Lenschow

Ja det er det smame han har gjort de to gange... Hvad gør du? Man kan jo ikke rigtig stille noget op, synes jeg?

LOL - ja jeg ved ikke hvor meget der er i den slags. Skepsis er sundt:-) Hugo er nok også kommet her af en anden grund... Jeg er træner, perfektionistisk træner og kan for pokker træne en kat - men min hund? Nope. Det ønsker han ikke. Han vil hellere gå en lang tur og snuse.... Jeg ved ikke helt hvad jeg skal lære af den egenskab... Måske at det er OK at have sådan en hund selv om jeg troede jeg skulle noget andet....? Måske ikke at give op? Det må tiden vise:-)

Jeg plejer simpelthen at afbryde træningen, gå væk med hunden eventuelt skabe ro ved at lade ham søge mad eller bare snuse og hygge - nogle gange kan en løbetur tage stressen ud af ham - det er lidt forskelligt. Mest forsøger jeg at sætte træningen op i små bider og kortere intervaller, så jeg ikke når dertil med ham. Når det sker er der vist ikke meget at gøre andet end at trække sig med ham:-) Måske de andre har bedre bud? Hugo kan jeg se det ved, at hans øjne bliver store og næsten stor ud af hovedet, han halser med en lang tunge og åben mund, han logrer overdrevent i indkald, kaster sig op af mig og siger sådan nogle pibelyde, som er helt lange triller. Han kan faktisk skrige... Det er sket to gange - den ene gang da jeg ville tjekke, hvordan han reagerede, hvis jeg gik ud i køkkenet og lukkede børnegitret - der skreg han og kastede sig igennem det! (så det gjorde jeg ikke lige igen... Stakkels hund!) og den anden gang i skoven, hvor vi mødte to heste, som han godt nok gerne ville løbe efter da de satte i galop... Han var i snor og så skreg han - det var ret ubehageligt, for det stod faktisk på i nogle minutter... Så det er Hugo i virkelig negativ top stress - så skriger han. Som en shiba I ved. Folk i skoven gloede bare - de har nok tænkt, at jeg slog hunden... Jeg lavede ren management - for hvad gør man? Så vi gik roligt videre i snor - og pludselig ville han spise og søge og så var hestene glemt. Jeg håber aldrig jeg skal høre den lyd igen... Den er absolut uønsket - og optræder den ved ham på en træningsplads, så har jeg godt nok fejlet massivt som træner... Jeg tolker lyden som den ultimative frustration... Hvad siger I andre? Har I hørt en hund sådan skrige op? Skal jeg nok tilføje, at han ikke rigtig gør - han jamrer mere som huskyerne gør... så måske er det en art stress-gø i spidshunde format? MVH

Jeg havde besøg af en irsk sigøjner for noget tid siden, og det var simpelthen så sjovt. Det er et rigtig dejligt menneske, som jeg kender i helt andre sammenhænge, men da hun nu var her alligevel, så fik vi en snak om det lidt mere alternative. Hun sagde noget som jeg har tænkt over siden - og nu må I undskylde, at her kommer lidt om kattene, for jeg havde ikke Hugo den gang. "Dine dyr er ikke valgt tilfældigt - du har valgt dem fordi de enten ligner noget i dig, eller har noget du gerne vil have". Så gik hun hver kat igennem, og hun har aldrig set dem før, men hun beskrev dem helt præcis. Tip er min svage side - som jeg ikke helt vil anerkende, men som jeg bør arbejde med at anerkende i stedet for at spille sej. Nanoq er min visdom - og jeg kan selv blive vis, hvis jeg anerkender, at jeg har den side. Tara er min rebel - som jeg har anerkendt:banan: Fie er min jordbundenhed - som jeg delvis har anerkendt. Eddie er min guddommelige side - det feminine - som jeg bestemt skal arbejde med at anerkende:vinken: Hugo har jeg tænkt over siden. Han er min glade ubekymrede legende side - friheden i mig. Den skal jeg altid sørge for at anerkende og på gode dage lykkes det. Jeg synes, at dette passer helt utrolig godt på mine dyr og sider i mig. Så hvem ved? Måske har jeg ikke valgt dem så tilfældigt, som jeg nogle gange tror:-) Og jeg er endda den benhårde skeptiker - men alligevel kan jeg godt se, at i dette tilfælde var der noget om snakken... Det var ligegodt spøjst:hmm: Kan du se om dine dyr/hunde afspejler sider af dig på samme måde?

Jeg skriver for lov fordi jeg klart fornemmer at dyrs rene tilgang til verden gør at de genkender - men om de giver mig lov til det samme?... Jeg oplever nogle gange, at de lukker ned, hvis man spørger dem direkte - drejer hovedet simpelthen. Jeg tolker det som at jeg enten ikke har brug for at vide det i dette liv eller er klar til at vide det.... Især kattene kan se meget hemmelighedsfulde ud!

Jeg har tilmeldt mig!:-D:-D:-D Hvis andre herinde fra skal med, så har jeg da nogle sovepladser til folk ude hunde, som kan tåle katte:-) Masser af katte - på det tidspunkt er hjemmet flydt med Snowshoe killinger i en alder af 8 uger ca, så jeg garantere ikke ro - men det er gratis og jeg bor ca enb time fra foredraget.... Send mig en mail, hvis nogle mangler overnatning - [email protected] MVH Helle

Ih en mini-Hugo:-) Hvor er han dog kær:-)

Ja da - jeg er tibetansk buddhist gennem rigtig mange år, så det tror jeg bestemt på. Jeg har dog erfaret, at det er sjældent, at mennesker får lov at genkende - men det sker.

Min lærer siger, at "små hunde får små hundes problemer".... Det er jeg enig i. Hugo har to rigtig gode hundevenner, der er størrelse ca yorkshire - de er akkurat lige så meget hund som Hugo og med i skov og alt muligt - deres ejer laver ikke "små hunde problemer" på dem:-) men indrømmet - hvis en lab hopper op, så skubber jeg den ned og belønner på jorden - hvis en chi gør det, så smiler jeg overbærende og aer den mens den står halvvejs oppe af mit ben..... Jeg er ikke en dyt bedre selv....

Sikke noget svineri... Stakkels hundi:-(

Jeg har i øvrigt aldrig mødt den med hunde, men jeg smed da en gang en date ud, som sagde, at "havde man mødt en kat havde man mødt dem alle":-)

Jeg kan godt følge dig, men faktisk oplever jeg snarere at folk hænger sig alt for firkantet i racebeskrivelserne. De er jo nu engang generelle beskrivelser, mens enhver hund er et individ formet i et ganske specielt miljø og lærer hele livet. Når man hænger sig for meget i racebeskrivelser, så får man måske ved et uheld lært hunden nogle "racetypiske ting" hvorefter man dækker det ind under, at "sådan er racen". En Cairn terrier er fx stædig En Basenji kan ikke trænes En husky kan ikke løbe løs En mynde kan ikke gå sammen med katte Malamutter viser aggressivitet over for samme køn Amstaff æder andre hunde Så nej to hunde er ikke ens - der er racetypiske egenskaber, disponeringer, men før du er en labrador, så er du et individ tilpasset netop dit specielle miljø - og da ikke to hjem er helt ens, så kan du faktisk forme din kommende hund efter eget ønske et rigtig langt stykke af vejen. Naturligvis ligger der motorprogrammer i dem - men de behøver jo ikke udløses eller dyrkes... Jeg synes faktisk, at mange fastlåser deres unikke hund i en bestemt rolle/type pga racen. Og det kan bestemt give problemer også.... Men du har ret i, at årsagen til omplaceringer tit er, at hunden ikke stemmer overens med ejers forventninger. Og at det er let at sige, at det er fordi den er den og den race i stedet for at sige, at der begik jeg - miljøet - skisme en fejl med denne hund og fik lært den en uhensigtsmæssig adfærd.....

Han ser dejlig ud Helle - jeg har fået din mail og sendt ham videre til nogle erfarne folk, jeg kender

Var lige i mine gemmer og læse en artikel af Karen Frost om hunde og stress i træningssammenhænge. Det var Lonnys tråd om under- og overstimulering, der inspirerede mig. Det kan være rigtig svært at se forskel på om ens hund er stresset eller bare meget motiveret. Er du OBS på den forskel? En smule adrenalin er jo af det gode for indlæringen, mens stress faktisk hæmmer hundens indlæring - så når vi fx arbejder med at få intensitet på en øvelse, så er det ikke vedvarende stress vi ønsker, men blot et "kick". En hund, der arbejder sådan, kan slukke igen. Jeg synes det er yderst relevant at overveje det grundigt. Jeg har selv en letantændelig hund som stresser let, og så lærer han ikke en dyt. Jeg arbejder derfor meget med at se tegnene på, hvornår Hugo svinger over i den "forkerte" stress. Men jeg vil gerne have en topmotiveret hund. Så det er en balancegang, og stiller store krav til mig. Er du OBS på denne del af træningen med din hund?

PS Mange har desuden svært ved at skelne stress fra arbejdsglæde/intensitet under træningen..... Det er også værd at overveje. Kan din hund slukke når den har været i fuld fart? Det skal den kunne. Ellers kan det gå ud over indlæringsevnen.... Men indrømmet - det er svært at se forskel....

Ja når kortisolen først kører rundt i kroppen så tager den TID om at komme ud igen. MAnge hunde lever i en kronisk stresset tilstand pga overstimulering. Husker ikke hvilken bog, men der står at en hund skal hvile 17 til 18 timer i døgnet... Prøv at tælle sammen over to uger - gør jeres det? Hugo var med på skole forleden - og det overstimulerede ham også. Da jeg kom hjem igen måtte jeg gå retur og lære ham at være alene i bilen igen plus gå tilbage i tiden jeg forlod ham. Vi var ellers på 30 minutter, men jeg kunne se, at jeg ikke kunne starte der pga overstimulering. Han stresses let - det er jeg hele tiden OBS på. Da jeg havde min bordermix overstimulerede jeg ham i starten, for hunden var hele tiden KLAR. Så jeg trænede jo - for det elsker jeg jo... Indtil han ikke gad gå med mig ud.... Så gik det op for mig, at selv en border skal hvile de timer der - og jeg fik en helt anden hund. Jeg har siden tænkt om nogle af de mest aktive hunderacer overstimuleres. Fx skal en border jo have motion og lov at bruge hovedet - det ved alle. Men ved de også, at den skal hvile? Nogle gange ser jeg meget stressede hunde, der hele tiden kan sætte ejeren i gang med alt muligt - så får jeg lyst til at bede dem lade hunden være... i sådan ca 18 timer måske:-) Og ja symptomerne er stort set ens. om det er over eller understimulering.

Katten er Fie - fyldt med killinger og hun demonstrere egentlig Snowshoens bombesikre temperament ret godt her i klippet - vi var nogle, der skrev om racen i en anden tråd - selv da Hugo trækker legetøjet med og larmer med det blir katten siddende på sin lille brede mås:-) Ja min blandede dialekt er skisme utrolig:-) Først Esbjerg, så Fyn, så Midtjylland, så Nordjylland... Og nu iovervejer jeg at flytte til Sjælland!

Ja det rigtigt Ninjamor - tak for lige at påpege det

Jeg har seks dyr Og træner dem alle plus killinger på vej, så lige nu blir det ikke:-) Men jeg ville gerne en gang have en kongepuddel og en korthåret collie... Jeg har et max på mit antal, da jeg vil have tid til dem alle hver i sær

Jeg ville for det første ikke lade hunde hilse i snor. Og på mine hold leger vi ikke på andet end hvalpehold og som belønning inde ved ejeren. Det er ikke hundeleg, vi kommer for. Jeg har desuden planer om hold for hunde med specifikke problemer, da ejerne så kan samtale med ligesindede. Jeg har selv haft en aggressiv hund så jeg ved hvor flov man er og hvor rart det er at møde andre med samme problem

Jeg har ikke tid til at læse hele tråden, men jeg vil gerne svare på hvor jeg har min holdning fra. Jeg er nemlig neutral. Jeg har ingen dårlige førstehåndsoplevelser med kamphundene, jeg har trænet en del af dem med klikker og de virkede på mig som om de er "more muscles than brains":-) Det har jeg siden erfaret ikke gælder Amerikansk Bulldog - som er yderst trænbar, og jeg har da også mødt amstaffs der var meget hurtigere - så den måtte jeg trække i land igen. Jeg har set sådan en hund bliver ødelagt af en rigtig dårlig ejer som slog hunden. Faktisk så slemt, at min veninde, der kendte ham bedst valgte at droppe venskabet... Den hund blev ganske usikker og farlig, men den adskiller sig ikke fra de andre racer og blandinger, som jeg ser få den adfærd pga vold. Forleden var jeg hos en dejlig blandingshund, der i sit gamle hjem var forsøgt kvlat, tævet og sparket - den havde samme adfærd som amstaffen. Forskellen var blot, at disse ejere gerne ville arbejde adfærden væk, mens amstaffens ejer vedligeholdt og forværrede den. Sidst jeg hørte om amstaffen havde hun bidt et barn. Jeg hører det samme med andre racer som behandles sådan, og faktisk havde denne lille gode hund - for det VAR hun sgu! - vist tolerance i næsten 3 år, før hun bed.... Havde jeg haft sådan en idiot som hun havde som ejer, så havde jeg bidt for længst. Jeg tror amstaffen blev aflivet, selvom jeg personligt hellere havde set ejeren blive det... Men sådan er det jo - det var jo en kamphund, og den kan vi jo ikke have til at gå rundt og bide børn... Vel? Ikke et ord om årsagen. Kun en masse ord om racen. Da jeg hørte det, holdt jeg et øjebliks stilhed for den lille pige. Jeg huskede hende som hvalp, før ejeren begyndte at slå hende. Hvordan vi legede og gik ture sammen, hvordan hun gik direkte ind blandt to fremmede hunde og boede der i en periode uden problemer, hvordan hun pludselig blev tynd, hvordan vi opdagede, at han sultede hende, hvordan vi fodrede hende for vores penge, hvordan vi igen og igen talte med ejeren, hvordan det aldrig nyttede, hvordan han råbte af os den sidste gang, vi så hende, hvor han tog hunden i hoved og røv og SMED hende igennem stuen så hun krøb ind under sofaen og blev liggende . og hvordan det føltes at forlade hjemmet og vende det ryggen for altid - velvidende, at amstaffen blev derinde overladt til en skrækkelig skæbne. Jeg har set sådan en god hund blive ødelagt af en skrækkelig ejer på stesolid og dope, som havde så lille en (BIB) at han skulle have en potensforlænger, at afreagere sin egen usikkerhed på. Og vi kunne intet gøre. Den dag den hund bed, fik den fred. Men den døde med et stempel på sig - barnebider! Mens ejeren gik ud og fik en ny hvalp, for han kunne jo ikke gøre for, at hans hund havde bidt. Det var jo en kamphund ikk? Så det er den slags der ligger til grund for min holdning. Måske ændres den af åre, men jeg glemmer aldrig hvordan det var at efterlade den lille krypende hund under den sofa MVH

Og på samme måde mener jeg så at man skal være varsom med at afvise det:-)

Jørgen Damkjer Lund, Landbohøjskolens afdeling for etik og sundhed har faktisk på et tidspunkt undersøgt 525 hunde med alene hjemme problemer. Ejerne havde søgt hjælp hos DCH - sådan fandt han dem. Her så det ud til, sådan ganske kortfattet, at der er forskel fra race til race. Særlig disponeret var - i denne undersøgelse - hunde med et højt aktivitetsniveau. Det er jagt-, sports- og hyrdehunde viser konklusionen. Han konkluderede noget ala, at disse racer er avlet med samarbejde for øje og derfor oftere keder sig, understimuleres og er afhængige af deres ejere. I mellem gruppen - dvs de, der ikke optrådte så ofte som de andre førnævnte - lå New foundlænder, Dalmatiner, berner Sennen og pudlerne. Og de hunderacer, der klarede alene hjemme bedst i denne undersøgelse var de små selskabshunde. Ang spørgsmålet: det er svært at sige noget om. Normalen er et man som behandler ser på helheden i hundens liv. Min egen Hugo fx - som nu kan være alenei 45 minutter! Jubiii:-) - kommer fra et dejlit hjem med have, han er jagthund/spidshund mix, og efter en tur på internat fik han separationsangsten. Her bor vi på landet - uden have dog - og jeg er særdeles aktiv med ham. Så et internatophold kan også skabe et problem. Det samme ses ved hunde, der får et chok, mens de er alene. Det kan være et stort brag uden for fx... Så kan en hund, der har været alene i årevis uden problemer pludselig få et problem. MVH Helle

LOL læste det som DKK:-)

Ja jeg stod og trippede og viste ikke helt om det var sjovt eller synd... Kender I den følelse? men så sov han PÅ den bagefter og så åndede jeg lettet op, for lidt bange rigtigt er han på klippet.....