Journalisten

Hvis man er hundeejer eller generelt set bare glad for hunde, så vil man typisk også have med en del pakker at gøre. Det kan enten være, at man skal modtage pakker, for gaver med legetøj eller mad, man som har købt til hunden, men det kan også være, at man selv skal sælge til andre, og derfor er det vigtigt, at man kender til de billigste steder at få fragtet sine pakker. Der er nemlig stor forskel på prisen i at sende pakker, og hvis du vælger det forkerte sted, så kan en pakke let komme til at koste dig 20-30 kroner ekstra i fragt, og hvis det er kunden der skal betale det, så er det ikke sikkert, at får solgt ligeså meget af dit hundeudstyr. Så hvad enten det er Bring, Postnord, GLS eller et andet fragtfirma, så bør du sætte dig ned og få kigget på, hvor du egentlig kan få den billigste fragt på din pakke transport. Hvor kan man sammenligne priser? For at finde den billigste og hurtigste metode på den mest overskuelige måde, bør du sammenligne de forskellige priser. Heldigvis for dig, har Pakke.dk løsningen klar, da de tilbyder den service, som du leder efter. Det fungerer meget simpelt på den måde, at ud blot indtaster de forskellige informationer, og derefter regner hjemmesiden selv ud, hvad det kommer til at koste dig, og hvor længe pakken er undervejs. Du skal først og fremmest vælge hvorfra og hvortil, at du gerne vil sende din pakke. Derefter skal du vælge størrelsen. Det kan være en lille normal pakke, det kan være en større pakke som en flyttekasse, eller det kan være en palle (og container, hvis du pludselig skulle få brug for det). Priserne er ganske fair, og de bliver stillet op, så du kan se den billigste løsning først. Hvis du skal sende en helt normal størrelse pakke med en maksimumvægt på 4 kg. Så vil det være Bring, der kan tilbyde dig den billigste pakketransport. Her vil en pakke fra Jylland til Sjælland cirka koste dig 45 kroner, og det vil tage mellem 1-2 arbejdsdage før pakken er leveret. Med held vil pakken altså være fremme næste dag, og ellers vil den maksimum være fremme efter to hverdage. Leder du efter en hurtigere løsning, hvor pakken er garanteret at være fremme næste dage, så skal du enten tage et kig hos GLS eller hos Postnord. Her er priserne hos begge to 80 kroner. Priserne varierer dog, og de priser du læser her, kan være enten billigere eller dyrere, når du kigger på dine priser. Løsningen med at sammenligne priserne gør dog, at du altid vil kunne finde de billigste priser, og det hjælper dig økonomisk, hvis du jævnligt skal sende pakker.

Historie og udseende Dalmatineren vides ikke med sikkerhed, hvor den stammer fra, men man ved, at der er tale om en meget gammel race. En teori fortæller, at racen stammer fra den østlige del af middelhavsområdet, hvorfra den så senere har udvandret henholdsvis mod den Europa og øst mod Indien. Dalmatineren har en middelstor krop, der både er kraftig og muskuløs. Der er tale om en hund, der er skabt til udholdenhed såvel som fart. Dens hoved er en smule langstrakt, og den bærer ørerne tæt ind til hovedet. Denne race blev hurtigt populær, og i 1700- og 1800-tallet var den især populær i England. Her var den blandt andet med til at ledsage hestevogne, hvor den formodes at have haft en rolle både som vagthund, men også som en form for dekoration. Der kan være flere grunde til, hvorfor den historisk set blev populær, og hvorfor den stadig er yderst populær i diverse medier. Historisk set var den sandsynligvis nyttig, men var samtidig også et symbol på prestige. Dalmatinerens popularitet i film På grund af racens optræden i diverse film og reklamer, er der nu tale om en race, der er meget genkendelig. Det er måske også derfor, at den er så vellidt, da vi alle har stødt på den tidligere i vores liv, og det bringer visse minder frem fra dengang. De fleste mennesker kender til filmen ved navn 101 Dalmatinere, der må siges at være en klassiker fra Disney. Denne film var blandt andet med til at popularisere brugen af denne race i medierne, og siden da har den optrådt i diverse film og reklamer. 101 Dalmatinere blev for første gang vist i biografen i år 1961, og siden da har den nydt stor popularitet, hvilket blandt andet har ført til en efterfølger, der udkom i år 2003. Kort fortalt omhandler filmen de to dalmatinere Pongo og Perle. Pongo, der bor med sin ejer, beslutter sig for at finde kærligheden til sig selv og sin ejer. Han forelsker sig i dalmatineren, Perle, og det ender med, at de to mennesker og de to hunde bliver gift. Der er tale om en kærlighedshistorie, som generelt er meget populær i medierne, da det er noget, som mennesker kan relatere til og ønsker at finde. Det er måske derfor, at filmen er blevet så populær, da der er tale om en genkendelig situation. Popularitet på online casinoer og andre medier Det er ikke kun i film, at dalmatineren optræder. Blandt andet ser man også på diverse online casinoer, at racen bliver brugt til reklamer. Her vil vi fokusere på Clemens Spillehal, som er et online casino. Et eksempel er dalmatineren fra Clemens Spillehal, som man møder, når man går ind på hjemmesiden. Her ser man i første omgang rapperen, Clemens, der er frontfigur. Ved Clemens’ side ser vi dog hurtigt en sød dalmatiner, der har masser af udstråling. Dalmatineren går igen flere steder på hjemmesiden, så man er ikke i tvivl om, at der er tale om en central figur. Alene på forsiden optræder den i skrivende stund sammen med Clemens to forskellige steder. Det er således ikke blot Clemens, men også dalmatineren, der er i fokus, og man kan se, at de to har et specielt bånd til hinanden. Det er dog ikke det eneste eksempel, hvor denne race bliver benyttet i medierne. Foretager man en hurtig søgning på Google, bliver man hurtigt overdænget med diverse sider om racen. Så er man blevet helt vild med denne hund, så er der masser af sider at udforske.

I vores verden findes der ikke noget bedre, end menneskets bedste ven. En hund er der altid for en, uanset om man er i godt eller dårligt humør. Desværre er det ikke altid en billig affære at anskaffe sig en hund, da der både skal være plads i budgettet til mad, legetøj, udstyr samt besøg hos dyrelægen, hvis der skulle ske noget med vovsen. Sidst men ikke mindst er der naturligvis også beløbet for selve hunden, men det er det mindste af udgifterne, selvom det kan virke højt i starten. I denne artikel vil vi komme med gode tips og tricks til, hvordan du kan få mere plads i dit budget, så du har råd til at have menneskets bedste ven rendende rundt i huset. Få hjælp af din hund til at have råd til den Det lyder måske en anelse mystisk, men faktisk kan din hund være vejen frem til, at du har råd til at eje den. Rigtig mange mennesker elsker dyr, og hvis du er god til enten at tage billeder af den, eller skrive sjove interessante opslag, så kan du faktisk tjene penge på lille Fido. Du kan enten gøre det ved at starte en blog, hvor du skriver omkring livet med din hund, eller du kan starte en Instagram-profil, som udelukkende omhandler din hund. I begge tilfælde kræver det, at du får seere og læsere til, som gerne vil læse om dit forhold til din hund. Bliver det bare en lille succes, kan du både få penge for sponsoreret indhold, men du kan også gratis mad, legetøj og andet til din hund. Start en onlineforretning Det kan være, at du bare er helt kanon til at lave hjemmelavede ting. Hvad enten du er god til at sy, strikke eller noget helt tredje, så har du faktisk mulighed for at sælge det på nettet, og det er ganske let. Du kan lave din egen forretning helt gratis, enten ved hjælp af Ebay eller Amazon, eller du kan vælge en af de mange færdiglavede webbutikker, hvor du kun skal betale en lille del af dit salg, for at få lov til at ligge. Har du ikke egenskaberne til at lave noget, som du kan sælge, så kan du også sælge ud af dit tøj, eller andet inventar i dit hjem, som du alligevel ikke bruger. Her kan du benytte DBA, G&G eller auktionssiden QXL til at skrabe lidt ekstra penge sammen i dit budget. Spar der hvor der spares kan Hvis du allerede sparer nok penge i forbindelse med indkøb, så kunne du måske overveje at kigge på andre steder, hvor du kan finde lidt penge. Det kan være, at du har en dyr forsikring, hvorfor ikke prøve at forhandle prisen ned? Ofte kan der spares flere tusinde kr. om året, hvis man bare gør en lille indsats for at ændre sine forsikringer. Det er typisk på bilforsikringer, at der er mange penge at hente. En bilforsikring vil være dyr for unge mennesker, og de glemmer simpelthen at få den ændret, når de bliver ældre. Kig derfor, om du ikke har et par steder du kan hente nogle penge, så du i stedet kan få råd til din nye bedste ven. Har du fint plads i budgettet hver måned til at eje en hund, men mangler et beløb til at anskaffe den, så kan du tage et kig på denne kviklån guide, hvor du hurtigt kan finde hjælp til at få et lån.

NOTE: Denne artikel dækker racerne grossspitz, mittelspitz, kleinspitz, keeshond/wolfspitz og zwergspitz NOTE: Zwergspitzen er OGSÅ dækket af artiklen om Pomeranian – Se slutningen af nærværende artikel. Der er fem forskellige racer med betegnelsen sort spids. Fælles for dem er, at de er ældgamle europæiske hunde, der i forskellig udstrækning har fungeret som hyrde- og vagthunde. Der er fundet velbevarede eksemplarer af spitz-hunde i tørvemoser, sammen med de mere berømte menneskelige moselig. Nogle af disse jordiske rester menes at være op til 6.000 år gamle, og man betragter derfor spitz-hundene, og særligt de fem tyske spidshunde, som de oprindelige nordeuropæiske hunde. Der er da også en hel familie af racer, der nedstammer fra mosefundene, og den forgrener sig vidt omkring, fra grønlandshunden i nord, til den japanske hokkaido i øst og måske endda den enigmatiske xolocuintle fra Mexico i vest. De fem tyske spidshunde er blandt de direkte efterkommere af ur-spitzen, og de ligner hinanden rigtig meget. Det er mest størrelsen og længden af pelsen, der varierer. De fem varianter er fremavlet efter forskellige folkeslags behov, i et område der går fra Bodensee nord for Alperne, til Ladoga-søen ved Skt. Petersborg – altså et areal der indbefatter nutidens Tyskland, Tjekkiet, Polen, Hviderusland, Baltikum og det vestligste Rusland, hvorfor det ikke er helt fair at kalde racerne tyske. De tyske spidshunde er menneskevant, nærmest fra fødslen, på grund af deres årtusinder lange forhold til os. Man har forsøgt at avle jagtinstinkterne ud af dem alle, med skiftende held. Wolfspitzen, der også kaldes keeshonden, kan godt udvise nogle jægertræk, og det samme gælder mittelspitzen. De forskellige racer skal have varierende mængder og typer af motion, baseret på deres størrelse. Wolfspitz og grossspitz, de to store racer, skal have lov til at strække sig, gerne over store afstande. Mittelspitzen er mindre krævende, men stadig en aktiv hund, som nyder at dyrke agility og andre udfordrende sportsgrene. Klein- og zwergspitzerne er på det nærmeste skødehunde, på størrelse med pekingesere, men med et lidt større behov for motion – de var arbejdshunde engang, skal man huske. Alle spitzhunde foretrækker at løbe frit i haven, og på den måde selv regulere deres motion lidt. De fem racers popularitet svinger, men keeshonden og zwergspitzen er modehunde i øjeblikket, med hvad der deraf følger af risikabel avl. Omvendt er grossspitzen ved at uddø, til trods for at den er en virkelig god familiehund, der er kendt for ikke at strejfe og at være meget kærlig imod børn. De tyske spidshunde har alle en kraftig underpels, der får resten af pelsdragten til at stå prangende ud fra kroppen, samt den karakteristiske krave, der er fyldig og luksuriøs at se på. Afhængigt af hundens størrelse tager det en halv til en hel time at børste pelsen igennem, hvilket bør gøres ugentligt. De to små racer, klein- og zwergspitz, lider af nogle af de samme skavanker som andre minihunde, såsom knæproblemer, men generelt er alle fem racer særdeles hårdføre, og de store spidshunde bliver ældre end andre hunderacer på den størrelse. Zwergspitzen er også kendt som en Pomeranian og har, grundet sin meget høje popularitet, sin egen artikel. [LINK TIL POMERANIAN] Race: Wolfspitz/Keeshond, Grossspitz, Mittelspitz, Kleinspitz, Zwergspitz/Pomeranian Max højde: Wolfspitz 55 cm, Grossspitz 50 cm, Mittelspitz 40 cm, Kleinspitz 30 cm, Zwergspitz 28 cm Vægt: Wolfspitz 17-20 kg, Grossspitz 15-20 kg, Mittelspitz 7-10 kg, Kleinspitz 4-5 kg, Zwergspitz 2-3,5 kg Børnevenlig: Wolfspitz, Grossspitz og Mittelspitz: Ja; Kleinspitz og Zwergspitz: Delvist Aktivitetsniveau: Wolfspitz og Grossspitz 4/5, Mittelspitz 3/5, Kleinspitz og Zwergspitz 2/5 Plejekrav: 3/5

Den lillebitte elegante Malteser er en race med forbløffende mange år på bagen. I Middelhavsområdets talrige havnebyer har der levet malteserhunde siden antikken. Racen kan spores hele 2800 år tilbage. Den tilhører Bichon-hundene – og er muligvis den ældste nulevende race af denne type – der altid har været gode til to ting: Skadedyrsbekæmpelse og selskabssnobberi. Den jævne befolkning brugte i vid udstrækning malteserne til at fjerne rotter fra pakhuse og skibe med, mens de rige elskede racen for dens sociale færdigheder og dens iver efter menneskelig kontakt. I løbet af sine næsten 3.000 års historie, har malteseren også sat sit præg på kunsten. Antikkens kunst var traditionelt hyldester til de rige og magtfulde, og deres foretrukne hunde blev som regel føjet til værket, om det så var tale om et episk digt, en statue eller en gulvmosaik. Malteseren er således blevet foreviget utallige gange gennem tiden. Den lettere hyperaktive spirrevip er stadig en yndet selskabshund – om end den har spredt sig til alle samfundslag nu. Den er smuk, med gulvlang, kridhvid pels og den spøjse sorte snude, og samtidig er den morsom. Den elsker at gå på opdagelse, også i det hus den bor i og har set tusind gange før, den hopper og danser, og når den en sjælden gang i mellem ligger stille, er den overstrømmende puttesyg. Desværre gør den en hel del, og det kan stort set ikke trænes ud af den. Det har medført at maltesere i visse lande, hvor man fører statistik over den slags, eksempelvis Sydkorea og Australien, er blandt de hunderacer der oftest bliver efterladt eller dumpet. Dens gøen og skyhøje aktivitetsniveau er derfor noget man skal være meget opmærksom på, inden man anskaffer sig en malteser. Overraskende nok er den omfangsrige pelsdragt ikke noget vildt stort besvær – medmindre man går efter at udstille hunden. En børstning en eller to gange om ugen er tilstrækkelig, hvis man sørger for at få alle knuderne med. Udstillingshunde skal børstes dagligt. Det kan også være en fordel at bade hunden månedligt, og vaske den med hundebalsam, så den sarte pels ikke splitter. I et land som Danmark er det også vigtigt at man er opmærksom på regn og fugt – pelsen ophober fugt hvilket hurtigt kan gøre hunden syg. Da mange maltesere har tandproblemer, er det også en stor fordel at vænne sin hund til at få børstet tænder, fra den er hvalp. Malteseren er ikke motionskrævende – den får som regel løbet en hel del energi af sig indenfor. Det er dog en overraskende stærk minihund, inde under al pelsen, og den skal have en god spadseretur om dagen, hvor den kan strække sig ud. Race: Malteser Max højde: 23 cm Vægt: 3-4 kg Børnevenlig: Delvist Aktivitetsniveau: 2/5 Plejekrav: 3-4/5

Den franske gigant har en bloddryppende historie, der går tilbage til Romerriget. I dag er racen udbredt og bliver brugt lige dele som familiehund og vagthund. Hvis man skulle beskrive Douge de Bourdeauxen (DDB) med ét ord, skulle det ord være ”loyalitet”. Racen, der ikke blev rigtigt strømlinet før omkring 1900, har alle tider været kendt som en modig hund, der aldrig lader sin ejer i stikken og som beskytter hjemmet mod snart sagt hvad som helst. Den nedstammer fra de antikke Molosser, men fik sit karakteristiske melankolske udtryk i middelalderens Frankrig, hvor den fandtes i forskellige varianter, der senere altså gled sammen til én. Udover at beskytte hus og mennesker, blev racen brugt til vildsvinejagt – en begejstret fransk greve skrev i 1300-tallet, at DDB’en, under en vildsvinejagt ”bider sig bedre fast end tre mynder” – i vore dage ikke en god målestok for hvor god en hund er, men det siger en del om dyrets frygtløshed og overvældende styrke. Det var dog som livvagt at DDB’en blev berømt, hvilket ikke altid var til den eget bedste. Som en jagthund, der kun var adelen beskåret, blev den stort set udryddet under den franske revolution, fordi den simpelthen nægtede at forlade sin herre, når folket kom for at henrette vedkommende. Det siges også at Adolf Hitler krævede alle DDB’er dræbt efter besættelsen af Frankrig, i raseri over at deres ekstreme loyalitet overfor de overvundne franskmænd. Hver gang er den kolossale hund dog vendt tilbage fra udryddelsen overdrev – i første tilfælde desværre fordi almuen tog den til sig som kamphund. Selvom DDB’en tilbragte mange år i arenaen, er den ikke længere aggressiv – snarere tværtom. Det er en hund der hviler fuldstændigt i sig selv, og ikke har synderligt meget tilovers for andre hunde, der konstant giver hals og viser sig. Det er ikke kun fordi racen er lidt tung bagi – faktisk kan den løbe forbløffende hurtigt, når det gælder. Dens zen-agtige mentalitet skyldes derimod nok nærmere at den, som få hunderacer, er helt bevidst om sin størrelse og styrke. Der er ikke særlig meget, udover en pøbel bevæbnet med høtyve og fakler, eller hele den tyske værnemagt, der kan true et bæst som DDB’en, og det ved den udmærket godt. Den ser simpelthen ikke nogen grund til at hidse sig op over småting. Af samme grund kan man roligt lade sin DDB fungere som en ”ægte” vagthund, uden at frygte at den skambider tilfældige mennesker. Det er som regel mere end rigeligt afskrækkende at den enorme hund gør en gang eller to, så stikker de fleste indbrudstyve af. DDB’en har kort, blank pels, der kan ordnes med en opvredet klud, hvis man vil undgå at den fælder, og ellers ikke behøver nogen pleje. De karakteristiske hudfolder omkring hovedet skal ligeledes renses med en klud. Som mange andre hunde i samme størrelsesorden, kommer DDB’er ofte til at lide af ledproblemer når de kommer op i årene, men ellers er sygdom en sjælden gæst hos den godmodige franske kæmpe. Race: Douge de Bourdeaux Max højde: 70 Vægt: 54-65 kg Børnevenlig: Ja Aktivitetsniveau: 3/5 Plejekrav: 1/5

Den næsten haleløse spaniel-hund er Frankrigs mest populære jagthund – og det er faktisk ikke så mærkeligt. Racen er opkaldt efter Bretagne-området, hvor den menes at have sin oprindelse. Genetisk set er den blevet til ved at blande forskellige spaniels fra Frankrigs altanterhavskyst med hunde hjemmehørende I Wales – der har været en livlig handel mellem disse to steder gennem historien. Bretonen er ikke den eneste af disse vestfranske spaniels, men den bliver generelt betragtet som den ældste og ædleste af slagsen. Bretonen er en stående jagthund. Det vil sige at den på egen hånd finder byttet – der stort set altid er fugle – og holder det i skak mens jægeren indhenter den. Når jægeren er parat får hunden signal til at løslade byttet, som jægeren så nedlægger. Herefter er det hundens opgave at finde byttet, der ofte er fløjet et stykke, og bringe det tilbage. Bretonen er ikke bare en formidabel stående jagthund, den er ekspert i snepper, der eller er notorisk svære at holde styr på. Bretonen går også gerne længere væk fra jægeren end andre jagthunde, og afsøger et større område for vildt. Racen er utroligt populær i hjemlandet, samt i USA og Canada. Den er dog ikke ukendt heroppe i Norden. Selvom den er en glimrende familiehund – vel at mærke for familier, der ikke har noget imod at røre sig en del – sælger nordiske opdrættere dog helst til jægere. På den måde er de sikre på at hunden ender blandt mennesker, der forstår den og giver den al den motion og de udfordringer den har brug for, for at trives. Gennem generationer er det lykkedes de franske avlere, at udvikle en hund, der fødes stort set uden hale. Det er en fordel når den vilde jagt går gennem krat og underskov, hvor grene, skarpe sten, tjørn og andre forhindringer, kan forsinke og skade hunden. Der er krav til udstillingseksemplarer, om hvor lang halen må være, og i lande hvor den slags stadig er lovligt, bliver bretonens hale kuperet ned til under ti centimeter. Det er ikke lovligt i Danmark. Hvis man anskaffer sig en Breton, får man en hund, der let lader sig træne, men som kræver en hel del bevægelse. Den er lærevillig, selvsikker, og hvis den får motions nok, er den også både kærlig og meget rolig. Den accepterer børn, men kommer ikke selv løbende for at omfavne dem, før den kender dem godt. Pelspleje er der ikke meget af. Bretonens arbejdsområde er dog snavset og fyldt med burrer, knækkede kviste og andre ting, der sidder fast, selvom pelsen er kort og glat, og de skal børstes ud, straks man kommer hjem. Race: Breton Max højde: 55 cm Vægt: 14-18 kg Børnevenlig: Ja Aktivitetsniveau: 4/5 Plejekrav: 2/5

Urhunden fra verdens tag. Den tibetanske mastiff er stamfader til et væld af andre store hunderacer, og bruges stadig som hyrdehund af nomaderne i Himalaya. Den tibetanske mastiffs navn er mere end almindeligt misvisende. For det første kan Tibet ikke gøre krav på den alene – den har historisk set også været udbredt i de indiske, mongolske og nepalesiske dele af Himalaya. For det andet er det ikke en mastiff. Den er til gengæld, med al sandsynlighed, stamfader til alle nutidige mastiff-racer, såsom grand danoisen, cane corsoen, doug de bordeauxen, den engelske mastiff, og herigennem også bullmastiffen, samt mange andre. Den store tibetaner regnes også som en forfader til de tunge bjerghunde, som leonbergeren og sanktbernhardshunden, og desuden også til så forskellige racer som mops og rottweiler. Kort sagt befinder den tibetanske mastiff sig i toppen af stamtræet, og genetikere har konkluderet at den skiller sig ud fra gråulven for hele 58.000 år siden, næsten 15.000 år før de fleste andre racer. I al den tid har den levet i Himalaya og været en del af de kvægdrivende nomaders liv. Den er dog ikke blevet anvendt som hyrdehund, i særlig vid udstrækning, men derimod som vagthund. Tibetanermastiffens størrelse, mod og bidstyrke er legendarisk, og mange, især vestlige, besøgende har beskrevet den som en overvældende stor hund. Det måtte vel egentlig være nok at nævne, at blandt de farer som hunden beskyttede sin familie og dens kvæg imod, var den bengalske tiger, et af de største rovdyr på landjorden. Det er altså ikke nogen hvilken som helst hund, der er tale om, men trods størrelsen og primitiviteten, er den tibetanske mastiff en god familiehund. Den er blevet vænnet til mennesker, bogstaveligt talt gennem titusinder af år, og føler sig faktisk ikke til rette uden mennesker omkring sig. Mange ejere påstår også at den ligefrem er ”selvopdragende” – altså at den hurtigt selv lærer hvor grænserne går, hvor man forretter sin nødtørft (og hvor man bestemt ikke gør!), og ikke skaber sig over noget mindre end et decideret indbrudsforsøg. Traditionelt set har hunden beskyttet kvinder og børn, mens mændene har flyttet de store flokke af yakokser rundt, og den tibetanske kæmpe er således også blevet mere end almindeligt børnevenlig. Interessant nok er efterkommerne af de tibetanske mastiffer, der blev bragt til Europa i 1800-tallet, og som danner roden i langt de fleste nulevende eksemplarers stamtræ, faktisk markant større end dem der i dag bor i Tibet og Nepal. Om det skyldes at vestlige opdrættere har gået efter at avle racen kæmpestor, eller at racen, der er trængt i sine gamle hjemlande, er skrumpet, er der uenighed om. I flere perioder har racen været udsat for dårlig avl i Vesten, men hver gang er der blevet rettet op på den igen, så den i dag er en glad og velfungerende, utroligt rolig og selvhjulpen ven af famlien. Den tibetanske mastiff er en enorm, men overskuelig hund. Selvom den har en del pels, kan man nøjes med at børste den månedligt, hvis det er nødvendigt. Den fælder kun en gang om året, og behøver ikke at komme i bad. Race: Tibetansk Mastiff Max højde: 84 cm Vægt: 45-72 kg Børnevenlig: Ja Aktivitetsniveau: 3/5 Plejekrav: 1/5

En frygtløs kriger fra det kolde nord. Den karelske bjørnehund har været en trofast følgesvend for indbyggerne I Finland, siden tidernes morgen. Arkæologiske fund beviser, at bjørnehunden har boet sammen med finnerne siden stenalderen. I den tid har den været brugt til lidt af hvert, eksempelvis slædehund, redningshund og vagthund. Den er og bliver dog primært en jagthund, selvom mange også blot har dem som familiehunde. Den er til stadighed i top 10 over de mest udbredte racer i hjemlandet. Racens navn er beskrivende for dens bytte. Den er en stor og solid hund, der stort ikke kender til frygt, og den har været anvendt til at jage losser og elge med, samt den skandinaviske brunbjørn – et af de farligste dyr i Norden. Den anvendes stadig til jagt og populationskontrol, og den er endda blevet eksporteret til dette formål. I flere amerikanske nationalparker bliver bjørnehunde brugt til at kontrollere bestanden af bjørne og pumaer, ikke ved at jage og dræbe dem, men ved at drive dem til nye dele af parkerne, så bestanden forbliver balanceret. Den karelske bjørnehund er med andre ord en hård nyser. Den går ikke af vejen for hårdt arbejde og vejrlig de fleste hunde ville krepere af. Den er loyal og rolig, og åbner kun munden når det er absolut nødvendigt – en særlig ting ved bjørnehunden er, at den kan kommunikere detaljeret, eksempelvis kan den fortælle hvilket bytte den har fundet, hvis man ellers ved hvad man skal lytte efter. Som andre hardcore arbejdshunde deler bjørnehunden sin tid og energi skarpt op mellem arbejde og fritid. Når den arbejder virker den nærmest utrættelig, og den giver aldrig op eller forlader en opgave, medmindre man beordrer den til det. Omvendt er den en rigtig flad-ud-hund, når den har fri, og foretrækker at sove eller i hvert fald ligge stille, når den ikke er i brug. Oprindeligt har pelsdragten været mere farvestrålende, og det har været helt normalt at bjørnehunde fødtes med rødbrun, grå eller mørkebrun pels. Af æstetiske årsager begyndte man i 1800-tallet at avle specifikt efter sortpelsede hunde med hvide aftegninger, og sådan ser alle bjørnehunde ud i dag. Pelsen er selvjusterende og hunden behøver blot at blive børstet hver eller hver anden uge. Hvor den karelske bjørnehund nærmest er indfødt menneskekender, kan den gamle storvildtsjæger-race godt have det lidt svært med andre dyr, inklusive andre hunde. Den er genetisk despinoret til at betragte de fleste andre firbenede væsener som bytte eller fjender. Derfor er det vigtig at socialisere bjørnehundehvalpe intenst, hvis man vil undgå at de bliver aggressive mod andre dyr, når de bliver voksne. Race: Karelsk Bjørnehund Max højde: 60 cm Vægt: 20-24 kg Børnevenlig: Ja Aktivitetsniveau: 3/5 Plejekrav: 1/5

NOTE: Denne artikel indeholder informationer om både Welsh Corgi Pembroke og Welsh Corgi Cardigan. De to Corgi-racer har en mytologisk oprindelse, hvis man skal tro de gamle walisere. Andre mener at de fulgtes med de allerførste keltere, da de indvandrede til de britiske øer for tusindvis af år siden. Lige meget hvem der har ret, er det dog sikkert at de to slags corgier, Welsh Pembroke Corgi og Welsh Cardigan Corgi, har udført et job som hyrdehund i Wales i mindst 1.000 år. Først blev de brugt til at drive kvæg med, som såkaldte ”heelers”, der nappede køerne i haserne, for at få dem til at bevæge sig og skifte retning. Siden da, efter landbruget blev industrialiseret i løbet af 1800-tallet, er corgien blevet en populær familie- og udstillingshund, fordi den er billig i foder og let at pleje. Pembroken er den ”oprindelige” corgi, og man mener at det var små, vakse hunde, som vikingerne bragte med i deres pladsbegrænsede langbåde, der bladede sig med de lokale hunde og gav pembroken sit gavtyveagtige ræveansigt. De fleste eksperter placerer cardiganens vigtigste forfædre i Flandern, og tidsfæster deres ankomst til Wales, hvor racen nu er hjemmehørende, til 1100-tallet. Cardiganen har afrundede ører, men den største forskel på de to racer er halen – pembroken har kun en stumphale, der i visse lande kuperes helt væk, mens cardiganen har en struttende hale, der bøjer ind over ryggen. Desuden er cardiganen et par kilo tungere end pembroken. Selvom corgierne er meget lave skal man ikke tro de er hverken svage, lade eller skrøbelige. De korte ben er den udstyret med, for frygtløst at rende rundt mellem benene på kæmpestore kreaturer, som den skulle hundse rundt med. Den kan sagtens sætte sig i respekt, og den skal have ret meget plads og motion. Det gør den på mange måder til en rigtig god familiehund, for den kan sagtens følge med – også hvis der er børn – men samtidig fylder den ikke noget i bilen og passer fint i fodenden af sengen. Man finder ikke mange hyrdehunde, der ikke samtidig er særdeles intelligente, og corgierne er ikke undtagelser fra denne regel. Det er ikke nok at gå en tur med dem – de skal udfordres mentalt undervejs, og meget gerne med noget der minder om hyrdearbejde. Hvis hunden får rendt energien af og får lov at løse nogle opgaver, er den også langt mere rolig derhjemme. Det kan eksempelvis være at ”drive” børn eller andre husdyr sammen. Sjovt nok er de lavstammede corgier glimrende vagthunde. De er næppe i stand til at overmande en indbrudstyv, men det er særdeles årvågne og når de gør lyder de som hunde af en langt større kaliber, hvilket jo i reglen er nok til at afskrække de fleste ubudne gæster. På verdensbasis er pembroken den absolut mest udbredte af corgierne, men i Danmark er det spøjst nok omvendt – her er cardiganen den mest populære. En nævneværdig fordel ved det er, at de arvelige øjensygdomme, der er en af de utroligt få genetiske brister ved corgi-hundene, kun rammer lidt over 5% af cardiganerne, mens de rammer næsten 25% af pembrokerne. Generelt er corgierne dog ekstremt hårdføre og langt de fleste bliver gamle nok til simpelthen at dø af alderdom, når de er tolv år eller mere. Race: Welsh Corgi Pembroke & Cardigan Max højde: 33 cm Vægt: 11-17 kg Børnevenlig: Ja Aktivitetsniveau: 3/5 Plejekrav: 2/5