Hop til indhold

Hundes venligheds-gen er fundet


Journalisten

Ulven er stamfader til hunden - det er slået fast, om end den ulverace hunden nedstammer fra for længst er udød. Nu er forskerne blevet klogere på, hvad det præcis er der adskilte ulv og hund.

Det ældste bevis på at mennesker og hunde har levet sammen blev fundet i 2011. Det er et 33.000 år gammelt kraniefossil, fundet i Sibirien. Kraniet har tilhørt en hund, der har lignet en Samojed, men som er tættere beslægtet med ulven end nutidens Samojed-race er. Fundet overbeviste forskere om at den moderne tamhund er opstået flere steder på kloden, på forskellige tidspunkter, uafhængigt af hinanden. Men hvad er det der adskiller de to arter fra hinanden, sådan helt præcis?

Det undrede Bridgett von Holdt, der er biolog med speciale i evolution på Princeton University, sig over. Derfor startede hun et forskningsprojekt i 2014, som nu har båret frugt. Studiet var todelt. Det havde en praktisk dimension, der skulle bevise at hunde er mere sociale og menneskevenlige end ulve - et punkt der om noget adskiller de to arter. Den anden del af studiet undersøgte en lang række gener, der påvirker hjernens sociale evner.

Det praktiske eksperiment gik ud på at sammenligne 18 hunde af vidt forskellige racer med ulve, der var vokset op i fangeskab og havde haft meget tæt kontakt med mennesker hele deres liv - således havde de to artsgrupper de samme forudsætninger. Hvert dyr skulle finde frem til et stykke pølse i en kasse med låg på - ikke just nogen uoverstigelig opgave. Gennem tre år blev dyrene ført gennem dette eksperiment og resultatet var ikke til at tage fejl af. Ulvene klarede opgaven langt hurtige og langt mere effektivt hver eneste gang. Ved hjælp af optagelser og noter fandt Holdt frem til, at dette skyldtes én meget genkendelig ting. Hundene var langt mere opmærksomme på de tilstedeværende mennesker. De skulle lige tjekke om det nu var i orden at bryde ind i kassen, om de måtte spise pølsen, gøre opmærsom på hvor dygtige de var til at åbne kassen eller valgte simpelthen bare at lege med mennesket i stedet for. Ulvene ignorerede stort set mennesket og gik målrettet efter det nemme måltid.

I det efterfølgende laboratoriestudie fandt Holdt frem til noget tilsvarende interessant. To gener varierede enormt meget fra ulv til hund, nemlig GTF2I and GTF2IRD1. To gener lyder jo ikke af meget, men netop disse to gener kan faktisk forklare hvad der gjorde hunden til en hund for alle de mange tusinde år siden. Mennesket har de samme to gener, og hvis man mangler dem, lider man af noget der hedder Williams Syndrom. Hos mennesker viser det sjældne syndrom sig i form af et karakteristisk "gavtyveagtigt" udseende, kognitive vanskeligheder og - vigtigst i denne forbindelse - en iøjnefaldende mangel på sociale hæmninger, en trang til altid at være sammen med andre og anse alle som venner.

Herudaf udleder Bridgett von Holdt, at mutationer hos nogle få ulve, engang i tidernes morgen, har gjort dem mindre menneskesky. Mennesket har taget dem til sig og naturligvis avlet videre på de venligste og mest sociale, altså dem med de største variationer af de to gener. Denne avl har nu stået på i årtusinder, hvorfor forskellene fra ulv til hund er meget markant. Holdts forskning har mange anvendelsesmuligheder indenfor den videre avl. Jo flere gener vi får kortlagt, des mere specifikt kan vi avle eftertragtede egenskaber ind i fremtidens generationer af hunde.



Bruger Feedback

Recommended Comments

Der er ingen kommentarer at vise




×
×
  • Tilføj...