Hop til indhold

Aggression


Umulia
 Share

"It is nought good a sleping hound to wake"

- Geoffrey Chaucer, 1380

Den hyppigste aflivningsårsag for hunde (bortset fra sygdom/alderdom) er aggressiv adfærd, og mange hundeejere bliver meget chokerede første gang de oplever aggression fra deres hunds side. Men aggression er en naturlig del af en hunds liv, og selv om vi sjældent tænker over det, også en naturlig del af vores eget liv.

Der findes flere typer af aggression, og de fleste kan forebygges ved at vi som hundeejere lærer at være opmærksomme på vores hundes sprog og signaler. Egentlig aggressiv adfærd er nemlig ofte sidste udvej for en hund, efter at dens øvrige forsøg på at udtrykke sine følelser er blevet ignoreret.

Aggression bliver ofte fejlfortolket som et udslag af "dominans", men skyldes faktisk oftest frygt. Ressourceforsvar er et typisk eksempel på en type aggression, der bunder i frygt. De fleste tilfælde af aggression mod mennesker har sandsynligvis også deres årsag i frygt.

De forskellige former for aggression

Selvforsvar - Frygt er årsag til mange, måske de fleste episoder hvor hunde bider mennesker. Situationerne kan være [PRBREAK][/PRBREAK]

mange forskellige, men typisk er det i tilfælde hvor hunden føler sig omklamret og ikke har mulighed for flugt. Frygten kan også udløses af genstande eller handlinger, som hunden har dårlige erfaringer med.

Inden biddet falder, har hunden som oftest prøvet at kommunikere ved at vise de såkaldt "dæmpende" signaler, f.eks. slik om snuden, store øjne, flakkende blik og tilbagelagte ører. Mange hundeejere overser disse signaler, hvorefter hunden går over til at bruge mere tydelige signaler, typisk knurren.

En del hundeejere har den holdning at hunden ikke må knurre. De straffer eller skælder ud når det sker. Hvis hunden i forvejen var utryg, øger den negative reaktion fra ejeren frygten, og hunden føler sig måske nødsaget til at markere med snappen i luften eller et såkaldt hæmmet bid, der ikke gennembryder huden. I værste fald kan en hund, hvis dæmpende signaler konsekvent ignoreres, udvikle sig til en såkaldt angstbider, der reagerer på enhver følelse af utryghed ved straks at bide.

Aggression udløst af frygt kan forebygges ved at årsagen identificeres korrekt, og hundeejeren lærer at opfatte hundens dæmpende signaler.

Det samme gælder ved møder med andre hunde. En angst hund, der reagerer med aggression, kan udløse et angreb fra en anden hund. Derfor er det vigtigt at være opmærksom på hundes sprog, hvilket gør det muligt at forhindre konflikter før de opstår.

Ressourceforsvar - Det, at hunden knurrer eller bider når den står ved sin madskål eller har et tyggeben eller et stykke legetøj, er grundlæggende et tegn på utryghed. Hunden stoler ikke på at den får lov til at beholde den værdifulde ressource.

Nogle hundeejere forsøger at forebygge eller kurere ressourceforsvar ved rutinemæssigt at tage ting eller mad fra hunden. Dette har naturligvis den stik modsatte virkning, idet det bekræfter hunden i dens opfattelse af at mennesker vil "stjæle" dens ressourcer. En bedre metode er at opbygge et solidt tillidsforhold til hunden inden man begynder at træne "slip" kommandoen.

Territorieforsvar - Hunde er territoriale. Det er et faktum som mennesker har udnyttet gennem årtusinder ved at bruge hunde som vagter og beskyttere. Nogle racer og individer er mere territoriale end andre.

Som hundeejer kan man selv dæmpe hundens territorieforsvar ved at sørge for at den socialiseres grundigt med fremmede som hvalp, og ved generelt at opmuntre social adfærd overfor fremmede.

Hunde er også territoriale overfor hinanden. Første gang to hunde skal mødes, er det derfor bedst at det foregår på neutral grund.

En hund har også brug for at have sit personlige "territorium" i forhold til flokken eller familien. En soveplads vil typisk blive betragtet som personligt rum, så længe hunden opholder sig der, og bidepisoder forekommer når mennesker ikke respekterer hundens "privatsfære". Det kan på det varmeste anbefales at lade hunden have en kurv, et sofahjørne el. lign. som er dens private fristed, hvor den ikke må forstyrres. Vækkes en sovende hund, sker det af og til at selvforsvarsdriften træder i kraft, og hunden bider uden at registrere hvem fredsforstyrreren er.

Nogle hundeejere tror fejlagtigt at en god soveplads - f.eks. i sofaen - er tegn på høj social status, og at hunden vil "dominere" hvis man tillader den at ligge i seng eller sofa. Blandt vildtlevende hunde og ulve er det imidlertid ikke tilfældet. Her er det "først til mølle" princippet der gælder. Til gengæld har en hund opgivet ethvert krav til den gode plads, så snart den rejser sig. Hunden vil altså ikke få ejerfornemmelser overfor seng eller sofa, hvis den får lov at ligge der.

Behovsopfyldelse/opportunisme - Ligesom mennesker og alle andre dyr, er hunde motiverede til at søge at opfylde deres behov. Dette kan gøres på mange forskellige måder - aggression er en af dem.

Hundeejere med mere end én hund oplever af og til at en stærkere hund vil prøve at tage f.eks. mad eller tyggeben fra en svagere. Det er en naturlig adfærd, som dog kan forebygges ved at sørge for at der enten er rigeligt med ressourcer tilstede - f.eks. tre tyggeben til to hunde - eller ved at lade hundene spise i hvert sit rum.

Det er yderst sjældent at hunde forsøger sig med at true sig til ressourcer fra mennesker. Det kan dog ske overfor mindre børn, men vil som regel hænge sammen med at hunden misforstår barnets signaler. En kiks der viftes foran hundens næse kan hurtigt blive opfattet som en gave, og hvis barnet ikke er indstillet på at slippe, kan det føre til konflikt. Her er det en klar forældreopgave at forhindre barnet i at virke som en fristelse for hunden.

Rivalisering - Aggression pga. hormonelt betinget rivalisering, også kaldet egetkønsaggression, mod andre hunde, er forholdsvis almindeligt. Det er sandsynligvis den form for aggression, der giver hundeejere de fleste ubehagelige overraskelser. Man synes at man har gjort alt for at socialisere sin hvalp, og er vant til at den kan lege med alle hunde, men pludselig en dag går det galt, og hunden ryger i slagsmål.

Der findes grader af egetkønsaggression, og det forekommer hyppigere hos nogle racer end hos andre. Da det er hormonelt og aldersmæssigt betinget, vil træning sjældent gøre en markant forskel. Det bedste man kan gøre er, at erkende at ens hund nu er voksen og ikke længere får det samme ud af samværet med andre hunde. Samtidig må man tage ansvar for at hunden ikke er til fare for andre, ved at holde den i snor på offentlige områder, og sikkert indhegnet i haven.

Rivalisering kan også forekomme på tværs af kønnene, og hos neutraliserede hunde. I så fald skyldes det sandsynligvis at hundenes indbyrdes sociale relation ikke er tilstrækkeligt afklaret.

Jagtadfærd - Jagt er ikke egentlig aggression, men forveksles ofte med det. En hunds jagtinstinkt kan stimuleres af genstande eller dyr der bevæger sig hurtigt. Det er bl.a derfor mange hunde reagerer på joggere. Desværre kan instinktet også i sjældne tilfælde tændes af mindre hunde eller børn, fordi deres bevægelser og lyde minder om et byttedyrs.

Da hunde er rovdyr, er det kun naturligt at de har et jagtinstinkt, men hos nogle er driften stærkere end hos andre. Som hundeejer kan man v.hj.a træning kanalisere hundens jagtinstinkt over i tilladte aktiviteter som f.eks. agility og boldleg.

Hundeslagsmål

Der findes f.eks. grader af konflikter mellem hunde, ligesom mellem mennesker. Oftest nøjes man med at skændes og råbe højt, men af og til kommer det til fysisk konflikt. Da hunde har et mindre nuanceret sprog end mennesker, er vejen til fysisk konflikt noget kortere.

  1. Det der for hunde svarer til skænderier er ofte med meget lyd på i form af gøen, snerren og knurren. Snappen med tænderne i luften kan også forekomme, men sjældent egentlige bid. Denne type konflikter varer sjældent mere end få sekunder, selv om det sædvanligvis føles længere for mennesker der overværer dem.
  2. Næste grad af konflikt er lidt mere alvorlig, stadig med meget lyd, men også med hæmmede bid, der kan give blå mærker. Ligesom "skænderier" er disse episoder som regel kun kortvarige.
  3. Egentlige slagsmål kan inddeles i to grader. Den mindst alvorlige type er den hvor hundene snerrer og leverer hurtige bid, der gennemtrænger huden. Her er det tydeligt at hundene "mener det" og rent faktisk forsøger at skade hinanden.
  4. Den mest alvorlige form for slagsmål er den hvor hundene forsøger at skade hinanden alvorligt, eller ligefrem dræbe. Bid fastholdes og der ruskes i modstanderen. Disse konflikter er oftest næsten lydløse, da hundene bruger deres energi på at bide i stedet for at true.

 

Konflikttype 1 og 2 er forholdsvis almindelige og kan forekomme såvel blandt hunde, der møder hinanden for første gang, som blandt hunde, der lever sammen, og normalt enes fint. De kan f.eks. udløses af ressourceforsvar.

Med mindre denne type konflikter opstår jævnligt, er der sjældent grund til bekymring fra ejerens side.

Hvis to hunde, der lever sammen, kommer i konflikt af type 3 eller 4, er fremtidsudsigterne ikke gode. Det kan anbefales at finde årsagen til konflikterne, evt. med hjælp fra en adfærdsbehandler, men ofte vil eneste løsning være at hundene holdes adskilt.

 Share


Bruger Feedback

Recommended Comments

Der er ingen kommentarer at vise




×
×
  • Tilføj...