens mange kælenavne var Ringgi, efter den hvide krave som nogle af bernerne havde. Den er ikke tilladt i dag. Her er det Rosi vd Milchstrasse.
Klimaet i Schweiz var ikke på bøndernes side og ej heller terrænet. Bønderne var afhængige af datidens Berner Sennenhund til at trække kærrer. Bønderne fremstillede forskellige kurve og andet godt stof, som de, med hjælp fra deres hunde fik ned til lavlandet og solgte om foråret og sommeren. Heste var for dyrt og var samtidig for store til at trække rundt med en vogn i det uvejsomme terræn. De hårde vilkår har ikke været lette for hundene, for nok var de stærke, men plejen af den lange pels har ikke været førsteprioritet – dog gjorde deres evner dem populære i lavlandet.
I det 19. århundrede opdrættede Hoffman, værten på kroen ”Dürrbach” dürrbächlere, som egnede sig som trækdyr. Den lette trafik blev oftest trukket af disse hunde, som var kendt for at være villige og intelligente og i året 1899 var der registreret 319 af disse trækhunde. Omkring 1830 og 1870 begyndte der også at åbne en del osterier, som også gjorde brug af disse hunde til transport af deres varer.
I det 19. århundrede skete der en stor ændring inden for hundeverdenen. England og Tyskland begyndte at arrangere hundeudstillinger med dertil kommende stambøger. Og i den sidste halvdel af 1800-tallet begyndte Sankt Bernharden at vinde kraftigt frem i popularitet, på grundlag af historierne om at de havde reddet folk i bjergene under forrygende uvejr. Dette kvalte desværre interessen for de schweiziske sennenhunde, der alle var nær uddød i denne periode. Men heldigvis opdagede kynologer sennenhundenes egenskaber og interessen blev vakt. Dette førte til at d. 11. maj 1902 blev der udstillet 4 Dürrbächlere på et skue i Galgenfeld ved Ostermundigen. Dog blev de ikke kvalificeret som en race endnu. Hundene kom alle for omegnen omkring Bern, som også er hjemsted for den kynologiske forening Berna. Forening afholdte i 1904 deres første internationale udstilling i Bern, hvor der var 700 hunde tilmeldt, hvor 7 var Dürbachlere og 92 var Sankt Bernhards. Resultaterne herfra er desværre gået tabt, men kynologen Albert Heim var til stede og han ses i dag som Sennenhundenes fader. Han forelskede sig den dag i Berneren og skrev endda nogle notater: ”De farveprægtige, men ellers af bygning og type meget lig en noget let Newfoundlænder skabte stor interesse. Dürrbächleren var erobret for kynologien og fejrede sit indtog i den schweiziske hundestambog.”A)
Fire Dürrbachlere blev præmieret denne dag og fik derfor optagelse i den schweiziske hundestambog. Hundenes navne var Phylax, Prinz, Ringgi og Belline, som blev forfædrene til vor dags Berner Sennenhunde. Nogle forretningsfolk fra byen Burgdorf fik interesse for racen og opkøbte hvad de kunne, hvorefter de begyndte på at renavle racen. D. 15. november 1907 grundlagde 17 mænd fra Burgdorf den ”Schweiziske Dürrbach-klub. Foreningen til avl af racerene Dürrbachhunde”. Den blev dog senere omdøbt til ”Klub for Berner Sennenhunde”, da racen på opfordring fra Albert Heim, skiftede navn til Berner Sennenhund. Klubbens medlemmer bestod til at starte med kun af opdrættere, men allerede i 1911 var der 40 medlemmer. 1. verdenskrig bragte tallet lidt ned, men allerede i 1925 var det på 40 igen.
Bäri Brönnimann vom Schlossgut, ukendt afstamning. Betragtes som en af de vigtigste stamhunde i avlen
Tilbage til klubbens spæde start, så afholdt denne i 1910 en stor udstilling i Burgdorf, hvor alle Berner-ejere var velkomne. Kun 8 hunde måtte gå uden en præmie, mod 33 hunde som fik andenpræmie og 47 som fik førstepræmie.
Albert Heim overvågede jævnligt udstillingerne og konkludere på en udstilling i Bern med 42 fremmødte Bernere: ”En overflod af godt!”B)
Men alt var ikke helt perfekt endnu. I 1913 skrev klubbens formand til Albert Heim om hvordan det gik, og udover det positive, måtte han også nævne at farverne endnu ikke var helt på deres plads, men det var ikke noget de tog så nøje.
Albert Heim har bl.a. sagt: ”Først i årene 1895 til 1910 er det gået op for vi schweizere, at vi her i landet ganske upåagtet havde nogle urgamle, hjemmehørende, herlige hunderacer… Som ganske almindelige forblev de helt upåagtede… Det var højeste tid at erkende det.”C)
Det gik fremad for racen for en tid, men opdrætterne stødte "pludselig" ind i et alvorligt problem. Hundene begyndte at lide af indavlsdepression1), man fik problemer med temperamentet, knoglerne blev mere spinkle og pelsene for kruset. Problemet blev diskuteret, men løste tilsyneladende sig selv, da en newfoundlænder ved navn Pluto v. Elengut sprang over en indhegning og parrede sig med bernertæven Christine v Lux. Det resulterede i 4 hanner og 3 tæver. En enkelt tæve og tre af hannerne voksede op. Tæven (Babette) indgik som den eneste fra kuldet i avlen og kun en enkelt tævehvalp efter hende, som ligesom hun selv, ikke var ”renfarvet” gik videre. Denne tæve fik til gengæld flere kuld, hvoraf flere blev brugt i avlen. Mest betydningsfuld blev hendes første kulds hanhvalp, Alex, der blev far til hele 51 kuld. Selvom der var newfoundlænderblod i ham, bragte han aldrig noget "negativt" til racen. Han bragte blodforfriskning, der efterlod racen med et godt væsen, god kropsdybde og et glinsende hårlag.
Berner Sennen i Danmark
Allerede tilbage i 1904 kan man finde det første billede af en typisk berner sennenhund i Danmark. Dette kan man undres over, men det formodes måske at være en tømrersvend fra Skandinavien, en såkaldt naver2), der måske har brugt den, som den trækhund den var.
Omkring 1930 fødtes det første danske kuld hvalpe, men det var et resultat af en bror/søster parring og var ikke den store succes. Selvsamme familie prøvede lykken igen, men anden gang købte de en drægtigt tæve.
Den første deciderede kennel opstod i 1950erne, kennel Søfryd fra Søborg. Omkring år 1960 kom den næste kennel frem, kennel Elmekrogen fra Hareskoven. Antallet er Bernere i Danmark er steget fra 26 Bernere registreret i Dansk Kennel Klub i 1968 til 315 + 18 importer i 2004, hvorefter tallet har været forholdsvist stabilt.
Kilder:
Dansk Kennel Klub Berner Sennen af Ina Olsen, Inge Bibby og Lone Pedersen. Forlag: Atelier
www.dbsk.dk
A) Dansk Kennel Klub Berner Sennen af Ina Olsen, Inge Bibby og Lone Pedersen S. 8, L. 26-31)
B) Dansk Kennel Klub Berner Sennen af Ina Olsen, Inge Bibby og Lone Pedersen S. 8 L. 26)
C) Dansk Kennel Klub Berner Sennen af Ina Olsen, Inge Bibby og Lone Pedersen S. 9, L. 34-40
1) Indavlsdepression er en konsekvens af indavl, der resulterer i nedsat livskvalitet, forringet helbred og nedsat evne til at reproducere sig selv.
2) Naver er en tømrersvend, som rejser rundt til fods i hele Europa for at få uddannelse.
Race: Berner Sennenhund Kategori: Familiehund, Vagthund Farve: Tricolour Motion: Mellem Størrelse: Meget stor Vægt hanhund: 51-60 kg Vægt tæve: 41-50 kg Alder: 7-8 år
  • 2.354 visninger
Oprindelsesland: Storbritanien
FCI Standard 25.09.1998 GB
Oversættelse godkendt DKK Standard komite Januar 2004
Anvendelse
Stående jagthund.
Klassifikation
FCI Gruppe 7 (Stående jagthunde), Sektion 2.2 (Britiske og irske Pointere og Settere; Settere). Med brugsprøve.
Helhedsindtryk
Elegant hund, hvis linier giver indtryk af fart. Hele dens skikkelse har et præg af fuldblod. Den er gennemført harmonisk i sin bygning overalt.
Temperament
Intelligent, kompetent og værdig. Den er dristig og frimodig, med et venligt og afbalanceret gemyt.
Hoved
Mere dybt end bredt. Længden fra nakkeknude til stop er større end fra stop til næse. Tørt både under og over øjnene.
Skalle
Let rundet, bredest mellem ørerne. Bredere end næsepartiet, med god plads til hjernen.
Stop
Klart defineret.
Næse
Stor og bred, med godt åbne næsebor og sort.
Næseparti
Langt, med næsten parallelle linier, hverken tilspidset eller spinkelt. Det er ikke helt så dybt som langt.
Læber
Ikke hængende, vel definerede læber.
Kæber & bid
Stærke kæber med perfekt, regelmæssigt og komplet saksebid, dvs. at overkæbens fortænder tæt overlapper underkæbens i en linie vinkelret på kæberne.
Kinder
Så smalle som det tørre hoved tillader.
Øjne
Mørkebrune og klare. Hverken dybtliggende eller udstående, ansat tilpas langt under øjenbrynene, med et intenst og intelligent udtryk.
Ører
Middelstore og tynde. De er lavt ansat og ligger tæt ind til hovedet.
Hals
Lang, tør og buet, uden løs hud ved struben.
Krop
Af moderat længde.
Lænd
Bred, let hvælvet.
Bryst
Ikke for bredt. Underbrystet er dybt, og ribbenene godt hvælvede. God dybde i de bageste ribben.
Hale
Lige eller let sabelformet, må ikke nå forbi haseleddet. Den bæres vandret eller lavere end ryglinien. Den er tyk ved roden og løber ud i en fin spids. Fanen begynder nær haleroden og er lang og lige. Den bliver kortere mod halespidsen.
Lemmer
Forpart
Forbenene har flade knogler, er lige og stærke.
Skuldre
Skulderbladene er lange og godt tilbagelagte. De er brede og flade og når tæt sammen ved skuldertoppene. Ikke med svær muskulatur.
Albuer
Godt lavt ansatte, med god tilslutning til kroppen.
Mellemhånd
Lodret.
Bagpart
Fra hofte til haser er bagbenene lange, brede og muskuløse. Fra haseled til pote er de korte og stærke. Lodrette fra haseleddet til jorden. Bækkenet ligger næsten vandret.
Knæ
Velvinklede. Poter Ovale, tæt sluttede, med godt buede tæer og rigelig behåring mellem tæerne. Fyldige trædepuder, især den centrale har god tykkelse.
Bevægelse
Regelmæssig og støt, fri og effektiv bevægelse med rigeligt fraskub fra bagparten.
Pels
Hårlag
På hovedet, på forsiden af benene og ved ørespidserne er pelsen kort og fin. Alle andre steder på kroppen er pelsen moderat lang, fladtliggende og uden krøl eller bølger. Frynserne på den øverste del af ørerne er lange og silkeagtige, på bagsiden af benene er de lange og fine, flade og lige. Frynserne på bugen kan nå helt frem til bryst og strube. Alle behæng ønskes mest muligt uden krøl eller bølger.
Farve
Dyb og blank kulsort, uden skær af ”rust”, med aftegninger af kastanierødt, dvs. en glansfuld tan-farve. Sort ”pencilling” på tæerne og en sort stribe under kæben er tilladt. Tan-aftegningerne er placeret således:
To tydelige pletter over øjnene, ikke over 2 cm i diameter.
På næsepartiets sider, idet tan-farven ikke må nå op over næsens basis, men ligger som et bånd om næsepartiets vel definerede afslutning fra side til side.
På struben, samt to store, tydelige pletter på brystet.
På indersiden af bagben og lår, idet tan-farven kommer frem ned over knæets forside og breder sig til ydersiden af bagbenene fra haseled til tæer.
På forbenenes bagside ses tan-farven op til albuerne, og på forsiden op til håndroden eller lidt højere.
Omkring anus.
En meget lille, hvid plet på brystet er tilladt.
Ingen andre farver er tilladt.
Størrelse
Skulderhøjde for hanner 66 cm, for tæver 62 cm.
Vægt for hanner 29.5 kg, for tæver 25.5 kg.
Fejl
Enhver afvigelse fra de foregående punkter betragtes som en fejl, hvis betydning for bedømmelsen skal stå i nøje forhold til afvigelsens omfang.
Hunde, som tydeligt viser tegn på fysiske eller adfærdsmæssige abnormiteter, skal diskvalificeres.
Bemærk: Hanhunde skal have to normalt udviklede testikler i pungen.
Dansk Kennel Klubs bemærkning
Forhold, der påvirker en hunds sundhed negativt, betragtes som en alvorlig fejl!
DGSK bemærkning
Klubben anbefaler følgende størrelser for Gordon Setter:
Skulderhøjde for hanner: 60 - 66 cm.
Skulderhøjde for tæver: 58 - 62 cm.
Gordon Settere med hvid/hvide poter kan ikke opnå 1. præmie.
Gordon Settere født med ikke-anerkendte farver - såsom rød, brun, lever, trefarvet eller lever/tan - skal registreres som fejlfarver hos Dansk Kennel Klub i flg. gældende stambogsføringsregler og er herefter udelukket fra avl og udstilling!
Standarden udgivet af FCI 25 September 1998
Oversættelsen godkendt af DKK’s Standard Komité Januar 2004
Denne udgave erstatter standard udsendt af DKK Januar 1990
Praktiske bemærkninger
Den nye Standard 2004 er forandret på visse punkter i forhold til Standard 1990 som den erstatter: Karakteristiske træk udgået og ”Intelligent, kompetent og værdig” indgår under TEMPERAMENT. Endvidere er standarden opbygget med flere uddybende underpunkter, hvilket ses under: HOVED, KROP, LEMMER, FORPART, BAGPART samt PELS. Gennemgående er beskrivelsen med de samme ord og formuleringer som tidligere.
DGSK
Race: Gordon Setter Kategori: Jagthund Farve: Black and tan Motion: Meget Størrelse: Mellem Vægt hanhund: 21-30 kg Vægt tæve: 21-30 kg Alder: 13-14 år
  • 1.697 visninger
Af cand. mag. Annette Schmidt-Mogensen, formand i Klubben for Sort Spids
Jeg vil rigtigt gerne fortælle om vores skønne hunderace, Sort Spids. Vi forsøger at genskabe en ældgammel race, som optrådte på den første hundeudstilling, der blev holdt af Dansk Kennel Klub i København i juli 1886. Denne type er glatpelset og adskiller sig således fra de andre nordiske spidser, hvor pelsen står ud.
Vi har nu 3 Sorte Spidstæver hjemme – Mirah og Eisa på 6 år og Lykke på 3 år (Mirahs datter). Desuden har vi Lykkes søster, Ronja, på 3 år, som i øjeblikket bliver passet hos vores ene datter, og vi har en hvalp udstationeret.
Efter et trafikuheld, som satte mig ud af arbejdsmarkedet, er disse skønne hunde kommet til at fylde mere og mere i mit og min families liv. Jeg har altid selskab, og de er altid klar til en nusse- eller gåtur og en lille øvelse. De er med til at få mig i gang med dagen. Jeg fik også pludselig tid til at få et hvalpekuld og så endnu et, og jeg nyder det. Jeg er blevet utroligt fascineret af den del af et hundehold også, for det er så intenst og livsbekræftende, når en af tæverne har hvalpe. Vi har haft et kuld om året i de sidste 4 år, og unge Lykke og Ronja har lige fået et kuld hver. Det er dejligt, når vi kan se, at de små hvalpe udvikler sig harmonisk, og at alt ens arbejde undervejs har betydet noget godt for dem, så de er trygge, nysgerrige og selvstændige, når de flytter hjemmefra.
Hvorfor lige en Sort Spids?
Hvad faldt vi så lige for, da vi valgte hund? Vi faldt for den smukke og udtryksfulde hund, som virkede meget selvstændig, men alligevel lærenem. Den skal trænes med respekt og forståelse for dens intelligens, for så får vi en selvstændig og hengiven ven.
Spidshunde opfattes ellers ikke som skødehunde, men en Sort Spids har et kærligt, velafbalanceret temperament og en tilpas størrelse, så den nyder sin families opmærksomhed – også gerne sammen med os i sofaen, hvis den får lov. Den er glad for at være ude, men trives også godt inde, når bare den får lov til at bruge sin intelligens og energi ude en del af dagen.
Sort Spids er en meget udtryksfuld hund, hvis signaler er nemme at læse. Hundens ører, øjne, mund og hovedets holdning viser tydeligt, om den har det godt. Den er glad, venlig og samtidig modig og dermed en god vogter af vores hjem.
Avl
Den første opdrætter af Sort Spids blev inspireret af arbejdet med at genskabe andre gamle hunderacer, f.eks. Broholmeren og Hvid Spids, og efter mange studier i gamle bøger og eftersøgning efter egnet avlsmateriale både i Danmark og i udlandet faldt valget på Australsk Kelpie og Norsk Buhund for at få den Sorte Spids rigtig. Den Sorte Spids er beskrevet i gamle danske hundebøger og leksika som den almindeligste spidshund i Danmark sidst i 1800-tallet. Dengang kaldtes den Pommersk Spids og fandtes i farverne sort, grå/vildtfarvet og hvid. Den Sorte og den Grå Spids var for jævne folk. Den Hvide Spids blev foretrukket af det bedre borgerskab og er senere genskabt under navnet Dansk Spids.
Avlsarbejdet med den Sorte Spidshund tog fart i 1992. Sort Spids er først og fremmest avlet for at få en hund med et venligt sind og en sund kropsbygning, der er harmonisk og velproportioneret. Den er en familie- og brugshund, som har en stærk tilknytning til familien, og den er vagt- og hyrdehund af natur. Den er desuden intelligent, lærenem og arbejdsvillig.
Den Sorte Spids måler 44-49 cm over skulderen. Hovedet er spidst med vakse, opretstående ører. Den er harmonisk bygget med en lidt længere end høj krop, lige ryg og dybt bryst. Forbenene er lige, bagbenene godt vinklede. Halen bæres oprullet over ryggen, som den skal på spidshunde. Racen er sund og robust. Hvalpene er ensartede og ligner forældrene. Hundene chipmærkes og registreres i Dansk Hunderegister. Racen er endnu ikke godkendt af Dansk Kennel Klub, men vi følger DKKs etiske retningslinjer.
Klubben for Sort Spids gør et stort og seriøst arbejde for at avle så gode og sunde Sorte Spidshunde som muligt. Avlsudvalget koordinerer avlen af Sort Spids og anvender en avlsdatabase for at forhindre indavl. Hundene indkaldes til avlsgodkendelse, når de er ca. 2 år gamle, og de skal leve op til klubbens standard for den Sorte Spids for at blive anvendt til avl. Vi har også indført HD-fotografering og undersøgelse for patella luxation før avl, og vi har stikprøvevist screenet racen for øjensygdomme, og i øjeblikket ser det ret godt ud mht. alt dette.
Sort Spids – en opvakt samarbejdspartner
Som med andre racer er det vigtigt at starte tidligt med den Sorte Spids til hvalpemotivation for at få nogle gode redskaber til at sikre en god begyndelse og for at socialisere hunden. Det er vigtigt, at den tidligt lærer at gå pænt i snor, da den oprindeligt har været brugt som trækhund samt vagt-/hyrdehund. Den har intelligens til både at samarbejde og arbejde selvstændigt. Da den kan sammenkæde sine erfaringer, kan den handle uden direkte ordrer og selv løse problemer. Dét og så dens adræthed gør den meget hurtig og dygtig på bl.a. en agilitybane.
Vi har selv trænet vores hunde i lydighed efter DKKs program og trænet agility. Lykke og jeg træner mod at blive redningshundeteam under Beredskabsstyrelsen ved Odense Brandvæsen, hvor vi bestod grunduddannelsen i dec. 08. Det er en utroligt givende og udfordrende måde at samarbejde med sin hund på. Lykke elsker udfordringerne og de skiftende omgivelser/underlag. Hun lærte hurtigt at finde figuranter og følge spor, og hele hendes kropsholdning afslører, at det er sjovt og spændende for hende. Hun får brugt en masse sanser ved dette arbejde. Hun lærer at rundere, og i ruiner finder hun gemte figuranter gennem den vigtige lugtesans, mens hun adræt skal kunne flytte sig rundt i sommetider svært fremkommeligt terræn. Agilitytræningen, som Lykke har fået tidligere, får vi fuldt udbytte af ved redningshundetræningen, og lydigheden, hvor vi er rykket op i kl. 2, gør det hele meget nemmere.
En af Lykkes brødre, Aki, har været hjemmeværnshund. I Hjemmeværnet bruges hundene også som lyttehunde, og spidshundens ører er nemme at aflæse, og dens fantastiske hørelse er til stor gavn.
Sorte Spidser på toppen
Sort Spids er som nævnt en lærevillig, energisk og intelligent hund, og adskillige deltager i konkurrencer inden for lydighed og agility på meget højt plan. Bl.a. er Mirah og Eisas far, Mickey, samt deres bror, Gizmo, som begge ejes af Patricia Pedersen, blevet både Dansk Lydighedsmester og Dansk Elite Lydighedsmester i DKK-regi. Ligeledes har Viki, som ejes af Kirsten Lauritsen, opnået titlen Dansk Lydighedsmester. Viki og Kirsten blev efter skift til DCH udtaget til DM – DCH i B-klassen i 2005 og i A-klassen i 2006.
Læs evt. mere på Klubben for Sort Spids’ hjemmeside www.sortspids.dk og på min egen hjemmeside www.lykkensspidser.mono.net.
  • 0 visninger
Mopsen stammer oprindeligt fra Kina, fra den kinesiske Happa-hund, helt så langt tilbage fra før vor tidsregning. De kom med handelsskibe til Europa især Holland og England, omkring 1500 tallet. Mopsen er oftest fawn og sort, i sjældne tilfælde Silver og abricot, med sort maske og ører, en sort ål(stribe) ned ad ryggen.
Pelsen skal være fin glat, blød, kort og glansfuld, hverken hård eller ulden. Halen skal være højt ansat og stramt oprullet, dobbelt krølle er det fuldkomne.
Hovedet skal være stort og kvadratisk, der er 2 slags ører rosen- og knapører. Øjnene skal være store og mørke, med et blik fuld af ild og samtidig med et mildt udtryk. Næsepartiet skal være kort og kvadratisk, let underbid med bred underkæbe.
Hovedet skal sidde på en tilstrækkelig lang og kraftig hals. Kroppen skal være kort med en lige ryglinie, en bred og hvælvet brystkasse. Benene skal være stærke og lige af moderat længde, godt stillet ind under kroppen, med sorte tåspidser.
Mopsen skal kunne bevæge sig frit, og har en så typisk rullende gang (som en sømand på land).
Højde max. 30 cm i skulderhøjde, vægt fra 7,5 til 10,5 kg for en han mops, idealvægt er 6,5 – 8.5 kg. Temperamentet er en glad livlig charmerende og meget intelligent lille hund, ikke som den er kendt fra litteraturen som fed o doven. Den nyder at følge med på en god lang spadseretur og at opleve nye ting.
Den kræver meget kontakt med sine mennesker, følger en i hælene, sidder gerne på skødet, elsker at sove et blødt sted (stol og seng), hvad den gør med små snorkende lyde. Den kan lige som andre hunde være alene hjemme nogle timer. Det er en hel fantastisk hund, men som virkelig kræver MEGET kontakt. Konstant. Den skal have masser af kærlighed, og man skal være klar på at få en MASSE mopse Mys dagen lang.
Mopsen gør af de sjoveste ting og elsker at høre sig selv gø. De er også meget fjollede, og elsker at få opmærksomhed.
De skal også aktiveres en del, med legetøj, gå ture, træning osv.
Mopse er forresten meget lærnemme. Måske fordi de hurtig regner ud, at de får en godbid, hver gang de gør en ting rigtig
Den fælder 2 gange om året RIGTIG MEGET, OG JEG MENER VIRKELIG MEGET. Det står på i ca 3-4 uger. hvor de faktisk skal redes HVER dag.
Så hvis man ikke kan lide hundehår overalt, så er det ikke en mops man skal have. Men på den anden side, så er det de to gange om året. Resten af tider, fælder den sådan normalt.
Man kan kun blive forelsket i denne race.
  • 1.917 visninger

Account

Navigation

Søg

Søg

Configure browser push notifications

Chrome (Android)
  1. Tap the lock icon next to the address bar.
  2. Tap Permissions → Notifications.
  3. Adjust your preference.
Chrome (Desktop)
  1. Click the padlock icon in the address bar.
  2. Select Site settings.
  3. Find Notifications and adjust your preference.