Hop til indhold

Journalisten

Administrators
  • Antal indlæg

    128
  • Medlem siden

  • Senest besøgt

Community omdømme

0 Neutral

Om Journalisten

  • Rang
    Holdbar

Seneste besøgende på profilen

Blokken med seneste besøgende er deaktiveret, og bliver ikke vist til andre

  1. Journalisten

    Billigste fragt på hundeudstyr

    Hvis man er hundeejer eller generelt set bare glad for hunde, så vil man typisk også have med en del pakker at gøre. Det kan enten være, at man skal modtage pakker, for gaver med legetøj eller mad, man som har købt til hunden, men det kan også være, at man selv skal sælge til andre, og derfor er det vigtigt, at man kender til de billigste steder at få fragtet sine pakker. Der er nemlig stor forskel på prisen i at sende pakker, og hvis du vælger det forkerte sted, så kan en pakke let komme til at koste dig 20-30 kroner ekstra i fragt, og hvis det er kunden der skal betale det, så er det ikke sikkert, at får solgt ligeså meget af dit hundeudstyr. Så hvad enten det er Bring, Postnord, GLS eller et andet fragtfirma, så bør du sætte dig ned og få kigget på, hvor du egentlig kan få den billigste fragt på din pakke transport. Hvor kan man sammenligne priser? For at finde den billigste og hurtigste metode på den mest overskuelige måde, bør du sammenligne de forskellige priser. Heldigvis for dig, har Pakke.dk løsningen klar, da de tilbyder den service, som du leder efter. Det fungerer meget simpelt på den måde, at ud blot indtaster de forskellige informationer, og derefter regner hjemmesiden selv ud, hvad det kommer til at koste dig, og hvor længe pakken er undervejs. Du skal først og fremmest vælge hvorfra og hvortil, at du gerne vil sende din pakke. Derefter skal du vælge størrelsen. Det kan være en lille normal pakke, det kan være en større pakke som en flyttekasse, eller det kan være en palle (og container, hvis du pludselig skulle få brug for det). Priserne er ganske fair, og de bliver stillet op, så du kan se den billigste løsning først. Hvis du skal sende en helt normal størrelse pakke med en maksimumvægt på 4 kg. Så vil det være Bring, der kan tilbyde dig den billigste pakketransport. Her vil en pakke fra Jylland til Sjælland cirka koste dig 45 kroner, og det vil tage mellem 1-2 arbejdsdage før pakken er leveret. Med held vil pakken altså være fremme næste dag, og ellers vil den maksimum være fremme efter to hverdage. Leder du efter en hurtigere løsning, hvor pakken er garanteret at være fremme næste dage, så skal du enten tage et kig hos GLS eller hos Postnord. Her er priserne hos begge to 80 kroner. Priserne varierer dog, og de priser du læser her, kan være enten billigere eller dyrere, når du kigger på dine priser. Løsningen med at sammenligne priserne gør dog, at du altid vil kunne finde de billigste priser, og det hjælper dig økonomisk, hvis du jævnligt skal sende pakker.
  2. Journalisten

    Dalmatinere i medier og reklamer

    Historie og udseende Dalmatineren vides ikke med sikkerhed, hvor den stammer fra, men man ved, at der er tale om en meget gammel race. En teori fortæller, at racen stammer fra den østlige del af middelhavsområdet, hvorfra den så senere har udvandret henholdsvis mod den Europa og øst mod Indien. Dalmatineren har en middelstor krop, der både er kraftig og muskuløs. Der er tale om en hund, der er skabt til udholdenhed såvel som fart. Dens hoved er en smule langstrakt, og den bærer ørerne tæt ind til hovedet. Denne race blev hurtigt populær, og i 1700- og 1800-tallet var den især populær i England. Her var den blandt andet med til at ledsage hestevogne, hvor den formodes at have haft en rolle både som vagthund, men også som en form for dekoration. Der kan være flere grunde til, hvorfor den historisk set blev populær, og hvorfor den stadig er yderst populær i diverse medier. Historisk set var den sandsynligvis nyttig, men var samtidig også et symbol på prestige. Dalmatinerens popularitet i film På grund af racens optræden i diverse film og reklamer, er der nu tale om en race, der er meget genkendelig. Det er måske også derfor, at den er så vellidt, da vi alle har stødt på den tidligere i vores liv, og det bringer visse minder frem fra dengang. De fleste mennesker kender til filmen ved navn 101 Dalmatinere, der må siges at være en klassiker fra Disney. Denne film var blandt andet med til at popularisere brugen af denne race i medierne, og siden da har den optrådt i diverse film og reklamer. 101 Dalmatinere blev for første gang vist i biografen i år 1961, og siden da har den nydt stor popularitet, hvilket blandt andet har ført til en efterfølger, der udkom i år 2003. Kort fortalt omhandler filmen de to dalmatinere Pongo og Perle. Pongo, der bor med sin ejer, beslutter sig for at finde kærligheden til sig selv og sin ejer. Han forelsker sig i dalmatineren, Perle, og det ender med, at de to mennesker og de to hunde bliver gift. Der er tale om en kærlighedshistorie, som generelt er meget populær i medierne, da det er noget, som mennesker kan relatere til og ønsker at finde. Det er måske derfor, at filmen er blevet så populær, da der er tale om en genkendelig situation. Popularitet på online casinoer og andre medier Det er ikke kun i film, at dalmatineren optræder. Blandt andet ser man også på diverse online casinoer, at racen bliver brugt til reklamer. Her vil vi fokusere på Clemens Spillehal, som er et online casino. Et eksempel er dalmatineren fra Clemens Spillehal, som man møder, når man går ind på hjemmesiden. Her ser man i første omgang rapperen, Clemens, der er frontfigur. Ved Clemens’ side ser vi dog hurtigt en sød dalmatiner, der har masser af udstråling. Dalmatineren går igen flere steder på hjemmesiden, så man er ikke i tvivl om, at der er tale om en central figur. Alene på forsiden optræder den i skrivende stund sammen med Clemens to forskellige steder. Det er således ikke blot Clemens, men også dalmatineren, der er i fokus, og man kan se, at de to har et specielt bånd til hinanden. Det er dog ikke det eneste eksempel, hvor denne race bliver benyttet i medierne. Foretager man en hurtig søgning på Google, bliver man hurtigt overdænget med diverse sider om racen. Så er man blevet helt vild med denne hund, så er der masser af sider at udforske.
  3. Journalisten

    Sådan får du mere råd i budgettet til en hund

    I vores verden findes der ikke noget bedre, end menneskets bedste ven. En hund er der altid for en, uanset om man er i godt eller dårligt humør. Desværre er det ikke altid en billig affære at anskaffe sig en hund, da der både skal være plads i budgettet til mad, legetøj, udstyr samt besøg hos dyrelægen, hvis der skulle ske noget med vovsen. Sidst men ikke mindst er der naturligvis også beløbet for selve hunden, men det er det mindste af udgifterne, selvom det kan virke højt i starten. I denne artikel vil vi komme med gode tips og tricks til, hvordan du kan få mere plads i dit budget, så du har råd til at have menneskets bedste ven rendende rundt i huset. Få hjælp af din hund til at have råd til den Det lyder måske en anelse mystisk, men faktisk kan din hund være vejen frem til, at du har råd til at eje den. Rigtig mange mennesker elsker dyr, og hvis du er god til enten at tage billeder af den, eller skrive sjove interessante opslag, så kan du faktisk tjene penge på lille Fido. Du kan enten gøre det ved at starte en blog, hvor du skriver omkring livet med din hund, eller du kan starte en Instagram-profil, som udelukkende omhandler din hund. I begge tilfælde kræver det, at du får seere og læsere til, som gerne vil læse om dit forhold til din hund. Bliver det bare en lille succes, kan du både få penge for sponsoreret indhold, men du kan også gratis mad, legetøj og andet til din hund. Start en onlineforretning Det kan være, at du bare er helt kanon til at lave hjemmelavede ting. Hvad enten du er god til at sy, strikke eller noget helt tredje, så har du faktisk mulighed for at sælge det på nettet, og det er ganske let. Du kan lave din egen forretning helt gratis, enten ved hjælp af Ebay eller Amazon, eller du kan vælge en af de mange færdiglavede webbutikker, hvor du kun skal betale en lille del af dit salg, for at få lov til at ligge. Har du ikke egenskaberne til at lave noget, som du kan sælge, så kan du også sælge ud af dit tøj, eller andet inventar i dit hjem, som du alligevel ikke bruger. Her kan du benytte DBA, G&G eller auktionssiden QXL til at skrabe lidt ekstra penge sammen i dit budget. Spar der hvor der spares kan Hvis du allerede sparer nok penge i forbindelse med indkøb, så kunne du måske overveje at kigge på andre steder, hvor du kan finde lidt penge. Det kan være, at du har en dyr forsikring, hvorfor ikke prøve at forhandle prisen ned? Ofte kan der spares flere tusinde kr. om året, hvis man bare gør en lille indsats for at ændre sine forsikringer. Det er typisk på bilforsikringer, at der er mange penge at hente. En bilforsikring vil være dyr for unge mennesker, og de glemmer simpelthen at få den ændret, når de bliver ældre. Kig derfor, om du ikke har et par steder du kan hente nogle penge, så du i stedet kan få råd til din nye bedste ven. Har du fint plads i budgettet hver måned til at eje en hund, men mangler et beløb til at anskaffe den, så kan du tage et kig på denne kviklån guide, hvor du hurtigt kan finde hjælp til at få et lån.
  4. Journalisten

    149 hunde reddet fra suppegryden i Sydkorea

    I Sydkorea afholder man hvert år en festival, der overgår den berygtede Yulin Festival i Kina med mange længder. Men i Sydkorea har traditionen myndighederne imod sig og ungdommen finder intet bevaringsværdigt i den. Dyreværnsorganisationen Humane Society International (HSI) anslår at omkring 2,5 millioner hunde bliver spist hvert år i Sydkorea, størstedelen under Bok Nal-festlighederne. Bok Nal følger månekalenderen og ligger altid i juli eller august, hvor vejret er meget varmt. Ifølge gammel overtro bliver man mindre varmesløv af at indtage hundekød. Heldigvis har landet en af de allerhøjeste uddannelsesindekser, og ungdommen har stort set lagt den grusomme tradition fra sig. Efterhånden som de gamle Bok Nal-tilhængere dør, bliver hundespiseriet udfaset af sig selv. 70-80% af Sydkoreas hundekød bliver spist under fesivalen, og industrien kan næppe overleve de næste par generationer. HSI er derfor gået mere eller mindre bort fra at angribe hundekødsspiseriet - om end de naturligvis stadig er imod det. I stedet tilbyder de hjælp til hunde-farmere, der gerne vil omlægge driften inden bunden går ud af markedet. Dette har vist sig at være særdeles effektivt, som lukningen af en farm d. 18. juli har vist. Her reddede HSI 129 hunde fra at ende i suppegryderne, efter at hundefarmeren selv havde ringet til dem og bedt om hjælp. HSI har hjulpet farmere med at lukke hundefarme ned ti gange siden 2014, og bedrifterne er med succes blevet lagt om til fx chilidyrkning eller til en vandingstjeneste. HSI hjælper farmerne med at lægge en forretningsplan, søge støtte fra staten og andre administrative gøremål. En enkelt farm med 129 hunde lyder ikke af meget imod de millioner af hunde, der avles på tusinder af farme landet over. Men det er en god start, og HSI's nye indgangsvinkel ser ud til både at virker og brede sig. Myndighederne er delt mellem at bevare landets kultur og de unge røster der ikke mener at denne specifikke del af landets kultur er værd at bevare. Talsmanden fra HSI, Nara Kim, siger: "Det er intellektuelt dovenskab at bruge kultur som en undskyldning for grusomhed, fordi kultur udvikler sig over tid, og vi ofte fralægger os fortidens praksisser." I et symbolsk angreb mod Bok Nal adopterede Sydkoreas præsident, Moon Jae-in, for nylig personligt en hund, der var befriet fra en hundekødsfarm. De 129 hunde der blev befriet forleden vil blive fløjet til USA og blive bortadopteret der.
  5. Journalisten

    Hund uden øjne trøster syge børn

    Da labradoren Harley var fem år gammel fik hun grøn stær. Normalt når hunde får grøn stær forsvinder deres evne til at se gradvist, over mange år, men Harley blev blind nærmest fra den ene dag til den anden. Helt og aldeles blind. Dyrlægerne kan stadig ikke forklare hvorfor det gik så hurtigt lige præcis for Harley, men da sygdommen også resulterer i stærke smerter i øjnene – også når de ikke virker – anbefalede de, at Harley fik opereret øjnene ud. Der var alligevel ikke noget at stille op. Harleys ejer, Rita Harrell fra South Carolina, var først meget imod indgrebet. Hun syntes det virkede alt for voldsomt og at hun, ved at godkende operationen, ville have opgivet uden kamp. Der er dog ingen kur for blindhed, der skyldes grøn stær, da vitale nerveender er blevet ødelagt og ikke kan genoprettes. Til sidst lod hun sig overtale, og hun har ikke fortrudt det. Harrall fortæller, at Harley blev en helt ny hund efter operationen. Smerterne var væk, og Harley blev nærmest som en hvalp igen – begejstret og livsglad – også selvom hun ikke kunne se en pind. Umiddelbart efter at labradoren var kommet sig, så Harrell et program om terapihunde i fjernsynet. Programmet fortalte blandt andet om hvilke kvaliteter en hospitalshund skulle besidde, og Harrell kunne krydse de fleste af dem af. De passede perfekt på Harley. Hun spildte ikke tiden, og efter nogle måneder med et grundigt træningsprogram, der naturligvis måtte indrettes efter Harleys specielle behov, var hunden klar til at muntre sin første patient op. Harley har arbejdet med patientopmuntring i over tre år nu, og det er blevet til utallige besøg på omegnens plejehjem og sygehuse. Hendes yndlingssted er Shriners Hospital for Children – en stor ortopædisk klinik for børn. Hvor voksne mennesker ofte er lidt tilbageholdende, når de møder den øjenløse hund, er børnene langt mindre hæmmede. Det er ikke mangel på hensyn, men blot en, umiddelbar kærlighed, mener Harrell. Harley elsker menneskelig kontakt – gerne nærkontakt – og børnene sparer ikke på den slags. Harrell glæder sig nu ekstra meget til hun bliver pensioneret, for det betyder at Harley kan komme ud på job hver dag. Historien om Harley blev oprindeligt bragt af CBS News.
  6. I den lille landsby Barmpton i England bor 13-årige Elijah. Hans familie ejer et større husmandssted, med en stor naturgrund, der er langt borte fra trafikken, og derfor får hans ti måneder gamle patterdale terrier, Flash, lov il at rende frit omkring på alle tider af døgnet. Flash er en velopdragen hvalp, der normalt aldrig strejfer, men om morgenen d. 26. juli vågnede Elijah op, som den pludselige ejer af en ægte heltehund. Flash havde ikke kunnet nære sig, da der opstod langt mere postyr end der normalt er i den søvnige landsby, der har under 100 indbyggere. Han så pludselig at en snes betjente løb rundt i området, i selskab med en lavtflyvende helikopter, og det var alligevel mere end Flash’ nysgerrighed kunne bære. Hun sluttede sig derfor til politibetjentene, der havde for travlt til at indfange og returnere ham. De var stærkt optaget af en eftersøgning, der gjaldt en ældre, dement kvinde. Hun havde forladt sit hjem alene, og ingen havde set hende i fjorten timer. Området er rigt på mørke skov og moser, og derfor frygtede politiet og hendes pårørende, at hun var kommet ud for en ulykke. Flash opfattede åbenbart at betjentene var i gang med at lede efter noget, og besluttede sig for at hjælpe til. Meget af natten løb han rundt i zigzag gennem krat og grøfter, men på et tidspunkt lagde han sig ned ved et levende hegn og begyndte at hyle højt. En af betjentene undersøgte hyleriet, og opdagede at den ældre kvinde lå, udmattet og frygtsom, men i god behold, inde mellem buskene. Det var først da betjentene returnerede Flash næste morgen, at Elijah og hans familie fandt ud af, at deres lille hund havde udkonkurreret tyve erfarne politifolk og en helikopter, og i øvrigt begået en heltedåd. De blev selvfølgelig både glade og imponerede, og Elijah sagde efterfølgende at Flash nok får lidt flere godbidder i sin madskål, end han plejer, de kommende dage. Den ældre kvinde har det efter omstændighederne godt, skriver Daily Mail.
  7. Journalisten

    Tysk Spids

    NOTE: Denne artikel dækker racerne grossspitz, mittelspitz, kleinspitz, keeshond/wolfspitz og zwergspitz NOTE: Zwergspitzen er OGSÅ dækket af artiklen om Pomeranian – Se slutningen af nærværende artikel. Der er fem forskellige racer med betegnelsen sort spids. Fælles for dem er, at de er ældgamle europæiske hunde, der i forskellig udstrækning har fungeret som hyrde- og vagthunde. Der er fundet velbevarede eksemplarer af spitz-hunde i tørvemoser, sammen med de mere berømte menneskelige moselig. Nogle af disse jordiske rester menes at være op til 6.000 år gamle, og man betragter derfor spitz-hundene, og særligt de fem tyske spidshunde, som de oprindelige nordeuropæiske hunde. Der er da også en hel familie af racer, der nedstammer fra mosefundene, og den forgrener sig vidt omkring, fra grønlandshunden i nord, til den japanske hokkaido i øst og måske endda den enigmatiske xolocuintle fra Mexico i vest. De fem tyske spidshunde er blandt de direkte efterkommere af ur-spitzen, og de ligner hinanden rigtig meget. Det er mest størrelsen og længden af pelsen, der varierer. De fem varianter er fremavlet efter forskellige folkeslags behov, i et område der går fra Bodensee nord for Alperne, til Ladoga-søen ved Skt. Petersborg – altså et areal der indbefatter nutidens Tyskland, Tjekkiet, Polen, Hviderusland, Baltikum og det vestligste Rusland, hvorfor det ikke er helt fair at kalde racerne tyske. De tyske spidshunde er menneskevant, nærmest fra fødslen, på grund af deres årtusinder lange forhold til os. Man har forsøgt at avle jagtinstinkterne ud af dem alle, med skiftende held. Wolfspitzen, der også kaldes keeshonden, kan godt udvise nogle jægertræk, og det samme gælder mittelspitzen. De forskellige racer skal have varierende mængder og typer af motion, baseret på deres størrelse. Wolfspitz og grossspitz, de to store racer, skal have lov til at strække sig, gerne over store afstande. Mittelspitzen er mindre krævende, men stadig en aktiv hund, som nyder at dyrke agility og andre udfordrende sportsgrene. Klein- og zwergspitzerne er på det nærmeste skødehunde, på størrelse med pekingesere, men med et lidt større behov for motion – de var arbejdshunde engang, skal man huske. Alle spitzhunde foretrækker at løbe frit i haven, og på den måde selv regulere deres motion lidt. De fem racers popularitet svinger, men keeshonden og zwergspitzen er modehunde i øjeblikket, med hvad der deraf følger af risikabel avl. Omvendt er grossspitzen ved at uddø, til trods for at den er en virkelig god familiehund, der er kendt for ikke at strejfe og at være meget kærlig imod børn. De tyske spidshunde har alle en kraftig underpels, der får resten af pelsdragten til at stå prangende ud fra kroppen, samt den karakteristiske krave, der er fyldig og luksuriøs at se på. Afhængigt af hundens størrelse tager det en halv til en hel time at børste pelsen igennem, hvilket bør gøres ugentligt. De to små racer, klein- og zwergspitz, lider af nogle af de samme skavanker som andre minihunde, såsom knæproblemer, men generelt er alle fem racer særdeles hårdføre, og de store spidshunde bliver ældre end andre hunderacer på den størrelse. Zwergspitzen er også kendt som en Pomeranian og har, grundet sin meget høje popularitet, sin egen artikel. [LINK TIL POMERANIAN] Race: Wolfspitz/Keeshond, Grossspitz, Mittelspitz, Kleinspitz, Zwergspitz/Pomeranian Max højde: Wolfspitz 55 cm, Grossspitz 50 cm, Mittelspitz 40 cm, Kleinspitz 30 cm, Zwergspitz 28 cm Vægt: Wolfspitz 17-20 kg, Grossspitz 15-20 kg, Mittelspitz 7-10 kg, Kleinspitz 4-5 kg, Zwergspitz 2-3,5 kg Børnevenlig: Wolfspitz, Grossspitz og Mittelspitz: Ja; Kleinspitz og Zwergspitz: Delvist Aktivitetsniveau: Wolfspitz og Grossspitz 4/5, Mittelspitz 3/5, Kleinspitz og Zwergspitz 2/5 Plejekrav: 3/5
  8. Journalisten

    Malteser

    Den lillebitte elegante Malteser er en race med forbløffende mange år på bagen. I Middelhavsområdets talrige havnebyer har der levet malteserhunde siden antikken. Racen kan spores hele 2800 år tilbage. Den tilhører Bichon-hundene – og er muligvis den ældste nulevende race af denne type – der altid har været gode til to ting: Skadedyrsbekæmpelse og selskabssnobberi. Den jævne befolkning brugte i vid udstrækning malteserne til at fjerne rotter fra pakhuse og skibe med, mens de rige elskede racen for dens sociale færdigheder og dens iver efter menneskelig kontakt. I løbet af sine næsten 3.000 års historie, har malteseren også sat sit præg på kunsten. Antikkens kunst var traditionelt hyldester til de rige og magtfulde, og deres foretrukne hunde blev som regel føjet til værket, om det så var tale om et episk digt, en statue eller en gulvmosaik. Malteseren er således blevet foreviget utallige gange gennem tiden. Den lettere hyperaktive spirrevip er stadig en yndet selskabshund – om end den har spredt sig til alle samfundslag nu. Den er smuk, med gulvlang, kridhvid pels og den spøjse sorte snude, og samtidig er den morsom. Den elsker at gå på opdagelse, også i det hus den bor i og har set tusind gange før, den hopper og danser, og når den en sjælden gang i mellem ligger stille, er den overstrømmende puttesyg. Desværre gør den en hel del, og det kan stort set ikke trænes ud af den. Det har medført at maltesere i visse lande, hvor man fører statistik over den slags, eksempelvis Sydkorea og Australien, er blandt de hunderacer der oftest bliver efterladt eller dumpet. Dens gøen og skyhøje aktivitetsniveau er derfor noget man skal være meget opmærksom på, inden man anskaffer sig en malteser. Overraskende nok er den omfangsrige pelsdragt ikke noget vildt stort besvær – medmindre man går efter at udstille hunden. En børstning en eller to gange om ugen er tilstrækkelig, hvis man sørger for at få alle knuderne med. Udstillingshunde skal børstes dagligt. Det kan også være en fordel at bade hunden månedligt, og vaske den med hundebalsam, så den sarte pels ikke splitter. I et land som Danmark er det også vigtigt at man er opmærksom på regn og fugt – pelsen ophober fugt hvilket hurtigt kan gøre hunden syg. Da mange maltesere har tandproblemer, er det også en stor fordel at vænne sin hund til at få børstet tænder, fra den er hvalp. Malteseren er ikke motionskrævende – den får som regel løbet en hel del energi af sig indenfor. Det er dog en overraskende stærk minihund, inde under al pelsen, og den skal have en god spadseretur om dagen, hvor den kan strække sig ud. Race: Malteser Max højde: 23 cm Vægt: 3-4 kg Børnevenlig: Delvist Aktivitetsniveau: 2/5 Plejekrav: 3-4/5
  9. Journalisten

    Dogue de Bourdeaux

    Den franske gigant har en bloddryppende historie, der går tilbage til Romerriget. I dag er racen udbredt og bliver brugt lige dele som familiehund og vagthund. Hvis man skulle beskrive Douge de Bourdeauxen (DDB) med ét ord, skulle det ord være ”loyalitet”. Racen, der ikke blev rigtigt strømlinet før omkring 1900, har alle tider været kendt som en modig hund, der aldrig lader sin ejer i stikken og som beskytter hjemmet mod snart sagt hvad som helst. Den nedstammer fra de antikke Molosser, men fik sit karakteristiske melankolske udtryk i middelalderens Frankrig, hvor den fandtes i forskellige varianter, der senere altså gled sammen til én. Udover at beskytte hus og mennesker, blev racen brugt til vildsvinejagt – en begejstret fransk greve skrev i 1300-tallet, at DDB’en, under en vildsvinejagt ”bider sig bedre fast end tre mynder” – i vore dage ikke en god målestok for hvor god en hund er, men det siger en del om dyrets frygtløshed og overvældende styrke. Det var dog som livvagt at DDB’en blev berømt, hvilket ikke altid var til den eget bedste. Som en jagthund, der kun var adelen beskåret, blev den stort set udryddet under den franske revolution, fordi den simpelthen nægtede at forlade sin herre, når folket kom for at henrette vedkommende. Det siges også at Adolf Hitler krævede alle DDB’er dræbt efter besættelsen af Frankrig, i raseri over at deres ekstreme loyalitet overfor de overvundne franskmænd. Hver gang er den kolossale hund dog vendt tilbage fra udryddelsen overdrev – i første tilfælde desværre fordi almuen tog den til sig som kamphund. Selvom DDB’en tilbragte mange år i arenaen, er den ikke længere aggressiv – snarere tværtom. Det er en hund der hviler fuldstændigt i sig selv, og ikke har synderligt meget tilovers for andre hunde, der konstant giver hals og viser sig. Det er ikke kun fordi racen er lidt tung bagi – faktisk kan den løbe forbløffende hurtigt, når det gælder. Dens zen-agtige mentalitet skyldes derimod nok nærmere at den, som få hunderacer, er helt bevidst om sin størrelse og styrke. Der er ikke særlig meget, udover en pøbel bevæbnet med høtyve og fakler, eller hele den tyske værnemagt, der kan true et bæst som DDB’en, og det ved den udmærket godt. Den ser simpelthen ikke nogen grund til at hidse sig op over småting. Af samme grund kan man roligt lade sin DDB fungere som en ”ægte” vagthund, uden at frygte at den skambider tilfældige mennesker. Det er som regel mere end rigeligt afskrækkende at den enorme hund gør en gang eller to, så stikker de fleste indbrudstyve af. DDB’en har kort, blank pels, der kan ordnes med en opvredet klud, hvis man vil undgå at den fælder, og ellers ikke behøver nogen pleje. De karakteristiske hudfolder omkring hovedet skal ligeledes renses med en klud. Som mange andre hunde i samme størrelsesorden, kommer DDB’er ofte til at lide af ledproblemer når de kommer op i årene, men ellers er sygdom en sjælden gæst hos den godmodige franske kæmpe. Race: Douge de Bourdeaux Max højde: 70 Vægt: 54-65 kg Børnevenlig: Ja Aktivitetsniveau: 3/5 Plejekrav: 1/5
  10. Journalisten

    Breton

    Den næsten haleløse spaniel-hund er Frankrigs mest populære jagthund – og det er faktisk ikke så mærkeligt. Racen er opkaldt efter Bretagne-området, hvor den menes at have sin oprindelse. Genetisk set er den blevet til ved at blande forskellige spaniels fra Frankrigs altanterhavskyst med hunde hjemmehørende I Wales – der har været en livlig handel mellem disse to steder gennem historien. Bretonen er ikke den eneste af disse vestfranske spaniels, men den bliver generelt betragtet som den ældste og ædleste af slagsen. Bretonen er en stående jagthund. Det vil sige at den på egen hånd finder byttet – der stort set altid er fugle – og holder det i skak mens jægeren indhenter den. Når jægeren er parat får hunden signal til at løslade byttet, som jægeren så nedlægger. Herefter er det hundens opgave at finde byttet, der ofte er fløjet et stykke, og bringe det tilbage. Bretonen er ikke bare en formidabel stående jagthund, den er ekspert i snepper, der eller er notorisk svære at holde styr på. Bretonen går også gerne længere væk fra jægeren end andre jagthunde, og afsøger et større område for vildt. Racen er utroligt populær i hjemlandet, samt i USA og Canada. Den er dog ikke ukendt heroppe i Norden. Selvom den er en glimrende familiehund – vel at mærke for familier, der ikke har noget imod at røre sig en del – sælger nordiske opdrættere dog helst til jægere. På den måde er de sikre på at hunden ender blandt mennesker, der forstår den og giver den al den motion og de udfordringer den har brug for, for at trives. Gennem generationer er det lykkedes de franske avlere, at udvikle en hund, der fødes stort set uden hale. Det er en fordel når den vilde jagt går gennem krat og underskov, hvor grene, skarpe sten, tjørn og andre forhindringer, kan forsinke og skade hunden. Der er krav til udstillingseksemplarer, om hvor lang halen må være, og i lande hvor den slags stadig er lovligt, bliver bretonens hale kuperet ned til under ti centimeter. Det er ikke lovligt i Danmark. Hvis man anskaffer sig en Breton, får man en hund, der let lader sig træne, men som kræver en hel del bevægelse. Den er lærevillig, selvsikker, og hvis den får motions nok, er den også både kærlig og meget rolig. Den accepterer børn, men kommer ikke selv løbende for at omfavne dem, før den kender dem godt. Pelspleje er der ikke meget af. Bretonens arbejdsområde er dog snavset og fyldt med burrer, knækkede kviste og andre ting, der sidder fast, selvom pelsen er kort og glat, og de skal børstes ud, straks man kommer hjem. Race: Breton Max højde: 55 cm Vægt: 14-18 kg Børnevenlig: Ja Aktivitetsniveau: 4/5 Plejekrav: 2/5
  11. Journalisten

    Tibetansk Mastiff

    Urhunden fra verdens tag. Den tibetanske mastiff er stamfader til et væld af andre store hunderacer, og bruges stadig som hyrdehund af nomaderne i Himalaya. Den tibetanske mastiffs navn er mere end almindeligt misvisende. For det første kan Tibet ikke gøre krav på den alene – den har historisk set også været udbredt i de indiske, mongolske og nepalesiske dele af Himalaya. For det andet er det ikke en mastiff. Den er til gengæld, med al sandsynlighed, stamfader til alle nutidige mastiff-racer, såsom grand danoisen, cane corsoen, doug de bordeauxen, den engelske mastiff, og herigennem også bullmastiffen, samt mange andre. Den store tibetaner regnes også som en forfader til de tunge bjerghunde, som leonbergeren og sanktbernhardshunden, og desuden også til så forskellige racer som mops og rottweiler. Kort sagt befinder den tibetanske mastiff sig i toppen af stamtræet, og genetikere har konkluderet at den skiller sig ud fra gråulven for hele 58.000 år siden, næsten 15.000 år før de fleste andre racer. I al den tid har den levet i Himalaya og været en del af de kvægdrivende nomaders liv. Den er dog ikke blevet anvendt som hyrdehund, i særlig vid udstrækning, men derimod som vagthund. Tibetanermastiffens størrelse, mod og bidstyrke er legendarisk, og mange, især vestlige, besøgende har beskrevet den som en overvældende stor hund. Det måtte vel egentlig være nok at nævne, at blandt de farer som hunden beskyttede sin familie og dens kvæg imod, var den bengalske tiger, et af de største rovdyr på landjorden. Det er altså ikke nogen hvilken som helst hund, der er tale om, men trods størrelsen og primitiviteten, er den tibetanske mastiff en god familiehund. Den er blevet vænnet til mennesker, bogstaveligt talt gennem titusinder af år, og føler sig faktisk ikke til rette uden mennesker omkring sig. Mange ejere påstår også at den ligefrem er ”selvopdragende” – altså at den hurtigt selv lærer hvor grænserne går, hvor man forretter sin nødtørft (og hvor man bestemt ikke gør!), og ikke skaber sig over noget mindre end et decideret indbrudsforsøg. Traditionelt set har hunden beskyttet kvinder og børn, mens mændene har flyttet de store flokke af yakokser rundt, og den tibetanske kæmpe er således også blevet mere end almindeligt børnevenlig. Interessant nok er efterkommerne af de tibetanske mastiffer, der blev bragt til Europa i 1800-tallet, og som danner roden i langt de fleste nulevende eksemplarers stamtræ, faktisk markant større end dem der i dag bor i Tibet og Nepal. Om det skyldes at vestlige opdrættere har gået efter at avle racen kæmpestor, eller at racen, der er trængt i sine gamle hjemlande, er skrumpet, er der uenighed om. I flere perioder har racen været udsat for dårlig avl i Vesten, men hver gang er der blevet rettet op på den igen, så den i dag er en glad og velfungerende, utroligt rolig og selvhjulpen ven af famlien. Den tibetanske mastiff er en enorm, men overskuelig hund. Selvom den har en del pels, kan man nøjes med at børste den månedligt, hvis det er nødvendigt. Den fælder kun en gang om året, og behøver ikke at komme i bad. Race: Tibetansk Mastiff Max højde: 84 cm Vægt: 45-72 kg Børnevenlig: Ja Aktivitetsniveau: 3/5 Plejekrav: 1/5
  12. Journalisten

    Karelsk Bjørnehund

    En frygtløs kriger fra det kolde nord. Den karelske bjørnehund har været en trofast følgesvend for indbyggerne I Finland, siden tidernes morgen. Arkæologiske fund beviser, at bjørnehunden har boet sammen med finnerne siden stenalderen. I den tid har den været brugt til lidt af hvert, eksempelvis slædehund, redningshund og vagthund. Den er og bliver dog primært en jagthund, selvom mange også blot har dem som familiehunde. Den er til stadighed i top 10 over de mest udbredte racer i hjemlandet. Racens navn er beskrivende for dens bytte. Den er en stor og solid hund, der stort ikke kender til frygt, og den har været anvendt til at jage losser og elge med, samt den skandinaviske brunbjørn – et af de farligste dyr i Norden. Den anvendes stadig til jagt og populationskontrol, og den er endda blevet eksporteret til dette formål. I flere amerikanske nationalparker bliver bjørnehunde brugt til at kontrollere bestanden af bjørne og pumaer, ikke ved at jage og dræbe dem, men ved at drive dem til nye dele af parkerne, så bestanden forbliver balanceret. Den karelske bjørnehund er med andre ord en hård nyser. Den går ikke af vejen for hårdt arbejde og vejrlig de fleste hunde ville krepere af. Den er loyal og rolig, og åbner kun munden når det er absolut nødvendigt – en særlig ting ved bjørnehunden er, at den kan kommunikere detaljeret, eksempelvis kan den fortælle hvilket bytte den har fundet, hvis man ellers ved hvad man skal lytte efter. Som andre hardcore arbejdshunde deler bjørnehunden sin tid og energi skarpt op mellem arbejde og fritid. Når den arbejder virker den nærmest utrættelig, og den giver aldrig op eller forlader en opgave, medmindre man beordrer den til det. Omvendt er den en rigtig flad-ud-hund, når den har fri, og foretrækker at sove eller i hvert fald ligge stille, når den ikke er i brug. Oprindeligt har pelsdragten været mere farvestrålende, og det har været helt normalt at bjørnehunde fødtes med rødbrun, grå eller mørkebrun pels. Af æstetiske årsager begyndte man i 1800-tallet at avle specifikt efter sortpelsede hunde med hvide aftegninger, og sådan ser alle bjørnehunde ud i dag. Pelsen er selvjusterende og hunden behøver blot at blive børstet hver eller hver anden uge. Hvor den karelske bjørnehund nærmest er indfødt menneskekender, kan den gamle storvildtsjæger-race godt have det lidt svært med andre dyr, inklusive andre hunde. Den er genetisk despinoret til at betragte de fleste andre firbenede væsener som bytte eller fjender. Derfor er det vigtig at socialisere bjørnehundehvalpe intenst, hvis man vil undgå at de bliver aggressive mod andre dyr, når de bliver voksne. Race: Karelsk Bjørnehund Max højde: 60 cm Vægt: 20-24 kg Børnevenlig: Ja Aktivitetsniveau: 3/5 Plejekrav: 1/5
  13. Journalisten

    Welsh Corgi

    NOTE: Denne artikel indeholder informationer om både Welsh Corgi Pembroke og Welsh Corgi Cardigan. De to Corgi-racer har en mytologisk oprindelse, hvis man skal tro de gamle walisere. Andre mener at de fulgtes med de allerførste keltere, da de indvandrede til de britiske øer for tusindvis af år siden. Lige meget hvem der har ret, er det dog sikkert at de to slags corgier, Welsh Pembroke Corgi og Welsh Cardigan Corgi, har udført et job som hyrdehund i Wales i mindst 1.000 år. Først blev de brugt til at drive kvæg med, som såkaldte ”heelers”, der nappede køerne i haserne, for at få dem til at bevæge sig og skifte retning. Siden da, efter landbruget blev industrialiseret i løbet af 1800-tallet, er corgien blevet en populær familie- og udstillingshund, fordi den er billig i foder og let at pleje. Pembroken er den ”oprindelige” corgi, og man mener at det var små, vakse hunde, som vikingerne bragte med i deres pladsbegrænsede langbåde, der bladede sig med de lokale hunde og gav pembroken sit gavtyveagtige ræveansigt. De fleste eksperter placerer cardiganens vigtigste forfædre i Flandern, og tidsfæster deres ankomst til Wales, hvor racen nu er hjemmehørende, til 1100-tallet. Cardiganen har afrundede ører, men den største forskel på de to racer er halen – pembroken har kun en stumphale, der i visse lande kuperes helt væk, mens cardiganen har en struttende hale, der bøjer ind over ryggen. Desuden er cardiganen et par kilo tungere end pembroken. Selvom corgierne er meget lave skal man ikke tro de er hverken svage, lade eller skrøbelige. De korte ben er den udstyret med, for frygtløst at rende rundt mellem benene på kæmpestore kreaturer, som den skulle hundse rundt med. Den kan sagtens sætte sig i respekt, og den skal have ret meget plads og motion. Det gør den på mange måder til en rigtig god familiehund, for den kan sagtens følge med – også hvis der er børn – men samtidig fylder den ikke noget i bilen og passer fint i fodenden af sengen. Man finder ikke mange hyrdehunde, der ikke samtidig er særdeles intelligente, og corgierne er ikke undtagelser fra denne regel. Det er ikke nok at gå en tur med dem – de skal udfordres mentalt undervejs, og meget gerne med noget der minder om hyrdearbejde. Hvis hunden får rendt energien af og får lov at løse nogle opgaver, er den også langt mere rolig derhjemme. Det kan eksempelvis være at ”drive” børn eller andre husdyr sammen. Sjovt nok er de lavstammede corgier glimrende vagthunde. De er næppe i stand til at overmande en indbrudstyv, men det er særdeles årvågne og når de gør lyder de som hunde af en langt større kaliber, hvilket jo i reglen er nok til at afskrække de fleste ubudne gæster. På verdensbasis er pembroken den absolut mest udbredte af corgierne, men i Danmark er det spøjst nok omvendt – her er cardiganen den mest populære. En nævneværdig fordel ved det er, at de arvelige øjensygdomme, der er en af de utroligt få genetiske brister ved corgi-hundene, kun rammer lidt over 5% af cardiganerne, mens de rammer næsten 25% af pembrokerne. Generelt er corgierne dog ekstremt hårdføre og langt de fleste bliver gamle nok til simpelthen at dø af alderdom, når de er tolv år eller mere. Race: Welsh Corgi Pembroke & Cardigan Max højde: 33 cm Vægt: 11-17 kg Børnevenlig: Ja Aktivitetsniveau: 3/5 Plejekrav: 2/5
  14. Journalisten

    Hundes venligheds-gen er fundet

    Ulven er stamfader til hunden - det er slået fast, om end den ulverace hunden nedstammer fra for længst er udød. Nu er forskerne blevet klogere på, hvad det præcis er der adskilte ulv og hund. Det ældste bevis på at mennesker og hunde har levet sammen blev fundet i 2011. Det er et 33.000 år gammelt kraniefossil, fundet i Sibirien. Kraniet har tilhørt en hund, der har lignet en Samojed, men som er tættere beslægtet med ulven end nutidens Samojed-race er. Fundet overbeviste forskere om at den moderne tamhund er opstået flere steder på kloden, på forskellige tidspunkter, uafhængigt af hinanden. Men hvad er det der adskiller de to arter fra hinanden, sådan helt præcis? Det undrede Bridgett von Holdt, der er biolog med speciale i evolution på Princeton University, sig over. Derfor startede hun et forskningsprojekt i 2014, som nu har båret frugt. Studiet var todelt. Det havde en praktisk dimension, der skulle bevise at hunde er mere sociale og menneskevenlige end ulve - et punkt der om noget adskiller de to arter. Den anden del af studiet undersøgte en lang række gener, der påvirker hjernens sociale evner. Det praktiske eksperiment gik ud på at sammenligne 18 hunde af vidt forskellige racer med ulve, der var vokset op i fangeskab og havde haft meget tæt kontakt med mennesker hele deres liv - således havde de to artsgrupper de samme forudsætninger. Hvert dyr skulle finde frem til et stykke pølse i en kasse med låg på - ikke just nogen uoverstigelig opgave. Gennem tre år blev dyrene ført gennem dette eksperiment og resultatet var ikke til at tage fejl af. Ulvene klarede opgaven langt hurtige og langt mere effektivt hver eneste gang. Ved hjælp af optagelser og noter fandt Holdt frem til, at dette skyldtes én meget genkendelig ting. Hundene var langt mere opmærksomme på de tilstedeværende mennesker. De skulle lige tjekke om det nu var i orden at bryde ind i kassen, om de måtte spise pølsen, gøre opmærsom på hvor dygtige de var til at åbne kassen eller valgte simpelthen bare at lege med mennesket i stedet for. Ulvene ignorerede stort set mennesket og gik målrettet efter det nemme måltid. I det efterfølgende laboratoriestudie fandt Holdt frem til noget tilsvarende interessant. To gener varierede enormt meget fra ulv til hund, nemlig GTF2I and GTF2IRD1. To gener lyder jo ikke af meget, men netop disse to gener kan faktisk forklare hvad der gjorde hunden til en hund for alle de mange tusinde år siden. Mennesket har de samme to gener, og hvis man mangler dem, lider man af noget der hedder Williams Syndrom. Hos mennesker viser det sjældne syndrom sig i form af et karakteristisk "gavtyveagtigt" udseende, kognitive vanskeligheder og - vigtigst i denne forbindelse - en iøjnefaldende mangel på sociale hæmninger, en trang til altid at være sammen med andre og anse alle som venner. Herudaf udleder Bridgett von Holdt, at mutationer hos nogle få ulve, engang i tidernes morgen, har gjort dem mindre menneskesky. Mennesket har taget dem til sig og naturligvis avlet videre på de venligste og mest sociale, altså dem med de største variationer af de to gener. Denne avl har nu stået på i årtusinder, hvorfor forskellene fra ulv til hund er meget markant. Holdts forskning har mange anvendelsesmuligheder indenfor den videre avl. Jo flere gener vi får kortlagt, des mere specifikt kan vi avle eftertragtede egenskaber ind i fremtidens generationer af hunde.
  15. Journalisten

    Cane Corso Italiano

    Den ligner en listehund, men der er gode grunde til at Cane Corsoen ikke er forbudt. Skinnet bedrager, og bag det brutale ydre gemmer der sig en værdig, rolig og familievenlig hund. Sammen med andre store, muskløse hunderacer, som Boxeren og Broholmeren, nedstammer cane corsoen fra den græske race Molossen, der nu er uddød. Romerne tog molossen til sig, efter de havde erobret Grækenland, avlede videre på den og anvendte den til mange formål. De mest berømte af dem, hvis efterkommere senere blev til Rottweilere og Mastiffer, tog med de romerske legioner ud, og virkede både som trækdyr og krigshunde. De hunde, der blev hjemme i Italien, og ikke skulle frontalangrebe barbariske horder, blev brugt til vagthunde, og sådan opstod cane corsoen. Indtil for nylig, helt op i 1980'erne, boede racen stort set kun i sin ældgamle hjemegn i syditalien, hvor den har levet som gård- og vagthund i århundreder. Særligt vagttjeneste er corsoen aldeles fantastisk til - dens navn stammer endda fra det latinske "coorte", der betyder livvagt. I løbet af 70'erne var racen tæt på at uddø, men entusiastiske opdrættere fik den på ret køl igen. Først da en sund og fredtidsrettet avl var etableret, i 1994, blev corsoen accepteret af den italienske kennelklub, og tre år senere af det internationale forbund, FCI. I modsætning til sine krigeriske fætre er corsoen en meget rolig hund, der sjældent lader sig skræmme eller imponere. Den bliver stadig brugt på små landbrug i Apulia og Campania, til at vogte kvæg og svin, og beskytte huset mod indbrudstyve. Sit mådelige temperament til trods er corsoen både frygtløs og loyal, og tøver ikke med at beskytte sin familie. Det er derfor en fordel at vænne den til fremmede mennesker fra hvalpealderen, og lære den at adlyde meget præcise kommandoer. Corsoen sætter især en ære i at beskytte familiens "hvalpe", og er god til at underholde børn. En velafrettet corso er ikke tilbøjelig til at hoppe og springe omrking, så den vælter småbørn, og den finder sig i utroligt meget fra børn, som den betragter som en del af flokken. Omvendt kan børnene hverken vælte eller skade den massive vagthund, så der er meget at vinde ved at lade dem lege. Det milde klima i Syditalien har gjort en tyk og varm pels unødvendig. Corsoen kan dog sagtens holde til det danske klima alligevel, og pelsplejen er virkelig til at overse. En hund på den størrelse er til gengæld ret krævende i foder, og skal have en del motion, helst i form af lange ture, gerne med flere mennesker ad gangen, som den kan "holde styr på" - livvagt og hyrdehund som den er. De antikke gener er stærke og avlsprogrammerne i 70'erne reddede racen fra indavl, så corsoen har meget få og meget lidt udbredte arvelige sygdomme. Race: Cane Corso Italiano Max højde: 70 cm Vægt: 40-50 kg Børnevenlig: Ja Aktivitetsniveau: 3/5 Plejekrav: 1/5
×