Jeg har en dejlig schæfertæve på 19 måneder. Hun har altid været meget selvstændig, siden vi fik hende som 8 ugers hvalp.

Vi træner med hende og hun bliver aktiveret med fodersøg i haven om morgenen, bold med foder om aftenen og andre små-opgaver ind i mellem.

 

Indendøre er hun den dejligste hund - stille, rolig og meget afslappet. Men, men, men - så snart hun stikker næsen uden for døren, ændrer hun totalt adfærd. Hun er totalt umuligt at komme i kontakt med, trækker i snoren og kigger alle mulige andre steder hen end på mig, der går med hende.

 

Det er ikke fordi hun "ikke vil kendes ved mig" eller er bange / trykket, men jeg fornemmer at alle indtrykkene udefra er væsentlig større og mere interessante, end det, jeg kan tilbyde hende. En bil, der kommer forbi, skal der løbes efter. Isen skal bides i, og er der en vandpyt, går hun næsten totalt over gevind.

 

Andre hunde har hun det ikke godt med. Vi har ellers socialiseret hende fra 8 uger af, og hun kommer fra et kuld med 13 hvalpe. Så det er ikke, fordi hun ikke burde have lært "hundesprog". Rent faktisk "lyver" hun for andre hunde. For når de er nogle meter væk, viser hun de venligste signaler, med ørerne fremme, afslappet holdning og en rolig, hængende hale. Men kommer den anden hund for nær, vender hun på en tallerken og bliver aggressiv. Det kommer uden forvarsel. Tidligere kunne hun blive totalt hysterisk og gø i de højeste toner. Det gør hun knap så meget mere, hvor hun er blevet ældre.

 

Vi har nogle få store, voksne hanhunde, som tolererer hendes mangel på sprog / sprogforståelse og er meget tydelige over for hende. Det er som om de kan se, at hun ikke reagerer normalt. Især én er en hel terapi for hende, når de mødes til træning og får lov at løbe løs sammen inden vi går hjem. Det er skægt at se, hvordan han er helt anderledes overfor hende, end overfor andre hunde.

 

Børn kan hun heller ikke med - jeg tror, at hun ikke kan læse deres bevægelser og så hellere vil gå i forsvar. Hun reagerer lidt på samme måde som overfor andre hunde - interesseret og venlig, så længe de ignorerer hende. Men de skal ikke prøve på at ville røre hende, så vender hun på en tallerken og ørerne klapper om mens halen ryger ned mellem benene. Så vi er meget bevidst om, at der ikke er nogle, der skal klappe hende.

 

Vi var på et tidspunkt sammen med en voksen, som var lidt tilbagestående - her reagerede sjovt nok på samme måde, som overfor børn!

 

Vores bonus-barnebarn på 5 har hun dog en ok forståelse med. Han forsøger ikke at klappe hende eller røre hende, og hun kommer en gang imellem og snuser til ham. Han må gerne gå forbi, omkring eller endda over hende - bare han lader, som om hun ikke er der. Han kan sagtens give hende en godbid eller lignende - men altså, nix pille!

 

Overfor andre voksne er hun tilbageholdende. Får vi gæster, kommer hun kun ganske kort og snuser til dem, før hun går igen. Og hun vil helst ikke røres af dem. Så kan der gå et stykke tid, og nogle gange kommer hun så, og vil snakkes med. Andre gange lader hun være.

 

Vi har været ved en adfærdskonsulent - uden resultat. Vi har også prøvet lykkepiller fra dyrlægen, i håb om, at det dæmper lidt for hyperaktiviteten. Her var der en lille bedring, men slet ikke i det omfang, som jeg havde ønsket mig. Så dem trapper vi ud af igen, for at se, om det ændrer noget.

 

Nå, men mit spørgsmål er egentlig, om der er nogle, der ved om en hund kan være autist. For typisk har en person med autisme jo rigtigt svært ved at adskille indtryk - det hele går usorteret ind i hjernen. Og det er lidt den opfattelse jeg har af hende. For herhjemme, hvor der ikke er forstyrrende signaler, er hun rolig og til at komme i kontakt med. Men så snart vi er andre steder, overstyrer stimulierne hende totalt, så hun ikke kan holde fokus.

 

Hun har også meget, meget svært ved indlæring - uanset om det er "hundekunster" eller almindelig lydighed. F.eks. bruger jeg klikker til hende - men jeg er absolut ikke sikker på, om hun efter 4 måneders intensiv træning egentlig har fattet, at klikket betyder godbid. :stupid:

 

De almindelige opgaver som spor, feltsøg og rondering, som jo til dels ligger i generne på en schæfer af brugshundetype, har hun absolut ingen problemer med. Men så snart hun bliver træt, kommer der et væld af overspringshandlinger.

 

Hendes motorik er helt fin - hun vil gerne gå på stige, på vippe, over en høj balancebom osv. Hun kan også samle en bold op fra jorden i fuldt firspring. Modsat vores gamle schæfer, som lavede et fint sliding-stop og vendte på en femøre.

 

Er vi ude i en hundeskov, kan jeg sagtens lade hende løbe løs og normalt også kalde hende til mig igen. Det tog kun ca 1½ år at lære hende... Men nu går det fint. Dog ikke, hvis der lige kommer en hare forbi - så skal den altså motioneres først. Hun har en meget stor aktionsradius, på op til 500 m fra mig. Gemmer jeg mig, bliver hun heller ikke spor panisk - hun stikker bare næsen op i vinden, kommer hen til mig "nå, er du dér" og smutter så væk igen.

 

Ja, det var en lang historie om mit lille problembarn. Hun er en dejlig hund - men en kæmpe udfordring, når man egentlig har hund for at træne, og det er næsten umuligt med hende. :damn:

Nu har jeg ikke forstand på hunde autister - men jeg har selv to drenge som har dette handicap.

Du er inde på at autister kan have svært ved at sortere indtryk - dette er også korrekt og for at afhjælpe dette skal de have en struktureret hverdag - en hverdag der stort set glider så ens som muligt.

 

Omkring din hund - så lyder hun til at være ovre i den grøftekant - alle de lyde og indtryk hun får kan meget vel være forvirrende (mange autister er ekstremt støj følsomme) det samme gælder berørring som kan opleves både som ubehagelig eller ligefrem gøre ondt - Så måske ville det være en ide at prøve at strukturere og gøre hendes hverdag mere ensartet??

Ved ikke noget om autisme, og heller ikke ved hunde.

 

Men det du skriver med, at hun "lyver" for de andre hunde på afstand, hunde lyver ikke. Hunde viser deres ærlige intentioner, og alle de venlige og dæmpende signaler sendes lige præcis på lang afstand - for at de allerede dér kan afgøre at de ikke skal slås. Altså ikke altid, men grundlæggende.

Jeg tænker mere at hun er bange?

Når du skriver hun først viser dæmpende signaler, så er det måske snarere afstandssøgende? Og når hunden så alligevel kommer for tæt - om den så selv går hen eller ejeren viser den derhen, så ser hun ingen anden udvej end at gribe til den næste ting hun har - snerre, knurre etc.

 

Det samme med børnene, halen mellem benene er jo tegn på angst..

 

Er i sikre på at hun ikke kan have ondt?

Jeg har en dejlig schæfertæve på 19 måneder. Hun har altid været meget selvstændig, siden vi fik hende som 8 ugers hvalp.

Vi træner med hende og hun bliver aktiveret med fodersøg i haven om morgenen, bold med foder om aftenen og andre små-opgaver ind i mellem.

 

Indendøre er hun den dejligste hund - stille, rolig og meget afslappet. Men, men, men - så snart hun stikker næsen uden for døren, ændrer hun totalt adfærd. Hun er totalt umuligt at komme i kontakt med, trækker i snoren og kigger alle mulige andre steder hen end på mig, der går med hende.

 

Det er ikke fordi hun "ikke vil kendes ved mig" eller er bange / trykket, men jeg fornemmer at alle indtrykkene udefra er væsentlig større og mere interessante, end det, jeg kan tilbyde hende. En bil, der kommer forbi, skal der løbes efter. Isen skal bides i, og er der en vandpyt, går hun næsten totalt over gevind.

 

Andre hunde har hun det ikke godt med. Vi har ellers socialiseret hende fra 8 uger af, og hun kommer fra et kuld med 13 hvalpe. Så det er ikke, fordi hun ikke burde have lært "hundesprog". Rent faktisk "lyver" hun for andre hunde. For når de er nogle meter væk, viser hun de venligste signaler, med ørerne fremme, afslappet holdning og en rolig, hængende hale. Men kommer den anden hund for nær, vender hun på en tallerken og bliver aggressiv. Det kommer uden forvarsel. Tidligere kunne hun blive totalt hysterisk og gø i de højeste toner. Det gør hun knap så meget mere, hvor hun er blevet ældre.

 

Vi har nogle få store, voksne hanhunde, som tolererer hendes mangel på sprog / sprogforståelse og er meget tydelige over for hende. Det er som om de kan se, at hun ikke reagerer normalt. Især én er en hel terapi for hende, når de mødes til træning og får lov at løbe løs sammen inden vi går hjem. Det er skægt at se, hvordan han er helt anderledes overfor hende, end overfor andre hunde.

 

Børn kan hun heller ikke med - jeg tror, at hun ikke kan læse deres bevægelser og så hellere vil gå i forsvar. Hun reagerer lidt på samme måde som overfor andre hunde - interesseret og venlig, så længe de ignorerer hende. Men de skal ikke prøve på at ville røre hende, så vender hun på en tallerken og ørerne klapper om mens halen ryger ned mellem benene. Så vi er meget bevidst om, at der ikke er nogle, der skal klappe hende.

 

Vi var på et tidspunkt sammen med en voksen, som var lidt tilbagestående - her reagerede sjovt nok på samme måde, som overfor børn!

 

Vores bonus-barnebarn på 5 har hun dog en ok forståelse med. Han forsøger ikke at klappe hende eller røre hende, og hun kommer en gang imellem og snuser til ham. Han må gerne gå forbi, omkring eller endda over hende - bare han lader, som om hun ikke er der. Han kan sagtens give hende en godbid eller lignende - men altså, nix pille!

 

Overfor andre voksne er hun tilbageholdende. Får vi gæster, kommer hun kun ganske kort og snuser til dem, før hun går igen. Og hun vil helst ikke røres af dem. Så kan der gå et stykke tid, og nogle gange kommer hun så, og vil snakkes med. Andre gange lader hun være.

 

Vi har været ved en adfærdskonsulent - uden resultat. Vi har også prøvet lykkepiller fra dyrlægen, i håb om, at det dæmper lidt for hyperaktiviteten. Her var der en lille bedring, men slet ikke i det omfang, som jeg havde ønsket mig. Så dem trapper vi ud af igen, for at se, om det ændrer noget.

 

Nå, men mit spørgsmål er egentlig, om der er nogle, der ved om en hund kan være autist. For typisk har en person med autisme jo rigtigt svært ved at adskille indtryk - det hele går usorteret ind i hjernen. Og det er lidt den opfattelse jeg har af hende. For herhjemme, hvor der ikke er forstyrrende signaler, er hun rolig og til at komme i kontakt med. Men så snart vi er andre steder, overstyrer stimulierne hende totalt, så hun ikke kan holde fokus.

 

Hun har også meget, meget svært ved indlæring - uanset om det er "hundekunster" eller almindelig lydighed. F.eks. bruger jeg klikker til hende - men jeg er absolut ikke sikker på, om hun efter 4 måneders intensiv træning egentlig har fattet, at klikket betyder godbid. :stupid:

 

De almindelige opgaver som spor, feltsøg og rondering, som jo til dels ligger i generne på en schæfer af brugshundetype, har hun absolut ingen problemer med. Men så snart hun bliver træt, kommer der et væld af overspringshandlinger.

 

Hendes motorik er helt fin - hun vil gerne gå på stige, på vippe, over en høj balancebom osv. Hun kan også samle en bold op fra jorden i fuldt firspring. Modsat vores gamle schæfer, som lavede et fint sliding-stop og vendte på en femøre.

 

Er vi ude i en hundeskov, kan jeg sagtens lade hende løbe løs og normalt også kalde hende til mig igen. Det tog kun ca 1½ år at lære hende... Men nu går det fint. Dog ikke, hvis der lige kommer en hare forbi - så skal den altså motioneres først. Hun har en meget stor aktionsradius, på op til 500 m fra mig. Gemmer jeg mig, bliver hun heller ikke spor panisk - hun stikker bare næsen op i vinden, kommer hen til mig "nå, er du dér" og smutter så væk igen.

 

Ja, det var en lang historie om mit lille problembarn. Hun er en dejlig hund - men en kæmpe udfordring, når man egentlig har hund for at træne, og det er næsten umuligt med hende. :damn:

 

Puha, hun minder godt nok meget om min hund, bortset fra at den usikkerhed du beskriver er noget mindre. Tror ikke at hunde kan være autister (for det er jo også noget med, ikke at kunne sætte sig i andres sted og det evner hunde vel kun på et meget ringe plan i forvejen) men jeg tror at de kan blive så opkørte over indtryk at de kommer op på et niveau hvor de bliver ude af stand til at forholde sig til omverdenen.

 

Jeg havde meget gode erfaringer med en tøjsnor der fysisk tvang min hund til at opholde sig tæt på mig igennem et par måneder. Også en forventet øjenkontakt, hver gang han skulle noget, virkede til at få vendt lidt af fokus hen på mig. Øjenkontakten virkede faktisk også lidt beroligende (jeg tolkede det ihvertfald som om han fik en pause fra de ydre indtryk). Hver gang han så på mig af sig selv, reagerede jeg ved at rose (efter at have været en tur hos Ninjamor) og de 3 ting vendte bøtten for os,.... stort set ihvertfald.

 

Min hund anvendte heller ikke ret mange signaler (da han var lille bed han sig bare fast i de hunde der kom hen til ham) men med en klikker fik jeg da vænnet ham til at have en nogenlunde afslappet kropsholdning og idag anvender han både høflighedsbue, venden siden til osv. Så det kan altså blive bedre, men måske skulle du bruge dit krudt på du træne sådanne ting istedet for, inden hun bliver alt for gammel.

 

Bare for min egen nysgerrigheds skyld, var hun den mindste hvalp i kuldet?. Det var min nemlig og ud af et kuld på 16, hvoraf 3-4 af dem døde.

Hej Ascha

Nej, hun var ikke den mindste hvalp - men heller ikke den største. Hele kuldet overlevede og trives fint, udover en som blev aflivet som 8-9 ugers pga. et skadet ben.

 

Vi bruger rigtigt meget øjenkontakt - hun skal sætte sig og kigge på mig før hun får lov til at snuse, gå eller andet. Men nogle gange - eller nærmest de fleste gange - skal jeg stå i minutter og forsøge at fange hendes opmærksomhed, før det lykkes. Det er her, jeg bruger klikkeren - så snart hun vender hovedet og søger kontakten, kommer klikket, efterfulgt af belønningen. Alligevel kan hun finde på at vende hovedet væk igen mellem klikket og godbidden...

 

Til Buddha - du skriver, at hunde ikke kan lyve og om hun kunne være bange. Jeg er naturligvis godt klar over, at hunde ikke kan lyve Alligevel virker det underligt, at hun viser venlige og som du skriver dæmpende signaler for derefter nærmest at overfalde den anden hund. Hun er definitivt ikke bange af sig, heller ikke for andre hunde. I bund og grund tror jeg, at hun ikke fatter deres signaler - og måske heller ikke helt er klar over sine egne. Hun er interesseret når de er i nærheden - derfor hendes fremadvendte ører og afslappet hale. Det hun så nok ikke forstår, er at hendes holdning faktisk er en invitation til dem om at komme hen til hende. Når så de kommer for tæt på, bliver hun usikker og agressiv. Det store hanhunde, som hun kan løbe sammen med (hun leger ikke), ignorerer hende. Og bliver hun for hysterisk, får hun lige et enkelt knur. Men det fungerer altså kun med rolige og selvsikre hanhunde af en vis størrelse. Er det en for højtgrearet hund, kører de hinanden op.

 

Mht. børn er hun også meget interesseret, og vil faktisk gerne hen og snuse til dem. Bøtten vender kun, hvis barnet ikke ignorerer hende, men selv søger kontakten. Så er det, at hun bliver bange eller nervøs eller usikker - og vi er i risikozonen for et markeringsbid.